Viser opslag med etiketten P.O.S.. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten P.O.S.. Vis alle opslag

onsdag den 15. maj 2013

LEFTOVERS2012


Jeppe Barslund og HipHopAnmeldelser præsenterer
LEFTOVERS2012

Så er den ude, - tredje mixtape/kompilation i Leftovers-serien. Denne gang skal I ikke gøre noget for at gøre jer "fortjent" til at få et eksemplar. I skal blot sende mig en besked med navn og adresse, så sender jeg et eksemplar med posten, kvit og frit. I kan enten sende en mail til jeppe_barslund@hotmail.com (skriv LEFTOVERS i emnefeltet) eller find bloggens facebook side og skriv til mig der.

Det eneste jeg ønsker mig fra jer, er, at I kommenterer dette indlæg og skriver hvad I synes om mixtapet. Jeg vil meget gerne vide hvad folket siger til det.

"Hvad går de der Leftovers mixtapes egentlig ud på?" spørger du måske. - Jeg udgiver Leftovers-pladerne, da jeg gerne vil give folk en chance for at høre noget musik, som de måske ikke selv ville falde over. Min mission er at introducere folk for det hiphop, som der ikke bliver snakket om her i landet. Musik, som det måske endda er "svært" at opdage.
En gang om året tager jeg derfor en skovl, stikker nogle dybe stik i jorden og hiver nogle kunstnere - der opererer nede i den dybe undergrund - op til overfladen til skue for folket, så man kan få en lille smag på den fantastiske hiphop der venter én, hvis man gider at lede efter det.
Et kriterium for "medvirken" på Leftovers-serien er, at kunstnerne ikke er for kendte. Jeg havde både tilladelse til at bruge numre fra Macklemore & Ryan Lewis og Killer Mike til Leftovers2012, men da de fik enorm omtale i 2012 - især førstnævnte - var der ikke megen fidus i at give dem spotligt på skiven, fremfor fx L'Orange, Rapsody, Oddisee og Sene.

Trackliste

01. Aesop Rock - "Racing Stripes"
02. P.O.S. - "Fuck Your Stuff"
03. Substantial feat. DJ Jav - "Check My Resume"
04. Del the Funky Homosapien & Parallel Thought - "Get To Drillin"
05. Casual & J. Rawls - "Give Respect"
06. Jaq feat. Cas Metah - "Paper And Coins"
07. L'Orange feat. yU - "The Mad Writer"
08. Typical Cats - "The Bitter Cold"
09. Blu & Exile - "Ease Your Mind"
10. Murs & Fashawn - "The Other Side"
11. Dag Savage feat. Aloe Blacc - "When It Rains"
12. Rapsody feat. BJ The Chicago Kid - "Good Good Love"
13. Kevlaar 7 & Woodenchainz - "At Last"
14. Oddisee feat. Tranquill - "Anothers Grind"
15. Purpose & Confidence - "Rep to the Death"
16. Actual Proof feat. Geechi Suede of Camp Lo - "Poison Ivy Gloss"
17. DJ Yoda feat. Action Bronson & Alice Russell - "Big Trouble In Little China"
18. P.F. Cuttin & Labba - "Blunts Bongs Bitches"
19. Big Quaters - "Never Felt Better"
20. YC the Cynic - "Hey There Young Man"
21. Sene - "Music Man"

LEFOVERS2012Spotify


Albums og producere
(klik for at forstørre)


søndag den 23. december 2012

Året der gik 2012 - Et tilbageblik



Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 
Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.


 

9.
The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual



8.
Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.



 

7.
L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   





6.
Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 



  

5.
P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 
Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER




4.
Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 
Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  




3.
Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 
Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER




2.
Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 
Læs anmeldelsen af The Heist HER.




1.
Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.



. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.
Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 


 

4.
Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.


   

3.
Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 
Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER



2.
Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 
     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 
Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      



1.  
Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.
Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!
     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come



Awesome video!


Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer
( click to enlarge )


fredag den 23. november 2012

P.O.S. - We Don't Even Live Here


Er du træt af materialisme, konsumerisme, overflade-kultur og den musik, der forherlige disse? - Så er P.O.S. din nye bedste ven. På sin fjerde soloplade - der bærer den farligt sigende titel We Don't Even Live Here - langer P.O.S. ikke kun ud efter bling-rappere, radio-hiphop og "slave"-lyttere, for det er ikke kun dem der er noget galt med, - P.O.S. er efter hele den vestlige verdens samfunds-model, der er skyld i, at det står så grelt til. "This place is wrong for me!" konkluderer han på "How We Land", og med "place" mener han den verden han lever i; en verden hvor alt skal være "normalt" og hvor folk gør hvad de kan for at følge en norm. Dén tankegang er P.O.S. brændende modstander af, og hans (lettere hypotetiske) løsningsforslag er at finde en anden planet at bo på! På "Weird Friends (We Don't Even Live Here)" rapper han:

"This world's got a whole lot of locked doors /
We decided not to live here anymore /
Picked through the norm, didn't fit, didn't stick to the script, didn't care /
We don't even live here"

P.O.S. praktiserer og promoverer en meget mere simpel livs-filosofi, hvor man ikke tillægger det materielt forgængelige noget værdi og ikke lever efter de standarter som samfundet dikterer. P.O.S. siger det faktisk meget simpelt: "We can take all the pressure 'cause we don't want nothing at all, except for maybe some more of us". Og hvad er så målet eller ambitionen med denne leve-vis? - "Ain't no particular road, ain't no particular mission / Only impossible goals, only defy definition". Så er skabet sat på plads.
     Som det sikkert fremgår af de allerede fremhævede citater, så er P.O.S's budskab og den lyrik det er pakket ind i, ikke altid lige nemt at tyde. Det rækker fra lyrik, der er ufattelig vanskelig at forstå til herlig primitivitet som: "No one gives a fuck about shit, so fuck your shit, we fuck shit up 'cause shit's fucked anyways!", og alt derimellem. Om man kan forstå det hele eller ej, så kan man ikke se bort fra det faktum, at P.O.S. er en suveræn tekstskriver. Han kan både servere stof til eftertanke med én linje (fx "No resentment ever evened out a weaker hand") og få lytteren til at tabe kæben med længere passager, som følgende - en af mine favoritter - fra "Fire In the Hole/Arrow In the Action":

"We grew up on songs and held onto the ideals of our idols /
It's hard not to feel tricked /
It's hard not to feel a bit of resentment at their penchant for bullshit /
Impulse prescription, obsession placed on pure waste /
Expulsion from that (whatever your crap), repression ain't a language I can learn /
Outta here fast, and not a single bridge I wouldn't burn /
Never come back or hesitate to make a table turn /
Try to keep up the burn to the urn /
And earn every inch /
Return ready to kill your concern with how we getting it"
     

We Don't Even Live Here er kort sagt en lyrisk guldgrube. Der ligger visse udfordringer i selve forståelsen, men det er egentlig meget rart at blive "udsat" for hiphop, der ikke taler til laveste fællesnævner og faktisk kræver en smule vid fra lytteren.
Det er imidlertid ikke kun lyrikken der kræver noget af indtageren, lyd-delen er mindst lige så udfordrende og lugter langt væk af anti-normalitet! Det er nærmest som om at P.O.S. bevidst har sat dig for at sortere fårene fra flokken ved at åbne pladen med det vel nok skæveste, mærkeligste og mest larmende beat i "Bumber", der ret beset lyder som om, at der er en der har siddet i en garage og straffet et trommesæt imens hans kammerat er gået ape-shit på et over-mixet synth-keyboard. Og det er egentlig meget smart, for hvis man kan lide dét nummer vil man elske resten af pladen, og hvis man synes det er jammerligt, så er der nok alligevel ikke noget at komme efter overhovedet.

Jeg ville dog synes det var synd for den, der ikke gav resten af pladen en chance, for der er formidable produktioner at finde hen af vejen. "Fuck Your Stuff" er et af 2012's absolut stærkeste skæringer, ikke mindst grundet Lazerbeak's monster af et beat og et omkvæd, der er noget nært umuligt ikke at skråle med på. "How We Land" har et utrolig flot, storladent feel over sig, og Justin Vernons gæsteoptræden (især hans outro er spektakulær) gør bestemt ikke nummeret værre. Lazerbeak tryller igen på "Lock-picks, Knives, Bricks and Bats", der bærer en underspillet og minimalistisk produktion, der langsomt kryber sig ind under huden på én. Og så må man ikke glemme den rablende vanvittige "Get Down", der på den ene side er ét stort kaos af knivstikkende synth-lyde, der nærmest har til formål at punktere dine trommehinder, men som på den anden side er en rasende flabet banger, der faktisk er overordenligt flot skruet sammen.

De eneste to numre, hvor jeg mener produktionen fejler, er "All of It" og den alt for repeterende "Piano Hits", men det er bestemt til at se igennem fingre med, når resten af materialet imponerer stort som det er tilfældet. We Don't Even Live Here er bestemt blandt mine favoritudgivelser fra i år. - Den er lige så "anderledes" som man kunne forvente af en Doomtree-udgivelse, og håndværket lige så sikkert som man kunne forvente af selv samme. Dertil er P.O.S. ganske simpelt bare en fantastisk kunstner, provokatør (check billederne i bookletten), "food for thought" -leverandør og ambassadør for fremragende hiphop. Som sagt er det ikke en plade for alle, men hvis man "lærer den at kende" og lader den vokse på en, så er det en lille perle uden lige.

5/6
- Jeppe Barslund


"Fuck Your Stuff"

"Get Down"

"Lock-picks, Knives, Bricks and Bats"

tirsdag den 17. april 2012

Doomtree - No Kings


"Draw blood, paint life, sculp that clay, build that bridge - suffer and pleasure /
Got love, gotta write that way and fill that book from the gutter to forever"

Det syv mand store Doomtree-kollektiv fra Minneapolis, bevæger sig med deres anden langspiller længere ind i niche-land, med eksperimenterende prog.rock/hiphop, der nok vil skræmme mange væk, men imponere de tålmodige sjæle, der tør følger med.
Som med de fleste andre Doomtree udgivelser - både gruppens forrige projekter og de forskellige medlemmers soloudgivelser - så kræver musikken en del af lytteren, - det her er langt fra let tilgængeligt. Det skyldes dels de atypiske hiphop-kompositioner og dels rappernes alternative tilgang til tekstskrivning. No Kings er nok bedst sammenlignelig med Eyedea & Abilities' By the Throat fra 2009, for den "lider" lidt af samme ambivalente problem: produktionerne kan blive så psykedeliske og rodede at der er stor mulighed for, at man tabes undervejs, men teksterne er så spektakulære, at man simpelthen ikke kan se bort fra deres eksistens. Tag f.eks. "Own Yours", hvor Mike Mictlan rapper:

"It ain't all over /
Nights are longer before them days turn colder /
Run home little soldier /
This ain't the war you're fighting, it's the Red October /
And you don't have choices /
We don't either 'cause we got these voices /
But I'm scared when I yell /
I'm sellin' 'em all poison, broken toys, bones and raw noises /
So I hold my own /
Hold my word, keep my sword in stone /
I swear I'm getting it all wrong /
Not the end of the world, just the to a song"

Men desværre er beatet så larmende og dominerende, at man næsten hellere bare vil læse lyrikken uden tilhørende musik i stedet, og det er selvfølgelig ærgerligt. Sådan står det desværre til med flere numre.
     Til gengæld er der også numre, hvor producerne, der hovedsageligt er Lazerbeak (der producerede hele Sims' Bad Time Zoo) og Cecil Otter formår at skabe mirakuløse produktioner, der gør indtagelsen af lyrikken til at fornøjelse af de allerstørste. Plandes indledende nummer "No Way" bæres op af et ledt guitarriff og stramme trommer, som resulterer i et heftig track. På "Little Mercy" bruger de Dessa's blændende vokal som instrument, så man hele tiden har hendes sprøde og intense nynnen i øret, samtidig brillerer hun med et skarpt vers, hvor hun bl.a. rapper:

"If you welcome every trespass, then every tramp's a guest /
Give what they would take from you, then every theft's a gift /
Hold too tightly to what's in your hands or in your chest /
And the future, it won't open, palm readers can't work fists"

Hvis ikke det er 'rap' - rhythm and poetry - ja så ved jeg ikke hvad er?!
Den elektronisk tunge førstesingle "The Grand Experiment" (som jeg track-anmeldte her) er ligeledes en perle, hvor kaos og melodi ramler sammen og fungerer fortrinligt. Allerbedst bliver det på min personlige favorit, en af 2011's flotteste skæringer overhovedet, "Team the Best Team", hvor Lazerbeak viser, at han er en af de mest komplicerede og musikalsk avancerede hiphop-producere i øjeblikket.Det er helt ufatteligt så mange lag af keys, synth, blæsere og percussion han får til at passe så perfekt sammen, og med en ualmindeligt fed basgang og tonstunge trommer i omkvædet har han lavet en af de mest imponerende og storslåede beats i meget, meget lang tid. Som om dét ikke var nok, så leverer alle fem medvirkende fænomenale præstationer. I kan nok forstå at jeg hoppede jublende rundt da jeg fik "go" fra dem, til at bruge nummeret til LEFTOVERS2011!

Jeg har længe tænkt over hvad albummets titel kunne betyde. Umiddelbart virker det oplagt, at No Kings er en slags kommentar til Kanye og Jay-Z's Watch the Throne, hvor Doomtree måske mener, at der er ikke er nogen der har krav til en trone, og måske endda, at der ikke er nogen af mainstream-rapperne der er værdige. På "Bangalang" rapper de: "All these rappers sound the same. Beats? Sound the same. Raps? Sound the same". Det kan også være at de mener, at hiphoppen som genrer og/eller kultur ikke har brug for en konge overhovedet; at det er fælleseje, alles legeplads, som ingen har ret til at regerer over. Det er ikke helt til at sige, men sådan er det med meget af musikken på No Kings, for indholdet serveres i abstrakte, kryptiske metaforer, der kræver at man sætter sig ned, læser, tænker og tænker lidt mere. Så hvis man er til alternativ hiphop, der rusker i én og siger "hey, hvis du vil forstå noget af det her, så skal du sgu lytte godt efter", så er Doomtree nok det bedste bud. Det hele er som skrevet tidligere ikke lige godt, men "Team the Best Team" alene er hele prisen værd - uanset hvor meget du betaler! - så det er kun logisk at investere i No Kings.

4/6

"Team the Best Team"

"Little Mercy"


"No Way"



- Jeppe Barslund

søndag den 16. oktober 2011

Doomtree - "The Grand Experiment" (Track Review)


Efter udgivelser som Dessa's A Badly Broken Code og Sims' Bad Time Zoo er jeg gået hen og blevet Doomtree-fan. Vi har her at gøre med et hold af kunstnere, der dyrker originalitet i sit mest komplette væsen, og samtidig kan deres håndværk måle sig med det bedste af det bedste. Doomtree må vel faktisk betegnes som en af nutidens mest helstøbte super-grupper. Og nu ved jeg godt, at den der "super-gruppe" -betegnelse lægger op til større diskussion, for hvad er egentlig definitionen af en sådan? - Men P.O.S., Cecil Otter, Dessa, Sims, Mike Mictlan, Lazerbeak og Papertiger udgør ganske simpelt bare så sublimt et kollektiv, at "super" vel er det mindste man kan kalde dem.

Gruppen er ved at være klar til at udgive deres tredje album, med titlen No Kings (what's up Ye and Jay?!) som skulle ramme gaden d. 22. november. Pre-orders er allerede oppe (her) - jeg er selv hoppet på super-deluxe pre-orderen.

Første track, "The Grand Experiment", fra deres nye album er ude, og det er altså good stuff kære venner, lyt og læs med her. Jeg glæder mig som en vanvittig!

Doomtree "The Grand Experiment" by doomtree. Uploaded with Scup

DESSA
It begins with a flash / I know they say it ends the same / bit of skill, bit of chance / now every player guess the game / we start with these planets waltzing through the darkness / tip the axis, that one’s ours / zoom the camera in, cue lights up, dim the stars / We shape the stone / paint our pictures on the wall / we hunt alone, plant in spring / learn to harvest in the fall / and we choose a king, mine the metals for his forges / to better wage our wars and all of Olympus is laughing / until we go and split the atom

SIMS
Push that metal on down the road, we built this city on coal and gold / Money that trickles out, fill up that cup and sip it down / from the salt in the sails on down the rails / Everything’s for sale is the golden rule / including…well, I’m no fool / They get in a rush in a haze but I get out of mind, out of body, out of pocket / I don’t mind putting on a bit of mileage, but I won’t auto pilot with my eyelids shut / I’m still gunning, but I learned what’s worth hunting / and I learned what’s worth nothing / saw it / read it / outdone it

STEF (hook)
There’s no escape / They always looking for that easy out / but there’s nowhere to go

CECIL
Now all the parts are running, sparks are spilling out the gears / Over some thousand faces waiting years to see this work / Aching cause they need it first / Patient, but they seem berserk / Craving for that feast of merch / Yo! Save a slice for me and her / Isn’t it marvelous…just darling (it’s the newest thing) / It’s totally harmless, but it’s charming (it’s the cutest thing) / But, it bites…not hard…just hard enough to break the skin / and your bone / and your back / and the bank / But wait, it comes with a warranty / for a week, and that’s respectable / It’s cheap and it’s ethical…well, it’s ethical…well, it’s magical really / See, you put the cash in the till, fill in the blanks and that’s it / For my next trick I’ll need your password and an exit / and then poof / cue the fog machine

(Hook)

MIKE
Modern man / out of hand / motor mind / off the line / automate the operator / Can you hear me clearly? / I’m gonna live forever / give me guerilla arms / sling shot me into outer space in hyper colored glitter bombs / We’ll make our mark huh? / They’ll put no stops to us / We’ll leave our footprints on foothills and dance the Megatropolis / pushing evolution faster / catching continental drifts / Desperately Seeking Solutions to problems we know we’ll never fix / In the belly of a robot / out the valley of a microchip / Dialysis in Wonderland/ Apple Z the viruses / I’ve never been myself, there is no human experience / you can’t Apple S yourself / this is The Grand Experiment

- Jeppe Barslund

søndag den 5. september 2010

P.O.S. - Never Better


Velkommen til Rhymesayers Entertainment - mangfoldighedens hus. Indie hiphop selskabet, der meget hurtigt er vokset større og større takket være frontgruppen Atmosphere og det lyriske vidunderbarn Brother Ali, har mange forskellige typer af artister og dertilhørende stilarter under deres tag. De to førnævnte repræsenterer den mest ligetil form for hiphop, sammen med folk som Abstract Rude, Evidence, Freeway og Jake One, imens Eyedea & Abilities, Grieves og P.O.S. blandt andre står for en mere eksperimenterende og alternativ tilgang til hiphoppen. Både Eyedea & Abilities og Grieves er blevet anmeldt her på bloggen, og de fik begge tildelt middelkarakterer, da jeg personligt havde for svært ved at vende mig til deres rockede og produktionsmæssigt højst usædvanlige syn på hiphoppen.

P.O.S. er ligeledes højst usædvanlig på enhver tænkelig måde. Hans musikalske færd startede som hiphop-hadende punk-rocker i bandet Om, hvor han gik under navnet Pissed Off Stef. Han sang, growlede og mestrede en masse forskellige instrumenter, og har efterfølgende spillet i flere forskellige punk grupper. Han gik dog fra at have et decideret fjendtligt forhold til hiphop, til at opdage, at rap faktisk var en genial måde at udtrykke sig på. Hiphop begyndte derfor at have større og større indfyldelse på hans musik, og med udgivelsen af hans andet album Audition (2006), fik han endegyldigt sat 'rapper' -markatet på sig. Punk elementerne var dog stadig at finde overalt, og med hans tredje udgivelse Never Better, er det stadig tydeligt, at hans kærlighed for punkrock spiller en stor rolle. Faktisk er den tydeligere end man før har hørt det på en P.O.S. hiphopudgivelse, men da P.O.S. sideløbende har voksnet sig til at være en fabelagtigt dygtig rapper, er Never Better nok hans mest fuldendte forsøg på at parre hiphop med den alternative punkrock.

Det skal lige siges, at Never Better ikke er en "nem" lytteoplevelse. Det er en af de slags plader, der virkelig kræver noget af lytteren. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg meget hurtigt lagde pladen på hylden første gang jeg hørte den. På daværende tidspunkt synes jeg både, at det var for mærkeligt, usammenhængende, skævt og rodet, så jeg gav simpelthen op. Det var da en læser af bloggen (stort tak til Yusuf Dualeh) anbefalede mig at checke den ud, at jeg besluttede mig for at give den et forsøg mere, og det er jeg ovenud glad for!

Men selvom det lykkedes mig at se på Never Better igennem fornyede briller skal det siges, at det stadig krævede en større tilvendingspræstation, for P.O.S. sætter vitterligt lytteren på en hård prøve. Der er ikke en eneste linje, der er letforståelig. Han lader til at skrive med lige dele poesi og galskab, og selvom jeg har brugt flere timer på at decifrere hans tekster, fremstår store dele stadig uden forståelse, for mig. hele ballet åbnes med "Let It Rattle", hvor han rapper,

"There ain't nobody to be pretty for fuck it /
Let it rattle, let the clatter kill 'em, let the cataclysm wash /
Who really listens? /
Precision with a verse draws a crowd /
I draw a line between an easy melody and piece on mind /
I keep the gain tweaked /
Freak the same to it's own thing, spit the plain pain /
Econolines for the dime class, it's a god damn recession /
Come one, show a little respect"

Hvis nogen kan forklarer mig hvad han rapper her, ville jeg blive yderst imponeret. Min holdning til tekster som disse har to sider, for samtidig med, at jeg bliver imponeret over rappere, der kan skrive tekster, som mere eller mindre kræver at blive analyseret, så bryder jeg mig ikke om tekster, der er så sære og vanskelige at det virker for søgt, hvilket ofte lader til at være tilfældet med P.O.S., hvis kringlede lyrik har det med at spænde ben for sangenes egentlige buskaber. Det, der i sidste ende redder Never Better er P.O.S's flow, der er så vanvittig vildt, at man ikke kan andet end at falde ned af stolen over det. Heldigvis er det faktisk så godt, at man jævnligt glemmer, at man ikke forstår ordene, men i bund og grund har det fint med at blive revet med af hans ustoppelige flow. Tag fx et nummer som "Get Smokes", hvor man kan bruge ligeså lang tid på at studere hans flow som på at forsøge at hive en mening ud af teksten.

Noget helt tredje som man også kan ende med at bruge lang tid på at studere er produktionerne. P.O.S. har selv sammensat halvdelen af pladens instrumentaler, og det er ganske forrygende så god han er til at skræddersy beats til hans egne evner. Mange sange er så skævt sammensat, at det kræver flere gennemlytninger før man kan gennemskue hvordan og hvorledes det hele hænger sammen. Igen er "Get Smokes" et godt eksempel på dette, da basgange, synthlyde, trommer og funkguitarer lader til at boltre sig komplet tilfældigt ind og ud af hinanden, men når først ens hjerne har regnet rytmerne ud, falder man igen ned fra stolen af bar forundrende beundring, bedst som man lige er kommet op igen! Ikke alle beats er dog lige svære at regne ud. Andre er lettere fordøjelige, men stadig sammensat ud fra elementer, man ikke normalt hører sat sammen. På "Optimist" trommer han på et bord med sine hænder og slår på plastik kopper med pinde, altimins storladne, dybe synthlyde lægger sig over produktionen som et tungt tæppe. Resultatet er mageløst.

"Optimist official music video"



Pladens resterende beats er produceret af P.O.S's DoomTree kollegaer Razorbeak, Paper Tiger og MK Larada, og det er tydeligt, at de alle deler P.O.S's musikalske ambitioner. Selv det mærkeligste forsøges, og når det går godt fremspringer små mirakler, men når det fejler, fejler det grumt. Numre som "Drumroll (We're All Thirsty)", "Purexed" og "Terrorish" er ærgerlige eksempler på hvor galt det kan gå, når for mange genrer sættes for dårligt sammen. Lazerbeak ryster et par af pladens bedre skæringer fra sig i form af "Been Afraid" og førstesinglen "Goodbye", der minder en smule om en Just Blaze banger.

Sætter man Never Better på anlægget kan man være sikker på at blive gennemtævet af alle de genrer og stilarter, der mødes. Det er bestemt ikke for the average listener, men hvis man har mod på at lægge øre til noget nyt, eller hvis man bare har brug for lidt forandring, så er der meget godt at komme efter på P.O.S's tredje album. Personligt er jeg glad for at jeg blev lokket til at fiske Never Better frem igen, for selvom jeg stadig ikke ser pladen som en gennemført helhedsoplevelse (det er det simpelthen stadig for mærkeligt til), så opdagede jeg nogle ualmindeligt flotte numre på skiven.

Yderligere byder Never Better på et forrygende konceptcover, ligesom man før har oplevet det med de større Rhymesayers udgivelser som The Stimulus Package og When Life Gives You Lemons... Med Never Better får man mulighed for at designe sit eget cover. Der følger 6 transparante skarpeloner med, som kan lægges ovenpå en større kollektion af forskellige billeder, som ultimativt kan skabe flere hundrede unikke sammensætninger, som så kan bruges som pladens cover. Det cover jeg har angivet øverst i anmeldelsen er "mit", - det cover som jeg har sammensat. Så bliv ikke forvirret hvis du ikke kan finde det nogen steder på nettet - det officielle cover som P.O.S. selv har sat sammen er det, der er angivet her til venstre.

For altså at koge det hele sammen til et par komprimerede linjer: Eksperimenterende, alternative/punk -indflydelsesrig hiphop fra en mesterflower, hvis tekster svinger fra det poetisk flotte til det direkte usammenhængende, over beats, der ligeledes svinger fra det sublime til det lidt for rodede. Og så med et genialt cover!

4/6

-