Aesthetic - Stratosfære

Da Vangede-duoen Sleng trådte ind på scenen med dyster, dubstep-orienteret grime, var de lette at overse. Ikke fordi håndværket ikke var i orden, men fordi de langt fra var ene om at komme med "noget nyt". Et utal af nye unge kunstnere flokkedes om Nørrebro og den blomstrene grime-scene, og med navne som Kesi, Kidd, Stanley Most, TopGunn og Skør Mand, var der hård kamp om de første 15 minutters berømthed. Dette er godt og vel tre år siden. Flere af dem, der dengang råbte højest og higede den umiddelbare opmærksomhed, skrev sig ind i glemmebogen ved underskrivelse af dyre kontrakter, imens andre har vedligeholdt den nerve og stil, de indledte deres musikalske færd med. Blandt disse er Sleng's Aesthetic, hvis musikalske dannelsesrejse stadig drøner derudaf. Forrige år udgav han det solide mixtape Atmosfære, hvor han viste tydelig progression på lyd-siden siden Vores Lyd [Sleng], men stadig havde lidt at arbejde med ift. rappen. Nu har han udgivet EP'en Stratosfære, og igen er progressionen ikke til at tage fejl af; lyden er muligvis blevet endnu bedre, og samtidig er han vokset som rapper, og tangerer nu det ganske dygtige.

"Kom ind og få varmen, befrier dig fra larmen /
Skriver til ældre og mindre, til mænd og til kvinder /
Vi mennesker forsvinder /
Forskelligheder, der skiller os fra hinanden /
Så jeg går igennem ting fra det indre, fra man er barn til mand"

- "Hjertekammer"

Bag den efterhånden farlige producer/rapper kombination Aesthetic, gemmer sig 20-årige Emil Kruse, som man - ifølge ham selv, også bare kan kalde "bindeleddet mellem den nye og den ældste klasse". Han repræsenterer den nye generation af rappere, men sværger til 90'ernes hiphop-kutymer, og bygge således bro imellem to på mange måder modstridende æraer. På "Beskidte Fingre" brygger han et klassisk snertende boom-bap beat, over hvilket han kaster sin kærlighed til den støvede vinyl; et skarpt brud med sin egen generation af "digitalt indfødte". "Fatamorgana" bærer ligeledes en drøm af en boom-bap beat, med et subtilt kontrasterende piano-loop som backdrop. Også "Røverhistorier" er en nakkebrækkende banger i klassisk forstand, og her langer Aesthetic uafbrudt bars efter bars over disken. Skide være med broer, omkvæd og mellemstykker, vi er kommet for at høre rap, og der leveres. Det samme gælder den fabelagtigt underproducerede "Alfabetet", hvor han rapsodisk tager os fra A til Å:

"Er egentlig bare Emil /
Funderer, filosoferer /
Folk sir': "For fanden det vildt og fungerer" /
G'et står for grime og grumset grundlyd, det garanteret /
Hiphop-hoveder head-banger når hele holdet har leveret"  

Aesthetic er dog ikke bange for at omfavne nyere hiphop-tendenser, og pladens højdepunkt kommer for mig i form af "Op", der har en umiskendelig ny lyd over sig. Damn, hvor er de strygere dog godt sat sammen, og trommeprogrammering samt bas ligeledes mesterligt produceret. Simpelthen noget af det bedste jeg har hørt i år, og det siger æddermanme ikke så lidt. Samtidig viser "Op" på hæsblæsende vis, at Aesthetic kan flowe sin røv ud af bukserne:

"Den her kommer lige ud fra min venstre side a brystkassen /
Hvor bassen banker, satser hele kassen /
Jeg gør det for mine mennesker omkring /
Og så hiphop - slet ikk' for de ting de ka' bringe /
Gir' alt hva' jeg nu ka' gi', det virker li'som utopi /
For du ka' bli' li' hva' du gerne vil, er hvad man burde sige"

Sammen med Benjamin (Benal), der stråler på sin gæsteoptræden, leverer Aesthetic oven i hatten et af årets mest potente omkvæd. Måbende flot track.

Skal jeg finde noget negativt at sige om Stratosfære, siger hverken beat eller tekst på "Euforiserende" mig det store, og "Er Det Godt Nok?" er nok lidt en hit or miss - miss i mit tilfælde. Men alt i alt er jeg ret vild med det Aesthetic kommer med her. Han startede som en grime-rapper, som de fleste "real hæphåppere" nok ville skide et stykke, men nu har han arbejdet sig frem til at være et prominent navn, der snildt kunne leverer beats til selv samme "real hæphåppere".
     Stratosfære er ikke fejlfri, men absolut et skridt i den helt rigtige retning i Aesthetic's musikalske færd, og fortsætter progressionen med samme hast fremadrettet, tør jeg næsten slet ikke tænke på, hvordan Troposfære (rent gætværk) kommer til at lyde.

4/6

Hent EP'en her

Blueprint - Respect the Architect

"The architect, selecting the blueprints /

To rid the game of nuisance"

- Guru, "Respect the Architect" (Jazzmatazz vol. 2)

Jeg har ikke hørt særlig meget af Blueprint's musik, men det holder ham ikke fra at være en af mine favorit personligheder i hiphop. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham for to år siden, og han er et gennem-sympatisk og ovenud rart menneske, der er interesseret og engageret i andre, og som gør en dyd ud af at fortælle historier. Og så er han hamrende medrivende af natur; en sand storyteller, der mestrer kunsten af formidle og bjergtage.
     Men ikke bare er han sympatisk og godt selskab, Blueprint er blandt eliten af garvede rappere. I halvandet årti har han udgivet respektindgydende hiphop, bl.a. med RJD2 som Soul Position og med Illogic som The Greenhouse Effect. Hans sidste soloudspil, der samtidig var hans sidste Rhymesayers udgivelse, Adventures in Counter-Culture, lå i den mere eksperimenterende ende. Her søgte Blueprint bevidst at lave en ikke-rapplade, men i stedet en mangefacetteret musikalsk oplevelse, der brød med de forventninger, han synes han var begyndt at sidde fast i. Om end befriende for ham selv, blev Adventures In Counter-Culture aldrig en favorit, og med Respect the Architect vender han tilbage til udgangspunktet. Ikke sit eget musikalske udgangspunkt, men selve hiphop-genrens.

"You know the true architect when you hear the song /
The foundation for the underground you're standing on"

På sin nyeste plade har Blueprint skrællet alt det overflødige fra og skærer helt ind til benet, ind til de bærene søjler, så den nøgne, grundlæggende arkitektur står til skue. Han har selv produceret hele pladen (med ét nummer som undtagelse), og musikken er uden tvivl det mest skrabede og nedbarberede siden Kanye West's "Bound 2". - Der er stort set ikke andet i spil end kreativt bearbejdede samples og klassiske break-beats, og det lyder fuldstændig forrygende. Flere producere burde give sig selv benspænd á lá dette når de laver beats, for der kan tydeligvis opstå nogle spændende ting ud af at tvinge sig selv til at tænke i alternative baner. Blueprint's sample-arbejde er næsten banebrydende i al sin enkelthed, og nummer efter nummer minder han en om, at godt musikalsk håndarbejde ikke (nødvendigvis) kommer af det nyeste nye udstyr eller dyre studiemusikere, men af perfekt eksekverede ideer. Idealet har været den lyd som pionerende præsenterede, dengang et velvalgt og veladapteret sample-brudstykke fra en plade var nok til at skabe et ypperligt beat. Og ypperlige beats er lige hvad Blueprint leverer. Tag fx bare den ind-til-benet simple "Oh Word?", hvor tampende trommer, et flabet flippet vokalsample og et en-tangents spil udgør det opløftende beat. Eller "Once Again", hvor Blueprint skaber et mellow og melodisk beat med et sparsomt instrument-arsenal.
     På "True Vision" har han forvandlet Betty Wright's "Girls Can't Do What the Guys Do" til et lodret mesterværk. Swizz Beatz samplede samme sang til Beyoncé's "Upgrade U", og gjorde det oplagte og åbenlyse: tog hornene, der dominerer originalens instrumental. Blueprint har ledt efter nogle helt andre ting at sample fra nummeret, og har tydeligvis været noget mere legesyg i sin tilgang til beatet. Dette fortæller en del om, hvordan Blueprint manipulerer sig frem til mere kreative resultater, fremfor at ty til det oplagte. En tendens, der heldigvis præger hele Respect the Architect.

Produktions-delen er så rigelig fabelagtig, men Gud hjælpe mig om ikke lyrikken er på samme niveau! På "The Climb" rapper 'Print:

"I never write rhymes just because the beat bang /
I write rhymes 'cause I got things I need to say"

Blueprint er en storyteller. Han spilder ikke ét eneste ord i én eneste bar i ét eneste vers med fyld eller nonsens. - Lyrikken er mesterligt forfattet, kompakt skrevet og leveret med en uhyggelig sikkerhed. Det er sjældent at man oplever en MC være så komfortabel som Blueprint er på hele Respect the Architect. Han rapper fx:

"Everybody raps so I lie when I’m asked /
I say I either work behind the desk or a chef /
'Cause if I tell the truth, they gonna ask if they can spit /
And I don’t want to tell them that they sound like shit /
See back in the day I probably would have told them the truth /
'Cause hurting people’s feelings used to make me feel cool /
But now I got a lot less to prove /
I learned it’s best to let people do what they do….”

Her når han at være både jovial og skræmmende ærlig inden for de samme få linjer.
    "Perspective" er stor fortællekunst, på trods af, at temaet nærmer sig det banale. Det handler i bund og grund om, at man skal prøve at se ud over sin egen næse, se ting i et større perspektiv og ikke tage sin lykke for givet. I tredje vers rapper han:

"A man with no shoes stands on a corner
Sad about his circumstance of being on the street
Then realize it weren't that bad
When he was joined by another man that had no feet
A woman makes a post on facebook
About how she and her brother got beef
Unaware it was read by a friend of hers
Who's own brother passed away just last week"

Sangens pointe er, som han rapper i første vers: "I don't care if you living in a high-rise / You're no different from a man in a hut" og at "...everybody's pain is the same". Dette kommer perfekt til udtryk i de fremhævede linjer. Folk i tredje verdens lande har problemer og folk i første verdens lande har problemer. De sidstnævnte bliver ofte latterliggjort som "first world problems", men selvom vi vesterlændinge nyder godt af den luksus det er at have fødder, kan vores problemer stadig være yderst reelle. Moralen er blot, at man ind imellem skal indtage "bird's eye view" og lige tænke sig om engang. 

     "Perspective" er i øvrigt pladens eneste nummer, der ikke er produceret af Blueprint selv. IMAKEMADBEATS (!) producerer den vokalt harmoniske perle, der tager afsæt i Aretha Franklin's "(To Be) Young, Gifted and Black" - og hvilket sublimt beat det dog er!

Respect the Architect er en uhyre velformet plade, der, helt uden store armbevægelser og brovtende albuestød, bevæger sig helt op i toppen blandt årets bedste plader. Nu skrev jeg så sent som i sidste anmeldelse af Intuition og Equalibrum, at deres plade snildt kunne være årets vigtigste, og det kunne den, den er suveræn, men hvad angår vigtighed, indtager Blueprint i min optik førstepladsen. Med absolut skrabede beats, der tager udgangspunkt i genrens kerne: samples, samt overordenlig skarpskåret rap, viser 'Print, at traditionerne fra fordums storhed sagtens kan konverteres til fuldmægtig hiphop i 2014. Det eneste egentlige minus ved Respect the Architect er, at det er en kort affære. Med ti skæringer, hvoraf to har en spillelængde på under to minutter, og det en kortvarig fornøjelse - dog en fornøjelse af de helt store, så længe den varer. 

5/6

- Jeppe Barslund

Intuition & Equalibrum - s.b.

Da jeg for fire år siden anmeldte Intuition's Girls Like Me skrev jeg, at jeg ingenting vidste om ham. Og noget tyder på, at han har det bedst med at holde sig under radaren, for jeg har ikke hørt en lyd fra ham i de fire år der er gået til nu, hvor han sammen med sin producer Equalibrum har udgivet et selvbetitlet album (herfra I&E). Det har måske noget at gøre med, at han for det første virker komplet ligeglad med hvor langt han er kommet og kan komme med sin musik. "I'm half way to "has been", but yet I never was" rapper han uden at fortrække en mine på "Weight Is Gone". For det andet tyder noget på, at han ikke har den store tiltro til sig selv. På "Old Enough" lyder det tungsindigt: "I'm unpaid and infamous / Played a thousand shows, not a one made a difference / Hmm, maybe I'm doing it wrong / But you can find me at your local dive doing this song". Senere, på "Ruins", rapper han kort og godt: "All I leave is ruins".

Intuition opererer på nærværende album i grænselandet mellem Slug's knivskarpe sortsynethed og Mac Lethal's vittige pessimisme, og det er dermed sikkert at sige, at der er sket en hel del siden Girls Like Me, hvor Intuition rendte rundt i LA's varme med hånden i buksen og fløjtede efter damer. I&E er ingenlunde en "tung" eller deprimerende affære, Intuition's perspektiv er bare skiftet fra livsnyderen der rappede med sine rap-venner til den mere voksne og modne mand, der har været nogle ting igennem, der har ændret hans syn på verden. Hans far blev diagnosticeret med alzheimers få år efter Girls Like Me, hvilket resulterede i det fantastisk stærke nummer "Imagine", som nogen måske kan huske fra et par år tilbage (der er at finde på I&E), hvor Intuition rapper:

"....I'm not angry /
Nah wait, im angry as fuck /
But im not angry at you, man, im angry at luck /
Im angry that me and family and you had to be stuck /
Watching the man that you were blow like granules of dust"

Virkeligheden har rystet Intuitions syn på verden, og på flere numre lader han til at fundere over livet generelt, fremfor at rappe om sit her-og-nu. Han rapper fx:

"Shit, it's funny how the time flies /
And how it never quite feels like the time's right /
It's real life over rap life /
And that's fine I just hit my prime /
And I started back in nine-nine /
Damn, ninety-nine, what the fuck? /
I aged gracefully /
It's probably cause I never felt the need to play make-believe /
Been honest to a fault and pace patiently /
If nothing ever comes, I'm still grateful where it's taken me /
Cause even if it all just ends /
I still met a couple gents that I can call best friends"

Taknemmeligheden han her adresserer synes inderligt oprigtig, og trods sin status som ukendt rapper efter halvandet årti med rap lader ikke til at gå Intuition på. På et nummer som "Make Better" lader han optimismen stråle igennem og forsikrer os samtidig om, at han kan varme sig med visheden om, at han aldrig har holdt sig tilbage fra at forsøge:

"Don't measure success by the rest, it's less presAnnotatesure /
To dive into it headfirst, and ride for what you exert /
It hurts less to just hurt, don't avoid it /
The product of the pain tends to make for more enjoyment /
It's something that you'll toil with growing past your pride /
So fail hard and fail fast knowing that you tried"

"Make Better" er ligeledes et godt eksempel på Intuitions hemmelige våben, for ikke nok med, at han skriver sublimt og har et hamrende fedt og komplet ubesværet flow, så kan han også synge. Ikke med en super-sangers vokal, men rigelig til at kunne strø melodiske indslag over flere tracks, og når lyrikken er så meget i orden som den er, kan man tillade sig det meste på sang-fronten. 

Ansvarlig for pladens beats er Equalibrum, der producerede det meste på både Girls Like Me og I Ruined These Songs For You, dog uden at have sit navn på coveret. På I&E står han egenhændigt for lyden (ligesom der ingen rap-gæster er), og det gør han ganske fremragende. Hans produktioner er meget små i slaget, men stadig uhyre effektive. Se bare hvor meget lyd og stemning han får frem med lidt down-tempo bluesguitar på numre som "Weight Is Gone" og "Ain't the Blues". På "1st Day of Summer" og "NP2LA" kunne noget tyde på, at han er blevet inspireret af sin LA-kollega Exile. De abrubt samplede keys og det choppede vokalsample på førstnævnte er rendyrket Exile, og den måde han har samplet guitaren på på sidstnævnte ligeledes. På et nummer som "STFU" bliver beatet måske lidt for anonymt, men på nummeret efter, "Make Better", producerer han så noget nær det perfekte beat, så det er hurtigt tilgivet. 

Med I&E serverer Intuition & Equalibrum en af årets flotteste og mest helstøbte plader. Lyrikken er mesterligt skrevet, og man får som lytter lov til at kigge ind af nøglehullet til personligt univers, der sjældent er set mage. Produktionerne oser af sjæl og stemning, og selvom de ofte ligger i den underspillede ende af skalaen, fungerer de perfekt i deres samspil med lyrikken. I&E kunne snildt være årets hidtil vigtigste plade.

Køb og stream albummet her

5/6

- Jeppe Barslund

Dødssejleren - s.b.

Har du hørt hva' de si'r, historierne går - om skibet der strejfed' i hundrede år. Med fulde sejl sat, om hele vor jord. Uden et eneste levende menneske ombord.

Foruden at være et sagnomspundet spøgelsesskib, dømt til at besejle verdens have til evig tid og varsle forlis og død, er Dødssejleren den nye koncept-gruppe fra Echo Out. Besætningen består af kaptajn Simon Solem, overstyrmand Fyrsten og 2. styrmand Christian Coppola. Tilsammen udgør de en suveræn trio, der med kompassets retningspil peget mod originalitetens land og udsøgt vellyd i sejlende, navigerer deres stolte skude ud i den tågede nat.

Dødssejleren slår hiphoppede toner an, bestemt, men deres univers udgøres i mindst lige så høj grad af blues, jazz, tango og folk. Ikke nok med, at alle disse genrer smeltes succesfuldt sammen i ét lydbillede; galejens mandskab får det samtidig til at ose af sørøveri og pirateri. Lyden af knagende master, galende havmåger og blid bølgebrus følger én hele vejen igennem, hvilket giver en stærk "til havs" følelse, men sørøver-stemningen kommer i særdeleshed til udtryk i produktionerne, hvor især Christian Coppolas harmonika spiller en betydelig rolle. Og det er i grunden sjovt, at et instrument, der blev opfundet et par århundreder efter piraternes gyldne æras ende, er blevet synonym med deres "lyd". Popularisering af pirat-kultur i form af bl.a. Sebastians Skatteøen, film som Goonierne, Djævleøen og Pirates of the Carribean, samt kult-spil som Monkey Island -serien, har legitimeret, at elementer, der på ingen logisk måde berører sørøver-universet, spiller den mest naturlige rolle i selv samme. Og på denne måde tiltaler Dødssejlerens univers lytterens reference-ramme på kløgtig vis og skaber en overbevisende og autentisk musikalsk sørøver-kulisse.

Overstyrmand Fyrsten (også kendt som Illusionisten) bidrager også til konceptets røde tråd med sine tekster. Fyrsten er måske ikke blandt landets dygtigste rappere når det kommer til flow og teknik, men det har heller aldrig været hans metier. Fyrsten er en lyrisk maler, der arbejder med mørke nuancer og som specialiserer sig i stemningsbilleder. Melankolien, ængsteligheden, den forliste kærlighed og de depressive tendenser præger paletten, og det har ofte resulteret i besnærende portrætter - hans Syngende Engel Angrende Djævel er et fortrinligt eksempel herpå. På Dødssejleren har han bibeholdt kernen af den stil han behersker, og den omsættes overraskende godt til sørøveruniverset. Han har dog skruet en del ned for den mørke-sorte pessimisme og kompenserer med rabaldrende sørøver-slagsang og koncept-relevant name-dropping. Vi kan fx kaste et blik på hans vers fra "Den Flyvende Hollænder":

"Nålen i kompasset snurrer rundt med grammofonen /
Vi slavebundt af havet, bag tågen brænder solen /
Træbenene tramper til de trodsige toner /
Og horisonten står i flammer trods de grålige toner /
Den sidste flaskepost, kastes ud i havet /
Med livstegn og længsel, mellem linjerne stod det skrevet /
At jeg ikk' stod til at redde /
Det' en sørgelig ballade - Så bered jer /
Det her er en død mands sladder /
Har dækket dækket med forbandede sjæle /
16 skæggede, blækkede, bevæbnede djævle /
Forgældet ind i helvede, vi' satans yngel /
Hør Sirenerne synge, endnu en nat ka' begynde /
Det stormer, det tordner, de gir' tegn om at standse /
Det regner, det sortner, det har brækket en mast /
Det rusker i skroget og han truer mig for oven /
Men jeg blir' stående bag roret, det blir' husket i morgen"

Verset illustrerer meget godt, hvordan Fyrsten holder sørøver-temaet tæt ind til kroppen og fastholder konceptets røde tråd, dog uden egentlig at sige noget konkret. Flowet synes måske en smule brudt på nærværende nummer, og Fyrsten lader til at gøre det unødvendig svært for sig selv, med en konstant insisteren på at udtale ende-t'er som t'er og ikke bløde d'er (fx "Har dækket dækket" og "Det blir' husket i morgen"), der ærlig talt umuliggør en flyden med ord. At Mund De Carlo, der ligger i landets top hvad angår flow, gæster to numre og leverer kølhalende rap med et flow, der tvinger de fleste andre til at gå planken ud, er i høj grad med til at understrege Fyrtens mangler. Dødssejleren er dog ikke en hiphop-gruppe og deres plade er ikke en rap-plade, så denne "mangel" virker ingenlunde som en mangel i det givne kontekst. Nej, det er ikke atom-spaltende lyrik eller teknik, men Fyrstens rap fungerer yderst fornemt som kompas for Dødssejleren, og det er trods alt et absolut essentielt element i enhver succesfuld færd.
     "Desperat" er det eneste nummer, hvor Fyrsten fejler. Her ringer han bl.a. til Niklas for at slippe for dikkedarer, og rapper senere om hvordan han stalker en pige på facebook. Vi er simpelthen for langt væk fra sørøver-universet, og det er lidt ærgerligt.

Jeg udnævnte indledningsvis Simon Solem som Dødssejlerens kaptajn, og det er der en god grund til - han er rent ud sagt showets store stjerne. Han har produceret stort set alt, spiller næsten samtlige instrumenter - fra guitarer og klaver til trommer, perkussion og kazoo, og så synger, crooner, råber og skråler han sig igennem pladen til den helt store, yderst imponerende guldmedalje. Jeg kender ingen, der kan bruge sin stemme som Simon Solem - splitte mine bramsejl det er beundringsværdigt, det han kan. På "Sørøver Blues" og "Flaskepost" synger han med silkeblød røst, imens han på "Desperat" lyder som en djævle-besat pirat på badesalte. Han mestrer alt imellem de to modpoler og bruger rundhåndet sin vokal som fast element i sine produktioner. Dertil kommer det i høj grad til udtryk, at det er sangeren der har produceret: han går totalt i ét med sin musik. At høre ham croone hånd i hånd med musikken på fx "Så Langt Så Godt" er rendyrket blær, og når han "synger duet" med Christian Coppolas harmonika på "Det Gynger" og især på slut-stykket på "Flaskeposten", opstår der pure magi.
     At Simon Solem tilmed er en fremragende musiker, gør nærmest hele affæren lattervækkende! Fra milde jazz-toner på "Sørøver Blues", folkekære harmonier á lá Søren Kragh Jacobsen på "Flaskeposten" og forførende flamenco-guitar og tango-toner på "Den Sidste Tango", til Tom Waits'k fanden-i-voldskhed på "Desperat" og straight-up beat-drevet nakkebrækken på "Den Flyvende Hollænder", der naturligvis glider over i Peter Thorups nummer af samme navn fra Sebastians Skatteøen. For endegyldigt at slå fast, hvor latterligt meget overskud han besidder, imiterer Simon Solem Peter Thorups stemme til perfektion i starten af [Dødssejlerens] "Den Flyvende Hollænder", så man tror det er et scratchet vokalsample - vanvittigt!
     På "Poison Heidi" har Dødssejleren fået udefrakommende producer-hjælp fra Yogi, hvilket resulterer i pladen mest hiphoppede skæring, da Yogi hviler på en mere traditionel struktur. Coppolas harmonika er stadig med i fuld vigør, og Simon Solem spiller fortsat instrumenterne og leverer omkvæd, så nummeret passer stadig perfekt ind.

At Dødssejleren frit kan bruge et stykke af Sebastians Skatteøen (der i øvrigt er det bedste danske album nogensinde udgivet i min optik) og yde det retfærdighed og få det til at give mening på en og samme tid, siger for mig, personligt, en del om hvor vellykket et projekt Dødssejleren er.
     Et minus kunne være, at der er rigtig meget syngen, råben og skrålen, der i sit omfang kunne tyde på, at der er gået lidt på kompromis med plade-oplevelsen for live-oplevelsens skyld. "Styrbord, Bagbord! Styrbord, Bagbord!" på "Den Flyvende Hollænder", "En og To og Tre og Fire, Vi lander på bunden til vandet stiger!" på "Det Gynger", "Hey! Hey! Hey! Hey!" på "Poison Heidi" og meget, meget mere. På den anden side giver det faktisk utrolig god mening, at der på en plade, der er centreret omkring pirateri, er godt gang i festen. Det var højst sandsynligt ikke kedeligt at være til havs som sørøver, så det skal det da heller ikke være ombord på Dødssejleren.

Dødssejleren er ikke årets bedste hiphop-udgivelse, til det foregår der for meget andet end hiphop. Til gengæld er det nok den bedste danske plade udgivet i år, uagtet genre. Konceptet er genialt og veludført, og som musikalsk oplevelse er Dødssejleren ganske simpelt hamrende fed!

Ind imellem ka' livet ha' en led smag, men som den sømand jeg er kæmper jeg videre - rom blev ikk' drukket på én dag

5/6

- Jeppe Barslund

LEFTOVERS2013

Efter en succesfuld crowd-funding kampagne på booomerang, hvor over 100 mennesker skrabede 10.000 kroner sammen - en milepæl i hiphopanmeldelsers historie - blev LEFTOVERS2013 en realitet, og nu er den ude!

Det kan ikke siges nok: tusinde-1000 tak til jer, der bidrog til booomerang-kampagnen!

Leftovers-kompilationerne taler de usungne heltes sag. Her samler jeg de kunstnere, der i min optik har udgivet det bedste musik i løbet af året der er gået, men som stort set ingen kender. Dem, der ikke er blevet eksponeret i medierne i løbet af året, fordi de hverken er kendte, mainstream eller kommercielle nok til at blive inviteret ind i radio og TV. De små ildsjæle, der ikke laver musik pga. af penge eller youtube-views, men af kærlighed til kunstformen og håndværket. 

     I princippet er der ikke noget i vejen med "hits", men musik kan hurtigt blive et trivielt, monotont og kedeligt fænomen, hvis det kun består af de samme, enslydende pop-singler. Vi må ikke omfavne denne form for tomgang. Vi skal aktivt søge at få udvidet vores horisont, og dét er et af hovedmålene med mine Leftovers-opsamlinger.  

Illustreret af den fantastiske, geniale og skrupskøre Dorte Karrebæk

Kunne du tænke dig et eksemplar af LEFTOVERS2013, så hop ind på bloggens facebook-side, giv den et like hvis du ikke allerede har gjort det, og skriv en besked til mig der, med navn og adresse. Det eneste jeg gerne vil have til gengæld, er din mening om albummet i form af en kommentar til dette indlæg.

Til jer uden facebook: skriv til jeppe_barslund@hotmail.com med 'LEFTOVERS' i emnefeltet.

Tracklist
01. Qwel & Maker - "Wreck Room"
02. The Remnant - "Summer Dog Days"
03. Oddisee feat. Toine & Trek Life - "Outro Flow"
04. Vic Mensa - "Orange Soda"
05. Sweatshop Union - "Infinite"
06. Papoose - "Faith"
07. Dead Players - "Ever"
08. Klaus Layer feat. Blu - "Illest In Charge"
09. Jared Evan & Statik Selektah feat. Lil Fame - "Uma Thurman"
10. The Procussions - "December"
11. Sivion feat. DJ Sean P - "Honey Dew"
12. Tanya Morgan feat. Outasight - "All 'Em"
13. Shad feat. Eternia - "Love Means"
14. Rockwell Powers & DJ Phinisey - "Alive"
15. L'Orange & Stik Figa feat. Rapsody & Castle - "Before Midnight (Billie Holiday Remix)"
16. Natti - "Filthy Hard"
17. Add-2 & Khrysis - "Club Church"
18. Denmark Vessey & Scud One - "Cult Classic"
19. Ugly Heroes - "God's Day Off"
20. Prolyphic & Buddy Peace - "Six Feet High"  
21. Qwel & Maker - "Keep It Movin"
   

Hvis du ligesom stick.man her har modtaget et download kort med din bestilling (tak til Steffen for Lasertryk for, at de blev så skide flotte!) og vil indløse koden, skal du klikke dig herind på wots-shoppen, scroll'e lidt ned, til du kan se 'Wotsreleases download' i højre side. I 'indtast download kode' -feltet indtaster du download koden (duh!) og værs'go!

Credits

01. Produceret af Maker. Taget fra Beautiful Raw (Galapagos4) 02. Produceret af Deacon the Villain. Taget fra Indian Summer (The Remnant/Room 115) 03. Produceret af Oddisee. Taget fra Tangible Dream (Mello Music Group) 04. Produceret af Cam. Taget fra INNANETAPE (selv-udgivet) 05. Produceret af The NVSBL College. Taget fra Infinite (Urbnet Records) 06. Produceret af Alchemist. Taget fra The Nacirema Dream (Honorable Records) 07.  Produceret af Ghosttown. Taget fra Dead Players (Hi Focus Records) 08. Produceret af Klaus Layer. Taget fra The Adventures of Captain Crook (Redefinition Records) 09. Produceret af Statik Selektah. Taget fra Boom Bap & Blues (Showoff/Jared Evan Inc.) 10. Produceret af Stro Elliot. Taget fra The Procussions (Yotanka Productions) 11. Produceret af Theory Hazit. Taget fra Group Therapy (ILLECT Recordings) 12. Produceret af 6th Sense. Taget fra Rubber Souls (Imprint One80 Inc.) 13. Produceret af That Brother Lokey. Taget fra Flying Colours (Black Box) 14. Produceret af DJ Phinisey. Taget fra Build (selv-udgivet) 15. Produceret af L'Orange. Eksklusivt bonus track fra hjemmesiden (Mello Music Group) 16. Produceret af Kno. Taget fra Still Motion (QN5) 17.  Produceret af Khrysis. Taget fra Between Heaven And Hell (Jamla Records) 18. Produceret af Scud One. Taget fra Cult Classic (Dirty Science) 19. Produceret af Apollo Brown. Taget fra Ugly Heroes (Mello Music Group) 20. Produceret af Buddy Peace. Taget fra Working Man (Strange Famous Records) 21. Produceret af Maker. Taget fra Beautiful Raw (Galapagos4)    

- Jeppe Barslund

Per Vers - DNA

Som en af de få rappere i kongeriget, har Per Vers succesfuldt formået at bryde ud af hiphoppens til tider begrænsende lænker med sin rap-autenticitet i behold. Som vinder af Årets Rapper og MC's Fight Night, og som ansvarlig for et utal af udgivelser, bl.a. en Sund Fornuft klassiker, et blændende debut-album, Danish Operation -mixtapet og det top-karakters-modtagende Ego, har han høstet respekt og usammenlignelig anerkendelse i rap-miljøet. Men som opvarmer for Frank Hvam, som freestyler for tusindevis af folkeskole- og gymnasieelever, som oversætter af Go the Fuck To Sleep og Invictus, som vinder af Dan Turéll prisen, som arkitekt bag undervisningsmateriale og spoken-word forestillinger og som kollaboratør med bl.a. Ole Thestrup, Ole T. Kidde og Povl Dissing, har han for længst vokset sig ud over hiphoppens limitationer.    

På trods af, at denne rejse har taget over 20 år, er DNA blot Per Vers' tredje egentlige album. Et album, der ganske klart reflekterer Per Vers' status quo som kunstner, hans seneste års udfoldelser i og udenfor hiphop-land taget i betragtning. Samtidig, og muligvis af præcis dén grund, er DNA det album, der vil mest og stikker i flest forskellige retninger, og som derfor bærer den umiddelbart løseste struktur af noget Per Vers projekt hidtil. Hvor Ego soleklart handlede om en introspektiv Per Vers, formår han ikke i samme grad at samle de 12 skæringer ("Intro" ekskluderet) på DNA under en tematisk paraply. På nogle numre, som "Big Bang", "Find mig her" og titelnummeret, hvor Per rapper om henholdsvis kærligheden for hiphop, danskheden og artens oprindelse, er det let og logisk at kæde lyrikken sammen med et overordnet tema om, hvad der udgør hans DNA. På andre numre, som "Gennem væggen", "Gokkejern" og "Afskyelige snemand", fortælles der isolerede historier, der ikke umiddelbart har noget med hverken Per Vers eller hans DNA at gøre.

Teksterne kan man stort set aldrig sætte en finger på. I de bedste øjeblikke er rim-håndværket og sprog-gaverne en krone værdig - hvis denne da ikke allerede sidder på Pers hoved. Tag fx "Dum (omvendt intelligent)", hvor Per, igennem en - af skolesystemet "dum"-stemplet elev, italesætter en aktuel og tilsyneladende evigt-varende problemstilling i folkeskolen, med manér:

"Hr. Lærer, jeg vil gerne spørge /
Jeg har et regnestykke, det er ikke om kroner og ører /
Det' om min egen lykke /
Hvis vi tar' bredden på mit smil /
Gange temperaturen på min indre ild /
Fra engang hvor den var et bål /
Divideret med nu, hvor den er nul /
Hva' blir' den så, den egentlige sum /
Det ka' ikk' passe, at jeg har regnet den ud - for jeg er jo dum"

De kløgtige ordspil skyller som sædvanligvis ind over én i imponerende mængder. Det er fx en "liste-ning session", når Per i smug lytter til sin nabos sang igennem væggen. Vi hører også om mandslingen, der synes det er nemmest, når "druerne er stenfri og fruerne er enige", og som i øvrigt siger, at "det bliver over mit lig....estillingsnævn" nogensinde at slå på kvinder. Og når Jesus står med korslagte arme, så er de ikke lagt over kors som i traditionel forstand, men strakt ud, som når man hænger på et kors. Eminent! Og når det kommer til berømmelse og berigelser er Per klar i spyttet:

"Jeg ved hvor lidt jeg ved - men jeg ved lidt /
At det skæve er det skægge - det perfekte er kedeligt /
Hvad nytter det at mestre "Do-re-mi" /
Hvis "Me, Me, Me!" er den rille man sidder fast i /
Eller den værste version, jeg slet ikke magter: /
"Do Remee!", jeg tror jeg har X-factor!"     

Nogle steder virker det dog som om, at de kløgtige sprog-påfund er vigtigere end helheden af den fortælling, de er en del af. "Gennem væggen" virker, i al dens velskrevenhed, en kende uforløst, og "Big Bang", der handler om, at Per Vers ikke tyr til omkvæd, da rappen er hans sande kald, synes modstridende med resten af pladen, der er spækket med fængende hooks, nogle leveret af Per selv.
   
Ser man på numre som "At rejse er at elske", "Gokkejern" og "Tre breve", er teksterne i allerhøjeste grad godt skrevet, men det synes ikke helt tydeligt, hvilket formål de tjener, udover kortfattet at berøre emner, der svinger i aktualitet. "At rejse er at leve" lyder i øvrigt mere som et Isam B nummer med Per Vers som gæst, end omvendt.
"Tre Breve" er i min optik pladens kulsorte får. Sangen er sat sådan op, at det næsten er uretfærdigt for en anmelder at skulle udtrykke sig negativt om den. Der er så meget musikkultur og musikhistorie involveret, at man hurtigt fremstår ignorant, hvis man ikke kan se brilliancen bag opsætningen. Jeg mener, Per har fået Savage Rose's Annisette til at synge Steffen Brandts oversættelse af Leonard Cohen's verdensklassiker "Hallelujah", til en sang, der fortæller den autentiske historie om en dansk soldat i krig. Det virker næsten som landsforrædderi ikke at kunne lide det, men ikke desto mindre finder jeg det helt utroligt meget for meget. Bægeret flyder over i et overflødighedshorn af følelses-porno. Dertil synes jeg ikke det stemmer overens med Per Vers' originalitet, at lade størstedelen af et nummer hvile på en af de vel nok mest spillede og fortolkede sange nogensinde.

Per Vers er som skrevet tidligere leverandør af nogle af de skarpest forfattede rim herhjemme, men det, at han sætter barren så højt på nogle numre, er muligvis medvirkende til, at man "tillader" sig at være proportionel kritisk anrettet på andre. "Afskyelige snemand" synes jeg fx ikke er synderlig originalt skrevet. Der er i min optik forholdsvist langt fra linjer som "Samme aften gav han dig stoffer i en pose / der gjorde dig højere end hvis du skiftede til buffalos" og "Klart det så'n det ender / for alle dine venner ka' flere synonymer for sne end grønlændere" til Per Vers' top-niveau.

Når Per sætter barren højt, sætter han den til gengæld også svimlende højt. "Midt i julenat" er årets ubestridt største genistreg. Per Vers genfortolker Det Nye Testamente i en groft forenklet version, der dog på mirakuløs vis får kædet Jesu liv, lære, kald, byrde og død sammen i en episk aktualisering, hvis afslutning giver overrumplende meget stof til eftertanke. Der er så sindsygt meget guld på det nummer, at man ville kunne lave et længere track-review af det jeg laver et track-review af det, når pladen er udkommet.

Også "Invictus" er smukt skåret. Teksten kender man måske, fra da Per publicerede den på facebook i forbindelse med Nelson Mandelas bortgang, men på DNA har Nappion givet digtet et sublimt musikalsk face-lift, hvor afrikansk-lydende stamme-messen, kor-sang og beat-boxing smelter sammen til en storartet lytteoplevelse.

Lyden på DNA er mestendels ganske fornøjelig at lægge øre til, men ikke helt pletfri. Sveriges fremmeste beat-smede Embee og DJ Large er lige som på Ego hovedansvarlige for musikken, og også på denne front stikker DNA i mange retninger. Fra gulvbas og spinkle keys på "Gennem væggen" og melodiske piano-loops og luftige blæsere på "Find Mig Her", til "Midt I Julenat", der lyder som Superman's trap-anthem og til kronjuvelen "DNA", der med sang og Kanye'sk orkestrerede strygere oser af melodisk overskud. DNA har lidt af det hele. På "At Rejse Er At Leve" læner klaverspillet sig op ad det lidt for knebne, og produktionen på "Afskyelige snemand" er i min optik ikke helt spændende nok til at kunne overleve den forholdsvist lange instrumentale outro. "Gennem væggen" er også tæt på at være for underproduceret.

Når Per Vers er god, er der ingen tvivl om, at han er blandt de bedste til nogensinde at have gjort det på dansk. På DNA har han dog truffet nogle valg og introduceret nogle nye tiltag til sit univers, der, foruden helt sikkert at reflektere hans udvikling som kunstner og som menneske i al almindelighed, afviger en smule fra, hvad man måske har været vandt til fra hans side. Nogle af disse beriger hans univers gevaldigt, imens andre synes lidt malplacerede og ramt ved siden af i min optik. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at DNA er et af årets absolutte must-haves.

4.5/6

- Jeppe Barslund

Pede B - Vi Hjerte Alberte

Nej, det du ser herover er ikke coveret til Pede B og DJ Noize's nye Vi Hjerte Alberte EP, men derimod coveret til et album, der må være på top fem over plader jeg har hørt mest det forgangne års tid: Albertes bedste børnesange. Jovist, det lyder måske sært, at en inkarneret hiphop-entusiast som mig, der har mit bedetæppe rettet mod undergrunds-hiphoppen, pludselig peger på en Alberte-opsamling som noget af det, jeg lytter mest til. Haters gonna hate - Alberte er fuldstændig fantastisk, og selvom musikken på nærværende opsamling nok er lavet til børn, bærer den alle de kvaliteter, god musik er støbt ud fra, og god musik kender ingen alder. Der er ingen, der mestrer kunsten at spinde en melodi som Alberte, og når man samtidig kan forfatte alt fra det kugleskøre og hysterisk morsomme til det triste, melankolske og dybt følelsesladte, og samtidig har spillet en betydelig rolle i de sidste to-tre generationers liv, så fortjener man at blive kaldt landets alletiders vigtigste sangerinde - det vil jeg i hvert fald ikke tøve med at kalde hende. 

     Nu forholdet det sig ikke sådan, at jeg har hørt Alberte hele mit liv. Som jeg formoder, at det også er tilfældet med mange andre, har der været en "mellemperiode" på mange år, hvor man har været "for stor" til at høre Alberte. Jeg kan takke min kæreste for at genintroducere Alberte i mit liv, og i en alder af 27 år giver det igen, på alle måder, god mening at lytte til kvinden, der lagde stemme til min, og sikkert også din barndom. Da jeg første gang hørte Albertes bedste børnesange, efter godt og vel halvandet årtis Alberte-hiatus, var nostalgien total og reminiscenssen til en lykkelig barndom uden bekymringer og fyldt med kærlighed overvældende. Det, der bedst beskriver min reaktion af at (gen-)høre numre som "Efterlysning", "Luna Er Et Andet Sted" og "Solen Er Så Rød, Mor" er følgende klip: 

Hvorfor denne lange indledende snak om Alberte og hendes musik? Jo, jeg synes jeg var nødt til at beskrive min overrumplende begejstring for Alberte, for for alvor at kunne belyse, hvor evig god stil jeg synes det er, at Pede B og Dj Noize har skabt en koncept-EP, centreret omkring hende. Så god stil, at det næsten er ubegribeligt, at det ikke er gjort før. Jeg ♥ Alberte, Pede B og Dj Noize ♥ Alberte og jeg tror det gælder for os allesammen, at.....

En EP bliver dog ikke god af en idé alene. Heldigvis er både Pede B og Dj Noize mere end rigeligt begavede til at følge konceptet til dørs. Dj Noize har med nænsom hånd plukket nogle Alberte-perler fra plader, hvor Benjamin Koppel har spillet en stor rolle, og en enkelt fra Nissen, Englen og Trut Brumlesen. Disse numre har han så klippet, skåret, hugget og savet i stumper og stykker, og efterfølgende samlet igen for at digte videre og fortolke sine egne hiphoppede versioner. Fællesnævneren og den røde tråd er Albertes vokal, der sørger for harmoni i de hiphoppede lydbilleder, og som samtidig sørger for, at Pede og Noize aldrig viger for langt bort fra konceptets udgangspunkt. Resultatet er nogle af de fornemmeste kreationer Noize har rystet af sig i lang tid. Flere steder kigger Benjamin Koppel forbi med sin saxofon, hvilket giver perfekt mening, da man allerede har hørt hans saxofon på bl.a. "Ikke Und Mer" og "Miss Danmark" fra Over Askeskyen 1 og 2, så det er en velkendt lyd i Pede B øjemed.

Det er dog ikke bare godt sat sammen rent musikalsk, det er kreativt og legesygt på den snedige og yderst kløgtige måde. Tag fx "Væk herfra", hvor Pede B sammen med LuxXx rapper om aktiv dødshjælp. Her tager Noize udgangspunkt i den fine "Badehotel", hvor omkvædet lyder: "Hvis de andre spørger, hvor jeg er, må du svare. Hjælp mig hvis du tør, lyv mig fri, væk herfra". Pede B rapper:

"Jeg sidder her og ser dig tabe hele kampen /
Vel vidende disse timer er de sidste vi har sammen /
Så langt væk, men jeg håber du kan høre /
Så jeg hvisker i dit øre: er der noget jeg ka' gøre?" 

Derefter følger Albertes omkvæd, som Noize har klippet til, så det passer ualmindelig godt til konteksten: "Hvis de andre spørger, hvor jeg er, må du svare. Hjælp mig hvis du tør, lyv mig fri, væk herfra". Det er godt set, det er ekstremt godt bearbejdet og det er knivskarpt skrevet.

På andre numre har de inviteret Alberte til at indspilde ny vokal, fremfor at fortolke et sample. "Hvordan" er et godt eksempel, hvor den stilfærdige genistreg "Hindbær i sneen" er blevet forvandlet til et potent hiphop-brag med en savtakket basgang, et nakkebrækkende drum-break og en Alberte på omkvædet, der ikke har skyggen af et problem med at kalibrere sin attitude med det hårde hiphop-beat. Det fungerer besynderligt suverænt! Put en udsøgt Nixen feature oven i hatten, og vi nærmer os det perfekte nummer; "Jeg lever ikk' af det, men jeg lever når jeg gør det!".

Nixen er ikke den eneste feature der gør det godt. Det siger i virkeligheden en hel del om Pede B og Dj Noize's status som autoriteter i dansk hiphop, at folk, der inviteres til at gæste deres projekt, om end venner, leverer deres ypperste. LuxXx, Livid og Stik Op Jakob leverer blændende vers, Klumben gør sin ting på "Klarer sig" og rap'inden FordærvBerg bidrager med et uforglemmeligt omkvæd på "Du Tør Ik".

At Fight Night -kongen og battlerap-entreprenøren Pede B, er blevet så god til at fortælle historie og formidle livserfaring som det er tilfældet på Vi Hjerte Alberte, imponerer mig stort. At han tilmed (gen-) introducerer Alberte til sit publikum, er noget af det mest geniale, der er sket i dansk rap i lang tid, og dét alene bør næsten afkaste top-karakter.
    EP'en er dog ikke fejlfri. Der er enkelte skønhedspletter, men det er ikke mere alvorligt, end at projektet stadig tager sig godt ud i sin helhed.

Pede B har længe kunne kalde sig freestyle-mester, rap-ikon og landets mest produktive rapper. Med Vi Hjerte Alberte kan han nu også kalde sig bro-bygger, kultur-formidler og ambassadør for god stil, og dermed en af dansk raps absolut mest betydningsfulde bekendtskaber.

Hent Vi Hjerte Alberte gratis her

4.5/6

- Jeppe Barslund 

L'Orange - The Orchid Days

Hvis man ikke tæller den seneste uges tid med, er det album jeg har lyttet mest til i år Mark Orton's soundtrack, eller nok mere præcist score, til Alexander Payne's Oscar-nominerede Nebraska. Et soundtrack der gør det, soundtracks gør bedst: henfører lytteren til en musikalsk forfatning, der både bærer reminiscens til filmen stemning og som samtidig lader lytteren fortolke og male sin egen historie til musikken.

Tæller vi den forgange uges tid med, at det ikke længere Mark Orton's soundtrack der er blevet spiller mest herhjemme, men derimod L'Orange's dugfriske The Orchid Days. At L'Orange udgiver et nyt fuldlængdes album så kort tid efter The City Under the City (som igen blev udgivet kort efter The Mad Writer) er imponerende nok i sig selv, men at The Orchid Days tilmed er hans ypperste præstation hidtil gør det decideret skørt.

The Orchid Days er hovedsageligt et sample-baseret instrumental-projekt, og gør præcist som førnævnte pragteksemplar på et soundtrack; den skaber stemningsbilleder, der opfordrer lytteren til at skabe sin egen verden og sin egen fortælling ud fra musikken. Der burde næsten følge 19 lærreder med albummet, så man kunne visualisere sine fortolkninger ud fra de forskellige skæringer.
     The Orchid Days er dog umiddelbart mere end "bare" et fiktivt soundtrack. Pladen er "lavet" som en film, hvor billedsiden er skåret fra. De forskellige samples af dialoger fra tudsegamle film og tilstøvede jazz-glemsler beretter om en kærlighedshistorie, der finder sted i en nær fremtiden, midt i verdens undergang. Denne korsvej imellem det romantiske og det melankolske kommer perfekt til udtryk i musikken, da L'Orange på fornem vis balancerer imellem det lette og humorrige og det mørke og dystre. Stemningen minder en smule om Lars Von Trier's Melancolia, hvor en menneskelig historie udspiller sig, alt imens en overhængende og uundgåelig fare nærmer sig.

Historien på The Orchid Days serveres langt fra åbenlyst. Man skal lytte godt efter, og fortællingens detaljegrad afhænger af, hvor mange gange man "gider" nærlytte sig igennem pladen. L'Orange har hyret stemme-skuespilleren Erik Todd Dellums til at indlede det hele, og dirigerer samtidig en lille håndfuld ekstremt velvalgte gæster som Blu, Homeboy Sandman og Billie Woods, til at tage lytteren ved hånden og guider én i præcis den retning, hans slår an med sit lydbillede.
     Et ubegribelig flot produceret lydbillede that is! Konsekvent underspillet men altid med en næsten uhyggelig detaljegrad og en ditto sans for enten at finde eller skabe melodier ud fra de hundredevis af samples. Fra bittesmå og skrøbelige kompositioner som "Second Person" og "Will Wait" til større anlagte harmonier som "Eventually" og "Haiku" til fuldfede jazz-perler som "Need You" og "Mind vs Matter". L'Orange's kreationer hviler på sampling af musik fra en jazz- og swing-era, der er så bedaget, at selv mine bedsteforældre ville synes det var gammelt. L'Orange undgår dog at lave en musikalsk reproduktion af Old Days og The Mad Writer som man måske kunne have frygtet, ved at have opdateret og udviklet sin sample-teknik. Den er ikke nødvendigvis blevet bedre som sådan, men han tager nogle andre midler i brug, der gør, at The Orchid Days en "sin egen" og ikke blot "endnu en". En sang, der på fortrinlig vis viser dette, er genistregen "Spilled Together". Sangen åbnes med en bid dialog taget fra en oldgammel film, hvor et forelsket par, mildt mistroisk, udtrykker, at de har savnet hinanden, efter at have været separeret. Et knasende og knirkende vokalsample tager over: "You ran away and my heart went......", og så falder beatet ind, båret frem af et fabelagtigt drum-break, håndfaste dj-cuts og en uhyre kløgtigt hæklet konversation, skabt ud fra en håndfuld forskellige vokalsamples.

Jeg har i et øjebliks totalt nerd-rage forsøgt at illustrere ovenfor, hvordan L'Orange vækker denne samtale til live. De forskellige brudstykker siger ikke noget specifikt, ja det er faktisk noget volapyk, men i og med, at sangen starter ud med den førnævnte dialog, giver det perfekt mening, at denne dialog "fortsættes" via L'Orange's kunstneriske udtryk. Dette illustrerer ganske godt, hvor omhyggelig og præcis L'Orange er i sin manipulation af musik. Han fortolker sine referencer og inspirationer, og skaber noget nyt og originalt ud fra en forgangen musikskat.
     Der hvor The Orchid Days adskiller sig fra The Mad Writer og især The City Under The City, er i dens "krav" til at blive set om en helhed. The Orchid Days er en samlet lytteoplevelse, og selvom de enkelte gæstebårne tracks står en smule ud, fungerer pladen uden tvivl bedst som en samlet pakke. Flere skæringer ville højst sandsynligt ikke fungere ude af kontekst, men som perlerække på den røde tråd som L'Orange har fået skabt, går det hele op i en højere enhed og gør den underspillede The Orchid Days til et stort værk.  

5/6

- Jeppe Barslund

Tjek som en lille bonus også L'Orange's tre bidrag til MMG-kompilationen Mandala Vol. 1: Polysonic Flows:

CunninLynguists - Strange Journey Volume Three

"The first ever truely crowd-sourced record". - Sådan beskriver CunninLynguists deres nye forøgelse til musik-CV'et Strange Journey Volume Three (herfra forkortet SJV3), som de har arbejdet på et stort års tid. Crowd-funding har været populært blandt hiphop-kunstnere i nogle år efterhånden, og platformen har gjort det muligt for bl.a. Blue Scholars, The Procussions, YC The Cynic og The Grouch & Eligh at finde økonomisk støtte hos fans og tilhængere, til at kunne udgive et album.
     Cunninlynguists var dog ikke interesserede i penge da de søsatte SJV3, de var derimod interesserede i deres fans' ideer, tanker, holdninger og synspunkter til selve den kreative proces. Den ganske massive fanbase blev derfor gjort til producere/A&Rs, og som det første plade-projekt nogensinde (påstår de) er SJV3 ikke crowd-fundet men crowd-sourced.

Gennem forslag og omfattende meningsmålinger har fans været medbestemmende i alt fra gæste-rappere, gæsteproducere, sang-koncepter, samples, plade-artwork og merchandise. Dog med måde, for selvom CunninLynguists er en magtfaktor inden for undergrunds-hiphop, kan de ikke få alle ønsker til at gå i opfyldelse. Af de 25 rappere, der fik flest stemmer og derfor var "fan-favoritter", er "kun" ti rent faktisk havnet på pladen. Af de mange forslag til gæste- og co-producere har kun to fundet vej til udgivelsen. Det var måske lidt fjollet overhovedet at have den kategori med, når Kno meldte ud tidligt i forløbet, at han ville stå for størstedelen af produktionerne. Det har dog været sjovt at se hvordan den - i forhold til "modstanderne" ukendte norske producer Thomax, gav alt og alle baghjul. Han aktiverede i stor stil sin egen norske fanbase og opfordrede dem til at sætte deres kryds ved ham, hvilket sikrede ham næsten lige så mange stemmer som resten af feltet tilsammen. Som Kno sagde: "he basically had all of Norway lined up!".

Hvor Strange Journey Volume One og Two var mere "on the road" agtige mixtapes, der på en måde var opsummerende soundtracks fra deres tours igennem Europa og USA, lyder SJV3 som et reelt album. CunninLynguists er mestre i at konceptualisere deres projekter, og rammefortællingen på SJV3 udfolder sig som en rejse i det ydre rum. De kommer lang vejs fra; fra en anden planet, et andet solsystem, en anden galakse måske, for at besøge planeten Jorden og studere os menneskers adfærdsmønstre. Det er en kort og præcist anmærket ramme, der fastholder en rød tråd igennem albummet, men som samtidig legitimerer, at der er plads til et væld af forskellige stile, temaer og emner, uden at det virker sporadisk eller ustruktureret.

Art submission 3 - Chris B. Murray

SJV1 og 2 startede med henholdsvis "Departure" og "Departure Part 2", da tourbussen ret bogstaveligt rullede ud på landevejen. SJV3 starter med "Ignition", da gruppens rejse-guide Miley3000 gør klar til at sende dem i kurs mod jorden, hvor de skal "verify intelligent and empathetic life".
     "Ignition" glider over i pladens første reelle nummer "Strange Universe", hvor gæsterapper Del the Funky Homosapien indtager sin gode gamle rolle som galactic rhyme federation champion Deltron Zero fra Deltron 3030 projektet (der, for de uvidende, er en episk rum-fortælling). I forhold til den originale Deltron 3030 fortælling kan det umiddelbart undre én, at Deltron Zero har lyst til at tage tilbage til jorden efter sit sidste besøg. Ikke desto mindre ankommer han til Moder Jord, og mandskabets mission for at finde intelligens og empati kan begynde.

Herfra er narrativet ganske løst. Pladen som helhed virker besynderligt nok stadig meget sammensat, hvilket vel nok bare skyldes, at CunninLynguists har været ganske smarte i deres valg af ramme, da denne "tillader", at størstedelen af pladen er rimelig ustruktureret. Alle former for rap kan velsagtens kategoriseres som "menneskelig adfærd", så hvad end det er Tonedeff der leger "Phallaxor The Matter Lord, master of war with plasma swords" på "Urutora Kaiju" eller Grieves, der i sin brandert sender dick-pics til Murs, så er man konstant vidne til menneskelighedens mange være-måder.
     Enkelte numre fungerer dog som fast element i fortællingen, fx "Beyond The Sun", hvor Deacon på formidabel vis får beskrevet "mødet" med jorden og dens befolkning:

"I arrived to blue skies and green rivers /
Traveled the globe, amazed how every scene differs /
My esteem's on K2, I dream bigger /
To Mother Earth I bow like when the queen enters /
Life's so beautiful it's musical, I sing along /
But it's inhabitants so quickly say I'm singing wrong /
Well let's reherse /
I'll sing the hook, you take the verse /
Let's build a bridge, if you ain't feelin' it then let's reverse /
We'll make it work over time with open mind /
Hope is dying, let's fix the broken so folk can shine /
I want to help secure fortress /
Pass torches /
Be boisterous about more than fast Porsches /
And stayin' perched on porches takin' self-portrait /
After self-portrait /
You treat it like horse shit /
Got all this beauty in this world and you ignore it /
For you don't see the trees or the forest /
You forfeit"

Et fantastisk vers, der illustrerer den positive indgangsvinkel og åbenheden over for mødet med det nye (himlen er blå, floderne grønne og livet er smukt), det optimistiske forsøg på at  knytte bånd og bygge bro med mennesket ("Let's build a bridge") til frustrationen over "vores" selvoptagethed, ignorance og værdiløse bestræbelser. Der ligger naturligvis en subtil løftet pegefinger til os alle heri. Miley3000's konklusion er da også klokkeklar:

"Your mission has failed. Empathetic and intelligent life has not been found on planet Earth. On the contrary, is it my belief that we are all bigger idiots than we were before we arrived"

Men nok om alt det rum-ævl! Hvad der virkelig imponerer mig ved SJV3 er, at CunninLynguists "har fået" (stort set) samtlige gæsteoptrædender til at levere deres ypperste. Det testamenterer i høj grad, at CunninLynguists har vokset sig til at blive en magtfuld autoritet i undergrunds-hiphoppen. Gæste-rapperne har ikke bare tænkt: "nu skal jeg lige lægge det her gæstevers". De har tænkt: "jeg skal lægge et gæstevers på et CunninLynguists-projekt, jeg må hellere tage mig gevaldigt sammen!" - og det har de så gjort! Toby, Aesop Rock, Sheisty Khrist, Masta Ace, Tonedeff - jeg kunne blive ved. RA Scion leverer fald-ned-af-stolen værdigt materiale. Hvad der er endnu vildere er, at de mange suveræne gæster til trods, er det sgu Deacon og Natti der leverer de mest memorable vers - vers i flertal: en yderligere cementering af deres kapacitet og dygtighed. Natti rapper hurtigere på "Urutora Kaiju" end jeg anede han var i stand til. Deacon rappere så aggressivt på "Kings" at Celph Titled og Apathy blegner på det følgende track. Og så opretholder de begge det blændende forfatterskab, man er blevet vandt til at kunne forvente fra dem.

Kno har holdt sig til et enkelt vers på "The Format" (der med Masta Ace og Mr. Sos som gæster og RJD2 på beatetet, fortsætter hvor "Seasons" slap i 2003), ellers har han koncentreret sig om lydsiden (foruden lidt sang her og der). En lydside, der til tider lyder (lige lovlig meget) som en parafrase til Oneirology og Death Is Silent ("Kings" læner sig farligt meget op ad "Not at the End"), men som også ofte excellerer i pure frydefuld vellyd. Hans minutiøst optegnede beats består i de fleste tilfælde af en stringent bund af organiske instrumenter, tilsat et dekorativt virvar af sirlige effekter og samples. Lydlandskabet er enormt, og der er virkelig mange kroge og afskygninger at gå på opdagelse i. Jeg vil nærmest beskrive det som værende umuligt at få det hele med, før efter tre-fire lyt.
     Ikke alle produktioner er dog lige spændende. "South Carolina" balancerer på grænsen til det undervældende, "Drunk Dial" virker lidt fjollet, "The Morning" rammer helt forbi undertegnede og "Hot" synes lidt letbenet sat op imod andre af pladens konge-skæringer. "Dying Breed" er ikke dårlig, men jeg undrer mig over hvorfor CunninLynguists har inviteret en gæsteproducer ind for at producere et Kno-beat?
   
De veldrejede kompositioner er heldigvis i overtal. "In the City", "Innerspace", "Guide You Through Shadows", "Kings", "Castles", "The Format", "Beyond the Sun" og "Urutora Kaiju" er alle sublime. Mange af dem lyder umiddelbart ganske ens, og mit førstehåndsindtryk af pladen var faktisk ikke just positivt, da jeg synes produktionerne varierede for lidt fra hinanden. Men som altid kræver Kno's beats, at man dykker ned i lydkulissen for at finde de små detaljer og elementer, der i sidste ende gør, at hvert nummer er sit helt eget.

Der er ikke nogen tvivl om, at SJV3 overgår dens to forgængere med talrige længder, men der er stadig lidt vej til det niveau CunninLynguists' seneste reelle plader ligger på. Der er virkelig mange flotte beats og solide vers, men der er lige akkurat nok mindre spændende momenter til, at det kan mærkes på det samlede indtryk. Strange Journey Volume Three er i sandhed en besynderlig rejse; underholdende og veleksekveret, men med enkelte bump (lufthuller?) på raket-farten.

4.5/6

- Jeppe Barslund