torsdag den 27. december 2012

KrisYo & RipClaw, Aesthetic og Nixen

Ja, jeg sagde det jo selv: siden WordOnTheStreet lukkede og jeg ikke længere anmelder dansk rap på en ugentlig basis, har jeg ikke været god til at holde mig opdateret. Med mindre det dumper ind ad brevsprækken eller er noget jeg kender godt i forvejen, går det simpelthen min næse forbi, og dét bar min års-liste rimelig tydeligt præg af. Heldigvis er jeg så priviligeret at have engagerede læsere, der kan gøre mig opmærksom på tracks og projekter jeg bør checke ud, og således var Esben Zefting hurtig til at anbefale to plader: KrisYo & RipClaw's 2 sider, samme sag EP og Aesthethic's Atmosfære. Og jeg lytter til hvad I siger gør jeg, så jeg lyttede til dem, og det er jeg rimelig glad for.


KrisYo & RipClaw er en hiphop duo fra det sydlige Fyn, nærmere betegnet 5700 Svendborg, og de begår sig i tung, sample-baseret hiphop, der er rig på scratch og melodiøse tendenser. Det kan høres på denne, deres første EP, at de er nye i gamet, men det kan bestemt også høres at de har fat i den helt rigtige ende, og ikke alene bevæger de sig i den rigtige retning - de gør det med hastige skridt.
KrisYo besidder et solidt flow og er samtidig ejer af lidt af en askebæger-vokal, der på numre som "H.H.I.R.M." leder ens tanker i Nota Benes retning. Hans tekster er måske ikke banebrydende, men som battle-rapper, der lige har gjort sin entré i dansk rap, gør han bestemt go' figur af sig selv. Hans producer-in-crime RipClaw er bestemt heller ikke ueffen. Fra introens nakkebrækkende trommer med tilhørende blæsere og det eminent flippede sample af C.V. Jørgensens "Bellevue" på "Relativt", til det endnu bedre flippede vokal-sample på "HvaErDet!Laver", - RipClaw viser lovende evner bag knapperne, og produktionerne på duoens første EP er - om end ikke alle lige interessante - ganske imponerende.
     KrisYo & RipClaw har udgivet en ovenud fornuftig EP med dejligt lige til, no-bullshit hiphop. Der er plads til forbedring, men der er sørme også flere, virkelig sprøde tracks at finde derpå. At checke ud! - Gratis download her.






Aesthetic gør sig normalt som den ene halvdel af Vangede-gruppen Sleng, der udgav mixtapet Vores lyd sidste år; et mixtape jeg ærlig talt havde meget svært ved at holde af. Af samme årsag gik jeg alt for let over Atmosfære da jeg fik den anbefalet første gang. Det var første da jeg fik hørt den igennem anden gang, lang tid efter, at jeg lagde mærke til hvor godt produceret den faktisk er. Jeg vil med det samme sige at rappen ikke imponerer mig synderlig meget. Teksterne og flowet er okay, men leveringen kan til tider virke en smule kluntet og udtalen en kende anstrengt; som om at "det der rap" ikke falder rapperen helt så naturligt. Til gengæld er produktionerne blændende. - Ja, de er gode nok til at man kan se igennem fingre med rappen. Lyden ligger faktisk ikke langt fra førnævnte RipClaws; det er tørre 90'er trommer tilsat lede og fede basgange, men Aesthetic er en smule mere jazz-tilbagelænet i sin tilgang til beats på Atmosfære. "Frekazoid", "Blæser på det hele", "Skoletid" og "Univers" er glimrende eksempler på hvordan man smeder et uhyre effektivt beat. Bedst bliver det på "Jorden rundt", der bliver beskrevet som "sådan en lille hyggelig ting" og er præcis dét. Auto-tune sang fra hovedpersonen og sang fra en sangerinde på omkvædet fungerer endda fortræffeligt! Der skal arbejdes lidt på rappen i min optik, men produktionerne sidder mestendels lige i skabet på Atmosfære, der kan hentes lige her.    


Nixen - "Sans for detaljer"


"Stadig tidligt oppe som kaffe på kanden /
Og det lækkert som to lækre lebber der straffer hinanden!"

- Jeg har haft et skarpt øje rettet imod Nixen siden han udgav sin ganske fantastiske Primus EP. 
"Familie" var det første nummer jeg hørte fra hans nye EP, og det var ikke lige dén retning jeg havde håbet at se ham gå i. Bevares, teksten er super fin; det er mere den Nik & Jay'ede produktion og det lidt for letbenede omkvæd der ikke passer helt med mit billede af Nixen. Det gør "Sans for detaljer" til gengæld - for fulde gardiner! Her gør han hvad han gør bedst: rapper røven ud af bukserne på et bragende beat fra hans faste Dj Rune. Og rappe kan han æddermanme:

"Jeg old school, mætter de sultne li'som soul food /Hiphop tog mit hoved, gik kold men jeg vågen nu /Go' morgen!Sæt de fucking håndværkere i ovnen /Så det passer til min kaf' - jeg har håndværket i orden"

Jeg tør godt sige, at Nixen er strøget ind på min top 10 over bedste rappere i DK pt. Han har alt fra det legende flow og de komplicerede rimstrukturer til den hæse røst og de yderst velskrevne tekster. Hvad man også kalder "hele pakken". Han kalder det selv "blære-rap", og med god grund, for når han først går i gang rapper som om, at ingen kan stoppe ham. Følgende passage er eminent:

"Jeg' en enspænder /Skinner til de ikk' ka' se længere /Uden bling på mig /Har faktisk ingen ting på mig /Ud over et flow og et par tekster i hovedet /Idé til en EP og lidt procenter i blodet /Du kender stilen, men der' forskel på at kende den og køre den /HDKDB jeg ved præcis hvor jeg hører hjemme /Skrev Primus da min konto var i minus /Fik hjælp fra to gode venner: Rune og spiritus /Det hiphop, blandet med vinylstøj og visdom /Folk har svært ved at se mig - ledetråd: kig op!"

Hent Nixens nye EP Produkt af miljøet gratis her.

Hvis jeg skulle revidere min års-liste over 2012's 15 vigtigste danske rap numre, nu hvor jeg er blevet klogere, ville den se således ud:

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste"
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Nixen - "Sans for detaljer" 
09. KrisYo & RipClaw - "HvaErDet!Laver" 
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. Trepac - "Sur gammel mand"
12. Aesthetic feat. PS - "Jorden rundt"
13. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne" 
14. Eaggerstunn feat. Geolo G - "Kugledans"
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Trepac har også sneget sig ind på listen med sit nye nummer "Sur gammel mand", som kan hentes gratis her. Snak lige om vilde rimkonstruktioner:

"Galdesyren bobler og brænder i maven /
Jeg har hørt de nye rappere - discount udgaven /
kedelig' på alle kanter, wack-track fabrikanter /
fattigmands fordanskninger af plagieret rap der halter /
Unge uvorne, puppetære plastic gangster /
Kommer over knæet og får spanskrør og reprimander"

Det var alt for nu, Jeppe Barslund over and out  

søndag den 23. december 2012

Året der gik 2012 - Et tilbageblik



Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 
Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.


 

9.
The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual



8.
Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.



 

7.
L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   





6.
Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 



  

5.
P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 
Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER




4.
Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 
Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  




3.
Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 
Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER




2.
Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 
Læs anmeldelsen af The Heist HER.




1.
Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.



. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.
Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 


 

4.
Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.


   

3.
Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 
Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER



2.
Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 
     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 
Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      



1.  
Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.
Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!
     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come



Awesome video!


Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer
( click to enlarge )


torsdag den 13. december 2012

L'Orange - The Mad Writer


North Carolina poet og producer L'Orange har taget bestik af vinterens væsen og udgivet et koncept-album, der emmer af mørke, mystik og melankoli.
   
     The Mad Writer er resultatet af en yderst kreativ hiphop-producer med dystre tendenser, der har en dominerende kærlighed til Film Noir og jazz fra 1920-1950. Forestil jer en hiphoppet version af f.eks. Jacques Tourneur's Out of the Past fra 1947 eller Billy Wilder's klassiker Sunset Boulevard fra 1950. Med  et væld af brydstykker af filmdialog og samples, der snildt kunne stamme fra film som f.eks. førnævnte, har L'Orange skabt sin egen lille musikalske Film Noir.
Alle de rette komponenter er der: Den gennemgående dystre stemning, den selvdestruktive hovedperson, der, helt klassisk, er en forfatter på vej til at gå i hundende, den forførende femme fatale (portrætteret af Erica Lane) og så den melodramatiske atmosfære, der til tider læner sig op ad det ubehagelige, som er trukket godt og grundigt ned over fortællingen.

"A writer sits in front of his old typewriter /
Four-cornerede room in solitude is where you might find him /
Or maybe not, and there's a clueless spot /
His hands get hot as the ink drops, staring at the page he don't blink a lot"

     Der udspiller sig ikke en egentlig historie på The Mad Writer, men i højere grad, hvad der minder om brudstykker fra en. L'Orange har i højere grad sat sig for at skabe stemningsbilleder, så lytteren selv kan digte videre på de scenarier, der opstår undervejs. Lidt "hjælp" får man dog, især i form af titelnummeret, hvor yU rapper og fortæller historien om "the mad writer". Her tegner han et overordenligt grufuldt billede af en mand, der som lille blev voldtaget og misbrugt, og som har gjort en karriere ud af at kanalisere sin mørke fortid til bogform. Yderst velfortalt, rørende og med en nederdrægtig konklusion.

"... Good thing he started writing rather than holding it in..."

- Størstedelen af pladen er dog instrumental, men qua de mange vokal-samples og dialog-bidder får produktionerne tildelt så utroligt meget liv, at man faktisk ender med at glemme, at det er instrumentale beats man lægger øre til. L'Orange er ligesom Exile en mester i at få sine produktioner til at fortælle sin egen historie. Hans evne til at manipulere vokalsamples er fuldstændig fantastisk. Numre som "Nostalgia", "We Call It Despair" og "Stranger Days" er glimrende eksempler på, hvor fængende beats kan være, når man nuancerer strukturen undervejs og tager sig tid til at perfektionere detaljerigdommen.


L'Orange er sin helt egen, men hvis jeg skal sammenligne hans produktions-stil med andre beatmagere, så vil en mixtur mellem førnævnte Exile og "vores egen" Melancolia nok være den mest præcise. "Imaginary Friend" kunne med sine slæbende trommer, lækre bluesguitar-spil og mageløse leg med vokalsamples sagtens have været at finde på en Blu & Exile plade. - Ikke helt tilfældigt får L'Orange også besøg af selv samme Blu på "Alone", hvor han leverer sit A-game inden for nedtonet story telling, fuldendt med linjer som: "I do belong in my skin, then again it's just flesh / I'm 29, I can't wait to see my God and make a mess".
Melancolia-sammenligningen kommer ind på numre som "The Mad Writer", "Femme Fatale" og "The Dust Collector", hvor de mange jazz-samples, der ligger i den helt mørke ende af toneskalaen, inkorporeres med imponerende nuance. - Man kan høre det samme nummer mange gange, og stadig finde små variationer og twists i produktionen efter et dusin gennemlytninger.

I sidste ende er det denne detaljerigdom, der gør at man kan høre The Mad Writer igennem ufatteligt mange gange uden at blive træt af L'Orange. Flere numre har over 30 afspilninger i mit iTunes, og jeg imponeres stadig i skrivende stund.
Det er en tung, dyster og mørk plade, så hvis man går rundt med en vinterdepression - eller kan fornemme at der er en på vej - så vil jeg nok ikke anbefale The Mad Writer som akkompagnerende soundtrack til de næste par måneder. Til alle andre kan jeg ikke anbefale denne plade nok! Det er ganske simpelt hamrende gennemført og fantastisk flot produceret.


5/6

- Jeppe Barslund  

onsdag den 12. december 2012

Styles of Beyond - Reseda Beach


Selvom Styles of Beyond har leveret undergrunds-hiphop til den Amerikanske vestkyst i næsten 20 år, er det aldrig rigtig lykkedes dem - på en større skala - at blive til mere end "Mike Shinoda's legekammerater" og "Demigodz's rap-kumpaner". Dette skyldes nok, at højdepunktet i deres karriere netop var som dominerende features på Mike Shinodas Fort Minor plade The Rising Tied, hvor især numre som "Remember the Name" og "Believe Me" eksponerede gruppens to rappere, Ryu og Tak, til et større audiens.  Men meget mere var der vist ikke i det, og siden dengang (2005) har de gået stille med dørene op til udgivelsen af deres tredje langspiller Reseda Beach

Rent lavpraktisk er Reseda Beach et dobbelt-album, hvor første skive er det egentlige album og anden består af en samling uudgivede tracks. Stilen og lyden på de to er dog så enslydende at det hele hurtigt flyder sammen som ét album. Gruppens beat-smede Vin Skully og DJ Cheapshot står for størstedelen af pladens produktioner, men prominente navne som J Dilla, Scoop Deville, Apathy, Celph Titled og Mike Shinoda har også haft en finger med i spillet. Med hele 36 numre er det lidt af en blandet landhandel, men især på første halvdel af albummet er produktionerne overvejende skarpe. Hele ballet åbnes med den hårdtslående, sample-tunge og stryger-besmykkede "Here We Go", der sætter høje forventninger til resten af pladen.



De solide beats er heldigvis vel repræsenteret. Fra Dilla's nedbarberede nakkebrækker "Hard", "Shut Everything Down" med de skæveste fløjte-melodier man nogensinde har hørt i et hiphop-beat og "It's Us" med sit tunge guitar-riff, til den old-school bombastiske "Radio Clash" og "Dump It Down", der (selvfølgelig) handler om at fordumme sin musik for pengenes skyld, og som derfor helt perfekt sampler Family Guy helten Peter "I'm not a genius... Or is I?" Griffin's "Bird is the Word" sang.
     Der er også flere - desværre nok lidt for mange - beats, der er hurtigt glemt, og det er et af de projekter hvor man fornemmer, at det havde været gavnligt med en nedskæring i tracklisten.



Ryu og Tak er bestemt et par dygtige rappere. Rent teknisk er de faktisk mere end dygtige; de formår virkelig at holde flow-fanen højt, og der er ingen tvivl om at det er i leveringen deres absolutte force ligger. "Radio Clash" er et godt eksempel, hvor de to - umiddelbart helt uden anstrengelser - flower sig igennem det sublime beat som var det det letteste i verden:

"I ain't gotta tell 'em who I'm reppin' 'cause they know
the fellas always get the credit when it's due /
I went from independant to the biggest selling record
Ch-ch-check, haha now I'm movin' up to level two"

     Indholdsmæssigt er det lidt en anden sag. Størstedelen af Reseda Beach, der er en stor plade, kan koges ned til braggadocio-rap, hvilket gør, at man kører træt i rap, der handler om at være god til at rappe. De mest memorable stunder optræder bestemt også, når de hiver nogle mere alternative og sjove ideer og koncepter ned over deres numre. Jeg synes f.eks. at det er fantastisk, hvordan de har "spildt" et ekstremt catchy hiphop "hit" på at understrege en simpel pointe. - Nummeret, der blev brugt til at promovere albummet var "Damn", hvor de havde fået den grammy award vindende flødebolle-crooner Michael Bublé til at lægge omkvæd til - et allerhelvedes fængende omkvæd endda. På pladeversionen af "Damn" er Michael Bublé dog ingen steder at finde (det er endda komplet omkvæds-løst), og det hænger meget godt sammen med, at Styles of Beyond på det efterfølgende nummer, førnævnte "Dump It Down", fortæller hvordan de aldrig kunne finde på at lave kommerciel hiphop med fesne omkvæde leveret af fesne sangere. God humor og en rimelig original måde at fremhæve sit budskab på.

I det store hele er der dog ikke meget lyrisk guf at komme efter, rent substantielt, og det er svært at negligere fra den konkurrence som Styles of Beyond er oppe imod. Her tænker jeg (naturligvis) på deres westcoast kollega/rival Kendrick Lamar, der udgav en af de lyrisk mest gennemførte plader på nogenlunde samme tid, og i forhold til good kid, m.A.A.d city er det altså svært, for alvor at blive imponeret over Ryu og Taks rap. Skills ain't everything.

Hvis man ikke absolut kræver stimulerende indhold i sin rap, men sagtens kan nyde et solidt flow i sin reneste form uden indholdet er proportionelt imponerende, så vil jeg bestemt anbefale at man checker Reseda Beach ud, for dét er der meget af. Samlet set er jeg dog ikke ovenud imponeret. Jeg vil tage en håndfuld tracks med mig, men størstedelen ender nok i glemmekassen.

3.5/6

- Jeppe Barslund