Viser opslag med etiketten Evidence. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Evidence. Vis alle opslag

tirsdag den 1. maj 2012

Interview: Evidence

 
For et halvt år siden, nærmere bestemt d. 20 november, nåede Rhymesayers-familien deres endestation på deres omfattende Europa-tourné, da de gæstede Vega til et mindeværdigt brag af en koncert. Jeg var så heldig at få interviewaftaler i hus med både Evidence, Brother Ali, Grieves & Budo og Blueprint, så et par timer inden dørene åbnede blev jeg - sammen med min anmelder-kollega Maja, som jeg havde inviteret med - inviteret ind i de små backstage lokaler for at hænge lidt ud med gutterne inden de slap galskaben løs.
     Nu tænker du måske, "jamen hvis du interviewede dem i november, hvorfor ser vi det så først nu?", og svaret er, at jeg ganske simpelt blev ramt af sort uheld. Blot et par dage efter koncerten valgte min computer at bryde sammen, og interview-materialet røg med. Jeg fik professionel hjælp til at redde så meget af det der lå på harddisken som muligt, og heldigvis lykkedes det mig at få en del af det tilbage, men Brother Ali delen sank desværre til bunds med en masse andet. Hvorom alting er de nu færdige, godt nok lidt forsinket, men hellere sent end aldrig som man siger.

Foto: Andreas Stenager Pedersen


Evidence var den første vi snakkede med. En utroligt afslappet fyr, der virkelig passer til "en person med begge ben plantet solidt på jorden" -beskrivelsen. Jeg har endnu ikke særlig meget erfaring med "live" interviews, så en vis nervøsitet kunne sagtens have indfundet sig i selskabet med en ikonisk rapper af hans kaliber, men det var slet ikke tilfældet. Han er en af de slags rappere, der sætter pris på at blive talt til som værende et menneske på lige fod med alle andre, og ikke en verdenskendt rapstjerne. Og således startede snakken.

"Velkommen til København, først og fremmest. Det er jo her jeres Europa-tourné når sit klimaks. Hvordan har det været?"

"Som en hvirvelvind! Det er egentlig lidt mærkeligt, for det er selvfølgelig fantastisk at få lov til at spille så meget, se så mange forskellige steder og møde så mange forskellige mennesker, men størstedelen af tiden går jo med busture, flyture, pakke sammen, pakke ud, op på scenen og levere et show, og så forfra den næste dag. At the end of the day er det jo et job som alle andre - men et fedt job!"

"Er der forskel på at være overseas og spille i Europa, i forhold til at spille i USA?"

"Uden tvivl! Der er selvfølgelig altid de obligatoriske sprog-barriere og kultur-forskellige, som altid er sjovt at opleve, men vigtigst af alt har jeg erfaret, at uanset hvor i verden man spiller, så kan man connecte med folk på baggrund af nogle helt basale, universelle ligheder. Alle kan forstå et godt beat og god energi, så selvom jeg måske ikke kan forstå hvad de siger, så taler vi alligevel samme sprog. Der er en million indikatorer der fortæller mig, at selvom vi kommer fra to vidt forskellige dele af verden, så er vi ens på rigtig mange måder. Måden folk kaster deres arme i vejret på, måden de bumber deres hoved til beatet på. Så er det lige meget om man er i Japan, København eller Serbien, - det er noget alle kan forstå, og det er en smuk ting."

"Du har jo lige udgivet dit nye album Cats & Dogs, som vi synes er dit mest personlige og vigtigste projekt til dato. Hvordan er det at udgive dét album, halvandet årti inde i din karriere?"

"Der har været enkelte følsomme øjeblikke i løbet af min karriere, men det er rigtigt, at jeg for det meste har haft paraderne oppe, og nej, jeg har nok ikke ligefrem været en rapper, der har ladet lytterne komme ind på livet af mig. Men man er også nødt til at forstå, at jeg kom frem som rapper omkring årtusindeskiftet, og dengang var man meget forsigtet med at blive for personligt. Jeg startede jo i en gruppe [Dilated Peoples], og der kunne jeg både gemme mig og træde frem som jeg havde lyst til.
Min solokarriere blev først vigtig for mig da min mor døde, og jeg skrev "I Still Love You" til hende, og manglede en platform at udgive den på. Det var ikke fordi de andre i gruppen ikke ville have at jeg udgav den sang, det virkede bare ikke rigtigt. Vi har jo alle de her party rock anthems og store bangers, og så ville det være mærkeligt hvis der pludselig kom en sang, der handlede om min mors død. Jeg følte at den sang var så personlig, at jeg var nødt til at udgive den i eget navn. Selvom man er med i en gruppe, så har man bare nogen gange brug for at rappe som individuelt menneske, og der kom et tidspunkt hvor Rakaa og jeg havde brug for at gøre vores ting, hver især. Vores soloplader er jo faktisk første gang i vores karriere, at lytterne lærer noget om os som mennesker, hvor vi ikke er beskyttet af den gruppementalitet, vi har opereret under indtil nu.
Jeg synes stadig, at "I Still Love You" er mit mest personlige og ømme øjeblik som rapper, men du har helt sikkert ret i, at Cats & Dogs som helhed er mit mest personlige projekt til dato. Jeg ville ikke lave en emo-plade, men havde samtidig lyst til at snakke om alle de ting der sker i mit liv lige nu. Jeg kunne have ignoreret det behov og lavet en battle-rap plade, men jeg havde så meget på hjerte at jeg blev nødt til at sige til mig selv, "nu laver jeg en plade der er mig, for better or for worse", og det blev så Cats & Dogs."

"Hvordan har modtagelsen så været?"

"Rigtig god. Nu er jeg ikke så god til at læse hvad kritikerne skriver, for hvis de siger noget godt om min musik føler jeg, at jeg er nødt til at give dem penge, og hvis de siger noget dårligt så får jeg lyst til at hoppe ud af vinduet. Så for det meste undgår jeg anmeldelser, og forsøger i stedet at tolke modtagelsen ud fra folks reaktioner når jeg snakker med dem, og de fleste er utrolig begejstrede for min nye plade."


"Du har arbejdet sammen med utroligt mange forskellige kunstnere, både fra undergrunden og den mere kommercielle scene. Hvordan "vælger" du hvem du arbejder sammen med?"

"For mig handler det ikke så meget om folks status, men i langt højere grad om natural circumstances. Som du selv siger har jeg været vidt omkring, men det fede er, at mine collaborations aldrig har været forcerede. Jeg har aldrig taget kontakt til andre, som jeg egentlig ikke følte for, men som kunne booste min karriere. For mig har det handlet om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunk.
     Det ene øjeblik kører jeg f.eks. rundt i en bil med Kanye West, spiller et beat for ham, han er vild med det, og det ender på hans album The College Dropout, og så vinder jeg en grammy. Det andet øjeblik sidder jeg til et show på min backstage-sofa og spiller nogle beats, idet Sean Price kommer ind og siger "yo let me get that", og så er jeg pludselig på hans plade. Så om det er Will.I.Am eller Apathy du ser mig sammen med, så er det hele naturligt, og så længe det forholder sig sådan er jeg frisk på det hele. Hvem ved, måske laver jeg musik med Madonna en dag, hvis dét er det rigtige på det givne tidspunkt."

"Du har altså vundet en grammy med Kanye West, og i din nye video ["Same Folks"] går du rundt med Fashawn i Venice Beach og bootlegger din egen single. Hvordan ser du dig selv som rapper i dag?"

"Jeg ser mig selv som en rapper, der har en fod i rigtig mange forskellige lejre. Det der betyder mest for mig er, at jeg får den respekt jeg fortjener for det jeg laver. Noget af det vigtigste der er sket med Cats & Dogs, for mig personligt, er at Will.I.Am ville være med i min video ["It Wasn't Me"]. Vi har været venner i lang tid, og vi startede begge to med at lave underground hiphop på samme tid. Det var endda Will.I.Am der gav mig navnet 'Evidence'. Rent musikalsk har jeg ingen fucking idé om hvad det er han lavet nu, men da jeg skulle lave videoen gik jeg igennem min telefonbog, og da jeg kom til W-sektioner og fandt "Will Adams" besluttede jeg mig for at give ham et kald. Jeg sagde at jeg skulle til at lave den her video og at jeg nævner hans navn i den, og om han kunne tænke sig at være med, og det ville han gerne. Det siger bare noget om, at selvom han producerer for U2 og hænger ud med Barack Obama, og jeg producerer for Fashawn, så har vi stadig respekt for hinanden, og at en som ham står frem og siger, at han er nede med det nye jeg laver på Rhymesayers, det fortæller mig, at jeg gør det helt rigtige."

"Angående din signing til Rhymesayers; der er mange der er enige om, at det var et smart move både for dig og for Rhymesayers. Kan du fortælle lidt om, hvordan det har gavnet en west-coast orienteret MC som dig at hoppe ombord på et indie-label som Rhymesayers?"

"Det er netop diversiteten der tænder mig. Idiologisk set har jeg meget til fælles med Atmosphere, Brother Ali, Grieves og Blueprint, men den hiphop jeg repræsenterer både lyder, føles og lugter helt anderledes. I dag signer man en Drake, og så bliver der signet 12 nye Drake's i håb om, at bare én af dem holder. Men sådan er det ikke her. Vi er alle meget forskellige, og vi bidrager med hver vores individuelle stil, og det er dét der gør Rhymesayers til så fedt et label.
     De første numre jeg indspillede da jeg blev signet, lød som noget, man typisk ville høre fra Rhymesayers, en Atmosphere-agtig form for hiphop. Jeg spurgte Brother Ali hvad han synes om det, og han var bund ærlig og sagde "Don't. Do. That! We HAVE Atmosphere! You're here because we like YOU, not because we wan't you to be somebody else" - og det var helt klart det mest fantastiske. Jeg fik lov til at gøre lige hvad der passede mig. Det er derfor man både kan finde rappere som Slug og Aesop Rock på min nye plade, altså folk jeg aldrig har arbejdet med, og samtidig real underground motherfuckers som Ras Kass, Roc Marciano og Lil Fame.
Mange af mine nye Rhymesayers kollegaer er også blevet mine nye, største inspirationer, og jeg kan suge til mig fra dem alle sammen. Slugs evne til at fortælle historier, Ali's evigt positive energi, Blueprints rap-skills, som er nogen af de bedste overhovedet, og så Grieves, der er en super sjov fyr som altid får all the bitches, så jeg tager lidt fra dem alle sammen.

(På dette tidspunkt i interviewet bliver vi afbrudt af manageren, der siger, at Evidence skal til lydprøve)

"En sidste ting jeg lige skal spørge dig om inden du går; jeg er ved at lave en mixtape/kompilation, hvor jeg samler alt det bedste hiphop fra 2011 og udgiver det gratis [LEFTOVERS2011], og jeg vil rigtig gerne have dig med på - er det noget du har lyst til?"

"Ja selvfølgelig, helt sikkert! Men er det overhovedet nødvendigt at spørge? Der er vel ikke nogen der siger nej...?"

"Jo, der er faktisk nogen, der takker nej..."

"That's stupid......!"

 Evidence, Jeppe og Maja


- Jeppe Barslund

mandag den 19. marts 2012

LEFTOVERS2011


HipHopAnmeldelser & Ocean Prawns a/s præsenterer
LEFTOVERS2011

Nøøj hvor har jeg glædet mig til at kunne præsentere den her for jer! 
Det var virkelig "stort" for mig at udgive 2010'eren sidste år, men selvom 1'eren altid vil være ens "baby", så vil jeg med ærlighed i stemmen sige, at LEFTOVERS2011 er bedre og mere ambitiøs på alle leder og kanter.
Jeg har arbejdet på projektet i et halvt år, og næsten hele vejen igennem har jeg følt mig "My Super Sweet 16" -forkælet, for jeg har fået alt hvad jeg har peget på, med meget få undtagelser. Også numre, som jeg aldrig havde forestillet mig var mulige at få lov til at bruge. Det er fantastisk så langt man kommer ved at spørge pænt. 
LEFTOVERS2011 indeholder således både nogle af sidste års mere kendte undergrunds-hits som Evidences' DJ Premier banger "You" og Apathy's støvede hometown-anthem "Peace Connecticut", men i særdeleshed også nogle af 2011's forbigåede og oversete kunstnere som Sims, Otayo Dubb og Malcolm & Martin, der om nogen har gjort 2011 til et fantastisk hiphop år.
     Du kan altså få fem kvarters sublim hiphop fordelt på 19 unikke tracks, og det skal ikke koste dig en krone. Hvis du skaffer +1 ny fast læser til bloggen og like'r facebook-siden (begge gøres lige ude til højre), så er jeg mere end tilfreds. Når du har gjort det, sender du bare en mail til mig med navn og adresse, så sender jeg et fysisk eksemplar til dig. Kan det blive lettere?

Skriv til : 
jeppe_barslund@hotmail.com eller 
jeppebars@gmail.com

- Og jeg vil meget gerne høre hvad du synes om skiven, så når du har fået hørt den ordenligt igennem, skal du være mere end velkommen til at skrive en kommentar til indlægget og give din mening om mixtapet og projektet til kende. Jeg glæder mig til at høre hvad I synes om det.


LEFTOVERS2011 Traclist:

01. Zion I & The Grouch - Victorious People feat. Freeway & The R.O.D. Project
02. Toby - Sunshine Blues feat. Deacon the Villain
03. Reks - The Underdog
04. Sims - Sink & Syncopate
05. Theory Hazit - One For Jerome (Imperial Remix)
06. Otayo Dubb - Show You the Door feat. Sakima
07. Apathy - Peace Connecticut
08. Hassaan Mackey & Apollo Brown - Volume
09. Evidence - You
10. The Funk League - On & On feat. Sadat X
11. Malcolm & Martin - Ain't Seen Nothing Yet
12. Grieves - Falling From You
13. Marq Spekt & Kno - All Smiles (Plastic Mask)
14. Braille - DeepRest
15. Eligh & Amp Live - Ms. Meteor feat. Steve Knight
16. Theory Hazit & Toni Shift - Modern Marvels feat. Wildchild, Lightheaded & DJ Idull
17. Phonte - Who Loves You More feat. Eric Roberson
18. Doomtree - Team the Best Team
19. Blueprint - Welcome Home


Credits.
01. (A. Anderson, S. Gaines, C. Scoffern, L. Pridgen) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Heroes in the Healing of a Nation" (Hard Boiled/ZandG Music 2011). 02. (T. Ganger, W. Polk II, A. Berg, J. Van Dijk) Produceret af Manifest Music. Taget fra EP'en "Evolutionary" (udgivet uden selskab, 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 03. (C.I. Christie) Produceret af Blaze P. Taget fra albummet "R.E.K.S. (Rhythmatic Eternal King Supreme)" (Brick Records 2011). 04. (A. Sims, A. Bader) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "Bad Time Zoo" (Doomtree Records 2011). 05. (T. Washington, D. Walker) Produceret af Imperial. Eksklusivt Illect Recordings remix (Illect Recordings 2011). 06. (T. Muller, S. Williams, J. Boschetti, E. Strand) Produceret af CAV3. Taget fra albummet "Cold Piece of Work" (Beat Rock Music 2011). 07. (C. Bromley, E. Dewgarde, W. Dewgarde) Produceret af Da Beatminerz. Taget fra albummet "Honkey Kong" (Dirty Version Records 2011). 08. (H. Mackey, A. Brown) Produceret af Apollo Brown. Taget fra albummet "Daily Bread" (Mello Music Group 2011). 09. (M. Perretta, C. Martin) Produceret af DJ Premier. Taget fra albummet "Cats And Dogs" (Rhymesayers Entertainment 2011). 10. (Hugo, Soulbrother Suspect, D. Murphy) Produceret af The Funk League. Taget fra albummet "Funky As Usual" (Favorite Records 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 11. (D. Jones, K. Lane, K. Hoffman) Produceret af DJ Revolution. Taget fra albummet "Life Doesn't Frighten Me" (Soul Spazm Records 2011). 12. (B. Laub, J. Karp) Produceret af Budo & Grieves. Taget fra albummet "Together/Apart" (Rhymesayers Entertainment 2011). 13. (M. Spekt, R. Wisler) Produceret af Kno. Taget fra albummet "Machete Vision" (QN5 Music 2011). 14. (B. Winchester, L.D. Griffin Jr.) Produceret af Symbolic "S1" One. Taget fra albummet "Native Lungs" (Humble Beast Records 2011). 15. (E. Nachowitz, A. Anderson, S. Knight) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Therapy At 3" (Legendary Music/Live Up 2011). 16. (T. Washington, T. Shift, J. Brown, S. Herman, B. Winchester, M. Campbell, T. Pumphrey) Produceret af Toni Shift. Taget fra albummet "Modern Marvels" (Illect Recordings 2010 (nummeret udgivet som single i 2011)). 17. (P. Coleman, E. Roberson, E. Jones) Produceret af E. Jones. Taget fra albummet "Charity Starts At Home" (Foreign Exchange Music 2011). 18. (A. Sims, A. Bader, K. Smith, S. Alexander, M. Marquez, J. Samels, M. Wander) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "No Kings" (Doomtree Records 2011). 19. (A. Shepard) Produceret af Blueprint. Taget fra albummet "Adventures In Counter-Culture" (Rhymesayers Entertainment 2011)  

fredag den 30. september 2011

Evidence - Cats & Dogs



"My first album had no famous guest appearaces /
So what's the outcome: I'm still an' underground lyricist /
And fame don't even capture what my interest is /
I'm halfway to famous, halfway away from infamous"


Evidence har leveret solid undergrunds-hiphop fra den solrige vestkyst i godt og vel femten år. Både som soloartist, som producer og som del af den ikoniske gruppe Dilated Peoples. Han har arbejdet med alt og alle, er yderst respekteret af fans såvel som kollegaer, og har aldrig ligget på den lade side hvad angår projekter, beats, features og udgivelser.
Der er derfor ganske mirakuløst, at hans på alle måder mest vedkommende, personlige, skarpeste og vigtigste album kommer nu, efter halvandet årti.

"I'm on another level, I mean another label /
Players don't die we try luck at other tabels /
And when I lose I learn, I'm still winning major /
I jump forward then back and do the missing stages"

Ordene her stammer fra nummeret "You", og de beskriver ganske præcist Evidence's nuværende person. Han er blevet signet til Rhymesayers Entertainment (hvilket i mine øjne er en stærkt træk fra begge parter) og træder på Cats & Dogs stærkere frem end nogensinde før. Kigger vi igen på ovenstående citat skal man tage ordene ganske seriøst; "when I lose I learn, I'm still winning major". - Han har lært af sine fejl og mangler, og har faktisk selv udtalt, at samarbejdet med nyere rappere som Fashawn, Blu, Elzhi og Jay Electronica har inspireret og motiveret ham til at blive en bedre rapper, og det er han blevet! Der var engang noget negativt over hans alias "Mr. Slow Flow", men det er ikke længere tilfældet. Det er meget muligt, at Evidence ikke er den rapper, der eksperimenter mest med tempo, men på Cats & Dogs ligger han stadig formidabelt tæt over adskillige produktioner.

Samtidig har Evidence skrevet nogle af sine bedste tekster hidtil. Tekster, der ganske hurtigt fik mig til at sætte Ev helt op blandt de øverste på listen over oprigtige rappere, der faktisk i højere grad rapper som et almindeligt menneske med genkendelige følelser, end en hardcore rapper med facader og påtagede attituder. Og jeg mener det virkelig! - Man behøver ikke lytte til mere end "I Don't Need Love", hvor Ev rapper om hans mors død - tiden op til og efter, og alle de følelser der prægede hans eksistens, - for at sidde med fornemmelsen af, at det er en bekendt man hører rappe. Evidence er helt nede på jorden, helt nede i øjenhøjde, og det giver simpelthen hans historier et gevaldigt boost at være så meget til at tage og føle på.
Selv femten år inde i sin karriere bliver han stadig overrasket over den respons han får fra sit publikum. Et nummer som "Falling Down" viser på bedste vis, hvor ydmyg og taknemmelig Ev stadig er, blandt andet med linjer som:


"I never woulda thought the words wrote on a page /
Would have me on the other side of earth on a stage /

I never woulda thought there was a stage on earth /
That made me feel more at home besides the place of my birth"

Hvis ikke det er "real talk", ja så ved jeg da ikke hvad er?! Og "real talk" er der i øvrigt masser af hele vejen igennem . Ev har blandt andet sagt, at han vil gøre op med det "superman image" som mange rappere besidder, hvilket for det meste er en lodret løgn hvis man spørger Ev. Han vil langt hellere fortælle en sand historie med nerve og personlighed end en fiktiv fortælling, hvor han gør sig til noget andet - og måske bedre- end han er. Nej, han scorer ikke 100 chicks til hver en koncert. Nej, han stabler ikke sine indtjente penge i meters høje bunker. Han er en hårdtarbejdende undergrunds-rapper, der i bund og grund ligger og roder med de nogen lunde samme problemer som os andre. "Well Runs Dry" er et fantastisk nummer, der virkelig hiver Evidence ned fra denne imaginære piedestal, og menneskeliggøre ham totalt:

"I pay morgage in the storage and it still keeps pourin' /
Can't afford it so I gotta keep tourin' /
Tryna make a record in between was never foreign /
But unfamiliar when theres no was to avoid it"

Som én på YouTube har skrevet: "I wash all the rappers these days would have half the passion that this guy has". Ikke at der ikke er andre med Ev's mindset, men det er nu engang rart at lægge ører til en rapper, hvis hjerte brænder så tydeligt for hiphop.
Det er dog ikke alt på Cats & Dogs, der er personligt og dybt, der bliver også dyrket rap i sin mere rå form, og vi slipper naturligvis heller ikke for ryger-sangen, her i form af "Strangers", der uden at sige for meget har en ganske komisk indgangsvinkel til ryger-rap genren.
Evidence har også allieret sig med en række prominente gæster, der ikke er valgt ud fra "hvem, som er hot lige nu og som kan booste mit salgstal, skal jeg have med på min plade" -faktoren, men ud fra hvem, der rent faktisk passer ind og som kan bidrage med noget til den specifikke sang, og det er der kommet nogle fantastiske kollaborationer ud af. På "Fame" rapper Roc Marciano og Prodigy med, med hver deres syn på det at blive kendt, eller stile efter at blive det. Raekwon og især Ras Kass leverer fortrinlige vers på "The Red Carpet", sidstnævnte med vanlig skarphed i sine legende punchlines: "Jesus diarrhea, I mean holy shit / Christ on a cracker, that's just how we spit". Ekstra grimey bliver det også på "Where You Come From?", hvor Termanology, Lil' Fame og Ev's Dilated Peoples makker Rakaa kigger forbi, på hvad der er endt som en seriøst mørk og tung banger.
Bedst bliver det på den intet mindre end episke "Late For the Sky", hvor Ev's nye Rhymesayers-kollega Slug bidrager med et vers sammen med Aesop Rock, der simpelthen er i abstrakt topform. Endda over Sid Roams vel nok bedste produktioner til dato, med sangeren Catero på omkvædet, der ganske simpelt får det hele til at gå op i en højere enhed.

"I know the feeling when you're dealing with accomplishments /
Wishing they would diss you, instead they give you compliments /
That's what made you who you are, not what you became /
Part of being a star is getting burned through flames"

Jeg vil ikke bruge så meget plads på det dårlige, men da det desværre er til stede skal det selvfølgelig adresseres. Pladens længde for det første, jøsses! Har man den forudbestilte deluxe version som mig, så sidder man altså med 20 numre, hvoraf en fjerdedel snildt kunne have været sorteret fra. Dertil er der en del produktioner, der bliver meget hiphop-typiske på sådan en halvkedelig måde. Åbneren "The Liner Notes" kedede mig ganske meget, "James Hendrix" og "Crash" kunne jeg også snildt have været foruden, og "To Be Continued...", "Falling Down", "Well Runs Dry" og "Sleep Deprivation" siger mig heller ikke det store. De er ikke decideret dårlige, der er bare lidt for meget standart over dem til at det for alvor rykker i banditten. Cats & Dogs indeholder dog talrige beats, som jeg lige skulle love for rykker i banditten! Lad mig f.eks. bare nævne "The Red Carpet", hvor Alchemist, med hjælp fra Congress Alley's "God Save America" skaber en af sine bedste beats overhovedet, med gungrende trommer og en basgang der er tykkere end tyk! På "It Wasn't Me" - der bestemt er en af mine personlige favoritter - sætter Rahki og Danny Keyz en af årets mest effektive trommeprogrammeringer sammen, der slår fuldvoksne mænd omkuld. DJ Premier har også været inde over med to beats; et til "You", en gudsbenådet bange, der i min bog er hans bedste siden Termanology's "So Amazing" fra '08, og et til "The Epilogue", der ikke har samme kant, men som stadig gør sit job. DJ Babu's "Same Folks" er også et yderst veldrejet beat, fyldt med soul. Og så må jeg lige igen nævne Sid Roam's "Late For the Sky", dét nummer sidder bare lige i skabet.

Så som konklusion; hvad er Cats & Dogs så for en plade? Det er en for lang plade, der burde have haft skåret hvalpefedtet fra, med tendens til at blive for metervare-agtig hvad angår produktion. Men det er også en plade, der bærer ufattelig stærk lyrik, rappet af en mand med mangt og meget på hjerte. Dertil er det også en plade, der på sine højdepunkter stråler klarere end det meste andet, der er udgivet i år, og flere numre herpå står frem som små mesterværker. Nogle numre vil blive kasseret inden længe, men flere numre vil med garenti bliver spillet igen og igen og igen det næste lange stykke tid.

Hip hop ain't dead - here's the evidence!

4.5/6


- 4 videoer fra Cats & Dogs -










- Jeppe Barslund