tirsdag den 30. september 2008

Shad - The Old Prince


Canada er et af de lande der pt. spytter flest habile musikere ud. Det kolde land nordpå er en sand legeplads for musikerene, der finder Montreals gadeplan tilpads inspirerende til at udgive noget af det vigtigste og bedste musik der spilles i radioerne verden over i disse dage. Ser vi et kort øjeblik bort fra hiphop verdenen, er det navne som Arcade Fire, Wolf Parade, Feist og ikke mindst de nye vidunderdrenge Fleetfoxes, der regerer lige i øjeblikket. Exporten af hiphop fra Canada har ikke været så stor, og foruden Kardinall Offishal er der ikke mange der er kommet ud for landets grænser. Det er her det er godt at være anmelder, så man kan bruge lidt research-tid på at finde frem til disse "ukendte" kunstnere. Inde for landets grænser er det gruppen Sweatshop Union der har det bedst, for med deres samfundsrelevente men samtid pop-catchy numre, har de forlængst vundet canadiernes kærlighed. Den kunstner der har vundet min kærlighed er dog en kunstner af en lidt anden kaliber. Shadrach kabango hedder han, nok bedre kendt som Shad. Han er ikke bare Canadas ellers vestens nye håb, han er hiphopverdenens håb. Han udfylder alle kriterier for en ægte hiphopper, med backpacken spændt godt fast på ryggen. Han har allieret sig med nogle producerer der tydeligvis har et hedt forhold til halvfemsernes klassiske hip hop, og med et af de sprødeste flows jeg har hørt i længere tider, burde han være langt nok fremme til at blive modtaget af verden. Af en eller anden uforklarlig grund, er dette dog ikke sket. "The Old Prince" som her er under behandling er ikke Shads første udgivelse. Han har nogle år på bagen, men som så mange andre hip hop kunstnere før ham, har han måttet bide i det sure æble og erkende, at det at være en dygtig hip hop kunstner bare ikke er nok i disse dage. Måske deraf navnet "The Old Prince", for som vi hører på nummeret "Quest For Glory":
"once upon a time, there was an old prince. This old prince had a problem, and his problem was that, well, he was an old prince. Princes aren't supposed to be old, princes are supposed to grow up and become kings..."
- måske deri forklaringen ligger. At han har kunnet og villet bære kronen, men har bare ikke fået mulighed for det, pga vor verdens tilgang til hiphop musik. I ved, den snak vi har haft så utroligt mange gange med, at biler og bitches sælger, og real-ness ingen steder tager dig. For det er i hvert fald en passende beskrivelse til Shad. Han ER real-ness, og hans karriere har været stillestående lige siden han startede. Alene dette faktum burde være nok til at få den rigtige hiphopper til at købe hans albums.
Lad os prøve at skrue tiden tilbage til da jeg hørte om ham.
Det var mere eller mindre tilfældigt, jeg så at Shad og nummeret "The Old Prince Still Lives At Home" stod på en liste over 2007 bedste hiphop tracks, og som den anmelder jeg nu engang giver mig ud for at være, checkede jeg det selvfølgelig straks ud.



Ingen tvivl om at dette nummer strøg direkte ind på min "best hip hop of 2007"-liste efter at have hørt nummeret. jeg mener, hvor genialt er det ikke, at han er nødt til at fortsætte acapella fordi han ikke havde råd til hele beatet. Det i sig selv er så street som det overhovedet kan blive. Og hvor tit er det lige at man kan sidde og grine over produktionen? Jeg finder beatet direkte sjovt, den måde det er bygget op på, med legende samples der bliver klippet og klistret sammen på en måde, som kun verdenselite hiphop-smede kunne finde på.
- Dette nummer alene var nok til at få mig til at købe albummet, og faktisk tror jeg, at jeg vil lade anmeldelsen slutte her, bare for at checke om i er lige så overbeviste....

4.5/6

Common Market - Tobacco Road


Som en forlængelse af deres uforskammet flotte EP "Black Patch War", kommer nu Seattle duoens anden udgivelse, "Tobacco Road". Albummet fortsætter tematisk set der hvor "Black Patch War" EP'en slap (læs her), og tilmed sætter nye højder for moderne socialbevidst hiphop. Poet-geniet RA Scion har flettet en håndfuld tekster sammen, som virkelig får kæben til at falde til jorden. Hvor jeg på debut albummet kritiserede ham for at være fór klog med alle hans yderst fornemme og komplet uforståelige ord og sætninger, har RA nu skruet ned for over-visheden, og flyder nu rundt på et mindst lige så intellektuelt niveau, men denne gang med lyrik der når helt igennem uden at være for kringlet. Til tider formår han endda at skrue nogle direkte poetiske tekster sammen, med de mest simple leveringer. Fx på nummeret "Nothing At All", som muligvis er mit nye favorit Common Market nummer, får han nogle suverænt dybe og meningsfulde tekster ud på letteste vis:

"They may say, I'm just a dreamer /
well at least I'm thinking while I'm sleeping
cause the last thing I can do is nothing at all.
They may say, We'll never win against them /
I say 'fuck you and your cinicism'
as for me, I can't do nothing at all"

Forrygende lækkert leveret, og ordene giver en bismag i munden der, i mit tilfælde i hvert fald, har sat sig fast i rigtig lang tid.
"My Pathology" fra debutalbummet, har RA Scion en gylden linje, hvor han rapper "To the sight deprived sound might provide solace / the scholars of applied science supply the knowledge". Denne linje bygger han videre på ved at inviterer selv samme "scholar" Geologic på besøg til at lægge ord til sangen "Crucible", som på mange måder er en mærkværdig oplevelse. Beatet er meget opløftende, men lyrikken er groteskt overpyntet til temaet. En sang om, at det er Common Market, Blue Scholars og hele Massline bølgen, der er kommet for at tage over, pakket ind i lyrik der har fået fans rundt omkring til at tage sig til hovedet og spørge sig selv, >hvad fanden er det de snakker om!?<. Jeg ser det lidt som en joke, for noget tyder på, at jeg ikke er den eneste der har påpeget et problem ved de lidt for højtragende poesi-floskler, for der er ingen tvivl om, at RA Scion har skruet ned for fjerpendens kunnen, men ved at skrive albummets "sværeste" tekst til albummets simpleste tema, ser jeg det lidt som en joke. "The Crucible" handler i bund og grund om, som sagt, at north-west hiphoppen er i færd med at tage gamet over, og det er præcis hvad han siger med linjerne:
"Fire in the crucible, crown melting down, now who's turn is it to bow?"
- Man kan roligt sige at der er sket meget i Common Market lejren. RA Scion har skiftet stil og har nu nemmere ved at nå lytterene, men DJ Sabzi har også skiftet stil. Han har hverken taget et skridt bag- eller forud, men snarere til siden. Produktionerne er som på en hver anden Common Market/Blue Scholars-skive super flot sat sammen. Men modet til 'at prøve' syntes at have forladt Sabzi. Der er for lidt eksperimenterende musik. Ser man fx tilbage på "Bayani" albummet, var der ikke to numre der lød ens. Der var ekstremt mange forskellige farver på hans pallet, men nu er det som om, at han bliver ved det sikre, hvilket selvfølgelig resulterer i solide produktioner, men som hardcore fan savner man 'kanten'. Variationen i instrumentvalg er ikke så tydelig længere, hvilket gør det svært for numrene at udmærke sig sim standout-tracks. Hvis man fx lytter til "Slow Cure", "Weather Vane" og "Swell" vil man høre, at det næsten er et komplet ens xyllofon-loop der går igen. Og hvor de to førstnævnte er sublime tracks, dør "Swell" hen i skyggen af de andre, fordi at det ikke har noget ekstra at byde på. Det samme gør sig gældende med numrene "Back Home (The Return)", "Winter Takes All" og "Tobacco Road". Stort set samme klaver-loop i hver sang, og da "Back Home (The Return)" er så meget bedre end de to andre som den nu er, virker de andre mere eller mindre som overflødige tracks.
Når Sabzi til gengæld en sjælden gang på "Tobacco Road" tør at vise hans sande kreative 'jeg' frem, så slår det til gengæld gnister. "Nina Sing", "Certitude", "40 Thieves" og den ekstremt hårdtslående "Gol'Dust" er ren magi af ypperste skuffe, og tilsammen med de allerede nævnte "Slow Cure", "Back Home (The Return)", "Weather Vane", "Crucible" og ikke mindst "Nothing At All" sidder vi alligevel tilbage med en solid håndfuld forrygende numre. Slet ikke at forglemme "Trouble Is" som alle burde kende på nuværende tidspunkt. Det nummer har formået at vokse på mig lige siden jeg hørte det første gang, og det står uden tvivl som et af de stærkeste numre på skiven. Om det er meningen eller ufrivilligt, så er videoen ganske sjov:



Alt i alt er det, trods nogle af de negative kommentarer, et solidt album. Der er en god håndfuld potentiale mirakler, men jeg står stadig ved, at der sammenlignet med forrige udgivelser meget gerne må eksperimenteres lidt mere på lydsiden, for der er et par ligegyldigheder for meget, og det alene gør albummet et lille tand svagere end tidligere udgivelser. Men det hele skal tages med et gran salt, for selvom standarten er en smule lav, så er det i Massline sammenhæng. Skal man sammenligne "Tobacco Road" med enhver anden kunstner eller gruppe, så snakker vi stjernemateriale.

5/6