Random Axe - s.t.

"Yo, you can't mess with the bomb shit /
Me, Guilty and Black is agressive content /
No love-letter rhymes and raps about chicks /
Just a whole lotta druggin' and thuggin' - that's it! /
You can call me one dimensional /
But ain't too much talkin' when the slug get into you"

Således introducere Sean Price sig selv og projektet Random Axe på "Random Call", og således må dagsordenen siges at være sat!

Random Axe er en hiphop trio bestående af Sean Price; en af de hårdeste New York rappere til dato, samt den hædrede Detroit-rapper Guilty Simpson og den forholdsvist nye producer/rapper Black Milk. Disse herrer har et par ting til fældes, blandt andet en forkærlighed for hårdtslående, rå hiphop, og at alle deres forrige udgivelser var ganske slatne. Black Milk's Album of the Year fra sidste år var virkelig langt fra album of the year, Guilty Simpson's O.J. Simpson, som han lavede med Madlib, var decideret ringe, og Sean Price's Kimbo Price mixtape fra 2009 var også en kedelig omgang. Men nu er de samlet under fælles fane, og resultatet er en sprudlende hiphop plade, hvor der bliver slået tænder ud med hårdkogt punchline rap over knytnæve-tunge beats, der samlet set er den bedste kollektion fra Black Milk hidtil.

Jeg synes faktisk vi skal snakke ligt om produktionerne først, for Black Milk har som sagt flækket nogle beats sammen herpå, som virkelig vil frem i verden. Det vi har med at gøre her, er intet mindre end et studie i trommeprogrammeringer. Det forholder sig ofte således når talen falder på hiphop, men hos Random Axe er det om noget trommerne, der driver værket. Det er faktisk lidt sjovt, for ved første øjekast, så synes beat'sne utroligt voluminøse og "store" i udtrykket, men sandheden er, at Black Milk kun har taget få virkemidler i brug. Han formår at få sygeligt meget lyd af ganske få instrumenter. Trommerne er overvejende organiske, hvilket sikkert er et resultat af, at han har spillet meget med liveband på det seneste, og sammen med et sparsomt arsenal af elektroniske elementer - enkelte steder krydret med samples - kreerer han et enkelt, men uhyre effektivt og umådeligt banging fundament for de to rappere, der tydeligvis hygger sig med de saftige produktioner.

De kedelige momenter er virkelig i fåtal, og med en 15-numres plade på 40 minutter, er rutsjebaneturen nok hurtigt overstået, men det er fedt hele vejen igennem.
"Random Call" blæser pladen i gang med et opløftende beat, hvor et velsamplet vokalstykke synger duet med et herligt piano-loop, over en trommeprogrammering, hvor der virkelig bliver banket igennem. Dernæst følger "Black Ops", der er en af undertegnedes absolutte favoritter, grundet det nedbarberede mellemgulvs-tampende beat. Af andre favoritter bør "Understand This" bestemt nævnes, hvis beat faktisk ikke består af andet end trommerne, og så en lille mudret computereffekt, der rumsterer i baggrunden. "Jahphy Joe" MÅ også nævnes, med sit 36 Chambers -lydende trommeloop, en velklingende Melanie Rutherford på omkvædet og en umanerlig sulten Danny Brown på gæstelisten.
Listen af herligheder er lang, og jeg kunne snildt fremhæve gode ting ved de fleste numre, men det bliver både repeterende og svært at skrive noget nyt om de forskellige trommer. Det er nok noget, der bare bør opleves first hand.

Hvad angår Sean Price og Guilty Simpson, så er Random Axe ligeledes en storslået fornøjelse. Som Sean Price siger på "Random Call" - jævnfør citatet fra starten af anmeldelsen - så er de to MC'er ikke kommet for at opfinde den dybe tallerken, - de er her for at have det sjovt, og sjovt bliver det. De er begge veteraner, og deres flow og levering alene er en sand nydelse, men når det hele krydres med agressiv, in-your-face, fråde-om-munden rap, hvor skydevåben, street mentality, weed og fald-på-halen humor er i højsædet, så er det nu engang svært ikke at holde af. Som når Sean Price rapper "I shank ya / sharpened toothbrush in the gut of a wanksta", eller når Guilty rapper "I'm blowing smoke signals at an indian broad / I told her I'm unemployed, please give me a job". - Det er dumt, men på en afvæbnende og yderst underholdende måde. På "The Karate Kid", Sean P's solobidrag, går der lidt mere storytelling i den, men egentlig kun for at forklare, hvorfor alt det andet handler om druggin' an' thuggin'. Som han rapper:

"Cowards begin rap with the wackest lines /
Smack powerfull impact when I black that eye /
Rap agressor, the God spit agressive content /
Due to my jail time and crack sold on the park bench"

Guilty har også et par solobidrag i "Never Back Down" og "4 In The Box", men han formår ikke at stå lige så standhaftigt frem som Sean P. I mine øjne er det New York'eren der tager flest kegler, men når det kommer til stykket, så bliver de fleste rappere en halv meter kortere når Sean P står ved siden af dem. Heldigvis komplimenterer de to hinanden fortrinligt, og der dyrkes meget mere tag-teaming end egentlig konkurrence, så når alt kommer til alt, så er alle vindere i Random Axe. Dette opleves især på det konceptuelle nummer "Everybody Nobody Somebody", hvor Black Milk joiner de to andre i en storm af forrygende rap.

Meget mere er der vel ikke at sige. Black Milk, Guilty Simpson og Sean Price har skabt et monster af en plade med Random Axe, som på trods af ikke at synes synderligt ambitiøs, ganske simpelt er en møgfed skive. Jeg var ikke helt overbevist i starten, men selv de numre, der til at begynde med kun fik 3 og 4 stjerner i iTunes biblioteket, har sneget sig op på den femte, og med mere end to dusin gennemlytninger og en stadigt stigende glæde ved pladen, så vil jeg bestemt mene, at en fem'er er på sin plads

5/6

- Jeppe Barslund

Black Milk - Album of the Year

Det er nok vigtigt at indlede denne anmeldelse med at redegøre for mit forhold til Black Milk. Jeg er en af de få - måske en af de eneste endda - der syntes, at han kom lidt for nemt til toppen. J Dilla var dårligt nok død før Black Milk blev udnævnt til Jay Dee's arvtager, og derfra blev han alles nye favorit producer overnight. Naturligvis synes jeg, at han har udgivet noget forrygende musik, og jeg vil gerne indrømme, at han er hjernen bag et par af mine favorit bangers, der er produceret i nyere tid. Kidz In the Hall's "Middle of the Map Pt. 1" er ubeskriveligt fed, Finale's "One Man Show" er lige i øjet, Pharoahe Monch's "Bar Tap" er en sublim sammensætning, og størstedelen af Elzhi's The Preface, med "Motown 25" i spidsen, og de rene lækkerier. Til gengæld har hans egne udgivelser været en smule lunkne. Indrømmet, jeg har ikke hørt Sound of the City og Broken Wax, men Popular Demand var hurtigt glemt, og Tronic var decideret skuffende. Overordnet set synes jeg altså ganske simpelt ikke, at han har nok exeptionelt godt materiale til at blive kaldt en af de bedste producere. Dog har han potentialet til at blive det.

Det er selvfølgelig en smagssag, og jeg ved at mange er uenige med mig, så lad os lade den ligge.

"Tell 'em all settle down /
We bringin' the real - wack niggas not allowed!"

Jeg har efterhånden modtaget en del mails, hvor folk skriver, at de gerne vil høre min mening om Album of the Year, og det virker lidt som om, at mange af dem, der har skrevet til mig, på forhånd forventer, at jeg giver pladen en tårnhøj karakter, og de lader til at håbe på, bare at kunne læne sig tilbage og læse en stor, fed, udpenslet lovprisning om, hvor hamrende fed Black Milk er, og hvor vold fed en skive Album of the Year er. Her kommer jeg nok til at skuffe jer en kende.

Der er som sagt ingen tvivl om, at Black Milk har spillet en stor rolle i 00'ernes hiphop, og han satte for alvor Detroit tilbage på kortet, efter at Eminem blev kommerciel og ligegyldig. Han har arbejdet med et bred vifte af prominente rappere, og han har især taget sig særligt godt af hans Detroit kollegaer, som Finale, Invinsible, Phat Kat, Elzhi, Royce Da 5'9'' og Guilty Simpson. Hans produktioner er utroligt let genkendelige. Han står side om side med Nottz om at bruge de tungeste trommer, og det er om noget hans evne til at programmere disse nådesløst hårdtslående beats, der har gjort ham stor. Man kan altid regne med en gedigen banger fra Milks side, og jeg er sikker på, at mangen en hiphopper er blevet udskrevet fra hospitalet med nakkekrave på.

Produktionernes skelet er på Album of the Year det samme som sædvanlig, og det er tydeligt, at hans elskede AKAI MPC-2000 XL har været ved hans side hele vejen igennem. Hvad der differentiere processen denne gang fra tidligere er, at han har hevet adskillige studiemusikere ind for at få nogle live instrumentation over hans beats. Det gør egentlig ikke den store forskel, men på enkelte numre får man serveret lidt ekstra organisk musik. "Gospel Psychedelic Rock" og "Closed Chapter" er begge båret op af rockguitarer, og "Distortion" afsluttes med en afdæmpet funkguitar solo. På andre skæringer kammer det for mit vedkommende over, da Milk har fået percussion trommer ind over hans egne, i forvejen dominerende trommer, og det resulterer i værste tilfælde, som på "Keep Going", i decideret uudholdelige musik. Liveinstrumenterne fylder dog ikke så meget igen, og størstedelen er pladen er pure Black Milk. Til gengæld er det til tider en smule uoriginalt og kedeligt i forhold til hvad man før har hørt fra ham. "Deadly Medley" er fx et godt håndværk, men sammenlignet med førnævnte "Middle of the Map Pt. 1" blegner det en smule, og så tror jeg endda at det er samme sample, der bruges. Pladens uden sammenligning stærkeste track er "Black & Brown", der som det eneste nummer rummer den råstyrke og beat-brutalitet, som jeg elsker fra Black Milk. Af andre highlights kan "Welcome (Gotta Go)" og "Over Again" nævnes, men resten af pladen er produktionsmæssigt efter min mening for unuanceret og middelmådig.
Rapdelen er heller ikke just noget at råbe hurra for. Black Milk er bedre end gennemsnittet, men han har hverken attitude eller skills nok til at udmærke sig yderligere. Royce Da 5'9'', Elzhi og Danny Brown outshiner ham da også med flere længder. Stod det til mig skulle Black Milk have gjort som Apollo Brown (som bliver anmeldt næst), nemlig finpudset produktionerne fremfor at bruge tid på at skrive tekster, som i bund og grund ikke er memorable nok til, at det er dét man husker ham for. Når alt kommer til alt så tænker man jo 'producer' når Milk nævnes, og ikke 'mc' - og det er der en god grund til.

Album of the Year er langt fra album of the year. Black Milk er for dygtig og erfaren til at lave noget decideret dårligt, men jeg må alligevel tilstå, at Album of the Year gjorde et overraskende svagt indtryk på mig. Den er blevet hørt igennem det dusin gange det kræver at kunne udtale sig ordenligt om det, men meget mere tror jeg heller ikke det bliver til. The Reset skal tilbage på anlægget omgående....

3.5/6