Benal - Nu

Øjeblikket er kommet. I godt fire år har de to kompagnoner Benjamin og Albert ihærdigt arbejdet sig frem til præcis dette moment. Startskuddet lød med EP'en Baby fra 2013, et startskud, der gav eftertrykkelig genklang, og som vendte hoveder fra den dybere undergrund til de højere lag af mainstream-sfæren. I sandhed et kraftfuldt afsæt fra startblokken. Med den efterfølgende EP Hiphop kom duoen yderligere op i tempo og nåede en imponerende topfart med deres særegne lyd. Da tredje EP i rækken, Hvad med nu, udkom, kunne hypen svært blive større. Men det er altså nu det gælder. Det er nu, at duoen må ud fra deres EP-skjul og vise, at de kan klare fuldlængdes-distancen og honorere hypen. Nu var uden tvivl den mest fornuftige titel, de kunne have valgt til deres debutalbum.

"Ærligt, ingen har hva' Benal har", - ordene kommer fra Nixen, der gæster "Kniv", og det er noget nært  umuligt ikke at give ham ret. Når Benjamin folder sin brovtende røst ud over Alberts sparsommeligt spraglede electro-beats, er det med følelsen af, at de har skabt et musikalsk fundament, et genre-bastard, som de er ganske ene om i Danmark. Det er denne potente og træfsikre melange af electronic og hiphop som de brød igennem med, og som de på Nu stadig arbejder på at raffinere og videreudvikle. På numre som "Fri", "Kniv", "Genert", "Tatovering" og "Badesalt" viser de på mesterlig vis, at de kan fusionere de effektive elektroniske melodier med det robuste hiphop-punch, imens de på fx "Sprog" og "Hånd i hånd" behersker det fintfølende, og med sikker hånd hviler på det effektive i det minimale. Pragtfulde produktioner, der ligger beslag på ens ører. Yderligere interessant bliver det, når Benal bevæger sig fra det sikre lavvand og ud på dybere vand, navnlig på et nummer som "Det blæser op", hvor Alberts indre hiphop-legebarn har fået frit spil, med et eminent resultat som følge. Eller på "Hånd i hånd", hvor der er lagt nosser af uberegnelig størrelse i omkvædet, der imod alle odds fungerer fuldstændig sublimt.

Desværre er der også øjeblikke, hvor Benal synes at have søgt ind i vandkanten for at soppe rundt, og her bliver det for mageligt og uinteressant. "Bare gerne" lyder ret beset som et tendentiøst clubtrack; endda tendentiøst ift. en lyd, de selv har fået frem. Også "Du har aldrig savnet nogen" rangerer i den undervældende ende af skalaen, imens "Jeg venter" og "Outrovert" synes unødvendige på tracklisten. På numre som disse kunne man mistænke, at de stoler lidt for blindt på, at deres "egen" lyd er kvalitetsstempel nok, men uden den ekstra kant eller detalje går den ikke. Når Benal er gode er de dygtige, men de er endnu ikke konsekvente i deres dygtighed, præcist som det har været tilfældet på deres tre foregående EP'er.

Der er ikke meget nyt under solen når det kommer til Benjamins rap. Hvis man var til det før, er man det absolut også nu. Af samme grund er mit forhold til ham stadig præget af en vis ambivalens. Med en kontant retorik og en urokkelig sikkerhed i sin levering, har Benjamin en yderst tiltalende rap-positur. Tilføj dertil en god blanding af subtil humor ("Har aldrig pænt tøj nok, det gør mig dårlig til mode / Hun sagde stol på mig, så satte hun sig oven på mit hoved"), jovial leg med sproget ("Man ligger sødt når man ligger diskret / Chutney - der stadig man'go digte tilbage") og behersket vrede ("Har tænkt på hva' du vil sige, hvis jeg så dig i morgen / Men jeg har hørt du fandt en ny... jeg håber han slår"), og kvaliteterne er åbenlyse. Til gengæld er hans tekster nærmest komplet blottet for struktur og rammesætning, og versene synes ofte at bestå af en række tilfældigt henkastede sætninger. Nogen vil helt sikkert applauderer denne langefinger til gængs sangskrivning; jeg synes også det fungerer i tåleligt ordinerede doser, men i det lange løb bliver det for løst, og jeg savner tekster, der er forankret i mere håndgribelige narrativer. Af samme årsag er Loke Deph, Semih Automatisk, Nixen og Klamfyrs bidrag alle langt klarere lagret i min hukommelse. Dette ændrer dog ikke på, at det i de bedste øjeblikke fremstår soleklart, at Benjamins vokal er skabt til at besmykke Alberts produktioner - og vice versa, og når Benal brillerer, lyser de op som noget af det mest spændende pt.

Personligt havde jeg nok foretrukket et formidabelt monster af en fjerde EP, koncentreret dygtighed uden fyld, men et bundsolidt debutalbum er absolut også godkendt. Se at få hørt Nu nu.

4/6 

- Jeppe Due Barslund

Benal - Hiphop

Benal har leveret musik til begejstring for hiphop-hovederne i en lille håndfuld år efterhånden, og alligevel er det først med deres nyligt udgivne EP Hiphop, at jeg er hoppet med på vognen. Da de udgav nummeret "Tung Mand Ting" fik de i allerhøjeste grad mine interesseantenner til at vibrere. Lyden var rå og frisk, og Benjamin havde noget unikt over sin vokal og sin fremtoning. Men så stillede han op til Rap Slam Battles i en tag-team battle med Humme imod RimLigheden, og dette skulle vise sig at have kreperlige konsekvenser for mit forhold til Benal efterfølgende. Den nerve og autenticitet, der strålede ud af Benjamin på deres tracks var komplet borte. Der var simpelthen, i min optik, et for stort skel mellem den Benjamin, der overlegent rappede "Det ikk' bøf, det' 50 grams fadkotelet" på "Tung Mand Ting", til den Benjamin, der kontinuerligt nærmest måtte undskylde for sine diss-linjer. - "Ej ej, go' karma" blev han ved med at sige, og pludselig fremstod han konfliktsky og useriøs i sin rolle som rapper. Troværdigheds-kontoen gik i minus og Baby EP'en blev mere eller mindre bevidst forbigået på den bekostning - på trods af, at pålidelige bekendte roste den til skyerne.

Troværdighed hos en kunstner er af enorm betydning, men det er evnen til at viske tavlen ren også, så da de udgav deres nyeste, anden EP Hiphop, besluttede jeg at give den gode karma en chance. En EP med dén titel skal da heller ikke tro, at den kan slippe uset forbi undertegnedes kikkert. EP'en blev hørt, karmaen er god og Benjamins konto er så rigeligt i plus igen!

Hiphop indledes med årets måske mest flabede åbningsnummer. Man havde måske forventet at blive slappet i fjæset med et klassisk straight-up hiphop track, når nu EP'en bærer den titel som den gør. I stedet bliver man budt velkommen af en stilfærdig og stemningsmættet produktion med blidt piano i E-mol, der er langt mere down-tempo elektronisk end den er boom-bap, med et knugende vokal-sample, der er mere Nik & Jay end gusten undergrund (det er i øvrigt et stort kompliment! - Kom ikke her og sig, at vokalsamplet på "Novembervej" ikke sidder fucking lige i skabet). Og det fungerer fantastisk, for det lyder så godt, at man forholdsvist hurtigt bliver ligeglad med at holde stilen og lyden op imod ens forventninger. Det går da også hurtigt op for en, som man bevæger sig ind på den syv riller dybe EP, at titlen ikke refererer til genren i klassisk forstand, som nummeret "Arrested Development" ellers kunne give anledning til at tro, men til Benals helt egen tilgang til hiphop, der kompromisløst bryder med gængse forventninger til, hvordan "hip hop" skal lyde. Dette gør ved nærmere eftertanke titlen til "Arrested Development" endnu mere passende.

Benals "helt egen" tilgang til hiphop bunder først og fremmest i produktioner, der mestendels er bygget op af elementer, der slet ikke eksisterer i en klassiske hiphop-forståelse. Trommerne er skabt digitalt, og lyden af egentlige slagtøjer er aldeles fraværende. Tilhængere af den gamle skole kunne godt gå hen og rynke på næsen over det. Dertil begår gruppens producer Albert sig i sparsomt sammensatte elektroniske lydlandskaber. Der sker ikke voldsomt meget i musikken, men på numre som "Arrested Development", "Bananbåden", "Hip Hop" og "Bootycall" får Albert alligevel skabt bundmelodiske og virkelig spændende beats ud af få virkemidler. På "Hip Hop" genskaber de Den Gale Poses ikoniske omkvæd fra "Spændt Op Til Lir" i robot-crooner version, og videreførelsen fra "det gamle" til "det nye" kunne svært stå klarere.

Benjamin er en lidt "irreterende" rapper på Hiphop - på en god måde faktisk, mærkeligt nok. Han er nemlig dygtig, men han "gider ikke rigtig" vise det her. Han holder virkelig sig selv tilbage, og det pirrer sgu én lidt. Lyrikken fremstår som et sporadisk sammensurium af umiddelbare inventioner, hverdags-revseri og flyvsk fortørnethed. Der er ikke synderlig mange quotables, der får ens øjne til at lyse op, og kun hen imod EP'ens ende er der force og intensitet i leveringen. Og det er måske dét, der er lidt "irreterende": at han bevidst holder igen, når man nu ved han kan. Måske ikke så imponerende som interessevækkende, men Benjamin viser, at man godt kan sætte lighedstegn mellem interessevækkende og god.  

Hiphop er ikke en EP helt uden kvaler. "Tæt" bliver en kende enerverende med sit lidt for dominerende kapløb mellem skramlende elektronisk perkussion og stikkende synth-lyde. Værre bliver det på "Trance", der lyder som et letkøbt, syntetisk club-track. "Benalgorytmen" læner sig op ad det for minimale, og selvom produktionen holder de første par minutter, kan den ikke klare den forholdsvist lange levetid på 4½ minut. Også den ellers forrygende producerede "Bananbåden" kunne med fordel have været en 2-minutters penge kortere. Benal skulle i min optik have genbrugt skabelonen fra Baby EP'en med fire skæringer. Det er bare mere overbevisende at imponere med fire numre og efterlade lytteren hungrende efter mere, fremfor at blive overfodret og faktisk ærgre sig over, at man blev så proppet. Benal er dog stadig et yderst spændende bekendtskab, der er virkelig gode når de rammer plet, og som gør tanken om den omtalte nye tilgang til hip hop ganske tålelig.

4/6

- Jeppe Barslund