Efter fast at have udgivet et album om året de sidste fire år, hvor skrive-mentaliteten ret beset har været den samme, tager Pede B nye midler i brug på sit seneste skud på stammen: Gin & Cocio. Fremfor at lave et album med en samling enkeltstående numre, hvilket er den gængse måde at sætte et album sammen på for de fleste, har Pede B med Gin & Cocio skrevet én lang, sammenhængende historie, der fortælles over pladens 13 skæringer.
Vi møder William der er telefonsælger. Han hader sit arbejde, lever livet i weekenderne, har drømme om at lave musik med sin ven Jimmy, og så har han et godt øje til kollegaen Ella. Desværre har Jimmy rodet sig ud i noget snavs med nogle uheldige typer, og snart befinder William sig i en hårdknude, der involverer gæld, gangstere, guns og godt gammeldags uheld.
Konceptplader må siges at høre blandt sjældenhederne, især herhjemme. I det store udland er der efterhånden flere kunstnere, der har givet sig i kast med konceptalbummet, hvilket har resulteret i et hav af forskellige bud på, hvordan man kan folde en historie ud over en hel plade. Der er obskure og indviklede fortællinger som Dan the Automator og Del the Funky Homosapien's episke rum-eventyr Deltron 3030 og Kool Keith's groteske historie om den tidsrejsende gynækolog fra Jupiter på Dr. Octagonecologyst. I den mere metaforiske ende, hvor lytteren selv skal arbejde for at udfylde tomme pladser og kæde et klinket narrativ sammen, finder vi bl.a. Lupe Fiasco's fortælling om Michael Young på The Cool, JGiven's abstrakte fabel om ydmyghed på Fly Exam, og ikke mindst Cunninlynguists' hyper-komplekse eposser A Piece og Strange og Oneirology. Ser vi på de mere medgørlige konceptalbums, hvor historien umiddelbart er mere ligetil at deschifrere, bør man nævne Masta Ace's Disposable Arts, Mr. Lif's I Phantom, Kendrick Lamar's good kid, m.A.A.d city og The Roots' Undun, sidstnævnte dog med et narrativ, der helt eminent er vendt på hovedet.
Det forekommer dog uhyre sjældent, at en historie på et konceptalbums fortælles direkte, med en start og en slutning og en i øvrigt lineær historie, hvor en række gæsterappere agerer statister. På dansk kender jeg kun (udover Gin & Cocio) Østkyst Hustlers' Verdens længste rap, hvor bl.a. Al Agami, Humleridderne og MC Einar hjælper til med at tilvejebringe fortællingen om Jazzy og Bossy's hustler-eventyr. Ser vi ud over landets grænser vil jeg skyde på, at Prince Paul var en af de første på banen med sin A Prince Among Thieves, hvor prominente folk som Big Daddy Kane, Biz Markie, De La Soul og RZA alle indtog roller i beretningen om den unge aspirerende rapper Tariq, der hvirvles ind i alverdens rod i sit forsøg på at slå igennem som rapper. Den Canadiske producer Factor udgav for nogle år siden et klart optegnet skuespil i form af den tungsindige Woke Up Alone, hvor en mand gennemgår sorgens fem stadier (jf. Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969) efter sin kones bortgang. Også her møder man et fremragende persongalleri, portrætteret af forskellige gæster, deriblandt Onry Ozzborne som psykiater, Myka 9 som mystisk nekromanser, Open Mike Eagle som læge og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Og endeligt er jeg nødt til at nævne PackFM's lille genistreg I F*cking Hate Rappers, der er et af de bedste eksempler på en såre simpel historie, udført til perfektion. Det hele starter med, at PackFM pludseligt bliver sms'et angående et show han skal spille på et suspekt spillested, arrangeret af en mindst ligeså suspekt promoter. Pack kan ikke huske at have lavet denne aftale, men på trods af et ufattelig elendigt lineup af opvarmere og det faktum, at han slet ikke ved hvor spillestedet ligger, begiver han sig alligevel ud i verden for at finde det. Et sandt must af en oplevelse.
Det jeg vil frem til med alt dette er, at jeg i det store hele finder historien på Gin & Cocio undervældende. Holdt op imod de førnævnte værker finder jeg, at Pede Bs historie ganske enkelt er for simpel. Der er ingen løse ender, tomme pladser eller legen med kronologi, som tilskynder meddigtning. Intet lægges i lytterens hænder, alt serveres utvetydigt, sort på hvidt. Havde Pede B dog bare indarbejdet nogle elementer i historien, der tvang lytteren til at genopsøge pladen, enten for at blive yderligere afklaret, for at fange de hengemte nuancer og detaljer man ikke fik med i første omgang, eller for at blive draget af spændingen eller intensiteten på ny. Dette er ingenlunde tilfældet, og man kan lidt groft sagt sige, at en enkelt gennemlytter er alt rigeligt. Dramaturgien er simpelthen for vag, og spændingskurven når aldrig de højder, hvor man som lytter for alvor rives med. Dertil mangler karaktererne kant og dybde, hvilket gør, at man ikke investerer sig selv nok i det, de går igennem. Derudover bliver der for ofte brugt for lang tid på for lidt. Tag bare andet vers på "Brunchmusik", der bogstavelig talt er én lang opremsning af alt det mad, han har tænkt sig at spise. Der er mange gode rim i verset, og man bliver da lækkersulten undervejs, men så længe må man ikke træde vande i en så forholdsvist kort historie. Det samme gør sig gældende på "Hvem ved?", hvor der ret beset ikke sker meget mere, end at William vågner i Ellas seng. Ser vi på et nummer som "Jeg vil glemme" er det svært at komme udenom, at man nok er gået på kompromis med historien til fordel for single-materiale, hvilket i min bog er noget nær uhørt for et konceptalbum.
Der er dog også flere åbenlyse kvaliteter og positive øjeblikke at fremhæve. Førstepersons-rapperen fungerer fint, og selvom jeg, ligesom det var tilfældet med Byggesten, savner mere finesse i leveringen, er der ikke sparet på hverken fantastiske rim, god humor, fin indlevelse i hovedpersonens fremtoning, velplacerede gæster der puster liv i fortællingen og små filmiske mellemstykker, der virkelig gavner historien.
Lydsiden er udarbejdet af DjNoize, Adam Sampler og Luxxx, og rent musikalsk er Gin & Cocio lidt af en rodet fornøjelse at lytte sig igennem. På nogle numre er det højst tydeligt, at musikken skal komplimentere stemningen, som fx "Brunchmusik" med sine lune guitar-riffs, "Regn på ruden" med sit dystre klaverspil og silende regn i baggrunden, og "Dårlig idé", hvor det jovialt svingende beat er en suveræn forudanelse af det fejlede røveri. Der er dog også numre som "Gin & Cocio", "Sengetid", "Hvem ved?" og "Typisk mig", hvor produktionerne ikke synes at fremhæve hverken stemning eller tema. Og så er de endda lidt jævnt produceret. Bedst bliver det på åbneren "Automatpilot", hvis beat gør sig mageløst som entré til pladen, den absolut veldrejede "Bunden af fødekæden", "Modet fra mig", der er besmykket af et sublimt omkvæd, og "Ingen steder", der på trods af at være én stor, fed happy ending, ender som et pragtfuldt stykke musik, bl.a. på grund af Bashir Billows fornemme hook.
I sidste ende er det dog ikke de enkelte, velfungerende elementer, det handler om. På et konceptalbum er det konceptet, altså historien, der skal bære oplevelsen, og her halter det altså. Havde Gin & Cocio været forgangsalbum for koncept-genren havde det måske set anderledes ud, men albummet lever ikke i et vakuum; der eksisterer andre, langt mere imponerende konceptalbums, som jeg ikke kan se bort fra i min kritik, og således ender Gin & Cocio med at ligge i den jævne ende.
Det forekommer dog uhyre sjældent, at en historie på et konceptalbums fortælles direkte, med en start og en slutning og en i øvrigt lineær historie, hvor en række gæsterappere agerer statister. På dansk kender jeg kun (udover Gin & Cocio) Østkyst Hustlers' Verdens længste rap, hvor bl.a. Al Agami, Humleridderne og MC Einar hjælper til med at tilvejebringe fortællingen om Jazzy og Bossy's hustler-eventyr. Ser vi ud over landets grænser vil jeg skyde på, at Prince Paul var en af de første på banen med sin A Prince Among Thieves, hvor prominente folk som Big Daddy Kane, Biz Markie, De La Soul og RZA alle indtog roller i beretningen om den unge aspirerende rapper Tariq, der hvirvles ind i alverdens rod i sit forsøg på at slå igennem som rapper. Den Canadiske producer Factor udgav for nogle år siden et klart optegnet skuespil i form af den tungsindige Woke Up Alone, hvor en mand gennemgår sorgens fem stadier (jf. Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969) efter sin kones bortgang. Også her møder man et fremragende persongalleri, portrætteret af forskellige gæster, deriblandt Onry Ozzborne som psykiater, Myka 9 som mystisk nekromanser, Open Mike Eagle som læge og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Og endeligt er jeg nødt til at nævne PackFM's lille genistreg I F*cking Hate Rappers, der er et af de bedste eksempler på en såre simpel historie, udført til perfektion. Det hele starter med, at PackFM pludseligt bliver sms'et angående et show han skal spille på et suspekt spillested, arrangeret af en mindst ligeså suspekt promoter. Pack kan ikke huske at have lavet denne aftale, men på trods af et ufattelig elendigt lineup af opvarmere og det faktum, at han slet ikke ved hvor spillestedet ligger, begiver han sig alligevel ud i verden for at finde det. Et sandt must af en oplevelse.
Det jeg vil frem til med alt dette er, at jeg i det store hele finder historien på Gin & Cocio undervældende. Holdt op imod de førnævnte værker finder jeg, at Pede Bs historie ganske enkelt er for simpel. Der er ingen løse ender, tomme pladser eller legen med kronologi, som tilskynder meddigtning. Intet lægges i lytterens hænder, alt serveres utvetydigt, sort på hvidt. Havde Pede B dog bare indarbejdet nogle elementer i historien, der tvang lytteren til at genopsøge pladen, enten for at blive yderligere afklaret, for at fange de hengemte nuancer og detaljer man ikke fik med i første omgang, eller for at blive draget af spændingen eller intensiteten på ny. Dette er ingenlunde tilfældet, og man kan lidt groft sagt sige, at en enkelt gennemlytter er alt rigeligt. Dramaturgien er simpelthen for vag, og spændingskurven når aldrig de højder, hvor man som lytter for alvor rives med. Dertil mangler karaktererne kant og dybde, hvilket gør, at man ikke investerer sig selv nok i det, de går igennem. Derudover bliver der for ofte brugt for lang tid på for lidt. Tag bare andet vers på "Brunchmusik", der bogstavelig talt er én lang opremsning af alt det mad, han har tænkt sig at spise. Der er mange gode rim i verset, og man bliver da lækkersulten undervejs, men så længe må man ikke træde vande i en så forholdsvist kort historie. Det samme gør sig gældende på "Hvem ved?", hvor der ret beset ikke sker meget mere, end at William vågner i Ellas seng. Ser vi på et nummer som "Jeg vil glemme" er det svært at komme udenom, at man nok er gået på kompromis med historien til fordel for single-materiale, hvilket i min bog er noget nær uhørt for et konceptalbum.
Der er dog også flere åbenlyse kvaliteter og positive øjeblikke at fremhæve. Førstepersons-rapperen fungerer fint, og selvom jeg, ligesom det var tilfældet med Byggesten, savner mere finesse i leveringen, er der ikke sparet på hverken fantastiske rim, god humor, fin indlevelse i hovedpersonens fremtoning, velplacerede gæster der puster liv i fortællingen og små filmiske mellemstykker, der virkelig gavner historien.
Lydsiden er udarbejdet af DjNoize, Adam Sampler og Luxxx, og rent musikalsk er Gin & Cocio lidt af en rodet fornøjelse at lytte sig igennem. På nogle numre er det højst tydeligt, at musikken skal komplimentere stemningen, som fx "Brunchmusik" med sine lune guitar-riffs, "Regn på ruden" med sit dystre klaverspil og silende regn i baggrunden, og "Dårlig idé", hvor det jovialt svingende beat er en suveræn forudanelse af det fejlede røveri. Der er dog også numre som "Gin & Cocio", "Sengetid", "Hvem ved?" og "Typisk mig", hvor produktionerne ikke synes at fremhæve hverken stemning eller tema. Og så er de endda lidt jævnt produceret. Bedst bliver det på åbneren "Automatpilot", hvis beat gør sig mageløst som entré til pladen, den absolut veldrejede "Bunden af fødekæden", "Modet fra mig", der er besmykket af et sublimt omkvæd, og "Ingen steder", der på trods af at være én stor, fed happy ending, ender som et pragtfuldt stykke musik, bl.a. på grund af Bashir Billows fornemme hook.
I sidste ende er det dog ikke de enkelte, velfungerende elementer, det handler om. På et konceptalbum er det konceptet, altså historien, der skal bære oplevelsen, og her halter det altså. Havde Gin & Cocio været forgangsalbum for koncept-genren havde det måske set anderledes ud, men albummet lever ikke i et vakuum; der eksisterer andre, langt mere imponerende konceptalbums, som jeg ikke kan se bort fra i min kritik, og således ender Gin & Cocio med at ligge i den jævne ende.
3/6
- Jeppe Due Barslund
