Hvis Drake er kongen af selv-hypede kunstnere, så må B.o.B. være prinsen. Ligesom Drake har han virkelig forstået hvor mægtigt internettet er, når det kommer til promotion. Han har lagt fire gratis mixtape ud i løbet af tre år, og har samtidig udgivet to EP'er. XXL magazine udråbte ham til en af "The 10 Freshmen" sammen med blandt andre Blu, og folk som Eminem og T.I. er stået frem og sagt, at han er et af hiphoppens største håb.
Og jeg forstår sådan set godt, hvorfor han er blevet så stor, så hurtigt. Han er jo faktisk enormt dygtig. Han skriver, producerer, rapper, synger og spiller flere instrumenter til perfektion, så der er ikke noget at sige til, at denne one man army har stormet frem i så stor stil. Desværre lader det ikke til, at B.o.B. selv ved, hvad han egentlig har mest lyst til at kalde sig. Sanger? Rapper? Pop artist? Eftersom jeg anmelder pladen her på bloggen må man umiddelbart antage, at det er en Hip Hop/Rap plade, men det er det på ingen måde. Det her er pop. Og nej, lad os ikke kaste os ud i "hvornår er det pop og hvornår er det hiphop" -diskussionen, for den plejer at være meget lang. - Ja, han har et fedt flow, der uden tvivl kvalificerer ham som rapper. Ja, produktionerne er rimelig hiphop'ede. Men hele skarbelonen som dette projekt er bygget op om er pop. Rødglødende, pengeindbringende, omkvæd-som-teenagepigerne-kan-synge-med-på-venlig radio pop. Er man til dét, så har man her et sprødt album!
Regner man derimod med, at man skal til at sætte årets hiphop album på, så vil skuffelserne oversvømme en. The Adventures of Bobby Ray åbnes med "Don't Let Me Fall", der ligesåvel kunne have været en Cheryl Cole eller Leona Lewis hitsingle. Efterfølgende kommer radiohittet "Nothin' On You" med Bruno Mars, der blandt andet var manden bag Flo Rida's "Right Round". Der er ikke meget hiphop over gæstelisten generelt. Weezer's Rivers Cuomo er med på "Magic", Paramore's Hayley Williams synger omkvæd på "Airplanes", og Ricco Barrino, der er bror til Fantasia, vinderen af American Idol, hjælper til på "5th Dimension". De største momenter er når real hip hop is in the house, - når Lupe Fiasco kigger forbi på en ellers kedelig "Past My Shades" og når Eminem gør rent bord på "Airplanes Pt. ll". Stort bliver det også når Janelle Monáe udlåner hendes skønne vokal på "The Kids", der dog mest af alt lyder som en folkeskolesang.
Det helt store problem med The Adventures of Bobby Ray er, at det er én stor facade. Det hele er pakket godt og grundigt ind i mainstream produktioner og radiovenlige omkvæd, for hvis man river facaden af, dykker ned i næste lag og går på opdagelse i detaljerne, så vil man finde ud af, at der absolut intet er at finde. Det er skræmmende så lidt B.o.B. har at sige. Tag fx et nummer som "Bet I"; fedt beat, og B.o.B. og T.I. flower rimelig fedt. Men hold on a minute, så checker man lige hvad de rent faktisk siger;
"When I come to the port this is my sport /
B dot O-B so bet I'm gone /
Bet I'm on a brand new plane /
Bet I'm in a whole different zone /
I ain't really from this place, so I'm up all night long /
Really up in outerspace, really ain't got no home /
Really I'm a saint, bet I'm blown /
Bet I'm thrown, up to the sky over the ocean so I fly /
Where ever I'm going when I fly bet I'm focused /
If it's fire, bet I roll it /
Matter fact... you can bet I bust"
What?! Han siger jo intet! Det er faktisk komisk så dårligt skrevet det er. Og tro mig når jeg siger, at dette ikke er det eneste eksempel. De grinagtigt fjollede vers er strøet ud over hele pladen. Når så teksterne faktisk giver mening, så er de skrevet som var målgruppen børn. Tag fx "Lovelier Than You"; en charmerende melodi, hvis tekst ikke kunne være mere lallende sukkersød. Og det samme gør sig gældende for "Don't Let Me Fall", "I'll Be In the Sky", "Magic" og "Fame".
Jeg har aldrig været den store fan af B.o.B, og jeg er ikke en af dem, der har fulgt ham siden første mixtape, og ventet utålmodigt på debuten. Jeg havde derfor ingen forventninger til The Adventures of Bobby Ray, og er derfor ikke skuffet. Jo, måske skuffet over at have spenderet 150 kroner på så ligegyldig og overfladisk en hip-pop plade. Uden tøven en af årets kedeligste plader. Maybe next time Bobby...
