Året der gik: 2016

"To be honest, only an asshole would be thankful for a year like this". Sådan lød det tørt og kontant fra talk-show-værten Trevor Noah i en af hans december-udsendelser, og ser man tilbage på året 2016 og nogle af dens hovedoverskrifter, tegner der sig rigtig nok på mange områder et billede af et år, som vi nok ikke kommer til at se tilbage på med længsel og savn. 

David Bowie, Prince, Leonard Cohen, George Michael, Alan Rickman, Carrie Fisher, Anton Yelchin, Harper Lee, Umberto Eco og Mohamed Ali døde. Storbritannien forlod EU-samarbejdet i 'Brexit'-fadæsen. Borgerkrigen i Syrien blev et internationalt kogepunkt. hvor umenneskelighed nåede nye højder. Race-profilering og politivold fortsatte i USA, og ofre som Alton Sterling, Philando Castile, Charles Kinsey og Terrence Crutcher, der alle på nær en blev mejet ned i koldt blod, blev tilføjelser til en kedelig statistik. Über-røvhullet Martin Shkreli blev frikendt for anklager om svindel. Fona drejede nøglen om. Undergroundhiphop.com drejede nøglen om. Daniel Carlsen og Danskernes Parti introducerede eksplicit nationalistisk ekstremisme til dansk politik, der allerede, med nul-sympati for Syriens ofre, nye, nyttesløse ministerposter og et lavpandet uddannelsesloft, synes at have ramt et historisk lavpunkt. Trump vinder det amerikanske valg, og har allerede inden overtagelsen af det Hvide Hus givet ethvert fornuftigt tænkende individ mere end god grund til at bide negle over de umiddelbare fremtidsudsigter. Så ja, på rigtig mange måder: fuck 2016! 

Men des voldsommere dårligdommen, jo større bliver trangen og behovet for det gode, og måske af den grund har man set på årets forskellige lyspunkter med skærpet fokus. Jeg kigger i hvert fald tilbage på 2016 som et fænomenalt godt år for hiphop. Et forrygende år, med oceaner af fantastisk musik. Det utvetydige bevis på dette er, at det har været decideret svært at stykke de traditionsrige to top 10'er sammen. Ikke desto mindre følger de her.

Top 10 dansk hiphop

10. Carl Knast - Fejl 40/Fejl fyrre + 
Def Star Audio Emperor - God Yells: Drill Darwin's Asshole

Det er måske en smule besynderligt at lade to plader dele en plads på listen, men for mig er der, set bort fra selve musikken, flere ligheder at drage mellem Carl Knasts Fejl 40/Fejl Fyrre og Def Star Audio Emperor's God Yells: Drill Darwin's Asshole, som gør det plausibelt at nævne begge plader i ét åndedrag. Echo Out har længe været et pladeselskab, der, som det ofte er kutyme i undergrunden, financierer deres pladeudgivelser ved salget af den foregående plade. Men med disse to plader, der begge er så pilskæve i deres udtryk og lyd, at man længe inden pladerne er blevet trykt har givet afkald på et større salg, viser Echo Out et hidtil uset overskud, både økonomisk og kunstnerisk, og det er fantastisk at opleve. Og nå ja, så er de begge bundsolide: Carl Knast med sit format-udfordrende og genre-uladesigbegrænsende udtryk, og Def Star med sin lige dele lumre og klassisk tænkte lyd, der bedst kan beskrives som Bang Bros møder spillen med musklerne møder nedtonet lounge-stemning - mærkværdigt og højst interessant.  

9. Machacha - Tigerblod

Mange kunstnere tænker fremadrettet i disse tider, hvilket er både vigtigt og nødvendigt, men nogle er også nødt til at gøde rødderne og holde det originale ved lige. Dén tjans pådrog Machacha sig og udgav et gedigent boom-bap, backpack'er rap-album, hvor han over tolv skæringer og med en god håndfuld prominente gæster serverer rigtig rap for folk, der kan lide rigtig rap (som C-Style formulerer det). Tigerblod er ganske enkelt bare en kanon fed rap-plade, der ikke forsøger at være andet end det, den giver sig ud for: rendyrket hiphop.

8. Torden & Lynild - Sky til jord

Trepac og Melancolias samarbejde som Torden & Lynild har været længe undervejs, ja vistnok færdigt i længere tid, men 2016 blev året hvor Sky til jord landede, og det skulle knap så overraskende vise sig at være en ganske fornuftig affære. Få én-rapper-én-producer -konstellationer komplimenterer hinanden så fortrinligt som disse herrer, der har fundet et fælles ståsted, hvor de får deres lyd til at gå op i en højere enhed, hvilket kommer til udtryk på blandt andet "Tilbagetog", "Undermenneske" og "Ledte efter noget", hvor man svært kan forlange mere. Som samlet plade er jeg dog rørende enig i landets skarpeste anmelder Maja Hirani når hun skriver, at hverken tekstunivers og lyd helt formår at fastholde intensiteten albummet ud. Man ender dermed med at sidde med et album, der har mange øjeblikke af svimlende høj kvalitet, men som i sin helhed flirter med det repetende og læner sig op ad det unødvendigt tunge. 

7. Esben & Loke Deph - Weekendmixtape Vol. 3 + 4

At kalde Esben og Loke Deph's Weekend Mixtape -serie for et 'hiphop-frikvarter' ville være at forklejne kvaliteten på de indtil videre fire mixtapes, men ikke desto mindre er der en stemning omkring disse udgivelser, der lugter langt væk af frirum, krea-værksted og frimodig eksperimenteren. I år er vi blevet beriget med Mixtape #3, Parnasset, og #4, Ydmyg, der, selv forklædt som afbræk fra "rigtige" projekter, har budt på noget af det skarpeste og mest vellydende hiphop i år. Album covers'ne er fjollede, musikken ligger udelukkende som ét langt track på soundcloud (læs: besværligt) og titlerne på numrene synes højst aparte - alligevel drages man af skidtet som en skade på jagt efter det, der funkler og glitrer, for dét er faktisk præcis hvad disse mixtapes gør i sidste ende, hvilket velsagtens vidner om et farligt talent og overskud.

6. Manky & Lord Akton - Manky x Akton (PSYK08)

Årets måske mest oversete og forbigåede udgivelse kom fra Psykofarmakarisma, da producer-extraordinaire Lord Akton og tidligere Intelligent Pushing bagmand Manky udgav Manky x Akton (PSYK08). Et sumpet og perplekst værk, hvor lytteren inviteres ind i en tilrøget, lo-fi og jazz-snusket hiphop-verden. Numrene er alle ganske korte og strukturen synes nærmest diffus, men håndværket er af ypperlig kvalitet; produktionerne kommer fra en mester og rappen leveres kontant og uden omsvøb - og den røde tråd er klar som bare pokker, hvilket i sidste ende gør Manky x Akton til et helstøbt værk, der for hvert gennemlyt åbner sig langsomt for lytteren. 

5. Binær - Umage

Mund De Carlo og Trepac tog i 2016 hinanden i hånden som Binær og blev enige om at forsøge at tage ekvilibristisk rap-teknik til et nyt niveau. Resultatet blev albummet Umage, hvor de på alle leder og kanter gjorde det klart, at de er enevældige i nørdet rim-teknik og tungevridende flow-stykker. De formåede i høj grad at få det bedste ud af hinanden: de er hinandens rap-idoler, hvilket udmundede sig på produktiv vis ved, at de hver især bestræbte sig på at imponere hinanden. Produktionerne er flere steder fantastiske, men overordnet set ikke helt on par med rapperne, men er det gedigen og skarpskåret rap man leder efter, så var Binær uden tvivl 2016s match made in heaven. Læs anmeldelsen her.

4. Keis Khatib - Zone 2

Hvis man førhen har gået og undret sig over, hvordan det ville lyde hvis en dansk rapper skulle lave en pendant til de mange New York-repræsentationer, der fyldte i 90'ernes østkyst-hiphop, så gav Keis Khatib et umanerlig godt bud på netop det med Zone 2, der er intet mindre end en NY-inspireret ode til Nørrebro. Produktionerne, som han mestendels selv står for, er simpelt skåret, med støvede trommer, dybe basgange og et sparsomt men uhyre velvalgt kartotek af samples, primært i den jazz'ede ende, og med sin hæse vokal og afslappede levering står det soleklart, at Keis Khatib er vokset op med blandt andet Nas i sine høretelefoner. Zone 2 har alt andet end store favntag og brede skuldre, og deri ligger en stor del af charmen: dette er soundtracket til en rolig tur igennem 2200, hvor man kan lade sig suge ind i det stille univers og dvæle ved den autentiske lyd, de både implicitte og absolut eksplicette referencer til diverse 90'er-rapikoner, og i ro og mag minde sig selv om, hvor vidunderligt hiphop lød i 90'erne. Keis Khatib og Green Shades Music har lavet en lille perle med Zone 2, som skal høres.    

3. Ham Den Lange - Dagbog fra en flygtningelejr

Årets vigtigste, mest aktuelle og rørende fortælling kom fra Ham Den Lange, der med Dagbog fra en flygtningelejr indvilgede os alle i sine oplevelser fra flygtningelejrene på de Græske øer. Det er mesterligt fortalt; man bjergtages af de tragiske historier og de forskellige personer, man præsenteres for undervejs, og man skal vitterlig være en kold skid for ikke at blive berørt undervejs. Som lytteoplevelse er Dagbog fra en flygtningelejr en first! i dansk rap; aldrig har man hørt noget lignende, og selvom omstændighederne er beklagelige er det fantastisk at opleve rap som håndværk blive brugt til noget nyt og ikke mindst særdeles meningsfuldt. Som der helt rigtigt blev skrevet som kommentar til denne blogs anmeldelse, er dette en plade, der kun er grunde til at købe. Læs anmeldelsen her.

2. Kaput - Sputnik

Årets 2. plads kommer nok som lidt af en overraskelse. Her mener jeg ikke 2.-plads-placeringen men selve udgivelsen, der ikke er udkommet, endsige annonceret endnu. Det vil nok glæde de fleste at høre, at den i undergrunden feterede gruppe Kaput (bestående af Boone, Loke Deph og Esben) udgiver deres debutalbum Sputnik nytårsdag, få øjeblikke inden hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. indleder sin nytårstale. Hungeren og desperationen efter en langspiller fra Kaput har været total lige siden numre som "Tupak" og "Noia" ramte youtube for en håndfuld år siden og med et trylleslag gav Kaput kultstatus, og med projekter som Esben og Boones Skoerbug og Skub Roeg EP'er samt Esben og Loke Deph's Weekend mixtapes som kreative legepladser, har de finpudset deres i forvejen unikke udtryk og udgiver med Sputnik et sublimt album, der så rigeligt er ventetiden værd. Synergien sprudler, produktionerne knitrer som ønsket og overrasker som håbet, og lyrikken forundrer og forbløffer, helt som man er blevet vandt til at elske det: "Jeg har det li'som Gud, det' lige ud af tegneserier / Alle er kaput på Sputnik charter-ferier". - Formidabelt album, som jeg glæder mig til at skrælle flere lag af og anmelde for jer engang i det nye år.

1. Loke Deph - Malstrøm/Beluga

Med al den fantastiske danske rap som vi er blevet udsat for i 2016, er det en bedrift af de helt store at skabe et album, der så overlegent og så utvetydigt har efterladt alt andet i skyggen af sin storhed. Loke Deph begik i selskab med producerne Boone og Telepa-T et monumentalt værk med Malstrøm/Beluga, som i min optik gør sig som et af de mest helstøbte, originale, gennemgribende og yderliggående i dansk rap historie. Det er et halvt år siden jeg anmeldte pladen og gav den topkarakteren 6/6, og jeg har stadig ikke fået armene ned. "Malstrøm/Beluga er kort sagt en grandiost fuldendt debut, der i min optik er klassiker-betegnelsen værdig" lød det blandt andet i anmeldelsen, og jeg har kun ét yderligere ord at supplere med: bravo. Læs anmeldelsen her.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Esben & Boone's Skub Roeg EP (læs anmeldelse), Mund De Carlo's Ja Nej Måske EP (læs anmeldelse), Particle Man, DJ FMD & Zade One's Still Care, Manus Bell's Galvanize, Dødssejlerens Spøgelser (læs anmeldelse), Lars EFX/Clockworks 12 timer og Boone's Gennem Brud EP

. . . . . . . . . .

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Emapea - Seeds, Roots & Fruits

Selvom der er udkommet meget lyrisk fortræffelig rap i 2016, har jeg ikke kunne fuldgøre denne liste uden instrumental-albummet Seeds, Roots & Fruits. Bagmanden er den polske beatsmed Emapea, der har begået et voldsomt gennemført og mangefacetteret instrumental-projekt, hvor han favner bemærkelsesværdigt bredt og kommer i mål med det hele. Fra behagelig Dave Brubeck lydende jazz på åbneren "Laka" over støvet 90'er boom-bap på "Ruffneck Madness" til syre-jazz, trip-hop og 80'er-lydende fandenivoldskhed á lá N.W.A. på "What the Funk". Mange stilarter indenfor hiphop-spektret er pakket sammen på Seeds, Roots & Fruits, og ikke alene lyder det hele godt hver for sig, som helhed spiller albummet fantastisk godt. 

9. Ed Scissor & Lamp Lighter - Tell Them It's Winter

Få producere har i 2016 skabt noget så stort og skabende som Lamp Lighter på Tell Them It's Winter. Lige fra de sprukne klavertangenter gør deres entré på åbneren "Grandzeen" ved man, at man står med noget "anderledes" foran sig, og dét bliver bekræftet tifold over albummets følgende ni skæringer, hvor man suges ind i en dyster, melankolsk og frostklar verden, der ingenlunde minder om noget man har hørt før. Ed Scissor ligger sig i det scinematiske landskab som en tyk tåge, og formår med sin apatiske vokal og nærmest sløve levering at komplimentere de produktioner til perfektion. Lyrikken er malende og poetisk. Det er ikke alt, der umiddelbart giver mening, men man fornemmer meget, og dét giver anled til utallige gensyn med Tell Them It's Winter.   

8. Juju Rogers & Bluestaeb - Lost In Translation (LIT)

Det første reelle samarbejde mellem den tysk-amerikanske rapper JuJu Rogers og den tyske producer Bluestaeb er et kort et af slagsen, men udtryk som "less is more" og "kvalitet over kvantitet" er opfundet til plader som Lost In Translation. Det tager dem ikke mere end ti numre, hvoraf fem bærer rap og fem er instrumentale interludes, at overbevise en om, at kemien er særdeles sublim og at de er i stand til at levere noget af det bedste hiphop idag. Få kan røre Bluestaeb når det kommer til basgange og trommer, og når han samtidig har arbejdet sig frem til at blive en umådelig melodisk fætter hvad angår klaverspil, blæsere og samples, så kan man levere på et farligt højt plan. Og ingen er bedre til at berige produktionerne med rap end Juju Rogers, der har en autentisk og klassisk tilgang til at skrive rim, og hvis levering sidder lige i skabet på samtlige tracks han giver sig i kast med. Jo, den er kort, men fy føj hvor er Lost In Translation en dejlig plade! 

7. Kanye West - The Life of Pablo

Årets vel nok mest omdiskuterede plade The Life of Pablo, kom ikke overraskende fra hiphoppens mest omdiskuterede kunstner: Kanye West. På den ene side én stor pærevælling, på den anden side et spøjst komplekst album, der virkelig sætter lytteren på en prøve. Et album, der er nemt at hade og kræver lidt ekstra at elske, men som jeg personligt har hørt umenneskeligt meget; måske mere end noget andet i år, med listens førsteplads som undtagelse. Som altid er der noget sært dragende over West's måde at tænke musik på. The Life of Pablo er velsagtens det første album, der konstant har formeret, forandret og revideret sig selv, og selv nu, længe efter den oprindelige Tidal-udgivelse, er det ikke til at vide, om man har hørt den endelige version - eller om der nogensinde kommer en endelig version. Hvorom alting er serverede West med TLOP et virvar af både skarpe og infantile tekster, vidunderligt komponerede hiphop-beats og bizarre hip-pop-eskapader. Det hele var og er meget mærkeligt, men det ændrer ikke på, at jeg stadig lytter til det og synes det er hammer fedt, trods åbenlyse skønhedspletter. Læs anmeldelsen her. 

6. Dream Junkies - Good Religion

Good Religion er ikke et fejlfrit album, men når Beleaf, John Givez og Ruslan er gode, gør de sig som leverandører af noget af det hiphop, der går renest ind hos undertegnede. Om det er triple-espresso-shot-energi på "I Got the Juice", Outkast-lydende legesyge på "Boogie Man", komik på højt plan nedarvet fra The Pharcyde og A Tribe Called Quest på "Show Biz" eller højmelodisk vellyd på "All's I Need", så er det lige dele genre- og livsbekræftende. Dream Junkies fortsætter med at være de klarest lysende stjerner på vestkysten, selvom størstedelen af verden stadig har dem til gode. Læs anmeldelsen her.   

5. Ugly Heroes - Everything In Between

"Hverdags-heltenes talerørs-trio er endnu engang forenet, og det lyder kort sagt bedre end nogensinde før". Sådan lød det blandt andet, da jeg anmeldte Ugly Heroes' Everything In Between tilbage i juli. Og rigtigt nok: Red Pill og Verbal Kent's historie sidder stadig fast i erindringen, og Apollo Brown's mageløse beats, som jeg stadig holder på er de bedste siden Gas Mask, lyder præcist lige så lækkert nu, som da de sendte mig bagover ned af stolen første gang jeg lyttede pladen. Everything In Between er ikke en ambitiøs eller stort anlagt plade, men når musik laves og formidles af helt almindelige mennesker af kød og blod, med helt almindelige mennesker som modtagere, så sker der immervæk noget magisk med relaterbarheden: musikken bliver nærværende og gør stort indtryk, og når den tilmed lyder fantastisk, er resultatet en umådelig velskåret plade. Læs anmeldelsen her.    

4. Aesop Rock - The Impossible Kid

De fleste rapperes højeste ønske er at besidde blot en brøkdel af, hvad Aesop Rock har. Det er meget simpelt: få, hvis nogen, i hiphoppens historie har så fuldendt en pakke som Aesop Rock. Vokal, levering, personlighed og ikke mindst tilgang til tekstskrivning: slå "unikum" op i en ordbog og der vil være et billede af Aesop Rock, der er det levende bevis på, at det mest interessante og originale musik ofte kommer fra de skæveste eksistenser. Som helhed, bredt ud over hele, The Impossible Kid , er lydsiden for indgroet og ensidig til min smag, men når Aesop Rock begiver sig ud i at berette om alt fra gyder han har sovet i på "Mystery Fish" og tabt passion som tegner på "Rings", til at føle sig voldgammel i en ny verden på "Lotta Years" samt en ode til sin kat på "Kirby", så er det så genialt fremført, at man må bøje sig i støvet og anerkende et komplet enestående hiphop-talent. 

3. L'Orange & Mr. Lif - The Life & Death of Scenery

Med The Life & Death of Scenery forenede mester-produceren L'Orange og mester-mc'en Mr. Lif deres forkærlighed for konceptuelle udgivelser og abstrakt fortællekunst for at stille spørgsmålet: Hvad sker der med et samfund, hvis man dræber kunst? Resultatet er naturligvis en yderst konceptuel udgivelse, hvor der fortælles om "The Scribe" og hans mission for at omvælte indbyggerne i det dystopiske "last society", der ledes af et anti-kulturelt, fascistisk styre, og overbevise dem om, at livet ikke kan leves uden kunst; livet er kunst. Rent håndværksmæssigt er The Life & Death of Scenery en udsøgt fornøjelse. Mr. Lif er en gudsbånedet MC, der er ligeså dygtig rent teknisk som til at strikke en spændende fortælling sammen. Og også L'Orange er i sit es og tryllebinder nok engang lytteren med sine støvede, jazz'ede, lidt dunkle og stramt komponerede signatur-beats. En voldsomt stor fornøjelse. Læs anmeldelsen her. 

2. A Tribe Called Quest - We Got It From Here... Thank You 4 Your Service

Efter 18 års hiatus og interne stridigheder vendte legendariske A Tribe Called Quest tilbage med et fænomentalt come-back album. Helt fantastisk var det at høre, at ATCQ lød helt som dem selv, naturligvis med den nødvendige update, som 18 år må følge med sig. Phife Dawg bærer en stor del af skylden for, at det lykkedes at samle hele holdet til en sidste Tribe-plade, men som man kan læse i The New York Times endte anstrengelserne med at tage livet af "the funky diabetic", der bogstavelig talt gav alt hvad han havde tilbage for at genforene gruppen og give verden et sidste pletskud. Han vidste hvad han gik ind til, og man må sige, at det var anstrengelserne værd: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service er en knivskarp, aktuel, konfronterende og ambitiøs plade, der sprudler af overskud, fantastiske produktioner, udsøgte gæstepræstationer og ikke mindst et hold af sindssygt veloplagte kernemedlemmer, der genfinder fordums storheds nerve, gnist og lyd. Ganske enkelt et suverænt album.

1. Sho Baraka - The Narrative

Sørme så! - Endnu engang er årets for mit vedkommende ABSOLUT og uden sidestykke bedste album et album, som jeg ikke har set på én eneste anden "end of year" -liste, og jeg kan garantere jer for, at jeg har gennemtrawlet internettet for 'best of' -lister! Sho Baraka udgav The Narrative via Humble Beast og leverede efter min ydmyge mening årets største, flotteste og vældigste værk. Albummet har en utrolig dybde og hviler på et omspændende historisk fundament, da den bygger på den idé, at der er et overordnet 'narrativ', som utallige gange er blevet omskrevet gennem historien, og som det er muligt at omskrive fremtidigt. "Don't close the book I got more to write / You can change the story, that is my advice" lyder det på åbneren, og således åbner Sho Baraka døren ind til en kompleks fortælling, hvor hans egen personlige historie og afro-amerikanernes 'narrativ' er viklet uigenkaldeligt sammen; Sho Barakas egen historie som den bærende story-line med konstante nedslag i afro-amerikansk kultur og historie som den røde tråd. Det er ufattelig godt strikket sammen, og ikke nok med, at ideen og konceptet er genialt, så skriver og rapper Sho Baraka bedre end nogen anden i 2016. "Words" er den mest rørende fortælling jeg har hørt i hiphop-regi i måske for evigt, og "Fathers" går lige i hjertet. Men Sho Baraka står også for årets mest triumferende feel-good anthem med "Here" og noget af det mest sexede, groovy og funky hiphop i år, bl.a. i form af "Love". Han kan og har det hele! Som prikken over i'et producerer BeatBreaker og Jamie Portee den med længder mest udsøgte samling beats. Der er ufattelig meget at sige om The Narrative, og der kan ikke være nogen tvivl om, at jeg virkelig skylder jer en anmeldelse her. Indtil da må jeg holde mig kortfattet og bare sige, at Sho Baraka, på trods af, at ingen andre anerkender ham for det, har udgivet 2016s kronjuvel.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Jewels Hunter's Footnotes of A Jewels Hunter, Eastkoast & Phalo Pantoja's Merciless Beauty, Little Simz's Stillness in Wonderland, Ivan Ave's Helping Hands,  Mick Jenkins' The Healing Component, Like's Songs Made While High, Elzhi's Lead Poison, Ka's Honor Killed the Samurai, Common's Black America Again, Rapsody's Crown EP, Skyzoo & Apollo Brown's The Easy Truth, Prolyphic's DNGRFLD og J. Cole's 4 Your Eyez Only.

. . . . . . . . . .

Hvad venter os i 2017?

Der er masser at se frem til i det kommende år på den musikalske front. På hjemmefronten slipper Nota Bene og Davey deres Dag efter dag plade løs. Chewbacca udgiver sin EP Patina, og Suspekts 100% Jesus lander til februar. Og selvom man aldrig kan vide sig sikker, kan man jo håbe på, at Sigma får udgivet det projekt, jeg både i '15 og '16 var sikker på ville udkomme.

Kigger vi mod det store udland glæder jeg mig til Alltta's The Upper Hand, Co$$' Figure 8 og Jam Baxter's Mansion 38. Og lur mig om ikke Qwel & Maker snart er klar med en efterfølger til deres mesterværk Beautiful Raw fra 2013. Og nu vi er ved måske'erne, er det så ikke plausibelt at antage, oven på DJ Khaled og Nas' track "Nas Album Done", at Nas har en ny plade klar? Og så tør jeg også godt håbe på, at Beleaf, der her på bloggen stod for 2014s bedste album med Red Pills + Black Sugar, er klar med et nyt album i '17. Hvem L'Orange kommer til at udgive album med vides ikke på nuværende tidspunkt, men det bliver højst sandsynligt fænomenalt. Jo, der er rigeligt at glæde sig til, at jeg har endda sikkert glemt en masse.

Det var mit år 2016 i hiphop

- Hvordan så jeres ud? Hvad har i lyttet mest til? - Og hvad ser i frem til i 2017?

1000 tak fordi du læste med. Pas på hinanden og kom godt og sikkert ind i det nye år.

- Jeppe Due Barslund

Kanye West - The Life of Pablo

Hvordan i alverden skal man dog vinkle en anmeldelse af The Life of Pablo; en dynamisk foranderlig organisme af et album, der er blevet ændret og forandret et utal og gange, som er blevet kaldt alt fra et ulideligt makværk til en lodret genistreg, og som har omvæltet skeptikere og fået loyale fans til at løbe skrigende bort. 

     I mit tilfælde bør spørgsmålet måske rettere lyde: hvordan skal man vælge en vinkel at anmelde The Life of Pablo ud fra? Ser I, - jeg har lyttet urimeligt meget til The Life of Pablo siden udgivelsen, og det er på særeste vis lykkedes mig at korrigere mit syn, min holdning og min vinkel at anskue pladen ud fra, ganske mange gange. Først følte jeg, at det var en uredelig omgang sjusk, og så nogle dage senere fandt jeg, at den røde tråd måske var mere tydelig end først antaget. Frem og tilbage gik det, og således bugtede min mening sig i bakkedal i kølvandet på udgivelsen, og da tiden kom hvor denne anmeldelse skulle nedfældes, stod det mig klart, at indfaldsvinklerne - og spørgsmålene de måtte udspringe fra - var mange: Er dette West's mest rodede plade, eller er det den mest akkurate musikalske gengivelse af hans livs status quo, eller bunder den akkurate gengivelse netop i rodet? Har meglomanen endelig fået overhalet geniet inden om, eller er The Life of Pablo præget af en mere kompleks psykologi end umiddelbart antaget? Der er meget at sige og ikke nok tid til at få det hele sagt så eksakt som muligt, så i stil med West selv vil denne anmeldelse tage form som en visionary stream of consciousness, der vil fungere som en melange af objektive observationer, subjektive synsninger og personlige fortolkninger. 

"Uden synd, ingen frelse"

- russisk ordsprog

På The Life of Pablo (herfra forkortet TLOP) er West i konflikt med sig, på adskillige planer. Intet nyt under solen vel egentlig; West er og har altid været én stor, omvandrende modsigelse. Den sorte liberalist med sin umættelige trang til luksus og ekstravagance. Den følelsesmæssigt sensitive rapper, der samtidig er selvudnævnt narcissist. Først bevidst og oplyst, med tekster om undertrykkelse, historie, politik og samfund, og snart hovedløst ignorant, med tekster, der forarger, fornærmer og fordummer. TLOP handler således om modpoler og om gensidigt modstridende emner, temaer, koncepter, følelser og ideer. Disse gnidninger udspiller sig konstant. TLOP blev lanceret som et gospel album, men allerede her melder første dissens sig. På forrige album omfavnede West et blasfemisk og Ikarus'k storhedsvanvid, blandt andet med linjer som "I know he the most high, but I am a close high" og den utvetydige tese: "I am a God!". Op til udgivelsen af TLOP lød det noget anderledes: "My number one enemy has been my ego... there is only one throne and that's God's...". Her kan man altså sætte hovmodet op imod beskedenheden, hvilket understøtter et overordnet tema på TLOP om fejden mellem dyder og synder.

     "Deliver us serenity / Deliver us peace / Deliver us loving / We know we need it" lyder det på åbneren "Ultralight Beam", hvor West optræder som trolig og hengiven kristen. Senere på albummet er det dog dyrisk liderlighed, der driver ham, som når han på "Freestyle 4" rapper med fråde om munden: "What the fuck right now? / What if we fuck right now? / What if we fucked right in the middle of this motherfuckin' dinner table?". Her er det kyskheden og begæret, der kolliderer.

     Ser vi igen på "Ultralight Beam", får West hjælp af gospel-legende og præst Kirk Franklin, der forsikrer os om, at det aldrig er for sent at bede om tilgivelse: "This prayer's for everybody that feels like they're too messed up. For everyone that feels they've said "I'm sorry" too many times. You can never go too far where you can't come back home again". Allerede på "Father Stretch My Hands Pt. 1" undskylder West eksplicit for sin ofte utilrådelige opførsel: "If I ever instigated I'm sorry". Der går dog ikke mere end to numre før han igen opfører sig utilrådeligt med fuldt overlæg: "I feel like me and Taylor might still have sex / I made that bitch famous", og her synes det at være barmhjertigheden og griskheden, der er oppe at toppes.

De mange konflikter, der er drysset ud over hele albummet, bunder i, at West bliver hevet og trukket i fra mange sider; af lyster, behov, intentioner og ambitioner. Behovet for frigørelse går i clich med trangen til at sige sin mening, imens ambitionen om at blive økonomisk og kreativ uafhængig til tider synes at spænde ben for intentionen om at gøre verden til at bedre sted. Det er ikke let at være Kanye West, når der konstant kører en fyrrig debat mellem englen og djævelen på hver skulder. Dette forklarer muligvis grunden til, at West aldrig helt er til at gøre sig klog på. "This album is just embracing the music, embracing joy, and being of service to the people" udtalte han galant, hvorefter TLOP blev udgivet ekstremt eksklusivt på Tidal med en grinagtig download-pris på 200 kroner, der ikke just kan kaldes en "service to the people". Men måske er Kanye ganske simpelt træt af at spille the good guy, når han alligevel bliver set på som skurken: "You tried to play nice, everybody just took advantage" rapper han på "Wolves", og man fornemmer, at han bevidst ofrer den letkøbte popularitet for at kunne værne om det, der egentlig er af betydning for ham. I det lange løb kan dette meget vel vise sig at være voldsomt heroisk, og lige nu er det måske bare os, der ikke kan se den langsigtede idé. Som West udtalte i interviewet med Zane Lowe: "I don't expect to be understood at all".

Lad os prøve at hive det hele ned på et mere håndgribeligt niveau, for hvordan tager disse konflikter og modsætninger form i musikken? Som jeg ser det kommer det både til udtryk i form og indhold, og faktisk også i teknik. Mixningen er mildest talt pudseløjerlig og sekvenseringen skifter mellem at være genial  og retarderet. Her er det op til lytteren at vurdere, om man vil jorde pladen for disse til tider komiske teknikaliteter, eller om man vil hylde strukturen for at være en fin gengivelse af indersiden af West's hoved. På samme vis kan man vælge at fornedre TLOP for ikke at have "sin egen" lyd, hvilket ellers har været symptomatisk for West's øvrige udgivelser. TLOP kan føles som en opsamling, eller måske snarere som en kollektion af b-sider og levn fra forrige plader. "Feedback" er tydeligvis lavet i forbindelse med Yeezus, ligesom "No More Parties In LA" blev skabt i My Beautiful Dark Twisted Fantasy -tiden. "Highlights" oser af Graduation, og "Real Friends" er skabt ud fra samme melankolske fundament, som meget af materialet på 808s & Heartbreak. TLOP rummer altså lidt af det hele, og det vil nogen måske tolke som enten ladt, idéforladt eller uinspireret. Dette gør dog ikke numrene dårlige per se, og måske er der en dybere mening i at bladre tilbage til tidligere kapitler i West's liv. Muligvis for at illustrere, at West er fanget i en hvirvelstrøm af følelser og sindstilstande netop nu, der inkluderer den rendyrkede glæde og det energiske overskud fra Graduation, sørgmodigheden og håbløsheden fra 808s & Heartbreak, vindermentaliteten fra MBDTF samt frustrationerne og fandenivoldskheden fra Yeezus. Som jeg ser og hører det rummer TLOP det hele. Et godt eksempel herpå er "Real Friends", der med trommer, der klinger umiskendeligt som "Good Morning" fra Graduation, og et melodistykke, der runger hult og ensomt som 808s & Heartbreak, ligger sig på grænsen mellem storhed/glæde og ensomhed/melankoli. På denne måde fortæller produktionen alene, at der aldrig er langt fra toppen til bunden; at man det ene øjeblik kan være glad og rig på livet, og med et fingerknips føle sig ulykkelig og miserabel. Historien om de falske venner og familiemedlemmer, der udnytter West's popularitet, bringer dette koncept til livs på fænomenal vis. Succesen burde bringe West lykke, men når dem omkring ham begynder at misbruge hans tillid, vejer bagsiden af medaljen pludselig mere end selve guldet. Der er dog den hage ved "Real Friends", at den med linjen "I'm a deadbeat cousin, I hate family reunions" for evigt har ændret, hvordan jeg hører "Family Business" fra The College Dropout, hvor familien var det vigtigste i verden og alle var stolte af West.  

     Jeg vil ikke gennemgå samtlige numre på TLOP for at redegøre for, hvordan man kan anskue dem på den ene og den anden måde. Der er virkelig meget godt at finde på virkelig mange numre, men det kræver lidt velvilje og fordybelsesarbejde. "Low Lights" er dog umiddelbart svær at forsvare, "Facts" er ganske enerverende, og det er decideret pinligt at "Siiiiiiiiilver Surffffeeeeer Intermission" er inkluderet, når nu albummet alligevel ikke kom til at hedde Waves. Det må trække ned. "Freestyle 4" tjener som tidligere skrevet et formål, men som musikalsk oplevelse er det stort set umuligt at lytte nummeret til ende, trods følgende lille guldkorn i stik-pille form:

"You motherfuckers living like half of your level, half of your life" 

Også lyrikken pendulerer mellem det gale og geniale. Tag fx den fantastisk sjælfuldt producerede "Father Stretch My Hands Pt. 1", hvor første vers åbnes med linjerne: "Now if I fuck this model / And she just bleached her asshole / And I get bleach on my t-shirt / I'mma feel like an asshole". Imponerende dumt skrevet, og så endda over så flot en produktion. På "Father Stretch My Hands Pt. 2" står problematikken med omvendte fortegn: lyrikken er dybtfølt og personlig, men beatet er hektisk og komplimenterer ikke historien om, at West er ved at indse, at han kopierer sin fars adfærd, der i sin tid resulterede i, at han og West's mor blev skilt. I samhør formår de to numre dog, trods soleklare gnidninger, at fremstå virkelig stærke. Også "Famous", hvor West distancerer sig fra sin berømmelse for at finde frihed til at være sig selv, uden at blive defineret af medier og paparazzier, er yderst stærk. Taylor Swift linjen er virkelig vigtig her, da netop dén episode har præget verdens syn på West lige siden. "I went through six years of this fucking shit" lød det frustreret fra West om resultatet af skandalen, kort inden hans SNL optræden, og her er det igen tydeligt, at hans ret til at sige sin mening, hvor som helst og til hvem som helst,  har mastodontiske konsekvenser for, hvordan offentligheden anskuer ham. "I don't blame you much for wanting to be free" synger Rihanna direkte til West, og der er noget virkelig kraftfuldt i, at West skaber så mægtigt et girl-power nummer i sin distanceren fra Swift-skandalen. Folk husker ikke rigtig, at West også afbrød Justice's takketale, da han ikke vandt prisen for bedste video til "Touch the Sky". Da han afbrød Swift var der et betydeligt aspekt af ulighed, diskrimination og sexisme, der forstørrede bommerten ganske uberegneligt. Med "Famous" er det dog svært at kalde West sexistisk, da det ret beset er Rihanna, Nina Simone og Sister Nancy, der løfter nummeret til et skyhøjt niveau. 

     Et muligt højdepunkt kommer i form af "FML", hvor West eksplicit understreger, hvor svært det er at holde styr på sit liv og sin forstandighed, når så mange ønsker at se én fejle og lide. Dette kommer især til udtryk i The Weeknd's omkvæd, der sætter sig i hukommelsen: "Wish I would go ahead and fuck my life up / Can't let them get to me / And even though I always fuck my life up / Only I can mention me". Der gemmer sig dog også strejf af lykke, fx i form af kærlighed til hans kvinde, og læser man mellem linjerne kunne titlen sagtens stå for For My Lady, og ikke den mere oplagte "Fuck My Life". Man kan selvfølgelig også bare negligere disse små nuancer og finesser, og i stedet bruge al sin energi på at fokusere på sangens lidt bøvede linjer: "I'mma have the last laugh in the end / 'Cause I'm from a tribe called check-a-ho", så igen-igen er det op til lytteren, hvor man vil investere sin energi: i det letkøbt negative eller i det positive, der kræver lidt ekstra fordybelse og rummelighed.

Er alt dette pladder i virkeligheden én stor, hovedløs fordrejning af sandheden? Er der overhovedet hold i nogle af de fortolkninger og teorier, der er blevet luftet i løbet af denne anmeldelse? Måske er der ingen dybere mening med noget af det, og måske er TLOP faktisk ikke mere end en forhastet, indolent og rodet omgang nonsens. Det er ikke til at vide. Måske har jeg gradbøjet og manipuleret TLOP i en sådan grad, at den passer bedre med mit forgyldte billede af Kanye West. Som C.S. Lewis sagde: "No story can be devised by the wit of man which cannot be interpreted allegorically by the wit of some other man". Der er ikke én fortolkning eller udlægning der er korrekt, det afhænger af ørerne der lytter og det tilhørende sind, der bearbejder.   

     Det er absolut ikke en hemmelighed, at jeg er voldsomt begejstret for West; måske i en sådan grad, at jeg be- eller ubevidst konstruerer en sandhed, der understøtter min begejstring. Han har præget mit liv i enorm grad og leveret soundtracket til signifikante tider i mit liv. Jeg takker ham, jeg tror på ham og jeg vil ham det godt. Det er uden tvivl muligt, hvis man ønsker det, at dissekere albummets dårligdom og fremhæve elementer, der støtter en bundkarakter. Til dét, er du havnet på den forkerte blog. I min optik er TLOP et perplekst album på den helt rigtige måde, da det netop i rodet og forvirringen tegner et minutiøst og akkurat billede af West. At der har været flere hundrede mennesker involveret i TLOP's skabelsesprocessen, gør det helt lovligt og legitimt at spørge, om TLOP overhovedet er et Kanye West album. Hos mig er det både respekt- og ærefrygtindgydende, at det er lykkedes West at dirigere så mange mennesker i tilvejebringelsen af hans vision. Det ville kun en sand maestro komme i mål med. 

Jeg advarede jer jo om, at det ville blive en stream of consciousness, og det lykkedes stort set at skrive en anmeldelse, der er ligeså rodet som TLOP. - Hvad synes I om albummet?

4.5/6

- Jeppe Due Barslund

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at støtte bloggen her og vores Leftovers-projekt, der har til formål at eksponere overset og forbigået undergrundshiphop, så besøg vores booomerang-kampagne, hvor du kan donere lidt penge og være med til at forvalte det bedste hiphop som du ikke anede eksisterede. På forhånd tak!

Kanye West - Yeezus

Sidst jeg havde Kanye West under kniven her på bloggen, var med anmeldelsen af Cruel Summer, der for mig står som det ultimative low point i hans karriere. Det var kedeligt, forudsigeligt og uinspirerende, og lød mest af alt som et slattent rip-off af Watch the Throne, der heller ikke var synderlig fantastisk. Da Hr. West er og bliver en af mine absolutte favoritter, tillod jeg mig dog at udtrykke et håb om bedre tider, og så "spåede" jeg, at hans solokarriere ville tage en skarp drejning væk fra den stil og lyd han sad fast i på daværende tidspunkt. For at være helt præcis skrev jeg i sin tid: "Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye West's solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch the Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem". Med sit sjette soloalbum Yeezus går min spådom i opfyldelse - tifold!

"Hvo intet vover, intet vinder"

2010's bedst anmeldte album My Beautiful Dark Twisted Fantasy var storladen, overdådig, pompøs og voluminøs, og viste Kanye fra hans trofaste og højtelskede maksimalistiske side. På Yeezus har han vendt skuden 180 grader og skabt den totale anti-tese.
     Yeezus var oprindeligt produceret i nogenlunde samme stil som MBDTF, så Kanye gav pladen til Rick Rubin og bad ham "gøre hans ting"; nemlig at forenkle, simplificere og skære helt ind til benet. Der var engang hvor der stod, at sange ikke var 'produced' men 'reduced by Rick Rubin', og det er bestemt den formular, der gør sig gældende her.
     Yeezus boltrer sig i minimalisme og er skabt ud fra musikalske elementer, der mestendels ligger uden for Kanye's resume. Således kan han nu introducere dancehall, futuristisk house, inciterende acid, distorted elektronic og ondsindet synth til sit i forvejen favnrige katalog. Disse komponenter, der tilsammen skaber et larmende, forvrænget, ofte ufint og generelt smadret lydbillede, vil naturligvis skræmme mange væk og "sortere ud" i Kanye West-lytterne; den selvfølgelige konsekvens af et så ekstremt stilskifte. At kalde Yeezus et kommercielt selvmord vil være en grov underdrivelse.

Yeezus er allerede blevet kaldt både et "makværk" og et "mesterværk", og jeg tror reaktionerne hænger sammen med, hvorvidt man er gået pladen i møde med bredt sind og vidt åben musikalsk horisont ellers ej.
     Showet åbnes med "On Sight", hvor synth-lyde og elektroniske effekter buldrer til højre og venstre, alt imens Kanye rapper: "How much do I not give a fuck? Let me show you right now before you give it up". Pludselig stopper synth-kaosset, og et harmonisk kor tager over som den ultimative kontrast. Ideen med dette lille kontrasterende mellemstykke til det ellers voldsomme beat er genial, selvom Outkast jo nok kom først med "Ghetto Musick". Koret på "On Sight" synger: "He'll give us what we need, it may not be what we want", og disse linjer er  fuldt ud essentielle for hele Yeezus. 

Kanye West har skubbet grænser, overskredet tærskler og fornyet hiphoppen med samtlige af hans solo-plader. Det har aldrig været det egentlige formål med udgivelserne, det er "bare sket" som resultat af hans innovative fremgangsmåde. Yeezus er skabt med det formål at vende op og ned på hiphoppens status quo. Det han siger med Yeezus er, at kunstnere må fralægge sig frygten for at prøve noget nyt og istedet satse stort, ellers retter man sig bare ind efter det, der er sikkert og trygt og som man ved virker. Denne mentalitet er dræbende for fremdrift og udvikling. Hvis konformiteten vinder, vinker vi farvel til muligheder for fornyelse. Udtrykket "Hvo intet vover, intet vinder" bunder i denne tankegang.

Jeg har siddet de sidste par uger og læst op til eksamen i psykologi, og det var noget nært umuligt for mig ikke at have Kanye West og Yeezus i tankerne da jeg læste om socialkonstruktionismen, og især den amerikanske psykolog Kenneth Gergen. Han skriver, at vores handlinger ikke er begrænset af noget, der traditionelt opfattes som sandt, rationelt eller rigtigt. At vi foran os har et stort spektrum af muligheder, en konstant opfordring til fornyelse. Det betyder ikke, at vi så skal forkaste alt, hvad vi opfatter som virkeligt eller godt. Slet ikke. Men det betyder, at vi ikke er bundet af hverken historiens eller traditionernes lænker. Når vi taler sammen, lytter til nye stemmer, stiller spørgsmål, overvejer alternative udtryk og leger på randen af fornuften, overskrider vi tærsklen til nye verdener af betydning. Sammen kan vi skabe fremtiden.
     Da så mange kunstnere i dag - især i hiphoppens verden - netop er bundet af traditionens lænker, bliver denne "opfordring til fornyelse" kun samlet op af meget få kunstnere, deriblandt Kanye West, der aldrig har været begrænset af lænker, og som konstant og altid leger på randen af fornuft. På Yeezus leger Kanye helt ude på randen af fornuft. Det er ikke nødvendigvis kønt, vil nogen sige, men ikke desto mindre end nødvendighed. Det er præcis derfor "He'll give us what we need, it may not be what we want" -linjen fra "On Sight" er så vigtig. Mange havde sikkert foretrukket endnu en My Beautiful Dark Twisted Fantasy, The College Dropout eller Late Registration, men det er ikke det, der er brug for. Der er brug for fornyelse, nye tanker, nye ideer og alternative udtryk, og når ingen andre tør at tage teten og være anderledes, må Hr. West jo gøre det. Han har selv formuleret det ganske eksakt i et interview: "I think that's a responsibility that I have, to push posibilities, to show people: this is the level that things could be at".

Hvis kunstnerisk konformitet er en synd, så giver det meget god mening, at Kanye kalder sig 'Yeezus', for han lader sig frivilligt korsfæste med Yeezus af ren kærlighed til kunst og musik, for at tage alle de andres synder på sig.

Men er musikken så god, eller bare ekstremt anderledes for nødvendighedens skyld?
     Jeg synes personligt det er ganske fantastisk. Jeg var ikke engang selv klar over, at jeg kunne lide min hiphop serveret på denne måde, men ved Kanye's hånd er det nu engang tilfældet. West og hans (mange) med-producere får det bedste ud af de få komponenter de sparsomme produktioner gør brug af, og jeg er ganske imponeret over, at det er lykkes dem at skabe så fængende og spændende beats. "I Am A God", "Black Skinhead", "New Slaves", "I'm In It" og "Guilt Trip" er alle sublime skæringer i min bog, og "Blood On the Leaves" er intet mindre end et mesterværk. Nina Simone's version af "Strange Fruit" danner det sjælfulde og smukke fundament, imens samplet af TNGHT's højdramatiske "R U Ready" smadrer stilheden totalt, i samarbejde med militant marcherende trommer. Dertil er "Bound 2" en sand vintage soul-lækkerbisken, der sampler The Ponderosa Twins Plus One's "Bound" enkelt, men yderst elegant. - Det kan måske være svært at høre, hvordan det har krævet hele fem producere at komme frem til slutresultatet..!

"Hold My Liquor" og "Send It Up" er de eneste numre, der ikke helt fanger mig. Førstnævnte fremstår lidt for anonym, og selvom Justin Vernon's omkvæd er rigtig godt, så formår Chief Keef - blot med få linjer - at forpurre det. "Send It Up" er en kende for repeterende, og de øreskærende trap-synth-knivskær bliver en kende enerverende ved for mange genlyt. Dertil kan jeg ikke helt se fidusen i King L's feature.

Der er rigtig nok lyrik at finde på Yeezus, der er uforsvarligt ringe, og flows, der lyder mere udmattede end nogensinde før. På den anden side må man ikke tro, at bare fordi Kanye rapper "I be speakin' swaghili" og "Eatin' asian pussy, all I need was sweet and sour sauce" betyder det ikke, at han ikke har esser oppe i ærmet. Der er uoverskueligt mange referencer til forskellige bibelpassager, og hvis man gider at bruge tid på at dykke ned i teksterne (jeg har opgivet at holde styr på hvor mange timer jeg har spenderet på RapGenius!), er der ufattelig meget at komme efter. Dette er ikke et forsøg på at legitimere dårlig rap, for i nogle tilfælde må man bare erkende, at en lort altid vil være en lort, uanset hvor meget guld man hælder ud over den. Det jeg siger er, at folk ikke bør afskrive Kanye's tekster fuldstændigt på baggrund af få "uheldigt" skrevne linjer, for nogen gange gemmer der sig nemlig også guld under lorten.

Når alt kommer til alt rører det mig egentlig ikke det store, at der er ringe lyrik og flows at finde på Yeezus. For mig at se, er det slet ikke det, det hele handler om. Det handler om at være en "leader" fremfor en "follower", at turde hvor andre tier og fornye fremfor at gentage, og her er Kanye West et enestående unikum. 
     Så for at runde det hele af; er Yeezus et stilrent, melodisk poleret og bredt appellerende album? Så langt fra som overhovedet muligt! Er Yeezus derimod et modigt, industri- og genrekonfronterende, flabet og vold-blæret album? Ja for fanden da! Kanye West vover, og Kanye West vinder - stort.
   

"I can't lose, no, I can't lose

'Cause I can't leave it to you"

5/6

- Jeppe Barslund

Top 10: Kanye West tracks

Cruel Summer var, som skrevet i forrige anmeldelse, lidt af en bummer, men én ting var det godt for: den fik mig til at tænke tilbage på alt det gode Hr. West har udgivet før, dengang han stadig havde ambitioner om at nå et mål. Complex Magazine lavede en 'Top 100' over bedste Kanye West sange efter udgivelsen af Cruel Summer, og rapgenius.com (der pt er den mest irriterende side at have like't på youtube!) svarede tilbage/igen med deres egen, forholdsvist tvivlsomme 'Top 10'.

Nu har jeg så lavet min egen 'Top 10', men lad mig lige gøre det meget klart her fra start af, at holy mary mother of God det var ikke nemt! Det går meget hurtigt op for én, at 10 lige pludselig ikke er særlig mange, og at man har alt for mange Kanye-favoritter til at man synes det kan koges ned til en 'Top 10'. Hvorom alting er har jeg nu givet det er forsøg.

10.

"Welcome to Heartbreak"

808's & Heartbreak

Kanye har aldrig været bange for at vise sine mørke sider, og "Welcome to Heartbreak" er efter min mening et af hans skrøbeligste øjeblikke i hele sin karriere. Det er lyden af en mand, der ikke ved hvad han vil med sit liv, som ser tilbage og indser, at han måske har spildt tiden på at jagte noget, der slet ikke er så vigtigt. De indledende linjer alene rammer hårdt: "My friend showed me pictures of his kids, and all I could show him was pictures of my cribs / He said his daughter got a brand new report card, and all I got was a brand new sports car". Dertil er samspillet mellem den fængende piano-melodi og Kid CuDi's simple men effektive omkvæd bare suverænt. 

9. 

"Last Call"

The College Dropout

"I'd like to propose a toast... I said toast motherfucker!"

"Last Call" er fantastisk af rigtig mange grunde. Der er beatet, der med sin sampling af Bette Midler's "Mr. Rockefeller" er blandt de bedste Mr. West har produceret overhovedet. Hans historie om hvordan han kom ind gamet er ligeledes top underholdende, og så er rap-delen også sublim. Sublimt flow og en utroligt skarp humor. Linjer som: "Now I could let these dream-killers kill my self-esteem or use my arrogance as the steam to power my dreams / I use it as my gas so they say that I'm gassed, but without it I'd be last so I ought to laugh" er blevet helt essentielle for, hvordan hans karriere ville udfolde sig efterfølgende. Og så må vi ikke glemme en af mine favorit linjer fra Kanye: "I went to the malls and I balled too hard / "Oh my God is that a Black Card?" / I turned around and replied "why yes / but i prefer the term African American Express"". 

8. 

"Jesus Walks"

The College Dropout

"Jesus Walks" taler vel nærmest sin egen klare sag? Det marcherende beat med de tunge trommer og The ARC Choir's "Walk With Me" som primus motor, resulterede i en sang, der nærmest egenhændigt ændrede hiphoppen. Rappen er både humoristisk, kontroversiel og tankevækkende, og bliver leveret med en imponerende intensitet. Kanye West er en dårlig rapper? "Lol". Det er vel hvad man kan kalde en udødelig klassiker.   

7. 

"Dark Fantasy"

My Beautiful Dark Twisted Fantasy

"Dark Fantasy" er et vanvittigt intronummer til en vanvittig plade. Endnu mere vanvittigt er det, at Kanye valgte selv at bruge beatet, efter både Drake og Jay-Z takkede nej til at bruge det. What?!?! 

"Dark Fantasy" er et "stort" nummer. Både No I.D. og The RZA har været inde over produktionen, der både har den intense Wu-Tang nerve og det soul'ede feel. Det pompøse vokalarrangement i omkvædet har bl.a. både Teyana Taylor og Bon Iver  med inde over. Nummeret skulle måske nok have været stoppet ved 3:53 fremfor at lave overkill på omkvædet, men det er stadig et helt fantastisk flot nummer. 

6. 

"Celebreation"

Late Registration

Nogen vil måske mene, at et "fjollet" nummer som "Celebration" ikke burde ligge så højt på en liste, men hvad kan jeg gøre, jeg elsker det nummer! "Celebration" er et perfekt eksempel på det mageløse samarbejde mellem Kanyes soul-samples og Jon Brion stryger-arbejde og synth-tilbøjeligheder. Dette nummer har det hele! The Kay-Gee's sørger for soul-kor i baggrunden imens op til flere synth-melodier og strygere vikler sig ind og ud ad hinanden. Og så er omkvædet, som jeg er overbevist om at Kanye selv er hovedperson i, fandens lækkert. Der sker ufatteligt meget på lydsiden, men det hele smelter fortrinligt sammen, og "Celebration" er simpelthen bare et konge nummer! "You know what this is - it's a celebration bitches!!" 

5. 

"School Spitit"

The College Dropout

Jeg har altid været dybt fascineret af den komiske og kløgtige dobbelthed, der præsenteres i dette nummer. På den ene side siger Kanye, at man ikke behøver at være god i skolen for at blive til noget, da han selv har klaret sig mere end fint efter at være droppet ud, samtidig med at ham, der klarede sig allerbedst i skolen endte som tjener hos Cheesecake. Men på den anden side slutter han af med at fejle groft i grammatikken: "A couple woo's comin' up cuz, there they was" hvilket må siges at være en kommentar til, at det nu nok alligevel er smart at følge med i skolen. Dertil rapper Kanye fantastisk! Når folk siger "Kanye can't rap for shit" bør man bare refererer til andet vers herpå som modbevis. På lydsiden er Aretha Franklin's "Spirit in the Dark" blevet groft chipmunket, og det er lige præcis dén lyd, der i lang tid efter blev Kanyes varemærke. Et på alle leder og kanter mageløst nummer.

4. 

"Lost In the World"

My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Jeg indrømmer gerne, at jeg er en sucker for det storladene, især når Kanye er manden bag. "Store" hiphop beats drukner ofte i det totale overdrev som produceren bag tror han kan tæmme, og hos Kanye er det da også til tider tæt på at tage overhånd. Der er bare den forskel, at Kanye besidder den rette mængde musikalitet til, at det kan gå galt. På "Lost In the World" foregår der helt ufattelig meget på samme tid, men han får det til at lyde imponerende flot, nærmest uden at anstrenge sig. Der er lånt smuk melodi fra Bon Iver's "Woods", lidt rå attitude fra Lyn Collin's "Think (About It)" og en go' mængde funk fra "Soul Makossa", og tilsat enorme tribal trommer og et kor bestående af Justin Vernon, Charlie Wilson, Tony Williams, Elly Jackson (fra La Roux), Alicia Keys og mange flere, er det bare så majestætisk som det kan blive. Let's break out of this fake ass party an' turn it into a classic night! 

3. 

"We Major"

Late Registration

Fik jeg sagt, at jeg er en sucker for det storladne? Det ligger jo nærmest i titlen at "We Major" er et "stort" nummer, og rigtig nok får den ikke for lidt med blæser- og synth-symfonier, stortrommer og episk sang fra Really Doe. Jon Brions soniske tilgang til musik er overalt at finde på dette nummer, da der er meget bas-brummen og synth-vibrationer, som på en eller anden mærkelig måde kan mærkes mere end det kan høres. Sådan føles det i hvert fald. Kanye rapper sprødt og leverer et ikonisk omkvæd, imens Nas bruger halvdelen af sit vers på at rappe om, hvordan han vil skrive sit vers, - hvordan kan man ikke elske det? 

"Can I talk my shit again?!"

2. 

"Spaceship"

The College Dropout

Hvis man først hører Marvin Gaye's "Distant Lover" og derefter sætter "Spaceship" på, så forstår man hvorfor Kanye bliver kaldt - og er - et geni. Det her er i min bog et af de bedste beats der nogensinde er produceret. Synderlig kompliceret er det ikke engang, bare allerhelvedes effektivt og flot sat sammen. Fabelagtige vers fra både Kanye selv og GLC og Consequence, der rapper om at klare sig igennem livets nedture og besværligheder for at kunne udleve sin drøm om at lave musik. Endnu engang bakket op af et sublimt omkvæd af West selv, hvor han får hjælp af Tony Williams og John Legend. Jeg har opgivet at holde styr på, hvor mange gange jeg har hørt det nummer. Nok gange til at CD'en gik i båndsalat! 

1. 

"Roses"

Late Registration

"Roses" er måske ikke en "typisk favorit", men fy for den lede hvor jeg dog holder af det nummer. West's bedstemor ligger på hospitalssengen, og han rapper om oplevelsen i digt-form, der både er melankolsk, rørende og lidt sjovt ("bitch is you smokin' reefa?!"), og så gemmer der sig en kritik af det amerikanske sundhedssystem imellem linjerne, hvor det er de rige der står i første række til behandling ("You tellin' me if my grandma was in the NBA, right now she'd be OK?"). Omkvædet spiller naturligvis også en enorm rolle i udvælgelsen som mit #1 favorit nummer, for det er efter min mening det flotteste Kanye West har sat sammen overhovedet. Det er bygget op omkring Bill Withers' "Rosie", men Kanye har videreudbygget det til mageløs perfektion, og der er slet ingen grænser for hvor mange gange dette nummer kan høres. 

- "With my family we know where home is, so instead of sending flowers - we the roses" 

Det konkluderer min 'Top 10' liste over bedste Kanye West sange.

Lad mig se jeres lister 

- Jeppe Barslund

G.O.O.D. Music - Cruel Summer

”Success is a journey, not a destination”

- Ben Sweetland

I 1950’erne rasede den kolde krig. Især USA og Sovjetunionen spillede med musklerne og kæmpede en indbyrdes kamp om rollen som overlegen supermagt. I 1957 tog Sovjetunionen teten, da de sendte Sputnik I (som egentlig var hovedet af et atommissil) i rummet. USA var nødt til at finde en måde at overgå USSR på, så NASA blev grundlagt i ’58, og i 1969 sikrede Apollo 11-missionen at amerikanerne Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins blev de første mennesker på månen. Dén kunne ligesom ikke slås, og USA vandt det såkaldte ”space-race” og blev den overlegne supermagt af de to.

     Grundet krig formåede USA altså, på blot ti år, at udvikle teori, teknologi og udstyr til at flyve tre mennesker til månen. Det lyder ikke af så meget nu til dags, men tænk lige over hvor vildt det egentlig er, og ikke mindst var. Efterfølgende, efter ambitionen og målet var nået, blev NASA mere eller mindre tilsidesat, og har lige siden været kraftigt underfinansieret, - for hvorfor bruge energi og ressourcer på noget, når de originale målsætninger er nået?   

Kanye West har altid haft et meget specifikt mål, længe før han selv udgav plader; nemlig at blive verdens største superstjerne. Et ambitiøst mål, men ikke desto mindre et mål han for enhver pris ville nå. På sin vej til at nå dette mål har han udgivet milepæle, skabt kontroverser, ændret hiphoppen permanent (flere gange) og skubbet grænsen for, hvad der var muligt i genren. Det tog faktisk Kanye omtrent lige så lang tid at blive verdens største superstjerne, som det tog NASA at nå månen. Med My Beautiful Dark Twistet Fantasy nåede West og hans drømme sit klimaks. Nogen er måske uenig i at han er verdens største superstjerne, men jeg synes egentlig at det synes nemmest at argumentere fór.

     Problemet er, at siden han nåede det mål han for ca. et årti siden satte, har drivkraften, gejsten, modet og viljen været radikalt udslukket. Jeg synes – groft sagt – ikke at der har været noget alvorlig interessant at finde i nogle af de projekter han har været involveret i, siden MBDTF, og det kommer altså fra en long time, hardcore Kanye West fan. Han har nået tronen, og nu synes det eneste mål at være at beholde den.  

Med Watch the Throne sagde Kanye og Jay-Z at de sad på hiphop-tronen, og med Cruel Summer vil Kanye – med hjælp fra sine ”undersåtter” - forsvare denne plads imod andre hiphop-”stormagter”, hvor især Rick Ross og hans Maybach Music Group og Lil Wayne og Young Money Cash Money Billionaires anses som konkurrenter. Her er det bare ærgerligt at fjenden ikke angriber med god musik, men med ekstravagant attitude, penge, bling, hoes og biler, og endnu mere ærgerligt er det, at West og Co. svarer igen med musik af samme skuffe.

Suk. Dybt suk.

Resultatet er dybt uvedkommende og ekstrem overfladisk hiphop, der er præget af så meget middelmådig rap og så mange akavede momenter og pinlige øjeblikke, at jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan Cruel Summer nogensinde er endt sådan.

Det virker endda som om, at Kanye bevidst spilder de talenter han har til rådighed. Common får ét vers og Q-Tip er fuldkommen ude af billedet. I stedet får Big Sean og 2 Chainz (der nærmest indiskutabelt er blandt de ringeste aktuelle rappere) lov til at dominere. For 5-6 år siden havde rappere som Big Sean og 2 Chainz aldrig fået lov til at sætte en fod inden for Kanyes studie, i dag er de nærmest ambassadører.

”My crew deeper than Wu-Tang”…. Øh, nej.

I Ice-T’s nye dokumentar From Nothing To Something: The Art of Rap, spørger han Big Daddy Kane hvad forskellen på en rapper og en MC er. BDK svarer: ”Well, a rapper is… well, you know, someone who rhymes. (…) You rhyme “cat” with “hat” and you can be considered a rapper”. Jeg føler, at det er dét stadie vi befinder os på det meste af tiden på Cruel Summer. Indholdsløst, unuanceret klappe-kage rap, som ikke lader til at have nogen ambitioner om at udfordre lytteren overhovedet. Til tider virker det simpelthen som en lodret hån imod deres intelligente lyttere.

Et par stykker formår at imponere til en vis grad, som Jay-Z, Common, Pusha T og Ghostface Killah, men størstedelen er overraskende grelt. Flere af årets værste musik-øjeblikke er at finde på denne plade, som når Big Seans åndsforladte rap møder Kanye Wests uudholdelige ”AAAHN!”-lyde på ”Clique”, eller når den ellers dygtige Marsha Ambrosius synger det grufulde omkvæd på ”The One”, bl.a. med yderst analfabetiske linjer som ”When they askin’ who I’m is”. Og så må vi ikke glemme den helt elendige slutning på ”New God Flow”, hvor Kanye i bedste militær-stil råber ”I don’t know what I’ve been told”, hvor man forventer at en hel hær af G.O.O.D. Music soldater gentager, men han vælger selv at gentage, alene, og hele konceptet falder til jorden med et brag. Og et nummer som ”Cold”, - don’t even get me startet!

Jovist, der er nogle rimelig fede beats her og der, og enkelte vers imponerer da, som skrevet før, men i forhold til, at man førhen har været vandt til at blive imponeret på noget der minder om sekund-basis i Kanye’s selskab, er ”lidt godt her og der” virkelig bare ikke særlig godt.

     David Letterman sagde engang til Bill O’Riley, i et efterhånden legendarisk interview: ”I believe, that you’re too smart to believe what you’re saying”. - På samme måde skulle man tro, at Kanye West er for dygtig til oprigtigt at synes, at det musik han producerer i øjeblikket rent faktisk er godt. Originaliteten, kreativiteten og hans indre legebarn er sunket til havs sammen med resten af det, der gjorde Kanye West til en unik karakter. Lige nu lyder han som alle de andre.

Troo.L.S. rappede på ”Uden om systemet”: ”…nogen gange er det som om, at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil”, og det leder os tilbage til indlæggets overskrift. Jeg tror nemlig ikke at det er ”sundt” for Kanye at have nået sit mål. Det han ”har brug for” er at skubbe målet længere væk eller sætte sig et helt nyt, så han kan genoptage sin rejse. Kommer dette nogensinde til at ske? Man kan kun håbe. Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye Wests solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch The Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem.

Nu endte dette indlæg i højere grad med at være en kommentar til hele situationen end en egentlig anmeldelse. Måske er det fordi, at Kanye West med hastige skridt nærmer sig kategorien af rappere, som jeg normalt ikke plejer at snakke om her på bloggen? Jeg er i hvert fald overordentlig skuffet over Cruel Summer.

I ved jo selvfølgelig godt, at det bare er min mening ikk’? Hvad synes I om det?

2/6

- Jeppe Barslund