Sabzi har altid sørget for at være en travl mand, og nu er han på banen igen, midt under Blue Scholars' omfattende Cinématropolis tour. Parthenia er et instrumental projekt, og selvom det ikke er faktum, så skyder jeg på, at produktionerne herpå er rester fra indspildnings-perioden op til både Cinématropolis og Aporia: In These Streets (det seneste udspil fra ::MADE:IN:HEIGHTS::, - hans projekt med sangerinden Kelsey), som så er blevet gjort en smule mere instrumental-venlige. Kender man Sabzi og hans håndværk, så bør man føle sig hjemme iblandt de mange lag af melodiske detaljer, elektronisk synth, organiske trommer og eksperimenterende minimalisme. Parthenia er ikke noget bragende storværk, men de lune og fængende produktioner - skabt med den vanlige gøren og kunnen i absolut topklasse - resulterer i nogle yderst gæstfri lydlandskaber, som kort beskrevet er rigtig lækre. De fungerer fortrinligt som baggrundsmusik til adskillige lejligheder, for Parthenia er både behagelig, men der er også godt gang i den på flere numre. Tag f.eks. "ur a hella flake, bro", hvor Sabzi igen har leget med sin vocoder over haiku trommer og diverse computer-lyde. Eller den noget nært mesterlige "Quimbara Wang", hvor Sabzi jonglere med talrige lynhurtige trommer, lyde, effekter og vokalsamples, som kun Sabzi kan. Produktionerne på f.eks. "Purbasha", "Larkeeee" og "Colossal Mass" er så finpudsede og udsøgte i deres væsen, at de egentlig bare mangler noget lyrik for at være plade-klar.
Det er sjældent at jeg for alvor imponeres over instrumental-udgivelser, og selvom der stadig er lang vej fra Parthenia til toppen, så har jeg godt nok været glad for Sabzi's lille lækkerbisken her. Man kan købe den digitalt over Sabzi's bandcamp, og selvom man bare skal "nævne en pris" - uden minimum - så vil jeg opfordre jer til ikke at være nærige! Den mand her fortjener sgu de skejser. K-ø-b her.
mellem3.5og4(det altid svært med instrumental-udgivelser) ud af6
Vi elsker Blue Scholars, jovist gør vi da det, men jeg kom lige til at frygte, at al den snak om Blue Scholars og deres seneste bedrifter ville få folk til at glemme Common Market, og det ville være intet mindre end frygteligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne glæde jeg med en nyhed om nyt fra Common Market, men det er desværre ikke tilfældet. Heldigvis er deres bagkatalog så måbende fantastisk, at vi uden problemer kan hive to diamanter frem fra dette, og stadig nyde dem som var de friske som dug. Og mon ikke der sidder en læser eller to, som ikke har fået stiftet bekendtskab med Common Market endnu? Er dette tilfældet er I heldige, - jeg gad godt nok godt høre Common Market for første gang igen, da det var lidt af en oplevelse!
Common Market består af den umådelig- og usammenligneligt intelligente rapper RA Scion, og produceren Sabzi, der som bekendt normalt slår sine folder i Blue Scholars. Til at begynde med kaldte jeg Common Market for Sabzi's "sideprojekt", men med den kvalitet, der har præget deres to albums og to EP'er vil "sideprojekt" være en noget arrogant beskrivelse. De er helt på højde med Blue Scholars og repræsenterer nogenlunde samme slags "conscious hiphop". RA Scion kan dog noget med ord og tekster, der får Geo fra Blue Scholars til at fremstå forholdsvist "ligetil" i sammenligning. RA har et ordforråd der ikke har sit sidestykke i amerikansk rap, og han lyder som én, der har læst samtlige bøger, der nogensinde er blevet skrevet.
- Dette kan dog have sine ulemper, for som jeg også var inde på i anmeldelsen af gruppens debut, så skal man VIRKELIG være klog - nærmest så klog, at det ikke er sundt for en - for at forstå alt der bliver sagt. At sige, at jeg indtog lyrikken uden problemer ville være en lodret løgn. Han siger det selv meget godt med linjen: "It requires a higher degree of thought to transmit".
Men man behøver ikke altid forstå ting fuldt ud for at falde for dem. Det er måske netop fordi, at der er så meget at gå i gang med i RA's tekster, at de fanger mig i så høj grad. Det kan også være af den mere simple grund, at RA rapper som en drøm over Sabzi's produktioner, der ni ud af ti gange falder under kategorien 'mesterværk'. Eller også er det bare fordi, at det faktisk er rart at blive udsat for svært forståelig lyrik, i en tid hvor rap-tekster helst skal sige så lidt som muligt, med så lidt hjerte som muligt.
Uanset årsagen får I her tre numre, der bare skal nydes. "My Pathology" (fra Common Market, 2005) er tæt på umuligt at forstå (!), "Escaping Arkham" (fra The Winter's End EP, 2009) er svær og "Nothing At All" (fra Tobacco Road, 2008) er nogenlunde, på den kloge måde!
"Ayo below the terra firma's the murmur of many men /
Resonatin' the predication of RA's eponym /
It requires a higher degree of thought to transmit /
Elevate above the base and retrace the semtantics /
Incommensurately we've been held incommunicado /
From commoner to commodore, they breed bravado /
I exercise authority over the lesser ranks /
We rally and tally up at the shores of the West Bank /
The shottie lick the body politic, feel the kickback son /
Pardon the warden to remit that one /
Sinkin' solemny into the vein of my pathology /
I maintain the etymology of "I" defy chronology /
Copy me, cosmically I seek to be laconic and terse /
The meek shall admonish the earth /
While the merits of inheritance are gainfully peeled /
They sombolism of nepotism is painfully real /
The provisioners of policy are plottin' my demise /
In addition, the aristocracy's blockin' the uprise /
The commandant's callin' for change by any means /
I've seen heaven and hell, it feels strange in between /
Never settle, the medal pacifies rebel troops /
But truth is the honor in the eyes of the resolute /
Press on, employ the pen to postulate upon it /
Verily I perform the pass summarily, you wonder why?"
They say that he was born that way
They can't imagine havin' to go on that way
Maybe if you pray for him he'll be drawn from the fray
Or maybe what, maybe he's okay...
x2
"Sharin' hymns with the seraphims, praise in polyphonic fashion /
The action reanimates the catatonic /
Aid the abject and abjure the apathetic /
Positive polarity and the draw is magnetic /
They lurch and reel, trynna reverse the field but can't manage /
The pull of my sign aligns planets /
Secrets comin' out in the wash of the ebb tide /
Those who sought found, those who fled died /
To the sight deprived sound might provide solace /
The scholars of applied sciences supply the knowledge /
Upon the foundation we erect the edifice, make it known /
We dedicate the corner stone to Aeschylus /
Fortified with more than 45's, master the art of war /
You blast trouble, but the struggle endures /
Emaciated, the contemplative will kill for a drink /
If not methodically restrained by the chain link /
From my solid form I liquefy to be absorbed by the river /
Stand re-delivered to mi amour /
Chant "freedom" in their face and abase my captors /
With grace I placate and await the rapture /
In this colony I've seen atrocities personified /
Still unable to affect the sovereignty of the allied /
It's the balance, they're challengin' your will to archieve /
Imprison my coalition but the vision's still free (free)"
He had to have been born that way
A great many show envy towards the Lord's protégé
Maybe if you pay for it he'll perform a display
Or maybe what, maybe he's okay...
x2
Stop sleepin'
"Any place for a man of faith's appropriate /
When, knowing no comfort wanna want for the opiate /
Hundred percent, not cents /
Hundreds spent, poor things /
Storied hunter falling to predatory lending /
Creditors unforgiving of trespassers /
Will they still be if ever forced to walk the path of Cassius /
River City made me /
Incidentally, maybe I'll be champion type two, pray for me /
'Cause where I'm currently at's against the rope /
And our odds amidst the vermin and rats then smoke on the water /
If I bury this axe, friend or foe where you fall /
Workin' to cash it back in, then went and stole it all /
And I'll recoup but I ain't ready yet /
Besides all they've taken is a lie /
This is petty theft /
Left with the better me /
That flesh and treasury was too heavy to carry anyhow /
Heaven so many miles (miles, miles)"
Far away is the place I'm from, place I'm from
Waiting on a day that may not come, may not come
Crazed and drunk they made you afraid of something
You may be stunned to find the bravest one
Don't run away chasing the sun
"Dig it /
I'm already missing you /
Whisper miserable, my memory visceral /
Yell as I'm held, suspended animation /
Float over time and space /
And the scent of sanitation /
Over the smoke and smoldering waste /
My holding pattern scattered for miles above annihilation /
Spin off as I fend off the provocation /
Wishin' I had a minute more to pin the observation /
What I could leave to be the legacy /
Never presented itself 'till I was sick of myself /
Handful of my face, plagued with a case of leprosy /
Moment of consolation came in this levitation /
But I ain't one to speak of regrets /
I make commitments I unyieldingly kept /
F-U see the rest K, Imma sleep in a second /
'Cause when I make the introduction /
You ain't never late for meetings with death (death, uh)
Far away is the place I'm from, place I'm from
Waiting on a day that may not come, it may not come
Crazed and drunk they made you afraid of something
You may be stunned to find the bravest one
Don't run away chasing the sun
x2
It sound good to me
You want me to be that type of dude
And I want to be who you like me to
But we both know
I can't do nothing at all
You say there's no use in walking out
And I say "that's just what I'm talkin' 'bout"
'Cause we both know
I can't do nothing at all
*we, we-we, we do our thing son*
Someone spend a lifetime tryna find a reason, but uh-uh
*we, we do our thing son*
War takes prisoners and I ain't trynna be one
*d-do our thing, we, we, we do I thing son*
No apologies no complaints and no refunds
There's mad work to be done
*we do our thing son*
They may say I'm just a dreamer
Well at least I'm thinking while I'm sleeping
'Cause the last thing I can do is nothing at all
(follow me now, follow me now)
They may say we'll never win against 'em
I say fuuuck you and your cynicism
As for me I can't do nothing at all
"My past plagued by a plethora of regrets /
In my agonist age I'm a questioner of precepts /
If we left the staff in place to blaze the path then, uh /
The shackles stay and bind the sequitur to each step /
The chain, boss, be an irritant to contact /
I'm trained not to be a militant in combat /
Upon that, frame the shot - pop and aim /
Sayin' the game's soft be the will of him who want that /
"YO" said to be the idiom of paltry /
Yeah, the broke fed upon the brilliance of bawdry /
Lauded be, see folks spread ahead go now /
The quote read by the billions, so pardon me /
The tag sham is but a negligent critique /
While som had a chance others fester in the disease /
The kids needs to pack the jam, man I get at y'all /
Goddamn he's pressin' it, best believe"
You can't call me anything you like
And I will call you when it's time to strike
'Cause we both know I can't do nothing at all
We may not be in agreement now
But we have got to try an' work it out
'Cause we both know we can't do nothing at all
*we, we-we, we do out thing son*
Long as you do yours, land here become fecund
*we, we do out thing son*
Through the act we attract two, hope to reach one
*We, we-we, we do out thing, we do our thing son*
Some'll paint a piece, some'll spray with a machine gun
It's mad work to be done
*we, we do our thing son*
Hold nu ferie hvor er jeg stadig oppe at køre over Blue Scholars' seneste Cinématropolis! Nye ting dukker op på pladen dagligt, og den vokser simpelthen i et fantastisk tempo. Jeg håber virkelig, at I har fået checket den ud, ellers så lov mig at i får det gjort hurtigst muligt - sommerens soundtrack fo' sho'!
Denne post bliver ikke meget længere end dette, jeg tror bare at jeg vil lade musikken tale for resten. "Fin" lukker naturligvis albummet, og nummeret er gået hen og blevet en topfavorit fra pladen. Sabzi's produktion er fra en anden verden, og Geo flyder hen over de hurtigt-købende melodier som var det, det letteste i verden. Nydelse på nydelse.
En lille ekstra ting, der gør, at jeg elsker kunstnere som Blue Scholars endnu mere, er når jeg er i tvivl om nogle lyrics, skriver en mail til dem direkte for at spørge om hjælp og får svar få timer efter, komplet med rettelser og tilføjelser. Æddermanme go' stil!
Roll the credits. The movie's over
"Yeah, and they said slow down for a minute but /
I said no rest to the finish so /
They said why you all about winnin'? /
I said because odds were so stacked against us /
That it went down and now playin' with housemoney /
The same label that ows Mos Def money, ows us /
We knew it goin' in, so what gotta see it from within /
Met alot of people, shook alot of hands /
Can't lie kinda did it for the fans /
Even more I did it for the fam /
Now I do it for the ownership of land /
I ain't talkin' 'bout a real estate man /
I'm talkin' 'bout war, agrarian reform /
Why mom's still call it back home /
Even though we been up in this bitch so long /
Uuh, I ment to say beast, my apoligies /
Any teacher suspended from the song /
And anybody that I never ment harm /
Anyone offended, you are all welcome /
You have born witness to a whole chapter /
Don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlibs /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see this D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
Finish what I had /
To stop when I took that risk on a rap /
Right when that last cat pissed on Iraq /
Went half with my lady on lad /
I was waving that AB flag /
Still do but I'm all grown up now /
Geo not O.G. but somehow /
Young bucks now adress me as that /
I'm either getting old, maybe getting more respect /
Or a little bit of both, never letting go /
With the little I was left, until I'm out of breath /
Never let it rest, do it to the death /
Still got love from the green wooded west /
Roll credits though my credits is a mess /
Yeah I know, pop said it best /
You don't believe it, it don't matter /
Please let it breathe, so asthmatic /
You have born witness to a whole chapter /
Don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlibs /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see this D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
Finish what I had /
So I did this, then I did that /
And this is how it felt so fuck that /
No rest for the metro bus that /
Now I'm going back to school y'all fuck rap /
Said I'm going back to school y'all fuck rap /
And there's no room left on this nutsack /
UW in this bitch, yeah I said that /
UW in this bitch, UW in this bitch /
Then I did that, and I did this /
And I kept one foot inside of business /
But never did I think I lived this /
With a pimp strut, and a shit list /
Just kidding I don't really got a shit list /
Just list of the shit I neglected /
Knowing nothing in life but the best shit /
Go quote me boy, 'cause I said shit /
You witnessed a whole chapter
But don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlips /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see that D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
I gotta go back /
Hey!! Hey!!
Ohh!! Yo!!
I gotta go back /
UW in this biiiitch!
Da Geo og Sabzi debuterede med Blue Scholars albummet i 2005 (efterfulgt få måneder senere af EP'en The Long March), rappede de om at være en del af den hårdtarbejdende middelklasse, og om at måtte negligere sine ambitioner og leve som blue colar worker, for at tjene til dagen og vejen. Alt sammen leveret "with the wonderful blend og black language and imigrant accents" over melodiøst gyngende jazz/blues produktioner. Siden da er der sket meget for Blue Scholars. - De har gennemgået en flot udvikling, og på Seattle duoens tredje album gør de som de altid har gjort: går i en helt ny retning! Geo (som ikke længere har et 'logic' efter sit navn) og Sabzi har ikke udgivet to enslydende projekter, og denne tendens må man sige, at Cinémetropolis følger.
"If it spins on a reel, it gotta be real / But real in real life just remind us of film / And now you say something's like a movie when it's real / Like a film's much realer than anything you feel / In the Cinémetropolis"
Konceptet med pladen har været, at én specifik film har inspireret dem til at lave ét specifikt nummer. Dét nummer skal så efterfølgende danne rammerne for en helt ny kortfilm, og planen er, at der skal laves en kortfilm til hvert nummer på Cinémetropolis, deraf titlen.
I skrivende stund er der kun lavet en kortfilm til "Slick Watts", og dét resultat er ikke just imponerende i mine øjne. Den er kedeligt filmet, skuespillet er ganske ringe, den er meget Seattle-intern, og så kører der et beat i starten af videoen, der er længder bedre end selve "Slick Watts" nummeret. Men lad os nu se.
Jeg vil med det samme sige, at film-konceptet gør pladen til gruppens mindst sammenhængende hidtil. Der er ikke en gennemgående tematisk rød tråd at finde som man er vant til, - pladen er i højere grad udgjort af en masse komplet forskellige numre, med film-princippet som fællesnævner.
En anden fællesnævner, der bestemt også driver værket, er deres flabethed, som virkelig oser på Cinémetropolis, - så meget faktisk, at det til tider giver bagslag. Som Geo rapper på "Chief Sealth": "I'm from a analog era where we mash that beat / No screens, no things, just pads n' keys". - Musikalsk er Cinématropolis en spydig kommentar til nutidens mainstream analog-drevne hiphop. Hvis man forestiller sig, at Sabzi fik adgang til f.eks. Lex Lugers producer-grej, og så producerede beats ved hjælp af de club-trommer, hi-hats, fler-lags synth og 808's, der hører til radio-hiphop, og så tilføjede sin egen, uovertrufne musikalske dygtighed, så har man en idé om, hvordan Cinémetropolis lyder.
Okay, overdrivelse fremmer forståelsen. Sabzi's eget vandmærke er selvfølgelig at finde over det hele. Man skal huske på, at han er uddannet klassisk jazz-pianist, og de fine klaver-melodier, om end i synth form, er at finde over alt på pladen. De japanske taiko-trommer, som han først anvendte på "Bananas" fra OOF! EP'en er også brugt på flere numre, og de alene afbalancerer det analoge feel på fornemmeste vis. Åbnings- og titelnummeret er et fremragende eksempel på den analoge flabethed. Der er synth på synth på synth, med pulserende hi-hats og computer blip-blop lyde til højre og venstre, men med taiko-trommerne og Sabzi's små melodiske indslag forvandler han det til en af hans bedste kreationer til dato.
På numre som den Black Eyed Peas lydende "Lalo Schifrin", den Owl City lydende "Hussein" går noget af luften af ballonen, - produktionerne er en smule kedelige, og ender med at lyde som de numre som de skulle have været en spoof af.
Andre numre bærer beats, der ikke er decideret dårlige, men som bestemt må sortere under Sabzi's "letteste" til dato. "Anna Karina" og "Marion Sunshine" bærer begge meget minimalistiske produktioner, og da der ingen udvikling sker, bliver også de en smule vage i det lange løb.
Andre steder fungerer minimalismen fortrinligt. Tag f.eks. det alt for bad ass nummer "Seijun Suzuki", der er drevet af et repeterende talk-box "riff", tonstunge taiko-trommer og mudret synth i baggrunden. Simpelthen top klasse.
Selvom Cinémetropolis rigtig nok bærer nogle af Sabzi's mere undervældende beats, så bærer den samtidig også nogle af hans mest kreative. "Oskar Barnack ~ Oscar Grant" f.eks. er af en anden verden! Oskar Barnack var manden, der opfandt Leica kameraet, som var grundlægger for "street photography". Sabzi har så siddet med dette Leica kamera og optaget alle de forskellige lyde det kan lave; tryk, rul, drej, skift film, tag billede og hvad man ellers kan. Disse lyde har han så lavet et beat ud af, så percussion-kernen af nummeret består af kamera-lyde. Det er vanvittig flot lavet. På nummeret opfordrer Geo råbende til at "shoot the cops", - med kameraer altså. Et genialt twist til "fuck tha police" rappen. Han mener, at det stærkeste våben imod politiet ikke er vold, men at dokumentere deres "ugerninger". "Shoot the cops - get your cameras out your pocket people!".
Why ask for permission when you know you can't have it /
Not until my name done travel the damn planet"
Lyrisk set er Geo i hopla, ja, jeg vil faktisk mene at nogle af hans skarpeste linjer er at finde på nærværende plade, men ligesom hans producer-makker er det ikke helt uden bump på vejen. Et nummer som "Slick Watts", hvor han bruger hele første vers på at opremse geografiske residenser i Seattle virker en smule under hans standart. Men de skarpsindige tekster er i herlig overflod. "George Jackson" er en af hans stærkeste præstationer overhovedet, med linjer som:
"Me, I think you are more in charge than you think /
They want you behind bars and not the ones that you spit /
You still rappin' a rap, I'm so over this shit /
We callin' this a wrap, here's a present in fact, I say /
Nobody move, everybody get hurt /
I'm stickin' up the world now for everything it's worth /
'Cause I ain't tryna rest if this shit is gettin' worse /
And I'm tryna do more than just put it in a verse"
På "Yuri Kochiyama" (japansk, nobel-pris nomineret menneskerettigheds aktivist) rapper Geo om revolutionens frontløbere, med den motiverende linje "revolutionaries die, but the revolution don't" i centrum. I andet vers rapper han om Yuri, som var nære venner med Malcolm X, og som var med til hans tale da han blev skudt, og som holdte ham i sit skød da han døde:
"I've seen a picture up in Life magazine /
You were sittin' front seat for Malcolms last speech /
Saw the first man with the shotgun /
Two more came to get the job done /
Now who would have thought that it'd be you holding him /
I wonder what you felt when his eyes were going dim /
And if he never died would we know that he exists /
Ot would he have been the leader that we always seem to miss /
Now there's no taking back whatever happens in your mist /
You remind me that it's more than just a martyr and a myth"
Afsluttende rapper han, "When I grow up, I wanna be just like Yuri Kochiyama". Helt utroligt stærk sang.
Geo rapper også om mindre tunge og tankevækkende emner - ikke at der er noget i vejen med det, bevares - men han skaber en dejlig balance på pladen med f.eks. den poetiske flotte "Marion Sunshine" og let-indtagelige numre som weed-oden "Tommy Chong", der dog ikke er mindre skarp. I stedet for at have en Wiz Khalifa indgangsvinklen til weed-rap, så spytter Geo "Wikipedia raps", hvilket faktisk er ganske interessant. En opremsning af historiske facts om hvem der har røget hash igennem historien, som Shakespeare, Christopher Columbus, politibetjente, og ikke mindst: "George Washington himself probably smoked the chronic / Now his face gettin' traded for the shit, ironic". På tredje vers er Macklemore gæst med et helt (for)rygende vers, hvor han tager pis på alle weed-rapperne, gennemført med et sløret, konfust flow, Wiz Khalifa puns, Lil' Wayne-lydende hæse host, og sublime linjer som: "At 4:21 it was all about the looove / Now it's 4:31 and I'm paranoid as fffuck!". Man kunne måske mene, at det er en smule paradoksalt for Macklemore at rappe om at ryge hash efter at have lavet "Otherside" nummeret, men som han siger til sidst: "moderation, that's the key and the door is unlocked / It's up to you how to use it, make the call".
- Sabzi's produktion herpå er også formidabel, med en komplet lalleglad melodi, der stammer et sted fra jeg ikke kan huske, men som jeg tror alle vil kunne genkende.
"Gonna take more than a few to fool me /
You only get this timeless if you study Kool G"
Naturligvis er der også "hiphop for hiphoppens skyld" at finde på Cinémetropolis. Igen må "Seijun Suzuki" fremhæves, hvor Geo flower derud af som en vanvittig. På den ekko-rungende "Fou Lee" rapper han også som en drøm, og på "Fin" brillerer han med en teknisk snilde, der nok aldrig har været mere imponerende.
Der ER virkelig meget guf på Cinémetropolis. Lyd-mæssigt er det, det mindst Blue Scholars -lydende album til dato, men kan man abstrahere fra det faktum, at stilen er så ny og anderledes, er der uvurderligt guld at finde på denne skive. Jeg holder fast i, at Sabzi har nogle kedelige bidrag iblandt, men når han er god, så er han en af de bedste overhovedet.
Som man siger: "man kan ikke lære at stå på ski uden at falde". Som jeg ser det startede Blue Scholars deres karriere med et perfekt nedløb på en sort pist, så det er yderst tilforladeligt at de først falder og viser svaghedstegn nu, tre albums og to ep'er inde i karrieren. Især når svaghedstegnene ikke er værre end hvad tilfældet er. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Blue Scholars er nogen af de vigtigste på den internationale hiphop scene pt, og i min bog er de nok allerede blandt de vigtigste overhovedet. Gør dig selv en tjeneste og skaf Cinémetropolis hurtigst muligt!
5/6
Cinémetropolis kortfilm:
(klik link for at se filmene på YouTube) (listen opdateres løbende)
01. Cinémetropolis
02. Hussein
03. Fou Lee
04. Lalo Schifrin
05. Seijun Suzuki
06. Anna Karina
07. Marion Sunshine
08. Slick Watts
09. George Jackson
10. Oskar Barnack ~ Oscar Grant
11. Yuri Kochiyama
12. Rani Mukerji
13. Tommy Chong
14. Chief Sealth
15. Fin
Yay! Nyt fra Blue Scholars! Det lod ellers til, at Blue Scholars var gået lidt i glemslen til fordel for Common Market, men Geo og Sabzi har gået stille med dørene, og nu er de klar med en herlig lille sommer-forlængende EP.
Hvor 'Blue Scholars' albummet stod i forårets tegn, 'The Long March' EP'en i efterårets og 'Bayani' i vinterens tegn, er der ingen tvivl om, at 'OOF!' EP'en er en gennemført sommer-udgivelse, lige fra det fantastisk cheesy postkorts-cover til den varme og solrige lydside, der reflekterer "the jawaiian sound", der mere eller mindre er en selvopfunden genrer, som både byder på Jamaicansk reggae, afslappende karibiansk feel-good'ness og Hawaiis eksotiske tribal lyd. Alt sammen tilført Sabzis altid kreative touch med synth og en usammenlignelig sans for at sammensætte ekstremt melodiske skæringer med et minimum af instrumenter.
Tag fx åbningsnummeret "Bananas", der kun består af taiko-trommer (som faktisk er japansk, hvilket vel kun understreger Sabzis suveræne kreativitet) og et fænomenalt synth back-drop. Og så selvfølgelig en Geo der flower som en drøm. Nummeret stryger direkte ind på den ufatteligt lange liste over Blue Scholars mesterværker.
Så er der et nummer som "Cruz", der virkelig er definationen af fesen sommer-party musik, a la Vengaboys eller måske endda Sean Kingston/Akon når de er værst, men når det er Blue Scholars er det ganske forbløffende.
Tematisk set er lyrikken ikke så dyb som før hørt fra Geologic. På OOF! EP'en gælder det mest af alt om at have det godt og nyde livet, og selvom det nogengange virker fór nemt, så er der en gennemgående charme, som ikke er til at ignorere. Selv med linjer som
"Welcome to my hourse where you gotta lose your shoes /
crusin' with, I'm cruisin' with, I'm cruisin with my crew
Driving with my feet, jabba-dappa-doo /
crusin' with, I'm cruisin' with, I'm cruisin with my crew"
er Geologic undskyldt. Det er jo heller ikke fordi han har tabt tråden, han kan sagtens endnu. Ja faktisk virker det som om hans flow-teknik har udviklet sig. Dette synes jeg fx høres tydeligt på førstesinglen "Hi 808", som er Geo's ode til Hawaii, hvor han er vokset op. Og for en gangs skyld har 808 ikke noget med trommemaskinen at gøre, 808 er Hawaiis area code.
Selvom jeg ikke tror det er deres intention, lyder OOF! EP'en meget mere kommercial og mainstream end noget man før har hørt fra Massline duoen. Ikke at det gør noget, for når det gælder Blue Scholars er alt efterhånden lovligt, men "Hi 808" og "New People" lyder i høj grad som noget Neptunes kunne have produceret. Her er det dog vigtigt at understrege 'kunne', for når alt kommer til alt ville Hr. Pharrell og Hr. Hugo nok ikke engang have kunne skabt denne lyd. Man skal også huske på, at numre som "Hello", "Coo?" og "Bananas" er langt fra nogen anden producers rækkevidde.
Endnu engang beviser Sabzi og ____ (indsæt Geologic eller RA Scion!!), med den klassiske arrogance, at de spytter bedre EPér ud end de andres fuld-længdes albums. "OOF!" er endnu et must-have til samlingen. Udkommer tirsdag d. 25. august.
Det var alligevel satans!! Uden nogen form for heads-up smider Common Market endnu en EP på gaden - fantastisk. Og ikke nok med at de lige, i skjul, ryster den ud af ærmet; banebrydende er den selvfølgelig også!
The Winter's End EP'en fungerer som begyndelsen til et nyt kapitel for Common Market (heraf åbningsnummerets titel "Nouveau Depart"), for selvom den på mange måder (kun umiddelbart) minder om en forlængelse af "Tobacco Road", så byder den på en lang vifte af nye udtryk, temabehandlinger og musikalske udfordringer.
Døden er hovedpersonen på EP'en - og selvom de musikalske vibes ikke just leder ens tanker dér hen, så er død og tab fællesnævnerne. På den suveræne førstesingel "Escaping Arkham" reflekterer RA Scion over de tanker der går igennem hovedet på en person med selvmordstanker. Jeg tror at 'Arkham' er en reference til det sindsyge hospital der optræder i DC Comics tegneserierne, så det er en metafor for at flygte fra sindsyge (I could be wrong..). I den tilhørende, meget smukt filmede musikvideo, finder vi duoen på, blandt andre steder, en kirkegård i New York, så også den visuelle stil er med til at skabe et stemningsfuldt helhedsbillede.
På EP'ens stærkeste nummer "Slow Sown Moses" inviterer RA Scion os ind i en intim samtale med en psykolig, som han er blevet henvist til for at snakke om hans fars død. RA er her mere cool og overlegent afdæmpet end før, og han udfordrer psykologen med snedige rim:
"It's possible there's not a proper answer to 'what's wrong' /
so what's wrong with me wanting to cut through the customs?"
RA Scion er generel i højeste gear på "Winter's End", og udover lidt mere soul'ed sang, som han faktisk gør ganske fortrinligt, er der ikke de store overraskelser i rap-delen, hvilket skal forstås fuldt ud positivt, for han er uden diskussion en af de bedste der er pt. Det samme kan siges om DJ Sabzi; han sammensætter igen nogle helt fantastiske produktioner. Forskellen fra tidlige udgivelser er dog denne gang, at det er komplet frit fra samples - det er altså Sabzi helt eget personlige udtryk, og der er tilmed (endelig!!) et instrumental nummer. Det har jeg virkelig ventet på, for Sabzis produktioner er så nuancerede at de sagtens kan klare sig på egen fod, og "The Picture of My DeLorean Grey" er intet mindre end mesterligt skruet sammen, med dens storladne trommeprogrammering og det skotsk-krigerriske harmonika spil. Lyder mærkeligt, ER fantastisk!
Selvom "Winter's End EP'en" er den korteste udgivelse fra Massline, med kun 5 numre (under et kvarters spilletid) så vil jeg stadig udnævne den som værende den mest vellykkede. For selvom døden som tidligere skrevet er hovedtemaet, så er lyset for enden af tunnellen mindst ligeså vigtig - deraf EP'ens titel. De lange og mørke vintre der hærger Seattle området, og de nordlige parter generelt, medfører enorme depressioner, der ofte har det med netop at resulterer i død. Men selv den lange vinter har en ende, og triumf venter på den anden side. Og det er denne metafor Common Market bygger på, at der altid vil være håb, selv i de sværeste tider.
"Winter's End" er endnu er triumf fra Massline, fra Seattle og fra Common Market/Blue Scholars bevægelsen. Fremragende EP
Som en forlængelse af deres uforskammet flotte EP "Black Patch War", kommer nu Seattle duoens anden udgivelse, "Tobacco Road". Albummet fortsætter tematisk set der hvor "Black Patch War" EP'en slap (læs her), og tilmed sætter nye højder for moderne socialbevidst hiphop. Poet-geniet RA Scion har flettet en håndfuld tekster sammen, som virkelig får kæben til at falde til jorden. Hvor jeg på debut albummet kritiserede ham for at være fór klog med alle hans yderst fornemme og komplet uforståelige ord og sætninger, har RA nu skruet ned for over-visheden, og flyder nu rundt på et mindst lige så intellektuelt niveau, men denne gang med lyrik der når helt igennem uden at være for kringlet. Til tider formår han endda at skrue nogle direkte poetiske tekster sammen, med de mest simple leveringer. Fx på nummeret "Nothing At All", som muligvis er mit nye favorit Common Market nummer, får han nogle suverænt dybe og meningsfulde tekster ud på letteste vis:
"They may say, I'm just a dreamer /
well at least I'm thinking while I'm sleeping
cause the last thing I can do is nothing at all.
They may say, We'll never win against them /
I say 'fuck you and your cinicism'
as for me, I can't do nothing at all"
Forrygende lækkert leveret, og ordene giver en bismag i munden der, i mit tilfælde i hvert fald, har sat sig fast i rigtig lang tid.
På "My Pathology" fra debutalbummet, har RA Scion en gylden linje, hvor han rapper "To the sight deprived sound might provide solace / the scholars of applied science supply the knowledge". Denne linje bygger han videre på ved at inviterer selv samme "scholar" Geologic på besøg til at lægge ord til sangen "Crucible", som på mange måder er en mærkværdig oplevelse. Beatet er meget opløftende, men lyrikken er groteskt overpyntet til temaet. En sang om, at det er Common Market, Blue Scholars og hele Massline bølgen, der er kommet for at tage over, pakket ind i lyrik der har fået fans rundt omkring til at tage sig til hovedet og spørge sig selv, >hvad fanden er det de snakker om!?<. Jeg ser det lidt som en joke, for noget tyder på, at jeg ikke er den eneste der har påpeget et problem ved de lidt for højtragende poesi-floskler, for der er ingen tvivl om, at RA Scion har skruet ned for fjerpendens kunnen, men ved at skrive albummets "sværeste" tekst til albummets simpleste tema, ser jeg det lidt som en joke. "The Crucible" handler i bund og grund om, som sagt, at north-west hiphoppen er i færd med at tage gamet over, og det er præcis hvad han siger med linjerne:
"Fire in the crucible, crown melting down, now who's turn is it to bow?"
- Man kan roligt sige at der er sket meget i Common Market lejren. RA Scion har skiftet stil og har nu nemmere ved at nå lytterene, men DJ Sabzi har også skiftet stil. Han har hverken taget et skridt bag- eller forud, men snarere til siden. Produktionerne er som på en hver anden Common Market/Blue Scholars-skive super flot sat sammen. Men modet til 'at prøve' syntes at have forladt Sabzi. Der er for lidt eksperimenterende musik. Ser man fx tilbage på "Bayani" albummet, var der ikke to numre der lød ens. Der var ekstremt mange forskellige farver på hans pallet, men nu er det som om, at han bliver ved det sikre, hvilket selvfølgelig resulterer i solide produktioner, men som hardcore fan savner man 'kanten'. Variationen i instrumentvalg er ikke så tydelig længere, hvilket gør det svært for numrene at udmærke sig sim standout-tracks. Hvis man fx lytter til "Slow Cure", "Weather Vane" og "Swell" vil man høre, at det næsten er et komplet ens xyllofon-loop der går igen. Og hvor de to førstnævnte er sublime tracks, dør "Swell" hen i skyggen af de andre, fordi at det ikke har noget ekstra at byde på. Det samme gør sig gældende med numrene "Back Home (The Return)", "Winter Takes All" og "Tobacco Road". Stort set samme klaver-loop i hver sang, og da "Back Home (The Return)" er så meget bedre end de to andre som den nu er, virker de andre mere eller mindre som overflødige tracks.
Når Sabzi til gengæld en sjælden gang på "Tobacco Road" tør at vise hans sande kreative 'jeg' frem, så slår det til gengæld gnister. "Nina Sing", "Certitude", "40 Thieves" og den ekstremt hårdtslående "Gol'Dust" er ren magi af ypperste skuffe, og tilsammen med de allerede nævnte "Slow Cure", "Back Home (The Return)", "Weather Vane", "Crucible" og ikke mindst "Nothing At All" sidder vi alligevel tilbage med en solid håndfuld forrygende numre. Slet ikke at forglemme "Trouble Is" som alle burde kende på nuværende tidspunkt. Det nummer har formået at vokse på mig lige siden jeg hørte det første gang, og det står uden tvivl som et af de stærkeste numre på skiven. Om det er meningen eller ufrivilligt, så er videoen ganske sjov:
Alt i alt er det, trods nogle af de negative kommentarer, et solidt album. Der er en god håndfuld potentiale mirakler, men jeg står stadig ved, at der sammenlignet med forrige udgivelser meget gerne må eksperimenteres lidt mere på lydsiden, for der er et par ligegyldigheder for meget, og det alene gør albummet et lille tand svagere end tidligere udgivelser. Men det hele skal tages med et gran salt, for selvom standarten er en smule lav, så er det i Massline sammenhæng. Skal man sammenligne "Tobacco Road" med enhver anden kunstner eller gruppe, så snakker vi stjernemateriale.
Som optakt til deres andet album "Tobacco Road", udgiver Common Market (DJ Sabzi (Blue Scholars) og RA Scion) denne EP. En 7-numres skive, der har til formål at forøge den appetit som de mange utålmodige lyttere, deriblandt mig selv, allerede er ved at gå til af.
Ligesom "Blue Scholars" EP'en, virker "Black Patch War" EP'en lidt som en intro, eller måske snarere en tidlig forlængelse af det kommende album.
Titel-mæssigt hænger denne EP og det kommende album også fint sammen. "Tobacco Road" hedder album nummer to. For kort at forklare hvad denne Black Patch War gik ud på, handlede det om, at amerikanske bønder, primært i Kentucky og Tennessee, så sig nødsaget til at danne en "modstandsbevægelse" mod The American Tobacco Compagny i starten af det tyvende århundrede. Det amerikanske tobaks kompagni havde skaffet sig eneret til køb af bøndernes tobak, og bønderne kunne dårligt nok tjene penge på deres tobakshandel længere. Modstandbevægelsen som bønderne havde dannet fik navnet The Silent Brigade. Efter megen kamp frem og tilbage, udviklede The Silent Brigade sig til en gruppe der udførte vold som forhandlingsmetode, de fik derfor det nye navn "The Night Riders". Selvom deres metode var af den voldelige slags, så man "The Night Riders" som helte, fordi de kæmpede for deres oprindelige rettigheder. Det hele endte med at bønderne fik bukket det amerikanske tobaksfirma under, og efterfølgende fik de fuld profit for deres høst.
Det blev vist lidt historietime agtigt, men det vigtige i denne historie er, tror jeg, at de kæmpede en hård og brav kamp for deres sag. Man prøvede at udnytte dem, men de stod sammen og sejrede. Det er vist den ideologi der er vigtig.
Det er meget tydeligt, at RA Scion ser tilbage på sydstatsbønderne med stor respekt. På åbnings- og titel nummeret, maler han et yderst voldeligt billede af bøndernes kamp. På det efterfølgende "Oldham Era" har RA Scion skruet tiden ca hundrede år frem til idag, hvor han sammenligner hans egen kamp med en magt, der minder om den selv samme som bønderne måtte stå sammen imod.
Som hovedsingle finder vi "Touble Is", som er et uptempo og dybt nummer, der bygger omkring den gamle tale "The harvest is plentiful, but the laborers are few", et tema der vil fungerer som hovedingrediens i "Tobacco Road"'s tesktside.
"Black Patch War" EP'en er et seriøst stykke musik at lægge øre til. Som på debutalbummet diskes der op med substanstung lyrik og musikalsk hiphop i verdensklasse. RA Scion er en fremragende rapper og lyriker, det kan man ikke komme udenom, og heldigvis for os har han tonet ned på de uforståelige ord og de kringlede rim. Det er denne gang en del lettere at følge med i hans tekstunivers, og da han i høj grad IKKE har tonet ned på hans storladene mc evner, og det en sand befrielse ikke at skulle koncentrere sig så man får ondt i hovedet over hvad det er han synger om. Af denne grund, er RA Scion lige rykket op i topeliten af vor tids rappere. Der er virkelig meget sjæl i hans beretninger, og pålideligheden er altid at finde, i hver enkelt linje. Det er mere eller mindre umuligt at forblive upåvirket af den byge af musikalske knynæveslag, som seattle rapperen sender ud igennem højtalerne og videre ud i synet på lytteren.
Dertil kommer produktionerne og arrangementerne, som er så uforskammet spækket med samme overskud, naturlig råhed og detaljerigdom. DJ Sabzi formår, som altid, at fremvise instrumentaler, der blæser lytteren totalt væk. Om det så er det dødsensfarlige orgelriff i "Trouble Is", den abnormt funky kombination af trommeprogrammering og bassgang i "Oldham Era", eller om det er det stille og rolige beat i "Bonanza", der bare skal have tid til at fremhæve sine skjulte detaljer. Sabzi sejrer HVER gang.
Samspillet mellem RA Scion og Sabzi er utroligt, og de 7 optændte variationer over samme drøm om storhed og skønhed får i de fineste stunder den musikalske horisont til at udvide sig.
Så med en lydside helt i top, og en tekstskriver der tilsyneladende ikke kan løbe tør for brillante ideer og metoder, ser det ud til, at Seattle duoen har seriøse planer om permanent at indtage hiphop scenen i den nære fremtid.
Gennemgående er der en nerve i Common Markets EP, som uden tvivl vil få mere erfarne kolleger til at spidse øren.
Ventetiden til "Tobacco Road" er netop blevet uudholdelig....
Jeg har været lidt doven på det sidste pga arbejde og forsømte opgaver, så jeg føler lidt at jeg er bagud, derfor kommer her en lidt kort anmeldelse, mandag midnat! Common Market hedder gruppen, og de er, sammen med Blue Scholars, Masslines hovednavn. Ja, jeg synes lige at jeg kunne lukke den fold, nu hvor vi har været igennem de blå skolarer. Faktisk er DJ Sabzi, som jo var produceren i Blue Scholars, også producer i Common Market. Det vil sige at jeg slet ikke behøver at sige noget om beatsne, for de er næsten fuldkommen identiske med Blue Scholars'. Rapperen er derfor selvfølgelig en anden! R.A. Scion hedder han, og han er den mest atypiske rapper nogensinde; lille og kvabset, briller og fuldskæg. Jep, han lyder umiddelbart ikke som en mc, men han er muligvis den rapper der spytter de mest intellektuelle rim, nogensinde! Han er blevet kendt for at bringe et nyt, spirituelt budskab ind i hip hoppen, inspireret af hans medlemskab af Bahá'í Faith, som vist er en trosretning der dyrker den spirituelle binding mellem mennesker.Noget i den dur. Sagen er i hvert fald den, at RA Scion er meget klog at høre på. For mit vedkommende fór klog. Ikke fordi jeg ikke kan klare intellektuel hip hop, men det her bliver ofte alt for meget. Sådan, helt ærligt, hvem fatter indhold som
"below the terra firma’s the murmur of many men
Resonatin’ the predication of RA’s eponym
It requires a higher degree of thought to transmit
Elevate above the base and retrace the semantics
Incommensurately we’ve been held incommunicado
From commoner to commodore – they breed bravado"
I sure as hell don't! Dem der er til dybe tekster og ordbøger vil sikkert opdage hidtil usete højder indenfor hip hop kontekst. Men det er ikke lige det jeg har brug for.
"Polyglot address me in the manner of a stammerer
Hold the title manager – author of the document
Sworn to secrecy the morning he performed the sacrament
Duty to the derelict – I’m six generations of rap
Savin’ the tape for the day I came back
Words preserved – testimony to the tournament
Clock wins again – hold my spot up in the firmament
Virgin turned vanguard – the rod draws the line in the sand
Serpentine along Medina’s floor plan"
- Så lyrisk set er der ikke meget at komme efter for mit vedkommende, jeg må erkende, at jeg ikke er klog nok dér. Men jeg kan stadig nyde hans flow, og så selvfølgelig Sabzis produktioner, som formår aldrig at skuffe. Numre som "Connect For", "Crossblow", "Poison", "Trinity", "Kampo" og "My Pathology" er som taget ud fra et Blue Scholars album, og har du læst mine anmeldelser af disse, vil du vide at det er intet mindre end himmelsk. Personligt ser jeg lidt de komplicerede rim som et minus, for jeg føler mig et eller andet sted sat af. Men der er ingen tvivl om, at det er poetisk kunst han slynger ud. KRS-One tog Common Market med på hans tour, fordi han var så imponeret (selvom vi alle ved, at han heller ikke fatter en brik af noget af det!). Mange siger at albummet er en classic, men jeg er rigtig streng og unfair, og giver det, pga RA Scions lidt for intellektuelle rim,
På grund af at jeg ikke har været så aktiv de sidste par dage, giver jeg jer nu en guldgrube af en dobbelt anmeldelse. Som nogen måske tidligere har læst, så er Blue Scholars' 3. udgivelse, "Bayani", på min top 10 liste over bedste albums, og siden jeg skrev dén anmeldelse, ja så er albummet utroligt nok vokset på mig, så det er nu på min top 5. Men, "Blue Scholars", som deres første album hedder, og den efterfølgende EP "The Long March", var ligesom dem der introducerede mig til gruppen, som i dag er en af de vigtigste, i mine øjne. Man kan sige, at "The Long March EP", som består af 9 numre, holder den præcist samme stil som debutalbummet, så det er nærmest en udvidelse af albummet, derfor er det også oplagt at tage dem begge på samme tid.
Jeg vil spare lidt tid på at skamrose Geologic (rapper) og DJ Sabzi (producer), for de får rigeligt med positive udsagn på anmeldelsen af "Bayani", så læs hvis du vil vide hvad jeg synes om de to herre. Jeg holder stadig fast i, at produktionssiden på "Bayani" er bedre end de to første, men når jeg nu siger, at de ligger L-A-N-G-T over hvad man er vandt til at høre, så siger det kun noget om hvor himmelsk "Bayani" er. Sabzi's beats er ikke helt så finpoleret på "Blue Scholars" og "The Long March EP", men det ændrer ikke det uudslettelige billede af, at "this is as good as it gets". En storelskende, altomfavnende hip hop fan som mig, kan ganske simpelt ikke forlange mere end det der bliver disket op med her. Jeg har i mit 20 år lange liv, ikke hørt musik nært så opmuntrene som dette. Ikke fordi indholdet består af lutter fest og farver, for det er langt fra tilfældet, men den inciterende og mangfoldige levering overgår alt. DJ Sabzis formåen er gennemstrømmet af en konstant, næsten frenetisk opfindsomhed og en excentrisk produktivitet. Og han kan alt! "Blue School" og "Bruise Brothers" er begge en fusion mellem jazz og blues, ren nydelse. "Southside Revival" har det der mega opløftende, orgel-2-step-beat, der fanger én uset hurtigt. "Life & Dept" og "No Rest for the Weary" er begge et resultat af Sabzi's musikalske viden (uddannet i klassisk musik, med jazzpiano som speciale), og de får begge alverdens tid til at blødgøre lytteren med permanent virkning. "Proletariat Blues" er underbygget af en funky basgang, og med sit oldschool feel, er det en ren klassiker. Og når man snakker om basgange, så skal "Talk Story" nævnes, med sin næsten fór dybe bas, der giver nummeret en fascinerende aldrig-trættende-effekt, der gør at man vil kunne høre nummeret små hundrede gange i træk, og stadig digge det fuldt ud. Og det er faktisk den her effekt der funkler i mange af numrene, som bogstavelig talt gør musikken udødelig. Top-favorit nummeret er for mit vedkommende "Sagaba", som er så velproduceret, at jeg ikke engang føler mig værdig til at beskrive det. Se deres liveperformance af nummeret fra Bumbershot '06 her (super kvalitet!)
Ok, jeg tror i har fattet hvor dygtig jeg synes Sabzi er, så nu er det Geologics tur! Den evigt fængende historiefortæller, med de evigt vedkommende og aktuelle rim. Hver eneste sang gør ham værdig som en sand sværvægtsrapper, der trykt ligger i topeliten af mc'er. Ingen anden rapper formulerer hans tekster så klart som Geologic, og det gør selvfølgelig, at man er med hele vejen. Og når han slynger linjer som disse ud...
"It's a southside revival, put your hands high, let your arms be the pillars that be holding up the sky // I heard a few heads say that hip hop is dead, no it's not, it's just malnourished and underfed"
... kan det overbevise enhver til at genfinde det muligvis mistede håb. Det med at hip hop skulle være død, det har aldrig rørt mig. For mig er det et overilet udsagn, som den fallerede NaS er kommet med, men skulle der være noget om det, så modbeviser Blue Scholarsalt. Og i skal huske på, at de to albums vi har med at gøre her, udkom samme år, så ikke nok med at kvaliteten er kvalmt høj, så er de også uhørt produktive.
Hurtigt tilbage til Geologic. Der er mange der mener at hans flow er noneksisterende. Og faktisk, og ja det lyder mærkeligt, så er det delvist rigtigt. Han levering er meget ligetil, men hans rim og fortælleevne kvæler alle negative træk. Hvordan kan man modargumenterer det, når linjer som
"I couldn’t stand to see the queen breathe her dreams away And tell me her tomorrow will never become today I say I used to know a woman just like you, Beautiful but jaded by the multitude of men who’d often try to Justify their lies with twisted notions of survival And hide behind their armor when karma completes a cycle"
er den lyriske standart? Nærstuderer man linjerne vil man også opdage, at de er fyldt med små guldkorn her og der. Det er meget poetisk, fx "She got the gift of gravity pulling to ask her name" er jo djævelsk godt udtænkt, hvis man lige smager på sætningen, og sådan er det stort set hele vejen igennem.
Alt i alt er det to mesterværker, eller 1½ rettere. Og de udgør starten på noget der ender meget stort tror jeg. skridtet fra "The Long March EP" til "Bayani" var fænomenalt, og bliver de ved, så ved jeg sgu ikke hvad der kan stoppe dem. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl; som jeg også skrev som slutningen til den første Blue Scholars-anmeldelse, så er det dem der har taget faklen i hånden, og går forrest i rækken af hip hop kunstnere, som leverer rigtig hip hop, og er der nogen der genopliver den, i nogens øjne tabte kultur, så er det dem.
"Blue Scholars" - 5.5/6 "The Long March EP" - 5.5/6
"Easily one og the most poignant, important and best albums, ever to come from the Northwest" - threeimaginarygirls.com
Som nogen måske har spottet, så er dette album med på min top 10 liste over bedste hiphop albums, nogensinde. - Og jeg har en sær fornemmelse af, at der faktisk ikke er så mange der kender hverken albummet eller gruppen. Men det er heller ikke så sært, de er ikke det mindste kendte i Europa, og faktisk kan man slet ikke købe deres cd'er i Europa, det skal gøres over nettet. Måske undrer i jer så over, hvordan jeg hørte om dem i sin tid. Svaret er MySpace. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvordan jeg endte på deres profil, men hvad jeg kan huske er, at jeg meget hurtigt, blev ekstremt overbevist over deres evner. Det skal også lige nævnes, at da jeg fandt Blue Scholars første gang, da var "Bayani" slet ikke udgivet, det var udelukkende numre fra debuten "Blue Scholars" og EP'en "The Long March"der fangede min opmærksomhed. Begge udgivelser er storslåede og kan købes over iTunes. Det ville måske være på sin plads, at præsenterer duoen for alle jeg "uvidende": Rapperen hedder Geologic og produceren hedder DJ Sabzi, og de herre kommer fra Seattle. DJ Sabzi er uddannet klassisk musiker med speciale i jazz klaver, og det skinder i høj grad igennem på samtlige produktioner han står bag, som alle oser af en unik musikalitet. Han forstår virkelig at fifle med detaljer, hvilket gør, at der er nye kroge i musikken at opdage, hver gang man hører numrene. Geologics evner som rapper supplerer Sabzi til det perfekte. Hans tekster har et universelt indhold, hans rim er snedige og tankevækkende, og hans levering er stort set altid på toppen. Nogen vil nok mene, at hans flow er en smule kedeligt, og det kan jeg til dels give dem ret i, men jeg synes Geologics indvigelse overskygger enhver mangel på flowdelivery. Indholdsløst rap om piger, penge og biler er ikke at finde på dette album, alle sangene har et klart budskab, og historierne fortælles på fornemmeste vis, som fx på "The Distance", hvor han forklarer og fortæller så klart om imigranters problemer, at man nærmest føler sig tvunget til at tage en konsekvent stilling til det når sangen slutter. Politiske konflikter, krig, menneskelig undertrykkelse, you name it, Geologic dækker alle aspekter af de problemer vores verden i dag er præget af. Alle linjer er gennemtænkte og der er intet "fylde". Det er også meget tydeligt, at Geologic siger præcis hvad han synes der skal siges. Han er på ingen måde afhængig af pladesalg. Som han rapper på "North by Northwest":
“In the upper left, you gotta be patient / because radio stations ain’t going to play us / unless you sign the dotted, or make your rhymes brainless.”
Tilbage til DJ Sabzis produktioner. - Han har uden tvivl sin egen meget klare lyd, men han har, og det er højst sandsynligt helt tilfældigt, også "prøvet" at genskabe andre produceres stil. Grunden til at, jeg satte prøvet i gåseøjne er fordi, han faktisk gør det så godt, at han ender med et resultat der lyder bedre end hans inspirationskilder! Nummeret "North by Northwest" lyder meget som en Just Blaze banger, men Sabzi får alligevel krydret nummeret med en musikalsk nuance, der ligger langt fra noget Just Blaze nogensinde vil kunne nå. Ens er det på "Fire for the People", som let kunne have været en Dr. Dre westcoast banger. Og så alligevel ikke, for selv Dre kunne ikke tilføre så mange velfungerende elementer i ét og samme nummer. På "loyalty" er der næsten overanvendt manipulerede stemmer, i bedste kanye West stil. Men selv Hr. West, som jeg personligt forguder, må se sig besejret her. Sabzi kan med lethed sammensætte hele 3 forskelligt manipulerede stemmer, uden det kommer til at lyde som et kæmpe lydtæppe af robotter og mus! Og det er lige præcis denne nuance der gør, at hans produktioner er så helvedes iørefængene. Samtidig er det også helvedes vovet og uforudsigeligt. Et godt eksempel er ummeret "Bayani", som starter med nogle seriøst hårde trommer, og det mest dystre, næsten skræmmende lydtag i form a synth. Men, efter lidt tilsætter Sabzi de letteste og blødeste strygere ind over, og de to modsigelser går skammeligt godt hånd i hånd. Det må siges at være en af de største fornøjelser når man lytter til albummet, men bliver konstant overrasket musikalsk. En af mine favorit numre er "Still Got Love", som er en slags kærlighedssang til "everybody in general, and nobody in particular". Men, det er nu produktionen der vinder mig på dette track. Lyden, der fik mig til at grine højlydt i toget da jeg hørte nummeret første gang, kan beds kategoriseres som en "gameboy-lyd". Det er lidt svært at navngive det, men dette gameboy-beat er af en så lalleglad kaliber, at jeg smiler bredt hver gang jeg hører det. Nummeret afsluttes med en 1½ minut lang filthy-trambone solo. Det er ikke ofte man hører instrument-soloer i hip hop, men på Bayani sker det flere gange, hvilket giver albummet et feel af noget "større" end hip hop. Jeg vil sige, at samtlige numre på albummet er i topklasse, og det er svært at vælge favoritter. Alligevel skal "50K Deep" stadig nævnes som et af pladens bedste. Produktionen er ekstrem enkel, alligevel er det så smukt udført, at man næsten får tårer i øjnene. Blue Scholars har taget faklen i hånden, og går nu forest i rækken af folk, der lever og ånder for den rigtige hip hop. Mainstream er tabu, og med "Bayani" sætter Geologic og DJ Sabzi standarten for, hvordan belærende, aktuelt og vigtigt hip hop kan udføres. Efter få gennemlytninger, er man ikke i tvivl om, at pladen har fortjent, ikke mindst for hvad den står for:
