Atmosphere - The Family Sign

Der er rappere, der laver musik med stor terapeutisk effekt i deres selvransagende, hudløst ærlige udtryk. Primært terapeutisk for rapperen selv, men ofte også for lytterne. Flere rappere er endda begyndt at rappe, netop for at kunne åbne op og dele ud af deres historier, uden at behøve at ligge på en psykologs briks. I flere tilfælde har det virket; den positive respons - og måske endda hjælp og råd - har hjulpet dem videre igennem svære episoder i deres liv, tilbage på rette spor. I andre tilfælde har den terapeutiske effekt givet bagslag, - det synes i al fald at være tilfældet med 39-årige Sean Daley, nok bedre kendt som Slug, rapper i Minneapolis duoen Atmosphere.

Samtlige Atmosphere udgivelser har båret præg af yderst personlige tekster, og lige netop hudløst ærlige beretning om Slugs liv, og verden set med hans øjne; et overvejende mørkt og depressivt sted. Men hvor de fleste Atmosphere udgivelser ligeledes plejer at have et lille strejf af humor, sarkasme og måske endda et lille glimt i øjet, har gruppen de seneste år bevæget sig væk fra de muntre indslag, over imod en gennemgående gravalvorlige stemning. Dette værende både i lyrik og produktion.
Da gruppen udgav When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold i 2008, blev vi introduceret for Ants forsøg med live-instrumentation. På Brother Ali's Us fra 2009, stod det klart, at den organiske, sample-løse tilgang til beat'sne var kommet for at blive. På Atmosphere's dobbelt-EP fra sidste år syntes dette yderligere evident, og med The Family Sign, der følger trop, kan man begynde at undre sig over, om Ant mon nogensinde vender tilbage til sin gamle stil. Faktisk stiller Ant bevidst lytteren over for et valg: Enten kan man acceptere hans nye stil og lade sig drage med af den, eller også kan synes det er en smule ærgerligt, at han har skrottet sin gamle producer-stil. Personligt har jeg ikke lyst til at vende mig til hans nye tilgang til musikken, og jeg savner bestemt hans gamle beats, - anmeldelsen her vil være malet deraf. Det er egentlig en simpel smagssag. Er man til dyster, organisk, rocket hiphop, så vil The Family Sign nok være lidt af et mesterværk, men personligt kan jeg ikke finde en tilnærmelsesvis lige så stor tilfredsstillelse i disse produktioner, som dem på f.eks The Undisputed Truth og Seventh Travels, der udgør Ant's kronværker i min bog.

Jo, selvfølgelig er der gode momenter på. De forvrængede guitarer og tunge stadium-trommer på "I Don't Need Brighter Days" lyder fænomenalt. Den western-inspirerede mundharmonika på "Ain't Nobody" er umulig ikke at holde af. Den absolut minimale "Something So" er ganske smuk i sin spinkle salighed, og giver en helt ny kant til Slug. Bedst bliver det på (den aaaaalt for korte!!) "My Notes", der er besmykket med et intet mindre end fantastisk klaverspil.
Til gengæld er der numre som "She's Enough", der med et enerverende, kontinuerligt psych-guitar riff er i seriøs mangel af variation. På "Who I'll Never Be" lyder det som om, at der er en mobiltelefon der er blevet brugt til at optaget trommerne. "Bad Bad Daddy", "Millennium Dodo", "Your Name Here" og "If You Can Save Me Know" er bare decideret kedelige.

"Still trying to define my description /
A life with a little spare time for living"

Slug er stadig knivskarp, men om han er dén skarpeste kniv i skuffen skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil nok mene at han er oplevet mere skarpsleben. Men bevares, The Family Sign byder stadig på tekster og lyrik, der er intet mindre end blændende fremragende - simpelthen. Tag f.eks. "The Last To Say" hvor Slug rapper om hans forældres forhold igennem hans barndom:

"As far back as he cares to remember /
He used to see his old man lose the temper /
And mama's pretty face would catch it all /
On a regular basis the nest would fall /
But he was always safe from dad's rage /
'Cause mama sacrificed in his place /
two-dozen years of the blood, sweat, tears /
Avoid the mirror, losing her hair from the fear /
She never left him, stayed inside /
He beat her ass up until the day that he died /
In fact, the biggest beating was the day that he died/
'Cause now it's too late for her to make a new life /
She get's to mourn for the touch of a punch /
Won't ever admit that she ain't clutchin' it much /
Someday she'll die, it still won't be done /
The anger lives on through their son"

Der er ikke mange andre rappere, der kan fortælle en historie ligeså rammende som Slug gør det her, og lytter man videre til sangen udvikles lyrikken yderligere til det exceptionelle.
Andre steder må jeg indrømme, at præmisserne for hans historiefortælling virker for letkøbte - ikke just noget man er vandt til fra Slug. - "Your Name Here" bliver ved med at bygge op via en samtale Slug har med en gammel flamme, men munder ud i en antiklimatisk slutning, hvor punchlinen ender som en vagt dask.
På "Became" begiver han sig ud i en noget abstrakt fortælleform. Indrømmet, historien kan potentielt set være mesterlig, for jeg har ikke knækket koden endnu, men det lader i højere grad til, at Slug har forsøgt at fortælle en historie, der ikke kan knækkes, fremfor en velfortalt, metaforisk beretning. Bud og teorier på hvem det er han fortæller om modtages med kyshånd i kommentarsektionen.

Måske er problemet for mig, at flere at teksterne kræver mere dybdegående analyse, - noget som produktionerne forhindre mig i at tage mig tid til. De numre, der bærer flotte produktioner, er derfor - nok ikke helt tilfældigt - også mine favorit numre, lyrisk set. På "My Notes" har Slug en mesterlig linje, hvor han rapper: "I heard a bird cry, it was pathetic / Man, if you can fly spread feathers like a message".
Bedst bliver det nok på "Something So", der starter stille ud som en fugleunge, og som tilsidst flyver fra reden med store vingetag:

"We only get to live one time, but twice did my life stand in some sunshine /
I could lose eyesight, I could end up blind /
But I drew my design inside the bloodline /
Years go by, memories combine /
But y'all the only reason I would even rewind /
Thank you for the branch that you grew on this tree /
Your first breath wasn't easy to find /
So you signified the mountain you combined /
By lettin' out a warriors cry and it sounded like mine /
Now everybody hold up the family sign"

The Family Sign har uden tvivl sine majestætiske momenter, hvor melodier og tekst går op i en højere enhed, og skaber det, som nogen kalder "magi". Andre gange fremstår pladen som et godt eksempel på, at tekst og musik helst skal høre sammen, og at det ene ikke altid fungerer uden det andet. Med en lidt for stor håndfuld ligegyldige produktioner, og enkelte tekster, der hverken imponere eller forundrer, bliver dette et problem i længden. Dertil vil jeg også vende tilbage til hvor jeg startede og sige, at det manglende glimt i øjet og de ikke-eksisterende opløftende produktioner trækker ned, da det for mig bliver for mut og uden håb i udtrykket.

They say I'm not qualified
To lend my voice out, to something so beautiful

4/6

- Jeppe Barslund

Atmosphere - To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy: The Atmosphere EPs'

Hvis talen falder på folks favorit Atmosphere album, plejer Lucy Ford, God Loves Ugly eller When Life Gives You Lemons... at være svaret, - de tre plader fra Minneapolis duoen, hvor lyrik og musik har komplimenteret hinanden bedst, og resulteret i - i mange folks øjne - klassikere.
- Atmosphere har efterhånden mange udgivelser i bagagen, og på trods af, at de alle indeholder magiske momenter, har det aldrig været svært at se, hvor ambitionsniveauet har ligget. Tag fx You Can't Imagine How Much Fun We're Having: Flere utroligt stærke skæringer undervejs, blandt andet mit favorit Atmosphere nummer "Little Man", men som samlet pakke var det ikke ligeså helstøbt som førnævnte plader. De fire sæson-EP'er og Strictly Leakage bød ligeledes også på mesterlige numre, men man var ikke i tvivl om, at Atmosphere ikke leverede deres ypperste. På samme vis er det heller ikke svært at fornemme, at To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy, der er en sammensætning af to individuelle EP'er, ikke på nogen måde har været ment som Atmosphere's "næste store satsning".

Den gennemgående organiske produktion er båret op af forskellige guitar riffs, fra melodisk blues og elektrisk guitar til emo/rock og heavy-inspirerede riffs. Dette er lidt af en både/og-affære. På numre som "Until the Nipples Gone", "The Major Leagues", "Shotgun" og "Commodities" er de meget unuancerede guitar-loops alt for overskyggende, og med alt for få andre instrumenter til at give produktionerne kulør, kører man hurtigt træt i riff'sne der hurtigt virker gentagende. Der hvor guitarelementerne fungerer er på numre som "Scalp", "The Best Day", "The Number None" og "To All My Friends", hvor guitarspillet enten er flot nok i sig selv, eller tangerer fortrinligt med klaverspillet, der ligeledes spiller en stor rolle hele vejen igennem. Det lyder som om, at Ant har prøvet at parre den 100% organiske lyd fra Brother Ali's Us med den underspillede men yderst effektive tromme/bas/klaver -formular fra When Life Gives You Lemons...., men jeg savner både blæsere, fløjter, samples og den mere hiphop'ede tilgang til beats'ne, som jeg synes Ant viger for langt væk fra her. Jovist, less is more, men nogen gange bliver 'less' også bare for 'less'.

Lyrisk set virker det heller ikke som om, at Slug's tekster er helhjertet fremført. At Slug er en ord-brillant er et faktum, og når han er bedst ville det ikke være svært at argumentere for, at han er dén bedste til det han gør. Derfor skal han heller ikke slippe for et par verbale kindheste, når han yder under evne, hvilket i mine øjne er tilfældet på flere numre her. Det lyder som om, at han har haft svært ved at finde på noget nyt at rappe om, og derfor er gået tilbage i kataloget for et kopiere nogle af de ting der før i tiden har gjort ham spændende og relevant. Der er de velkendte beretninger om et øredøvende gennemsnitligt liv, hvor Slug lader til at være fanget i en mental gråzone, hvor det er hverdagens små frustrationer der tynger. På "To All My Friends" lægger han ud med linjerne "What you gonna do when you grow up / I'm all grown and still don't know what", og fortsætter med at fortælle, hvordan det i hvert fald ikke lå i kortene, at han skulle være rapper,

"Maybe you can't tell, but as a kid I wanted to be Melle Mel /
And later as a teenager I wanted to be LL /
Then I discovered weed and I wanted to be Del /
And thank God, eventually I found myself /
It's funny when I bump into fools I used to go to school with /
And they ask what I'm doing /
Half of the time I wanna crack a lie /
But fuck it, I'm still a wanna-be rapper guy"

Som det er tilfældet på de fleste Atmosphere plader, er tekstuniverset primært mørkt, og penselstrøg af depressioner, frustrationer, druk og ansvarsløs adfærd har malet det meste af lærredet. Men som det også ofte er tilfældet, er nærværende plade langt fra blottet for humor, om end på Slugs bekostning! Tag fx hjertesorger-nummeret "The Number None", hvor man både griner med ham, men samtidig tænker "nååeh, stakkels Slug!".
Slug får også rystet et par politiske kommentarer og sarkastiske bemærkninger af sig undervejs, gerne i samme sang. På "Americareful" er han i ligeså høj grad efter USA's hospitalssystem som han er efter unge uansvarlige amerikanere, der ikke forstår eller respekterer alvoren i deres handlinger; "Katie went and got a baby in her stomach / She didn't mean to, she was only fucking!".

Jeg synes dog, er der er langt flere uvedkommende sange på To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy, end der er sange fra den skuffe, hvor Atmosphere's guldstøv ligger i. Meget af det Slug rapper om lyder som noget man har hørt før, bare hvor der er ændret en smule i struktur og handling. Der er altså fine og velfortalte historier, de er bare ikke synderligt opfindsomme, og pladen byder ikke på ligeså mange overraskelser eller rørende øjeblikke som før oplevet - hvis nogen?!

To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy er en udmærket lille sag - hverken mere eller mindre. Der er bestemt gode momenter i blandt, men ikke nok til at efterlade et uudsletteligt indtryk. Dog har den gjort en ting; den har fået mig til at glæde mig endnu mere til deres kommende album - deres første fuldlængdes siden When Life Gives You Lemons..., som Rhymesayers lover bliver noget af det bedste fra dem overhovedet.

3.5/6

The Family Sign - udkommer 7. april
Der vil være en not-to-be-missed konkurrence i den anledning, så stay tuned!

- Jeppe Barslund

Atmosphere - God Loves Ugly

Skrevet af Maja Lau

God Loves Ugly fra 2002 har en 8-9 år på bagen, og de fleste har vel allerede en eller anden mening om den særdeles produktive duo - ingen grund til yderligere introduktion.
God Loves Ugly er deres tredje officielle album og anses ofte som værende en klokkeklar undergrundsklassiker. Humøret på albummet er relativt dystert, og tydeligvis inspireret af de otte måneders Minnesota vinter. Er man kun til lykkelige sommersange kan man allerede nu afskrive Atmosphere, for albummet vibrere nærmest af aggression.

På lydsiden har produceren Ant formået at skabe et univers der understøtter lyrikken til perfektion. Det skiller sig ud fra Atmospheres øvrige albums med deres meget melodiske og detaljerede produktioner. Mage til stemningssættende beats skal man altså lede længe efter. Bas, dybe trommer og enkelte få andre remedier er, for Ant, mere end rigeligt at arbejde med, og resultatet er fantastisk. Tag fx den mesterlige klassiker "Godlovesugly" eller "A Song About A Friend", der er bygget op af den karakteristiske hårdtslående tromme og bare et lille lækkert klaverspil. Eller guitarspillet i den alt for oversete sang "Vampires"; nogenlunde samme effektive opskrift. Det er ikke den slags produktioner hvor man skal lukke øjnene og lade sig svæve hen i en drømmeverden - tværtimod. Det er den slags produktioner, man får kastet lige i hovedet, og hvor nakken har svært ved at holde sig smertefri efter et par afspilninger. Det er de færreste dj's der kan få så mange indtryk frem i produktioner, hvor børnekor, musestemmer og andre højtravende gimmicks ikke er at finde. På "Lovelife" har vi igen trommerne der hamrer rytmisk derud, mens en sart violin danner præcis den ramme, der er nødvendig for at opnå den ønskede effekt.

Man kan ikke tage fejl af Slug på dette album. Nok er humor og satiriske bemærkninger hverdagskost på God Loves Ugly, men hans vrede og desperation er oprigtig. Slug's stil minder til tider om battlerim; der bliver ikke lagt fingre imellem følelserne der dominerer albummet. Slug's ærlighed, emnevalg og indlevelsesevne er kort sagt en boblende blanding, der tryllebinder én og får én til at ønske, at man selv kunne rappe. På "Godlovesugly" introducerer han sig selv:

"I wear my scars like the rings on a pimp /
I live life like the captain of a sinking ship"

Lige meget hvor meget man som rapfan sommetider prøver at helliggøre det, så kan man ikke komme udenom, at rap er yderst æstetisk anlagt: Det handler om at udstille sig selv. Hvad enten man fortæller om hvor mange penge man har, hvor hurtigt man kan rime, hvor elegant man kan sætte ord sammen eller hvor hårdt man har det, så viser man teknisk overskud ud fra dét. Så er der dem, Slug iblandt, der blander disse typer. Slug er ikke bleg for sætninger som fx "my life is as trife as your favorite raprecord", men samtidig mærker man straks, at der er noget større på spil. Er det fremførelsen eller er det den overspillede ærlighed? Det er ikke til at sige, men grænsen mellem det trælse og det imponerende er hårfin.

"Lovelife" er en hyldest til livet - trods alt det negative man kan gå igennem. Håbløshed og depression aside. Slug rapper bogstavelig talt på livet løs:

"A soul is a soul and a shell is a shell /
The border in between is full of everything you felt /
Some cling to a cross 'cause they're tired and lost /
They leave it up to weather to measure the cost"

Det er voldsomt så mange små spekulative sætninger der er. De udgør hver især en del af en helstøbt sang, og især Slug's evner som poet åbner sig for lytterens øjne i denne sang. Man bliver blæst væk af den rendyrkede genialitet der bevises for én ("I'm just a Virgo, trying to find my own version of Virgin Mary"). Mens Slug i "Lovelife" fortæller os om både "life, love, stress and setbacks", fortæller han også om sin rolle som kunstner , kærlighed, død og hvem han er. Hvordan kan det være samme rapper, der kan rumme alt det, kan man spørge sig selv. - Menneskets kompleksitet forvandles til det simpleste regnestykke når Slug rapper "some numbers, a name - to indicate you played the game / came empty-handed and left the same", og senere fortæller os, at han bare vil sige, at han elsker livet, "Love your life, quite cliché, but I guess that's me". Det er næsten ubegribeligt, at alt det kan repræsenteres på under fire minutter. Og så får Slug det endda til at fremstå så klokkeklart og enkelt - det er vel netop det, der kendetegner et stærkt kunstnerisk udtryk: Få modtagen til at tænke selv.



Slug er en vanvittig digter, og balancen er altid god. Hele albummet er ikke lutter poesi og store ord. Tværtimod kan man plukke et bredt spektrum af alsidighed på albummet. Alle sangene har dog noget tilfælles, nemlig melankolien og kærligheden. Rigtig mange af sangene er mere eller mindre direkte beskrivelser af Slug's kærlighedsforhold - indirekte kan de med lethed tolkes til alverdens andre ting. Det centrale i Slug's beretninger er nemlig ikke den konkrete situation, men derimod følelser og tanker. Umiddelbart handler sangen "Fuck You Lucy" om vrede rettet mod en ekskæreste, men metaforisk kan Lucy være alt. Den mest åbenlyse, brugte og klassiske fortolkning er, at Lucy er hiphop.

"Fuck you Lucy for defining my excistence /
Fuck you and your differences /
Ever since I was a young lad with a part-time dad /
It was hard to find happiness inside of what I had /
I studied my mother, I digested er pain /
And vowed no woman on my path would have to walk the same"

Den gentagne sætning der bruges som omkvæd "everyone in his life would mistake it as love" bidrager som næring til de flertydige tolkninger. Man kunne sagtens skrive en lang dybdegående analyse af "Fuck You Lucy", men det har jeg nu ikke tænkt mig i denne omgang.

"Hair" er et glimrende eksempel på den tidligere omtalte satiriske tone. Det handler om Slug der møder en pige i en bar, hvorefter man følger deres samtale. Det hele leder op til, at de skal være sammen, men den ender tragikomisk med, at de begge bliver kørt ned. Jeg er en stor fan af overraskelsesmomenter og omdrejningspunkter, så jeg kan næsten ikke få hænderne ned over den sang. Især ikke da jeg hørte "Scalp" fra Atmosphere's nye To All My Friends EP, hvor vi møder manden der kører parret ned. Vi hører hans historie, samtidig med, at vi kender deres. Hør de to sange lige efter hinanden og bliv overvældet af hvordan forbindelsen skabes efter hele otte år.

Et andet "humoristisk" indslag er sangen "One Of A Kind", der går rent hjem;

"So point the finger at the sucker that's having a good summer /
Ain't got no bread, no need to know wonder /
But I got the phonenumber to the weakness I know /
Who can put me back together, make me feel whole"

- Helt sikkert i den bedre ende, selvom gennemsnittet på God Loves Ugly er usandsynligt højt. "Modern Man Hustle" er den mest radiovenlige sang, men et livligt og lækkert omkvæd udelukker jo ikke de stærke indtryk. Tværtimod står førstesinglen også klokkeklart som et af de utallige højdepunkter.

"I'll make you smile for the simple fact I'm good at it /
I'll make you smile just so I can sit and look at it"

....rapper Slug før sangen overhovedet er kommet rigtigt i gang. Når Ant's beat så tager fat og Slug lykkeligt synger omkvædet, så kan man ikke andet end at hoppe op og ned af ren begejstring. Første vers starter, og man husker igen hvilken kalibers rapper man egentlig har at gøre med:

"Who cares what Jane says, she always spits the same spit /
I'd rather kill the radio and listen to the rain hit /
Little sister needs seclusion /
Somehow she'll discover it through the pop music /
Got used to the feeling of falling /
But you'll never see her following /
Bouncing back and forth between the healing and the hollering"

Der er meget få sange, der ikke følger med de øvriges standart. Men der er altså også hele 18 sange, så selvfølgelig er der et par stykker der skiller sig ud i en knap så pralende facon. En sang jeg næsten altid skipper, er "Flesh", der bare ikke fungerer for mig. Det er den eneste sang hvor vi finder en gæsteoptræden, og det ødelægger altså lidt "idyllen". Man lad os ikke hænge os i detaljer, som uden større anstrengelser kan overses. Albummet sluttes af på fornem vis med "Schrapnel", hvor Slug leger i hele syv gennemførte minutter. Flowet er forfriskende og virker som altid flyvende. Faktisk er Slug's flow gennemgående ret undervurderet. Han bliver nemlig aldrig for teknisk, for det ligger helt naturligt til ham at rappe. Han rapper med en uset umiddelbarhed, og de virker så legende let - så helt og aldeles ubesværet. Hvilket det sikkert også er.

Til sidst bliver jeg nødt til at sige, at det bestemt ikke er alle, der vil synes, at God Loves Ugly er så fantastisk et album, som jeg har beskrevet det som. Man skal helt sikkert være til "den type hiphop" - men så er albummet altså også i særklasse. Har man ikke hørt albummet før, så er det bare med at komme i sving, og har man hørt albummet, og ikke følt sig helt overbevist, så giv det dog for Guds skyld endnu en chance (eller to). Da jeg købte albummet i tidernes morgen var jeg slet ikke så vild med det, som jeg er i dag. Faktisk lagde jeg det hurtigt fra mig igen, men jeg vendte tilbage til det er halvt års tid senere, og siden er det bare vokset på mig. Og ja, man kunne sagtens argumentere for, at albummet ikke skulle score topkarakter, men jeg lader autenciteten, indlevelsen, intensiteten og kunsten vinde.

6/6

- Maja Lau

Atmosphere - Strictly Leakage

Nu vi er ved Atmosphere, hvorfor så ikke lige 'ordne' endnu en udgivelse fra myren og sneglen. Som jeg nævnte i den forrige anmeldelse udgav de dette album, "Strictly Leakage" som en del af deres pr-kampagne, som blev lagt ud på nettet til gratis download.

Download her

Normalt har jeg et lidt svært forhold til gratis-download albums. Det er uden tvivl meget venligt af kunstnerne at dele deres musik med os lyttere uden det koster os en rød reje, men i mange tilfælde er disse albums aldrig rigtig så gode som de kunne have været. De gemmer det gode materiale til et efterfølgende IKKE-gratis album, så alt det der 'free-download' er stort set altid en del af en markedtings kampagne. Jeg downloadede fx "Sweet Lord" albummet fra 9th Wonder og Murs, som de ligeledes havde lagt ud til gratis download, og på nær åbningsnummeret var pladen en ren skuffelse, primært bestående af uinspirerende ligegyldigheder. Og på samme måde er NYOils nye "9 Wonders" decideret dårlig.
Dette gør sig til gengæld ikke gældende i Atmospheres tilfælde. Det virker som om, at de har lavet 100 fænomenalt gode numre, som de så her fordelt ud på de mange udgivelser de har smidt ud i løbet af de sidste to år. Fire fremragende EP'er, et mesterværk af et album (When Life Gives You Lemons...) og så et gratis download album for lige at sætte prikken over i'et. Og også her er musikken fantastisk. Jeg vil faktisk ikke begynde at beskrive det, for jeg ville bare skrive det samme som ved "Sad Clown Bad Spring #12" og "When Life Gives You Lemons....". Det er muligt at der ikke er helt ligeså mange numre der får en til at sige "HOLD DA KÆFT", men der er enkelte numre der med garanti vil gøre lyttere mundlamme. Personligt står nummeret "The Things That Hate Us" for mig som et af de bedste Atmosphere numre der er lavet. Beatet er legende-groovy't med et fantastisk sample, og Slugs lyrik er skarp som et samuraisværd:

"We love the things that hate us /
push snooze again girl i don't wanna wake up.
Amerika the beautiful, that's how she played us /
wasn't that cute, must've been her makeup.
Trying to grab everything that she gave us /
just take it back in the math on that pay stub.
Lookin' at the neighboors like "wait up!" /
we love the things that hate us."

- spydige kommentarer til Amerika er der rigeligt af, og Slug deler gladeligt ud af dem, idet han fortsætter:

"When death calls best believe it's gonna get all emotional /
because I ain't going to hell without my menthols.
Damn caple TV got me trapped in /
girls actin' dumb and cops beatin' black men"

-Og som en lille cool detalje, har de inviteret en håndfuld gæsteoptrædener med på albummet, og selvom det er et free-download album, så er prominente folk som fx Brother Ali at finde på "Stricly Leakage". Bestemt det bedste gratis album jeg har lagt øre til. til dato.

4/6

Atmosphere - Sad Clown Bad Spring # 12

Slug og Ant, de to herre bag den ultra produktive hiphop gruppe Atmosphere, lader til at være havnet i en strøm af uendelig kreativitet. 2008 er uden tvivl Å-R-E-T for gruppen. Sidste år "udgav" de albummet "Strictly Leakage" som lå til gratis download, et brag af et album. I år har de formået at udsende fire 5-track EP's som en del af hiphop undergrunds-historiens bedste marketing til dato. Og deres nyeste "When Life Gives You Lemons.... You Paint That Shit Gold" blev så godt modtaget, at gruppen ikke kan kategoriseres som 'underground' længere, for slagstallene fra albummet fik dem helt op i den tunge billboard liga. Top 5 for at være mere præcis, helt deroppe sammen med Mariah Carey og Ashlee Simpson. Jeg havde da heller ikke andet end prisende ord for "Lemon"-albummet da jeg anmeldte det.
Nu faldt jeg så over denne EP som er den fjerde og sidste i "den sørgelige klovn og årstiderne"- EP-serien, og velsagtens den bedste.

Det er kort og godt. 5 knivskarpe skæringer der på fornemmeste vis fremstiller Slug som den mester-lyriker han nu engang er. Og ligeledes disker Ant op med nogle fænomenalt flotte produktioner, som tager lidt af hvert for alt det bedste de har udgivet. Personskildringerne, som nok er det som Slug er bedst til, blandet med Ants instrumentale talenter og hans banging beats. På det halvskævt jazzede åbningsnummer "Less One" følger vi en politibetjent der synes at have det svært med hans arbejde. Det er numre som dette der forbløffer mig, for Slug når at beskrive nogle utroligt detaljerede personligheder på stort set ingen tod. Det samme gør sig (i endnu højere grad faktisk) også gældende på det bragende "Not Another Day", som er EP'ens perle. På "Happymess" beretter han:

"I've been through the rain but i put other people through a hurricane /
just to work the gain.
Sometimes I swim through so much shame /
I think my little man's blessed that he didn't get my last name"

Ant brillerer også i stor stil. På "Carry Me Home" sampler han Gil-Scott Heron's "Rivers of My Fathers", som Kanye West også brugte til "My Way Home" fra Late Registration. Ant slipper dog en del bedre fra det, med et fremragende og dybt sjælfuldt nummer. Det der i første omgang fangede min opmærksomhed på "When Life Gives You Lemons..." var lydsiden, som jeg vist beskrev som værende "en ny stil indenfor musikken", og denne stil gør sig også gældende på "Sad Clown Bad Spring #12". Så man kan meget enkelt sige, at EP'en her er yderst fremragende. Synes man ligesom mig, at "When Life Gives You Lemons..." var et forrygende album, og man godt kunne tænke sig lidt mere af den skuffe, så vil det være decideret dumt ikke at investerer i denne EP.

4/6

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold

Efter endnu en opfordring fra en læser, eller to læsere i dette tilfælde, købte jeg Atmospheres sjette album. Der gik faktisk lidt tid inden jeg tog mig sammen til at købe det. Jeg hørte nogle numre igennem, men følte mig ikke rigtig overbevist, så jeg lagde Atmosphere lidt væk. Men det var som om, at jeg hele tiden blev mindet om gruppen om albummet, helt tilfældigt i løbet af nogle dage. Jeg satte mig så ned og læste nogle anmeldelser igennem på nettet, for at overbevise mig selv om at købe det! Her er nogle uddrag af anmeldelser der til slut fik mig til at købe albummet:

rap.about.com : "brimming with clever lyrics and colourful productions" - 5/5

Xlr8r magazine : "....Anthony "Ant" Davis, who might be the most talented hip hop producer this side of Danger Mouse" - 8/10

hiphopgalaxy : "...presenting storytelling, songwriting, and musicality at it's finest" - 4.5/5

audiobomb : "....and all of hiphop would de well to listen" - 5/5

rapspot : "Jeg kan vitterligt ikke sætte fingeren på noget...." - 6/6

Soundvenue : "ganske simpelt fremragende (...) et hip hop album, der nemt kan udråbes som årets hidtil bedste" - 5/6

hiphop linguistics : ""When Life..." is a major accomplishment, and definitely one of the must have albums of the year" - 4.5/5

- Så jeg tænkte, fandme nej om nogen skal udråbe årets hiphop album, uden jeg har det!
Og ja, nu er jeg faktisk meget glad for at jeg købte det.

Det er nok vigtigt at pointere, at ikke alle anmeldelser jeg læste bød på højtragende karakterer. Nogen giv albummet 3/10, andre 2/5, så der er dog ikke udbredt enighed om musikken. Og det er fuldt ud forståeligt. Det musik som Atmosphere byder på her, er nemlig langt fra your everyday hiphop. Det er en helt ny stil de har udviklet, og jeg vil skyde på, at dem der gav albummet dårlige karakterer, er dem, hvis musikalske horisont ikke er helt udviklet endnu. Der bliver stillet det krav til lytteren, at man skal kunne lide meget mere end bare hiphop musik. Samtlige instrumenter er spillet akustisk, hvilket giver en formidabel live-band ligende lyd, lidt á la The Roots møder Nina Simone. For jazz elementer er der rigeligt af. Producer halvdelen af Atmosphere, Ant, er en gennemført musikalsk mand, og han har skabt en række formidable lydbilleder, der alle er gennemsyret af ekstremt melodiske udførelser, som han til tider selv står for. På åbningsnummeret "Like the Rest of Us", er der næsten ikke engang nogle trommer, nummeret er båret op primært af klaverspil. Ligeledes er "Puppets" og "Yesterday" bygget op af sjælfuldt klaverspil, der flyder over de perfekt passende trommer.
På andre numre skifter Ant dog stilen drastisk. På numre som "You", "Guarantee" og "Me", er klaveret erstattet af guitarspil, der stadig bevarer live-band følelsen, bare med et lidt mere blues, og måske endda punk agtigt twist. Og igen virker det overraskende godt.
Et andet excellent twist nogle numre har fået tilføjet, er omkvæd der bliver sunget, hvilket i de fleste tilfælde resulterer i små mesterværker.
Mine favoritter tæller blandt andre "Wild Wild Horses", der med sine big-band tendenser og mageløse omkvæd står som noget af det bedste hiphop jeg har hørt i lang tid. "The Waitress" er på samme måde et helt unikt stykke musik, med sin udsøgte fløjte og den groovy bass.
Generalt set er lydsiden meget tæt på fejlfri, og Ant har stort set formået at skabe en helt ny genre indenfor hiphoppen. En uvant god genrer.

Lyrisk set er Atmosphere også langt fremme. Rapperen Slug fremlægger nogle gedigne historier og hverdagsberetninger om mange forskellige skæbner. På tidligere albums har Slug primært rappet om ham selv, som hovedpersonen i centrum, men på "When Life Gives...." bruger han andre menneskers historier til at skabe hans historier. På "The Skinny" hører vi om en stofmisbruger. På "Wild Wild Horses" er hovedpersonen en alkoholiker der i vågner et mærkeligt sted, hvorefter hun finder ud af, at hun faktisk er i hendes egen lejlighed. Og i den sørgelige "In Her music Box" hører vi om en lille pige der gennemlever et forfærdeligt forældre-forhold. Det fantastiske ved Slugs tekster er, at selvom det er nogle depressive, semi-fortabte og ulykkelige skæbner vi hører om, får Slug altid inkluderet et smukt perspektiv til tingene. Han har en evne til at give håb til enhver situation.
Og teknisk set er Slug også en eminent rapper. Han jonglerer ubesværet imellem snørklede rim, metaforer og puchlines, samtidig med at rapper utrolig tydeligt, og inderligt gribende.

Ant og Slug er altså to herre, der med hver deres, til tider, ufattelige evner, har udgivet et album, der rigtigt nok sagtens kunne gå hen og blive årets bedste. Det er innovativt, melodisk, eftertænksomt, inciterende og særdeles lækkert!
Endnu engang kan jeg takke mine læsere for en ny øjenåbner.

5/6