Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund

Immortal Technique - "Goonies Never Die" (Track Review)

Åh du kære blog hvor er du dog blevet tilsidesat til fordel for praktik og opgave skrivning. Ja, sådan er det desværre ind imellem, men nu ser det ud til at jeg går ind i en periode, hvor der er udsigt til lidt mere blog-aktivitet end hvad denne måned ellers har haft at byde på.

Vores allesammens yndlings hardcore, revolutionære aktivist af en sylespids MC Immortal Technique har netop smidt gratis-udgivelsen The Martyr på gaden.

"Jeg fatter simpelthen ikke at man kan udgive et så fedt album gratis!?!?!?!"

Har I hørt pladens samples? Ain't no way in hell de er blevet clearet! Der er lånt fra både The Beatles, Abba, Aerosmith og Alan Parsons Project, så der har ikke været andet at gøre end at udgive det gratis. Men som Tech siger i introen: "If you are listening to this, it is your responsibility to burn this for every single motherfucker you know"!
Og det kan I roligt gøre. Det er en super fed udgivelse. Technique er som altid on par med sine politiske- og samfundsrelevante observationer og spydige kommentarer, samt en god sjat hiphop shit talk, som han også mestrer.

(Afspil lige dette nummer, så det kører imens du læser videre - det er yderst gavnligt)



Det bedste nummer på The Martyr er for mig - og her er ikke skyggen af tvivl - "Goonies Never Die", der servere en sulten Technique med sine venner Swave Sevah og Diabolic over et beat, der er drevet af 2011's måske bedste sampling, nemlig af Dave Grusins tema fra den mesterlige film The Goonies (som I bør lytte til nu), der var min totalt yndlings film da jeg var mindre (og den ligger stadig langt oppe på listen).
Jeg var vitterligt ved at falde ned af stolen da det gik op for mig, hvilket tema det var, at Southpaw samplede. Og sangens titel er ikke bare en metafor for den gruppe-mentalitet som rapperne beretter om, sangen er fyldt til bristepunktet med referencer til filmen, som MCerne ligeledes lader til at have et nært forhold til. Jeg sætter et GR (Goonies Reference) ud fra dem.
Det skal også siges, at jeg - og dette er helt uden at overdrive - har set The Goonies 20+ gange, så ja, jeg er ham den voldsomt irriterende, der sidder og taler ind over hele filmen. Da jeg hørte "Goonies Never Die" første gang væltede der af samme grund tonsvis af billeder ind over nethinden på mig. The Fratellies, der hjælper deres bror med at bryde ud af fængsel. Den episke biljagt der følger efter, hvor de overhaler samtlige biler i strand-racet. Data, der ryger i skraldespanden, Chunk der sjasker milkshake i fjæset på sig selv, og Mouth der hjælper sin far med at reparere vasken. Tro mig jeg kunne blive ved.
Fun fact til kenderne: prøv at checke hvem der spiller Mickeys douche af en storebror?

Men lad os da komme i gang med herlighederne (bær over for småfejl):



And it's not smart to be dumb
It's not smart to be dumb, dumb di-dum-dum-dumb
Back where I come from
It's not concidered smart to be dumb...

"Okay little empanada, time for bed..."
- Uncle Philipe?
"What, what is it now?"
- I heard that you and my dad used to be in a gang, is that true?
"Who told you that man? Your mother? It wasn't a gang aight, we we're just a group of friends"
- Did you do bad things?
"No no no, look we just used to draw and stuff, and play karate, borrow things and throw stuff, you know run around at night, like goonies"
- What's a goonie?
"You never heard of the goonies before?"
- Goonies?
"WHAT!?"

"I could have chose another life with the feds tryna get me /
Little kids puttin' work in like the gap in Disney /
In a whip, high as shit like Barbie and Whitney /
Grab your hand and push the motherfucking peddle to sixty /
Harlem cops frisk me to get me to make their codas /
But I told ya, siempre hay que separa las drogas (GR) /
Bar brawl in the club, poppin' and rocking at you /
Shot it out, leavin' bullet holes the size of Matzah Balls (GR) /
I love big chicks, never fucked with a slim broad /
Made soccer and hammered nails into the shin God (ingen idé om den sætning?!) /
Gambled at cee-lo with dominicans, locked in the toons /
We was there for robbin' niggas for them spanish to bloom /
Remember Goonies era graffity of all sorts /
Now they wanna foreclose on the hood to build golf course (GR) /
I put your hand in the blender to make an antrey (GR) /
Then cut your dick off and glue it back on the wrong way (GR)"

All my revolutionary soldiers better ride
My word is mathematics bitch, numbers never lie
So even if they tell you I'm dead, nigga I'm still alive
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die
Witness protection program, rappers better hide
I serve revenge out the freezer, niggas never slide
So if they tell you I'm gone and you safe, niggas lie
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die

"I'm a certified goonie, the type that burglarize your crip /
And leave it smellin' like sour and afghan gooey - true dat /
Life is a movie but yours was filmed on a greener screen /
I give you pure uncut raw, no deleted scenes /
War with a broad sword, dumpin' the tech nines /
Slit your throat, give you a columbian neck tie /
You're best by to get, we let die /
Let fly the next guy that try some shit /
Listen, a few words just to describe my clique /
We like a gang of spartans walkin' on the Gaza strip (watch your lip) /
Never say die (GR), time to fight it we never run /
My goonies bomb niggas with joovie, we call it treasure hunt (get em) /
Let 'em front like he a tough guy /
I hit 'em, Sloth turn 'em to One Eyed Willy (2x GR) /
Water we grave, hide your chips (GR) /
I hijack your boatload and cruise away on my pirate ship (GR), nigga"

All my revolutionary soldiers better ride
My word is mathematics bitch, numbers never lie
So even if they tell you I'm dead, nigga I'm still alive
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die
Witness protection program, rappers better hide
I serve revenge out the freezer, niggas never slide
So if they tell you I'm gone and you safe, niggas lie
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die

"Before Duncan Pentahuges was runnin' with Dough E dough /
My team got away with murder, we ain't fit the bloody glove /
Those jungle breeze and we've come to feed our hungry cubs /
With hoes pullin' at our pipes, like goonies under country clubs (GR) /
Let these funny thugs know who ever steps in public spots /
Is gettin' crushed with solid rocks like they Chester Copperpot (GR) /
I suggest the drama stops, I flud blacks with mustard gas /
You're up shits creek in a rubber raft /
Cut in half, cross my fucking path, I dare you, I mean who lit the fuse /
Quick to lose my marbles like Mickey replacing his with jewels (GR) /
Watching y'all enslave the game, I'm forced to save the truth /
Break the chains quick as Sloth reaching for a Baby Ruth /
We got eighty proof and horse and Daisy Dukes
Extra lowell fat bitches do the truffle shuffle just to gettin' show (GR) /
Fuck what your record sold, respect the code and recognize /
The rebel tribe that my people kept alive will never die"

All my revolutionary soldiers better ride
My word is mathematics bitch, numbers never lie
So even if they tell you I'm dead, nigga I'm still alive
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die
Witness protection program, rappers better hide
I serve revenge out the freezer, niggas never slide
So if they tell you I'm gone and you safe, niggas lie
Because - MOTHERFUCKER - Goonies never die

- Why did you wear ski goggles?
"Look man, it is way past your bedtime, okay"
- How did you afford all that polo? I know you didn't pay for it
"Woooow aight man, who's been talkin' to you yo?.. Nevermind, go to sleep"
- I don't want to go to bed
"Well, it's late"
- I want another story
"You can't have another story"
- Tell me another story
(her løb mit spanske op)
- Now!
"Go to sleep!"
- What did you do with all the money?
"What money man?"
- Can I has some of the money?
"I spent it, okay"
- ?
"WHAT?! 'S what I thought"


Kom gerne med rettelser, hvis I er faldet over noget, hvor jeg har ramt forbi.
Det var alt for nu, pas på jer selv, I derude på den anden side af skærmen. Jeg vil gå ind og sætte The Goonies på.

- Jeppe Barslund

Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2

"I doubt there could ever be a more wicked MC

'cause AIDS infected child molesters aren't sicker than me!"

Jeg læste i dag glædeligt nyheden om, at Immortal Techniques tredje og længe ventede album "The 3rd World" snart rammer gaderne. Der er gået fem år siden "Revolutionary Vol. 2", og hvis der er en kunstner jeg har ventet længe på skulle udgive nyt materiale, udover Dre's "Detox", så er det uden tvivl Immortal Technique. Grunden til dette er, at Immortal Technique i mine øjne er en af de, på mange måder "sindsygeste" rappere der findes.
"Sindsyg" fordi han besidder hysterisk eminente rap-evner, som meget få andre kan hamle op med. "Sindsyg" fordi han fortælle historier, som både kan frembringe ubehag og oplysning hos lyttere. Og "Sindsyg" fordi man til tider faktisk kan fornemme en form for sindsyge hos manden.
Immortal Technique er en af de mest - eller måske dén mest - politisk bevidste rapper vi har i dag. Samtidig er han også den, der er mest forbandet over det politiske system i USA, og i resten af verden for den sags skyld. Stort set alle sange som Tech laver har et ufattelig stærkt politisk budskab, og i 9 ud af 10 tilfælde optræder han som oplyseren, der spreder anti-Bush propaganda til folket. Man er på intet tidspunkt i tvivl om hvad Tech's holdning er, og heldigvis er han aldrig sen til at udtrykke dette på de mest hensynsløse og grove måder. Man skal lede meget grundigt i meget lang tid, før man finder en rapper hvis meninger kommer ligeså rent ud som Techs.

Holdninger og propaganda er "Revolutionary Vol. 2" da også mere end fuld af. Et album med det navn har også lidt at leve op til, og jeg vil mene at del to i Techs revolutions-serie lever mere end op til forventninger. "Vol. 1" var også fænomenal, men der er alligevel sket en hel del i tiden imellem de to. Det er lidt svært at sætte fingeren på noget specifikt, men som helhed er "Vol. 2" generelt mere helstøbt. Der er ganske simpelt noget fra enhver skuffe; de ultra hårde rim, som til tider bliver unødvendigt grufulde, de velfortalte historier, de hårrejsende budskaber og de intet mindre end mesterlige produktioner. - Det hele er her.

"You're listening to Immortal Technique, and this is Revolutionary Volume two. Bringing you the truth, in the form of hip hop".

- Sådan åbnes albummet, og selvom introen her kun er 12 sekunder lang, så siger den faktisk en del om indholdet. Manden der fremlægger disse ord er Mumia Abu-Jamal, som sad, og stadig sidder, på dødsgangen. Han blev dømt til døden efter at have skudt og dræbt en politibetjent i 1981. Mumia var en politisk aktivist, som blandt meget andet var medlem af The Black Panthers, samt andre organisationer og politiske grupper.
Personlighedsmæssigt er der mange ligheder mellem Mumia Abu-Jamal og Immortal Technique, og netop derfor er det rimelig stærkt at få et, formodenligt, forbillede der sidder på death row til at præsenterer en.

At Immortal Technique er blevet til den person han er, kan ikke undre nogen. Han er født og opvokset i et miljø, der i autoriteternes øjne var, og mange steder stadig er, samfundets absolut laveste. Hvad han ikke har måttet leve med og finde sig i, kan jeg hverken forklarer eller forsvarer på skrift, men hvis man har den mindste kendskab til Immortal Technique, ved man vist godt hvad det indebære. Racisme, had, fattigdom, mord, undertrykkelse og uopnåelige drømme er med sikkerhed nogen af stikordene.
Tech's eksistensgrundlag er nu at gøre op med samtlige af disse førnævnte stikord, som danner rammerne for hans fortid. Derfor er "Revolutionary Vol. 2" et album der bæger stort præg af, at manden bag vil forbedre uoverskueligt mange ting, samtidig med, at han er fyldt med et vis had. Albummet er derfor et af de mest personlige man vil kunne lytte til. Overhovedet.

På det stjernespækkede nummer "Peruvan Cocaine" fortælles historien om kokain. Dette lyder umiddelbart som et ganske normalt hiphop-emne, men Technique og hans slæng fortæller HELE historien, fra kokainens høst, til den rammer husstande i forskellige nabolag. Tech og de seks andre gæsterappere, deriblandt en blændende Tonedeff, indtager skikkelse som forskellige karakterer under kokainens vej. Tech er slaven der høster kokain, Pumpkinhead er druglord, Tonedeff er korrupt politibetjent, osv. - På denne måde bliver historien utrolig realistisk, og jeg vil mene at det er den bedst fortalt og udførte sang om Kokain der er lavet til dato. Og som prikken over i'et har Southpaw både samplet musik og dialog fra Scarface filmen, intet mindre end et mesterligt nummer.
På det efterfølgende nummer "Harlem Streets", oplever vi Tech fra den reflekterende side, hvor han kommenterer det samfund han kommer fra, og de mange restriktioner der er pålagt. Produktionen er minimal, men knivskarp, og alvoren er ikke til at tage fejl af. Tech rapper

"Trying to escape from the ghetto with your ignorant ways /
but you can't read history at an illiterate stage.
And you can't raise a family on minimum wage /
why the fuck you think most of us are locked in a cage"

På "Obnoxious" fyrer Tech blær-rap af om, hvor ligeglad han er med alt det, folk fortæller ham han burde gøre for hans karriere. Han gør det som HAN gør det, og det indebære at han aldrig bliver rig, hvilket han direkte nyder. Samtidig med at nummeret er super fedt at rappe med til, beatet er banging og stemningen generelt er af den glade skuffe, så får han alligevel skubbet kommentarer ind om politik og meget andet, som i første vers:

"So I'm a mercenary, I don't care how I get richer /
like American companies that did business with hitler
Get the picture nigga? I'm the best of both worlds /
without the hidden camera, and the 12-year old girl"

- Så både amerikanernes dobbeltmoralskhed og R. Kelly får sparket.

På flere numre vælger Tech at lave spoken words over produktionen, hvilket får ham til at virke som en taler, en der informerer om diverse situationer og uretfærdigheder. På "The Message and the Money" fx, angriber han de ultra grådige promotere og A&R's, der spilder up-and-comming talenter til deres egen fordel. Folk i branchen der er komplet ligeglade med det, som de forskellige kunstnere står for, som bruger de mest sleske midler for at få dem frem. Her går Tech også i kødet på de kunstnere, der vælger disse "falske" promotere for at komme frem i scenelyset. Tech har så mange gode kommentarer til de her folk, at "The Message and the Money" faktisk er et af pladens bedre indslag, selvom det er spoken words.

På endnu en af pladens absolutte perler, "Crossing the Boundary", går Tech komplet amok, og disker op med noget af det groveste og stadig mest rammende lyrik man har hørt. Fx da han rapper

"And underground labels know that I don't trust you /
your only independent 'till you go major, so Fuck you.
And if you're pissed off 'cause you think I dissed you /
I rape your moms and we can make it a personal issue"

Så unødvendigt groft at man griner samtidig med, at man tænker "hold da helt kæft". Men det kan ikke undre en. Hvad Tech ikke har formået at rappe tidligere, som har fremkaldt denne "hold da helt kæft"-effekt. På "Vol. 1" fyrede han en linje af, som jeg altid vil kunne huske; "You don't want beef with people like me so don't pretend / I'll resurrect your aborted baby and kill it again". Det er delvist på grund af linjer som disse, at jeg beskrev ham som "sindsyg" i starten, for det MÅ kræve en hvis form for sindsyge at fremstamme rim som dem, og få ens hånd til at forevige dem på papir. Men det er vel også derfor han har en så stor affektionsværdi på folk. Så der er alligevel en vis fornuft bag sindsygen.

Ser vi længere nede på tracklisten, finder vi albummets mest politiske nummer, i form af et sandt "anti-Bush anthem" ved navn "The Cause of Death". Dette nummer er en unormalt kraftfuld tour-de-force af politiske punch-lines, der får filmen "Fahrenheit 911" til at ligne en joke. Overdrivelse fremmer forståelsen i ved! Det er stort set umuligt at citerer linjer, for teksten her er så fremragende, at enkelte linjer ikke er nok. Han lægger hårdt ud, og snævrer sig under sangens førløb mere og mere ind på bestemte politikere og hændelser;

"You better watch what the fuck flies outta your mouth/
or Ima hijack a plane and fly it into your house"
(han fortsætter)
"My words'll expose George Bush and Bin Laden /
as two seperate parts of the same seven headed dragon"
(og han stopper ikke)
"Rocking a motherfucking flag don't make you a hero /
Word to ground zero.
The devil crept into heaven, God overslept on the 7th /
the new world order was born on september 11th"

Linjer som disse er med til at gøre "The Cause of Death" til en af pladens absolut stærkeste skæringer.
Det efterfølgende nummer kunne på mange måder være dét bedste nummer på "Vol. 2". Dead-serious lyrik blandet med humor, der sjældent er oplevet sjovere i hiphop. "Freedom of Speech" hedder nummeret, og titlen siger faktisk det hele; nummeret handler om, at det er vigtigt ikke at lade sig manipulere af andre folk, men i stedet synge om det, som man selv føler og står for, uanset hvad det er. Danja fra The Beatbandits leverer det bedst-tænkelige beat til dette formål. Han sampler et nummer fra "Pinocchio" filmen (der hvor han optræder for Stromboli i dukketeatret), og samtid sampler han det omkvæd som Pinocchio selv synger i samme scene, hvilket næsten passer FOR godt til denne sang. Han synger (og i kender den alle):

"I got no strings to hold me down
to make me fret or make me frown
I had strings, but now I'm free
I got no strings on me"

- Og da der på samme måde ikke er nogen der kan styre Tech, er han og Pinocchio et perfekt match. Og lyrisk set er Tech også her i storform, og de spydige kommentarer vil tilsyneladende aldrig stoppe. Han rapper:

"Fuck a middle man, I won't pay anyone else /
I'll bootleg it, and sell it to the streets myself.
(...) And now they say they wanne get me signed to the majors /
if i switch up my politics and change my behavior.
(i "Obnixious" siger han også)
"I take a piss on a developement deal from SONY or DEF Jam /
'Cause you like all of the rest man.
This ain't a verse it's shit-talk at the end of the song /
and you can suck a dick if you think i ended it wrong"

Hen af albummets slutning rammer vi 2 af skivens bedst fortalte numre. Først har vi "Leaving the Past", der efter min mening indeholder noget af albummets mest sublime lyrik. Tech sætter så mange ting i perspektiv, at man kan sidde i lang tid efter og tænke, at "han har jo ret.....". Især linjen:

"I hate it when they tell us how far we came to be, as if our peoples history started with slavery"

-har jeg tænkt meget over. Denne linje er meget general for dette nummers standart, det nummer som nok er det mest reflekterende på "Vol. 2", der samtidig har et så eksorbitant lækkert jazzet beat, at det nemt lægger sig på en top 3.
Og så har vi the "dance with the devil" of Vol. 2, "You Never Know". Ikke fordi historierne har noget at gøre med hinanden. HistorieFORTÆLLINGEN tilgengæld er ens, forstået på den måde, at det er så forbitret velfortalt, at man skal være ualmindeligt koldhjertet hvis man ikke sidder tilbage med en klump i halsen af en vis størrelse.
Jeg har to gange prøvet at spille "Dance With the Devil" for en større forsamling, og begge gange er tåre blevet fremkaldt, primært hos de kvindelige lyttere, men også hos nogle af herrene. Og jeg synes faktisk at "You Never Know" er lige så hård, på en mindre hård måde.
Jeg vil egentlig ikke afslører hvad historien handler om, for begejstringen ved at høre historien første gang er så stor, at læsere der ikke skulle have hørt den, ikke skal frarøves den glæde. Hvad jeg KAN sige er, at det er meget rørende, og det er et langt nummer, der nærmer sig de otte minutter, hvilket giver Tech rigeligt tid til at blødgøre lytteren før den nådesløse slutning rammer. "You Never Know" er et intet mindre end mesterligt nummer, med den altid enestående Jean Grae, og nummeret står som et af hiphop historiens ømmeste.

Man kan med rette sige, at Immortal Techniques "Revolutionary Vol. 2" er lidt af en milepæl indenfor hiphoppen. Og Techs hudløst ærlige indgangvinkler til de emner han berør, gør at albummet her er et sandt unikum.
Produktionerne, som jeg for en gangs skyld ikke har været så meget inde på, er komplet fejlfri hele vejen igennem. Southpaw, Danja samt få andre, leverer lydbilleder der bakker Tech mageløst godt op, og de fleste produktioner er ganske udsøgt sammensat, samtidig med at de er så minimale, at det er lyrikken man fokuserer på. For Techs varemærke er uden tvivl lyrik og holdninger. Til al held har han erhvervet sig nogle af de bedste beat-smede til at supplerer ham.
Der kan på ingen måde være tvivl om, at Tech er en af de dygtigste mc'er vi har i undergrunden, og "Vol. 2" vil altid have en sikker plads på min Top 10 over bedste albums.

Nu ser jeg bare frem til "The 3rd World", som lyder overordenligt lovende efter de par numre jeg har hørt.

Peace and Love herfra
// JeppE

6/6