Efter nyheden om et kommende andet udspil fra Brother Ali, blev jeg helt glad og fik derfor lyst til at skrive lidt om den her suveræne EP. 'The Truth Is Here EP'en' fungerer som en lille forlængelse af "The Undisputed Truth" og samtidig som en appetizer for "Street Preacher", der er sat til udgivelse i september.
En ting der i mine øjne er bemærkelsesværdigt er, at produceren Ant lader til at favorisere Brother Ali over Atmosphere makkeren Slug. Med det mener jeg, at produktionerne til "The Undisputed Truth" overall set er langt bedre end noget Atmosphere album, og ligeledes er produktionerne på "The Truth Is Here EPen" langt bedre end på nogen Atmosphere EP, og dem er der som bekendt en god del af efterhånden. Misforstå mig ret; der er mange fantastiske Atmosphere numre, som fx "Little Man" (YCIHMFWH), "The Things That Hate Us" (Stricktly Leakage), "Guns and Cigarettes" (Lucy Ford), "Sunshine" (Sad Clown, Bad Summer #9), "Not Another Day" (Sad Clown, Bad Spring #12) og størstedelen af WLGYL,YPTSGs numre, med "Wild Wild Horses" og "The Waitress" i front. Atmosphere har ubenægteligt et imponerende bagkatalog, og det skal slet ikke diskuteres, hvorvidt de er nogle af de største pt. eller ej, for det er svært at komme uden om. Den pointe som jeg forsøger at komme frem til er, at det egentlig er vildt at Brother Ali, kun med et enkelt album og en enkelt EP under Ants vinger, har formået fremstå bedre end Atmosphere. Lyrisk set er det svært at bedømme, for både Slug og Ali er suveræne tekstskrivere, men hvor Slug har det med at boldre sig i et mere melankolsk og mørkt lyrisk nabolag, er Ali er bedre til at fordele de alvorlige og joviale tekster ligeligt på hans udgivelser - hvilket i sidste ende gør, at Brother Ali, i mine øjne, er en bedre mc end Slug.
"How you gonna' hate me for being what god made me?"
"The Truth Is Here EP"en viser Brother Ali for fuld udblæsning. Han er on point på samtlige numre, han har nogle fantastiske iagtagelser, og så er humøret højt. På åbningsnummeret beretter han om op og ned-turene ved at være på tour, men når nummeret er slut har man alligevel en skøn fornemmelse af, at han i sidste ende er taknemmelig for alt hvad musikken har bragt ham. På "Philistine David" folder han sig yderligere ud, med skarpe linjer som:
"First time I ever broke the law /
was just being born in a zone that's controlled by y'all.
A foreigner in my own damn homeland /
made me a sixteen year old grown man"
På "The Believers" der gæstes af Slug, bliver der også udøvet rim-gymnastisk på højeste plan. Slug opper sig i høj grad, måske fordi han føler, at han ikke vil efterlades i skyggen af Ali, så han efterlader nummeret med nogle af hans bedste linjer i lang tid;
"Call me Slug that's it, don't need no acronyms /
tryin' to keep the masochist stuck inside the pacifist.
But god it's gettin' hard to give 'em passes /
when they act as if they grew up on the south side of Nazareth"
Det lyriske indhold er umiskendeligt forrygende, og Ants produktioner suplerer til perfektion, og stil-mæssigt er der lidt fra hele skalaen, fra tilbagelænet bluesinspireret hiphop til nakkebrækkende bangers. "Real As Can Be" er en perle, og "Palm the Joker" gør sig som en af Ants største produktioner. "Little Rodney" og "Good Lord" tilføjes desuden også til listen over "classics". Hvis man undrer sig over, hvor Ant har valgt lige netop Ali til at lege med disse gudsbenåede beats, så har The Bosten Phoenix's Chris Faraone det bedste og mest præcise svar: "in rap music right now there's nobody worthier of the opportunity to bless them".
Kæmpe-høj standart for en EP! Kun Masslines kunstnere kan følge med her. Faktisk er standarten så høj, at mange LP'er må se sig slået. Et enkelt nummer mere havde vel gjort den til en LP, men det understreger bare hvor overlegen Brother Ali/Ant duoen er.
Køb. Denne. EP.!.
5/6
