Året der gik: 2016

"To be honest, only an asshole would be thankful for a year like this". Sådan lød det tørt og kontant fra talk-show-værten Trevor Noah i en af hans december-udsendelser, og ser man tilbage på året 2016 og nogle af dens hovedoverskrifter, tegner der sig rigtig nok på mange områder et billede af et år, som vi nok ikke kommer til at se tilbage på med længsel og savn. 

David Bowie, Prince, Leonard Cohen, George Michael, Alan Rickman, Carrie Fisher, Anton Yelchin, Harper Lee, Umberto Eco og Mohamed Ali døde. Storbritannien forlod EU-samarbejdet i 'Brexit'-fadæsen. Borgerkrigen i Syrien blev et internationalt kogepunkt. hvor umenneskelighed nåede nye højder. Race-profilering og politivold fortsatte i USA, og ofre som Alton Sterling, Philando Castile, Charles Kinsey og Terrence Crutcher, der alle på nær en blev mejet ned i koldt blod, blev tilføjelser til en kedelig statistik. Über-røvhullet Martin Shkreli blev frikendt for anklager om svindel. Fona drejede nøglen om. Undergroundhiphop.com drejede nøglen om. Daniel Carlsen og Danskernes Parti introducerede eksplicit nationalistisk ekstremisme til dansk politik, der allerede, med nul-sympati for Syriens ofre, nye, nyttesløse ministerposter og et lavpandet uddannelsesloft, synes at have ramt et historisk lavpunkt. Trump vinder det amerikanske valg, og har allerede inden overtagelsen af det Hvide Hus givet ethvert fornuftigt tænkende individ mere end god grund til at bide negle over de umiddelbare fremtidsudsigter. Så ja, på rigtig mange måder: fuck 2016! 

Men des voldsommere dårligdommen, jo større bliver trangen og behovet for det gode, og måske af den grund har man set på årets forskellige lyspunkter med skærpet fokus. Jeg kigger i hvert fald tilbage på 2016 som et fænomenalt godt år for hiphop. Et forrygende år, med oceaner af fantastisk musik. Det utvetydige bevis på dette er, at det har været decideret svært at stykke de traditionsrige to top 10'er sammen. Ikke desto mindre følger de her.

Top 10 dansk hiphop

10. Carl Knast - Fejl 40/Fejl fyrre + 
Def Star Audio Emperor - God Yells: Drill Darwin's Asshole

Det er måske en smule besynderligt at lade to plader dele en plads på listen, men for mig er der, set bort fra selve musikken, flere ligheder at drage mellem Carl Knasts Fejl 40/Fejl Fyrre og Def Star Audio Emperor's God Yells: Drill Darwin's Asshole, som gør det plausibelt at nævne begge plader i ét åndedrag. Echo Out har længe været et pladeselskab, der, som det ofte er kutyme i undergrunden, financierer deres pladeudgivelser ved salget af den foregående plade. Men med disse to plader, der begge er så pilskæve i deres udtryk og lyd, at man længe inden pladerne er blevet trykt har givet afkald på et større salg, viser Echo Out et hidtil uset overskud, både økonomisk og kunstnerisk, og det er fantastisk at opleve. Og nå ja, så er de begge bundsolide: Carl Knast med sit format-udfordrende og genre-uladesigbegrænsende udtryk, og Def Star med sin lige dele lumre og klassisk tænkte lyd, der bedst kan beskrives som Bang Bros møder spillen med musklerne møder nedtonet lounge-stemning - mærkværdigt og højst interessant.  

9. Machacha - Tigerblod

Mange kunstnere tænker fremadrettet i disse tider, hvilket er både vigtigt og nødvendigt, men nogle er også nødt til at gøde rødderne og holde det originale ved lige. Dén tjans pådrog Machacha sig og udgav et gedigent boom-bap, backpack'er rap-album, hvor han over tolv skæringer og med en god håndfuld prominente gæster serverer rigtig rap for folk, der kan lide rigtig rap (som C-Style formulerer det). Tigerblod er ganske enkelt bare en kanon fed rap-plade, der ikke forsøger at være andet end det, den giver sig ud for: rendyrket hiphop.

8. Torden & Lynild - Sky til jord

Trepac og Melancolias samarbejde som Torden & Lynild har været længe undervejs, ja vistnok færdigt i længere tid, men 2016 blev året hvor Sky til jord landede, og det skulle knap så overraskende vise sig at være en ganske fornuftig affære. Få én-rapper-én-producer -konstellationer komplimenterer hinanden så fortrinligt som disse herrer, der har fundet et fælles ståsted, hvor de får deres lyd til at gå op i en højere enhed, hvilket kommer til udtryk på blandt andet "Tilbagetog", "Undermenneske" og "Ledte efter noget", hvor man svært kan forlange mere. Som samlet plade er jeg dog rørende enig i landets skarpeste anmelder Maja Hirani når hun skriver, at hverken tekstunivers og lyd helt formår at fastholde intensiteten albummet ud. Man ender dermed med at sidde med et album, der har mange øjeblikke af svimlende høj kvalitet, men som i sin helhed flirter med det repetende og læner sig op ad det unødvendigt tunge. 

7. Esben & Loke Deph - Weekendmixtape Vol. 3 + 4

At kalde Esben og Loke Deph's Weekend Mixtape -serie for et 'hiphop-frikvarter' ville være at forklejne kvaliteten på de indtil videre fire mixtapes, men ikke desto mindre er der en stemning omkring disse udgivelser, der lugter langt væk af frirum, krea-værksted og frimodig eksperimenteren. I år er vi blevet beriget med Mixtape #3, Parnasset, og #4, Ydmyg, der, selv forklædt som afbræk fra "rigtige" projekter, har budt på noget af det skarpeste og mest vellydende hiphop i år. Album covers'ne er fjollede, musikken ligger udelukkende som ét langt track på soundcloud (læs: besværligt) og titlerne på numrene synes højst aparte - alligevel drages man af skidtet som en skade på jagt efter det, der funkler og glitrer, for dét er faktisk præcis hvad disse mixtapes gør i sidste ende, hvilket velsagtens vidner om et farligt talent og overskud.

6. Manky & Lord Akton - Manky x Akton (PSYK08)

Årets måske mest oversete og forbigåede udgivelse kom fra Psykofarmakarisma, da producer-extraordinaire Lord Akton og tidligere Intelligent Pushing bagmand Manky udgav Manky x Akton (PSYK08). Et sumpet og perplekst værk, hvor lytteren inviteres ind i en tilrøget, lo-fi og jazz-snusket hiphop-verden. Numrene er alle ganske korte og strukturen synes nærmest diffus, men håndværket er af ypperlig kvalitet; produktionerne kommer fra en mester og rappen leveres kontant og uden omsvøb - og den røde tråd er klar som bare pokker, hvilket i sidste ende gør Manky x Akton til et helstøbt værk, der for hvert gennemlyt åbner sig langsomt for lytteren. 

5. Binær - Umage

Mund De Carlo og Trepac tog i 2016 hinanden i hånden som Binær og blev enige om at forsøge at tage ekvilibristisk rap-teknik til et nyt niveau. Resultatet blev albummet Umage, hvor de på alle leder og kanter gjorde det klart, at de er enevældige i nørdet rim-teknik og tungevridende flow-stykker. De formåede i høj grad at få det bedste ud af hinanden: de er hinandens rap-idoler, hvilket udmundede sig på produktiv vis ved, at de hver især bestræbte sig på at imponere hinanden. Produktionerne er flere steder fantastiske, men overordnet set ikke helt on par med rapperne, men er det gedigen og skarpskåret rap man leder efter, så var Binær uden tvivl 2016s match made in heaven. Læs anmeldelsen her.

4. Keis Khatib - Zone 2

Hvis man førhen har gået og undret sig over, hvordan det ville lyde hvis en dansk rapper skulle lave en pendant til de mange New York-repræsentationer, der fyldte i 90'ernes østkyst-hiphop, så gav Keis Khatib et umanerlig godt bud på netop det med Zone 2, der er intet mindre end en NY-inspireret ode til Nørrebro. Produktionerne, som han mestendels selv står for, er simpelt skåret, med støvede trommer, dybe basgange og et sparsomt men uhyre velvalgt kartotek af samples, primært i den jazz'ede ende, og med sin hæse vokal og afslappede levering står det soleklart, at Keis Khatib er vokset op med blandt andet Nas i sine høretelefoner. Zone 2 har alt andet end store favntag og brede skuldre, og deri ligger en stor del af charmen: dette er soundtracket til en rolig tur igennem 2200, hvor man kan lade sig suge ind i det stille univers og dvæle ved den autentiske lyd, de både implicitte og absolut eksplicette referencer til diverse 90'er-rapikoner, og i ro og mag minde sig selv om, hvor vidunderligt hiphop lød i 90'erne. Keis Khatib og Green Shades Music har lavet en lille perle med Zone 2, som skal høres.    

3. Ham Den Lange - Dagbog fra en flygtningelejr

Årets vigtigste, mest aktuelle og rørende fortælling kom fra Ham Den Lange, der med Dagbog fra en flygtningelejr indvilgede os alle i sine oplevelser fra flygtningelejrene på de Græske øer. Det er mesterligt fortalt; man bjergtages af de tragiske historier og de forskellige personer, man præsenteres for undervejs, og man skal vitterlig være en kold skid for ikke at blive berørt undervejs. Som lytteoplevelse er Dagbog fra en flygtningelejr en first! i dansk rap; aldrig har man hørt noget lignende, og selvom omstændighederne er beklagelige er det fantastisk at opleve rap som håndværk blive brugt til noget nyt og ikke mindst særdeles meningsfuldt. Som der helt rigtigt blev skrevet som kommentar til denne blogs anmeldelse, er dette en plade, der kun er grunde til at købe. Læs anmeldelsen her.

2. Kaput - Sputnik

Årets 2. plads kommer nok som lidt af en overraskelse. Her mener jeg ikke 2.-plads-placeringen men selve udgivelsen, der ikke er udkommet, endsige annonceret endnu. Det vil nok glæde de fleste at høre, at den i undergrunden feterede gruppe Kaput (bestående af Boone, Loke Deph og Esben) udgiver deres debutalbum Sputnik nytårsdag, få øjeblikke inden hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. indleder sin nytårstale. Hungeren og desperationen efter en langspiller fra Kaput har været total lige siden numre som "Tupak" og "Noia" ramte youtube for en håndfuld år siden og med et trylleslag gav Kaput kultstatus, og med projekter som Esben og Boones Skoerbug og Skub Roeg EP'er samt Esben og Loke Deph's Weekend mixtapes som kreative legepladser, har de finpudset deres i forvejen unikke udtryk og udgiver med Sputnik et sublimt album, der så rigeligt er ventetiden værd. Synergien sprudler, produktionerne knitrer som ønsket og overrasker som håbet, og lyrikken forundrer og forbløffer, helt som man er blevet vandt til at elske det: "Jeg har det li'som Gud, det' lige ud af tegneserier / Alle er kaput på Sputnik charter-ferier". - Formidabelt album, som jeg glæder mig til at skrælle flere lag af og anmelde for jer engang i det nye år.

1. Loke Deph - Malstrøm/Beluga

Med al den fantastiske danske rap som vi er blevet udsat for i 2016, er det en bedrift af de helt store at skabe et album, der så overlegent og så utvetydigt har efterladt alt andet i skyggen af sin storhed. Loke Deph begik i selskab med producerne Boone og Telepa-T et monumentalt værk med Malstrøm/Beluga, som i min optik gør sig som et af de mest helstøbte, originale, gennemgribende og yderliggående i dansk rap historie. Det er et halvt år siden jeg anmeldte pladen og gav den topkarakteren 6/6, og jeg har stadig ikke fået armene ned. "Malstrøm/Beluga er kort sagt en grandiost fuldendt debut, der i min optik er klassiker-betegnelsen værdig" lød det blandt andet i anmeldelsen, og jeg har kun ét yderligere ord at supplere med: bravo. Læs anmeldelsen her.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Esben & Boone's Skub Roeg EP (læs anmeldelse), Mund De Carlo's Ja Nej Måske EP (læs anmeldelse), Particle Man, DJ FMD & Zade One's Still Care, Manus Bell's Galvanize, Dødssejlerens Spøgelser (læs anmeldelse), Lars EFX/Clockworks 12 timer og Boone's Gennem Brud EP

. . . . . . . . . .

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Emapea - Seeds, Roots & Fruits

Selvom der er udkommet meget lyrisk fortræffelig rap i 2016, har jeg ikke kunne fuldgøre denne liste uden instrumental-albummet Seeds, Roots & Fruits. Bagmanden er den polske beatsmed Emapea, der har begået et voldsomt gennemført og mangefacetteret instrumental-projekt, hvor han favner bemærkelsesværdigt bredt og kommer i mål med det hele. Fra behagelig Dave Brubeck lydende jazz på åbneren "Laka" over støvet 90'er boom-bap på "Ruffneck Madness" til syre-jazz, trip-hop og 80'er-lydende fandenivoldskhed á lá N.W.A. på "What the Funk". Mange stilarter indenfor hiphop-spektret er pakket sammen på Seeds, Roots & Fruits, og ikke alene lyder det hele godt hver for sig, som helhed spiller albummet fantastisk godt. 

9. Ed Scissor & Lamp Lighter - Tell Them It's Winter

Få producere har i 2016 skabt noget så stort og skabende som Lamp Lighter på Tell Them It's Winter. Lige fra de sprukne klavertangenter gør deres entré på åbneren "Grandzeen" ved man, at man står med noget "anderledes" foran sig, og dét bliver bekræftet tifold over albummets følgende ni skæringer, hvor man suges ind i en dyster, melankolsk og frostklar verden, der ingenlunde minder om noget man har hørt før. Ed Scissor ligger sig i det scinematiske landskab som en tyk tåge, og formår med sin apatiske vokal og nærmest sløve levering at komplimentere de produktioner til perfektion. Lyrikken er malende og poetisk. Det er ikke alt, der umiddelbart giver mening, men man fornemmer meget, og dét giver anled til utallige gensyn med Tell Them It's Winter.   

8. Juju Rogers & Bluestaeb - Lost In Translation (LIT)

Det første reelle samarbejde mellem den tysk-amerikanske rapper JuJu Rogers og den tyske producer Bluestaeb er et kort et af slagsen, men udtryk som "less is more" og "kvalitet over kvantitet" er opfundet til plader som Lost In Translation. Det tager dem ikke mere end ti numre, hvoraf fem bærer rap og fem er instrumentale interludes, at overbevise en om, at kemien er særdeles sublim og at de er i stand til at levere noget af det bedste hiphop idag. Få kan røre Bluestaeb når det kommer til basgange og trommer, og når han samtidig har arbejdet sig frem til at blive en umådelig melodisk fætter hvad angår klaverspil, blæsere og samples, så kan man levere på et farligt højt plan. Og ingen er bedre til at berige produktionerne med rap end Juju Rogers, der har en autentisk og klassisk tilgang til at skrive rim, og hvis levering sidder lige i skabet på samtlige tracks han giver sig i kast med. Jo, den er kort, men fy føj hvor er Lost In Translation en dejlig plade! 

7. Kanye West - The Life of Pablo

Årets vel nok mest omdiskuterede plade The Life of Pablo, kom ikke overraskende fra hiphoppens mest omdiskuterede kunstner: Kanye West. På den ene side én stor pærevælling, på den anden side et spøjst komplekst album, der virkelig sætter lytteren på en prøve. Et album, der er nemt at hade og kræver lidt ekstra at elske, men som jeg personligt har hørt umenneskeligt meget; måske mere end noget andet i år, med listens førsteplads som undtagelse. Som altid er der noget sært dragende over West's måde at tænke musik på. The Life of Pablo er velsagtens det første album, der konstant har formeret, forandret og revideret sig selv, og selv nu, længe efter den oprindelige Tidal-udgivelse, er det ikke til at vide, om man har hørt den endelige version - eller om der nogensinde kommer en endelig version. Hvorom alting er serverede West med TLOP et virvar af både skarpe og infantile tekster, vidunderligt komponerede hiphop-beats og bizarre hip-pop-eskapader. Det hele var og er meget mærkeligt, men det ændrer ikke på, at jeg stadig lytter til det og synes det er hammer fedt, trods åbenlyse skønhedspletter. Læs anmeldelsen her. 

6. Dream Junkies - Good Religion

Good Religion er ikke et fejlfrit album, men når Beleaf, John Givez og Ruslan er gode, gør de sig som leverandører af noget af det hiphop, der går renest ind hos undertegnede. Om det er triple-espresso-shot-energi på "I Got the Juice", Outkast-lydende legesyge på "Boogie Man", komik på højt plan nedarvet fra The Pharcyde og A Tribe Called Quest på "Show Biz" eller højmelodisk vellyd på "All's I Need", så er det lige dele genre- og livsbekræftende. Dream Junkies fortsætter med at være de klarest lysende stjerner på vestkysten, selvom størstedelen af verden stadig har dem til gode. Læs anmeldelsen her.   

5. Ugly Heroes - Everything In Between

"Hverdags-heltenes talerørs-trio er endnu engang forenet, og det lyder kort sagt bedre end nogensinde før". Sådan lød det blandt andet, da jeg anmeldte Ugly Heroes' Everything In Between tilbage i juli. Og rigtigt nok: Red Pill og Verbal Kent's historie sidder stadig fast i erindringen, og Apollo Brown's mageløse beats, som jeg stadig holder på er de bedste siden Gas Mask, lyder præcist lige så lækkert nu, som da de sendte mig bagover ned af stolen første gang jeg lyttede pladen. Everything In Between er ikke en ambitiøs eller stort anlagt plade, men når musik laves og formidles af helt almindelige mennesker af kød og blod, med helt almindelige mennesker som modtagere, så sker der immervæk noget magisk med relaterbarheden: musikken bliver nærværende og gør stort indtryk, og når den tilmed lyder fantastisk, er resultatet en umådelig velskåret plade. Læs anmeldelsen her.    

4. Aesop Rock - The Impossible Kid

De fleste rapperes højeste ønske er at besidde blot en brøkdel af, hvad Aesop Rock har. Det er meget simpelt: få, hvis nogen, i hiphoppens historie har så fuldendt en pakke som Aesop Rock. Vokal, levering, personlighed og ikke mindst tilgang til tekstskrivning: slå "unikum" op i en ordbog og der vil være et billede af Aesop Rock, der er det levende bevis på, at det mest interessante og originale musik ofte kommer fra de skæveste eksistenser. Som helhed, bredt ud over hele, The Impossible Kid , er lydsiden for indgroet og ensidig til min smag, men når Aesop Rock begiver sig ud i at berette om alt fra gyder han har sovet i på "Mystery Fish" og tabt passion som tegner på "Rings", til at føle sig voldgammel i en ny verden på "Lotta Years" samt en ode til sin kat på "Kirby", så er det så genialt fremført, at man må bøje sig i støvet og anerkende et komplet enestående hiphop-talent. 

3. L'Orange & Mr. Lif - The Life & Death of Scenery

Med The Life & Death of Scenery forenede mester-produceren L'Orange og mester-mc'en Mr. Lif deres forkærlighed for konceptuelle udgivelser og abstrakt fortællekunst for at stille spørgsmålet: Hvad sker der med et samfund, hvis man dræber kunst? Resultatet er naturligvis en yderst konceptuel udgivelse, hvor der fortælles om "The Scribe" og hans mission for at omvælte indbyggerne i det dystopiske "last society", der ledes af et anti-kulturelt, fascistisk styre, og overbevise dem om, at livet ikke kan leves uden kunst; livet er kunst. Rent håndværksmæssigt er The Life & Death of Scenery en udsøgt fornøjelse. Mr. Lif er en gudsbånedet MC, der er ligeså dygtig rent teknisk som til at strikke en spændende fortælling sammen. Og også L'Orange er i sit es og tryllebinder nok engang lytteren med sine støvede, jazz'ede, lidt dunkle og stramt komponerede signatur-beats. En voldsomt stor fornøjelse. Læs anmeldelsen her. 

2. A Tribe Called Quest - We Got It From Here... Thank You 4 Your Service

Efter 18 års hiatus og interne stridigheder vendte legendariske A Tribe Called Quest tilbage med et fænomentalt come-back album. Helt fantastisk var det at høre, at ATCQ lød helt som dem selv, naturligvis med den nødvendige update, som 18 år må følge med sig. Phife Dawg bærer en stor del af skylden for, at det lykkedes at samle hele holdet til en sidste Tribe-plade, men som man kan læse i The New York Times endte anstrengelserne med at tage livet af "the funky diabetic", der bogstavelig talt gav alt hvad han havde tilbage for at genforene gruppen og give verden et sidste pletskud. Han vidste hvad han gik ind til, og man må sige, at det var anstrengelserne værd: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service er en knivskarp, aktuel, konfronterende og ambitiøs plade, der sprudler af overskud, fantastiske produktioner, udsøgte gæstepræstationer og ikke mindst et hold af sindssygt veloplagte kernemedlemmer, der genfinder fordums storheds nerve, gnist og lyd. Ganske enkelt et suverænt album.

1. Sho Baraka - The Narrative

Sørme så! - Endnu engang er årets for mit vedkommende ABSOLUT og uden sidestykke bedste album et album, som jeg ikke har set på én eneste anden "end of year" -liste, og jeg kan garantere jer for, at jeg har gennemtrawlet internettet for 'best of' -lister! Sho Baraka udgav The Narrative via Humble Beast og leverede efter min ydmyge mening årets største, flotteste og vældigste værk. Albummet har en utrolig dybde og hviler på et omspændende historisk fundament, da den bygger på den idé, at der er et overordnet 'narrativ', som utallige gange er blevet omskrevet gennem historien, og som det er muligt at omskrive fremtidigt. "Don't close the book I got more to write / You can change the story, that is my advice" lyder det på åbneren, og således åbner Sho Baraka døren ind til en kompleks fortælling, hvor hans egen personlige historie og afro-amerikanernes 'narrativ' er viklet uigenkaldeligt sammen; Sho Barakas egen historie som den bærende story-line med konstante nedslag i afro-amerikansk kultur og historie som den røde tråd. Det er ufattelig godt strikket sammen, og ikke nok med, at ideen og konceptet er genialt, så skriver og rapper Sho Baraka bedre end nogen anden i 2016. "Words" er den mest rørende fortælling jeg har hørt i hiphop-regi i måske for evigt, og "Fathers" går lige i hjertet. Men Sho Baraka står også for årets mest triumferende feel-good anthem med "Here" og noget af det mest sexede, groovy og funky hiphop i år, bl.a. i form af "Love". Han kan og har det hele! Som prikken over i'et producerer BeatBreaker og Jamie Portee den med længder mest udsøgte samling beats. Der er ufattelig meget at sige om The Narrative, og der kan ikke være nogen tvivl om, at jeg virkelig skylder jer en anmeldelse her. Indtil da må jeg holde mig kortfattet og bare sige, at Sho Baraka, på trods af, at ingen andre anerkender ham for det, har udgivet 2016s kronjuvel.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Jewels Hunter's Footnotes of A Jewels Hunter, Eastkoast & Phalo Pantoja's Merciless Beauty, Little Simz's Stillness in Wonderland, Ivan Ave's Helping Hands,  Mick Jenkins' The Healing Component, Like's Songs Made While High, Elzhi's Lead Poison, Ka's Honor Killed the Samurai, Common's Black America Again, Rapsody's Crown EP, Skyzoo & Apollo Brown's The Easy Truth, Prolyphic's DNGRFLD og J. Cole's 4 Your Eyez Only.

. . . . . . . . . .

Hvad venter os i 2017?

Der er masser at se frem til i det kommende år på den musikalske front. På hjemmefronten slipper Nota Bene og Davey deres Dag efter dag plade løs. Chewbacca udgiver sin EP Patina, og Suspekts 100% Jesus lander til februar. Og selvom man aldrig kan vide sig sikker, kan man jo håbe på, at Sigma får udgivet det projekt, jeg både i '15 og '16 var sikker på ville udkomme.

Kigger vi mod det store udland glæder jeg mig til Alltta's The Upper Hand, Co$$' Figure 8 og Jam Baxter's Mansion 38. Og lur mig om ikke Qwel & Maker snart er klar med en efterfølger til deres mesterværk Beautiful Raw fra 2013. Og nu vi er ved måske'erne, er det så ikke plausibelt at antage, oven på DJ Khaled og Nas' track "Nas Album Done", at Nas har en ny plade klar? Og så tør jeg også godt håbe på, at Beleaf, der her på bloggen stod for 2014s bedste album med Red Pills + Black Sugar, er klar med et nyt album i '17. Hvem L'Orange kommer til at udgive album med vides ikke på nuværende tidspunkt, men det bliver højst sandsynligt fænomenalt. Jo, der er rigeligt at glæde sig til, at jeg har endda sikkert glemt en masse.

Det var mit år 2016 i hiphop

- Hvordan så jeres ud? Hvad har i lyttet mest til? - Og hvad ser i frem til i 2017?

1000 tak fordi du læste med. Pas på hinanden og kom godt og sikkert ind i det nye år.

- Jeppe Due Barslund

Binær - Umage

"Kun få tør gå en potentiel fiasko i møde /
Hvor det' hver-mand-for-sig på slagmarken, der dræbende øde /
Har vi lavet en plade for at se om fællesskabet gir' glød /
For at udfordre os selv og risikere hinanden i forsøget"

Der har i flere år hersket en mere eller mindre officiel fejde mellem da danske undergrunds-hiphop-kollektiver Echo Out og Struglaz, primært affødt via Rap Slam Battles, hvor der altid har været garanti for høj underholdningsværdi og battle-kvalitet, når repræsentanter fra de to hold har tørnet sammen. Balthasar og Pede Gøbbs battle fra det første Rap Slam Battle arrangement tilbage i 2011 er stadig uhyre tæt den dag i dag, og battle-styrkeprøverne mellem Eco og Pede Gøbb, Balthasar og PsoriaKriz, Mund De Carlo og Rasmus Modsat og senest Balthasar og Rasmus Modsat, har en enorm replay-value. Temaet for næsten alle af de nævnte dueller har været, sat på spidsen, at det er de ægte, autentiske con amore hippie-hoppere fra Echo Out, imod de privilegerede overklasse-børn i Struglaz, der blot rapper fordi de kan og i øvrigt aldrig har følt en reel struggle. Det er der kommet mange sublime battles ud af. Undervejs har jeg dog haft mine kvaler ved for alvor at købe ideen om en strid de to crews imellem, for imens den verbale mudderkastning har stået på, har et samarbejde spirret på sidelinjen. Mund De Carlo medvirkede på de sidste fire udgaver af Echo Out's Spytbakken -serie. Dialektens Chewbacca leverede et beat til Mund De Carlo's debut EP Det tar' tid, ligesom Melancolia bidrog med musik til Carlos' første langspiller Frit Fald, der i øvrigt også blev gæstet af Trepac. Da Illusionisten havde brug for rap-hjælp til sit Dødssejleren-projekt var Mund De Carlo manden, der trådte til, og ligeledes slog det gnister, da Mund De Carlo og Trepac udveklsede rim på De forkerte spor pladen. Tilsvininger, punchlines og bodybags i battlerap-regi er altså gradvist blevet erstattet med high-fives og vennetjenester, og selvom det danske hiphop-miljø længe har ladet sig underholde af bekrigelse, har det længe ligget i luften, at et fuldbyrdes samarbejde faktisk var det mest oplagte. Dét forløses nu, med Mund De Carlo og Trepacs "klonede rap-monster" Binær.

Og hvem er så bedst af de to? Mund De Carlo eller Trepac? Det har ofte før været en spændende diskussion, men efter at have hørt de to sammen som Binær kan jeg kun sige: who gives a shit? Ved udgangen af Umage står det klart, at der ikke ville være en Mund De Carlo uden Trepac som forbillede, ligesom der ikke ville være en Trepac idag uden en Mund De Carlo til konstant at hæve barren og løfte niveauet. De er hinandens inspiration og motivation til at gå den ekstra mil og oppe deres færdigheder. Vi har ganske enkelt at gøre med alletiders måske bedste eksempel på gensidig respekt, ærefrygt og komplet uforfalsket kærlighed. Dette kommer krystalklart til udtryk på "Lad mig introducere", hvor Mund De Carlo og Trepac leverer et højst originalt, unikt og yderst hjerteligt track om, hvor høje tanker de har om hinanden:

"Det sgu let at forstå hvorfor jeg elsker dit flow /
Den måde du mestrer et sprog og lægger teksterne på /
Wow! - jeg' jo bare en simpel gæst i dit show! /
Og vi blir' husket som MCs, ikk' mus eller mænd /
For du' så vild en rapper at vi blir' umulige at glemme /
Men du' den bedste og der satme mange om buddet herhjemme /
Så bare du husker mig den dag du lige pludselig blir' kendt /
For du' et supertalent /
Årh, homie, nu' du' for flink! /
Nej, 100% /
Der' intet gyldigt modargument /
For der ikk' en MC, derude der rocker huset så nemt /
- siger ham jeg har været fan af siden 2005! /
Og jeg' en smule bekvemt ved at danne duo med den /
MC som jeg har dyrket mest, du' en gude-skribent /
- Nu' du' vist ude af frekvens! /
Nej, men jeg jubler bestemt /
Fuld af forventning over vi' nu danner gruppe min ven /
- I lige måde, føler jeg har fundet guldet for enden /
Af regnbuen og tænkt "jo, nu' skuden sgu vendt" /
Lykkens gudinde smiler til mig mens hun sutter min lem /
Var det ikk' for dig, så var min karriere sluttet for længst"

Der er amoriner i luften og rosenblade drysset omkring i studiet, men mere end et kærligt track om, hvor meget de holder af hinanden som personer og nørdede rap-teknikere, giver nummeret et detaljeret indblik i deres indbyrdes forhold. Mund De Carlo står endelig side om side med ham, han har været fan af i over et årti, og skal nu vise sit værd. Og Trepac skal bide skeer med rapperen, der i en årrække har stilet intenst efter rap-teknisk enevælde. Dette broderlige pres kommer til udtryk på bedste vis. Mund De Carlo leverer måbende multi-rim på "Umagen Værd", og Trepac lyder sulten nok til at kunne spise en hel ko uden salt på "Kryb og kravl". Men det er, når de rapper og skriver sammen, at det for alvor går op i en højere enhed. Det står meget hurtigt klart, at Umage er skrevet i det tættest tænkelige samarbejde, og mange numre er i sig selv klare beviser på, at Mund De Carlo og Trepac ikke har siddet hver for sig og uafhængigt skrevet tekster, men nærmere på skøddet af hinanden med armene om halsen og med dybe, inderlige blikke. Tag bare "Talegaver", hvor deres rim er integreret i sjælden grad:  

"Men der' ikk' nok profit, blot sweet-talk, kreditloft og peanuts /
Så nu' vores musik blot et bijob /
Det shit koster tid og har vist os for lidt love /
Selvom alt på vores rimblok er vildt godt, tiptop med pil op /
Ku' gi' en fuck, skrige op og sige stop /Men min flok vil ikk' brokke sig, hellere ta' et skridt op /
For vi' nok mer' Pete Rock end Kim Hot /
Mer' Beatnuts and Bikstok, vi indoktrineret med svedig hiphop /
Har lagt snittet, ret blikket med de to der dræbt' spillet /
Binær, flagskibet, fremskridtet, skarpt slebet /
Ret trippet, max flippet, tekst og flow der tar' pippet fra dem /
Får deres nakke nikketFår deres nakke nikket, når de hører os straf' beatet /
Mic'en den blir' skamkneppet, scenekanten den blir' straks splittet /
Vi ku' stadig spark' skidtet op selvom de trak stikket /
Gider ikk' at jagt' hittet, den taktik er afviklet /
Snik-snakken fraklippet, nu satser vi langsigtet"

Dyrk også "Totaler", hvor ord- og bogstav-navlepilleriet når nye højder, som man kun kan klappe i sine hænder af. Trepac rapper:

Der' nul tortur, det her er et lystbetonet projekt
en-to, mic'en holder vi notorisk i tjek
en totrinsraket der detonerer som atombomber
to tunger taler men vi taler ikk' med to tunger
flyder som H2O
de ord vi tog i brug, gav tro på en historisk god
to-personers monolog fra begge parter
to med lektorater i at lave ortodoks rap til jeres gettoblaster

- Og Carlos følger den til dørs: "Tog ik tal på salg, verbal saltomotal / når to tager territoriet blir sproganatomien total". 

Havde Umage udelukkende bestået af rap, der var centreret omkring teknisk nørderi, ville det sikkert blive kedeligt i længden. Dét er de herrer klar over, og har fundet en fin balance ved at spæde til med rette mængder mindre teknisk, mere substantiel rap. Vi har fx "Fuld kontrol" om uafhængighed i pladebranchen, "Millennium maskiner", hvor der tegnes skarpe portrætter af diverse fortabte årtusinde-mennesker, det socialistiske kampråb "Rød", en frustreret hyldest til deres mikrofoner Mike og Majken på "Dum mikrofon" og måske vigtigst: "Ekstranummer", hvor Trepac og Mund de Carlo lufter deres ængstelighed omkring at miste relevans og momentum som rap-artist. Ikke alene er de dygtige, de er vedkommende, aktuelle og personlige.

Der hvor Umage halter lidt, i min bog, er i beat-udvælgelsen. Hvor musik og tekst på Trepac og Melancolias Sky til jord album var ufattelig tæt integreret, ja nærmest afhængige af hinanden, bærer udvælgelsen af beats på Umage i højere grad præg af en pick-and-choose tilgang, hvor Mund De Carlo og Trepac har shoppet beats (af svingende kvalitet) hos venner og bekendte. Det heldige er, at de har nogle dygtige folk omkring sig, som Swab, der leverer den smågeniale "Dum mikrofon" og den tungt slæbende "Totaler", Xeren, der fortjener stående applaus for den ensomlige, western-inspirerede "Ekstranummer" med sit fantastiske mundharmonika-stykke, og Struglaz's Milad Genius, der bidrager med den absolut efne "Kryb og kravl". 

Der er dog op til flere beats, en lidt for stor håndfuld endda, der ganske enkelt ikke er on par med rappernes evner. Gode beats er der rigelig af, ja der er vel faktisk ingen decideret dårlige, men "god" komplimenterer ikke "lodret exceptionel", som rappen ofte er. Således opstår der dissonans, og man savner flere beats, der tør give rapperne kamp til stregen. Skræddersyede beats, der ikke blot bærer rappen men også narrativet, eller som tør at gå linen ud og udfordre rapperne undervejs. Det er desværre de færreste produktioner, der formår dette, og når man står med to så suverænt mesterlige rappere som Mund De Carlo og Trepac, der som skrevet tidligere leverer måbende imponerende rap, synes det undervældende, at musikken ikke er mere derefter, end det er tilfældet.  

Er det gedigen og skarpskåret rap man kommer efter, og det er det jo nok først og fremmest her, så bliver man ikke skuffet hos Binær, der rent ud sagt er et match made in heaven. Jeg forbeholder mig dog retten til at synes, at der er plads til forbedringer til en eventuel efterfølger, navnlig på lydsiden. 

  

 4.5/6

- Jeppe Due Barslund

Mund de Carlo - Ja nej måske EP

Tilbage i starten af april skrev Carlos til mig og fortalte om sin kommende, lidt "anderledes" EP Ja nej måske, og spurgte samtidig, om jeg havde tid og lyst til at anmelde den. Jeg havde inderligt lyst til at sende et "JA!" tilbage, da Carlos og jeg har en slags kunstner/anmelder-"historie" sammen, der går et halvt årti tilbage, hvorfor jeg opfattede det som noget nært obligatorisk at anmelde hans nyeste. Jeg vidste dog, at et ærligt "nej" var mere realistisk, da jeg i forvejen har nok at se til med arbejde og familieliv. Jeg endte derfor med at svare med det lidt passive og vage: "Jeg kan ikke garantere en anmeldelse, men send bare materialet". 

Materialet blev modtaget og jeg fik det lyttet godt og grundigt igennem. Det var godt. Rigtig godt endda. Carlos skriver igen for at høre, på absolut ydmyg og beskeden vis, hvordan det ser ud med den anmeldelse. Hvis nej'et var mest realistisk før er det intet imod nu. Mit skema på arbejdet er netop blevet udsat for omfattende ændringer. En kollega er blevet langtidssygemeldt og jeg er blevet bedt om at overtage hendes dansktimer i hendes klasse med dags varsel. Endvidere har min kone akkurat prikket hul på sin bachelor-skrivning, hvilket i ganske høj grad involverer mig og min assistance. På armen bærer jeg min søn på halvandet, som vil lege i alle sine vågne timer og som konstant spejder efter min opmærksomhed. Der er altså rigelig med bolde i luften, og inderst inde ved jeg, at det "nej" bør falde prompte. 

Jeg kan dog ikke se bort fra, at ja'et presser insisterende på. Hvor ville det dog ærgre mig at skulle lade Ja nej måske passere som den første af Mund de Carlos udgivelser, og hvor er der egentlig mange ting som jeg synes, Carlos har fortjent at få at vide i en anmeldelse. Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg er fuldstændig på røven over den udvikling han har undergået som kunstner og rapper, siden jeg havde Det tar' tid under kniven i 2011. Jeg har lyst til at rose ham for at have frasorteret alt overflødigt og skære helt ind til benet, hvilket jeg fandt var et problem på Frit Fald. Jeg har lyst til at tilkendegive hvor fantastisk det er at opleve, at indholdet er blevet vægtet så højt, hvilket jeg savnede på Ordene Først - i øvrigt uden, at der på nogen måde bliver gået på kompromis med de tekniske aspekter, der er så respektindgydende som altid. Ligeledes er det så afgjort på sin plads, at Carlos får at vide, at det med succes er lykkedes ham at lave en EP, der ikke alene har engageret mig i temaet og givet mig oceaner af stof til eftertanke, men simpelthen bevæget mig. Og tænk engang, hvis jeg ikke fik fortalt Carlos, at "Måske" er en af de bedst og flottest fortalte historier i dansk rap i mange år i min bog, og at historiens afsluttende linje og pointen deri ramte mig som et lyn fra en skyfri himmel, og i sjælden grad fik mig til at se indad. Carlos skal have at vide, at jeg er af den mening, at han har begået en uhyre vedkommende EP som alle er tjent med at opleve. At han med sit gnistrende veloplagte sprog og tekster bekræfter og retfærdiggør, at han tilhører dansk raps elite, imens elegante formuleringer som "regnens efterspil laver urolige cirkler" giver ham indfødsret i litteraturen. 

Der er meget jeg gerne vil fortælle Carlos. Meget jeg synes, jeg ikke kan snyde ham for at få at vide. Men det får jeg jo ikke mere tid imellem hænderne af, så jeg skriver, igen på henholdende facon, at jeg virkelig gerne vil anmelde EP'en, men at jeg altså har rygende travlt og derfor lige må se tiden an. Så har jeg i hvert fald ikke sagt for meget. 

Psykologien bag valget af det endegyldige svar, ja'et, nej'et og måske'et, er aldeles komplekst. Et "ja" er ikke kun udtryk for en engagerende tilgang til livet, ligesom et "nej" ikke per definition er afvisende. Nej'et kan være et nødvendigt udtryk for kritisk stillingtagen, ligesom et "ja" kan være afsæt for horrible tiltag. At svare "ja", "nej" eller "måske" er absolut ikke sort/hvidt, og de utallige nuancer, facetter og faktorer der kan ligge bag, gør selve valget af svar til et spændende studie. Det er dét Mund de Carlo indlemmer os i på Ja nej måske, og det er der kommet et beundringsværdigt produkt ud af - dét skal han da have at vide. 

Måske kan jeg finde en gylden mellemvej mellem ja'et og nej'et, så jeg kan få fortalt Carlos alle de her ting, uden at skulle skrive en egentlig anmeldelse. Så kunne jeg samtidig fortælle, at jeg synes Ja nej måske er noget af det stærkeste han har lavet, at jeg ville give den 4 ud af 6 hvis jeg skulle anmelde den, og at han hellere må lytte til de ting jeg har at sige om EP'en fremfor at kigge på karakteren, hvor der er taget højde for noget så kedeligt som det faktum, at udgivelsen blot er tre skæringer dyb. 

En klog mand sagde engang, at halvdelen af livets kvaler kan føres tilbage til, at vi svarer "ja" for hurtigt og "nej" for sent. Jeg endte med hverken at svare Carlos med et "ja" eller et "nej", måske var det egentlig meget fornuftigt. 

Året der gik: 2015

Det føles vitterlig som var det igår, at jeg sad og forsøgte at indfange året 2014 i et opsummerende indlæg. Tiden flyver når man har det sjovt og travlt, hvilket må siges at være tilfældet for mit 2015. Foruden at gå ind i 2015 med et to måneder gammelt vidunder af en dreng, er jeg i løbet af året blevet færdiguddannet lærer og blevet ansat. Der har med andre ord været mange ting at se til, hvorfor den stakkels lille blog her er blevet forsømt og forbigået på det groveste - igen. Jeg har dog fået lyttet til en hel del musik i løbet af året, så her kommer, traditionen tro, et lille skriv fra min hånd om, hvad der har rørt på sig i Danmark og i det store udland, i 2015.

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Milo - So the Flies Don't Come

Milo er indbegrebet af at være sin helt egen. Han balancerer mellem underfundig skævhed og forbløffende lyrisk akkuratesse, og når syffal's anmelder skriver, at Milo ikke bare farver udenfor stregerne, men "... draws his own fucking lines", kunne han ikke have mere ret. Kenny Segal producerer og skaber den perfekte musikalske pendant til Milo's snøvlede og spoken-word prægede poesi, hvor elektroniske og organiske elementer mødes i et melodiøst spændingsfelt. Hør "Napping Under the Echo Tree".

9. Elements of Music - Sunrain

Årets producer-album går til Elements of Music (måske bedre kendt som EOM), der med Sunrain serverer et vidunderligt sammensurium af forskelligartet hiphop. Her er alt fra feel-good vibrationer med Wax på "Hello" og melodisk samfundskritik med Adad på "I Don't Know", til Nottz-lydende nakkebrækkere som "Sound Solution" og sommerlune lækkerbidskener med Blu og Anderson .Paak på "Get Along". På papiret lyder det som en noget nær umulig opgave, men EOM forbinder de mange undergenrer af hiphop med tonsvis af autenticitet - og så er håndværket til UG med kryds. Hør "I Don't Know".  

8. Lupe Fiasco - Tetsuo & Youth

Efter et par halvflade udgivelser, hvor Lupe Fiasco syntes ude af form, navnlig grundet hans sidden fast i klørerne på Atlantic, vendte han stærkt tilbage med Tetsuo & Youth (dog stadig under Atlantic), hvor hans lyriske kadence og ekvilibrisme nåede nye højder. Den over otte minutter lange "Mural" fungerede som beviset på, at Lupe er blandt de allerbedste nogensinde, når omstændighederne ellers tillader det. Når Tetsuo & Youth "kun" lander på et 8. plads, er det på grund af produktionerne, der stadig ikke er på niveau med Lupe's lyrik, og selvom der er rigtig gode bidrag iblandt, er Soundtrakk og Prolyfic stadig voldsomt savnede. Hør "Adoration of the Magi". 

7. John Givez - Soul Rebel

Soul Rebel er ikke et fejlfrit album, mestendels grundet et par haltende beats og nogle undervældende omkvæd, men når John Givez er skarpest udviser han et af de absolut største potentialer pt. Han flower sublimt og viser igennem Soul Rebel, at han kan skabe et gennemført koncept og følge det til dørs med bravour. Han synger tilmed fortrinligt (det meste af tiden!), og så har han et hold af producere i ryggen, der tryller den gamle skoles dyder sammen med moderne ideer. Der er low-points, men når John Givez er god er han et sandt bæst. Hør "2004" og læs anmeldelsen af Soul Rebel her.  

6. Joey Bada$$ - B4.DA.$$

Der er vel ikke så meget at sige om Joey Bada$$' solo-debut B4.DA.$$ (el. Before Da Money), andet end at Joey tager stort set alt, hvad der gjorde hiphop spændende i start-90'erne og udlever det til perfektion: flowet, historierne, gadeautenticiteten, mentaliteten og de støvede beats, hvor soul, jazz og boom-bap trommer forenes i en cocktail, der med sikkerhed forløser enhver længsel til den gyldne æras storhed. Hør "Hazeus View".   

5. Jay IDK - SubTrap

Den 23-årige Marylan rapper Jay IDK udgav, hvad der må siges at være 2015's uden sidestykke mest oversete album. Subtrap er en fantastisk historie, både historien bag og på pladen. Det er umanerligt velskrevet og veleksekveret, og med beats, der blander rå hiphop med trap-elementer, på den bedst tænkelige måde, er skiven virkelig solidt produceret hele vejen igennem. Stemningen på SubTrap minder meget om Section.80, ligesom Jay IDK's måde at rappe fra flere forskellige personers perspektiver på, tydeligvis drager paralleler til Kendrick Lamar. Originaliteten i pladens koncept står dog på Jay IDK's helt egen regning - jeg må nok hellere anmelde den snarest! Hør "The Bio Student (Chris)".

4.Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly

Meget kan siges - og er i løbet af 2015 blevet sagt om Kendrick Lamar's overvældende To Pimp A Butterfly. Ikke siden My Beautiful Dark Twisted Fantasy har et hiphop-album høstet så mange topkarakterer, og med hele 11 nomineringer til det kommende Grammy Awards Show må man sige, at det imod alle odds lykkedes Lamar at transmittere en lang række stærkt tabuiserede emner indenfor afro-amerikansk historie ind i millioner af husstande. At Barack Obama udråbte "How much a dollar cost?" til årets nummer, siger bare lidt om albummets tyngde. At To Pimp A Butterfly er lige så meget soul, funk, jazz og hvad-ved-jeg som hiphop, er en diskussion, der altid vil kunne tages op. I min optik er det først og fremmest et hiphop-album, og selvom jeg personligt synes det er for langt og til tider for ufokuseret, så er det bestemt også et imponerende værk med vældige højdepunkter, som sent vil blive glemt. Hør "These Walls".   

3. L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

At L'Orange og Kool Keith ville lave et spændende album sammen, lå i kortene, men at det ville lyde så godt og være båret op af så gennemført et koncept, overraskede selv mig. Keith tager lytteren med på en sær rumrejse, tumultarisk fortalt igennem et hav af fragmenter, der sætter én på en større fortolknings- og deschifreringsopgave. Den opgave påtager man sig dog glædeligt, da L'Orange har begået en lille musikalsk genistreg herpå, hvor hans typiske jazz-samples og radio-lyttespil sættes op imod futuristiske elementer, og det fungerer fantastisk fra første til sidste sekund. Hør "Dr. Bipolar" og læs anmeldelsen her. 

2. Red Pill - Look What This World Did To Us

Red Pill's Look What This World Did To Us er årets ubestridt bedst skrevne rap-album. Pladen fungerer som et hudløst ærligt indblik i Red Pill's liv, der ret beset er domineret af livslede, eksistentiel tvivl og en total mangel på håbefulde fremtidsudsigter. "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be" rapper han, og tvinger lytteren næsten upassende tæt ind på livet af sig selv. Det er denne ucensurerede ærlighed og ægthed i rappen, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til albummet og lade sig rive med af Red Pill's knugende miserable fortællinger, og selvom det kan føles forkert at lader sig underholde af denne gennemgribende melankoli, er Look What This World Did To Us et eminent album. Hør "Leonard Letdown" og læs anmeldelsen her. 

1. JGivens - Fly Exam

Ser man på rap som et håndværk, har få "hele pakken" i sammen grad som JGivens. Her er tale om lyrik i absolut særklasse, der møder en inderligt tematisk opfindsomhed og helt sublime tekniske færdigheder. Resultatet er et måbende flot album, bestående af en lang række blændende numre, hvor kreative historier, alternative fortællevinkler og usædvanlige skabeloner tages i brug for at fortælle om noget så grundlæggende og universalt som ydmyghed. Med JGivens som hovedperson er der dog intet der er hverken ligetil eller almentilgængeligt, og det er fantastisk befriende at opleve en kunstner, der tør gøre det decideret svært for sine lyttere at opfange det gemte guld. Meget kan og skal siges om Fly Exam, så læs hellere hele anmeldelsen af årets #1 bedste album her.

Top 10 dansk hiphop

Jeg indledte 2015 med denne diskrete forudsigelse. Det var især fire navne, der gav mig grund til at tro, at forudsigelsen ikke var urealistisk: Nota Bene, Sigma, Kaput og Boone & Trepac. Kun én af disse fire endte dog med at udgive i 2015, hvorfor der nok ikke er tilstrækkelig belæg til at kunne afgøre, om forudsigelsen holdt vand. Mindre kan dog også gøre det, og 2015 har været et afsindig godt år for dansk hiphop, og jeg vil uden at tøve udnævne det til det hidtil bedste år i 10'erne. Ser man tilbage på de seneste års "året der gik" lister, er det symptomatisk, at det gang på gang synes umådelig svært at samle nok danske hiphop-udgivelser sammen til at lave en solid top 10 - eller bare top 5.  I 2012 var det her på bloggen decideret umuligt at lave en liste, i total mangel på fuldbragte værker. I år er det glædeligvis helt omvendt, da jeg har haft svært ved at koge min liste ned til ti plader - dét i sig selv bevidner om et fremragende år for dansk rap. Således ser den ud:

10. Nixen - X

Hånden på hjertet: X var ikke helt det ovenud suveræne album jeg havde håbet på fra Nixen. Det er dog stadig en solid plade, og det er svært at komme uden om, at Nixen rapper guddommeligt når han først har lettet anker. Han producerer tilmed selv en stor del af pladen, hvilket han slipper ganske fornuftigt fra.

9. Rapublik1 - Surströmning

Rapublik1 udgav et nådesløst tungt og råt album i Surströmning, hvor beats bragede som torden imens lyriske eder og langefingre fløj til højde og venstre. Gemt inde i al tung- og hårdheden var dog en dejlig mængde humor og selvironi, der gav projektet den helt rette mængde kant og distance, så selvom Surströmning bestemt er en krasbørsigt bæst, er underholdningsværdigen høj og de mindeværdige linjer mange. Læs anmeldelsen her.  

8. Abestose - Asbestose

Jeg har på fornemmelsen, at brødrene Baungaard Sands debutalbum som gruppen Asbestose, er en af årets mere oversete udgivelser. Lars Virkli er en kendt skikkelse på nuværende tidspunkt, men hvilken formidabel introduktion til lillebror IngrediJens som producer! Jeg skal lige love for, at man præsenteres for nogle fremragende beats i løbet af Asbestose, og dermed for et nyt, lovende producer-talent. Der er kvaler i det tekstlige indhold, som er medvirkende til, at pladen ligger "helt heroppe" på en 8. plads, men heldigvis er teknikken absolut godkendt når Lars Virkli folder sig ud, så Asbestose ender overordnet set som en større fornøjelse. 

7. Kejser A - Færdig

Det har taget Kejser A flere evigheder at få stablet en udgivelse på benene, og som udgangspunkt finder jeg det undervældende at udgive en fem numres EP efter så lang tid. Samtidig må man dog erkende, at der flere steder på Færdig er yderst tydelige spor af denne tidslige fordybelse i teksterne. "Lukas" er fx ikke uden grund årets mest omtalte nummer i danske hiphop-kredse. Imponerende er det ligeledes, at Færdig, der kun er trykt i 250 eksemplarer, har toppet vinyl-listerne alene ved hjælp af mund-til-mund. 

6. Fede Poul i centeret

Det er aldrig kedeligt, når Khal Allan er involveret. Først tilbød han, sammen med Boone og Skygg som Frikirken, det 10-minutter lange Sygt Testamente for sølle 200 kroner, og efterfølgende udgav han, under producer-aliasset Fede Poul, det 32-numre lange kassettebånd Fede Poul i centeret. Gæstelisten herpå er fantastisk, og selvom det er en meget abrupt udgivelse, hvor størstedelen af numrene bærer en spillelængde på under et minut, så emmer båndet af en legesyge og en lunefuldhed, der gør, at man konstant glæder sig til at se, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. 

5. Esben & Boone - Skoerbug EP

Esben og Boone åbnede 2015 med et brag, da de tidligt januar slap EP'en Skoerbug løs. Med blot fire numre gjorde de det klart, at less is more og at kvalitet til hver en tid giver kvantitet baghjul. Alt ved Skoerbug fungerer, og selvom det er en meget kort EP, så er holdbarheden og gensynsglæden enorm, og jeg hører stadig dette lille bæst af en velskåret EP med største fornøjelse, her et år efter dens udgivelse. Læs anmeldelsen her. 

4. Mund De Carlo - Ordene først

Mund De Carlo bliver seriøst dygtige og dygtigere, og med EP'en Ordene først viste han, at han er nået stormfulde højder. Det er lyrisk og teknisk gymnastik i verdensklasse, og helt fortjent  blev Mund De Carlo blåstemplet af selveste R.A. The Rugged Man i 2015 - det skulle gerne sige en del. Jeg anmeldte EP'en tidligere på året og skrev bl.a., at Ordene først er "... én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance". Læs anmeldelsen her. 

3. Kasper Spez - Logi

Kasper Spez er en ener. Der er ret beset ingen, der gør som ham. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan? Spez er velbevandret i lyriske begavelser, og på Logi indlogerer han sig i bevidstheden på en række personer, hvorfra han fortæller historier med et evindeligt poetisk strejf. Det er aldrig helt nemt at være lytter når Spez er hovedperson, men det er netop i anstrengelserne at den store gevinst er at finde. Der ligger mange timers intens lytning, fortolkning, deschifrering og dertilhørende refleksion og venter på én - den velkomponerede lydside gør, at man gladeligt tager sig denne tid. 

2. Manus Nigra - Blind vej

Tag en fremmelig soul-sangerinde, en habil rapper med noget på hjerte, en velrenommeret producer og en fælles vision om at skabe noget nyt og noget friskt; noget kompromisløst og ambitiøst, så har du Manus Nigra. Hvilket fremragende album! Fönix synger som en drøm, Ham Den Lange er evigt skarp og relevant, og Swab hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre rent musikalsk inden for dansk hiphop. Blind Vej er ikke bare en triumf for holdet bag og Idiotsikker Records, men på mange måder også for dansk rap generelt.  

1. Boone & Trepac - De forkerte spor

På mange måder føles det forkert, at Boone & Trepac's De forkerte spor overhaler Manus Nigras Blind vej indenom som årets bedste album, da det ikke er i nærheden af at være lige så gennemtænkt, ambitiøst og nyskabende, men på den anden side er det en kendsgerning, at jeg har hørt De forkerte spor voldsomt mange flere gange. Boone bidrager med mudrede og støvede beats, der er rige på nuancer og detaljer, og Trepac forsyner dem med gedigen rap. Den dybe tallerken opfindes ikke, men kollisionen af de to herrers evner er så fandens effektiv, at De forkerte spor er en noget nær uudtømmelig kilde for sublim hiphop. Læs anmeldelsen her.

- Hvad venter os i 2016? -

Eftersom hverken Nota Bene, Sigma eller Kaput endte med at udgive noget i 2015, kunne man håbe på, at 2016 istedet blev året. Mig bekendt er der dog ikke kommet nogle officielle udmeldinger, så det må blive ved håberiet. Jeg ved dog, at Benal udgiver Nu. Jeg ved, at Aesthetic udgiver Slumromantiker. Jeg ved, at Khalazer udgiver ALBUM. Og så ved jeg, at en vis person har to projekter i støbeskeen, hvoraf jeg vist ikke må sige noget om nogle af dem, andet end at det med al sandsynlighed bliver godt - rigtig godt.

Tak fordi du læste med

- Jeppe Due Barslund