Random Axe - s.t.

"Yo, you can't mess with the bomb shit /
Me, Guilty and Black is agressive content /
No love-letter rhymes and raps about chicks /
Just a whole lotta druggin' and thuggin' - that's it! /
You can call me one dimensional /
But ain't too much talkin' when the slug get into you"

Således introducere Sean Price sig selv og projektet Random Axe på "Random Call", og således må dagsordenen siges at være sat!

Random Axe er en hiphop trio bestående af Sean Price; en af de hårdeste New York rappere til dato, samt den hædrede Detroit-rapper Guilty Simpson og den forholdsvist nye producer/rapper Black Milk. Disse herrer har et par ting til fældes, blandt andet en forkærlighed for hårdtslående, rå hiphop, og at alle deres forrige udgivelser var ganske slatne. Black Milk's Album of the Year fra sidste år var virkelig langt fra album of the year, Guilty Simpson's O.J. Simpson, som han lavede med Madlib, var decideret ringe, og Sean Price's Kimbo Price mixtape fra 2009 var også en kedelig omgang. Men nu er de samlet under fælles fane, og resultatet er en sprudlende hiphop plade, hvor der bliver slået tænder ud med hårdkogt punchline rap over knytnæve-tunge beats, der samlet set er den bedste kollektion fra Black Milk hidtil.

Jeg synes faktisk vi skal snakke ligt om produktionerne først, for Black Milk har som sagt flækket nogle beats sammen herpå, som virkelig vil frem i verden. Det vi har med at gøre her, er intet mindre end et studie i trommeprogrammeringer. Det forholder sig ofte således når talen falder på hiphop, men hos Random Axe er det om noget trommerne, der driver værket. Det er faktisk lidt sjovt, for ved første øjekast, så synes beat'sne utroligt voluminøse og "store" i udtrykket, men sandheden er, at Black Milk kun har taget få virkemidler i brug. Han formår at få sygeligt meget lyd af ganske få instrumenter. Trommerne er overvejende organiske, hvilket sikkert er et resultat af, at han har spillet meget med liveband på det seneste, og sammen med et sparsomt arsenal af elektroniske elementer - enkelte steder krydret med samples - kreerer han et enkelt, men uhyre effektivt og umådeligt banging fundament for de to rappere, der tydeligvis hygger sig med de saftige produktioner.

De kedelige momenter er virkelig i fåtal, og med en 15-numres plade på 40 minutter, er rutsjebaneturen nok hurtigt overstået, men det er fedt hele vejen igennem.
"Random Call" blæser pladen i gang med et opløftende beat, hvor et velsamplet vokalstykke synger duet med et herligt piano-loop, over en trommeprogrammering, hvor der virkelig bliver banket igennem. Dernæst følger "Black Ops", der er en af undertegnedes absolutte favoritter, grundet det nedbarberede mellemgulvs-tampende beat. Af andre favoritter bør "Understand This" bestemt nævnes, hvis beat faktisk ikke består af andet end trommerne, og så en lille mudret computereffekt, der rumsterer i baggrunden. "Jahphy Joe" MÅ også nævnes, med sit 36 Chambers -lydende trommeloop, en velklingende Melanie Rutherford på omkvædet og en umanerlig sulten Danny Brown på gæstelisten.
Listen af herligheder er lang, og jeg kunne snildt fremhæve gode ting ved de fleste numre, men det bliver både repeterende og svært at skrive noget nyt om de forskellige trommer. Det er nok noget, der bare bør opleves first hand.

Hvad angår Sean Price og Guilty Simpson, så er Random Axe ligeledes en storslået fornøjelse. Som Sean Price siger på "Random Call" - jævnfør citatet fra starten af anmeldelsen - så er de to MC'er ikke kommet for at opfinde den dybe tallerken, - de er her for at have det sjovt, og sjovt bliver det. De er begge veteraner, og deres flow og levering alene er en sand nydelse, men når det hele krydres med agressiv, in-your-face, fråde-om-munden rap, hvor skydevåben, street mentality, weed og fald-på-halen humor er i højsædet, så er det nu engang svært ikke at holde af. Som når Sean Price rapper "I shank ya / sharpened toothbrush in the gut of a wanksta", eller når Guilty rapper "I'm blowing smoke signals at an indian broad / I told her I'm unemployed, please give me a job". - Det er dumt, men på en afvæbnende og yderst underholdende måde. På "The Karate Kid", Sean P's solobidrag, går der lidt mere storytelling i den, men egentlig kun for at forklare, hvorfor alt det andet handler om druggin' an' thuggin'. Som han rapper:

"Cowards begin rap with the wackest lines /
Smack powerfull impact when I black that eye /
Rap agressor, the God spit agressive content /
Due to my jail time and crack sold on the park bench"

Guilty har også et par solobidrag i "Never Back Down" og "4 In The Box", men han formår ikke at stå lige så standhaftigt frem som Sean P. I mine øjne er det New York'eren der tager flest kegler, men når det kommer til stykket, så bliver de fleste rappere en halv meter kortere når Sean P står ved siden af dem. Heldigvis komplimenterer de to hinanden fortrinligt, og der dyrkes meget mere tag-teaming end egentlig konkurrence, så når alt kommer til alt, så er alle vindere i Random Axe. Dette opleves især på det konceptuelle nummer "Everybody Nobody Somebody", hvor Black Milk joiner de to andre i en storm af forrygende rap.

Meget mere er der vel ikke at sige. Black Milk, Guilty Simpson og Sean Price har skabt et monster af en plade med Random Axe, som på trods af ikke at synes synderligt ambitiøs, ganske simpelt er en møgfed skive. Jeg var ikke helt overbevist i starten, men selv de numre, der til at begynde med kun fik 3 og 4 stjerner i iTunes biblioteket, har sneget sig op på den femte, og med mere end to dusin gennemlytninger og en stadigt stigende glæde ved pladen, så vil jeg bestemt mene, at en fem'er er på sin plads

5/6

- Jeppe Barslund

Guilty Simpson - OJ Simpson

Detroit rapperen Guilty Simpson, der af J Dilla blev anset som værende en af de dygtigste, var en af 00'ernes vigtigste undergrunds mc'er, og arbejdsnarkomanen Madlib er en af nyere tids mest spændende og eksperimenterende producere. OJ Simpson er udgivet i Guilty Simpsons navn, men OJ'et i albumtitlen hentyder ikke til den Amerikanske fodboldspiller og morder af samme navn, men til Madlibs borgerlige navn Otis Jackson. Dette er i langt højere grad også et Madlib projekt end en Guilty Simpson udgivelse.

Som man kender det fra Madlibs mange besynderlige projekter, som fx Beat Konducta serien, hans Medicine Show og hans mange remixudgivelser, så er det ofte tilfældet, at hans kompositioner i højere grad er interessante og originale end de egentlig er decideret gode. Og jeg betvivler selvfølgelig ikke hans utrolige talent, for han har leveret meget sublim hiphop de seneste år - det er i anerkendelsen af dette, at jeg kan tillade mig at kritisere ham. Madlib sidder håbløst fast i 70'erne, og det er OJ Simpson et krystalklart eksempel på. Soundvenue skrev følgende i deres anmeldelse af OJ Simpson: "Til tider er det tæt på, at Madlibs musikalske linje og lydgodbidder tager kontrol over projektet. Men beatmaestroen formår alligevel at skabe en totaloplevelse...". - I mine øjne tager hans blaxploitation-indflydelsesrige film, radio, standup og tv -dialoger fuldstændig overhånd! Guilty Simpson reduceres til en bifigur, der slet ikke får tid eller plads nok til at brænde igennem. Ikke på et eneste nummer får han lov til at rappe nummeret ud, uden at blive afbrudt af en-eller-anden lydbid, der helt umotiveret stjæler showet. På "Something Bad (Intermission One)" skal man igennem to minutters tilfældigt sammensatte dialoger før den egentlige sang går i gang, og efter Guilty Simpson har rappet én linje, fader han ud og bliver overrumplet af endnu et stykke tilfældig dialog. Dér blev jeg decideret irriteret! Havde Madlibs beats så bare været himmelske, så havde man nok tilgivet ham, men jeg må indrømme, at jeg fandt produktionerne yderst kedelige, og til tider direkte dårlige. OJ Simpson består af en af de mest intetsigende samling produktioner fra Beat Konductaen. Når en 24-numres plade kun består af ca. ti rigtige numre, så kan i selv prøve at regne ud, hvor meget skrammel man er tvunget til at skulle lytte sig igennem. Af disse ti er det endda kun en tre-fire af dem, der for alvor vil noget. "New Heights" gør sig som pladens bedste nummer, men selv dette har kun en levetid på 2½ minut.

Guilty Simpson har ikke fået den store mængde airtime, men heldigvis formår han at fremføre nogle tekster, hvori battlerap, punchlines og rå street attitude er tæt komprimeret. Den dybe tallerken har Guilty sku' ikke opfundet, men han har et solidt flow og kan et-eller-andet med ord, der ofte er fantastisk underholdende. De momenter hvor Guilty's mesterlige rap møder Madlibs mesterlige beats får man serveret det pureste guld, desværre sker dette stort set aldrig.

Der er ganske simpelt for meget galt med denne udgivelse. Den er hamrende ufokuseret, afsindigt forvirret i sit udtryk, og så er det i mine øjne latterligt, at de fleste interludes, intermissions, introer, outroer og mellemspil - som der i forvejen er en overflod af - er længere end de egnetlige numre. At to så store kunstnere kan samles om et så ærgerligt et album, er mig et mysterium. Næste gang bør de nok gøre som udgivelsen antyder, og lave en Guilty Simpson plade, der er produceret af Madlib, og ikke et psykedelisk Madlib projekt, der har sparsomme og korte features fra Guilty Simpson. Trods mange positive anmeldelser og høje karakter fra andre anmeldere, må jeg indrømme, at Jeg er skuffet over det resultat de er kommet frem til på OJ Simpson.