"...And most importantly, if the ArchAndroid does exist...
can she truly save us?"
can she truly save us?"
Hold nu helt fast! Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte! Det som Janelle Monáe har skabt her, er uden tvivl det mest virtuose, excentriske, originale og flotteste jeg har hørt i meget, meget lang tid. Hun bliver kaldt det kvindelige sidestykke til André 3000, og selvom det rigtig nok er det tætteste vi kommer til en sammenligning, så vil jeg påstå, at ikke engang han kan måle sig med Monáe. Spørgsmålet er om der er nogen der kan det?
Okay, inden det bliver for højtragende, så lad os gå tilbage og starte med begyndelsen.
24-årige Janelle Monáe Robinson er født og opvokset i Kansas City. Hun flyttede til New York for at forfølge hendes drøm at optræde på broadway, men endte med at skrotte skuespillet til fordel for musikken. Hun flyttede derefter til Atlanta, hvor hun mødte Outkast's Big Boi, hvilket resulterede i to gæstefeatures på Idlewild albummet, og to på Big Boi's Got Purp? Vol. 2 kompilation. Derefter udsendte hun sin første EP, Metropolis: Suite I (The Chase), som oprindeligt skulle have været den første ud af fire EP udgivelser. Metropolis EP'en var et fabelagtigt samsurium af soul, funk, jazz og broadway inspirerede arrangementer. Den fortalte historien om den kvindelig droide, Cindi Mayweather, der lever i byen Metropolis i år 2719, og som risikerer at blive "sendt til skrot" ved at forelske sig i mennesket Anthony Greendown (oftest refereret til som Sir Greendown). Der blev både hentet lidt fra Blade Runner og fra Fritz Langs film Metropolis, hvis movieposter tydeligvis har inspireret forsiden til The ArchAndroid.
The ArchAndroid er en direkte fortsættelse af historien om Cindi Mayweather. Historien i sig selv er noget kringlet og abstrakt, og jeg tror ikke at man skal bruge for mange krafter på at decifrere fortællingen. Det er noget med, at den rebelske androide Cindi Mayweather er skabt ud fra DNA, stjålet fra Janelle Monáe, og hendes mission er at befrie folket i Metropilis fra The Great Devide, et hemmeligt selskab, der undertrykker frihed og kærlighed. Det fantastiske ved det hele er, at det hverken er tid eller sted, der er betydningsfuldt. Om det foregår i år 2719 eller 2010 er historien ligegyldig, og om det hele finder sted i Metropolis, Atlanta, eller København for den sags skyld, er ét fedt. Temaerne er nemlig så universelle, at det ingen forskel gør. Og så stor en del af pladen spiller hele den her futuristiske beretning heller ikke. Hvis man bare satte cd'en i anlægget og lod den spille igennem, ville man højst sandsynligt slet ikke opfatte, at der var denne surealistiske røde tråd af en fortælling. Det bidrager blot til lidt ekstra dybde, og hvis man har tendens til at blive lidt nørdet, som mig, så er der mange timers underholdning i at forsøge at kæde det hele sammen.
Når Janelle Monáe er i føresædet, så er det nu engang musikkens væsen der er i centrum, og hvad man kan udsætte dette for. - I Monáes tilfælde er dette ikke småting! The Archandroid er delt op i to dele, Suite II og III, der hver repræsenterer en særlig tilgang til musikken. Den første del af pladen består af forholdsvist ligetil, soul'ed og funky pop-skæringer, tydeligt inspireret af legendariske kunstnere som Michael Jackson, Prince, Stevie Wonder og James Brown. Det er faktisk intet mindre end utroligt så tæt producerholdet, der består af Nate "Rocket" Wonder, Chuck Lightning og Monáe selv, er på at ramme den lækre, gamle motown stil. "21st centure motown" bør man nok kalde det, da det hele er lavet med et yderst groovy, moderne touch. Det er svært at fremhæve enkelte numre, for de er alle fænomenale med stort "F", men man kan nok ikke komme uden om "Locked Inside", der lyder som en genial krydsning imellem Songs in the Key of Life og Off the Wall. - Trommerne lyder endda umiskendeligt meget som dem fra "Rock With You". Intet mindre end en sublim første halvdel, med ubegribeligt lækre skæringer, der både gør sig som et fortrinligt sommer soundtrack, men som samtidig nok skal sætte gang i enhver fest.
Anden halvdel, Suite III, er en helt anden oplevelse! Her går der psykedelisk, genre-redifinerende musical i den - i stor stil vel at mærke. Det er samme hold musikanter, der sidder bag knapperne, men arrangementerne er mere krævende og eksperimenterende, og viger i høj grad bort fra de popformularer som første del var bygget op omkring. Samtidig optræder Cindi Mayweather mere direkte på Suite III, fx på den betagende, folk-inspirerede "57821", med linjer som,
"Cold in the cell, lost and shivering /
Gunshots in hallways unknown /
On the fifth floor, past the blue door /
Sat a chained 57821 /
Sir Greendown told his dear Cindi /
Fight like Archilles in Troy /
"I will show you the ways that I love you /
I saved you so you'd save the world
Cause you're the only one"
Det er groft sagt den klassisk kærlighedshistorie vi er ude i. Af ren og skær kærlighed redder Sir Greendown Cindi (der har patient nummer 57821) fra "droide destruktion", ved at bryde ind i Palace of the Dogs, der er en føderal fasilitet i Metropolis, der holder de lærde, de tilbageværende genier og selvstændigt tænkene godtfolk spærret inde, - og løslade hende fra hendes fangenskab - og højst sandsynlig lide grusomme konsekvenser derved, - for hun er "the only one", og kun hun kan redde folket i Metropolis. Mon ikke hun på en-eller-anden-vis befrier ham i den kommende Suite IV? Igen, hvis man bruger nok tid, kan man næsten blive lige så fanget i Janelle Monáes Metropolis univers, som i Lupe Fiascos beretning om Michael Young, og det siger vist ikke så lidt!
Tilbage til den musikalske del, der virkelig emmer af kollosalt veludført, kommende klassiker materiale. De næsten uretfærdigt flotte inputs vil ingen ende tage. Fra det lyriske pragtstykke "Neon Valley Street" - der kaster et respektfuld nik i Lauren Hills retning, til den på alle måder, og ikke mindst følelsesmæssigt store "57821", hvis vokalarrangement er i en klasse for sig, - over til den næsten ni minutter lange, episke "BaBopBye Ya". Vigtigst af alle må jeg fremhæve "Say You'll Go", der er så inderligt fantastisk, at det skrevne ord ikke yder tilstrækkelig retfærdighed. Man sidder konstant med en klump i halsen, og hvis ikke klumpen er blevet til lyksagelig gråd undervejs, så skal jeg da nok lige love for at slutstykket får hårene på armen til at rejse sig og tårerne til at står i kø for at vælte ud, når Claude Debussy's historiske mesterkomposition "Claire De Lune" pludselig bliver smidt oveni. Stort, stort mesterværk.
Om det egentlig er gået op for mig, hvor stort et værk The ArchAndroid er, ved jeg faktisk ikke. Jeg har ikke hørt pladen igennem endnu, uden at falde over et hav af nye detaljer, i vokal og produktion såvel som i historien om Cindi Mayweather. Jeg bliver i støt stigende grad mere og mere imponeret over, hvor meget sublimt musik, der er komprimeret ned i de her 18 numre. En YouTube bruger har formuleret en kommentar til en af Monáes videoer, som jeg ikke kunne være mere enig i, han skriver:
"Yep. Don't have to worry about my generation anymore because she's the beacon of hope that real music listeners have been waiting for."
Og mere præcist kan det vel ikke siges. Vores forældre, givet at i max er +/- ca. ti år ældre eller yngre end jeg - er vokset op til udødelige, musikalske milepæle som Thriller, Dark Side of the Moon, Hotel California og Songs in the Key of Life, for at nævne et par stykker. Men vil VI som voksne kunne fortælle vores børn, at vi voksede op til et lignende album, med så stor en historisk signifikans? Man kunne måske argumentere for, at Eminem har haft lignende inflydelse på musikindustrien, men jeg vil aldrig se på fx The Marshall Mathers LP som en lige så "stor" udgivelse som de førnævnte. Jeg synes ofte man hører folk sige, at "they just don't make music like they used to", men The ArchAndroid har i mine øjne alt hvad der skal til for, om 20-30 år, at blive set tilbage på som en af vores generations største musikalske bedrifter. Og dette er endda blot hendes debutalbum, hvor langt mon hun kan tage den? The ArchAndroid er i hvert fald et godt første skridt på en vej, der med tiden kan føre hende til ypperste, for evigt ikoniserende stjernestatus.
