CunninLynguists - Strange Journey Volume Three

"The first ever truely crowd-sourced record". - Sådan beskriver CunninLynguists deres nye forøgelse til musik-CV'et Strange Journey Volume Three (herfra forkortet SJV3), som de har arbejdet på et stort års tid. Crowd-funding har været populært blandt hiphop-kunstnere i nogle år efterhånden, og platformen har gjort det muligt for bl.a. Blue Scholars, The Procussions, YC The Cynic og The Grouch & Eligh at finde økonomisk støtte hos fans og tilhængere, til at kunne udgive et album.
     Cunninlynguists var dog ikke interesserede i penge da de søsatte SJV3, de var derimod interesserede i deres fans' ideer, tanker, holdninger og synspunkter til selve den kreative proces. Den ganske massive fanbase blev derfor gjort til producere/A&Rs, og som det første plade-projekt nogensinde (påstår de) er SJV3 ikke crowd-fundet men crowd-sourced.

Gennem forslag og omfattende meningsmålinger har fans været medbestemmende i alt fra gæste-rappere, gæsteproducere, sang-koncepter, samples, plade-artwork og merchandise. Dog med måde, for selvom CunninLynguists er en magtfaktor inden for undergrunds-hiphop, kan de ikke få alle ønsker til at gå i opfyldelse. Af de 25 rappere, der fik flest stemmer og derfor var "fan-favoritter", er "kun" ti rent faktisk havnet på pladen. Af de mange forslag til gæste- og co-producere har kun to fundet vej til udgivelsen. Det var måske lidt fjollet overhovedet at have den kategori med, når Kno meldte ud tidligt i forløbet, at han ville stå for størstedelen af produktionerne. Det har dog været sjovt at se hvordan den - i forhold til "modstanderne" ukendte norske producer Thomax, gav alt og alle baghjul. Han aktiverede i stor stil sin egen norske fanbase og opfordrede dem til at sætte deres kryds ved ham, hvilket sikrede ham næsten lige så mange stemmer som resten af feltet tilsammen. Som Kno sagde: "he basically had all of Norway lined up!".

Hvor Strange Journey Volume One og Two var mere "on the road" agtige mixtapes, der på en måde var opsummerende soundtracks fra deres tours igennem Europa og USA, lyder SJV3 som et reelt album. CunninLynguists er mestre i at konceptualisere deres projekter, og rammefortællingen på SJV3 udfolder sig som en rejse i det ydre rum. De kommer lang vejs fra; fra en anden planet, et andet solsystem, en anden galakse måske, for at besøge planeten Jorden og studere os menneskers adfærdsmønstre. Det er en kort og præcist anmærket ramme, der fastholder en rød tråd igennem albummet, men som samtidig legitimerer, at der er plads til et væld af forskellige stile, temaer og emner, uden at det virker sporadisk eller ustruktureret.

Art submission 3 - Chris B. Murray

SJV1 og 2 startede med henholdsvis "Departure" og "Departure Part 2", da tourbussen ret bogstaveligt rullede ud på landevejen. SJV3 starter med "Ignition", da gruppens rejse-guide Miley3000 gør klar til at sende dem i kurs mod jorden, hvor de skal "verify intelligent and empathetic life".
     "Ignition" glider over i pladens første reelle nummer "Strange Universe", hvor gæsterapper Del the Funky Homosapien indtager sin gode gamle rolle som galactic rhyme federation champion Deltron Zero fra Deltron 3030 projektet (der, for de uvidende, er en episk rum-fortælling). I forhold til den originale Deltron 3030 fortælling kan det umiddelbart undre én, at Deltron Zero har lyst til at tage tilbage til jorden efter sit sidste besøg. Ikke desto mindre ankommer han til Moder Jord, og mandskabets mission for at finde intelligens og empati kan begynde.

Herfra er narrativet ganske løst. Pladen som helhed virker besynderligt nok stadig meget sammensat, hvilket vel nok bare skyldes, at CunninLynguists har været ganske smarte i deres valg af ramme, da denne "tillader", at størstedelen af pladen er rimelig ustruktureret. Alle former for rap kan velsagtens kategoriseres som "menneskelig adfærd", så hvad end det er Tonedeff der leger "Phallaxor The Matter Lord, master of war with plasma swords" på "Urutora Kaiju" eller Grieves, der i sin brandert sender dick-pics til Murs, så er man konstant vidne til menneskelighedens mange være-måder.
     Enkelte numre fungerer dog som fast element i fortællingen, fx "Beyond The Sun", hvor Deacon på formidabel vis får beskrevet "mødet" med jorden og dens befolkning:

"I arrived to blue skies and green rivers /
Traveled the globe, amazed how every scene differs /
My esteem's on K2, I dream bigger /
To Mother Earth I bow like when the queen enters /
Life's so beautiful it's musical, I sing along /
But it's inhabitants so quickly say I'm singing wrong /
Well let's reherse /
I'll sing the hook, you take the verse /
Let's build a bridge, if you ain't feelin' it then let's reverse /
We'll make it work over time with open mind /
Hope is dying, let's fix the broken so folk can shine /
I want to help secure fortress /
Pass torches /
Be boisterous about more than fast Porsches /
And stayin' perched on porches takin' self-portrait /
After self-portrait /
You treat it like horse shit /
Got all this beauty in this world and you ignore it /
For you don't see the trees or the forest /
You forfeit"

Et fantastisk vers, der illustrerer den positive indgangsvinkel og åbenheden over for mødet med det nye (himlen er blå, floderne grønne og livet er smukt), det optimistiske forsøg på at  knytte bånd og bygge bro med mennesket ("Let's build a bridge") til frustrationen over "vores" selvoptagethed, ignorance og værdiløse bestræbelser. Der ligger naturligvis en subtil løftet pegefinger til os alle heri. Miley3000's konklusion er da også klokkeklar:

"Your mission has failed. Empathetic and intelligent life has not been found on planet Earth. On the contrary, is it my belief that we are all bigger idiots than we were before we arrived"

Men nok om alt det rum-ævl! Hvad der virkelig imponerer mig ved SJV3 er, at CunninLynguists "har fået" (stort set) samtlige gæsteoptrædender til at levere deres ypperste. Det testamenterer i høj grad, at CunninLynguists har vokset sig til at blive en magtfuld autoritet i undergrunds-hiphoppen. Gæste-rapperne har ikke bare tænkt: "nu skal jeg lige lægge det her gæstevers". De har tænkt: "jeg skal lægge et gæstevers på et CunninLynguists-projekt, jeg må hellere tage mig gevaldigt sammen!" - og det har de så gjort! Toby, Aesop Rock, Sheisty Khrist, Masta Ace, Tonedeff - jeg kunne blive ved. RA Scion leverer fald-ned-af-stolen værdigt materiale. Hvad der er endnu vildere er, at de mange suveræne gæster til trods, er det sgu Deacon og Natti der leverer de mest memorable vers - vers i flertal: en yderligere cementering af deres kapacitet og dygtighed. Natti rapper hurtigere på "Urutora Kaiju" end jeg anede han var i stand til. Deacon rappere så aggressivt på "Kings" at Celph Titled og Apathy blegner på det følgende track. Og så opretholder de begge det blændende forfatterskab, man er blevet vandt til at kunne forvente fra dem.

Kno har holdt sig til et enkelt vers på "The Format" (der med Masta Ace og Mr. Sos som gæster og RJD2 på beatetet, fortsætter hvor "Seasons" slap i 2003), ellers har han koncentreret sig om lydsiden (foruden lidt sang her og der). En lydside, der til tider lyder (lige lovlig meget) som en parafrase til Oneirology og Death Is Silent ("Kings" læner sig farligt meget op ad "Not at the End"), men som også ofte excellerer i pure frydefuld vellyd. Hans minutiøst optegnede beats består i de fleste tilfælde af en stringent bund af organiske instrumenter, tilsat et dekorativt virvar af sirlige effekter og samples. Lydlandskabet er enormt, og der er virkelig mange kroge og afskygninger at gå på opdagelse i. Jeg vil nærmest beskrive det som værende umuligt at få det hele med, før efter tre-fire lyt.
     Ikke alle produktioner er dog lige spændende. "South Carolina" balancerer på grænsen til det undervældende, "Drunk Dial" virker lidt fjollet, "The Morning" rammer helt forbi undertegnede og "Hot" synes lidt letbenet sat op imod andre af pladens konge-skæringer. "Dying Breed" er ikke dårlig, men jeg undrer mig over hvorfor CunninLynguists har inviteret en gæsteproducer ind for at producere et Kno-beat?
   
De veldrejede kompositioner er heldigvis i overtal. "In the City", "Innerspace", "Guide You Through Shadows", "Kings", "Castles", "The Format", "Beyond the Sun" og "Urutora Kaiju" er alle sublime. Mange af dem lyder umiddelbart ganske ens, og mit førstehåndsindtryk af pladen var faktisk ikke just positivt, da jeg synes produktionerne varierede for lidt fra hinanden. Men som altid kræver Kno's beats, at man dykker ned i lydkulissen for at finde de små detaljer og elementer, der i sidste ende gør, at hvert nummer er sit helt eget.

Der er ikke nogen tvivl om, at SJV3 overgår dens to forgængere med talrige længder, men der er stadig lidt vej til det niveau CunninLynguists' seneste reelle plader ligger på. Der er virkelig mange flotte beats og solide vers, men der er lige akkurat nok mindre spændende momenter til, at det kan mærkes på det samlede indtryk. Strange Journey Volume Three er i sandhed en besynderlig rejse; underholdende og veleksekveret, men med enkelte bump (lufthuller?) på raket-farten.

4.5/6

- Jeppe Barslund 

Året der gik: 2013

Glæderlig bagjul folkens. December lakker mod enden, og det er dermed blevet tid til at tage hiphop-brillerne på og kaste et blik tilbage på året der er gået.
     Hiphop-mæssigt har det for mig været et år med store og uforglemmelige øjeblikke, men også et år med et rekord lavt antal anmeldelser.

Et af de helt store og uforglemmelige øjeblikke opstod, da jeg i starten af februar lancerede booomerang-kampagnen til LEFTOVERS2012 mixtape/kompilationen, og anmodede jer elskede læsere om at bidrage med hele 5000 kroner til tilblivelsen af projektet. Ti dage tog det, - så var målet nået. Jeg havde givet kampagnen 30 dage at løbe på, og gruede faktisk for om det mon var nok. Der er ingen tvivl om, at det er det fedeste jeg har oplevet som anmelder/blogger, - at opleve, at så mange synes ens projekt er så fedt, at de faktisk gider at smide penge efter det. Jeg smiler stadig ved tanken. Endnu-endnu engang tusinde tak til jer alle for at give mig den oplevelse.
- Man kan stadig bestille et gratis eksemplar af LEFTOVERS2012 ved at klikke her.

Endnu et uforglemmeligt øjeblik indtræf i forlængelse af Leftovers-projektet, da TBA inviterede mig ind i SpolOp! Radio sammen med Michael fra DetGodtNok for at snakke om at blogge og lege amatør-journalist i hiphoppens tjeneste. Vi havde en super aften i studiet, og én ting jeg især synes var fedt ved at være radio-gæst var at "få lov til" at sætte ord på og italesætte mine ideer, tanker og intentioner som blogger. Det har indtil videre kun foregået via skrift, og det gav på en måde en ny dimension til min hobby, pludselig at skulle forklare med ord, hvorfor jeg anmelder hiphop og udgiver gratisudgivelser.  
- Hør podcasten (#13) fra d. 15. april ved at klikke her.

2013 var også året, hvor jeg fik tildelt den ærefulde titel som RapSlamBattles-dommer. Dette pivilegie har bl.a. ført mig forbi Pumpehuset, Roskilde Festivalen og Århus, hvor jeg har skulle vurdere en lang række mindeværdige battles. Det har både været svært, krævende og frustrerende, men også hamrende sjovt stort set hver gang, og RSB-arrangementerne er klart blandt mine favoritter.
- Se eller gense et af årets mange RSB-højdepunkter ved at klikke her.

Ser vi på antallet af plader, der er blevet anmeldt i år, er begejstringen ikke helt så stor. Med 38 indlæg har det, sagt som det er, været et sløjt år. Her har jeg bare måttet konstatere, at det kan være svært at finde tid til sine hobbyer (især når det er en tidskrævende en af slagsen), når ens privatliv kræver ens opmærksomhed.
     Det betyder dog ikke, at jeg ikke har fået hørt en masse. Oh boy jeg lover jer for, at jeg har fået hørt meget hiphop i år! LEFTOVERS2013 bliver bananas! - Så lad os komme til sagen, - det er jo listerne I er klikket jer ind for at læse.

Top 15: udenlandske udgivelser

Hvad husker vi år 2013 for? Hiphoppens fire største stjerner i Jay-Z, Drake, Eminem og Kanye West, udgav alle plader. Tre af disse forsvandt hurtigt hen i et slør af forudsigelig mundanitet, og den sidste fuckede alt det etablerede op i en sådan grad, at han stadig, her ved årets udgang, forarger med sine kontroversielle holdninger, udtalelser og synspunkter og imponerer med sin ildsjæl. Men nu har jeg og bloggen her jo for vane at stille skarpt på undergrunden og de selvstændige kunstnere, og 2013 har virkelig budt på nogle fabelagtige udgivelser fra disses side.

01. Beautiful Raw, Qwel & Maker 
- Årets ubestridte mesterværk. Et album, der excellerer på alle tænkelige leder og kanter. Sublime beats fra Maker samt lyrik - og ikke mindst teknik fra Qwel, der får det meste andet i år til at blegne. Læs 6/6-anmeldelsen her.

02. Indian Summer, The Remnant 
03. The Procussions, The Procussions 
04. Yeezus, Kanye West 
05. Flying Colours, Shad
06. The Gruesome Features, Jam Baxter
07. The City Under the City, L'Orange & Stik Figa
08. Still Motion, Natti 
09. Rubber Souls, Tanya Morgan
10. Between Heaven And Hell, Add-2 & Khrysis
11. Acid Rap, Chance the Rapper
12. Cult Classic, Denmark Vessey & Scud One
13. Run the Jewels, Run the Jewels
14. Back To the Booom, Man of Booom
15. Ceremony, Raashan Ahmad

Top 5: danske

Det er altid lidt svært at sammensætte en større liste over danske hiphop-udgivelser, da der er mange herhjemme, der synes at have svært ved at kæde et helt projekt sammen, som er spændende fra start til slut. Ja, sagt med andre ord, er der ikke mange liste-værdige plader. Jeg har derfor kogt det groft ned til en top 5 og valgt at supplere med 10 enestående enkeltnumre fra i år.

01. Stiplede linjer, Dialekten (læs anmeldelsen)
02. Frisk valuta, Sigma (læs anmeldelsen)
03. Nye toner, Trepac (læs anmeldelsen)
04. Rutinetjek EP, Nota Bene (læs anmeldelsen)
05. Kvinde, Danni Toma (læs anmeldelsen)

00. Julaw - "Alene"
00. Kaput - "Noia"
00. Nota Bene - "Fuck jer"
00. Ukendt Kunstner - "Fucking nummer"
00. LarsEFX - "Bruce Lee"
00. Ponyblod - "Autopilot"
00. Pede B - "Kan du høre hende synge part 2"
00. Ståhej - "Helvedes karl"
00. SuparDejen - "King kong"
00. Rux - "Jagtgevær"

Top 5: ikke-hiphop

Som mange af jer ved, er jeg også flittig lytter af musik, uden for hiphop-genren. Mange af jer er sikkert ligeglade, men jeg ved, at mine ikke-hiphop anbefalinger ikke falder helt for døve ører, så I slipper ikke for lige at få mine fem favorit ikke-hiphopudgivelser fra 2013 med. 

01. The 20/20 Experience part I + II, Justin Timberlake 

- Jeg havde foretrukket, at Timberlake og Timbaland havde taget den bedste halvdel af de to separate udgivelser og slået dem sammen til ét album, der havde været et af de største pop-værker i nyere tid, fremfor to plader, med for meget fyld. Fyld til side er der dog mester-skæringer fordelt på begge skiver. Hør "Pusher Love Girl". 

02. In the Silence, Ásgeir

- Tag Bon Iver univers og Justin Vernons stemme og bland det med små touch af Jose Gonzalez's akustiske guitar og Ed Sheeran's elektroniske tilbøjeligheder, og du står med Islands bedst sælgende debut-plade nogensinde i hånden. Oprindeligt udgivet i 2012 på islandsk (Dýrð í dauðaþögn) med tekster skrevet af Ásgeirs far; en af islandsk største nulevende digtere, men oversat i 2013 af ingen ringere end John Grant. Resultatet er et ufattelig smukt album, uendelig rigt på melodier og harmonier. Hør "King And Cross" (og se tossen John Grant lege konge).

03. Pure Heroine, Lorde

- Alle har sikkert hørt megahittet "Royals", men hvad radiostationerne har glemt at fortælle er, at Lorde's debutplade gemmer på et væld af ligeligt fantastiske skæringer, der alle er båret op af minimale og snertende men velklingende elektroniske beats, samt tekster, der er så velforfattede, at det næsten er umuligt at tro på, at en 15-årig står bag. Hør "Glory And Gore".

04. Pale Green Ghosts, John Grant

- Efter succesen med Queen of Denmark (som jeg anmeldte til 6/6 her på bloggen), rejste John Grant til Island for at gemme sig i et musikalsk eksil. Her tørnede han sammen med Biggi Viera fra den Islandske gruppe GusGus, og lavede Pale Green Ghosts; en noget mere udfordrende og elektronisk skramlende oplevelse ift. hans forrige, men stadig et album der byder på mesterlige tekster, kulsort tragi-komisk humor og ikke mindst himmelske harmonier. Hør "GMF" og nyd eksempler på førnævnte humor med linjer som "Half of the time I think I'm in some movie, I play the underdog of course / I wonder who they'll get to play me, maybe they could dig up Richard Burton's corpse".  

05. Evil Friends, Portugal, The Man

- DangerMouse er uden tvivl min favorit all-round musiker, og hvis han står krediteret som producer på et album, så behøver jeg ikke vide mere for at investere i det. Jeg havde således aldrig hørt om Portugal, The Man da jeg købte Evil Friends, men for hvem-ved-hvilken-gang har DangerMouse været arkitekt på et fremragende album, der både oser af ham selv og Portugal, The Man (siger deres fans!). Hør "Waves".  

Hvad venter os i 2014.....?

Rygter siger, at Nota Bene og Davey lavede en Justin Vernon tidligere på året og gemte sig væk i en svensk skovhytte for at lave, hvad der skulle blive Nota Benes solo-debut, der gerne skulle udkomme i 2014. Det kunne jo godt gå hen og blive spændende. Af andet dansk håber jeg inderligt, at Kaput (Loke Deph, Esben og Boone) udgiver noget. De blæste mig bagover som warm-up til Trepacs Nye Toner release-fest, og jeg har glæder mig til en konkret udgivelse lige siden. Og så har Per V snakket så meget og så længe om en kommende plade, at det må og skal være i 2014 vi får den at se. SpolOP-projektet Ordet på gaden - genfødt rammer os som noget af det første i det nye år, og det glæder jeg mig også til at høre.

     Af udenlandske navne glæder jeg mig ekstremt meget til udgivelser fra The Grouch & Eligh, Dag Savage, Fashawn, The Away Team og Cunninlynguists, der alle skulle have plader klar til os. Og så gen-gen-udgiver Blu & Exile Below the Heavens, men denne gang med bonusnumre - dem glæder jeg mig til at høre. 

Allermest glæder jeg mig dog til igen at skulle sende mine Leftovers-guldfugle ud til jer fantastiske mennesker. 

Godt og sikkert nytår til jer alle.

Kh Jeppe Barslund

Natti - Still Motion

Som gruppe har Cunninlynguists leveret nogle af hiphop-genrens vigtigste albums; albums jeg har snakket så meget om her på bloggen, at de på nuværende tidspunkt må være umulige at have undgået for jer læsere. Individuelt har især kaptajn Kno og førstestyrmand Deacon the Villain brilleret. Førstnævnte med det dystre, morbide og foruroligende smukke Death Is Silent og sidstnævnte som lidt mere flyvsk og eksperimenterende kunstner, der både har produceret hele albums for andre (JustMe's Tragedy & Dope) og indgået i skæve samarbejder med ligesindede kunstnere (Niggaz With Latitude med Sheisty Khrist). Op til nu er Natti den eneste, der ikke har slået sine folder uden for Cunninlynguists, men med Still Motion er han nu styrmand på sit eget første solo-projekt.

"Allow me to introduce myself...."

- Sådan lyder første linje på pladens indledende titelnummer. Umiddelbart kan linjen godt virke spøjs, da det at introducere sig selv er en meget "ny" ting at gøre; altså noget man typisk vælger at gøre i starten af sin karriere og ikke et årti inde i den. Ved nærmere eftertanke giver det dog god mening, for Natti er faktisk ikke blevet introduceret "ordenligt" i løbet af de plader han har lavet med Kno og Deacon som Cunninlynguists; det har altid handlet om noget andet og "større" end de tre individer selv. Still Motion (der var Natti's rap-navn inden Natti) er således den første rigtige introduktion af Natti, og en ganske grundig en af slagsen. Still Motion kommer godt omkring Natti som rapper og person, og man får serveret alt fra hans politiske holdninger og kommentarer til diverse samfunds-problematikker, til hård og tilrøget sydstats-rap og en tur ned ad en reference-fyldt memory lane, hvor bidder af Natti's yngre år  kommer til udtryk i lyriske knips. Indholdet er ganske rodet, men i og med at det hele er tankestreger der har rod i Natti og hans verden, ender rodet faktisk med at være en stramt bundet rød tråd.

Natti er en formidabel forfatter og tekniker; det har han alle dage været, og er det stadig her. Pladen åbnes med en række numre hvor hans forkærlighed til kush er fællesnævneren, men de kreative vinler til weed-rappen er stadig mange. På "Another Galaxy" rapper han fx:

"Damit This is not my planet  /
At least I hope not cuz I really can't stand it /
If it is so be it, I speak it how I see it /
Let that be the dirty acres flag, pledge allegiance" 

Natti er dog ikke en af dem, der bare nøjes med at sige, at han ikke kan holde verden ud, - han sørger for at fortælle lytteren præcist hvad han synes er galt med den. På "Black Diamonds" berører han den underspillede racisme, der stadig hersker: "Been called the "N-word", now it's the in word / Now we wanna delete it, treat it like a pretend word". På "Allegiance" rapper han om den systematiske undertrykkelse af sorte, bl.a. med fænomenalt godt skrevne linjer som disse:

"Welfare is the opposite of what I see depicted
They brought it like crack and now the hoods addicted /
Mommas on backs and daddy is out pitching /
He goes legit moves in they going to evict them /
Divide and conquer sons without fathers /
Surviving contra guns without armor /
Black white brown from lower to middle class /
Politicians need votes, they speak for the little man /
Election over, they forgetting your little ass /
from housing collapse to the jobs that we lack" 

Fænomenalt godt skrevne linjer kan også findes i den konceptuelle "Architecture", hvor Natti rekrutterer Sha Stimuli og Substantial for at fortælle om forskellige moderne strukturer og "arkitekturen" bag. Natti rapper om hvordan handlen af stoffer financierer bebyggelse i samfundet, Sha Stimuli rapper om rap-gamets struktur ("been locked in ten years no shine / I just step back and admire the design") og Substantial - der i mine øjne har det bedste vers - om det amerikanske skolesystemes (fallerede) struktur: "Mind boggling how they remodeling, my God! / Only wish they made our children as brilliant as this façade", og hans afsluttende linjer rammer hårdt: "The structure we’re viewing slowly become ruins in time / But for now just admire the design".

Lyrisk set er der ikke meget at sætte en finger på. Natti kommer bredt omkring tematisk set, og brillerer med sin levering, der både er hård og intens, og samtidig velkrydret med det velkendte sydlige accent, der både bidrager med autenticitet og charme.

Den torn, der er at finde i øjet, kommer i form af nogle af produktionerne. Det kom faktisk som lidt af et chok for mig, at jeg ikke faldt på halen over beat'sne per automatik. Kno og Deacon plejer at være totalt træfsikre, men ikke desto mindre står jeg i den situation, hvor jeg er nødt til at pege på lydsiden som værende bærende årsag for, at der trækkes ned på karakteren.
     Størstedelen af Still Motion ER båret op af fabelagtige beat - selvfølgelig er den det! Deacon er hovedleverandør af beats, og man kunne godt lokkes til at tro, at de har haft som skjult plan med Still Motion at vise verden, at Kno ikke er ene Cunninlynguist'ianer om at smede fabelagtige beats. Fra det spacy åbningsnummer med sine hvirvlende synth-slag og stramme trommer og funky guitar-toner og lune keys på "Pusher Man", til skævt klippet klagesang og sporadisk percussion på "Allegiance", et helt ufattelig flot flippet Bloodrock sample på "Architecture" og den eminente "Underground Railroad", hvor samplet gospel-nynnen maler tydelige associationer med slavearbejdet. Johnny Cash's "Ain't No Grave" skulle bare have været samplet, så man kunne få lyden af lænker der bliver slæbt hen ad jorden med. Fy for den lede det havde været stærke sager!
     Kno, der har travlt med Build To Fade projektet og Strange Journey Vol. 3 har "kun" bidraget med tre beats: den futuristisk-syntetiske "Another Galaxy", som jeg ærlig talt stadig ikke ved om jeg synes er fed eller lidt i overkanten, den rimelig jævne "Just Like You" og den overdrevet heftige "Filthy Hard", der lige præcis er beskidt hård!
     Numre som "Bright Lights Big City", "Late Night Cruise" og "G.O.R." siger mig dog intet. Skaden er ikke altødelæggende, men med en lille håndfuld numre, der forstyrrer det ellers yderst solide helhedsbillede, kan jeg ikke bevæge mig rundt helt oppe i de høje karakter-luftlag. Men Tag ej fejl, Still Motion er en ganske fantastisk plade, og som det første solo-udspil viser Natti, at han også sagtens kan lave rap uden for Cunninlynguists-rammerne.

4.5/6

- Jeppe Barslund

Støt Natti, Cunninlynguists og QN5 og køb Still Motion her.

Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund