Da jeg sidste år hørte Tragedy & Dope, efter at have hørt om den via QN5, blev jeg mildest talt utroligt glad for at være blevet introduceret for JustMe.; en hamrende dygtig, komplet uprætentiøs rapper med begge fødder plantet solidt på jorden. Efter at Tragedy & Dope havde fået en god del rotationer måtte jeg tilbage i kataloget og have fat i JustMe’s ældre materiale, - og jeg må allerede her opfordre jer til at gøre det samme, for det er ganske vildt hvad manden har stået figur til.
JustMe udgør et af kernemedlemmerne af Scribbling Idiots, der må beskrives som værende en af nyere tids allerbedste undergrunds supergrupper. Side om side med rapperne Cas Metah, Theory Hazit, Wonder Brown, Mouth Warren, Kaboose, Elias, Ruffian og producerne MattmaN og Re:Flex udgav gruppen undergrundsklassikeren The Have Nots i 2008 (måske i 2007, det er mærkværdigt nok ikke helt tydeligt?!).
JustMe’s debutalbum One Man’s Trash blev udgivet et par år forinden, men klientellet er det nøjagtigt samme, og kvaliteten mindst lige så høj.
Justin Long, som er vor hovedpersons borgerlige navn, udgør en del af det hiphop segment jeg plejer at placere under ”substantiel og social-bevidst undergrunds hiphop uden dikkedarer med et glimt i øjet” (!). Det her er rap, rappet af et ganske almindeligt hverdags-menneske, der elsker at rappe, men som godt ved, at han nok aldrig kommer til at leve fedt af det, og det er altså befriende. – Altså at få serveret bundsolid hiphop af en, der på mange måder minder om én selv. Godt nok har JustMe oplevet og været en del af samfundets vrangside (lyt til hans ”The Prodigal”), men han er sluppet ud af det, og rapper på One Man’s Trash om alt fra hans fortid på gadehjørnet, til det mest basale everyday stuff, som alle bør kunne relatere til.
Og JustMe’s største force er netop at kunne give alle emner et enten interessant eller humoristisk twist, og det er sådan set lige meget hvad han rapper om, på One Man’s Trash gør han det strålende over hele feltet. Tag bare et nummer som ”Just Playin” hvor han rapper om alle de ting han negligere til fordel for at spille playstation. Hvis man kan slippe fra det med et grinende publikum, så besidder man en gave, og lad mig bare afsløre, at jeg da grinede undervejs.
Som det også er tilfældet med mange af de andre kunstnere, der opererer inde for Illect Recordings døre, så er der også et tydeligt snert af religiøs indflydelse. Theory Hazit’s Extra Credit var stort set én stor christian rap plade, - JustMe bruger det ikke helt så meget, men det er et emne, der går igen og igen. Ikke på den prædikende måde, men som værktøj for bedre at definere sin tilgang til rap-gamet og sit liv generelt. På ”Shallow Dreams” rapper han om hvorfor man bør stile efter betydningsfulde ting i livet frem for materielle goder og glitter og glamour. Et emne vi vist godt kan blive enige om, at vi har hørt før, men sjældent leveret med så overlegen snilde som JustMe, der virkelig folder sig ud, blandt andet med følgende linjer, hvis afsluttende rimstruktur er i en klasse for sig:
”All daya
You praya
To be a ballplaya
Rhymesaya
I’ll paya
To be a brick-laya
You saya
“Heck yeaya”
‘Cause that’s betta
Than havin’ no cheddar and /
Being a veteran /
Of the rapgame that’s lame /
At the same time you could never be quite sure of the fame /
I’m sayin’ /
Do yourself and not your occupasion /
You’re better defined by what you put your faith in”
Tag en lytter her:
JustMe har ikke som sådan noget fjendtligt forhold til kommercielle rappere, der laver music for pengenes skyld. Han har en meget tilbagelænet måde at ryste på hovedet af dem, og det er tydeligt at han tænker ”their loss”, i stedet for at råbe om omkring det. Han gør det endda med enorme mængder humor, der understreger den på-hoved-rystende effekt. På ”Favorite Rapper” lyder det eminente omkvæd:
”You are my favorite rapper /
And your arrogance doesn’t even matter /
‘Cause your meant to be way bigger and badder /
Than any other cat that grabbed the Mic /
….. (yeah right)”
På min personlige favorit skæring “Low Budget” fletter han et suverænt andet vers sammen, hvor han namedropper nogle af hans virkelige favorite rappers, genialt skjult i et væld af linjer med dobbelt-betydning. Nu skriver jeg ikke navnene sådan som de rigtigt staves, men se hvor mange i kan få øje på:
”I see low green, I see no money in sight /
Just another unsigned rhymesayer tryna’ get by /
All my bright ideas and abilities /
No pioneers in this atmosphere with me /
Minimal kinects on my deck means /
If your pioneers ain’t feelin’ me, ya ears ain’t hearin’ me /
But I’m here to breathe vast air /
Just gotta keep these cats past steerin’ at my once classic /
Jurassic five your old sack, fuck fascists /
Call me a common outcast /
Cause I’m such a cashless has-been /
That I haven’t spent fifty cent on a pack of M&M’s or lifesavers /
Since the 8th grade before I gave the lyrics born soul position”
(Ikke helt sikker på 'fascist'-linjen, men i forståer pointen)
Sagt kort og godt, så er One Man’s Trash en plade, der er fyldt med lyrisk guf. JustMe skifter imellem at rappe som den laid back joviale rapper, til den mere komplicerede tekniske MC, og det virker ærlig talt som om, at alt han gør bare lykkedes til fulde.
Pladen er ligeledes besmykket med et udsøgt producer-hold. Det er low-key jazz/blues møder nedtonet, sample-baseret hiphop. Der er ikke nogen tonstunge nakkebrækkerer herpå, ej heller overdramatiserede kompositioner med strygere og børnekor. Det er helt enkelt små perler af nedbarberede beats, der komplimenterer JustMe’s fortællinger. Den røde tråd er uhyre tydelig, og helhedsbilledet er uvant kohærent. Man kan godt høre, at de bidragende producere ikke er blandt branchens dyreste, men dette skal faktisk – måske lidt mærkeligt – forstås positivt! Det, at der ikke er anvendt million dollar equipment og dyre studiemusikere gør bare, at de beatmagere, der er at finde på One Man’s Trash, er nogle af de allerdygtigste, når det kommer til at få det ultimativt bedste ud af lav budgets elementerne. Rusty Crates, Re.Flex, MattmaN, Theory Hazit, Deacon the Villain og JustMe selv er krediteret, og de leverer alle top-klasse produktioner. Jeg mener det seriøst, intet er under fantastisk her. Lækre beats, der bare glider ind og ud af hinanden. Det er næsten formålsløst at fremhæve specifikke sange for deres produktioner, for det er en yderst fornøjelig tur fra start til slut og tilfredsstillelses-faktoren peaker så mange gange, at det ville være langt nemmere bare at købe skiven og opleve det på egen hånd.
I må og skal simpelthen høre JustMe’s debutalbum. Jeg æder min egen hat hvis I ikke kan lide den – I KNOW you will! - Sublim undergrunds hiphop i sin reneste form, og ligesom The Have Nots, som nævnt i starten, er dette på alle tænkelig måder en lille klassiker.
5/6
One Man's Trash kan købes via Amazon.com (til under 1$!!) eller på iTunes.
#gørdetgørdetgørdetgørdet
- Jeppe Barslund
One Man's Trash kan købes via Amazon.com (til under 1$!!) eller på iTunes.
#gørdetgørdetgørdetgørdet
- Jeppe Barslund
