Året der gik: 2013

Glæderlig bagjul folkens. December lakker mod enden, og det er dermed blevet tid til at tage hiphop-brillerne på og kaste et blik tilbage på året der er gået.
     Hiphop-mæssigt har det for mig været et år med store og uforglemmelige øjeblikke, men også et år med et rekord lavt antal anmeldelser.

Et af de helt store og uforglemmelige øjeblikke opstod, da jeg i starten af februar lancerede booomerang-kampagnen til LEFTOVERS2012 mixtape/kompilationen, og anmodede jer elskede læsere om at bidrage med hele 5000 kroner til tilblivelsen af projektet. Ti dage tog det, - så var målet nået. Jeg havde givet kampagnen 30 dage at løbe på, og gruede faktisk for om det mon var nok. Der er ingen tvivl om, at det er det fedeste jeg har oplevet som anmelder/blogger, - at opleve, at så mange synes ens projekt er så fedt, at de faktisk gider at smide penge efter det. Jeg smiler stadig ved tanken. Endnu-endnu engang tusinde tak til jer alle for at give mig den oplevelse.
- Man kan stadig bestille et gratis eksemplar af LEFTOVERS2012 ved at klikke her.

Endnu et uforglemmeligt øjeblik indtræf i forlængelse af Leftovers-projektet, da TBA inviterede mig ind i SpolOp! Radio sammen med Michael fra DetGodtNok for at snakke om at blogge og lege amatør-journalist i hiphoppens tjeneste. Vi havde en super aften i studiet, og én ting jeg især synes var fedt ved at være radio-gæst var at "få lov til" at sætte ord på og italesætte mine ideer, tanker og intentioner som blogger. Det har indtil videre kun foregået via skrift, og det gav på en måde en ny dimension til min hobby, pludselig at skulle forklare med ord, hvorfor jeg anmelder hiphop og udgiver gratisudgivelser.  
- Hør podcasten (#13) fra d. 15. april ved at klikke her.

2013 var også året, hvor jeg fik tildelt den ærefulde titel som RapSlamBattles-dommer. Dette pivilegie har bl.a. ført mig forbi Pumpehuset, Roskilde Festivalen og Århus, hvor jeg har skulle vurdere en lang række mindeværdige battles. Det har både været svært, krævende og frustrerende, men også hamrende sjovt stort set hver gang, og RSB-arrangementerne er klart blandt mine favoritter.
- Se eller gense et af årets mange RSB-højdepunkter ved at klikke her.

Ser vi på antallet af plader, der er blevet anmeldt i år, er begejstringen ikke helt så stor. Med 38 indlæg har det, sagt som det er, været et sløjt år. Her har jeg bare måttet konstatere, at det kan være svært at finde tid til sine hobbyer (især når det er en tidskrævende en af slagsen), når ens privatliv kræver ens opmærksomhed.
     Det betyder dog ikke, at jeg ikke har fået hørt en masse. Oh boy jeg lover jer for, at jeg har fået hørt meget hiphop i år! LEFTOVERS2013 bliver bananas! - Så lad os komme til sagen, - det er jo listerne I er klikket jer ind for at læse.

Top 15: udenlandske udgivelser

Hvad husker vi år 2013 for? Hiphoppens fire største stjerner i Jay-Z, Drake, Eminem og Kanye West, udgav alle plader. Tre af disse forsvandt hurtigt hen i et slør af forudsigelig mundanitet, og den sidste fuckede alt det etablerede op i en sådan grad, at han stadig, her ved årets udgang, forarger med sine kontroversielle holdninger, udtalelser og synspunkter og imponerer med sin ildsjæl. Men nu har jeg og bloggen her jo for vane at stille skarpt på undergrunden og de selvstændige kunstnere, og 2013 har virkelig budt på nogle fabelagtige udgivelser fra disses side.

01. Beautiful Raw, Qwel & Maker 
- Årets ubestridte mesterværk. Et album, der excellerer på alle tænkelige leder og kanter. Sublime beats fra Maker samt lyrik - og ikke mindst teknik fra Qwel, der får det meste andet i år til at blegne. Læs 6/6-anmeldelsen her.

02. Indian Summer, The Remnant 
03. The Procussions, The Procussions 
04. Yeezus, Kanye West 
05. Flying Colours, Shad
06. The Gruesome Features, Jam Baxter
07. The City Under the City, L'Orange & Stik Figa
08. Still Motion, Natti 
09. Rubber Souls, Tanya Morgan
10. Between Heaven And Hell, Add-2 & Khrysis
11. Acid Rap, Chance the Rapper
12. Cult Classic, Denmark Vessey & Scud One
13. Run the Jewels, Run the Jewels
14. Back To the Booom, Man of Booom
15. Ceremony, Raashan Ahmad

Top 5: danske

Det er altid lidt svært at sammensætte en større liste over danske hiphop-udgivelser, da der er mange herhjemme, der synes at have svært ved at kæde et helt projekt sammen, som er spændende fra start til slut. Ja, sagt med andre ord, er der ikke mange liste-værdige plader. Jeg har derfor kogt det groft ned til en top 5 og valgt at supplere med 10 enestående enkeltnumre fra i år.

01. Stiplede linjer, Dialekten (læs anmeldelsen)
02. Frisk valuta, Sigma (læs anmeldelsen)
03. Nye toner, Trepac (læs anmeldelsen)
04. Rutinetjek EP, Nota Bene (læs anmeldelsen)
05. Kvinde, Danni Toma (læs anmeldelsen)

00. Julaw - "Alene"
00. Kaput - "Noia"
00. Nota Bene - "Fuck jer"
00. Ukendt Kunstner - "Fucking nummer"
00. LarsEFX - "Bruce Lee"
00. Ponyblod - "Autopilot"
00. Pede B - "Kan du høre hende synge part 2"
00. Ståhej - "Helvedes karl"
00. SuparDejen - "King kong"
00. Rux - "Jagtgevær"

Top 5: ikke-hiphop

Som mange af jer ved, er jeg også flittig lytter af musik, uden for hiphop-genren. Mange af jer er sikkert ligeglade, men jeg ved, at mine ikke-hiphop anbefalinger ikke falder helt for døve ører, så I slipper ikke for lige at få mine fem favorit ikke-hiphopudgivelser fra 2013 med. 

01. The 20/20 Experience part I + II, Justin Timberlake 

- Jeg havde foretrukket, at Timberlake og Timbaland havde taget den bedste halvdel af de to separate udgivelser og slået dem sammen til ét album, der havde været et af de største pop-værker i nyere tid, fremfor to plader, med for meget fyld. Fyld til side er der dog mester-skæringer fordelt på begge skiver. Hør "Pusher Love Girl". 

02. In the Silence, Ásgeir

- Tag Bon Iver univers og Justin Vernons stemme og bland det med små touch af Jose Gonzalez's akustiske guitar og Ed Sheeran's elektroniske tilbøjeligheder, og du står med Islands bedst sælgende debut-plade nogensinde i hånden. Oprindeligt udgivet i 2012 på islandsk (Dýrð í dauðaþögn) med tekster skrevet af Ásgeirs far; en af islandsk største nulevende digtere, men oversat i 2013 af ingen ringere end John Grant. Resultatet er et ufattelig smukt album, uendelig rigt på melodier og harmonier. Hør "King And Cross" (og se tossen John Grant lege konge).

03. Pure Heroine, Lorde

- Alle har sikkert hørt megahittet "Royals", men hvad radiostationerne har glemt at fortælle er, at Lorde's debutplade gemmer på et væld af ligeligt fantastiske skæringer, der alle er båret op af minimale og snertende men velklingende elektroniske beats, samt tekster, der er så velforfattede, at det næsten er umuligt at tro på, at en 15-årig står bag. Hør "Glory And Gore".

04. Pale Green Ghosts, John Grant

- Efter succesen med Queen of Denmark (som jeg anmeldte til 6/6 her på bloggen), rejste John Grant til Island for at gemme sig i et musikalsk eksil. Her tørnede han sammen med Biggi Viera fra den Islandske gruppe GusGus, og lavede Pale Green Ghosts; en noget mere udfordrende og elektronisk skramlende oplevelse ift. hans forrige, men stadig et album der byder på mesterlige tekster, kulsort tragi-komisk humor og ikke mindst himmelske harmonier. Hør "GMF" og nyd eksempler på førnævnte humor med linjer som "Half of the time I think I'm in some movie, I play the underdog of course / I wonder who they'll get to play me, maybe they could dig up Richard Burton's corpse".  

05. Evil Friends, Portugal, The Man

- DangerMouse er uden tvivl min favorit all-round musiker, og hvis han står krediteret som producer på et album, så behøver jeg ikke vide mere for at investere i det. Jeg havde således aldrig hørt om Portugal, The Man da jeg købte Evil Friends, men for hvem-ved-hvilken-gang har DangerMouse været arkitekt på et fremragende album, der både oser af ham selv og Portugal, The Man (siger deres fans!). Hør "Waves".  

Hvad venter os i 2014.....?

Rygter siger, at Nota Bene og Davey lavede en Justin Vernon tidligere på året og gemte sig væk i en svensk skovhytte for at lave, hvad der skulle blive Nota Benes solo-debut, der gerne skulle udkomme i 2014. Det kunne jo godt gå hen og blive spændende. Af andet dansk håber jeg inderligt, at Kaput (Loke Deph, Esben og Boone) udgiver noget. De blæste mig bagover som warm-up til Trepacs Nye Toner release-fest, og jeg har glæder mig til en konkret udgivelse lige siden. Og så har Per V snakket så meget og så længe om en kommende plade, at det må og skal være i 2014 vi får den at se. SpolOP-projektet Ordet på gaden - genfødt rammer os som noget af det første i det nye år, og det glæder jeg mig også til at høre.

     Af udenlandske navne glæder jeg mig ekstremt meget til udgivelser fra The Grouch & Eligh, Dag Savage, Fashawn, The Away Team og Cunninlynguists, der alle skulle have plader klar til os. Og så gen-gen-udgiver Blu & Exile Below the Heavens, men denne gang med bonusnumre - dem glæder jeg mig til at høre. 

Allermest glæder jeg mig dog til igen at skulle sende mine Leftovers-guldfugle ud til jer fantastiske mennesker. 

Godt og sikkert nytår til jer alle.

Kh Jeppe Barslund

John Grant - Queen of Denmark

- CLASSIC 'NON-HIPHOP' ALBUM REVIEW -

Den bedste musik er i min bog den, der taler til ens følelser. Musik, der kan fortælle en historie, som rammer lytteren på det ene eller det andet punkt; dette værende sig glæde, sorg, kærlighed, tab, depressioner, håb, frygt, smerte eller noget helt niende eller tiende. Som det (forhåbentlig) fremgik af min A Piece of Strange artikel, forud for dette indlæg, så var dér i høj grad tale om en plade, der talte meget direkte til mig, personligt, og som af samme årsag er en af de mest betydningsfulde udgivelser, jeg i mit liv har lagt øre til. Det samme kan uden tøven siges om John Grant's solo-debut Queen of Denmark, der er så ufattelig rig på personlige, følelsesladede fortællinger, at jeg vil mene, at man skal være et følelsesmæssigt hæmmet individ, hvis man ikke bliver påvirket af det.

        Queen of Denmark (2010) er den biografiske og tragiske fortælling om en mand, der lige siden barns ben har fået at vide, at han ikke var god nok. Født ind i en stærkt kristen familie i Michigan, hvor homoseksuelle og farvede var "djævelens værk", havde John Grant alle odds imod sig, da han i en meget ung alder var bevidst om sin homoseksualitet. Han fik dagligt at vide af sine forældre, at det han var, var forkert, så han forsøgte i årevis at undertrykke sin seksualitet. Han lærte igennem sin kristne familie, at det var en synd som bøsse, at være tilfreds med sig selv. Ydermere fik han ordret at vide, at "if you have a cock in your mouth, you better have a vagina between your legs". Her kan man virkelig snakke om at være fanger imellem to verdener. På den ene side var John Grant bevidst om, at han ikke kunne ændre sin seksualitet, men på den anden - på sin vis irrationelle side - overtalte han sig selv til at prøve, fordi han, ud fra sin løgnagtige opvækst, var klar over, at han ikke var "normal". Han prøvede i årevis at bryde sin egen person ned og ødelægge den han var, hvilket resulterede i en række neuroser, der ultimativt førte ham ud i et heftigt stofmisbrug. Som han selv har sagt, så var de første tyve år af hans liv "shit", og de efterfølgende tyve år har han brugt på at bearbejde de første tyve års "shit".
      Hans musikalske karriere startede omkring midten af 90'erne med bandet The Czars, med hvem han udgav tre plader i løbet af et årti, men eftersom de aldrig blev et kendt navn, var det eneste John Grant kunne konkludere ud fra dét, at han heller ikke duede som sanger, og nok bare burde droppe det. Musikkarrieren blev lagt på hylden og erstattet med et endnu større stof- og alkoholmisbrug. Han var derude, hvor han forsøgte selvmord, men nåede aldrig at gennemføre, da bandet Midlake rakte ham en hjælpende hånd da nøden var størst. De sagde til ham, at han ikke måtte lade sin flossede selvtillid få skovlen under ham, og de tilbød at få ham på ret køl. De lod ham bo hos dem, de lod ham indspille musik i deres studie, de agerede selv studie-musikere, og de var selv rundt med ham og spille diverse steder - det hele gratis, af ren og skær venlighed. Via denne venlighed genvandt Grant lidt af sin tillid til sine medmennesker, og han valgte at blive clean og fokusere på musikken igen, med fornyet energi.

Hele denne historie udspiller sig på Queen of Denmark, i små, usædvanligt velfortalte bidder. Historien fortælles ikke kronologisk, Grant springer frem og tilbage i tid og sted, men sammenfattet danner de tolv numre på skiven en intet mindre end forbløffende historie. John Grant mestrer minimalismens udtryk som ingen anden, og hans evne til at sætte så præcise ord på følelser, ved hjælp af så få virkemidler, kan nærmest ikke matches af nogen. Dertil vil jeg sige - og dette lyder nok lidt storladent, men ikke desto mindre mener jeg det af hele mit hjerte - at John Grant besidder den flotteste vokal, overhovedet. Dette er naturligvis en smagssag, men personligt er jeg aldrig blevet så bjergtaget af en stemme i så høj grad som Grants'. Og som om alt dette ikke var nok, så er hans samspil med Midlake ovenud sublimt. Har man hørt f.eks. The Trials of Van Occupanther eller The Courage of Others fra dem, så ved man, at de er  fantastisk dygtige, men jeg vil mene, at de har overgået sig selv på Queen of Denmark. Det er simpelthen en af de største musikalske fornøjelser du kan udsætte din øregang for.  

Jeg kunne sagtens lave en track-by-track beskrivelse af alle 12 numre, men noget siger mig, at mange af jer ville hoppe fra undervejs, og det ville jeg blive virkelig være ked af, for det her er ganske simpelt musik som man må og skal opleve. Jeg vil i stedet plukke mine fem favoritter ud (selvom det er noget nært umuligt at vælge favoritter), beskrive dem med en linje, to eller tre, og bare lade jer nyde dem.

"TC and Honeybear"

Pladens åbningsnummer. Helt ufatteligt stærkt. Starter stille og roligt ud med en blid guitar, men tager til og besmykkes både med kor, en sublim fløjtemelodi og en vokalpræstation i særklasse undervejs. Grant synger om det vigtigste forhold i sit liv, der desværre var dømt til at forlise, og man kan virkelig fornemme hans smerte i fortællingen om TC og hans 'honeybear', der naturligvis er Grant selv og hans daværende kæreste Charlie. 

"Chicken Bones"

Et mere up-tempo track, der bæres af et Scissor Sisters lydende klaver og nogle mudrede guitartoner. Teksten er tilsølet i ugidelig ironi og sarkasme, og Grants kulsorte humor, der spiller en stor rolle undervejs på hele pladen, kommer perfekt til udtryk i den tilhørende musikvideo, der må siges at være en af de mærkeligste og sjoveste i mands minde.

"Outer Space"

At dette nummer ikke er blevet et radiohit er mig et komplet mysterium. Det er en let, folk/poppet kærlighedssang, med et omkvæd så fængende, at man må finde sig i at have melodien i hovedet i ugevis, hvis den først har sat sig. Selv i versene er sang-melodien mere fængende end omkvædet på ni ud af ti andre pop-sange.

"Caramel"

Den, i min bog, smukkeste kærlighedssang, der er skrevet. Nummeret består af to vers og to omkvæd, hvoraf de to vers ikke indeholder mere end to linjer hver. Men som skrevet tidligere er der ingen der mestrer minimalismen som Grant, og når man først har beskrevet følelsen af ægte kærlighed med linjerne: "My love he reveals himself, with tendernes and grace, my love has constructed with his arms, for me, the safest place" - hvad mere er der så at sige? Når disse linjer tilmed leveres med en vokal så vidunderligt smuk som herpå, så sidder man med fornemmelsen af, at musik som kunst- og udtryksform ikke når højere luftlag.

"Leopard And Lamp"

Opbygningen af dette nummer er i en klasse for sig. Strukturen og valget af instrumenter ændrer sig konstant. Fra de ensomme keys i starten, til klaver i omkvædet, trommer og strygere i mellemstykket og endeligt en mørk guitar med mudret baggrunds-synth hen imod slutninger. Der er noget "stort" over vokalpræstationen herpå. Grant fanger en fra de første, lette strofer, til den majestætiske afslutning.

 

- Jeg håber inderligt, at I på baggrund af disse fem numre vil gøre jer selv den tjeneste at investere her, for musik kan ikke blive bedre end det som John Grant og Midlake præsterer på Queen of Denmark. Og hvis I nogensinde får chancen for at se ham live, så gør det! Det er uforglemmeligt.
Det er næsten aldrig sket, at jeg anmelder musik, der ligger så langt fra hiphop-genren som det er tilfælder her, men bloggens eksistensgrundlag har altid været at dele og sprede ordet om det gode musik, og da musik ikke bliver bedre end det her, så måtte jeg simpelthen bare ud med det. Der er alligevel ikke nogen, der udelukkende lytter til hiphop. Top 10 of all time, for mig.

6/6

- Jeppe Barslund