Naledge og Double-O er tilbage efter et par år, og sjældent er dagsordenen ændret så drastisk for en gruppe på så kort tid.
Da de i 2006 udgav deres debut "School Was My Hustle", som jeg her på siden har givet 4.5/6 (hvilket er lidt sparsomt, det kunne godt have været 5/6) var de helt nye og jomfruelige i gamet, og til al deres held var de blevet spået en så lys fremtid, at Rawkus Records imødekom dem med åbne arme, selvom deres CV var så rent som en babys samvittighed.
Ingen kendte features på overhovedet, og samtlige produktioner var fremskabt af Double-O, hvor Naledge ligeledes håndterede den lyriske del fuldt ud.
Sådan ser det ikke ud længere. Deres andet udspil "The In Crowd" er spækket med gæstefeatures, både på den verbale såvel som den musikalske side, og man kan fra første nummer af mærke, at de to knægte pludselig er blevet en hel del tungere.
På den musikalske front er der sket en hel del. Hvor Double-O før lavede meget tilbagelænede, melodiske og letflydende beats, har han nu taget et skridt i en anden retning. Lyden er faktisk utroligt ændret siden sidst. Til det gode skal dertil tilføjes. Jeg var vild med produktionerne på "School Was My Hustle", men den nye stil falder i høj grad også i min smag.
Albummet åbnes med det muntre nummer "The Blackout", hvor en akoustisk bas får frit løb over en start 90'er - Public Enemy agtigt - "lyd". Sådan en lang semi-tinitus ligende lyd, der, selvom den ligeved-og-næsten bliver irreterende, fører tankerne hen på den lækre old school hip hop lyd.
På det eminente "Papertrail" med Littlebrother's Phonte, får især horn lov til at pryde lydsporende. Det melodiske touch har ikke forladt Double-O, han formidler det bare på en anden måde end tidligere.
På "Lucifers Joy Ride" kigger Gym Class Heroes' Travis McCoy forbi og bidrager med hans sædvanlige underholdende person. Også her er produktionen lige i øjet, og lyden er næsten som taget fra "As Cruel As School Children".
På den intet mindre end mesterlige "Mr. Alladatshit" tilføjer Double-O et strygerensemble, der lyder så støvet at man skulle tro det var en overspillet LP han har samplet fra. Dette resulterer også i noget der kunne have været fra midt-halvfemserne, hvilket faktisk er ret generelt for hele albummet. Det er lavet med en vis respekt for deres dengang-banebrydende kollegaer. Men selvom mange elementer er taget fra de gyldne dage, så formår Double-O alligevel næsten altid, primært via trommeprogrammering og basgange, at holde et nutidigt pust i produktionerne, hvilket til tider resulterer i en af de friskeste lyde jeg har hørt i lange tider.
Black Milk har også været forbi studiet, og hans tilstedeværelse har resulteret i albummets højdepunkt, i form af nummeret "Middle of the Map pt. 1" som han har co-produceret. Det er v-i-r-k-e-l-i-g en banger, og beatet er sat sammen som intet mindre end en drøm.
En anden af albummets absolutte guldklumper er nummeret "The Pledge" som har New Yorks undergrunds darling Sean Price med på, sammen med hans partner Buckshot. Beatet er enestående, og de tre rappere leverer bundsolide linjer.
- Måske burde jeg rette det ovenstående udsagn om, at "Middle of the Map pt. 1" er albummets højdepunkt. Dette er både rigtigt og forkert (!?). Def Jux præsidenten El-P har nemlig også kigget forbi studiet, og han har lavet et remix af førstesinglen "Drivin' Down the Block", som desværre ikke er med på albummet. Man kan høre nummeret en million steder på nettet, og det er uden tvivl et af de bedste hip hop numre der er kommet ud af "2 Double-0 8". Som Naledge starter; "It's the flicker of the year / flickin with my ear make a hater shed a tear". He's just about right. Havde det været med på albummet ville det være kronjuvelen, men da det ikke er at finde er det stadig "Middle of the Map pt. 1", der holder den fornemme titel.
Som så mange andre rappere, hjælper Kidz in the Hall også Barak Obama med hans kamp for at vinde præsident embedet. Det har de fået nummeret "Work To Do (Obama Campaign)" ud af, hvilket må siges at være albummets mest muntre skæring. Som Naledge siger i starten, helt simpelt, "I like that sample man", og det ER virkelig sådan et sample, der får det brede smil frem.
Alt i alt er "The In Crowd" et ganske udmærket album. Produktionerne er meget varieret og generelt af meget høj kvalitet. Lyrisk set er Naledge også udmærket. Ikke den store poet, men et lækkert flow, og rim og tekster der både underholder og byder på eftertænksomhed. Som sagt er antallet af gæsterappere bemærkelsesværdigt. De mange featuretter, der blandt andet består af Masta Ace, Camp Lo, Estelle, Pusha-T, Bun B og førnævnte Sean Price, Buckshot og Phonte, har både en negativ og en positiv effekt. Det er en god ting at have så mange kendte personer med. Det giver gode variationer på den lyriske side, men også på den kreative. Og overordnet set virker albummet en del "større" end "School Was My Hustle".
Bagsiden af det er, at samtlige gæsterappere formår at overgå Naledge. Dette er uheldigt, idet Naledge ikke er en dårlig rapper, men de andre ganske simpelt bare er bedre, på hver deres front.
Men et godt andetudspil fra duoen, ingen tvivl om det.
4.5/6
