Dream Junkies - Good Religion

Jeg er simpelthen på røven over Dream Junkies og deres bedrifter! Jeg er på røven over deres produktivitet og det skyhøje niveau, der ikke bare gennemsyrer hvert eneste projekt, men som stiger støt, udgivelse for udgivelse. Hver især har de tre rappere udgivet stærke plader i løbet af de sidste par år, men med Good Religion står det klart, at de står stærkest i fællesskab. De besidder alle tre en række individuelle forcer og egenskaber, og når de bliver slået sammen, er resultatet intet mindre end en kollektiv magtdemonstration.

Good Religion er en hyldest til venskab, til hiphop, til basen på vestkysten, til Gud og til hvem- eller hvad end man finder spirituel dybde hos. Dette gør det muligt at lytte til albummet ud fra en spirituel og teologisk position, der kan give stof til eftertanke til nogen, og måske virke lidt prædikende hos andre. Hvis man ikke er så meget til den religiøse del, som jeg dog synes de har modereret til et perfekt afbalanceret niveau, kan lytte fra en position som hiphop-elsker. Det her er nemlig højst elskværdig hiphop, lavet til folk, der elsker hiphop, af folk, der elsker hiphop. Dream Junkies lader sig inspirere af de bedste, og det kommer tydeligt til udtryk flere steder. Det bliver hurtigt klart, at Beleaf trækker på A Tribe Called Quest i sin tilgang til at rappe, og især Phife Dawg synes tydelig som inspirationskilde. Det er derfor også på sin plads, at et nummer som den Guddommeligt funky "Showbiz" lyder som noget, ATCQ ville have lavet i 2016. Ja, den kunne såmen have heddet "Jam Pt. II". På "Boogie Man" er det Outkast, der får sendt et respektfuldt nik, hvilket ligeledes giver mening, da John Givez med sit formidable flow og sit gyldne øre for omkvæd minder om André3000.

Det hele er dog ikke inspiration, referencer og lån fra og af andre. Dream Junkies har deres helt egen lyd, som især kommer til udtryk på deres mere livlige numre. Tag bare bangeren "I Got the Juice", hvor dybe bas-stød og gnistrende trommer indbyder til flow-gymnastik i verdensklasse. John Givez er et sandt bæst og Beleaf brillerer som sædvanlig med sin elegante lethed, og netop derfor er det imponerende, at det er Ruslan, der altid har stået lidt i skyggen af de to andre rent flow-mæssigt, der udmærker sig:

Den distinkte Dream Junkies lyd, atter leveret hovedsageligt af Anthony Cruz, DJ Rek, JRuckers og BamBeatz, kommer også fint til udtryk i et helt stilfærdigt øjeblik som "Left Coast", hvor gruppen, i selskab med Murs, kaster et ambivalent blik på deres hjemstavn. Beleaf rapper bl.a.: "God gave us front-row view to the sunset / Everybody think it's paradise, but we lost some real ones on the Left....":

(og ja! - det ualmindeligt fantastiske stykke musik videoen starter med, som ikke er "Left Coast", er at finde på Good Religion!)

Højdepunkterne på Good Religion er både talrige og himmelragende, men der er desværre et par numre som "Going Left" og "2nd Hand Smoke", der trækker lidt ned. Dream Junkiernes debut-langspiller er dog et must, så sørg for Guds skyld - eller bare for den sublime hiphops skyld - at tjek et af årets stærkeste plader ud.

Køb Good Religion direkte via King's Dream Entertainment her

5/6

- Jeppe Due Barslund 

Året der gik: 2015

Det føles vitterlig som var det igår, at jeg sad og forsøgte at indfange året 2014 i et opsummerende indlæg. Tiden flyver når man har det sjovt og travlt, hvilket må siges at være tilfældet for mit 2015. Foruden at gå ind i 2015 med et to måneder gammelt vidunder af en dreng, er jeg i løbet af året blevet færdiguddannet lærer og blevet ansat. Der har med andre ord været mange ting at se til, hvorfor den stakkels lille blog her er blevet forsømt og forbigået på det groveste - igen. Jeg har dog fået lyttet til en hel del musik i løbet af året, så her kommer, traditionen tro, et lille skriv fra min hånd om, hvad der har rørt på sig i Danmark og i det store udland, i 2015.

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Milo - So the Flies Don't Come

Milo er indbegrebet af at være sin helt egen. Han balancerer mellem underfundig skævhed og forbløffende lyrisk akkuratesse, og når syffal's anmelder skriver, at Milo ikke bare farver udenfor stregerne, men "... draws his own fucking lines", kunne han ikke have mere ret. Kenny Segal producerer og skaber den perfekte musikalske pendant til Milo's snøvlede og spoken-word prægede poesi, hvor elektroniske og organiske elementer mødes i et melodiøst spændingsfelt. Hør "Napping Under the Echo Tree".

9. Elements of Music - Sunrain

Årets producer-album går til Elements of Music (måske bedre kendt som EOM), der med Sunrain serverer et vidunderligt sammensurium af forskelligartet hiphop. Her er alt fra feel-good vibrationer med Wax på "Hello" og melodisk samfundskritik med Adad på "I Don't Know", til Nottz-lydende nakkebrækkere som "Sound Solution" og sommerlune lækkerbidskener med Blu og Anderson .Paak på "Get Along". På papiret lyder det som en noget nær umulig opgave, men EOM forbinder de mange undergenrer af hiphop med tonsvis af autenticitet - og så er håndværket til UG med kryds. Hør "I Don't Know".  

8. Lupe Fiasco - Tetsuo & Youth

Efter et par halvflade udgivelser, hvor Lupe Fiasco syntes ude af form, navnlig grundet hans sidden fast i klørerne på Atlantic, vendte han stærkt tilbage med Tetsuo & Youth (dog stadig under Atlantic), hvor hans lyriske kadence og ekvilibrisme nåede nye højder. Den over otte minutter lange "Mural" fungerede som beviset på, at Lupe er blandt de allerbedste nogensinde, når omstændighederne ellers tillader det. Når Tetsuo & Youth "kun" lander på et 8. plads, er det på grund af produktionerne, der stadig ikke er på niveau med Lupe's lyrik, og selvom der er rigtig gode bidrag iblandt, er Soundtrakk og Prolyfic stadig voldsomt savnede. Hør "Adoration of the Magi". 

7. John Givez - Soul Rebel

Soul Rebel er ikke et fejlfrit album, mestendels grundet et par haltende beats og nogle undervældende omkvæd, men når John Givez er skarpest udviser han et af de absolut største potentialer pt. Han flower sublimt og viser igennem Soul Rebel, at han kan skabe et gennemført koncept og følge det til dørs med bravour. Han synger tilmed fortrinligt (det meste af tiden!), og så har han et hold af producere i ryggen, der tryller den gamle skoles dyder sammen med moderne ideer. Der er low-points, men når John Givez er god er han et sandt bæst. Hør "2004" og læs anmeldelsen af Soul Rebel her.  

6. Joey Bada$$ - B4.DA.$$

Der er vel ikke så meget at sige om Joey Bada$$' solo-debut B4.DA.$$ (el. Before Da Money), andet end at Joey tager stort set alt, hvad der gjorde hiphop spændende i start-90'erne og udlever det til perfektion: flowet, historierne, gadeautenticiteten, mentaliteten og de støvede beats, hvor soul, jazz og boom-bap trommer forenes i en cocktail, der med sikkerhed forløser enhver længsel til den gyldne æras storhed. Hør "Hazeus View".   

5. Jay IDK - SubTrap

Den 23-årige Marylan rapper Jay IDK udgav, hvad der må siges at være 2015's uden sidestykke mest oversete album. Subtrap er en fantastisk historie, både historien bag og på pladen. Det er umanerligt velskrevet og veleksekveret, og med beats, der blander rå hiphop med trap-elementer, på den bedst tænkelige måde, er skiven virkelig solidt produceret hele vejen igennem. Stemningen på SubTrap minder meget om Section.80, ligesom Jay IDK's måde at rappe fra flere forskellige personers perspektiver på, tydeligvis drager paralleler til Kendrick Lamar. Originaliteten i pladens koncept står dog på Jay IDK's helt egen regning - jeg må nok hellere anmelde den snarest! Hør "The Bio Student (Chris)".

4.Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly

Meget kan siges - og er i løbet af 2015 blevet sagt om Kendrick Lamar's overvældende To Pimp A Butterfly. Ikke siden My Beautiful Dark Twisted Fantasy har et hiphop-album høstet så mange topkarakterer, og med hele 11 nomineringer til det kommende Grammy Awards Show må man sige, at det imod alle odds lykkedes Lamar at transmittere en lang række stærkt tabuiserede emner indenfor afro-amerikansk historie ind i millioner af husstande. At Barack Obama udråbte "How much a dollar cost?" til årets nummer, siger bare lidt om albummets tyngde. At To Pimp A Butterfly er lige så meget soul, funk, jazz og hvad-ved-jeg som hiphop, er en diskussion, der altid vil kunne tages op. I min optik er det først og fremmest et hiphop-album, og selvom jeg personligt synes det er for langt og til tider for ufokuseret, så er det bestemt også et imponerende værk med vældige højdepunkter, som sent vil blive glemt. Hør "These Walls".   

3. L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

At L'Orange og Kool Keith ville lave et spændende album sammen, lå i kortene, men at det ville lyde så godt og være båret op af så gennemført et koncept, overraskede selv mig. Keith tager lytteren med på en sær rumrejse, tumultarisk fortalt igennem et hav af fragmenter, der sætter én på en større fortolknings- og deschifreringsopgave. Den opgave påtager man sig dog glædeligt, da L'Orange har begået en lille musikalsk genistreg herpå, hvor hans typiske jazz-samples og radio-lyttespil sættes op imod futuristiske elementer, og det fungerer fantastisk fra første til sidste sekund. Hør "Dr. Bipolar" og læs anmeldelsen her. 

2. Red Pill - Look What This World Did To Us

Red Pill's Look What This World Did To Us er årets ubestridt bedst skrevne rap-album. Pladen fungerer som et hudløst ærligt indblik i Red Pill's liv, der ret beset er domineret af livslede, eksistentiel tvivl og en total mangel på håbefulde fremtidsudsigter. "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be" rapper han, og tvinger lytteren næsten upassende tæt ind på livet af sig selv. Det er denne ucensurerede ærlighed og ægthed i rappen, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til albummet og lade sig rive med af Red Pill's knugende miserable fortællinger, og selvom det kan føles forkert at lader sig underholde af denne gennemgribende melankoli, er Look What This World Did To Us et eminent album. Hør "Leonard Letdown" og læs anmeldelsen her. 

1. JGivens - Fly Exam

Ser man på rap som et håndværk, har få "hele pakken" i sammen grad som JGivens. Her er tale om lyrik i absolut særklasse, der møder en inderligt tematisk opfindsomhed og helt sublime tekniske færdigheder. Resultatet er et måbende flot album, bestående af en lang række blændende numre, hvor kreative historier, alternative fortællevinkler og usædvanlige skabeloner tages i brug for at fortælle om noget så grundlæggende og universalt som ydmyghed. Med JGivens som hovedperson er der dog intet der er hverken ligetil eller almentilgængeligt, og det er fantastisk befriende at opleve en kunstner, der tør gøre det decideret svært for sine lyttere at opfange det gemte guld. Meget kan og skal siges om Fly Exam, så læs hellere hele anmeldelsen af årets #1 bedste album her.

Top 10 dansk hiphop

Jeg indledte 2015 med denne diskrete forudsigelse. Det var især fire navne, der gav mig grund til at tro, at forudsigelsen ikke var urealistisk: Nota Bene, Sigma, Kaput og Boone & Trepac. Kun én af disse fire endte dog med at udgive i 2015, hvorfor der nok ikke er tilstrækkelig belæg til at kunne afgøre, om forudsigelsen holdt vand. Mindre kan dog også gøre det, og 2015 har været et afsindig godt år for dansk hiphop, og jeg vil uden at tøve udnævne det til det hidtil bedste år i 10'erne. Ser man tilbage på de seneste års "året der gik" lister, er det symptomatisk, at det gang på gang synes umådelig svært at samle nok danske hiphop-udgivelser sammen til at lave en solid top 10 - eller bare top 5.  I 2012 var det her på bloggen decideret umuligt at lave en liste, i total mangel på fuldbragte værker. I år er det glædeligvis helt omvendt, da jeg har haft svært ved at koge min liste ned til ti plader - dét i sig selv bevidner om et fremragende år for dansk rap. Således ser den ud:

10. Nixen - X

Hånden på hjertet: X var ikke helt det ovenud suveræne album jeg havde håbet på fra Nixen. Det er dog stadig en solid plade, og det er svært at komme uden om, at Nixen rapper guddommeligt når han først har lettet anker. Han producerer tilmed selv en stor del af pladen, hvilket han slipper ganske fornuftigt fra.

9. Rapublik1 - Surströmning

Rapublik1 udgav et nådesløst tungt og råt album i Surströmning, hvor beats bragede som torden imens lyriske eder og langefingre fløj til højde og venstre. Gemt inde i al tung- og hårdheden var dog en dejlig mængde humor og selvironi, der gav projektet den helt rette mængde kant og distance, så selvom Surströmning bestemt er en krasbørsigt bæst, er underholdningsværdigen høj og de mindeværdige linjer mange. Læs anmeldelsen her.  

8. Abestose - Asbestose

Jeg har på fornemmelsen, at brødrene Baungaard Sands debutalbum som gruppen Asbestose, er en af årets mere oversete udgivelser. Lars Virkli er en kendt skikkelse på nuværende tidspunkt, men hvilken formidabel introduktion til lillebror IngrediJens som producer! Jeg skal lige love for, at man præsenteres for nogle fremragende beats i løbet af Asbestose, og dermed for et nyt, lovende producer-talent. Der er kvaler i det tekstlige indhold, som er medvirkende til, at pladen ligger "helt heroppe" på en 8. plads, men heldigvis er teknikken absolut godkendt når Lars Virkli folder sig ud, så Asbestose ender overordnet set som en større fornøjelse. 

7. Kejser A - Færdig

Det har taget Kejser A flere evigheder at få stablet en udgivelse på benene, og som udgangspunkt finder jeg det undervældende at udgive en fem numres EP efter så lang tid. Samtidig må man dog erkende, at der flere steder på Færdig er yderst tydelige spor af denne tidslige fordybelse i teksterne. "Lukas" er fx ikke uden grund årets mest omtalte nummer i danske hiphop-kredse. Imponerende er det ligeledes, at Færdig, der kun er trykt i 250 eksemplarer, har toppet vinyl-listerne alene ved hjælp af mund-til-mund. 

6. Fede Poul i centeret

Det er aldrig kedeligt, når Khal Allan er involveret. Først tilbød han, sammen med Boone og Skygg som Frikirken, det 10-minutter lange Sygt Testamente for sølle 200 kroner, og efterfølgende udgav han, under producer-aliasset Fede Poul, det 32-numre lange kassettebånd Fede Poul i centeret. Gæstelisten herpå er fantastisk, og selvom det er en meget abrupt udgivelse, hvor størstedelen af numrene bærer en spillelængde på under et minut, så emmer båndet af en legesyge og en lunefuldhed, der gør, at man konstant glæder sig til at se, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. 

5. Esben & Boone - Skoerbug EP

Esben og Boone åbnede 2015 med et brag, da de tidligt januar slap EP'en Skoerbug løs. Med blot fire numre gjorde de det klart, at less is more og at kvalitet til hver en tid giver kvantitet baghjul. Alt ved Skoerbug fungerer, og selvom det er en meget kort EP, så er holdbarheden og gensynsglæden enorm, og jeg hører stadig dette lille bæst af en velskåret EP med største fornøjelse, her et år efter dens udgivelse. Læs anmeldelsen her. 

4. Mund De Carlo - Ordene først

Mund De Carlo bliver seriøst dygtige og dygtigere, og med EP'en Ordene først viste han, at han er nået stormfulde højder. Det er lyrisk og teknisk gymnastik i verdensklasse, og helt fortjent  blev Mund De Carlo blåstemplet af selveste R.A. The Rugged Man i 2015 - det skulle gerne sige en del. Jeg anmeldte EP'en tidligere på året og skrev bl.a., at Ordene først er "... én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance". Læs anmeldelsen her. 

3. Kasper Spez - Logi

Kasper Spez er en ener. Der er ret beset ingen, der gør som ham. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan? Spez er velbevandret i lyriske begavelser, og på Logi indlogerer han sig i bevidstheden på en række personer, hvorfra han fortæller historier med et evindeligt poetisk strejf. Det er aldrig helt nemt at være lytter når Spez er hovedperson, men det er netop i anstrengelserne at den store gevinst er at finde. Der ligger mange timers intens lytning, fortolkning, deschifrering og dertilhørende refleksion og venter på én - den velkomponerede lydside gør, at man gladeligt tager sig denne tid. 

2. Manus Nigra - Blind vej

Tag en fremmelig soul-sangerinde, en habil rapper med noget på hjerte, en velrenommeret producer og en fælles vision om at skabe noget nyt og noget friskt; noget kompromisløst og ambitiøst, så har du Manus Nigra. Hvilket fremragende album! Fönix synger som en drøm, Ham Den Lange er evigt skarp og relevant, og Swab hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre rent musikalsk inden for dansk hiphop. Blind Vej er ikke bare en triumf for holdet bag og Idiotsikker Records, men på mange måder også for dansk rap generelt.  

1. Boone & Trepac - De forkerte spor

På mange måder føles det forkert, at Boone & Trepac's De forkerte spor overhaler Manus Nigras Blind vej indenom som årets bedste album, da det ikke er i nærheden af at være lige så gennemtænkt, ambitiøst og nyskabende, men på den anden side er det en kendsgerning, at jeg har hørt De forkerte spor voldsomt mange flere gange. Boone bidrager med mudrede og støvede beats, der er rige på nuancer og detaljer, og Trepac forsyner dem med gedigen rap. Den dybe tallerken opfindes ikke, men kollisionen af de to herrers evner er så fandens effektiv, at De forkerte spor er en noget nær uudtømmelig kilde for sublim hiphop. Læs anmeldelsen her.

- Hvad venter os i 2016? -

Eftersom hverken Nota Bene, Sigma eller Kaput endte med at udgive noget i 2015, kunne man håbe på, at 2016 istedet blev året. Mig bekendt er der dog ikke kommet nogle officielle udmeldinger, så det må blive ved håberiet. Jeg ved dog, at Benal udgiver Nu. Jeg ved, at Aesthetic udgiver Slumromantiker. Jeg ved, at Khalazer udgiver ALBUM. Og så ved jeg, at en vis person har to projekter i støbeskeen, hvoraf jeg vist ikke må sige noget om nogle af dem, andet end at det med al sandsynlighed bliver godt - rigtig godt.

Tak fordi du læste med

- Jeppe Due Barslund

Ruslan - Do For One x John Givez - Soul Rebel

Dream Junkierne Beleaf, Ruslan og John Givez har godt med vind i sejlene. 2015 har indtil videre været et stort år for det syd-Californiske hiphop-kollektiv, og intet tyder på, at deres planer om at tage verden med storm er nedadgående. 

Har man fået hørt Leftovers2014 vil man vide, at Dream Junkies var rimelig solidt repræsenteret. Ruslan med den lunefulde "Influence", Beleaf med den overvældende "Depressed", der er ligeså godt skrevet som det er imponerende komponeret, og så lukkede Dream Junkies ballet med "Higher", et pompøst og Kanye West-lydende monster af et feel good nummer, der virkelig fremmer gruppens overordnede ambition om at forsyne folket med musik, "... that will inspire and encourage them to succeed at whatever they do". Beleaf's solodebut Red Pills + Black Sugar, hvor "Depressed" er fra, sikrede sig i øvrigt en førsteplads på min års-liste. Læs anmeldelsen her.      

"What if I could do for one what I would do for thousands?"

Nu skriver vi 2015 og rampelyset er vendt imod Ruslan og John Givez, der kæmper en broderlig kamp om lytternes gunst. Etiketten hedder christian rap, men den fordømmende pegefinger og den frelste attitude er gemt langt væk, så frygt ej hvis du umiddelbart tænker, at kristen hiphop ikke rimer på god hiphop. Det her er god hiphop.

Ruslan var først ude, da han tilbage i april udgav Do For One; et koncept-album, der fortæller historien om en ung rap-artist og hans kamp for at bryde igennem som kunstner, uden at lade sig fange eller friste af mainstream-magtens lukrative klør, og med et (i Guds øjne) rent hjerte. Ruslan er en rutineret og dygtig forfatter, der med et ikke let men sikkert og simpelt flow får serveret nogle fine kapitler til sin historie. Inden for de af konceptet tilladte rammer anvender Ruslan alt fra humor, fjolleri og battlerap til alvor, følsomhed, filosofi og poesi for at fremme sin fortælling, og det gør Do For One til en livlig oplevelse. Ærgerligt er det, at man som lytter får så unødvendigt meget hjælp til at forstå historien, der ikke er uhyre kompliceret til at starte med. Ikke nok med, at sangene bærer titler, der stort set umuliggør fejlfortolkning, så er pladen delt op i seks akter, ligeledes navngivet, der yderligere forenkler oplevelsen. Og som prikken over i'et er der hvervet en fortæller, der kigger forbi på udvalgte numre for at guide én sikkert og problemfrit igennem historien. Det bliver ganske simpelt for meget. Man savner nogle tommer pladser, og man sidder med fornemmelsen af, at "nu skal du bladre videre til næste side" -melodien kan lyde hvert øjeblik. Heldigvis er der rigelig kvaliteter og højdepunkter i musikken til, at Do For One forbliver i rotation. Ruslan er en mangefacetteret rapper, og han serverer alt fra potente nakkebrækkere i "Time" og "Packing Light" til organiske glædessprædere i "Good Thing" og sirligt frembragte pragtstykker som titelnummeret "Do For One". Albummets femte akt, Epiphany, er en fuldkommen forrygende tre-trins-raket af fabelagtige numre, som alene gør pladen værd at give sig i kast med. Ift. historie, koncept og budskab, fungerer titelnummeret som albummets center-piece. Hør og se en blændende live-version af nummeret her:

"In an effort to be globally focused /
I lost sight of what’s in front of me, the locally hopeless /
My ulterior motives got the best of me /
Now here’s the rest of me… /
Trying to reach the thousands, but ignoring my community /
Resentment to group… self-preservation began fueling me /
The fool in me, I thought I had it figured out /
Now it’s time to live it out"

"Older kids they ask me is you blood or is you crip'n? / 

Man, I'm in the 4th grade, I go to school to pay attention!"

På Soul Rebel er John Givez gået auto-biografisk til værks, hvilket gør det til en fænomenal introduktion af rapperen, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab. Givez fortæller sin egen historie, fra sin hårde barndom på "Elementary Trill" og op igennem ungdommen på "2004", til sit først run-in med politiet på "Johnny Law" til han finder Gud på "A Playaz Change of Heart" og til nu, hvor han lever et ærværdigt liv som kristen. Som rapper er Givez sygeligt dygtig, simpelthen. Historierne er bjergtagende, indlevelsen autentisk, flowet mesterligt og udtrykket forfriskende. Det ene øjeblik er leveringen melodiøs og sagte, som på "Playaz Inheritance", det næste øjeblik lader han et indædt raseri komme til udtryk i flowet på "Chapter 29", og man må medgive, at spændvidden er imponerende.
På "Intro(lude)" lyder det mistroisk fra en kvinde: "He really think he André3000... Matter'fact he think he Kendrick Lamar". Givez kæmper tilsyneladende med konstant at blive sammenlignet med de to giganter. Egentlig ikke værst, men sammenligningerne klinger negativt, da mange mener, at Givez plagierer og efterligner mere end han lader sig inspirere. Jeg kan se dem begge i John Givez' musik, men jeg er af den overbevisning, at Givez har karisma og karakter nok til at forblive sin egen. Om det er for at provokere skeptikerne eller om det er ment som et respektfuldt nik skal jeg ikke kunne sige, men sangtitler som "Da Art of Story Tellin' Pt. 5" og "Spottieottie O" er næppe valgt ved et tilfælde. At Givez formår at levere årets måske mest hæsblæsende flow-præstation på "Tha Side", kunne på samme vis tyde på, at han vil overbevise de mange naysayers om, at han ikke behøver at se op til Lamar, men at de to er jævnbyrdige.

"I really ain't got that much more to say /
Pass the word around, make sure you hit replay /
Let me put my legacy up on display /
And raise the banner for the rebel with a soul that won't decay"

Givez er et enestående bekendtskab, men Soul Rebel er ikke helt fejlfri. Der er truffet nogle besynderlige valg undervejs, der desværre har konsekvenser for Soul Rebel som helhed. Førstesinglen "Elementary Trill" lyder som skitsen af en god idé, men da der ingen potens er at finde i trommerne, ender det med at lyde lidt for magert. "Ride 4 Me" er utilgivelig sukkersødt, ligesom omkvædet på "Da Art of Story Tellin' Pt. 5". Givez' synger også en del, hvilket beriger numre som "A Playaz Change of Heart", "Sandman (Song)" og "Generation (Y)". Til gengæld er omkvædet på "Johnny Law (Green Light)" så grelt, at det ikke kan undskyldes. Det er muligvis det dårligste omkvæd jeg har hørt, og det er mig en gåde, hvordan det ikke er blevet skrottet.  

De træge elementer er dog i fåtal, og som altid når det gælder Kings Dream Entertainment, er der ikke sparet på de musikalske lækkerier. Dette skyldes et urimelig stærkt hold af in-house producere, hovedsageligt bestående af JRuckers, DJ Rek, Wontel, Ray Rock, Bam Beats og Anthony Cruz. Tilsammen leverer de en bred pallet af produktioner, fra tonstunge knytnæveslag som Ruslan's "Change", til low-key, A Tribe Called Quest -lydende mirakler som Givez' "AM/PM". DJ Rek blærer sig i unødvendig grad med "Sandman (Song)" og JRuckers hiver et af årets smækreste drumbreaks ud af ærmet med "A Playaz Change of Heart". I min bog er produktioner som disse prima eksempler på, hvordan "moderne" hiphop-beats anno 2015 meget gerne må lyde.
Numre som "Insomniac Dreams", "Arrogance" og "If There Was No God" er måske ikke helt lige så spændende produceret, men det er tydeligt, især ift. forrige udgivelser, at beatmagerne konstant prøver nye ting af og bevidst betræder uudforsket terræn for at udvikle metoder og eksperimentere sig frem til den helt rigtige lyd. På mange numre står det klart, at de har sporet sig ind på den "helt rigtige lyd", mens andre beats kan tolkes som de fejlskud, denne eksperimenteren må afføde.

Begge plader kan købes via Kings Dream Entertainment her

Ruslan's Do For One

4/6

John Givez' Soul Rebel

4.5/6

Dream Junkies er pt. på en omfattende tour rundt i USA, med (Anthony Cruz' fætter) Ray Alexis som opvarmer. Da de nåede Marion i Ohio gav de sig selv en udfordring: skriv og indspil en sang, og film en video til den - på 12 timer. Det er der kommet det sindsygt lækre nummer "Tour Story" ud af, der, helt som førnævnte "AM/PM", har noget labert A Tribe Called Quest over sig. 

- Jeppe Due Barslund