Nyt Common album 'Little Chicago Boy' på vej, snippet af singlen "Home" får premiere på Soulection Radio

Min store, næsten ufejlbarlige hiphop-helt Common (Nobody's Smiling var ikke min kop te), er efterhånden blevet et household name, der både har forgyldte oscar-statuetter og Grammy-gramofoner stående på kaminhylden, og som sikrer sig større og større roller i større og større film-produktioner. Selvom der er godt gang i filmkarrieren, har Common stadig haft tid til at arbejde på sit elvte album, der bærer titlen Little Chicago Boy, der efter sigende skulle se dagens lys til september. Der findes kun sparsomt med info om albummet pt, men rygterne siger, at han har været i studiet med folk som Robert Glasper og Stevie Wonder. Han har rappet to vers fra nummeret "Black America" hos Sway In the Morning, er det lød ydest lovende, blandt andet med linjer som:

"Who stole the soul from black folk? /
The same man who stole the land from cheap black smoke /
And made the whip crack all on our back slow /
Made us go through the backdoor /
And rap for black bodies on the slave blocks /
Now we're slaves to the blocks, 'cause on 'em we spray shots /
Leavin' our own to lay in a box /
Black mothers' stomach stay in a not /
We kill each other more than the cops"

Efterfølgende havde Soulection Radio premiere (hvis man kan kalde det dét, når der er tale om et snippet?) på det, der eftersigende skulle være førstesinglen fra Little Chicago Boy, "Home". Karriem Riggins har produceret den sjælfulde banger, der lyder som det rene kræs i mine ører! Og Common oser af et retro-Common-feel, som gør mig inderligt glad og giver mig forhåbninger om et nyt fantastisk Common-album i stil med The Dreamer/The Believer og Finding Forever. Hør nummeret nedenfor. 

"Freedom riders need passengers /
In your lyrics use scriptures and passeges /
To make 'em rise like Lazarus /
And ressurected again /
They'll put disrespect on your name and respect it again /
Every session you're in, bless 'em and keep bustin' /
If they don't like it, shake the dust and say "Fuck 'em!" /
Until you get home, I'm the one you trust in"

- Jeppe Due Barslund

Common - The Dreamer/The Believer

Som det fremgår af mine tidligere Common-anmeldelser, så er Chicago MC’en blandt mine absolutte favoritter. Jeg tror endda at jeg – mere eller mindre ”officielt” - udnævnte ham til min nummer ét favorit rapper. Jeg har taget mig selv i at revidere rigtigheden i dette statement fra tid til anden, da der er så mange fantastiske rappere ”derude”, der lige så vel kunne gøre sig som ”den bedste”. Men et-eller-andet ved Common gør, at jeg som regel plejer at komme til enighed med mig selv om, at det nok alligevel var det rigtige valg. Efter at have hørt hans nye, niende album The Dreamer/The Believer, er min sporadiske tvivl endegyldigt blevet gjort til skamme, og alle de andre rappere derude skal virkelig oppe sig, hvis jeg nogensinde skal ændre min påstand.
     Som det ligeledes fremgår af mine mange anmeldelser af Commons plader, så har han efter min mening aldrig begået noget, der ligger under det ’rigtig gode’ i kvalitet (muligvis med debuten som undtagelse). Dermed ikke sagt, at jeg ikke har været uenig i nogle af hans karriere-valg. Be er og bliver hans stærkeste projekt til dato (simpelthen et hovedværk i moderne hiphop-kultur), men nogle af de efterfølgende, Hollywood-påvirkede træk, klædte ikke tilsyneladende rapperen efter min smag. En masse små filmroller i store Hollywood-produktioner gjorde, at hans begyndende smag for det celebre liv som red carpet –betrædende ”stjerne”, afspejlede sig i hans Universal Mind Control album, der bød på de mest poppede og mindst substantielle musikalske bidrag i hans karriere (dog stadig et fantastisk album, men nok ikke hvad man havde håbet eller forventet af Common).

En god rum tid er gået med musikalsk stilhed omkring Common, der i stedet har begået sig som førsteelsker i ondt-i-tanden-sukkersøde kærlighedsfilm som fx Just Wright, der unægtelig har gjort, at man har været nødsaget til tage sig en smule mere sammen for at vedligeholde sin respekt for manden som troværdig hiphopper. Med The Dreamer/The Believer gør Common det dog endnu engang ufatteligt nemt at se ham som værende den gudsbenådede rap-maestro han er, og altid vil være.

Når selv en hardcore undergrundsrapper som Apathy beder sine facebook-fans om at huske på, hvor vigtig Common er for hiphop-kulturen, og samtidig udtrykker sin totale begejstring for den ”tilbagevendte” Common, så ved man der er noget om snakken!

”If you desire a bright tomorrow, you must build a brighter dream. Dare to let your dreams reach above you… Know that history hold more than it seems. We are here, alive today, because our ancestors dared to dream”

Commons niende album handler om drømme. Om at drømme. Om at sætte sig nogle mål med livet – gerne ambitiøse – og så arbejde røven ud af bukserne for at nå dem. Og ikke mindst om, uanset hvad, at tro på, at det kan lade sig gøre. Allerede her lyder det hele som én stor kliché, men der er ikke mange bedre fortalere for drømme-opnåelse end Common.

”It all started with a dream, I wanted to be Run D.M.C. /
The Lord put the blessing upon the MC /
O the the M, dreams were spoken to him /
That’s when I knew my flows would overflow to the rim /
Open my eyes, yes sir this is what I’m made for”

The Dreamer/The Believer tager udgangspunkt i Commons egen kamp for at nå fra bunden til toppen. Fra at være en ung lømmel i Chicago’s slum med ”ghetto niggas’ dreams from the hood” (”Ghetto Dreams”) til at hæve glasset og skåle for livets triumf (”Celebrate”). I løbet af denne herlige coming-of-age fortælling, får Common flettet en række fantastiske sange sammen, hvori han demonstreret og beviser, at han mestrer alt fra poesien malende sprog til battle-rappens gade-kodeks bedre end de fleste andre rappere i dag.

Med sig har han vidunder-produceren No I.D, der har sammensat hele lydbilledet til nærværende skive, og lad mig bare sige det som det er: dette er No I.D’s kronværk som producer. No I.D. producerede stort set alt på Commons tre første udgivelser, så det er bestemt ikke første gang de herrer slår hovederne sammen, men No I.D. har ganske simpelt bare aldrig lydt bedre end her. Musikken er gennemstrømmet af en sitrende soulful’ness, en udsøgt sans for effektive melodier og en gennemgående rå nerve. Det er på alle måder the best of both worlds der mødes her. Stramme drum-breaks og fænomenale soul, jazz og blues –samples, der udgør et himmelsk hiphop-univers, tilsat bredt appellerende sang på stort set alle omkvæd. – Ikke sunget af ”hvem end der er hot lige nu”, men af ukendte (med John Legend som undtagelse), vanvittigt dygtige studio-sangere, der virkelig kan deres kram. Lidt á lá The College Dropout, hvis liste over (ukendte) studio-sangere er flere kilometer lang. Tja, hvis ikke det var fordi at man vidste, at det forholdte sig helt omvendt, så skulle man tro, at No I.D. var dybt inspireret af Kanyes mix af oldschool soul og flabet originalitet. Det er han jo nok også et godt stykke af vejen, det ene udelukker jo ikke det andet. Hvorom alting er, så er beat-kataloget på The Dreamer/The Believer lige til at fælde en tåre eller ti over, - af inderlig glæde vel at mærke!

Og ”heldigvis” er Common i prægtig topform, så der er virkelig tale om rap og beats, der går op i en højere enhed. Fra den bund-melodiske åbner ”The Dreamer”, hvor Common rapper om hvordan det er, pludselig at være ham, der skal inspirere de unge til at drømme stort, til den fuldt ud aggressive ”So Sweet” med sin lede og fede bas-gang. Fra en af årets største musikalske bedrifter i den blues-guitar og violin –besmykkede ”Gold”, der handler om, at man skal huske at have hjerte og sjæl med sig hele vejen, til ”The Believer”, der bærer en af de flotteste tekster skrevet i meget lang tid. Fra den festlige, livsbekræftende ”Celebrate” til den måbende flotte ”Cloth” om indre skønhed, hvorpå Common så smukt rapper:

”Hey lover we can cover each other /
Through the coldest nights, tight never smother /
It’s two things that seems to hold us together /
God is our tailor and forever – it’s the cloth”

Den rå attitude er godt nok lige ved at flyde over når Common på “So Sweet” siger “it’s the raw right here nigga, sweet motherfucker – sweet ass bitch motherfucker”. Det virker en smule malplaceret på en ellers gennemgående positiv og opløftende plade, og jeg er lidt I tvivl om hvem han er så sur på, og ikke mindst hvorfor han er så sur! Det virker som om, at han har tænkt, at hans hiphop-fans nok skal se igennem fingre med hans Hollywood kærlighedsfilm, hvis han bare bander en hel masse og lyder rigtig sej. Lige dén tankegang har jeg et lidt ambivalent forhold til, men heldigvis flyder han upåklageligt over det smækre beat, så helt slemt er det trods alt ikke. - Især ikke når han på den efterfølgende ”Gold” (som sagt et af de bedste numre dette år har rystet af sig) fyrer op for så hamrende skarp lyrik. Endda over et beat, hvis sample af Graham Central Station’s ”The Jam” bærer en åbenlys homage til Smif-N-Wessun’s udødelige klassiker ”Shining… Next Shit”. Common rapper:

”Ashtrays an’ cigarettes, last days, indigenous peoples /
These are the adventures of young black millionaires /
I am the voice of the meek and underprivileged /
The smell of success, I want y’all to get a whiff of this /
On a move like black slaves through the wilderness /
I write it, and still get invited to white Christmases /
When I was born three wise men came to visit us /
One a hustler, one a king, one a prisoner /
They cracked the bottle, then start giving gifts /
You from Chicago, we want you to deliver this /
Show the walking dead who the truly living is /
Separate the fake from who the real reals is”

Lige I øjet.
Lyrisk set når pladen sit episke klimaks på ”The Believer”, hvor poesi, metaforer, intelligent undertekst, politiske statements, kærligheds-propaganda og sociale problemer ramler sammen i én stor pærevending af ren storhed. I får første vers serveret i sin fulde længde – musik er ikke en nødvendighed, ordene taler deres egen, stærke sag:

”These are the words of a believer /
Achiever, leader of the globe /
Feeding souls of those in need /
I bleed the blood of the struggle /
Walking over troubled puddles /
Hustles in my chest, no hustle, no progress /
Extremities of life and it’s process /
Birth of a son, death of another /
With love I can rest both mothers /
And told ‘em, who’s in control is the one that’s above us /
I walk where money talks and love stutters /
Body language of a nation going through changes /
The young become dangerous, pain gets spent into anger /
Anger gets sent through the chamber /
It’s tough when you look like strangers /
We are the sons of gangsters and stone rangers /
If he could, how would Ernie Barnes paint us? /
Look at the picture, hard not to blame us /
But time forgives in the Chi where the young die often /
Do they end up in a coffin because we haven’t taught them? /
Is it what we talking we really ain’t walking? /
Dudes, hustler’s pay, how much did it cost ‘em? /
Find myself on the same corner that we lost ‘em /
Real talkin’, in they ear like a Walkman /
Thoughts spin around the corner to the world /
When I see them, I see my baby girl /
Believe”

Andet vers er i øvrigt lige så overvældende.
Som et ægte Common-album, så er det naturligvis hans far, nok bedre kendt som “pops”, der får lov til at lukke ballet med sine strø-tanker, og også han serverer stof til eftertanke:

"Dreams come true...
Truthful dreams become life
Life become belief
Belief become live
Live the life you believe...."

Og nu til det negative.
Eller næ, det er der egentlig ikke rigtig noget af.
Indrømmet, produktionen på ”Blue Sky” lå ikke helt behageligt i min øregang ved de første gennemlytninger. Men efter at have hørt hele skiven igennem en hel del gange, så ikke bare lyder den forrygende, dens specifikke placering virker også helt rigtig. Nogen gange møder man også bare musik, der er så gennemført, lækker og opløftende i sit væsen, at man slet ikke har lyst til at grave efter ulemper og minusser. The Dreamer/The Believer er bestemt sådan et album. Man er tryllebundet fra de første sekunder og lige indtil Pops afrunder albummet og giver slip på én igen. Og derfra kan det i øvrigt kun gå for langsomt med at starte pladen forfra og tage turen en gang til, og en gang til, og en gang til, og så lige en sidste gang, og så lige allersidste gang.

     Dette album har haft - og har sådan set stadig - præcis samme effekt på mig, som da My Beautiful Dark Twisted Fantasy ramte gaden sidste vinter; alt andet musik er pludselig mere eller mindre ligegyldig. Alt andet musik man ellers lige gik og hørte sættes på standby. The Dreamer/The Believer er ikke en 6/6'er som MBDTF var det, for Common og No I.D. forsøger ikke at smide noget nyt eller vildt på bordet i samme grad som Kanye gjorde. The Dreamer/The Believer er en 6/6'er som Hocus Pocus' 16 Piéces var det: ganske simpelt bare så hamrende eminent, at den musikalske eufori løber én helt ud i fingerspidserne og ned i den yderste nerve i storetåen. Meget mere kan jeg ikke bede om.

6/6

Common - Universal Mind Control

Endelig fik Chicago rapperen fri fra filmkarrieren, og fandt heldigvis med det samme tid til at give os endnu et album til samlingen. Et hæftigt debateret album, da det stilmæssigt virker skævt som et Common album. Rapperen, der år efter år har fungeret som en af de bedste og vigtigste socialbevidste rappere, hvis mesterlige evner gang på gang har mundet ud i plader, der med deres 'peace, love and unity' -budskaber har fungeret som milepæle på mange forskellige måder, for selvom der har løbet en tematisk rød tråd igennem samtlige udgivelser, så har lydsiden altid været forskellig fra cd til cd. Den eneste gang Common har lavet en slags "2'er" var med "Finding Forever", hvor han efter stor succes med Kanye West og albummet "Be", valgte at bruge præcis samme formular, og lave et album der mere mindede om en forlængelse af "Be" end et nyt Common-standpunkt.
Alene af den grund er jeg faktisk glad for, at Common har valgt at gå i en helt ny retning, for selvom et tredje Common/Kanye album med garanti ville have været fantastisk, så er det bare for anti-Common-agtigt ikke at prøve og turde. Der skal skabes noget nyt, og det må man, om det så er på godt eller ondt, sige er lykkedes.

Ottende album "Universal Mind Controls" bliver sammenlignet med "Electric Circus", hvilket er logisk nok, for lyden på kult-udgivelsen fra 2002 var så anderledes og sær, at folk ikke anede hvad de skulle synes, hvilket resulterede i, at de fleste endte med at vende ryggen til Common. Det præcist samme er sket som bivirkning af den nye udgivelse. Den nye future/electro-Neptunes lyd og feststemning som fællesnævner har givet folk himmelvendte øjne og spørgsmålstegn over hovedet. Hvad laver manden? Det har jo intet med Common at gøre!?

"I Created this music for the summer time, it's about feeling good... this is the type of music I felt was missing from my body of work"

- Sådan lyder "undskyldningen", og tjaa, hva kan man sige? Fair game!
Han er blevet en populær mand, filmbranchen har taget imod ham med åbne arme og en afrikansk amerikaner fra hans hjemby stillede op til president valg - med andre ord; han nyder vel bare livet, så hvorfor ikke fejre det med en party-plade.
Jeg vil gerne gå med til, at lyden er lidt sær på nogle numre, og man skal til tider sluge et par kameler mere end man muligvis lyster, da faktummet altså står fast; Universal Mind Control er den mindst Common'ede plade udgivet til date. Har man derimod som mig smag for kameler, så bliver "party-pladen" dog bedre og bedre for hver gennemlytning. Titelnummeret har jeg et svært forhold til, men mange af de andre numre er jeg gået fra at sukke over til at elske ganske højt. Da jeg fx hørte "Gladiator" første gang, kunne jeg ikke forstå hvordan sådan en omgang larm og støj var havnet på et Common album, men efter "det der antal gennemlytninger der nu skal til", fandt jeg ud af, at det jo i virkeligheden er gennemført melodisk og fedt. Samme gælder "Inhale" og "Everywhere"; forholdsvis ligegyldige numre der i sidste ende viser sig at være ganske fantastiske. Især Martina Topley Bird falder jeg pladask for hver gang. Hun har en af vore dages mest fantastiske stemmer, og selvom det ikke virker som om hun kan specielt meget med hendes forsigtige stemme, så kan hun lige præcis det der skal til for at skabe musikalske guldklumper.
Enkelte numre satte sig i modsætning til førnævnte fast med det samme. "Announcement" viser at Common stadig er oppe i det lyriske røde felt og Pharrell følger fortrinligt med. "Make My Day" er også en født klassiker. Den er som taget ud af gæstesangerens mesterlige "Cee Lo Green is the Soul Machine", og af alle numre på albummet er dette nok det, der bedst fanger sommer og fest stemningen. Og selvom lyrikken er mest henvendt på damer, så formår Common til tider at flette fornemme tekster ind alligevel;

"I'm thinking 'Damn damn', that's really cool because
Sometimes I wanna chill
sometimes the best things in life are not in your plans
you came to the sand and got more than a tan"

Revolutionerende poesi er det ikke, men når man taler feel-good plade er der stadig nogle mesterlige tekster. Hvis man har "Electric Circus" i baghovedet og lytter til "Everywhere", så er der altså rafineret tekstskrivning i sigte:

"You'll see in time your reason to shine /
when the stadium is dark MCs are defined /
Get ready, on your mark, put your feet on the line.
The race is on to space beyond /
you gon' get there by doing what you want.
Sometimes the most famous feel all alone /
so we drift to a place that we call our home /
I was known to be spaced out and outta my dome /
now I know, that's all I've known"

- Se det er stjerneklasses lyrik, og så dejligt livsbekræftende på samme tid. Fantastisk. Common er bestemt ikke forsvundet, han har bare gemt hans ægte skills list væk.
Og on that same not, så er der intet Common album uden politik, og det Mr. DJ producerede "Change" er en dedikation til Barrack Obama og politisk fremskridt i det hele taget, og selvom den faktisk virker malplaceret i forhold til resten af albummet, så gør det super lækre beat og den smukke hook, at nummeret stadig gør sig som et mesterværk iblandt festskæringerne.
Jeg må dog erkende, efter al denne ros, at der rent faktisk er numre på albummet, som decideret irreterer mig. "Sex 4 Sugar" er en komplet ligegyldighed, med det hysteriske beat, der bliver mere og mere uudholdeligt for hver gang man hører det. Kanye West som gæster "Punch Drunk Love" formår heller ikke at bringe noget nyt frem, og nummeret går næsten med det samme i glemslen. Har man skaffet sig 'UK Bonus Track' versionen af albummet vil man have fået "Punch Drunk Love" remixet med, der har et anderledes beat og en udskiftning fra Kanye til Pharrell - dette nummer er flere længder bedre end originalen.

Hvad der er specielt ved stort set alle Commons udgivelser er, at de alle har et forbløffende overall feel. Selvom det ikke er alle numre der er lige gode, så er albummet i overordnet forstand utroligt helstøbt.
Om "Universal Mind Control" kommer til at få samme effekt som "Electric Circus" fik, hvor folk 5 år senere opdage, at albummet var komplet genialt og langt forud for sin tid, tvivler jeg dog på. Til gengæld ser jeg det som et virkelig solidt album NU.
Jeg tror ikke der er mange andre end Berlingske Tidenes Thomas Søie Hansen der er enig med mig, men for mig står Commons 8. album til

5/6

Common - Finding Forever

(Denne anmeldese blev oprindeligt postet som sidste del af min "The Life of Common" serie. Det vil sige, at hvis du vil have det fulde ud af anmeldelsen her, anbefales det, at du først læser de 6 Common-anmeldelser, der blev postet forud for denne. God fornøjelse)

Common og Kanye West fortsætter deres succesfulde samarbejde med Commons syvende og pt. sidste album, "Finding Forever". Efter enorme salgstal og bred anerkendelse, udover hip hop verdenen, med "Be", brygger de to Chicago genier en plade, der på mange måder minder om den forrige, og dog er der en tydelig forskel.
Efter J Dillas død fandt Common ud af, at hans bedste ven og største forbillede ville leve for evigt, igennem alt det legendariske musik han har stået for. Så på samme møde søger Common efter et sted i musikken, hvor han kan finde en plads for evigt, og på den måde udødeliggøre sig selv. Det vil sige, at endnu en gang står Common foran et projekt, med en mission i baghovedet. Jeg vil med det samme sige, at "Finding Forever" er Commons letteste udgivelse. Og lad mig forklarer ordet "let" i dette sammenhæng: De seks albums Common har udgivet før "Finding Forever", har alle ligget ganske langt fra hinanden. Nye producerer. Nye stile. Nye pladeselskaber. En masse faktorer har spillet ind, og resultatet har gang på gang været et friskt pust fra Common. Et nyt album i en ny retning, hver gang. Men ikke "Finding Forever". Med dette album formår Common at diske op med et strålende og utvivlsomt solidt produkt, men som sine forgængere bringer det intet nyt på bordet. Det hele er hørt før. Will.I.Am, Devo Springsteen, J Dilla (alle et enkelt track hver) og selvfølgelig Kanye West sørger for en fantastisk lydside. Om produktionerne er gode er indiskutabelt, for beatsne er alle formidable, måske med den lidt ensformige "Drivin' Me Wild" som undtagelse. Will.I.Am's "I Want You", som havde endt på hans "Songs About Girls" hvis ikke Common havde hugget det, er et minimalt men stadig yderst fængende beat, og selvom det lugter langt væk af "radio-hitsingle-hed", så er jeg helt vild med nummeret. Dilla's "So Far To Go" er et fortrinligt nummer, men det faktum at det var med på hans egen "The Shining" for omkring et år tilbage, er måske lidt sløjt.
Det rå og snigende alvorlige "Misunderstood", der er besmykket med et smukt Nina Simone sample, er (vist nok) debutnummeret fra den lovende producer Devo Springsteen, der eftersigende er Kanye's fætter. Nummeret er uden tvivl blandt pladens absolutte perler. Men, det bedste nummer kommer fra Kanye, som ganske simpelt altid leverer varen. Jeg har tænkt over, om den mand overhovedet kan fejle? - Efter at have hørt "Finding Forever" er svaret klart.
Det støvede og opløftende "Start The Show", som sparker pladen i gang, er et to-delt nummer, hvor den ene halvdel lyder helt identisk med noget RZA kunne have produceret til "36 Chambers" tilbage i start-halvfemserne. Med "The Game" tager Kanye en tilbage til den gyldne boom-bap tid, og selvfølgelig kigger DJ Premier forbi med altid-passende scratches. På "Forever Begins" hylder han J Dilla ved at lave en Dilla-ligende trommeprogramering, og så chopper han samplerne som kun Dilla ville have gjort det.
- Med andre ord skaber Kanye West en lang række lydtæpper, som alle fungerer overordenligt godt. Og Common leger selvfølgelig med. Men, jeg må blive nødt til at indrømme, at Commons præstation er en tvedelt fornøjelse i denne omgang. På den ene side spytter han linjer som...

"This is street ra-dio for unsung heroes, ridin in they regal, tryin to stay legal /
my daughter found nemo I found the new Primo"

- der alene hæver ham over et par tusind andre rapperes niveau. Men på den anden side lyder han til tider uinspireret og, ja, træt. Det smarte repetations-ordmønster han brugte på "The Light", tilbage på "Like Water For Chocolate", hvor han rappede "I never knew a lo-lo - lo, a love like this", det selv samme bruger han 3-4 gange på "Finding Forever", og det får det til at lyde som genbrug, og som om "han ikke rigtig gider".

På "I Want You" : "I been thinking 'bout, I been thinking 'bout, I been thinking 'bout you lately"
På "Misunderstood" : "She dancin, she dance, she dance for them"
På "Start The Show" : "Let, let, le-le-le-le let's go"

...og der er flere eksempler. Det faktum, at han optog hans rap samtidig med han indspillede "American Gangster" og "Smokin' Aces" ses. MEN! -Det er selvfølgelig ikke hele tiden. Der er altid lyriske perler at finde, i samtlige sange. For selvom Common er mindre effektiv end han plejer, så ligger han stadig på toppen. Vi snakker Common-dårlig, men generelt-superb. Kærligheden spiller en stor rolle i Commons tekstunivers. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med den lille flirt han har i gang med Alicia Keys, men fire af pladens numre handler om ren og skær love. Dette tema, som selvfølgelig altid er skønt, overskygger desværre lidt de seriøse emner, som Common ellers plejer at behandle på så fornem vis. Vi snakker klasse-numre som "I Used To Love H.E.R.", "Heaven Somewhere", "It's Your World" og "A Song For Assata". Numre der er så tunge og vigtige, så næsten kun Common kan håndterer dem. Sådan et nummer er ikke at finde på "Finding Forever". Det tætteste vi kommer er pladens ømmeste og mest storladene nummer, "Forever Begins". Produktionen er albummets bedste, og hele tanken om at blive foreviggjort i musikken bliver formidlet her, samtid med, at J Dilla bliver hyldet på flotteste vis. Stod det til mig, burde nummeret have været mindst syv minutter langt, for det virker på alle måder som "sådan et nummer". Desværre er det færdigt efter 3½, hvorefter "Pops" på vanlig vis træder ind. Så primært pga den manglende tid, formår "Finding Forever" ikke at byde på den ultimative musikalske storhed, som alle de forrige albums har kunnet.
Det være sagt, så er det jo ikke en nødvendighed, at Common's albums besidder sådan et nummer. Vi er nede i de små detaljer. Men for at finde fejl, så er det nu engang nødvendigt at grave dybt, for der er sgu' ikke meget at kunne sætte en finger på, når det kommer til Common.

Skal jeg opsummere "Finding Forever", så er det vi har med at gøre, en håndfuld seriøst gode beats, og nogle til tider fremragende lyriske præstationer, og andre gange lidt uinspirerende. Albummet er betydeligt solidt, men for Common er det alligevel en tilbagegang.
Når jeg sidder her og skriver dette, kommer jeg til at tænke på, at det nok er nødvendigt for Common at tage et skridt i en anden retning, som han plejer. Jeg kan et eller andet sted ikke selv forstå, hvordan jeg kan sige det, eftersom jeg elsker Kanye Wests musik, men jeg er sikker på, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt for Common at finde sammen med en enden producer. Det musik de to laver, var på "Be" guddommeligt, og på "Finding Forever" er det godt. Men "godt" er ikke nok for Common, og laver de to en tredje cd, så er jeg komplet sikker på, at den bliver dårligere end "Finding Forever". Derfor må Common søge nye retninger, og dermed nye inspirationskilder, og muligvis holde sig fra Hollywood. Jeg har da også hørt rygter om, at han er ved at finde sammen med No I.D igen, til hans 8. album.

"Finding Forever" er det album som alle de andre rappere drømmer om at kunne lave, men for Common skal der ske lidt mere. Det er den lyriske del der er min største torn i øjet. Men jeg kan alligevel ikke komme udenom, at albummet er af uset høj kvalitet, og på trods af den halvforvirrende smøre før, så får det

5.5/6




Victory Won

Så hvorfor er Common min yndlingsrapper? For at svare på spørgsmålet tilbage fra "pt. 1/7", så er mit valg baseret på flere forskellige årsager. Common har på mange måder påvirket mig og mit syn på hip hop. Hvis man går helt tilbage til "Can I Borrow A Dollar" og "Resurrection", så ser vi på to albums, der muligvis har været medskyldige i, at hip hoppen er kommet til vore dages tilstand. Så Common har haft, om man må, (musik)historisk betydning. Common har været en central figur i den "rigtige" hip hops udvikling. Noget som kun få folk kan prale af. Og når vi snakker om udvikling, så har min egen personlige udvikling indenfor stil og musik også Common at takke, delvis. Hans musik har virkelig "vist mig vejen", som man så storladent kan sige det. Ham og Gang Starr, og et par andre, har for alvor konverteret mig til den hæp-hopper jeg er i dag. Mange af hans numre har i mine øjne legendarisk status, og jeg synes at flere af hans albums, med "Be" i spidsen, er blandt de største bedrifter i musikbranchen.
Jeg kom tidligere ind på, at det kun er en kunstner, der kan se tilbage på en karriere fyldt med op- og nedture, sejre og tab, der for alvor har vundet rettighed til at blive kaldt en legende. Commons karriere er langt fra fejlfri, og gudske lov for det. I mine øjne er Common uden sammenligning den bedste rapper der har eksisteret, og det på trods af, at jeg kun har vurderet to af hans syv albums 6/6.
"Can I Borrow A Dollar" var en halvrodet omgang skrigelyrik over gode jazz-produktioner. Men ikke noget nært en klassiker. "Resurrection" står som en milepæl. "One Day It'll All Make Sense" var første skridt imod kommerciel rap, og det klædte ikke Common synderligt. Det så bedre ud da han slog hovederne sammen med The Soulquarians, som hjalp ham med at udgive "Like Water For Chocolate", som igen står som en milepæl indenfor hip hop historien. Udgivelsen efter, "Electric Circus", var en halvpsykedelisk oplevelse, der på trods af nogle komplet forbløffende numre ændrede Commons person fuldkommen. Folk troede de havde mistet ham, men med "Be" kom han hårdt tilbage, og skrev sig ind i hip hop historien for tredje gang. Og til sidst, hvor vi befinder os nu, har Common fundet evigheden med albummet "Finding Forever". For, hvis jeg skal spørge ud i verden, om Common har fundet et sted i musikken hvor han kan leve for evigt og aldrig blive glemt, har han fuldført den opgave? Hvis jeg selv skal svare på spørgsmålet, så vil jeg sige, at han allerede med "Resurrection" fandt dette sted. De efterfølgende fem udgivelser har alle været understregelser. Så hvis jeg skal svarer Common, som den ydmyge anmelder jeg er, så ja! - For altid er fundet...............

>tak fordi du læste med<

- JeppE

Common - Be

"I rap with the passion of Christ nigga cross me
I took it outta space and niggas thought they lost me"

Sådan offentliggør Common hans tilbagevenden til den kvalitetsbevidste og retningsbaserede hip hop, som alle kan forholde sig til. Han fortryder intet, og hævder med oprejst pande, at "that was me then, that was me at that time", men ved at sige "I took it outta space" ved han godt, et eller andet sted, at "Electric Circus" måske var en forbier. En kommerciel forbier, for vi må ikke glemme, at albummet faktisk var ganske himmelsk, på sin egen alternative måde. Anyways, for at få hans fans tilbage, laver han et kongetræk; han teamer up med den skudsikre Kanye West.
Egentlig kom første hint om en såkaldt tilbagevenden på Kanye Wests "The College Dropout", hvor Common rapper på "Get 'EM High":

" Y'all assumed I was doomed, out of tune, but I still feel the notes
The real nigga quotes"
(....)
" How could I ever let your words affect me, they say Hip-Hop is dead
I'm here to resurrect me"

-Og med de ord er Common tilbage, og undskyld mit sprog, men for fanden en tilbagevenden!
Som jeg tidligere har snakket om, så er der flere faser i Commons karriere. første fase var med "Can I Borrow A Dollar" og "Resurrection", hvor Common og No I.D skulle holde liv i soul/jazz-hiphop, i en kamp imod den altædende westcoast-gangster orienteret musikscene. Da de bestod prøven trådte Common ind i anden fase. I denne udgav han tre albums, som faktisk ikke havde noget tilfældes. Man oplevede en halv-falleret No I.D, en mesterlig Soulquarians udgivelse, og så en (generelt set) tvivlsom Soulquarians udgivelse. Nogle musikalsk turbulente år for Common, hvor han ikke helt vidste hvilken fod han skulle stå på. Efter et par års pause er han så tilbage, og har begynder tredje fase.
Der er flere ting der symboliserer 3. fase. For det første forlod Common MCA records for at blive signet til Kanye Wests "G.O.O.D. Music" (Getting Out Our Dreams). For det andet blev Common meget visuelt bevidst. Han fik en personlig stylist, som hjalp ham med at bringe et mere sofistikeret look til hans image, som før kun bestod af god musik (!). Som stylisten siger det; "this is the new look. This is the new improved Common". Så væk med hængerøvsbukser, for store T-shirts og crochet bukser, og ind med super stilet, "moderigtigt" tøj, som skulle fremstille ham som et sexsymbol og et visuelt forbillede.
Så Common var på alle måder klar til at tage næste skridt i hans karriere. Det bedste han endnu har taget, hvis det står til mig.

Meget kan man sige om Kanye West. Nogle (mange) mener han er enormt højrøvet og opfører sig som en forkælet møgunge. Og ja, hans ego udskriver til tider større checks end hans krop kan tage imod. Jeg kunne nævne de første 10 skandaløse optrædener og udtalelser som bakker hans negative personlighed op. Men, og igen, undskyld mit sprog, fuck det! Det vigtige er, at han er urørlig når det kommer til mixerpulten. Når det kommer til Kanyes Wests fortolkning af hip hop, så befinder man sig i en helt anden verden. Han er modig på den sikre måde. Kanye kunne aldrig "take it outta space" som ?uestlove gjorde, men han leger stadig meget og eksperimenter med alternative og opfindsomme ideer, som i 9 ud af 10 tilfælde resulterer i guddommelige mesterværker. I kan nok høre, at jeg har et svagt punkt for Hr. West, og jeg skal forsøge ikke at lade det skinne for meget igennem.
Kanye har været fan af Common i lang tid. Og med J Dilla som et af hans forbilleder, og No I.D som hans mentor, tror jeg også, at Kanye skulle bevise noget med "Be". Måske at han også var værdig som en del af "eliten". Hans produktioner er i hvert fald udført med en så kunstnerisk, nuanceret og enestående hånd, at man skulle tro, at det var hans afgørende eksamen. Jeg synes at Kanye er, uden sammenligning, disse dages mest musikalske hip hop producer. Og det skinner fuldkommen igennem ved første track, "Be". Faktisk tager Kanye og Common lidt røven på en. Førstegangslytteren vil måske frygte en "Electric Circus 2" når de lidt spacey keys rammer den akustiske bas. Men når så strygerne og trommer falder ind, så ved man bare at man sidder trygt i stolen. "Be" er musikhistoriens bedste intro. Efter denne opløftende start, tager Common en direkte ned til Chicagos golde gader, hvor han hædrer de gustne gadehjørner, med 3 rasende flot konstruerede vers. fx

" Corners leave souls opened & closed hoping for more
With nowhere to go rolling in droves
They shoot the wrong way cause they ain't knowing they goal
The streets ain't safe cause they ain't knowing he code
By the fours I was told either focus or fold
Got cousins with flows hope they open some doors
So we can cop clothes & roll in a Rolls"

Efter dette rå nummer, tager Common atter en op i de højere luftlag, med den ultra bløde "Go". En kærlighedssang, der symboliserer Commons passion for kærlighed, og alle de ord han kan sætte på den, og altid få et eminent nummer ud af det.
På nummeret "Faithful", som er blandt mine favorit numre, funderer Common over hvad han ville gøre, hvis gud var en kvinde. På hvilken måde ville han have hende? En eftertænksom tekst over et beat, der har "Kanye West" skrevet med store bogstaver. Den nedpitchede stemme, trommerne, og John Legends klaver. Og så er nummeret oven i købet besmykket med en John Legend/Bilal duet, bare for at sætte prikken over "i'et". Fantastisk.
Gennem pladen bliver man revet rundt, fra gadelyrik til kærligheds kvidr, fra "Real Peoples" uovertrufne jazz feel, til "Chi Citys" nådesløse tromle-trommer. Den får ikke for lidt, men alligevel forbliver man indenfor de virtuose rammer.
Common er i topform, og han er mere fængende end nogensinde før. Han fortsætter med at være en prominent rimsmed, og samtlige tracks emmer af en intelligent undertekst. Om det er hårdtslående punchline rap, som man ikke har hørt fra ham i lang tid, som på Chi City:

" A black figure, in the middle of chaos and gun fire
So many raps about rims, I'm surprised niggas ain't become tires
On the street you turn cold and then go "screech"
I tell em fuck em, like I do the police"

- eller om det er indsigtsfulde og substanstunge emner, som vi kender ham så godt for. Den Dilla producerede "It's Your World", som ikke alene udgør en af Dillas bedste værker, men som også fungerer som en af Commons mest udsøgte og smertelige fortællinger. Når han synger

" she got to like like minded niggaz, who liked crimes and figures
Doing white lines and liquor, see hard times had kicked her
In the ass, it used to be thicker
Life is fast, some choose to be quicker
I remember in high school she had a passion to sing
Now she see herself in a casket in dreams
These are the children of crack and rap, blacks done lack
Self-esteem, yo we forgot the dream"

-er der ikke et øje tørt. Det er ganske simpelt mesterligt udført.
Be bliver anset som værende Commons "sikreste" værk. Den blev rated "xxl" i magasinet med samme navn. Salgsmæssigt var Common oppe og ringe der hvor "Like Water For Chocolate" lå, og "Be" blev nomineret til 4 grammier. Common var tilbage på rette spor, stærkere end nogensinde før. Med hjælp fra Kanye West lykkedes det at udgive 2005's absolut bedste album.
Hip hop bliver ikke bedre, og for mig står "Be" som et lille mirakel.

6/6

Common - Electric Circus

Det næste skridt Common tager i sin karriere er et vovet er af slagsen. I en tid hvor der i høj grad bliver eksperimenteret med musikken, udgiver Common et album, som på alle måder er højst interessant. "Electric Circus" udkommer nogenlunde samme tid som The Roots "Phrenology" og ikke mindst Outkasts "Speakerboxx/The Love Below", som jo nærmest er et eksperiment i sig selv. Common tager kampen op og udfordrer hip hoppens grænser, ved at blande noget nært alle genrer. Albummet fik en lunken modtagelse, og mange af de trofaste fans hoppede af vognen, for det var alligevel en anelse for mærkeligt. Selvom "Electric Circus" blev udgivet på MCA, ligesom "Like Water...." gjorde, oplevede Common et radikalt faldt i hans pladesalg. Folk havde håbet på en "Like Water..." 2, med bevidst, rålækker og let tilgængelig hip hop. - I stedet fik de et misk-mask af konfus genrerblanding, og dét var de ikke klar til. Erykah Badu, som var Commons kæreste på daværende tidspunkt, har hørt meget for det. De fleste mener at det var hendes skyld, pga det unægtelig faktum, at hun, udover at være en fremragende sangerinde, er og bliver en mærkværdig og yderst farvestrålende personlighed. André 3000 fra førnævnte Outkast har også været turen igennem med Erykah Badu, og man må indrømme, at uanset hvor musikalsk et geni man synes han er, så er han sgu ikke helt normal.
MEN! Folkens... Én ting er, at de fleste løb skrigende bort, fordi de havde håbet på noget helt andet. En anden ting er, at albummet rent faktisk er gennemført genialt. Nogle af de ord albummet fik med på vejen fra præstigefyldte magasiner da det udkom, var bla.

- "Pushing past the accepted boundaries of contemporary black pop"
- "a brilliant, visionary album"
- "breaking hip-hop rules with a freewheeling fearlessness"
- "favorite record of 2002"

Ikke ligefrem intetsigende ord. Og jeg synes personligt at hver sætning passer ganske godt. Det er nok ikke ligefrem min favorit album, men jeg må da indrømme, at det rangerer højt.

Det er produktionssiden der er hovedsagen i dette mysterium. Lyrisk set, og det skal jeg nok komme tilbage til, så er Common (selvfølgelig) oplagt og sprængfyldt med snedige rim og knivskarpe flows. Jeg tror det er forholdsvist ligemeget om det er heavy metal, techno eller syre-electronik man sætter Common indover, han er altid på fra første sekund. Det er i denne plades tilfælde også ganske heldigt, for musisk set blever Common sat på lidt af en prøve. J Dilla som brillerede på "Like Water For Chocolate" har en enkelt produktion med på "Electric Circus", og det er den værste han nogensinde har lavet. "Soul Power" er decideret irreterende. Til gengæld har Common fået fat i The Neptunes, som leverer en af deres bedste produktioner nogensinde, i form af førstesinglen "Come Close". Et helt fantastisk kærlighedsnummer med Mary J Blige, med min all-time favorit musikvideo tilhørende.



Udover disse numre og et enkelt Karriem Riggins produceret nummer, er det ?uestlove der står for pladens lydside. Og han er ligesom Common også en modig mand når det kommer til musik. Det er ikke kun hans hår, men også hans musikalske radius der måler en imponerende længde. Tag fx pladens centerpiece når det kommer til eksperimenterne, "Electric Wire Hustle Flower" med Sonny fra rockbanded P.O.D. En mærkværdig sang, der blander agressiv lyrik med et electro-beat og et råbende omkvæd.... jeg kan faktisk lide sangen.
Eller sangen "New Wave", hvis beat lyder næsten identisk med Battle musik fra de gamle Final Fantasy spil. Dem der har spillet dem vil vide, at det virkelig er en sær hip hop kombination! Og så med den engelsk/franske Sadier fra Stereolab på omkvædet. Virkelig twistet kombination, men jeg er vild med nummeret.
Og så er der det eksplosive "I Am Music" med Jill Scott, som virkelig holder liv i den gamle form for jazz-funk. Det er fremragende og yderst underholdende.
Pladens underligste nummer er i mine øjne Jimi Hendrix oden "Jimi Was A Rock Star" med Erykah Badu. For det første er det ren sang, intet rap. Det er ikke videre mærkeligt i sig selv, men det 8½ minut lange nummer munder ud i 4 minutters konstant råben og brølen over et manisk og næsten uudholdeligt beat. Se dét er underligt.
Men man skal heller ikke glemme, at det altså ikke er hele cd'en, der er brygget på electro-hiphop. Der er også numre, der holder den velkendte Common-stil ved lige. Så som den før nævnte "Come Close", men i høj grad også med storladene numre som "Between Me, You & Libaration" og "Heaven Somewhere". Disse to numre er skyld i, at "Electric Circus" er Commons dybeste og mest personlige album, til dato.
På "Between Me, You & Liberation", som er gæstet af Cee-Lo Green, hvilket er deres 3. samarbejde, beretter Common om seksuel udnyttelse af piger, og hvilke effekter det har på dem i deres videre liv. Samtidig konfronterer Common hans homofobi, som han gennem personlige erfaringer, har fået et anderledes forhold til. Homofobi er ikke just et typisk rap-emne, men Common gør det så godt, at nummeret står som hans ømmeste nogensinde.
På pladens absolutte perle, efter min mening, "Heaven Somewhere", fortæller Common sammen med 6 gæsteartister, som tæller ingen ringere end Omar, Cee-Lo, Bilal, Jill Scott, Mary J Blige, Erykah Badu og hans far "Pops", om hvad deres personlige billede af himlen er. Det er intet mindre end smukt. Med et minimalt beat, som udvikler sig til det mesterlige, får de alle lov til at tage sig god tid, og berette om deres opfattelse af, hvad "heaven" er. De er alle forførende at lytte til, men den mest rammende, som endda er den korteste, og faktisk faderen, som forklarer:

"Heaven
heaven is being pops
heaven is spending the day with your grandchildren
listenin' to they voices and they laughing and play
and then at the end of the day, we hug, we kiss, and slowly they walk away
and then suddenly, they turn and ruch back to me, and hug me round the knees
yeah, that's heaven to me"

- Så ufatteligt simpelt kan det gøres, så selv en 20-årig knøs som mig kan danne sig et billede af, hvor dejligt det må være. Så til dem af jer, der kan lide Common, som ikke har hørt "Heaven Somewhere"; shame on you!

Vi ER ude i en mystisk omgang musik, det er der ingen tvivl om. Og jeg kan for så vist godt forstå dem, der hoppede af vognen dengang pladen udkom. Jeg tror muligvis det kræver en forkærlighed til en lang række andre genrer, eller en blødende passion for Commons musik, for "Electric Circus" minder ikke om noget Common har udgivet hverken tidligere eller efterfølgende. Men er der noget jeg kan lide, så er det en kunstner der tør udforske nye og uafprøvede kroge. Resultatet er muligvis ikke fremragende, men det er i hvert fald med til at skabe en personlighed. Og kigger man tilbage på en kunstners karriere, og det viser sig at det ikke bare har været en dans på roser hele vejen igennem, så forstærker det på en ufoklarlig måde en forhold til den kunstner. Sådan har jeg det i hvert fald, så jeg er bare glad for, at albums som "Electric Circus" og "Can I Borrow A Dollar" (som jo heller ikke ligefrem var et mesterværk) står i Commons katalog. Og nå ja, "Electric Circus" er langt fra et dårligt album, det er høj standart, for et eksperimenterende hip hop projekt.

4/6

Common - Like Water For Chocolate

(Denne anmeldelse fungerer som direkte forlængelse af One Day It'll All Make Sense -anmeldelsen, da de i sin tid blev postet som en del af serien The Life of Common)

En betydelig ting gavnede ”One Day It’ll All Make Sense” dog; den fik Common ud i musikverdenen som en anerkendt kunstner, og der skulle ikke gå lang tid før folk var ude efter ham. Mos Def og Talib Kweli inviterede ham til at rappe på det fremragende ”Respiration” fra Black Star. The Roots lånte Common til deres ”Things Fall Apart” og næsten vigtigst var Common at finde på ”Soundbombing Vol. 2” på det legendariske High Tek producerede ”1-9-9-9” sammen med Sadat X. Så Commons navn dukkede pludselig op alle de rigtige steder, og det resulterede i at MCA signede ham i ’99. Commons første major records deal.

Sideløbende med Commons karriere, som vi har læst indtil nu, blomstrede en anden, ekstremt vigtig person op. James Dewitt Yancey (J Dilla) voksede op i Detroit, hvor han startede med at producerer i en tidlig alder. Selv dengang var han kendt for at kreere en atypisk trommeprogramering som mange fandt underlig, men andre fandt himmelsk.

Med J Dilla fra Detroit og Common fra Chicargo (begge byer ligger i Nordøst Amerikas Great Lakes Region) voksede der hurtigt en god kemi mellem de to kunstnere. Og ikke bare en professionel kemi, men også et meget nært venskab, som i musikhistorien i dag må betragtes som et af de stærkeste. J Dilla blev fast producer i super-producer-gruppen The Soulquarians, som Common også senere blev medlem af. Første gang J Dilla og Commons perfekte samarbejde viste sig for alvor, var med Commons fjerde album, som Dilla næsten har produceret fuldt ud.

Med No I.D totalt ude af billedet, og i stedet ?uestlove og J Dilla i førersædet var Common klar med hans fjerde album, der med stærk PR opbakning fra hans nye record label MCA, skabte den største hype og salgssucces i Commons karriere. Men alt opmærksomheden kom ikke kun af en fremragende reklamation fra pladeselskabet, kvalitetsmæssigt overgik Common sig selv med flere længder, og gennem hele albummet viser han hvilket bæst han i virkeligheden er, og han gør det på den mest forførende måde, for både mikrofonarbejde og produktion står klarere end nogensinde før.
Common boltrer sig i sit gamle lyriske og temastiske nabolag. Samfundsbevidst rap er stadig Commons stærkeste force, men på ”Like Water...” udøver han det med en aldrig før set personalisering. På nummeret ”Time Travelin’ (A Tribute To Fela)” lægger Common op til debat omkring nogle af det moderne samfunds dårlige sider, og samtidig viser han sin respekt til Fela Kuti, som både var en vigtig person indenfor Afrobeat Music, men som også var en vigtig person i kampen for menneskerettigheder. På samme måde hædrer han Assata Shakur, som udgjorde en stærk personlighed i The Black Panthers, på nummeret ”A Song For Assata”. Så man kan sige, at han på en lidt utraditionel måde, går meget personligt og direkte ind på folk, hvilket til tider bliver helt rørende.
På fortælleplanet begynder Common også at fokuserer på kærlighed. Et emne som han har et svagt punkt for, og som han berører mere og mere fra hver cd han udgiver. Men der skal da heller ikke være tvivl om, at han mestrer ”kærligheden” til det ypperste. Som på den grammy-nominerede ”The Light”:

” It's important, we communicate
and tune the fate of this union, to the right pitch
I never call you my bitch or even my boo
There's so much in a name and so much more in you
Few understand the union of woman and man
And sex and a tingle is where they assume that it land
But that's fly by night for you and the sky I write
For in these cold Chi night's moon, you my light
If heaven had a height, you would be that tall
Ghetto to coffee shop, through you I see that all”

- Common formår på en eller anden måde at bygge nyskabende og inspirerende rim på stort set alle sange. Og det er for alvor på ”Like Water...” at den Common jeg er blevet så vild med, viser sit rigtige ansigt, for jeg bliver imponeret gang på gang. På det mesterlige DJ Premier producerede ”The 6th Sense”:

” I'd be lying if I said I didn't want millions
More than money saved, I wanna save children
Dealing with alcoholism and afrocentricity
A complex man drawn off of simplicity”
(….)
“I start thinking, how many souls hip hop has affected
how many dead folks this art resurrected
how many nations, this culture connected
who am I, to judge ones perspective?”

Jeg ved ikke om det er Commons skyld, men selv den kongeligt ustyrlige producer Primo disker op med et af hans bedste beats til dato (og han har lidt af et bagkatalog). Common har det med at få det bedste frem i folk.

Der er egentlig ikke så meget mere at sige. Common gør et forbløffende godt stykke arbejde på mikrofonen. Hans, på daværende tidspunkt, bedste tekster er at finde på denne plade.
Produktionesmæssigt er det hip hop i topklasse. Man kan på ingen måde sammenligne No I.D og Dilla, men alligevel så er det nogenlunde de samme ord der beskriver deres beats. For ligesom No I.D, så er det i høj grad jazz og funk der driver Dillas værker. Der er bare lige en fanden-i-voldsk trommeprogramering til forskel. Lyt bare til pladens første nummer, ”Time Travvelin’”, de trommer er helt ustyrlige, og mønsteret kan ikke sammenlignes med noget man har hørt før (andet end Dillas forrige værker). Hvis man kan være forelsket i nogle trommer, så har ”Time Travellin’” og mig en date.

For ikke at lave en længere smører ud af det, så kan jeg ganske simpelt sige, at produktionerne er fejlfri. De er alle af uhørt høj klasse. Så hvad får man når man krydser Dilla og ?uestloves magi med Commons forførende og rålækre lyrik? You guessed it

5.5/6

Common - One Day It'll All Make Sense

Common og No I.D fortsætter jagten på at udbrede deres form for hip hop i verden, og i 1997 udgav Common albummet ”One Day It’ll All Make Sense”. Dette album var starten på den anden fase af Commons karriere. Første fase, som jeg vælger at kalde det, var kendetegnet af Commons mission. Missionen for at holde liv i den alternative jazz-hiphop. Den mission bestod han egenhændigt, med hans gritty rhymes og støvede jazz-produktioner. I 1997 rykkede han videre til andet stadie. Alternativ-boheme-hiphop var hen af slut-halvfemserne blevet en hel bevægelse, som blev ført an af bla. Common, og det faktum, at den før omtalte ”mission” ikke længere er gældende, ses tydeligt i den ”nye” Common.

En ting der viser hans opgradering i hip hop verdenen, er alle de features der er at finde på ”One Day....”. De tæller blandt andre De La Soul, The Roots, Q-Tip, Cee-Lo Green, Canibus, Erykah Badu og Lauren Hill.

En anden ting der påvirkede Common utrolig meget op til udgivelsen af ”One Day...”, var nyheden om, at han skulle være far. Det kom lidt som et chok for Common, men samtidig som den absolut største lykke. Han blev meget ansvarsfuld, og tanken om at skulle til at være far og danne familie, tiltalte ham uventet godt. Hans kommende datter inspirerede ham til at skrive albummets første single ”Retrospect For Life”. Hele familielivs-tanken har tydeligvis gjort Common en smule kuldret, og bevares, det er da fuldt forståeligt, og ser man på album coveret og billederne i bookletten, er der massevis af familiebilleder fra Commons egen barndom.

Desværre synes jeg, på trods af, at mange anser ”One Day...” som værende en klassiker, at det er No I.D’s kedeligste værker. Hans produktioner mangler simpelthen kant, og den udsøgte og sagte skønhed som prægede beatsne på ”Resurrection” lader til at være gået i glemmekassen. Der er selvfølgelig enkelte mesterlige numre på albummet, som fx ”Invocation”, der, på trods af sin korte længde, står som et af de bedste Common numre til dato. Men generelt synes jeg produktionerne er en smule snoldede. De er tydeligvis skabt fra samme gryde, og numre som ”Restrospect For Life”, ”G.O.D. (Gaining Ones Definition)” og ”All Night Long”, der alle skulle være ”storladene” numre, lyder forfærdeligt ens i mine ører. Som enkelte tracks fungerer de ganske udmærket, men alle sammen på en cd er bare ikke i orden. Det er virkelig ærgerligt, for Common ><>duoen var så forbandet lovende, men det går her sløjt for sig.

Common derimod udmærker sig stadig som den evigt imponerende rimsmed, der stadig holder gløden når det kommer til flow, ordspil og eminente rim. Hver sang har vigtige budskaber, og man kan let høre, at den før nævnte ansvarlighed skinner igennem. Han er meget bevidst, og der bliver disket op med nogle halv-tunge emner. Det jeg måske savner en smule er den tidlige joviale tilgang han havde. Han var aldrig sen til at liste nogle sjove sammenligninger og punchlines ind i hans tekster, også selvom de var seriøse. Det er der ikke meget af mere. Linjer som…

“Redeemin the ancients with ace this rhyme jargon
I feel Mexican, hip hop is my garden
Don't give a fuck where you chartin, certain shit I can't honor
It ain't that you sellin, it's your karma”

...kan i høj grad trække på smilebåndet. Derfor spørger jeg mig selv om, hvorfor mon han ikke har gjort mere plads til denne humor? Det er dén Common jeg foretrækker, og det er den Common der mindst viser sig på rapperens tredje udgivelse.

En udgivelse som viger langt fra sine forgængere, og faktisk også langt fra de efterfølgende. Af alle Commons udgivelser, virker ”One Day...” for mig som den mest uoriginale og standart prægede. Det er ikke decideret dårligt, men for en enestående rapper som Common, er det her ikke tilstrækkeligt inciterende eller udtryksfuldt, i forhold til hvad man ved han kan.

4/6

Common - Resurrection

Efter at have skabt sig et navn og et image, var Common klar til at springe ud som kvalitets-bevidst rapper, og en af musikhistoriens mest imponerende forbedringer kom i form af Commons andet album "Resurrection". Fra hans hysteriske rap-mynster på ”Can I Borrow A Dollar”, fik Common virkelig slebet kanterne, og da "Resurrection" udkom i 1994, fik folk for alvor øjnene op for hans talent.

No I.D står igen for de fleste af produktionerne. Udover Ynot’s 2 beats, har No I.D leveret hele lydsiden, og selv han har finkæmmet mixerpulten, og disker op med værker, som dedikerede fans kalder hans ”til dato bedste”, og jeg modargumenterer ikke. Da jeg for første gang satte cd’en i anlægget og skruede helt op, og ”Resurrection” beatet begyndte at køre, faldt jeg ind i en total ekstase. Opskriften er den samme fra ”Can I Borrow A Dollar”; rigelig mændger jazz, en god portion laid-backness, og så er produktionerne krydret forsigtigt med det minimale touch, der gør at beatet aldrig stjæler billedet, men i stedet bakker Common op på fornemmeste vis. Produktionerne er blandt mine favoritter når det gælder midt-halvfemser hip hop. Et uovertruffent arbejde af No I.D.

På den lyriske side er Common i storform, og de drilske, humoristiske, udfordrene og dybt intellektuelle rim satte en standart for hvordan rap kan udføres, og Common selv blev, på grund af de mangfoldige vers hele albummet igennem, anset som en af de tungeste rappere indenfor bevidst rap, og jeg vil mene, at hans status som ”legende” allerede startede her.
Med nummeret ”Thisisme” forklarer han sin personlige udvikling siden ”Can I Borrow A Dollar”, bla. Med linjerne

“Talkin “Take It EZ”, and they was like He ain't hardcore!
But hardcore is far more than bats and gats
It stems back to the roots of being true
It's gonna get me Me, you just get you You
What I look like, talkin about some shit I ain't do?”

Common berører også flere emner på “Resurrection”, og han er ikke bleg for at tage konfrontationer op. De fleste kender efterhånden nummeret ”I Used To Love H.E.R.”, hvor han bruger en kvinde som metafor for hip hoppen. Sangen handler i bund og grund om, hvordan hip hoppen gradvist er blevet til en kommerciel ting, som er nem at tjene penge på. Især west-coast gangster stilen fik et par slag over fingrene, hvilket mundede ud i en beef imellem Common og Icecube. ”Used to love her, jaloux ’cause I fucked her” – sådan lød Ice Cubes svar. Beefen varede et godt stykke tid, men havde dog ingen vinder, for efter Tupac og Biggie blev dræbt, kom de to rappere på venskabelige højder igen, takket være den fælles ven Louis Farrakhan.

Men nummeret ”I Used To Love H.E.R.” bragte Common mere end en bøf. De gennemført geniale lyriske referencer, der gennemsyrede sangen, vandt Common mange fans, og kritikerne var vilde med ham. Hans fanbase, der før bestod af en lille kult mængde, voksede betydeligt, og Common blev større end blot Chicago, han blev set som en af undergrundens bedste. Og hvordan kan man være imod det, når manden opfinder enestående linjer som disse, på nummeret ”Book of Life”

“They say become a doctor, but I don't have the patients/patience
Adjacent to that situation
I want an occupation that I'm into
'Cause yet if I begin to
Live to my potential
I went to School for fourteen years and my best teacher was experience”

En legende er født, og med sig, et album, der den dag idag bliver betegnet som en ægte ”classic”.

5.5/6

Common - Can I Borrow A Dollar?

(Denne anmeldelse har tidligere været første del af serien "The Life of Common", hvor alle hans plader til og med Finding Forever blev anmeldt)

Det kan være svært at vælge én favorit rapper. Der er mange fremragende personligheder i hip hop verdenen, og på hver deres måde, har mange opbygget et unikt billede, og med individuelle evner, flows og rim er der efterhånden mange rappere der har gået helt til at påvirke og berige folks liv. Er det Guru med hans gustne gadehjørne-rim? Er det NaS med hans udødelige flow? Eller er det Method Man med alle hans rap-strukturer? Der ER mange at vælge imellem, men jeg tror, efter megen overvejelse, at jeg har fundet min personligt vigtigste rapper. Lonnie Rashid Lynn, Jr. er hans borgerlige navn, men som kunstner kender vi ham som Common (Sense). Og hvorfor så Common? Ikke fordi jeg føler behov for at forsvare mit valg i Common, men jeg kan garanterer at i får besvarret alle jeres spørgsmål gennem de næste 7 indlæg, der både fungerer som en biografi, men også som anmeldelse til hans samlede værker.

- Jeg tror ikke der er nogen der er uvidende om Commons geografiske rødder, men for en sikkerhedsskyld, så er Common fra Chicargo. Der voksede han op med sin mor. Hans forældre blev skilt da han var seks år, og selvom faderen flyttede til Colorado, forblev han aktiv i Commons liv. Han er at finde på stort set alle Commons album under det meget sigende navn ”Pops”.

Da Common gik i high School, dannede han rap trioen C.D.R., som åbnede for prominente navne som NWA og Big Daddy Kane, men dette hjalp på daværende tidspunkt ikke på berømtheden. Inderlig vigtig var gruppen heller ikke for Common. Han forlod den da han begyndte at læse ”business administration” på Florida University. Derfra læste han videre på Louisiane State University, men her slutter det velkendte ”normale” liv for Common. Han droppede ud for at forfølge en rap karriere. Gennem en ven fik Common mulighed for at sende en demo ind til The Source, og her fik han en åbenbaring, da han vandt The Source’s ”Unsigned Hype” konkurrence. Kort tid efter fik Relativity Records fat i Common og signede ham. Derfra udsendte Common hans første Single ”Take It EZ” i 1992, og debutalbummet ”Can I Borrow A Dollar?” fulgte efter.

Commons stil var smårodet tilbage I 1992, teknisk set havde han tydeligvis ikke fundet sig selv endnu. Hans flow er bogstavelig talt ustyrligt, at man skal have et skarpt øre hvis man skal have indholdet med. Forestil dig en ædru Ol’ Dirty Bastard; nogenlunde forståelig, men stadig med et småråbende og til tider usammenhængende flow, der ingenlunde følger beat’sne. Det skal selvfølgelig forstås med en Common-positivitet, men jeg vil stadig mene, at det er en smule forvirrende. Produktionerne er hovedsageligt leveret af Commons ven No I.D, som dengang gik under navnet Immenslope. Den musikalske side er ganske udmærket. Beatsne er meget typiske for start 90’erne, de er minimale, men gennemsyret af jazz og laid-back-ness og så er de rige på samples. ”Top Notch” var ordene der beskrev lydsiden da albummet udkom. - Jazzelementet er faktisk meget vigtigt, for ”Can I Borrow A Dollar?” havde mere eller mindre en mission: At bekæmpe den kommercielle gangsterrap, som på daværende tidspunkt stor-blomstrede og var ved at udslette alt i dens vej. Derfor var det ustyrlig vigtigt, at Common kom frem med hans jazz-rap, og holdt liv i flammen. Selvom der var en betydelig mængde ”vigtighed” i udgivelsen, var publikum, desværre for Common, slet ikke klar til den form for rap. Sofistikerede lyriske teknikker og intelligente rim samt stærkt politisk bevidsthed matchede ingenlunde ”moden” dengang, men Common vandt stadig en lille, hengiven, næsten kult fanskare. Muligvis skræmte linjer som…

“A weeby weeby wobble gobble gobble DO the turkey
Lord have mercy, mercy mercy me
You see I'm tryin to get the punani
but you just wanna rock me, ah-eh-eh, ah-eh-eh”

... de fleste væk, hvilket jeg egentlig godt kan forstå. Man skulle være tålmodig for at hænge fast ved Commons stil dengang. En ting må, eller rettere SKAL man dog tage hatten af for; Common var ikke bange for at bringe noget nyt på bordet, og han trodsede alle odds for at udgive et album, der virkelig stod som en ”ener” dengang. At det så ikke er synderligt fremragende er blot en detalje!

En anden ting ”Can I Borrow A Dollar” i høj grad opnåede, var for alvor at få Chicargo på rap-kortet, en gang for alle. Men personligt synes jeg nu at debutalbummet var mere sjældent end kønt.

3.5/6