Året der gik: 2013

Glæderlig bagjul folkens. December lakker mod enden, og det er dermed blevet tid til at tage hiphop-brillerne på og kaste et blik tilbage på året der er gået.
     Hiphop-mæssigt har det for mig været et år med store og uforglemmelige øjeblikke, men også et år med et rekord lavt antal anmeldelser.

Et af de helt store og uforglemmelige øjeblikke opstod, da jeg i starten af februar lancerede booomerang-kampagnen til LEFTOVERS2012 mixtape/kompilationen, og anmodede jer elskede læsere om at bidrage med hele 5000 kroner til tilblivelsen af projektet. Ti dage tog det, - så var målet nået. Jeg havde givet kampagnen 30 dage at løbe på, og gruede faktisk for om det mon var nok. Der er ingen tvivl om, at det er det fedeste jeg har oplevet som anmelder/blogger, - at opleve, at så mange synes ens projekt er så fedt, at de faktisk gider at smide penge efter det. Jeg smiler stadig ved tanken. Endnu-endnu engang tusinde tak til jer alle for at give mig den oplevelse.
- Man kan stadig bestille et gratis eksemplar af LEFTOVERS2012 ved at klikke her.

Endnu et uforglemmeligt øjeblik indtræf i forlængelse af Leftovers-projektet, da TBA inviterede mig ind i SpolOp! Radio sammen med Michael fra DetGodtNok for at snakke om at blogge og lege amatør-journalist i hiphoppens tjeneste. Vi havde en super aften i studiet, og én ting jeg især synes var fedt ved at være radio-gæst var at "få lov til" at sætte ord på og italesætte mine ideer, tanker og intentioner som blogger. Det har indtil videre kun foregået via skrift, og det gav på en måde en ny dimension til min hobby, pludselig at skulle forklare med ord, hvorfor jeg anmelder hiphop og udgiver gratisudgivelser.  
- Hør podcasten (#13) fra d. 15. april ved at klikke her.

2013 var også året, hvor jeg fik tildelt den ærefulde titel som RapSlamBattles-dommer. Dette pivilegie har bl.a. ført mig forbi Pumpehuset, Roskilde Festivalen og Århus, hvor jeg har skulle vurdere en lang række mindeværdige battles. Det har både været svært, krævende og frustrerende, men også hamrende sjovt stort set hver gang, og RSB-arrangementerne er klart blandt mine favoritter.
- Se eller gense et af årets mange RSB-højdepunkter ved at klikke her.

Ser vi på antallet af plader, der er blevet anmeldt i år, er begejstringen ikke helt så stor. Med 38 indlæg har det, sagt som det er, været et sløjt år. Her har jeg bare måttet konstatere, at det kan være svært at finde tid til sine hobbyer (især når det er en tidskrævende en af slagsen), når ens privatliv kræver ens opmærksomhed.
     Det betyder dog ikke, at jeg ikke har fået hørt en masse. Oh boy jeg lover jer for, at jeg har fået hørt meget hiphop i år! LEFTOVERS2013 bliver bananas! - Så lad os komme til sagen, - det er jo listerne I er klikket jer ind for at læse.

Top 15: udenlandske udgivelser

Hvad husker vi år 2013 for? Hiphoppens fire største stjerner i Jay-Z, Drake, Eminem og Kanye West, udgav alle plader. Tre af disse forsvandt hurtigt hen i et slør af forudsigelig mundanitet, og den sidste fuckede alt det etablerede op i en sådan grad, at han stadig, her ved årets udgang, forarger med sine kontroversielle holdninger, udtalelser og synspunkter og imponerer med sin ildsjæl. Men nu har jeg og bloggen her jo for vane at stille skarpt på undergrunden og de selvstændige kunstnere, og 2013 har virkelig budt på nogle fabelagtige udgivelser fra disses side.

01. Beautiful Raw, Qwel & Maker 
- Årets ubestridte mesterværk. Et album, der excellerer på alle tænkelige leder og kanter. Sublime beats fra Maker samt lyrik - og ikke mindst teknik fra Qwel, der får det meste andet i år til at blegne. Læs 6/6-anmeldelsen her.

02. Indian Summer, The Remnant 
03. The Procussions, The Procussions 
04. Yeezus, Kanye West 
05. Flying Colours, Shad
06. The Gruesome Features, Jam Baxter
07. The City Under the City, L'Orange & Stik Figa
08. Still Motion, Natti 
09. Rubber Souls, Tanya Morgan
10. Between Heaven And Hell, Add-2 & Khrysis
11. Acid Rap, Chance the Rapper
12. Cult Classic, Denmark Vessey & Scud One
13. Run the Jewels, Run the Jewels
14. Back To the Booom, Man of Booom
15. Ceremony, Raashan Ahmad

Top 5: danske

Det er altid lidt svært at sammensætte en større liste over danske hiphop-udgivelser, da der er mange herhjemme, der synes at have svært ved at kæde et helt projekt sammen, som er spændende fra start til slut. Ja, sagt med andre ord, er der ikke mange liste-værdige plader. Jeg har derfor kogt det groft ned til en top 5 og valgt at supplere med 10 enestående enkeltnumre fra i år.

01. Stiplede linjer, Dialekten (læs anmeldelsen)
02. Frisk valuta, Sigma (læs anmeldelsen)
03. Nye toner, Trepac (læs anmeldelsen)
04. Rutinetjek EP, Nota Bene (læs anmeldelsen)
05. Kvinde, Danni Toma (læs anmeldelsen)

00. Julaw - "Alene"
00. Kaput - "Noia"
00. Nota Bene - "Fuck jer"
00. Ukendt Kunstner - "Fucking nummer"
00. LarsEFX - "Bruce Lee"
00. Ponyblod - "Autopilot"
00. Pede B - "Kan du høre hende synge part 2"
00. Ståhej - "Helvedes karl"
00. SuparDejen - "King kong"
00. Rux - "Jagtgevær"

Top 5: ikke-hiphop

Som mange af jer ved, er jeg også flittig lytter af musik, uden for hiphop-genren. Mange af jer er sikkert ligeglade, men jeg ved, at mine ikke-hiphop anbefalinger ikke falder helt for døve ører, så I slipper ikke for lige at få mine fem favorit ikke-hiphopudgivelser fra 2013 med. 

01. The 20/20 Experience part I + II, Justin Timberlake 

- Jeg havde foretrukket, at Timberlake og Timbaland havde taget den bedste halvdel af de to separate udgivelser og slået dem sammen til ét album, der havde været et af de største pop-værker i nyere tid, fremfor to plader, med for meget fyld. Fyld til side er der dog mester-skæringer fordelt på begge skiver. Hør "Pusher Love Girl". 

02. In the Silence, Ásgeir

- Tag Bon Iver univers og Justin Vernons stemme og bland det med små touch af Jose Gonzalez's akustiske guitar og Ed Sheeran's elektroniske tilbøjeligheder, og du står med Islands bedst sælgende debut-plade nogensinde i hånden. Oprindeligt udgivet i 2012 på islandsk (Dýrð í dauðaþögn) med tekster skrevet af Ásgeirs far; en af islandsk største nulevende digtere, men oversat i 2013 af ingen ringere end John Grant. Resultatet er et ufattelig smukt album, uendelig rigt på melodier og harmonier. Hør "King And Cross" (og se tossen John Grant lege konge).

03. Pure Heroine, Lorde

- Alle har sikkert hørt megahittet "Royals", men hvad radiostationerne har glemt at fortælle er, at Lorde's debutplade gemmer på et væld af ligeligt fantastiske skæringer, der alle er båret op af minimale og snertende men velklingende elektroniske beats, samt tekster, der er så velforfattede, at det næsten er umuligt at tro på, at en 15-årig står bag. Hør "Glory And Gore".

04. Pale Green Ghosts, John Grant

- Efter succesen med Queen of Denmark (som jeg anmeldte til 6/6 her på bloggen), rejste John Grant til Island for at gemme sig i et musikalsk eksil. Her tørnede han sammen med Biggi Viera fra den Islandske gruppe GusGus, og lavede Pale Green Ghosts; en noget mere udfordrende og elektronisk skramlende oplevelse ift. hans forrige, men stadig et album der byder på mesterlige tekster, kulsort tragi-komisk humor og ikke mindst himmelske harmonier. Hør "GMF" og nyd eksempler på førnævnte humor med linjer som "Half of the time I think I'm in some movie, I play the underdog of course / I wonder who they'll get to play me, maybe they could dig up Richard Burton's corpse".  

05. Evil Friends, Portugal, The Man

- DangerMouse er uden tvivl min favorit all-round musiker, og hvis han står krediteret som producer på et album, så behøver jeg ikke vide mere for at investere i det. Jeg havde således aldrig hørt om Portugal, The Man da jeg købte Evil Friends, men for hvem-ved-hvilken-gang har DangerMouse været arkitekt på et fremragende album, der både oser af ham selv og Portugal, The Man (siger deres fans!). Hør "Waves".  

Hvad venter os i 2014.....?

Rygter siger, at Nota Bene og Davey lavede en Justin Vernon tidligere på året og gemte sig væk i en svensk skovhytte for at lave, hvad der skulle blive Nota Benes solo-debut, der gerne skulle udkomme i 2014. Det kunne jo godt gå hen og blive spændende. Af andet dansk håber jeg inderligt, at Kaput (Loke Deph, Esben og Boone) udgiver noget. De blæste mig bagover som warm-up til Trepacs Nye Toner release-fest, og jeg har glæder mig til en konkret udgivelse lige siden. Og så har Per V snakket så meget og så længe om en kommende plade, at det må og skal være i 2014 vi får den at se. SpolOP-projektet Ordet på gaden - genfødt rammer os som noget af det første i det nye år, og det glæder jeg mig også til at høre.

     Af udenlandske navne glæder jeg mig ekstremt meget til udgivelser fra The Grouch & Eligh, Dag Savage, Fashawn, The Away Team og Cunninlynguists, der alle skulle have plader klar til os. Og så gen-gen-udgiver Blu & Exile Below the Heavens, men denne gang med bonusnumre - dem glæder jeg mig til at høre. 

Allermest glæder jeg mig dog til igen at skulle sende mine Leftovers-guldfugle ud til jer fantastiske mennesker. 

Godt og sikkert nytår til jer alle.

Kh Jeppe Barslund

The Procussions - The Procussions

The Procussions er en - set i hiphop historik - lidt sær gruppe. De har været med siden slutningen af 90'erne, men trods deres leveringsdygtighed er de aldrig rigtig blevet beskrevet som en gruppe af bærende signifikans. Det som folk synes at vide om dem er primært, at det er dem der rapper på engelsk på Hocus Pocus pladerne og at de var de første til at blive signet, da Rawkus Records genopstod. Skal jeg selv være helt ærlig tror jeg ikke, at jeg er i stand til at nævne en eneste titel på en sang de har lavet, udover "Miss January", hvis mindeværdighed, ud over det lune beat, nok skal tilskrives Talib Kweli's gæstevers.

Det var først i 2007 da Mr. J. Medeiros og Stro valgte at lægge Procussions-projektet på hylden og fokusere på solokarriere, at min opmærksomhed for alvor blev fanget, navnlig med Mr. J's udgivelse af Of Gods and Girls, som er og bliver en fabelagtig plade. De to arbejdede ihærdigt med forskellige projektet og indgik i mere eksperimenterende faser, hvor alternative musikalske udtryk blev afprøvet - noget de højst sandsynligt følte, at de ikke havde friheden til som Procussions. Især på 2011's Saudade, som de producerede sammen, så man helt nye sider af dem. Ubestridt kønt var det måske ikke, men alt den kreative dagdrømmeri og den uspolerede eksperimenteren har så afgjort båret frugt.
     I 2012 gendannede Mr. J og Stro The Procussions og lancerede en Indiegogo-kampagne for at financiere tilblivelsen af deres tredje fuldlængdesalbum The Procussions, - en kampagne, der næsten indtjente det dobbelte af det ønskede beløb. Med den kolossale blåstempling i ryggen, gik Mr. J. og Stro igang med at udforme det, der nu er blevet det ubestridte kronværk for Procussions. Det kunne derfor ikke passe mere perfekt, at albummet er blevet opkaldt efter dem selv, da det lige præcis er denne lyd de har brugt de sidste seks år på at arbejde sig hen imod.

"Cheese on top of that mouse trap, but we ain't no clown rats /
We built this city on sound tracks /
And drive the locomotives around that /
Promoters and town reps, claim to have a stake in it all, yet /
They only place a stake when the ground's wet"

Pladen skydes igang med et par tonstunge og eksplosive numre, der er et krystalklart vidnesbyrd om gruppens højoktane og ovenud spektakulære liveshows, som jeg inderlig håber på at få lov at opleve en dag. Samtidig er disse muskuløse bangers besmykket med kløgtig lyrik som ovenstående citatuddrag, og denne "kontrast" mellem det skarpsindige og det rå, bevidner om The Procussions' ganske vældige favntag når det kommer til udtryk og stilarter. De vil meget og kan stort set alt, fra de potente energiudladninger til sårbare øjeblikke som "On A Mountain", poetiske rids på "Insomnia", velfortalte historier om deres bagland på "DNA" og meget meget mere. Ja, de får endda presset det flotteste shout-out track siden Lupe Fiasco's outro på Food & Liquor ind som pladens afslutter, og der er danske navne at finde på takke-listen. Philip Jacobsen stand up!

The Procussions har altid selv beskrevet deres hiphop som værende "conscious", og denne bevidsthed om at skulle holde deres musik inden for "conscious"-genrens grænse, har til tider vist sig at være en hæmsko for deres kreative udfoldelse. "Conscious" er godt, men det kan også blive for "korrekt". På The Procussions er Stro og Mr. J. ikke længere bange for at træde et skridt eller to ud over denne grænse, og det klæder dem fandens godt. Således har de fx lavet "Track 10", der uden tvivl er årets sjoveste nummer, hvor de med skarp humor tager pis på alt. "I go hard like things that go hard" rapper Mr. J. og efterlader lytteren totalt dumbstruck. Beatet er støbt efter 'club-banger' -formularen, men Stro har tilføjet nok kant til, at det skille sig ud fra mainstream-udgaverne, samtidig med, at det uden tvivl ville kunne få clubben til at koge over. Sangen er ret beset en kommentar til de rappere, der fylder deres musik med nonsens-rap, fordi folk jo alligevel ikke lytter til teksten så længe beatet er fedt. Mr J. Medeiros rammer sømmet lige på hovedet med sin nonsens-rap, og det er fuldstændig fantastisk at opleve Mr. J., der netop hele sin karriere har haft stærkt fokus på "conscious" hiphop, give den så meget gas som no-brainer MC. Jeg har grinet højlydt af linjer som:

"Imma drive in my car like VROOM!See me drivin' by in my car like VROOM!People want a ride but I ain't got ROOM"  

- Og hvem siger i øvrigt, at det ikke er "conscious" at lave en for-sjov dumped down banger? Budskabet, der ligger i "Track 10", er vel lige så relevant og aktuelt som så meget andet "conscious rap". I virkeligheden skal man måske slet ikke bryde sin hjerne med hvorvidt det er "conscious" eller ej. På "The Drum" rapper Mr. J.:

"Conscious rap is a gimmick - are you conscious of that? /
You sell an ominous black cloud /
They'll promise to act now /
Kids, just be honest and rap"

Og Stro og Mr. J. praktiserer hvad de prædiker, og leverer ærlig rap med ubenægtelig patos.

På lydsiden sørger Stro egenhændigt for en perlerække af fabelagtige beats, der i sandhed er en fornøjelse at lytte sig igennem. Alle har de deres særpræg, men samtidig er det tydeligt, at der ligger samme ideologi bag produktionerne. Det bærende element er af organisk karakter, og især hans trommeprogrammeringer tager kegler. A Tribe Called Quest indflydelsen er heller ikke til at tage fejl af, og jeg tror at Tribe-medlemmerne ville smile stolt hvis de vidste, at de er medskyldige i, at en hiphop plade i 2013 er kommet til at lyde så fantastisk.
     "Badges", "Modern Warfare" og "Iron Vox" er de eneste numre, der får kvalitetskurven til at knække lidt undervejs, men der kan ikke være tvivl om, at The Procussions stadig er blandt de mest helstøbte og bedste plader, der er udgivet i år.

Det har taget The Procussions halvandet årtis hårdt arbejde at nå deres nuværende position med The Procussions, og det har så sandelig været det hele værd.

5/6

- Jeppe Barslund