G.O.O.D. Music - Cruel Summer

”Success is a journey, not a destination”

- Ben Sweetland

I 1950’erne rasede den kolde krig. Især USA og Sovjetunionen spillede med musklerne og kæmpede en indbyrdes kamp om rollen som overlegen supermagt. I 1957 tog Sovjetunionen teten, da de sendte Sputnik I (som egentlig var hovedet af et atommissil) i rummet. USA var nødt til at finde en måde at overgå USSR på, så NASA blev grundlagt i ’58, og i 1969 sikrede Apollo 11-missionen at amerikanerne Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins blev de første mennesker på månen. Dén kunne ligesom ikke slås, og USA vandt det såkaldte ”space-race” og blev den overlegne supermagt af de to.

     Grundet krig formåede USA altså, på blot ti år, at udvikle teori, teknologi og udstyr til at flyve tre mennesker til månen. Det lyder ikke af så meget nu til dags, men tænk lige over hvor vildt det egentlig er, og ikke mindst var. Efterfølgende, efter ambitionen og målet var nået, blev NASA mere eller mindre tilsidesat, og har lige siden været kraftigt underfinansieret, - for hvorfor bruge energi og ressourcer på noget, når de originale målsætninger er nået?   

Kanye West har altid haft et meget specifikt mål, længe før han selv udgav plader; nemlig at blive verdens største superstjerne. Et ambitiøst mål, men ikke desto mindre et mål han for enhver pris ville nå. På sin vej til at nå dette mål har han udgivet milepæle, skabt kontroverser, ændret hiphoppen permanent (flere gange) og skubbet grænsen for, hvad der var muligt i genren. Det tog faktisk Kanye omtrent lige så lang tid at blive verdens største superstjerne, som det tog NASA at nå månen. Med My Beautiful Dark Twistet Fantasy nåede West og hans drømme sit klimaks. Nogen er måske uenig i at han er verdens største superstjerne, men jeg synes egentlig at det synes nemmest at argumentere fór.

     Problemet er, at siden han nåede det mål han for ca. et årti siden satte, har drivkraften, gejsten, modet og viljen været radikalt udslukket. Jeg synes – groft sagt – ikke at der har været noget alvorlig interessant at finde i nogle af de projekter han har været involveret i, siden MBDTF, og det kommer altså fra en long time, hardcore Kanye West fan. Han har nået tronen, og nu synes det eneste mål at være at beholde den.  

Med Watch the Throne sagde Kanye og Jay-Z at de sad på hiphop-tronen, og med Cruel Summer vil Kanye – med hjælp fra sine ”undersåtter” - forsvare denne plads imod andre hiphop-”stormagter”, hvor især Rick Ross og hans Maybach Music Group og Lil Wayne og Young Money Cash Money Billionaires anses som konkurrenter. Her er det bare ærgerligt at fjenden ikke angriber med god musik, men med ekstravagant attitude, penge, bling, hoes og biler, og endnu mere ærgerligt er det, at West og Co. svarer igen med musik af samme skuffe.

Suk. Dybt suk.

Resultatet er dybt uvedkommende og ekstrem overfladisk hiphop, der er præget af så meget middelmådig rap og så mange akavede momenter og pinlige øjeblikke, at jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan Cruel Summer nogensinde er endt sådan.

Det virker endda som om, at Kanye bevidst spilder de talenter han har til rådighed. Common får ét vers og Q-Tip er fuldkommen ude af billedet. I stedet får Big Sean og 2 Chainz (der nærmest indiskutabelt er blandt de ringeste aktuelle rappere) lov til at dominere. For 5-6 år siden havde rappere som Big Sean og 2 Chainz aldrig fået lov til at sætte en fod inden for Kanyes studie, i dag er de nærmest ambassadører.

”My crew deeper than Wu-Tang”…. Øh, nej.

I Ice-T’s nye dokumentar From Nothing To Something: The Art of Rap, spørger han Big Daddy Kane hvad forskellen på en rapper og en MC er. BDK svarer: ”Well, a rapper is… well, you know, someone who rhymes. (…) You rhyme “cat” with “hat” and you can be considered a rapper”. Jeg føler, at det er dét stadie vi befinder os på det meste af tiden på Cruel Summer. Indholdsløst, unuanceret klappe-kage rap, som ikke lader til at have nogen ambitioner om at udfordre lytteren overhovedet. Til tider virker det simpelthen som en lodret hån imod deres intelligente lyttere.

Et par stykker formår at imponere til en vis grad, som Jay-Z, Common, Pusha T og Ghostface Killah, men størstedelen er overraskende grelt. Flere af årets værste musik-øjeblikke er at finde på denne plade, som når Big Seans åndsforladte rap møder Kanye Wests uudholdelige ”AAAHN!”-lyde på ”Clique”, eller når den ellers dygtige Marsha Ambrosius synger det grufulde omkvæd på ”The One”, bl.a. med yderst analfabetiske linjer som ”When they askin’ who I’m is”. Og så må vi ikke glemme den helt elendige slutning på ”New God Flow”, hvor Kanye i bedste militær-stil råber ”I don’t know what I’ve been told”, hvor man forventer at en hel hær af G.O.O.D. Music soldater gentager, men han vælger selv at gentage, alene, og hele konceptet falder til jorden med et brag. Og et nummer som ”Cold”, - don’t even get me startet!

Jovist, der er nogle rimelig fede beats her og der, og enkelte vers imponerer da, som skrevet før, men i forhold til, at man førhen har været vandt til at blive imponeret på noget der minder om sekund-basis i Kanye’s selskab, er ”lidt godt her og der” virkelig bare ikke særlig godt.

     David Letterman sagde engang til Bill O’Riley, i et efterhånden legendarisk interview: ”I believe, that you’re too smart to believe what you’re saying”. - På samme måde skulle man tro, at Kanye West er for dygtig til oprigtigt at synes, at det musik han producerer i øjeblikket rent faktisk er godt. Originaliteten, kreativiteten og hans indre legebarn er sunket til havs sammen med resten af det, der gjorde Kanye West til en unik karakter. Lige nu lyder han som alle de andre.

Troo.L.S. rappede på ”Uden om systemet”: ”…nogen gange er det som om, at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil”, og det leder os tilbage til indlæggets overskrift. Jeg tror nemlig ikke at det er ”sundt” for Kanye at have nået sit mål. Det han ”har brug for” er at skubbe målet længere væk eller sætte sig et helt nyt, så han kan genoptage sin rejse. Kommer dette nogensinde til at ske? Man kan kun håbe. Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye Wests solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch The Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem.

Nu endte dette indlæg i højere grad med at være en kommentar til hele situationen end en egentlig anmeldelse. Måske er det fordi, at Kanye West med hastige skridt nærmer sig kategorien af rappere, som jeg normalt ikke plejer at snakke om her på bloggen? Jeg er i hvert fald overordentlig skuffet over Cruel Summer.

I ved jo selvfølgelig godt, at det bare er min mening ikk’? Hvad synes I om det?

2/6

- Jeppe Barslund

Big Sean - Finally Famous

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er sygeligt stor Kanye West fan, så hvis han er krediteret som eksekutiv producer på en plade, der udgives via hans selskab, så er jeg per princep solgt, og så er det komplet ligegyldigt hvilket forhold jeg har til den udgivende kunstner.
Mit forhold og kendskab til Big Sean er mildest talt begrænset. Jeg er ikke rigtig til mixtapes, så det eneste jeg har hørt med ham er hans bidrag til Kanye's 'G.O.O.D. Fridays' serie, der kørte sidste år op til udgivelsen af MBDTF. Der havde Big Sean et rimelig ligegyldigt vers på "Good Friday" og et nogenlunde okay vers på "Don't Look Down".
Da jeg hørte Finally Famous igennem første gang var jeg altså langt fra imponeret over Big Sean, men i og med, at Kanye er eksekutiv producer og pladen udgives via G.O.O.D. Music, ja så skulle den per princip bare checkes.

Et princip, hvis eksistens ophørte i det sekund Big Sean's debutplade var spillet færdig. Ja, tillad mig at tale lige ud af posen; Finally Famous er en vederstyggeligt elendig plade. Intet mindre.

Jeg burde egentlig have set det komme. Alene det, at en 23-årig pladedebutant tildeler sit album titlen Finally Famous siger virkelig meget. At blive kendt har simpelthen været hans mål med livet. - Og nu, endelig (!!), er det mål nået. Igennem hele pladen rapper han meget om, hvor ofte han har drømt om at være kendt og rig, og hvor hårdt han har arbejdet for at komme dertil. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han jo for dælen kun er 23 år. Uanset hvor hårdt han faktisk har arbejdet, så virker det en smule arrogant som 23-årig at sige, at man ENDELIG er blevet kendt. Dertil er dét musik, som Big Sean repræsentere, et usædvanligt knebent grundlag at være blevet kendt på, for det er mildest talt jammerligt.

Vores egen Troo.L.S. siger det faktisk uhyre præcist i sit vers på "Uden Om Systemet" fra Marwans Mennesker, hvor han rapper: "Det' altid lettere at drømme end at ville / Men nogen gange er det som om at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil, så jeg skubber målet væk lidt endnu".
- Jeg tror dette er en virkelig sund ideologi at indrette sine drømme og mål efter, for hvis man som Big Sean allerede har opnået sit allerhøjeste ønske som 23-årig, helt uden ambitioner om at nå højere luftlag, så kunne de efterfølgende 70 år godt gå hen og blive kedelige.
Det lader ikke engang til, at han stiler efter at blive bedre til at rappe eller skrive tekster. Finally Famous handler kort opsummeret om penge, bling, bitches, ho'es, fester, dyre biler, dyr champagne, og om hvor dope han og hans "niggas" er. Og man kan ikke andet end at grine af det, for Big Sean er virkelig ikke en god rapper. Det er han virkelig ikke. Jeg håber inderligt ikke, at der sidder nogen derude, som synes han er god, for det er han simpelthen ikke.
- Nogle af numrene på Finally Famous indeholder noget af det dårligst skrevne rap, undertegnedes ører nogensinde har måttet stå model til. Tag f.eks. hans vers på "Marvin Gaye & Chardonnay", der er så ringe, at man må tage sig til hovedet. Dét vers overgås kun af nummeret der følger efter, "Dance (A$$)", hvor det ikke bare er et enkelt vers, men hele nummeret, der er tåkrummende rædselsfuldt. Da Internz's forsøg på at sample MC Hammers "Can't Stop This" til beatet er ligeledes gruopvækkende dårligt.
Jeg kender nogle, der, når de ser Klovn, syntes det til tider bliver så pinligt, at de må forlade stedet i gru. Sådan har jeg det med et nummer som "Dance (A$$)". - Jeg bliver ganske simpelt nødt til at trykke "next" for at slippe for den ulidelige pinlighed.

Desværre er "Dance (A$$)" på ingen måde alenestående i sin dårligdom. Uopfindsomheden blomstrer i fuld flor! På "I Do It" rapper Big Sean:

"The one and only in this motherfucker /
Niggas starring like we the only ones in this motherfucker /
How could you not know we in this motherfucker /
I got my haters looking lonely in this motherfucker"

Simpelthen mindblowing'ly dårlig rap! Men vent nu lidt, på "My Last", der følger efter, rapper han:

"See I just walked in fresher then the shirts off in this motherfucker /
Imma need a bad broad to twink off in this motherfucker /
Imma go hard 'till it hurts off in this motherfucker /
Imma ball so you gotta work off in this motherfucker"

Jeg sidder med følelsen af at være blevet godt og grundigt "troll'ed", som det vist hedder på moderne internet-sprog. På det afsluttende nummer "So Much More" rapper Big Sean godtroende; "you tell me that wasn't verse of the year". Øhh, okay, det gør jeg da gerne: that WASN'T verse of the year!

Det hele ser ellers så godt ud på papiret. Co-sign fra Kanye, No I.D. på de fleste beats, gæstespots fra Pharrell, John Legend, Kanye, Lupe Fiasco og Dwele (hvis man skaffer sig bonus numrene). Men der er ikke meget, der fungerer i praksis.
No I.D. er en forrygende producer, og de fleste positive ting, der er at sige om pladen her, skyldes ham. "My Last" bærer et solidt stadium-beat, og Chris Brown, som jeg ellers ikke er meget for, leverer et glimrende omkvæd. "Don't Tell Me You Love Me" er drevet af en fed trommeprogrammering og nogle velklingende strygere, der ligeledes resulterer i en flot produktion. No I.D. er også hjerne bag "Memories Part 2", der er et af pladens absolutte højdepunkter. John Legend på omkvædet kan næsten ikke gå galt, og så spytter Big Sean nogle linjer, der helt modsat pladens standart faktisk er rigtig rigtig gode:

"Remember the first time I was rhyming for 'Kan /
Almost as nervous as the first time I rhymed for my mom /
Sold out the theater downtown, she said it was perfect /
But I already dreamed it, so it felt like I rehearsed it"

Har man sat sig for at investere i Finally Famous, kan det anbefales at skaffe den version, der har bonusnumrene med, da den utroligt lækre "Celebrity" med Dwele er blandt de skarpeste tracks overhovedet.
Men selv No I.D. fejler også fælt undervejs. "I Do It" og "Like This Life" passer bedre i skraldespanden end i dit iTunes bibliotek. Numre som "High" og den Neptunes producerede "Get It (DT)" gør hverken det ene eller andet for mig.

Til gengæld kære læser, har jeg gemt det bedste til sidst, for der er - tro det eller ej - et nummer på Finally Famous, der ikke bare er "okay", "fint", "godt", "fantastisk" eller "super fedt", men intet mindre end mesterligt. Det er vores allesammens bedste ven Exile, der debuterer som producer for kommerciel hiphop her, med et beat, der lyder som Exile, når Exile er bedst.
Exile sampler 60'er klassikeren "It's Too Late" med Wilson Pickett, og det soul'ede nummer er blevet skåret over, savet igennem og klippet totalt i stykker, og derefter tapet og limet sammen på en måde, som kun Exile kan gøre det. Det er totalt skævt! Vokalstykkerne er blevet hevet, strukket og choppet ud over beatet, der bæres af nogle komplet herlige keys, der har en melodi, som man ikke kan andet end at elske.
På trods af, at "Wait For Me" er pladens funklende kronjuvel, og faktisk en af årets bedste skæringer, så har jeg stadig et lidt ambivalent forhold til det. Exile har bestemt fortjent det bedste, og det glæder mig at se, at han endelig kan tjene en ærlig mønt for sine geniale kreationer, men samtidig håber jeg ikke, at han ofte vil "donere" så fabelagtige beats som dette til rappere, der ikke er gode nok til at anvende det til fulde, som jeg trods alt ikke synes, at Big Sean er. Lupe Fiasco, der er gæst på nummeret, yder mere retfærdighed til produktionen, men ultimativt set burde Blu har fået lov til at lege med det. Good God hvor det dog ville have været godt.

"Ride with Mr. Right on time or stay Miss another chance, man /
Re-direct it at the girls /
Not an ultimatum just an option in this world /
But things come and go when the clocks never stop /
Be on time for nothing or a little late for a lot"
- Lupe Fiasco

Et par gode momenter og et stjerne-øjeblik er dog ikke nok til at redde Finally Famous, der generelt set er præget af dårlig rap og ækle radiohiphop-elementer det meste af vejen.
Jeg vil anbefale enkelte skæringer, naturligvis "Wait For Me" som nummer et, men albummet som helhed kan absolut ikke anbefales. Fy føj der er meget grums på. Jeg håber virkelig at Big Sean genovervejer sine mål og drømme, og finder noget bedre at sigte efter, end blot at være kendt. Som f.eks. at udvikle sine evner når det kommer til flow og tekster, der er en fatal mangelvare på hans debut.

2.5/6

- Jeppe Barslund