Doomtree - No Kings

"Draw blood, paint life, sculp that clay, build that bridge - suffer and pleasure /
Got love, gotta write that way and fill that book from the gutter to forever"

Det syv mand store Doomtree-kollektiv fra Minneapolis, bevæger sig med deres anden langspiller længere ind i niche-land, med eksperimenterende prog.rock/hiphop, der nok vil skræmme mange væk, men imponere de tålmodige sjæle, der tør følger med.
Som med de fleste andre Doomtree udgivelser - både gruppens forrige projekter og de forskellige medlemmers soloudgivelser - så kræver musikken en del af lytteren, - det her er langt fra let tilgængeligt. Det skyldes dels de atypiske hiphop-kompositioner og dels rappernes alternative tilgang til tekstskrivning. No Kings er nok bedst sammenlignelig med Eyedea & Abilities' By the Throat fra 2009, for den "lider" lidt af samme ambivalente problem: produktionerne kan blive så psykedeliske og rodede at der er stor mulighed for, at man tabes undervejs, men teksterne er så spektakulære, at man simpelthen ikke kan se bort fra deres eksistens. Tag f.eks. "Own Yours", hvor Mike Mictlan rapper:

"It ain't all over /
Nights are longer before them days turn colder /
Run home little soldier /
This ain't the war you're fighting, it's the Red October /
And you don't have choices /
We don't either 'cause we got these voices /
But I'm scared when I yell /
I'm sellin' 'em all poison, broken toys, bones and raw noises /
So I hold my own /
Hold my word, keep my sword in stone /
I swear I'm getting it all wrong /
Not the end of the world, just the to a song"

Men desværre er beatet så larmende og dominerende, at man næsten hellere bare vil læse lyrikken uden tilhørende musik i stedet, og det er selvfølgelig ærgerligt. Sådan står det desværre til med flere numre.
     Til gengæld er der også numre, hvor producerne, der hovedsageligt er Lazerbeak (der producerede hele Sims' Bad Time Zoo) og Cecil Otter formår at skabe mirakuløse produktioner, der gør indtagelsen af lyrikken til at fornøjelse af de allerstørste. Plandes indledende nummer "No Way" bæres op af et ledt guitarriff og stramme trommer, som resulterer i et heftig track. På "Little Mercy" bruger de Dessa's blændende vokal som instrument, så man hele tiden har hendes sprøde og intense nynnen i øret, samtidig brillerer hun med et skarpt vers, hvor hun bl.a. rapper:

"If you welcome every trespass, then every tramp's a guest /
Give what they would take from you, then every theft's a gift /
Hold too tightly to what's in your hands or in your chest /
And the future, it won't open, palm readers can't work fists"

Hvis ikke det er 'rap' - rhythm and poetry - ja så ved jeg ikke hvad er?!
Den elektronisk tunge førstesingle "The Grand Experiment" (som jeg track-anmeldte her) er ligeledes en perle, hvor kaos og melodi ramler sammen og fungerer fortrinligt. Allerbedst bliver det på min personlige favorit, en af 2011's flotteste skæringer overhovedet, "Team the Best Team", hvor Lazerbeak viser, at han er en af de mest komplicerede og musikalsk avancerede hiphop-producere i øjeblikket.Det er helt ufatteligt så mange lag af keys, synth, blæsere og percussion han får til at passe så perfekt sammen, og med en ualmindeligt fed basgang og tonstunge trommer i omkvædet har han lavet en af de mest imponerende og storslåede beats i meget, meget lang tid. Som om dét ikke var nok, så leverer alle fem medvirkende fænomenale præstationer. I kan nok forstå at jeg hoppede jublende rundt da jeg fik "go" fra dem, til at bruge nummeret til LEFTOVERS2011!

Jeg har længe tænkt over hvad albummets titel kunne betyde. Umiddelbart virker det oplagt, at No Kings er en slags kommentar til Kanye og Jay-Z's Watch the Throne, hvor Doomtree måske mener, at der er ikke er nogen der har krav til en trone, og måske endda, at der ikke er nogen af mainstream-rapperne der er værdige. På "Bangalang" rapper de: "All these rappers sound the same. Beats? Sound the same. Raps? Sound the same". Det kan også være at de mener, at hiphoppen som genrer og/eller kultur ikke har brug for en konge overhovedet; at det er fælleseje, alles legeplads, som ingen har ret til at regerer over. Det er ikke helt til at sige, men sådan er det med meget af musikken på No Kings, for indholdet serveres i abstrakte, kryptiske metaforer, der kræver at man sætter sig ned, læser, tænker og tænker lidt mere. Så hvis man er til alternativ hiphop, der rusker i én og siger "hey, hvis du vil forstå noget af det her, så skal du sgu lytte godt efter", så er Doomtree nok det bedste bud. Det hele er som skrevet tidligere ikke lige godt, men "Team the Best Team" alene er hele prisen værd - uanset hvor meget du betaler! - så det er kun logisk at investere i No Kings.

4/6

"Team the Best Team"

"Little Mercy"

"No Way"

- Jeppe Barslund

Doomtree - "The Grand Experiment" (Track Review)

Efter udgivelser som Dessa's A Badly Broken Code og Sims' Bad Time Zoo er jeg gået hen og blevet Doomtree-fan. Vi har her at gøre med et hold af kunstnere, der dyrker originalitet i sit mest komplette væsen, og samtidig kan deres håndværk måle sig med det bedste af det bedste. Doomtree må vel faktisk betegnes som en af nutidens mest helstøbte super-grupper. Og nu ved jeg godt, at den der "super-gruppe" -betegnelse lægger op til større diskussion, for hvad er egentlig definitionen af en sådan? - Men P.O.S., Cecil Otter, Dessa, Sims, Mike Mictlan, Lazerbeak og Papertiger udgør ganske simpelt bare så sublimt et kollektiv, at "super" vel er det mindste man kan kalde dem.

Gruppen er ved at være klar til at udgive deres tredje album, med titlen No Kings (what's up Ye and Jay?!) som skulle ramme gaden d. 22. november. Pre-orders er allerede oppe (her) - jeg er selv hoppet på super-deluxe pre-orderen.

Første track, "The Grand Experiment", fra deres nye album er ude, og det er altså good stuff kære venner, lyt og læs med her. Jeg glæder mig som en vanvittig!

Doomtree "The Grand Experiment" by doomtree. Uploaded with Scup

DESSA
It begins with a flash / I know they say it ends the same / bit of skill, bit of chance / now every player guess the game / we start with these planets waltzing through the darkness / tip the axis, that one’s ours / zoom the camera in, cue lights up, dim the stars / We shape the stone / paint our pictures on the wall / we hunt alone, plant in spring / learn to harvest in the fall / and we choose a king, mine the metals for his forges / to better wage our wars and all of Olympus is laughing / until we go and split the atom

SIMS
Push that metal on down the road, we built this city on coal and gold / Money that trickles out, fill up that cup and sip it down / from the salt in the sails on down the rails / Everything’s for sale is the golden rule / including…well, I’m no fool / They get in a rush in a haze but I get out of mind, out of body, out of pocket / I don’t mind putting on a bit of mileage, but I won’t auto pilot with my eyelids shut / I’m still gunning, but I learned what’s worth hunting / and I learned what’s worth nothing / saw it / read it / outdone it

STEF (hook)
There’s no escape / They always looking for that easy out / but there’s nowhere to go

CECIL
Now all the parts are running, sparks are spilling out the gears / Over some thousand faces waiting years to see this work / Aching cause they need it first / Patient, but they seem berserk / Craving for that feast of merch / Yo! Save a slice for me and her / Isn’t it marvelous…just darling (it’s the newest thing) / It’s totally harmless, but it’s charming (it’s the cutest thing) / But, it bites…not hard…just hard enough to break the skin / and your bone / and your back / and the bank / But wait, it comes with a warranty / for a week, and that’s respectable / It’s cheap and it’s ethical…well, it’s ethical…well, it’s magical really / See, you put the cash in the till, fill in the blanks and that’s it / For my next trick I’ll need your password and an exit / and then poof / cue the fog machine

(Hook)

MIKE
Modern man / out of hand / motor mind / off the line / automate the operator / Can you hear me clearly? / I’m gonna live forever / give me guerilla arms / sling shot me into outer space in hyper colored glitter bombs / We’ll make our mark huh? / They’ll put no stops to us / We’ll leave our footprints on foothills and dance the Megatropolis / pushing evolution faster / catching continental drifts / Desperately Seeking Solutions to problems we know we’ll never fix / In the belly of a robot / out the valley of a microchip / Dialysis in Wonderland/ Apple Z the viruses / I’ve never been myself, there is no human experience / you can’t Apple S yourself / this is The Grand Experiment

- Jeppe Barslund

Dessa - A Badly Broken Code

Skrevet af Maja Lau

Før jeg udråber Dessa som multikunstner, skal vi huske hinanden på, at A Badly Broken Code er en hiphopplade. I takt med P.O.S.'s succes hos Rhymesayers, er flere og flere også begyndt at støde hovedkulds ind i Dessa: Begge er en del af Doomtree, der primært er et hiphop kollektiv bestående af syv kompetente musikere, der alle laver alternativ hiphop. Med Dessas utallige evner og hendes position som eneste kvinde i "familien" er det rent faktisk et mysterium hvordan hun ikke er blevet større allerede.
Dessa startede som spoken word artist, senere kom hun med i Doomtree, sang, rappede og udgav en bog. Således er A Badly Broken Code hendes debutalbum fra 2010 - et album der har været fem år undervejs.

Man mærker hurtigt, at Dessa er digter, idet hendes lyriske perspektiver er mere kringlede and man måske er vant til. På den anden side, hvis man sammenligner hende med en kringlet herre som P.O.S., så kan man ikke undgå at sidde med følelsen af, at Dessa faktisk ved hvad hun laver. Hun skriver ganske enkelt fantastisk. Der er kælet for detaljer i alle teksterne, så det ikke skjult, at hun sidder med en litterær baggrund. Overordnet set er emnerne, helt traditionelt, familie, kærlighed, venskab og hendes forhold til hiphop. På åbneren "Children's Work" starter hun ballet med en dybt malende beskrivelse af hendes barndom og særligt hendes lillebror og hans rolle. Med budskabet om, at børn ikke er så enkle som man tror, gør hun sangen dræbende relaterbar med en rutineret historiefortællers sans for detaljer:

"Before you came along I was a lone cub /
Fell in love with language /
Tried to tell the grown-ups /
About the storm clouds, the weather in my head /
Hadn't learned the word for melancholy yet"

Ikke alene er det intelligent og fængslende, det er også smukt. Som næsten alle de andre sange, så er det et Doomtree medlem, der står for produktionen; her er det MK Larada. Det er let at have betænkeligheder ved lige netop dét arrangement - Doomtree er berygtet for deres punk/rock lyd, men det er virkelig imponerende hvordan samtlige producerer har tilpasset deres lyd perfekt til Dessa. Alle produktionerne er sjælfulde, organiske, melodiøse - med det tilfældes, at de lyder som skræddersyet til Dessa. Intet er overladt til tilfældighederne og det giver følelsen af, at det hele går op i en højere enhed.

Vi ved nu, at A Badly Broken Code både her lyrik og lyd med sig, men hvad der virkelig slår lytteren ved Dessa, er hendes levering og flow. Som mange andre dygtige sangere, besidder Dessa en rigtig lækker rapstemme, og hendes måde at blande rap og sang er intet mindre end udsøgt. Dette bevises bl.a. på førstesinglen "Dixon's Girl", hvor lytteren virkelig skal holde tungen lige i munden, for at opfange den snilden som sangen er bygget af. En gribende fortælling om en kvinde i musikbranchen, der på ydersiden er overladt til denne Dixon. Hvis man ser teknisk på skrivestilen, er det tydeligt, at Dessa både er belæst og garvet. Hun ved præcis hvordan visse ting skal afsløres, og hvordan den rette stemning bliver opbygget. Det er sublimt.



En af mine favoritter på albummet er "Matches to Paper Dolls", der på alle måder er et tidsløst nummer. Med et sydende flow, et blændende omkvæd og en lækker violin, formår Dessa på fornem vis at fremføre et enkelt plot til uset perfektion. Man må også tage hatten af for Lazerbeak og hans enormt velfungerende groovy produktion på "Dutch", hvor Dessa i et inferno af gnistrende flowleg lige når at fastslå "it's just not true I'm a maneater". Sangen ender og lytteren smides direkte ind i et nyt paradis med "The Bullpen". Her rapper hun om den hiphopscene hun befinder sig omkring, og med en humoristisk nerve stiller hun spørgsmålet:

"It's been assumed I'm soft and irrelevant /
'Cause I refuse to downplay my intelligence /
But in a room of thugs and rap veterans /
Why am I the only one who's acting like a gentleman?"

Selvom man som dedikeret raplytter prøver at lytte til så meget forskelligt hiphop som muligt, er det tit de samme perspektiver man bliver præsenteret for. med Dessa er det bagsiden af scenen og man kan let se alting i et nyt lys. For hvem er disse "rap veterans" hun omtaler i "The Bullpen"? Selvfølgelig er det de undergrundsrappere, som så mange rapfans har et heroisk billede af. Om det er bevidst eller ej, så placerer Dessa sig uden for den kategori med linjer som "it's all love backstage, but then the boys get brave / I gotta say, I hope your mother doesn't listen". Det er en sofistikeret del af rap, som Dessa med overlegen klasse skænker os.

Et par numre længere henne i herligheden finder vi "Crew", der er en hyldest til Doomtree. Hun fortæller os om hendes fortid udenfor musik og takker hendes venner ("there's no love like crew love") - det er en sand fest.

I den alvorlige ende har vi numre som "Mineshift 2" - uden at røbe for meget, så kan jeg sige, at det er et lille mesterværk. Alt lige fra udviklingen i Cecil Otters beat til Dessas kærlighedsberetning er simpelthen så overdådigt godt. Men tror nærmest, at det er as good as it gets, men lige efter finder vi et andet højdepunkt på pladen, "The Chaconne", som gæstes af ingen ringere end Matthew Santos. "The Chaconne" er ren sang og muligvis et af de bedste ikke-hiphop numre, jeg mindes at have hørt i 2010.

A Badly Broken Code giver uden besvær Dessa kronen indenfor kvindelige rappere lige nu. Der er ganske enkelt ingen, der kan følge med her. A Badly Broken Code er 15 magiske skæringer, der vokser uendeligt på én. Et album med mange aspekter, hvilket gør det umuligt at lægge til side. Dessa finder sin plads på en trang hiphopscene, og hun skiller sig utrolig positivt ud. Nøgleordene er tænksomhed, klasse, variation og musikalsk fuldkommenhed. I mine øjne er albummet blandt 2010's bedste udgivelser, så det er uden den mindste skælven i stemmen, at jeg på det kraftigste vil opfordre alle der har overset albummet til at købe det - for det skal opleves.

5.5/6

- Maja Lau