Freeway & Jake One - The Stimulus Package

"I still got one foot in and one out, I got one foot in the game and a foot in the gutter", - således lyder omkvædet på "One Foot In", og man må rigtigt nok tage hatten af for, at det er lykkedes Freeway at forblive Freeway, selv efter at have været under Roc-A-Fella, der som bekendt glædeligt begår sig i mainstream og kommerciel hiphop. Ja, det er næsten en bedrift, at hans street-mantalitet og undergrunds-tilgang til hiphop er den samme som på hans debutalbum. Nu er han i stald hos Rhymesayers, og med Jake One som hyrde kunne Freeway vel næppe have fundet en bedre fold at græsse på.

Formularen er simpel; det er rim fra det gustne gadehjørne over sample-baserede, støvede og gyngende beats, der leder tankerne tilbage på 90'ernes hip hop. Eller det VIL i hvert fald gerne lede tankerne den vej, det lykkes ikke hele vejen igennem. Parrets mission om at lave et one-mc-one-dj album er bestemt vellykket, men også ofte påtaget, og selvom det er svært at sætte en finger på håndværket, så tilføjer de ikke "det ekstra", der gjorde de plader, som de er tydeligt inspireret af, til de ikoniserede værker de er blevet til. Men mindre kan også gøre det, og hvis man tager musikken for hvad den er, så er The Stimulus Package fyldt med sprød hip hop.

Har man hørt Jake One's White Van Music ved man, at han er en effen producer, der har mere end styr på hvordan et dundrende beat skrues sammen. Hans hårdtslående produktioner har det med at tiltrække de tunge drenge - White Van Music var nærmest ét stort bevis på dette, med features fra blandt andet Busta Rhymes, Prodigy, Royce Da 5'9'' og M.O.P. Freeway gæstede også White Van Music, og mon ikke det var her kemien opstod.
Freeways grove og ualmindeligt ru stemme - som mange har store problemer med at vænne sig til, og som derfor altid har været hans store problem - passer overraskende godt til Jake One's souldfulde, melodiske og nakkebrækkende beats. Faktisk er The Stimulus Package det Freeway album, hvor hans stemme virker mindst påtaget arrig og skærende. Hos Roc-A-Fella var det hans kendetegn. Dengang var han "ham rapperen med den voldsomt aggressive stemme", men i selskab med Jake One er dette "kendetegn" smidt bort, og han fremstår mere lytbar og nedtonet end nogensinde før. Der er massevis af gode eksempler på, at Freeway er i stand til mere end hans tidligere udgivelser har formået et vise. På "Money", der i mine øjne er et af pladens kongetracks, rapper han

"Philly Free on his grind, I need my paper straight /
So I'm creating these rhymes without a papermate /
They got me busting these lines /
They got me racking my mind /
They got me standing in line behind my label mates /
No, I'm not Jay but I am on the way /
And I'm not Kanye but I can produce heartbreaks and 808's /
Ans reduce the studio costs 'cause I'm recording in the hood /
I'm not lamping the mandalay"

Generelt set er det en mere sulten og oplagt Freeway, der rapper på The Stimulus Package end man har set i meget lang tid. Dette har vi også Jake One og hans produktioner at takke for, da de med sikkerhed har spillet en stor rolle i at få Freeway op på dupperne. Beat-mæssigt er det da heller ikke småting man som lytter præsenteres for. "She Makes Me Feel Alright" er et opløftende track, der er båret op af et hav af soul-samples og livlige strygere, der nærmest gør det umuligt ikke at flowe fabelagtigt over beatet. "Know What I Mean" minder en del om den tunge lyd på White Van Music, hvor trommerne brager derudaf, alt imens en insisterende bas kaster ens nakke voldsomt frem og tilbage. "Sho' Nuff" og "Money" er ligeledes fremragende eksempler på, at Jake One ganske simpelt bare er hamrende god til at komponere et forrygende beat.
Men som skrevet i starten, går det ikke lige godt hele vejen. "Follow My Moves", med gæstevers fra en håbløs Birdman, er en skamplet på pladen. "The Product", der ellers byder på en interessant fortælling, fejler fælt grundet et næsten grinagtigt dårligt omkvæd. "Never Gonna Change", "One Thing" og "Microphone Killa" bidrager heller ikke med noget til pladen, men lyder i højere grad som forringede versioner af andre af pladens numre.

Der er dog mest af det gode, og jeg må indrømme at The Stimulus Package er vokset en hel del på mig. Det er ganske enkelt en gennemarbejdet udgivelse, hvor gennemsnitsnummeret har en høj standart, så trods de førnævnte missere fremstår albummet som helhed virkelig solidt. Det gør sig snildt som et af Freeways hovedværker, og i mine øjne er produktionerne (og jeg er nok den eneste anmelder i vil høre dette fra) bedre end på White Van Music. Jeg vil klart anbefale denne plade, og som bonus får man det fedeste koncept-cover jeg mindes at have set.

4.5/6

Freeway - Streetz Is Mine

Det album her er noget specielt må man sige. Det er et af de sjældne "fake albums", der er udkommet. Historien er, at Freeway er signet til RBC Records, som på en-eller-anden måde har udgivet Streetz Is Mine bag Freeways ryg. Han har ikke haft noget med det at gøre, og numrene der er at finde på albummet, er leftovers, internet exclusives og meget andet. Det præcist samme skete for Nore, da han var signet til RBC Records; de "udgav" hans plade S.O.R.E. som han ikke vidste noget om overhovedet, ligeledes fremstillet af gammelt skidt og kanel. Streetz Is Mine er altså ikke et officielt Freeway album..

Han er pt ved at færdiggøre The Stimulus Package med Jake One, som bliver udgivet via Rhymesayers tidligt næste år.

Det sjove ved Streetz Is Mine, som også lidt er en cadeaux til RBC Records herfra, er, at pladen er fuldt på højde med hans tre Roc-A-Fella udgivelser. Ja faktisk synes jeg næsten pladen her er bedre! Produktionssiden er blottet for mainstream producere, hvilket resulterer i en samling gadenære, støvede og hårdtslående produktioner, der tillader Freeway at slippe hans inde bæst løs. (Det er lidt mærkeligt at anmelde denne plade, da Freeway jo faktisk ikke har været indvolveret i processen, hvilket vil sige at intet i realiteten er bevidst. Men vi må bare lade som om!). - I virkeligheden synes jeg næsten det er synd for Freeway, at han ikke har haft noget at gøre med hans eget bedste album. Den sætning kan kun skrives kryptisk, men sagen er jo den, at Streetz Is Mine overgår både Philadelphia Freeway, Free At Last og Philadelphia Freeway 2, på trods af at manden selv ikke har vidst noget om skabelsen af pladen! Numre som "Mental Note" og "North Philly" viser den mest sultne Freeway man har hørt i årevis, og "Let Me Sing My Song", "All Night Long" og den obskure banger "Freezin Hot (Ice City)" er jo rene mesterværker!

"Freezin Hot (Ice City)":

Om pladen her skal bedømmes ud fra normale kriterier, mixtape kriterier eller "fake album" kriterierne ved jeg ikke, men som tidligere skrevet, så er pladen faktisk ret fed, uanset hvor falsk en udgivelse det er. Dog vil jeg sige, at Freeway nok aldrig bliver min favorit rapper. Hans rap og flow er fandenivolsk, men netop dét bliver til tider enerverende, og når ens rapstemme er så karakteristisk som Freeways, kræves der variation og afvekslende krydderiet, hvis numrene skal reddes fra at havne i kategorien "skip'able". Dog holder jeg fast ved, at de førnævnte numre holder fuldt ud. Så af et "fake album" at være, er det sgu meget godt! - Om ikke andet så glæder jeg mig i hvert fald til at høre hvad Jake One kan bidrage med, måske han er det "afvekslende krydderi" jeg efterlyser?

4/6

Freeway - Phillidelphia Freeway

Ja, det ville være oplagt at anmelde Pharoahe Monchs nye "Desire", nu hvor vi har været igennem "Internal Affairs", men jeg har faktisk først lige fået købt den for nylig, så jeg føler ikke jeg har hørt den tilstrækkeligt, til at kunne skrive en fair anmeldelse af den.
Så i mellemtiden tager vi en total overraskelse! Jeg købte Freeway's Phillidelphia Freeway her idag for 70 kr,-. Det eneste jeg kendte til albummet var førstesinglen "Hear the Song", som er ganske udemærket, men alligevel har jeg ikke følt den store trang til at købe hele albummet. Det gjorde jeg så, og jeg må da nok indrømme, at jeg blev noget overrasket. Det er jo et fedt album!
Phillidelphia Freeway er hovedsageligt produceret af Just Blaze, og jeg var lidt skeptisk i starten, for Just Blaze er normalt den fyr man skal have fat i, hvis man vil have en banger på sit album. Men et helt album? Bliver det ikke for meget? Så skal man lige have i baghovedet, at Just Blaze faktisk er en overordenlig nuanceret fyr, der kan meget mere end at lave bangers. Jay-Z's "Song Cry", Memphis Bleek's "Deer Summer" og Talib Kweli's "Never Been in Love", bare for at nævne nogen få. Jeg vil næsten gå til at
sige, at han er bedst når han skruer ned for tempoet. Når det så er sagt, så er Phillidelphia Freeway langt fra banger-fri. "Flipside" udgør en af Just Blazes allermest pumpende bangers, og umiddelbart vil jeg også mene, at Freeways stemme og hans måde at rappe på, passer bedre til de numre med lidt gang i den. "What We Do..." er et af de fede bangers på albummet. Jeg vidste faktisk ikke den var på en Freeway cd. Jeg har hørt den på Jay-Z's Fade To Black DVD, hvor de river Madison Square Garden sønder og sammen med dette nummer. Nate Dogg, som synes at være alles chorus-favorite, er featured på "All My Life" som er produceret af den, for mit vedkommende, ukendte Bink! Et helt okay nummer, med et, selvfølgelig, fedt omkvæd! Og da det jo er et Rocafella album, skal Kanye West selvfølgelig også have et par beats med. Det ene blev til førstesinglen, "Hear the Song", som tekstmæssigt er lettere debil, men produktionsmæssigt fremragende. Kanyes anden produktion, "Turn out the Lights", er til gengæld en smule forkølet.
I sidste ende af albummet finder vi to mesterværker. "You Don't Know (In the Ghetto)" og "Alright", begge Just Blaze produceret, og dette er den stille side af Just Blaze vi hører. Specielt "Alright", med Allen Anthony (who he?) på omkvædet er helt fantastisk. Man kan dog ikke undvige det fact, at det er Allen Anthonys onkvæd og Just Blaze's produktion der redder tracket, for Freeway er desværre ikke, og har aldrig været, og vil aldrig blive, en god sangskriver. Det er faktisk en ordenlig omgang ligegyldigheder der kommer fra Freeway. Men, lur mig om ikke det mere eller mindre er meningen. Forstået på den måde, at det publikum de regner med vil købe albummet, kræver ukompliceret lyrik og fede beats. For det er lige præcis sådan albummet er skruet sammen. Fede beats hele vejen igennem (på nær "Turn out the Lights" og "Full Effect", med de endnu mere debile Young Gunz) og komplet intetsigende rap. Og nu får jeg det til at lyde som om, at jeg selv ikke kan følge med, hvis teksterne bliver for avancerede, men sådan er det ikke. Engang imellem synes jeg ganske simpelt bare, at det er fedt at kunne smække noget musik på, man kan høre på uden at lytte til det. For ja, der er forskel på at høre og lytte til musik. Hvis Peter Sommer officielt kan gøre at "tale" og at "snakke" til to ord med forskellig betydning, så skulle helvede da være i, at jeg ikke også kan!
Opsumering; fede beats med stort "F", og skidt lyrik med stort "D"....... vent, det giver jo ingen mening?! - ligesom hans tekster. Got the point?
Havde en dygtig lyriker betalt for de beats der at finde på "Phillidelphia Freeway", kunne han/hun skabe et mesterværk af en cd, desværre havde Freeway for mange penge.
Jeg vil ikke dømme albumemt ud fra godt og dårligt, for når det kommer til stykket synes jeg, som jeg forklarede på linje 45 og 46, at det er et skide fedt album, alene på grund af produktionerne.

4/6