K.M.D. - Mr. Hood

K.M.D. (A Positive Kause in a Much Damaged Society) udgav debut albummet "Mr. Hood" i 1991, og selvom den ikke vandt mange fans, har den stadig fået status som en milepæl for start 90'er hip hoppen. Gruppen består af Onyx the Birthstone Kid, DJ Subroc og Zev Luv X. Umiddelbart kender man ikke lige nogen af dem, men Zev Luv X er manden vi i dag kender som MF Doom. Subroc var hans lillebror, men han døde i en trafik ulykke et par år efter debut udgivelsen (læs evt. anmeldelsen af "MM...Food" for hele historien).
Gruppens indgang til musik var meget anderledes end hvad man ellers havde hørt i 90'erne. De var rimelig politiske, på højde med Brand Nubian, som også gæster albummet, men det hele blev stadig udført med en god portion humor. Mr. Hood, som er albummets navn, er en opdigtet figur man følger igennem hele albummet. Han bliver bragt til livs via sproglærings bånd, som er blevet beskåret og klippet således, at lydklippende danner samtaler, der danner en karakter, Deraf nogle af sangtitlerne, "Mr. Hood at Piocalles Jewelry/Crackpot", "Mr. Hood meets Onyx" og "Mr. Hood gets a haircut". De tre rappere træder alle ind i Mr. Hoods sted, og fortæller forskellige historie, fra hans syn. Et meget originalt og ikke førafprøvet koncept, som gav albummet megen omtale for dets kreativitet. MF Doom, eller Zev Luv X som jeg jo nok bør kalde ham her, bærer de fleste af sangene. Onyx brillerer på "Boogie Man", og Zubroc skinner igennem på "Subroc's Mission", ellers er det Zev Luv X der stjæler showet, og det tror jeg er mere eller mindre bevidst. Det var nemlig ham der fik gruppen frem i scenelyset efter han storcharmerede på 3rd Bass's "Gasface", fra deres debutalbum "The Cactus Album", og så er han uden tvivl den dygtigste af de tre. De smarte rim og de gennemtænkte metaforer fyldte en del af hans tekster dengang som de gør i dag, men hans flow og hans super sprøde stemme var ingenlunde det samme dengang. Jeg ved godt det er at sætte rappere lidt i bås, men jeg har altid haft det sådan, at meget af det oldschool hip hop der udkom, især i starten af 90'erne, var ekstremt meget det samme. Hurtige trommebeats, og agressive og dynamiske flows. Wu-Tangs "36 Chambers", NaS' "Illmatic", Lord Finesses' "Funky Technician" og Gang Starrs "Step in the Arena" var i mine øjne de eneste udgivelser der havde lidt individualitet over sig. Resten var mere eller mindre det samme (sådan, med et gran salt i ved). Og flow mæssigt syntes jeg faktisk også, at K.M.D. ligger sammen med "alle de andre". Til gengæld er nogle af deres beats langt længere fremme end meget andet tilbage i start 90'erne. Fx er nummeret "Who Me?", som jeg synes er pladens perle, sammensat af et fantastisk funky-smooth guitar riff, der lyder som noget producerer kunne finde på at anvende i dag. På samme måde er "Bananapeel Blues" et fremragende, alternativt hip hop nummer, der med tilnærmelse nærmer sig rigtig blues fremfor hip hop. Ikke desto mindre river Zev Luv X det i stykker med ægte hip hop manér.
Jeg skal være ærlig og sige, at der ikke er meget hip hop fra "så langt tilbage" der imponerer mig. Der skal meget til. Jeg synes ofte beatsne bliver uhyggeligt trivielle, og rappen er ofte komplet ens og uinspirerende. Der er selvfølgelig de førnævnte eksempler på tidlig storhed, men generelt, siger oldschool hip hop mig ikke meget. Derfor vil bedømmelsen af dette album være stærkt påvirket af en ung hip hopper der i høj grad er tilhænger af de nyere bølger af hip hop. Er man til hip hop fra slut 80'erne - start 90'erne, så er "Mr. Hood" en nødvendighed i samlingen. Men jeg ser den hverken som en milepæl eller noget specielt fremtrædende værk. Jeg kan max give K.M.D.'s debut

4/6

MF Doom - MM... Food

Inden vi begynder på selve anmeldelsen, så synes jeg lige vi skal spole tiden små 20 år tilbage, og se lidt på Daniel Dumiles karrierestart, for han har haft en rimelig turbulent optakt til hans nuværende karakter, eller karakterer rettere.
Første gang verden hørte hans sprøde røst, var tilbage i 1989, da hans daværende gruppe K.M.D. medvirkede på 3rd Bass' debut album "The Cactus Album", hvor Dumile, der dengang gik under navnet Zev Luv X, imponerede stort på nummeret "The Gas Face". To år efter udkom K.M.D.'s debut album, "Mr Hood", et ekstremt originalt album, der står som et af start 90'ernes absolutte milepæle. Ifølge pålidelige kilder (bla. Danmarks Radio) er det næsten umuligt at få fat i albummet i dag, med mindre man har røven fuld af penge og er højestbydende på Ebay. Sært, jeg har lige købt det for 15$ på amazon.com!
I 1993 skulle K.M.D.'s andet album have udkommet, men deres pladeselskab valgte at give dem sparket, på grund af et uacceptabelt album cover, der forestiller en stereotyp, tegnet sambo figur, der er blevet hængt i en galge. Denne kommentar til Amerikas behandling af de farvede var simpelthen for meget. Oven i det døde et andet medlem af K.M.D., nemlig rapperen Subroc, som faktisk var Daniel Dumiles bror. Her sagde det klik for den ellers lovende rapper Zev Luv X, og Dumile trak sig tilbage fra rapscenen fra '94 til '98. I denne tidsperiode levede han et konfust og forkvaklet liv, hvor han, ifølge et interview med magasinet Wire, næsten levede som en hjemløs. Hvileløst vandrede han rundt i Manhattens gader, og sov på bænke i forskellige parker.
I 1998 begyndte han så småt at vise sig igen på open mic-arrangementer, iført den maske vi kender i dag. Hans nye identitet var heftigt inspireret af Marvel tegneseriernes superskurk Dr. Doom. Han var på daværende tidspunkt fuld af hævngerrighed imod den industri, der havde deformeret ham så slemt, endnu en af grundende til masken. Den var også nødvendig for ham at bære, så den kunne gemme hans metaforiske ar væk fra hans lillebrors død. Dumile har også forklaret, at den er vigtig som et symbol for at præserverer kreativ anonymitet, i disse dages image-drevne hip hop industri. Som en ekstra bonus kan jeg fortælle, at masken er designet efter den som Russel Crowe har på i Gladiator.
MF Doom viste sig første gang i 1999 med det stærkt anmelderroste "Operation: Doomsday", og det var først her, at det gik op for folket, at det var Zev Luv X der var "tilbage". Hans kommercielle gennembrud kom i 2004 med "Madvillainy" projektet med Madlib, der fik ros af blade som "Rolling Stones" og "New York Times". Men helt kommercielt var det jo ikke, for MF Doom har altid formået at holde en neddæmpet tilgang til musikken. Men det var i sandhed noget helt nyt han bragte på bordet, og som han sagde, "I'm here to destroy the game". Det gjorde han så, med omkring 10 efterfølgende albums, deriblandt "The Mouse and the Mask" med DangerMouse, "Special Herbs"-serien og et af de seneste skud på stammen, "MM...Food".

"MM... Food", som er udgivet på Rhymesayers, er lidt af et måltid at indtage. Det ulmer af intelligent undertekst, og hans sammenligninger mellem madvarer til livets kvaler er mesterlige. Men det kan vel næppe undrer nogen, for Doom har altid været en yderst habil tekstskriver, og dette faktum bliver yderligt understreget med dette album. Og den musikalske forarbejdning, damn! Han er en uovertruffen producer. Musikalsk æstetik, hvor uanseligheden får lov til at blomstre. Count Bass D har produceret "Potholderz", Madlib står for "One Beer" og PNS leverer "Kon Queso", ellers har Doom selv produceret det hele.
Som mange af hans tidligere udgivelser, er "MM... Food" fyldt med dialoger fra tegnefilm, hovedsageligt fra "The Fantastic Four" hvor Dr. Doom ofte bliver omtalt. Hvor jeg på "The Mouse and the Mask" var kritisk overfor disse dialoger, pga. jeg ikke kender ATHF, og jeg her mere familiær med De Fantastiske Fire. For 10-11 år siden ejede jeg en videofilm med 3 afsnit, hvor De fantastiske Fire og Spiderman arbejdede sammen, ikke fordi jeg kan huske dialogerne fra dengang, men titelmelodien husker jeg tydeligt, den selv sammen som lægger beat til "Beef Rap", derfor var det en fornøjelig oplevelse at genhøre denne.
Dooms tekster er noget for sig selv. De er til tider overspændte, ofte besynderlige, og altid med en overflod af komplekse flerstavelsesrim og bizarre metaforer, der både gør teksterne udmattende og underholdende. Den trivielle vers-omkvæd struktur sprænges komplet i luften, i stedet er der gjort plads til at udvide rimstrukturen. Man bliver altid forført af numrene, som både kan rumme en snigende alvor, men også ømhed. Så det er ikke kun fysisk at han har mange sider, hans rim er ligesådan, og man skal ofte hører sangene igennem et par gange før man får det hele med. Faktisk er der stadig et par tracks, som jeg stadig ikke helt er med på, men det kommer forhåbentlig med tiden. Det med at give numrene tid, det er også en vigtig ting når det handler om MF Doom. Da jeg hørte "MM... Food" første gang var jeg decideret skuffet. Nu har jeg så vendt den en del gange, og er blevet ret vild med den, så det er vigtigt at give hans udgivelser en chance, for det kræver de virkelig. Desværre lider pladen under en, åbenbart obligatorisk, MF Doom tendens; numreog skits på 1 minuts tid. Det er meget ærgerligt, for nummeret "Poo-Butt Platter" har et herligt saloon-klaver beat, der kunne have udgjort et fremragende nummer, det er uheldigvis kun kortvarigt, og uden lyrik. De efterfølgende "Fillet-O-Rapper" og "Gumbo" fungerer for mig, som intet andet end tidsspilde og ligegyldigt lal. "Fig Leaf Bi-Carbonate" er på samme måde et mærkværdigt misk-mask af forskellige musikstykker og usammenhængende dialoger, what for? Disse fire numre bliver i bookletten beskrevet som "special recipes", så det er ganske bevidst, men det gør det nu ikke meget bedre. Efter disse kommer vi til hovedmåltidet, eller "Entrees" som de hedder, og her lysner det stærkt op. "Kon Karne" er bygger op af et virkelig muntert beat, sammensat af spaceinvaders skud-lyde og et jazz-saloon klaver. "Rapp Snitch Knishes" har et af pladens bedste beats. Jeg har faktisk hørt nummeret før, men det må have været et download, for kvaliteten var dårlig, og det var med en utydelig Wu-Tang featurette. Men det er også produktionen jeg husker nummeret bedst for. Det guitar riff sætter sig permanent på nethinden i al' evighed. "Vomitspit" er et mere nedtonet, mellow beat, og et lyrisk mesterværk;

"Real rhymes not your everyday hologram
Even when ribs were touchin never swallowed the Ham
He'd rather eat a sand sandwich salad
It might need salt like your mans bland ballad
A lot of stuff happens that the news won't tell yous
Loose all L juice - Snooze all hell loose"
(....)
" The mask is like Jason
They told the place not to let the basket type case in
He could be some kind of wacko
Waiting for the chance to heat the pipes like a crack hoe"

Blandt pladens appetizers finder man perlen "Hoe Cakes", som er sammensat af et råt human beatbox-beat, over et let sjælfuldt klaverspil, en kombination som normale folk nok ikke var kommet op med. "One Beer" og "Deep Fried Frenz" er også højklasses syntaks-ordspil, der enten efterlader en forvirret eller klogere, eller noget midtimellem!
Jeg må indrømme, at inden jeg anmeldte "The Mouse and the Mask" havde jeg ikke andre af MF Dooms udgivelser, og selvom jeg synes han var en fortrinlig rapper, så følte jeg ikke den store trang til at dykke dybere ned i hans univers. Men denne "trang" har nu fundet mig, og "MM..Food" er starten. En betydelig start kunne jeg tilføje, for det skulle ikke undre mig, om der ligger en MF Doom fan gemt i mig. Jeg har som sagt bestilt K.M.D.'s "Mr. Hood" for at høre hvordan han lød dengang, og der kommer selvfølgelig en anmeldelse af den så snart jeg får den. Indtil da vil jeg vende mig yderligere til "MM...Food" (i har selvfølgelig undervejs spottet, at "MF...Food" kommer af MF Doom-navnet, bare med lidt om rykning på et par bogstaver?). Min vurdering af albummet vokser højst sandsynligt, men pt. ligger det til

4.5/6

Dangerdoom - The Mouse and the Mask

Den oplagte superduo Dangerdoom, der selvfølgelig består af DJ Danger Mouse og MF Doom, bidrog med et af 2005's bedste udgivelser, med deres fuldstændig vanvittige, skrupskøre og komplet geniale The Mouse and the Mask. DJ Danger Mouse er efterhånden ved at være en af nutidens mest roste og anerkendte producerer. Han navn dukkede for alvor op, da han i 2004 udgav The Grey Album, som er en sammensmeltning mellem The Beatles' "White Album" og Jay-Z's "Black Album". Han havde ikke fået lov af nogen af parterne til at lave dette album, så det blev trukket tilbage med det samme. Det skulle eftersigende være helt fantastisk, men jeg har ikke fået chancen til at høre det. Jeg ved dog, at man kan købe det over nettet for ca. 300$. Andet arbejde han har stået for, som har set dagens lys, tæller "St. Elsewhere" som han lavede med Cee-Lo Green, som mange anmeldere udnævnte til 2006's bedste. Gorillaz'es "Demon Days" er også fuldt produceret af Dangermouse. En personlig favorit, som ikke har fået helt så meget omtale, er albummet "Ghetto Pop Life" som han lavede med rapperen Jemini i 2003. Jep, man kan sige, at han har ikke lavet så meget endnu, men alt hvad han har rørt har fået stjerne status.
MF Doom derimod, laver også mesterværker på mesterværker, de rammer bare ikke så stort et publikum. Hvorfor? Fordi han er en forskruet fyr, der mere eller mindre bevidst går efter, at udgive ting ingen andre har lavet før. Han har udgivet en 10-11-12 albums, under forskellige kunstnernavne, bla. Viktor Vaughn, The Madvillain, Metal Fingers, MF Doom, og så tror jeg også, ret mig hvis jeg tager fejl, at det er ham der er bag Quasimodo. Jeg ved ikke specielt meget om hans værker. Jeg kender "Special Herbs 0-9" - samlingen, som primært er instrumentals, og så har jeg lige bestilt "MF Food" over nettet, så der kommer nok også en anmeldelse af den snart. Hvis man kort skal beskrive hans stil, så er det meget originale beats, og ofte skal man bruge en del tid på at vende sig til hans musik. Hans flow er urørligt, og hans rim er knivskarpe, og så har han en fed stemme, i hvert fald som MF Doom!

Med disse to personligheder i føresædet, er det noget nær en no-lose-situation. De er meget forskellige i deres måde at lave musik på, men det var kun et spørgsmål om tid, før de ville finde sammen. Det virkede så oplagt, på en lidt sær måde! Og ja, det kan vel ikke undre nogen, at resultatet er mageløst.
Dangerdoom tager "Inspired by the motionpicture...." til et helt nyt stadie. Musikken har intet med en film at gøre, det er nærmere omvendt. Det er hovedpersonerne fra Aque Teen Hunger Force der spiller en stor rolle i musikken. ATHF - som serien også kaldes, er en del af Cartoon Networks late night show "Adult Swim", og det må uden tvivl siges at være den mest obskure og twistede tegneserie der nogensinde er lavet. Det vil altså sige, at den passer perfekt til duoen! Hovedpersonerne i serien består af Master Shake, der er en milkshake, Frylock som er en bakke pomfritter, og Meatwad som er en kødbolle. Yup, it's that crazy, men serien vil jeg ikke komme nærmere ind på. ATHF fylder meget på coverartet, og der er nogle dialoger i slutningen af nogle af numrene, men rent musisk, syntes jeg ikke serien er specielt vigtig for albummets kvalitet. Men der er ingen tvivl om, at den har gjort sit, for at få Dangermouse of MF Doom til at sætte dette projekt igang.

Produktionerne er fejlfri hele vejen igennem, som man kunne have forventet. De er minimale, men samtidig nuancerede. Størstedelen af produktionerne minder om noget der kunne være udgivet for 15 år siden, men Dangermouses sikre touch gør, at de alligevel er up to date, og musikalsk foran. For eksempel er nummeret "Old School Rules", med en fremragende featurette af Talib Kweli, en storslået tribut til "dengang", med sin elegante start-90-vibe.
Åbningsnummeret "El Chuba Nibre", er et af de mere fornøjelige tracks. Bandeordene er censureret med et *biiip*, hvilket giver en virkelig morsom effekt, idet nummeret starter med et "*biiiiiip* yourself", inden beatet lander. The Mask, som Ghostface gæster er også helt gennemført. Beatet minder lidt om en 70'er politi serie jingle (!), og Ghost benytter lejligheden, og emnet, til at fastslå hans karakter skiften fra Ghostface Killah til Ghostface. Benzi box er uden tvivl en af pladens perler, og Cee-Lo kan tage en del af dén ære, idet han leverer et super fedt omkvæd, som kun Cee-Lo kan gøre det. Jeg kunne fortsætte med at skamrose numrene stortset hele vejen igennem, for det er virkelig svært at sætte en finger på noget. MF Doom er i topform, at mestrer de til tider indviklede beats til UG med X.

"The super flow with more jokes than Bazooka Joe, a mix between super fly snuka and a super hoe! // Chew a mc like El Chuba Nibre, digest the group and sell the poop on ebay"

Jeg vil egentlig ikke diske op med flere eksempler på hans kunnen og gøren, læs nogle lyrics på nettet og find ud af, at du vil få serveret punchlines og guldkorn i én lang strøm.
Som jeg nævnte tidligere med MF Doom, så er The Mouse and the Mask også et album man skal give lidt tid. I starten var jeg ikke sønderlig begejstret, men efter at have ejet albummet i snart 2 år, er det blevet en uundværlig del af min samling. Og tro det eller ej, det vokser stadig på mig. Det var først nu her, imens jeg skrev denne anmeldelse, at jeg fandt ud af, hvor super-duper-fucking-fantastisk "Crosshairs" i virkeligheden er. Når et album er i stand til at overraske dig, efter så lang tid, så ved du virkelig at det er everlasting.
hvis det stod til mig, så skulle ATHF-delen ikke være inkluderet. For mig giver det ingen mening, jeg kender ikke serien, og kan ikke rigtig bruge de underlige dialoger der nogengange dukker op, til noget overhovedet. Men man kan jo sige, at der nok ikke havde været et album uden serien.

5/6