Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund

Blue Scholars - "Fin" (Track Review)

Hold nu ferie hvor er jeg stadig oppe at køre over Blue Scholars' seneste Cinématropolis! Nye ting dukker op på pladen dagligt, og den vokser simpelthen i et fantastisk tempo. Jeg håber virkelig, at I har fået checket den ud, ellers så lov mig at i får det gjort hurtigst muligt - sommerens soundtrack fo' sho'!
Denne post bliver ikke meget længere end dette, jeg tror bare at jeg vil lade musikken tale for resten. "Fin" lukker naturligvis albummet, og nummeret er gået hen og blevet en topfavorit fra pladen. Sabzi's produktion er fra en anden verden, og Geo flyder hen over de hurtigt-købende melodier som var det, det letteste i verden. Nydelse på nydelse.

En lille ekstra ting, der gør, at jeg elsker kunstnere som Blue Scholars endnu mere, er når jeg er i tvivl om nogle lyrics, skriver en mail til dem direkte for at spørge om hjælp og får svar få timer efter, komplet med rettelser og tilføjelser. Æddermanme go' stil!


Roll the credits. The movie's over

"Yeah, and they said slow down for a minute but /
I said no rest to the finish so /
They said why you all about winnin'? /
I said because odds were so stacked against us /
That it went down and now playin' with housemoney /
The same label that ows Mos Def money, ows us /
We knew it goin' in, so what gotta see it from within /
Met alot of people, shook alot of hands /
Can't lie kinda did it for the fans /
Even more I did it for the fam /
Now I do it for the ownership of land /
I ain't talkin' 'bout a real estate man /
I'm talkin' 'bout war, agrarian reform /
Why mom's still call it back home /
Even though we been up in this bitch so long /
Uuh, I ment to say beast, my apoligies /
Any teacher suspended from the song /
And anybody that I never ment harm /
Anyone offended, you are all welcome /

You have born witness to a whole chapter /
Don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlibs /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see this D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
Finish what I had /

To stop when I took that risk on a rap /
Right when that last cat pissed on Iraq /
Went half with my lady on lad /
I was waving that AB flag /
Still do but I'm all grown up now /
Geo not O.G. but somehow /
Young bucks now adress me as that /
I'm either getting old, maybe getting more respect /
Or a little bit of both, never letting go /
With the little I was left, until I'm out of breath /
Never let it rest, do it to the death /
Still got love from the green wooded west /
Roll credits though my credits is a mess /
Yeah I know, pop said it best /
You don't believe it, it don't matter /
Please let it breathe, so asthmatic /

You have born witness to a whole chapter /
Don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlibs /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see this D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
Finish what I had /

So I did this, then I did that /
And this is how it felt so fuck that /
No rest for the metro bus that /
Now I'm going back to school y'all fuck rap /
Said I'm going back to school y'all fuck rap /
And there's no room left on this nutsack /
UW in this bitch, yeah I said that /
UW in this bitch, UW in this bitch /
Then I did that, and I did this /
And I kept one foot inside of business /
But never did I think I lived this /
With a pimp strut, and a shit list /
Just kidding I don't really got a shit list /
Just list of the shit I neglected /
Knowing nothing in life but the best shit /
Go quote me boy, 'cause I said shit /

You witnessed a whole chapter
But don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlips /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see that D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
I gotta go back /
Hey!! Hey!!
Ohh!! Yo!!
I gotta go back /
UW in this biiiitch!

Læs anmeldelse af Cinémetropolis her
Stream OG KØB Cinémetropolis her

- Jeppe Barslund

Blue Scholars - Cinémetropolis

Da Geo og Sabzi debuterede med Blue Scholars albummet i 2005 (efterfulgt få måneder senere af EP'en The Long March), rappede de om at være en del af den hårdtarbejdende middelklasse, og om at måtte negligere sine ambitioner og leve som blue colar worker, for at tjene til dagen og vejen. Alt sammen leveret "with the wonderful blend og black language and imigrant accents" over melodiøst gyngende jazz/blues produktioner.
Siden da er der sket meget for Blue Scholars. - De har gennemgået en flot udvikling, og på Seattle duoens tredje album gør de som de altid har gjort: går i en helt ny retning! Geo (som ikke længere har et 'logic' efter sit navn) og Sabzi har ikke udgivet to enslydende projekter, og denne tendens må man sige, at Cinémetropolis følger.

"If it spins on a reel, it gotta be real /
But real in real life just remind us of film /
And now you say something's like a movie when it's real /
Like a film's much realer than anything you feel /
In the Cinémetropolis"

Konceptet med pladen har været, at én specifik film har inspireret dem til at lave ét specifikt nummer. Dét nummer skal så efterfølgende danne rammerne for en helt ny kortfilm, og planen er, at der skal laves en kortfilm til hvert nummer på Cinémetropolis, deraf titlen.
I skrivende stund er der kun lavet en kortfilm til "Slick Watts", og dét resultat er ikke just imponerende i mine øjne. Den er kedeligt filmet, skuespillet er ganske ringe, den er meget Seattle-intern, og så kører der et beat i starten af videoen, der er længder bedre end selve "Slick Watts" nummeret. Men lad os nu se.

Jeg vil med det samme sige, at film-konceptet gør pladen til gruppens mindst sammenhængende hidtil. Der er ikke en gennemgående tematisk rød tråd at finde som man er vant til, - pladen er i højere grad udgjort af en masse komplet forskellige numre, med film-princippet som fællesnævner.

En anden fællesnævner, der bestemt også driver værket, er deres flabethed, som virkelig oser på Cinémetropolis, - så meget faktisk, at det til tider giver bagslag. Som Geo rapper på "Chief Sealth": "I'm from a analog era where we mash that beat / No screens, no things, just pads n' keys". - Musikalsk er Cinématropolis en spydig kommentar til nutidens mainstream analog-drevne hiphop. Hvis man forestiller sig, at Sabzi fik adgang til f.eks. Lex Lugers producer-grej, og så producerede beats ved hjælp af de club-trommer, hi-hats, fler-lags synth og 808's, der hører til radio-hiphop, og så tilføjede sin egen, uovertrufne musikalske dygtighed, så har man en idé om, hvordan Cinémetropolis lyder.

Okay, overdrivelse fremmer forståelsen. Sabzi's eget vandmærke er selvfølgelig at finde over det hele. Man skal huske på, at han er uddannet klassisk jazz-pianist, og de fine klaver-melodier, om end i synth form, er at finde over alt på pladen. De japanske taiko-trommer, som han først anvendte på "Bananas" fra OOF! EP'en er også brugt på flere numre, og de alene afbalancerer det analoge feel på fornemmeste vis. Åbnings- og titelnummeret er et fremragende eksempel på den analoge flabethed. Der er synth på synth på synth, med pulserende hi-hats og computer blip-blop lyde til højre og venstre, men med taiko-trommerne og Sabzi's små melodiske indslag forvandler han det til en af hans bedste kreationer til dato.
På numre som den Black Eyed Peas lydende "Lalo Schifrin", den Owl City lydende "Hussein" går noget af luften af ballonen, - produktionerne er en smule kedelige, og ender med at lyde som de numre som de skulle have været en spoof af.
Andre numre bærer beats, der ikke er decideret dårlige, men som bestemt må sortere under Sabzi's "letteste" til dato. "Anna Karina" og "Marion Sunshine" bærer begge meget minimalistiske produktioner, og da der ingen udvikling sker, bliver også de en smule vage i det lange løb.
Andre steder fungerer minimalismen fortrinligt. Tag f.eks. det alt for bad ass nummer "Seijun Suzuki", der er drevet af et repeterende talk-box "riff", tonstunge taiko-trommer og mudret synth i baggrunden. Simpelthen top klasse.

Selvom Cinémetropolis rigtig nok bærer nogle af Sabzi's mere undervældende beats, så bærer den samtidig også nogle af hans mest kreative. "Oskar Barnack ~ Oscar Grant" f.eks. er af en anden verden! Oskar Barnack var manden, der opfandt Leica kameraet, som var grundlægger for "street photography". Sabzi har så siddet med dette Leica kamera og optaget alle de forskellige lyde det kan lave; tryk, rul, drej, skift film, tag billede og hvad man ellers kan. Disse lyde har han så lavet et beat ud af, så percussion-kernen af nummeret består af kamera-lyde. Det er vanvittig flot lavet. På nummeret opfordrer Geo råbende til at "shoot the cops", - med kameraer altså. Et genialt twist til "fuck tha police" rappen. Han mener, at det stærkeste våben imod politiet ikke er vold, men at dokumentere deres "ugerninger". "Shoot the cops - get your cameras out your pocket people!".

Why ask for permission when you know you can't have it /
Not until my name done travel the damn planet"

Lyrisk set er Geo i hopla, ja, jeg vil faktisk mene at nogle af hans skarpeste linjer er at finde på nærværende plade, men ligesom hans producer-makker er det ikke helt uden bump på vejen. Et nummer som "Slick Watts", hvor han bruger hele første vers på at opremse geografiske residenser i Seattle virker en smule under hans standart. Men de skarpsindige tekster er i herlig overflod. "George Jackson" er en af hans stærkeste præstationer overhovedet, med linjer som:

"Me, I think you are more in charge than you think /
They want you behind bars and not the ones that you spit /
You still rappin' a rap, I'm so over this shit /
We callin' this a wrap, here's a present in fact, I say /
Nobody move, everybody get hurt /
I'm stickin' up the world now for everything it's worth /
'Cause I ain't tryna rest if this shit is gettin' worse /
And I'm tryna do more than just put it in a verse"

På "Yuri Kochiyama" (japansk, nobel-pris nomineret menneskerettigheds aktivist) rapper Geo om revolutionens frontløbere, med den motiverende linje "revolutionaries die, but the revolution don't" i centrum. I andet vers rapper han om Yuri, som var nære venner med Malcolm X, og som var med til hans tale da han blev skudt, og som holdte ham i sit skød da han døde:

"I've seen a picture up in Life magazine /
You were sittin' front seat for Malcolms last speech /
Saw the first man with the shotgun /
Two more came to get the job done /
Now who would have thought that it'd be you holding him /
I wonder what you felt when his eyes were going dim /
And if he never died would we know that he exists /
Ot would he have been the leader that we always seem to miss /
Now there's no taking back whatever happens in your mist /
You remind me that it's more than just a martyr and a myth"

Afsluttende rapper han, "When I grow up, I wanna be just like Yuri Kochiyama". Helt utroligt stærk sang.

Geo rapper også om mindre tunge og tankevækkende emner - ikke at der er noget i vejen med det, bevares - men han skaber en dejlig balance på pladen med f.eks. den poetiske flotte "Marion Sunshine" og let-indtagelige numre som weed-oden "Tommy Chong", der dog ikke er mindre skarp. I stedet for at have en Wiz Khalifa indgangsvinklen til weed-rap, så spytter Geo "Wikipedia raps", hvilket faktisk er ganske interessant. En opremsning af historiske facts om hvem der har røget hash igennem historien, som Shakespeare, Christopher Columbus, politibetjente, og ikke mindst: "George Washington himself probably smoked the chronic / Now his face gettin' traded for the shit, ironic". På tredje vers er Macklemore gæst med et helt (for)rygende vers, hvor han tager pis på alle weed-rapperne, gennemført med et sløret, konfust flow, Wiz Khalifa puns, Lil' Wayne-lydende hæse host, og sublime linjer som: "At 4:21 it was all about the looove / Now it's 4:31 and I'm paranoid as fffuck!". Man kunne måske mene, at det er en smule paradoksalt for Macklemore at rappe om at ryge hash efter at have lavet "Otherside" nummeret, men som han siger til sidst: "moderation, that's the key and the door is unlocked / It's up to you how to use it, make the call".
- Sabzi's produktion herpå er også formidabel, med en komplet lalleglad melodi, der stammer et sted fra jeg ikke kan huske, men som jeg tror alle vil kunne genkende.

"Gonna take more than a few to fool me /
You only get this timeless if you study Kool G"

Naturligvis er der også "hiphop for hiphoppens skyld" at finde på Cinémetropolis. Igen må "Seijun Suzuki" fremhæves, hvor Geo flower derud af som en vanvittig. På den ekko-rungende "Fou Lee" rapper han også som en drøm, og på "Fin" brillerer han med en teknisk snilde, der nok aldrig har været mere imponerende.

Der ER virkelig meget guf på Cinémetropolis. Lyd-mæssigt er det, det mindst Blue Scholars -lydende album til dato, men kan man abstrahere fra det faktum, at stilen er så ny og anderledes, er der uvurderligt guld at finde på denne skive. Jeg holder fast i, at Sabzi har nogle kedelige bidrag iblandt, men når han er god, så er han en af de bedste overhovedet.

Som man siger: "man kan ikke lære at stå på ski uden at falde". Som jeg ser det startede Blue Scholars deres karriere med et perfekt nedløb på en sort pist, så det er yderst tilforladeligt at de først falder og viser svaghedstegn nu, tre albums og to ep'er inde i karrieren. Især når svaghedstegnene ikke er værre end hvad tilfældet er. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Blue Scholars er nogen af de vigtigste på den internationale hiphop scene pt, og i min bog er de nok allerede blandt de vigtigste overhovedet. Gør dig selv en tjeneste og skaf Cinémetropolis hurtigst muligt!

5/6

Cinémetropolis kortfilm:

(klik link for at se filmene på YouTube)
(listen opdateres løbende)

01. Cinémetropolis
02. Hussein
03. Fou Lee
04. Lalo Schifrin
05. Seijun Suzuki
06. Anna Karina
07. Marion Sunshine
08. Slick Watts
09. George Jackson
10. Oskar Barnack ~ Oscar Grant
11. Yuri Kochiyama
12. Rani Mukerji
13. Tommy Chong
14. Chief Sealth
15. Fin

- Jeppe Barslund

Jeppe Barslund Præsenterer - LEFTOVERS2010

- UDGÅET -

Kære læsere - det er med stolthed at jeg endelig kan præsentere mixtape/kompilationen 'LEFTOVERS2010' for jer!

- Dette er første udgivelse i LEFTOVERS-serien, som efter planen kommer til at se én udgivelse årligt. LEFTOVERS er en mixtape/kompilation i bedste årsopsamlings-stil, bare i undergrundsformat. Min mission med udgivelsen er - som det altid har været med bloggen her - at sprede ordet om alt det gode undergrunds hip hop, som jeg så inderligt gerne vil have, at alle skal have muligheden for at opleve. LEFTOVERS2010 er derfor fyldt med (noget af) alt det bedste undergrunds hip hop fra Amerika, der blev udgivet sidste år, som jeg frygter er gået forbi folks hoveder. Og jeg tør godt garantere, at der er noget for enhver smag herpå. Uanset om man er til mørk og rå hiphop, depressive beretninger fra det gustne gadehjørne, opløftende grooves, velfortalte historier, braggadocio rap, socialbevidst lyrik, kærligheds oder eller hiphop man bare kan læne sig tilbage og nyde, så er det at finde på LEFTOVERS2010. Jeg har brugt godt og vel et halvt år på at sammensætte denne udgivelse, og der er ingen tvivl om, at dette projekt er det mest ambitiøse jeg har kastet mig ud i, i min tid som anmelder, blogger og hiphop-journalist. Jeg glæder mig derfor også som et lille barn til at dele det med jer og høre hvad i synes om det. Jeg har naturligvis ikke tænkt mig at anmelde min egen udgivelse, men jeg ville elske at høre jeres mening om den.

Og hvordan får man så fingrene i LEFTOVERS2010?

- Det er simpelthen såre enkelt, og det koster dig ikke så meget som skyggen af en krone! Det eneste du skal gøre er at skaffe mig 2 faste læsere til bloggen - er du ikke selv tilmeldt endnu tæller du selvfølgelig som den ene. Når det er gjort sender du bare en mail til...

jeppe_barslund@hotmail.com

...med navn og adresse, og så er der et eksemplar af LEFTOVERS2010 på vej. Udgivelsen er udelukkende tilgængelig i fysisk cd-format (en lækker lille "mini lp" sag!), da jeg personligt holder meget af æstetikken deri. Det er også muligt at hente et eksemplar i følgende butikker:

Drop Dead - Larsbjørnsstræde 16, 1454 Kbh K UDGÅET
Flavour - Skindergade 19, 1159 Kbh K UDGÅET
Paragraffen - Vestergade 14, 1456 Kbh K UDGÅET

LEFTOVERS2010 Tracklist:

01) Blue Scholars : Lumière
02) 2 Hungry Bros & 8thW1 : Everyday
03) Homeboy Sandman : Being Haved
04) Blame One : Its A Stick Up
05) Celph Titled & Buckwild : The Deal Maker
06) Qwel & Maker : Pitching Pennies
07) JustMe : The Prodigal feat. Deacon the Villain
08) KVBeats : Ambitions Of A Writer feat. Chaundon
09) PackFM : I F*cking Hate Rappers
10) Kno : Not At the End feat. Tunji
11) Shad : Rose Garden feat. Lisa Lobsinger
12) Air 2 A Bird : New York: Day 1
13) Exile : Love Line feat. Blu
14) Dirty Circus : Drama Free
15) Kinetics & One Love : Sign Language feat. Wynter Gordon
16) 2pak : Driftin'
17) Deacon the Villain & Sheisty Khrist : Chevrolet Doors feat. Mino Slick
18) Macklemore & Ryan Lewis : Otherside (Ryan Lewis Remix) feat. Fences- Her er der blevet skrevet om LEFTOVERS2010:

DubCNN (link)
SpolOp (link)
Wordonthestreet.dk / wots.dk (link)
rapspot.dk (link)

Goombay.dk (link)

Jeg glæder mig helt vildt meget til at høre hvad i synes om det, og jeg håber at der er rigtig mange af jer der får checket det ud. Love love.

- Jeppe Barslund

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -LEFTOVERS FROM LEFTOVERS (!)
Jeg har lavet en YouTube playlist over de numre som jeg mægtig gerne ville have haft med på Leftovers2010, men som ikke blev clearet. Nogen af dem er jeg næsten glad for ikke kom med, men andre er jeg, undskyld mit franske, satme ærlig over ikke kom med. Check dem ud her.