Er det ikke blevet tid til en lille weekends-goodie?
- Wale og 9th Wonder udgav sidste år det ganske solide mixtape Back to the Future, der blev åbnet af nummeret "Wordplay", der trods sit simple koncept og korte levetid var et af mine favoritnumre fra sidste år. God knows jeg prøvede at få det med på LEfTOVERS kompilationen, men Wale og 9th er nogle af de tungere gutter, og fandt desværre ikke tid til at svare mine forespørgsler - øv bøv. Derfor skal nummeret selvfølgelig stadig nydes.
Som titlen antyder er nummeret en lille, overlegen demonstration i finurlig ordleg og snedig brug af ord. Det nye - og hurtigt anerkendte - skud på stammen Curren$y (aka Spitta) er featured, og han og Wale spytter otte beskedne bars hver. 9th Wonder står bag beatet, der efter min mening er et af hans bedste overhovedet. Det lyder ikke som om, at han har haft mere end 3-4 lydspor i gang, og produktionen er et perfekt eksempel på hvordan et minimalt beat kan være hamrende effektivt. En fed basgang kører over 9th's kendetegnende trommer, imens der sideløbende kører en lille hi-hat og nogle komplimenterende bongotrommer. Det er det! Der er ikke taget mange midler i brug, men sat sammen så stramt som her, er det mere end rigeligt. De to rappere, der i forvejen flower fortrinligt, ligger perfekt over beatet, og ja, de får det til at lyde legende let. Lyt, læs og elsk:
Wale, Spitta, 9th Wonder - Class is in session
"All them niggas pitch verbs, so they say /
My weaponry is words, Do-Re-Mi /
The wars in the form of Po-E-Try /
So it's straight C4 from the thoughts I bring /
Bang, epiphany, them niggas is gimmicks to me /
I can eradicate a village if you give me a beat /
Huh, I'm that bomb when I handwrite /
Play me for a stepping stone then a land mine /
Now walk to it with your land mind /
I can make the clouds jalous nigga I am that fly /
Listen to the words, I'm a wizard with it, wittier than any nigga /
Sicker than a Wino kidney liver /
Y'all riddles don't tickle a bit, ya'll similies is literal shit /
No I'm the metaphor of that /
My rhetoric inedible this extriment means excellent rap, I make a lesser adapt"
WoooooooooooooooooorrrrdPlay
wo-word, wo-wo-words, wo-word, wo-wo-word
(Park my plane right there)
WoooooooooooooooooorrrrdPlay
(leave the keys with that bitch)
wo-word, wo-wo-words, wo-word, wo-wo-word
(Jets)
"Spitta flip syllables for residuals /
Majors misbehavin' Imma have to take it digital /
Livin' underground like a godfather buried alive /
I ride by bumpin' Shyne, I do just that /
Nigga ain't nothing sweet like a kool-aid pack /
Bitches roll sweets as I lay back in the sweet /
Developin' cavities 'cause revenge is sweet /
Everytime I rap I unwrap another piece /
An eighth of grape abe hella joints to the head /
Got my eyes all varsity red /
Sunroof flow so over your head /
SB horror pack monsters under my bed"
"I ain't tryna be politically correct / but, I won't rest till' I'm givin' my respect"
Det har taget Wale 5 mixtapes og 20+ gæstefeatures før han kunne udgive sit debutalbum. Hypen omkring ham blev i tiden op til udgivelsen bygget op til det næsten urimelige, hvilket resultarede i nogle halv-sløje midt-imellem anmeldelser. XXL tildelte dog Attention Deficit en XL-rating, hvilket jeg fuldt ud co-signer. Albummet er spækket med originalitet, og Wale fremtræder som et herligt friskt pust på den internationale hiphop scene. Han har meget han gerne vil dele med lytteren, han er teknisk superb, og så har han et stjerneteam af producere og gæstersangere og rappere i ryggen. Attention Deficit er så rigelig en XL-rating værd.
"Sorry hip hop that it took me so long to get on / but so long that I'm on it, it's on!"
25-årige Olubowale fra Washington DC har et forhold til hiphop'en stærkere end de fleste ægteskaber. Han har altid befundet sig i den, han elsker og respekterer den, og leverer den selv præcist derefter. Det der skiller Wale ud fra mængden er til gengæld, at han ikke er bange for at krydre den hiphop han sværger til med elementer, som mange andre muligvis ikke havde turdet eller tænkt på. Dave Sitek fra electronic-gruppen TV On the Radio får fx lov til at åbne ballet med den buldrende "Triumph", der nok har fået en håndfuld rappers til at ærge sig over, hvorfor de ikke fandt på at hyre ham. På papiret lyder det heller ikke sønderligt "hiphop" at have Lady Gaga med på en sang, men hvis der er noget hun står for, så er det originalitet, kreativitet og opfindsomhed, og det er præcis hvad Wale selv forsøger at repræsentere i hiphop'en. Og selvom nummeret synes lidt kaotisk ved første øjekast, gemmer der sig faktisk et ganske solidt track inden under.
Noget andet Wale har gennemført virkelig godt på Attention Deficit, som jeg vil kategoriserer under "modigt", er hans mange numre der omhandler problemramte kvinder. De fleste rappere har rappet om kvinder i nød, men Wale lader sig ikke nøjes. "90210", "Shades", "Contemplate" og "Dairy" er alle inderlige beretninger om forskellige kvinder, og historierne er fortalt med en så oprigtig indlevelse, at de forskellige portrætter MÅ være baseret på kvinder som Wale har mødt i virkeligheden. Det bedste ved det hele er, at alle 4 numre ikke bare er vigtige, de er komplet fantastiske! "Contemplate" låner omkvæddet fra Rihanna's "Question Excisting", der altid har været min favorit sang fra hende. "Diary" har et fabelagtigt Sleepwalkers beat, og en Marsha Ambrosius på omkvæddet, hvis næsten ubegribelige sangtalent aldrig er hørt renere og smukkere. Og på den Best Kept Secret (mere om dem senere) producerede "Shades" hjælper Chrisette Michele til med et ligeledes smukt omkvæd. Chrisette Michele er en fantastisk sangerinde, men hun er stillet over for lidt af en svær opgave her. Hun synger "from a light skinned girl to a dark skinned brother / shade doesn't matter heart makes the lover", men fire numre forinden, på "Pretty Girls", har den tumpede Gucci Mane bedt alle de pæne piger rejse sig, og alle de grimme piger slå røven i sædet. Det stemmer ikke rigtig overens vel? Det relevante spørgsmål må være, hvad Gucci Mane overhovedet laver på dette album? Anyways...
Substantielle sange er der altså rigeligt af, men Wale kan også stoppe op, og bare rappe røven ud af bukserne på ægte hiphop-manér. Dette beviser han i stor stil på "The Prescription", der i mine øjne består af et af 2009's bedste flows:
"I focus on the void and I fill it / Hopin' the depressed ain't give in and give up / So listeners give up your ears, it's your hero / From here on a heroin-like high, I give off / Live off my lie and my lullaby / They itchin' for a new breath here's the calamine / And I refuse to camoflauge with other guys / You see my mind is amused by they head noddin' / I so got 'em, as hypnosis of hip hop / 'Cause, when I talk they don't just watch / I make 'em feel it, the feelin's unfamiliar / A rush of your adrenaline you can pick up a buildin' / You can become a killer, if properly scripted / The first one's free, next time I'll be billin' ya"
Wale genopliver også spoken word kunsten på et par numre. Det er ikke noget man ser meget til i denne tid, men Wale tager sig tid til at digte nogle indsigtsfulde og kløgtige linjer, og de sætter sig overraskende godt fast. På "The Prescription" fortæller han om hans forhold til hiphop, blandt andet med smarte linjer som "So ask Black Though if I know my roots... Don't quest my love for this...". Dette er naturligvis et lille vink til The Roots, da Wale "fik lov til" at bidrage med et vers på nummeret "Rising Up" fra Rising Down albummet, der gav ham en del opmærksomhed. Outroen på "Diary" er ligeledes spoken word, og her brillerer Wale, da han forklarer hvorfor piger ikke bør koncentrerer sig om penge og materielle goder med linjerne;
"Cars, nothing I drive can drive you out of this frame of mind for such a ugly picture...
And money, nothing I buy can buy more time for your ears to tell your heart to listen to it...
Diamonds, a girls best friend is what they say, but believe me, with the right allegiance, Shorty you gonna shine anyways..."
Wale er uden tvivl en kunstner med mange kvaliteter. En anden af hans kvaliteter må siges at være hans valg af producere. Mark Ronson, The Neptunes, DJ Green Lantarn og Cool & Dre udgør de dyre drenge, der med sikkerhed leverer varen. Men det er uden tvivl duoen Best Kept Secret der efterlader sig det største indtryk. Craig B og Tone P hedder de, og deres kendetegn er deres sindsygt levende og dynamiske trommer, der hver gang resulterer i enorme og stadium-agtige produktioner, der dog aldrig stjæler billedet. Deres første produktion var faktisk til Wale, med nummeret "Ice Cream Girl" der er at finde på et af hans tidlige mixtapes. Kender man dette nummer, eller "My Interpretation" fra Skyzoo's The Salvation, så ved man præcis hvordan det skal lyde! De har produceret "Mama Told Me", "Pretty Girls", "Shades" og "The Prescription", 4 af mine favorit numre fra pladen, og de er lige så lette at genkende som DJ Premier. Jeg forstår godt hvis man synes de lyder for ens, men jer er heldigvis så vild med deres lyd, at jeg kunne høre på de storladne produktioner i timevis uden at blive træt.
Og sådan er det generelt for Attention Deficit. Jeg kan se på mine playcounts at der allerede ER spænderet flere timers lytning i Wale's debut, og jeg er langt fra færdig med den. Eneste minusser er "World Tour" og "Let It Loose", der ikke formåede at fange mig.
Substantielle emner, overlegen teknisk kunnen og fremragende produktioner resulterer i en af sidste års bedste plader, og har man ikke allerede fået hørt Attention Deficit, foreslås det herfra, at man får det gjort hurtigst muligt.
- Jeppe Barslund
