Ruslan - "Petty" (Maxi single) + nyt album 'Americana' på vej

King's Dream holdet arbejder i et skræmmende tempo. Ruslan, John Givez og Beleaf kaster om sig med soloplader er crew-projekter, og kvaliteten bliver kun bedre. Ruslan udgav sidste år det fortrinlige Do For One (anmeldt HER) og udgav det sublime Good Religion (anmeldt HER) sammen med de to andre som Dream Junkies. Og nu er han allerede klar med et nyt soloalbum.

Americana er titlen, og på det fortæller han endelig sin historie, som jeg længe har undret mig over, at han har gemt fra sine solo-projekter. Født og opvokset i Aserbajdsjans hovedstad Baku, måtte Ruslan og hans familie flygte i 1991 for at undgå religiøs forfølgelse. De immigrerede til USA, hvor de rejste rundt i noget tid som nomader, indtil de fandt deres hjem i Californien. Ruslan siger selv, at Americana uden sidestykke er hans mest personlige projekt til dato, og det bliver spændende at høre hans historie foldet helt ud.

Man kan forudbestille albummet HER, hvilket som sædvanligt belønnes med lidt ekstra godter, atter engang i form af en maxi-single. Bestiller man nu kan man omgående downloade Petty maxi-singlen, der rummer fem numre, inklusiv "Petty" (der måske vil være at finde på Americana?).

"Petty" er ret beset smålig battlerap om battlerappere (som han selv beskriver det), med store portioner ironi at finde mellem linjerne. Beatet, der er produceret af Sojourn, tog mig virkelig med storm. Det lægger stille ud med en kæk basgang og percussion elementer, men når beatet for alvor lander omkring 0:47-mærket er det overraskende hårdt og råt. Beatet undergår endda et elegant switch-up omkring andet vers, der ligeledes bidrager til, at det overordnet set er en ganske imponerende produktion. Tjek "Petty" her:

Og tag lige et Dream Junkies bonus-nummer med, nu du er her. Trioen har nemlig igen-igen-igen smidt et fantastisk nummer til deres Get A Bar-serie på YouTube, her med "Bandwagon", hvor alle tre brillerer ud i flow over et fabelagtigt beat fra DJ Rek. Damn hvor jeg dog elsker King's Dream!

- Jeppe Due Barslund 

Ruslan - Do For One x John Givez - Soul Rebel

Dream Junkierne Beleaf, Ruslan og John Givez har godt med vind i sejlene. 2015 har indtil videre været et stort år for det syd-Californiske hiphop-kollektiv, og intet tyder på, at deres planer om at tage verden med storm er nedadgående. 

Har man fået hørt Leftovers2014 vil man vide, at Dream Junkies var rimelig solidt repræsenteret. Ruslan med den lunefulde "Influence", Beleaf med den overvældende "Depressed", der er ligeså godt skrevet som det er imponerende komponeret, og så lukkede Dream Junkies ballet med "Higher", et pompøst og Kanye West-lydende monster af et feel good nummer, der virkelig fremmer gruppens overordnede ambition om at forsyne folket med musik, "... that will inspire and encourage them to succeed at whatever they do". Beleaf's solodebut Red Pills + Black Sugar, hvor "Depressed" er fra, sikrede sig i øvrigt en førsteplads på min års-liste. Læs anmeldelsen her.      

"What if I could do for one what I would do for thousands?"

Nu skriver vi 2015 og rampelyset er vendt imod Ruslan og John Givez, der kæmper en broderlig kamp om lytternes gunst. Etiketten hedder christian rap, men den fordømmende pegefinger og den frelste attitude er gemt langt væk, så frygt ej hvis du umiddelbart tænker, at kristen hiphop ikke rimer på god hiphop. Det her er god hiphop.

Ruslan var først ude, da han tilbage i april udgav Do For One; et koncept-album, der fortæller historien om en ung rap-artist og hans kamp for at bryde igennem som kunstner, uden at lade sig fange eller friste af mainstream-magtens lukrative klør, og med et (i Guds øjne) rent hjerte. Ruslan er en rutineret og dygtig forfatter, der med et ikke let men sikkert og simpelt flow får serveret nogle fine kapitler til sin historie. Inden for de af konceptet tilladte rammer anvender Ruslan alt fra humor, fjolleri og battlerap til alvor, følsomhed, filosofi og poesi for at fremme sin fortælling, og det gør Do For One til en livlig oplevelse. Ærgerligt er det, at man som lytter får så unødvendigt meget hjælp til at forstå historien, der ikke er uhyre kompliceret til at starte med. Ikke nok med, at sangene bærer titler, der stort set umuliggør fejlfortolkning, så er pladen delt op i seks akter, ligeledes navngivet, der yderligere forenkler oplevelsen. Og som prikken over i'et er der hvervet en fortæller, der kigger forbi på udvalgte numre for at guide én sikkert og problemfrit igennem historien. Det bliver ganske simpelt for meget. Man savner nogle tommer pladser, og man sidder med fornemmelsen af, at "nu skal du bladre videre til næste side" -melodien kan lyde hvert øjeblik. Heldigvis er der rigelig kvaliteter og højdepunkter i musikken til, at Do For One forbliver i rotation. Ruslan er en mangefacetteret rapper, og han serverer alt fra potente nakkebrækkere i "Time" og "Packing Light" til organiske glædessprædere i "Good Thing" og sirligt frembragte pragtstykker som titelnummeret "Do For One". Albummets femte akt, Epiphany, er en fuldkommen forrygende tre-trins-raket af fabelagtige numre, som alene gør pladen værd at give sig i kast med. Ift. historie, koncept og budskab, fungerer titelnummeret som albummets center-piece. Hør og se en blændende live-version af nummeret her:

"In an effort to be globally focused /
I lost sight of what’s in front of me, the locally hopeless /
My ulterior motives got the best of me /
Now here’s the rest of me… /
Trying to reach the thousands, but ignoring my community /
Resentment to group… self-preservation began fueling me /
The fool in me, I thought I had it figured out /
Now it’s time to live it out"

"Older kids they ask me is you blood or is you crip'n? / 

Man, I'm in the 4th grade, I go to school to pay attention!"

På Soul Rebel er John Givez gået auto-biografisk til værks, hvilket gør det til en fænomenal introduktion af rapperen, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab. Givez fortæller sin egen historie, fra sin hårde barndom på "Elementary Trill" og op igennem ungdommen på "2004", til sit først run-in med politiet på "Johnny Law" til han finder Gud på "A Playaz Change of Heart" og til nu, hvor han lever et ærværdigt liv som kristen. Som rapper er Givez sygeligt dygtig, simpelthen. Historierne er bjergtagende, indlevelsen autentisk, flowet mesterligt og udtrykket forfriskende. Det ene øjeblik er leveringen melodiøs og sagte, som på "Playaz Inheritance", det næste øjeblik lader han et indædt raseri komme til udtryk i flowet på "Chapter 29", og man må medgive, at spændvidden er imponerende.
På "Intro(lude)" lyder det mistroisk fra en kvinde: "He really think he André3000... Matter'fact he think he Kendrick Lamar". Givez kæmper tilsyneladende med konstant at blive sammenlignet med de to giganter. Egentlig ikke værst, men sammenligningerne klinger negativt, da mange mener, at Givez plagierer og efterligner mere end han lader sig inspirere. Jeg kan se dem begge i John Givez' musik, men jeg er af den overbevisning, at Givez har karisma og karakter nok til at forblive sin egen. Om det er for at provokere skeptikerne eller om det er ment som et respektfuldt nik skal jeg ikke kunne sige, men sangtitler som "Da Art of Story Tellin' Pt. 5" og "Spottieottie O" er næppe valgt ved et tilfælde. At Givez formår at levere årets måske mest hæsblæsende flow-præstation på "Tha Side", kunne på samme vis tyde på, at han vil overbevise de mange naysayers om, at han ikke behøver at se op til Lamar, men at de to er jævnbyrdige.

"I really ain't got that much more to say /
Pass the word around, make sure you hit replay /
Let me put my legacy up on display /
And raise the banner for the rebel with a soul that won't decay"

Givez er et enestående bekendtskab, men Soul Rebel er ikke helt fejlfri. Der er truffet nogle besynderlige valg undervejs, der desværre har konsekvenser for Soul Rebel som helhed. Førstesinglen "Elementary Trill" lyder som skitsen af en god idé, men da der ingen potens er at finde i trommerne, ender det med at lyde lidt for magert. "Ride 4 Me" er utilgivelig sukkersødt, ligesom omkvædet på "Da Art of Story Tellin' Pt. 5". Givez' synger også en del, hvilket beriger numre som "A Playaz Change of Heart", "Sandman (Song)" og "Generation (Y)". Til gengæld er omkvædet på "Johnny Law (Green Light)" så grelt, at det ikke kan undskyldes. Det er muligvis det dårligste omkvæd jeg har hørt, og det er mig en gåde, hvordan det ikke er blevet skrottet.  

De træge elementer er dog i fåtal, og som altid når det gælder Kings Dream Entertainment, er der ikke sparet på de musikalske lækkerier. Dette skyldes et urimelig stærkt hold af in-house producere, hovedsageligt bestående af JRuckers, DJ Rek, Wontel, Ray Rock, Bam Beats og Anthony Cruz. Tilsammen leverer de en bred pallet af produktioner, fra tonstunge knytnæveslag som Ruslan's "Change", til low-key, A Tribe Called Quest -lydende mirakler som Givez' "AM/PM". DJ Rek blærer sig i unødvendig grad med "Sandman (Song)" og JRuckers hiver et af årets smækreste drumbreaks ud af ærmet med "A Playaz Change of Heart". I min bog er produktioner som disse prima eksempler på, hvordan "moderne" hiphop-beats anno 2015 meget gerne må lyde.
Numre som "Insomniac Dreams", "Arrogance" og "If There Was No God" er måske ikke helt lige så spændende produceret, men det er tydeligt, især ift. forrige udgivelser, at beatmagerne konstant prøver nye ting af og bevidst betræder uudforsket terræn for at udvikle metoder og eksperimentere sig frem til den helt rigtige lyd. På mange numre står det klart, at de har sporet sig ind på den "helt rigtige lyd", mens andre beats kan tolkes som de fejlskud, denne eksperimenteren må afføde.

Begge plader kan købes via Kings Dream Entertainment her

Ruslan's Do For One

4/6

John Givez' Soul Rebel

4.5/6

Dream Junkies er pt. på en omfattende tour rundt i USA, med (Anthony Cruz' fætter) Ray Alexis som opvarmer. Da de nåede Marion i Ohio gav de sig selv en udfordring: skriv og indspil en sang, og film en video til den - på 12 timer. Det er der kommet det sindsygt lækre nummer "Tour Story" ud af, der, helt som førnævnte "AM/PM", har noget labert A Tribe Called Quest over sig. 

- Jeppe Due Barslund

Beleaf - Red Pills + Black Sugar

Bloggens hjerte banker for undergrundens lyssky skikkelser, og sådan en håber jeg på at kunne hive frem i lyset til jer her. Nogen af jer har måske stiftet bekendtskab med Beleaf, da han ikke just har gået stille med dørene de sidste års tid. Han har udgivet yderst anbefalelsesværdige projekter, både som en del af The Breax (tjek Never Arrive med bl.a. Shad, Blame One og Exile på gæstelisten) og Dream Junkies (der udgav gratis-mixtapet NREM Edition tidligere i år), foruden at have udgivet nogle spændende side-projekter på egen hånd, fx mixtapet Theo's Gift. Det er dog Beleaf's første solo-udspil Red Pills + Black Sugar, der har været hans absolutte center of attention, og dét kan høres, for det er lidt af en spektakulær debut vi er ude i her. Beleaf har på alle måder haft i sinde at slå fast, at han er mere end kapabel på egen hånd, og jeg er overbevist.

Red Pills + Black Sugar er et auto-biografisk konceptalbum, hvor Beleaf bliver skræmmende selvransagende i sine beretninger om vold i barndomshjemmet, afhængighed, dyb depression og selvmordstanker, og samtidig viser ekstrem viljestyrke og livsmod i sin kamp imod det hele. Red Pills + Black Sugar handler nemlig om at finde livsgnisten i en verden, der ofte synes at gøre en stor sag ud af at kvæle netop denne.

Denne færd fra håbløshed og mismod til succes og sejr, er yderst velfortalt og ganske suverænt flettet sammen. Den røde tråd kunne svært være tydeligere, og sammen med sine producere skaber Beleaf nogle musikalsk interessante og balstyriske spændingsfelter.
     Det hele starter på "Red Pills", hvor Beleaf modtager dårlige nyheder fra sin læge. Han får ret beset at vide, at han (af uspecificerede årsager) er døende og må ty til medikamenter som sidste udvej. Han har ikke den store tiltro til de røde piller han får udleveret, og søger tilflugt i en kirke for at overveje, om han skal spørge Gud om hjælp. Da han sidder i kirken og funderer over sin situation, tager han en tur ned af memory lane og ser tilbage på sit liv. Dette illustreres perfekt i produktionen, hvor et af de bærende elementer er et dj-cut, der spilles bagfra; simpelthen lyden af tilbageskuelse."Red Pills" ligger samtidig op til, at der i løbet af albummet kan fortolkes i forskellige retninger. "I'm better off putting this pill in the dirt to see if it grows like a tree does" rapper han, og temaet om at så noget; et håb, et formål eller en begyndende tro, er gennemgående for RP+BS.

Beleaf's memory lane er ikke præget af særlig mange glædelige minder. På "Black Sugar" beretter han om, hvordan han som barn konstant fik fortalt, at han var talentløs, til besvær og ikke skulle gøre sig forhåbninger om nogensinde at blive til noget. Livets springbræt, barndomshjemmet, var altså et skrøbeligt fundament, hvor Beleaf's eneste tilflugtssted var foran spejlet på sit værelse, hvor han med kasketten på skrå og en kam i hånden reciterede Busta Rhymes linjer. Hiphoppen var altså det lille lys i en ellers kulsort opvækst, og et frø var sået.
     På "Parellel", der er bygget på et af årets stærkeste tromme-produktioner, knuses hans drøm om at skulle være politibetjent. "When I was young I used to wave and smile at the police" lyder det først, men da hans fætter bliver skudt ned og gerningsmanden slipper afsted med det, føler Beleaf at hans helte, ordensmagten, svigter. Svigt fører senere til grundlæggende mistro og afsky, da han som lidt ældre oplever race-diskrimination og erfarer hvordan politiet systematisk profilerer unge sorte som ham. Han rapper:

"Okay, this news is itching /
I'm not a suspect, I'm more of a victim of the judicial system /
These cops is trippin' /
And I'm sittin' up here, sittin' in fear /
Because I know my pigment is too dark to be innocent /
I'm being sincere"

På "YouTopia" vokser mistro og afsky da det går op for Beleaf, at det ikke bare er politiet den er gal med, men stort set hele USA's infrastruktur. "Ain't it great - that we're living in the USA!" rapper Beleaf muntert over et komplet karikeret klaverspil. Ironien kunne umuligt være tykkere. Der er intet "great" over at bo i USA, og Beleaf udstiller den fallerede nation i et sandt anti-national-anthem.

Den melankolske men ganske nydeligt producerede "Wings", bringer Beleaf tilbage i barndomshjemmet, hvor hustruvold var et fast indslag på dagsordenen. Han fortæller godt nok historien, som er han en bekendt til et offer for hustruvold, men der er så meget detalje og indsigt i hans behandling af temaet, at det umuligt kan være fremmet for ham. Ganske passende får han besøg af den kvindelige rapper Torch og sangerinder Kyra De'nae, der bidrager med ofrets perspektiv, hvilket gør "Wings" til en tung og sart, men også ganske smuk sag.

På "InJoy" rapper Beleaf, John Givez og Ruslan om at skulle være glad, selvom man slet ikke er det. Et interessant emne. De fleste har sikkert hørt nogen sige, at man ikke kan tillade sig at være skidt til mode eller i dårligt humør, når man nu "har det så godt, og der jo er mennesker i verden der har det langt værre". En helt sindsyg logik. Skal man følge den logik til dørs, må man vel heller ikke grine og have det sjovt, da der med garanti er nogen et-eller-andet sted i verden, der har det sjovere. "I just wanna be - happy-happy joy-joy" rapper de mekanisk. Desværre er mørke tanker, angst og depression ikke noget man kan ignorere på kommando, og den komplet skæve saxofon, der pryder beatet, illustrere på fornem vis følelsen af at gøre alt hvad man kan for at fremstå glad og tilfreds udadtil, men inderst inde have det forfærdeligt.

Depressionen kulminerer på årets - ja måske de seneste års mest fantastiske posse-cut, med den meget sigende titel "Depressed". Over et mageløst og konstant foranderligt produceret beat fra Wontel, der svinger fra det absolut minimale til det stort anlagte, rappes der om forskellige former for afhængighed, der for den respektive rapper har resulteret i depression. Mr. J Medeiros rapper om jalouxi, Jackie Hill om opmærksomhed, J Givens om coke, Marty om løgne og Beleaf, der både starter og slutter, om hash og porno på nettet. Sidstnævnte lyder måske spøjs, men Beleaf rammer virkelig sømmet på hovedet:

"Them internet-girls had me in a net /
The wide world is a web /
Spun to capture us insects/in sex /
I know I'm buggin' out with the intellect /
But my mind was infected with images I have invested /
And became to diminish it /
I tried to terminate the termites /
Until the tug of war turned my thoughts into a terabyte" 

Alle italesætter de den onde cirkel under aforismen: "I do it 'cause I'm depressed, I'm depressed 'cause I do it", og alle kigger de op ad efter hjælp: "My God'll help me get through it". Afslutningsvist lyder det samstemmigt: "I ain't depressed no mo', done with the stress for sho'", og noget kunne tyde på, at de føler, at deres bøn om hjælp er blevet hørt.

På den efterfølgende "Suicide Roll" når dårligdommen sit klimaks. En slæbende gulvbas og en tungsindig trompet danner rammen for oplæsning af et færdigskrevet selvmordsbrev, der indledes med ordene: "Them tears don't belong to you / You had a chance to make a difference, but what did you do? / Forgot me, like everybody else / Now you're reading this, feeling sorry for yourself / It's too late to care". Sporadiske tanker om livet og døden, og indsigten om, at bælteremmen nok har været for billig til at kunne bære hans vægt som løkke om halsen, får vores hovedperson til at ombestemme sig i sidste øjeblik. "I been thinkin' 'bout killing myself, but I'm entertainet by how bad my life is" siger han til sig selv med et betændt strejf af humor. Slutteligt fornemmer man dog håbet: "give tomorrow a chance" lyder det, imens det ensomme instrument-par fader ud.  

På den efterfølgende "Made For This" er det tydeligt, at lyset for enden af tunnelen ikke længere er et tog, men et håb om bedre tider. Der er en betryggende lune over den akustiske guitar og utvetydig optimisme i både fuglekvidderen og gæstesanger Abiv's opmuntrende strofer. Efter små to minutter falder et tæt drum-break ind, ledsaget af lyst klaverspil og melodiske keys i omkvædet. Det her er simpelthen lyden af en mand, der er kravlet op af et dybt, sort hul og nu står med solen i fjæset og råber "kom án!":  

"Last night I almost took my life, I know that's weird /
That fact that you are listening lets me know somebody cares /
I'm in somebody's ears, somebody hears my prayers /
That makes me want to throw the middle finger to my fears /
That makes me want to be myself and no longer to hide /
That makes me want to scream 'Thank God I'm Alive!'"

Beleaf har fået en chance til, og han bruger al sin generobrede energi til at udnytte dette fuldt ud. - "Now I just need to get my freakin' life together" siger han, inden nummeret rinder ud.

Og at få hans freakin' life together er præcis hvad han gør på "Bigger Stronger", der på musikalsk vis illustrerer den "metamorphose" han undergår. DJ REK's produktion starter som et lidt dovent og ladt reggae-track, men kort efter 2-minutters-mærket folder nummeret sig ud som en ekstremt potent banger, hvor Beleaf for alvor tager bladet fra munden. Han rapper og flower på et svimlende højt plan, og aggressiviteten kommer til udtryk i hvert eneste ord han slynger ud over sine læber. Det er simpelthen et stående bifald værd. Man kan nok ikke komme udenom, at levering, teknik og intonation læner sig op ad Kendrick Lamar, men det er vel ikke den værste sammenligning?

Yderligere Kendrick Lamar'sk bliver det endda på "Take No Day Off", hvor beatet tilmed lyder som "Backseat Freestyle" på anabolske steroider. Ikke mindst i tredje vers, hvor højdramatiske strygere, snerpende synth og bragende trommer er lige ved at få lydbilledet til at kamme over. Og Beleaf følger trop med linjer, der sitrer af intensitet og sult. Han var deprimeret og havde selvmordstanker, men han overvandt det hele, og på "Take No Day Off" viser han, at han i sandhed er større og stærkere end nogensinde før.

Det bliver ikke mere heftigt og fandenivoldsk end "Take No Day Off", og album-lukkeren "W.O.W.", der står for Walking On Water, er en melodisk perle, der på fineste vis får bundet en knude på historien og albummet. Havde det ikke været for den fabelagtige produktion og de to rapperes dygtighed (John Givez gæster), havde nummeret lydt farligt meget som en kliché. Beleaf siger ret beset noget i retningen af, at hvis du kan overvinde livets nedture og overkomme turbulente tider, kan du gå på vandet. Det fungerer dog meget godt som punktum for denne fortælling, og set i sin helhed er det faktisk en udmærket lyrisk epilog.

Red Pills + Black Sugar er for mig, i skrivende stund, uden sidestykke årets mest helstøbte værk. Beleaf er en bjergtagende historiefortæller med detaljeret indsigt i de problemer, der luftes undervejs. Dertil er lyrikken i top, og rent teknisk set kan han rent faktisk på vandet. At han tilmed får spundet en fortælling, der tillader tolkning i flere lag, må anses for virkelig imponerende.
     Hvis man skal sige noget negativt om pladen, kunne det være, at beatet til "YouTopia", i hvert fald omkvæds-delen, nærmer sig det irreterende. Og så siger "Red Pills" og "Black Sugar" mig heller ikke helt så meget rent musikalsk som pladens øvrige produktioner. Alt i alt kan Red Pills + Black Sugar dog ikke anbefales nok. Det er en virkelig berigende plade, som alle bør opleve.

5/6

- Jeppe Barslund