onsdag den 30. januar 2013

Dialekten - Stiplede Linjer



Vi laver ikke klassikere, vi laver hits! 

Dette er den kedelige mentalitet, der driver de fleste musikere i dag. Den evige kamp for at fange lytternes interesse.

Hvis man går nogle år tilbage i tiden, var målet som musiker ikke at fange interessen, men at fastholde den efter den var fanget. Før der var noget der hed "internet", "youtube", "mp3" og "gratis download" udgav man singler for at fange folks opmærksomhed, men med det fremadrettede mål, at de forhåbentlig gik ud og investerede i ens plade. Dengang var kunstnerne nemlig kloge nok til at vide, at en enkelt single ikke var nok til at fastholde interessen; resten af albummet var nødt til at følge med, ellers røg vinylen af pladespilleren, cd'en af anlægget og båndet af boom-boxen. Det handlede altså om at skabe et helstøbt produkt, der var lige så fedt ved 50. lyt som ved første. Fik man som lytter fingrene i en sådan plade, kunne den sagtens bo i ens anlæg i flere måneder af gangen. Det var sådan man vidste, at en plade virkelig var god. Det var dengang klassikerne blev til; de såkaldt "classic albums", der kunne bestå tidens test.

I dag er det de færreste unge der overhovedet ejer et apparat, der kan afspille fysiske udgivelser. I den digitale æra med iTunes, Spotify, WiMP, Grooveshark, Deezer og hvad der eller eksisterer af musiktjenester, kan man høre tonsvis af musik på daglig basis, kunstnerne ved derfor, at de er nødt til at have et smash hit for at fange lytternes opmærksomhed. Pladeudgivelsen er således - i langt de fleste tilfælde - blevet reduceret til en undskyldning for at kunne udgive disse singler. Det er ikke længere en ambition at fastholde folks interesse. De fleste kunstnere ved, at der er for meget konkurrence til at dette overhovedet er realistisk. I dag handler det udelukkende om at fange interessen momentarisk, og så håbe på at kunne leve fedt af dét.

Tilbage står en lille minoritet af kunstnere, der med et oldschool mindset agter at prioritere fastholdelsen højere end fangsten. Det er dem, der ikke bliver hørt af millioner eller tjener styrtende med penge, den åbenlyse konsekvens af ikke at lave hit-singler. Til gengæld er det hos dem, at de tidsløse "classic albums" har en chance for at komme til live.

     Echo Out kollektivet hører til denne minoritet af ildsjæle, der stræber efter den langtidsholdbare musik, der hverken daler i relevans eller aftager i kvalitet med tiden. Nej, de har endnu ikke lavet et hit; uden letbenede omkvæd og udvandede rim som man kan synge og rappe med på efter første gennemlytning, ser radioerne intet hit-potentiale og er derfor ikke meget for at røre dem. Til gengæld står det meste af deres plade-katalog soleklart i erindringen som værende bedre end stort set alt andet, og skulle dansk rap se noget så sjældent som et "classic album" har jeg altid haft tiltro til Echo Out som værende leverandør af dette.

En sjældenhed i dansk rap ser nu dagens lys, og Echo Out er rigtig nok leverandør. Dialektens debutalbum Stiplede Linjer er efter talrige udsættelser ude, og selvom det naturligvis - og helt logisk - tager tid at bestå tidens test, så har jeg aldrig været mere sikker i min sag: vi har her at gøre med et "classic album".

"We don't make hits, when it comes to this - we make classics" 

Dette er mentaliteten, der driver Dialekten. Glem tendenser, glem "det sidste nye", glem "hot lige nu", glem svimlende budgetter og glem ambitioner om at blive #1 i hele landet. Når Nota Bene og Chewbacca står i køkkenet er menuen simpel: hårde beats, skarpslebne rim og originale flows, tilsat en ordenlig portion hjerne og hjerte. Ambitionen: at blive et punktum i den store historik.

"Crunchtime, klokken tikker, dagene går /
Vi stinker af knofedt, de stiplede banger hårdt /
Glohedt - sinkerne skoles, vi tar' endnu et år /
Uden profit og tvinger solen til at skinne i skolegården
"

Formularen er enkel men udfordrende, både for Dialekten selv og for lytteren, det her er nemlig hiphop i sin mest rå og nøgne form; det er hverken fint eller poleret, og der er ikke taget nogle fancy hjælpemidler i brug for at gøre det hele lidt mere tilgængeligt for den gængse lytter. Det er mørkt, tungt, in your face, og der bliver ikke lagt fingre imellem eller gået på kompromis - overhovedet. Som Chewbacca rapper: "Der' ingen bestikkelsespenge i en konvolut / Ingen chancer for efterredigering, intet Hollywood / Kun rugged grooves". Her har penge, bling og lir ingen interesse, og de store pladeselskaber har intet at lokke med. Kun én kontrakt interesserer Dialekten: "Stik mig de skide papirer og vis mig hvor jeg skriver under - på mit crew er ill!". Og som de rigtig nok siger: hvorfor lave hiphop for pengenes skyld når man allerede er rig på skills?

Dét er i øvrigt en grov underdrivelse. Var skills en valuta havde vi med milliardære at gøre. Stiplede Linjer er ganske enestående i sin hyppighedsfrekvens af stor-imponerende øjeblikke, både hvad angår tekster, flows og beats.

"Sikken' fryd, ikk' en skid at lave /
Andet end en plade med den lyd uden tid, men frisk fra havet /
Hjemmelavede saltvands-bangers /
Så hele faget springer op af stolen: "Hva' fanden har vi lavet!!?
"

Teksterne er yderst velforfattede, og pladen byder på lidt af det hele: obligatorisk battlerap, en Nørrebro-ode, et graffiti-anthem, støvet vintage-rap, en midter-finger til pladebranchens rovdyr og tilhørende tudekiks til ofrene, sange om både sindsforvirret og lykkelig kærlighed, abstrakt poesi og hudløst ærlig selverkendelse. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har siddet med så overvældende mange citater fra de forskellige sange i mine håndskrevne noter, som jeg gerne vil fremhæve.

"Vrider musikken til noget der kan bevare lidt troværdighed /
Og faktum er jeg' bare en kakerlak uden kærlighed /
Man jagten går og jeg ka' se den lige foran mig /
Så jeg knapper skjorten, snører skoene, jeg sprinter /
Forstår hvad det drejer sig om /
Det' som at spørge efter ild når man selv har lighteren i hånden
"

Chewbacca og Nota Bene kan både tillægge enkelte linjer enorme mængder betydning, og samtidig få et helt vers til at gå op i en højere enhed. Det ene øjeblik sprayer de lydkulisserne til med farverige billeder, det andet tager de lytteren med, tæt ind på deres private liv, og i det tredje spyder de ren ild. Hver gang man som lytter åbner en ny dør, blændes man af diamanterne på den anden side - og der er mange døre at åbne!

Dertil forbløffer de konstant og hele tiden med deres levering, der aldrig er til at forudse, om som ustandseligt gennemsyres af en næsten sygelig perfektionisme i indlevelsen, der dog aldrig virker påtaget eller kunstig i fremførelsen. Nogle gange tager man sig selv i at grine smørret over deres ubarmhjertige kynisme og overlegenhed, andre gange er man nødt til at trykke pause for at tænke over ordene. Selv efter 25 gennemlytninger er der nye hjørner og afkroge at gå på opdagelse i på Stiplede Linjer. Ganske simpelt en velskrevet plade af de yderst sjældne.

At Nota Bene er den bedre rapper i Dialekten tror jeg næppe nogen vil opponere imod, men denne "ubalance" bliver jævnet fint ud, da Chewbacca har produceret størstedelen af pladens beats. Og lad mig da bare sige det som det er: han kanoniserer sig selv direkte op i den absolutte elite af producere herhjemme. Det er intet mindre end en sjaskvåd hiphop-drøm at lytte sig igennem Stiplede Linjer. Ens nakkehvirvler befinder sig i farezonen fra første sekund, da der bliver serveret nogle af de ledeste bangers dansk hiphop har set i lang tid. Fra den boblende funk-perle "Det Blå Disko" og de intense, Stoupe-lydende strygere på "Til", til den jazz-melankolske "Soulstik" og det tonstunge, glødende titelnummer. Det er en ren mission impossible at finde noget dårligt at sige om Chewbaccas kreationer. 
     Det skal dog siges, at der ér beats at finde på Stiplede Linjer, som er skabt ud fra en mere alternativ skabelon end man er ”vandt til”, som f.eks. "Antitainer", "Ikk' Noget", "Påtideatgåvider'" og "Sort Due". Disse beats er ikke dårlige, - de går direkte ind og udfordrer og forsøger at gradbøje ens opfattelse af, hvad der egentlig er et "godt" beat, og det kan have en forvirrende effekt på ens smagsløg. Hvis man går på kompromis med sin tolerance og giver disse produktioner tid til at vokse på én, ender man med al held med at få sin horisont udvidet, og det er lidt af en gave i sig selv.
FlotteDavey, der både er landets skøreste og mest nyskabende beatsmed, har produceret den fuldt ud tossede, ekstremt kreative "Farvel Pia" og den mindst ligeså legesyge "Rovdyr", der blander små lydbidder fra harmonikaer, franskbrød, banjoer, piano, strygere og meget andet til et grinagtigt eksplosivt beat.
Lars Da Fari har produceret den opløftende jazz-swinger "Tirsdag", der er mindst lige så laber som hans Tudsegammelt beats. Sammen med Chewbacca har han endvidere produceret førnævnte "Påtideatgåvider'" og den hængekøje-døsige "Billig holiday", hvor 2Pac's "then some lady named Billie Holliday sang" -linje fra "Thugz Mansion" naturligvis er inkorporeret. Endeligt har DJ30 og Chewbacca sat den gusten-tunge "Galde" sammen, der løber én koldt ned ad ryggen.

Der hersker absolut ingen tvivl om, at dette er den mest mageløse samling beats jeg som anmelder er blevet udsat for.

"Problemet" jeg sidder med nu er, at jeg i min videre beskrivelse af Stiplede Linjer er løbet tør for ord. Jeg har som anmelder allerede brugt de flotteste og mest værdiladte verber mit ordforråd har at byde på, men til udgivelser, der ikke er lige så gode som Stiplede Linjer. Jeg har allerede, i andre sammenhænge, kaldt Dialekten alt fra "mesterlige" og "sublime" til "episke" og "mirakuløse". De ord kan jo ikke overgås, så hvad er der tilbage?
      Havde jeg haft en akademisk-journalistisk baggrund, kunne jeg sikkert skrive noget i stil med, at Stiplede Linjer er et ekskvisit komponeret, ekspressivt, lyrisk-koloristisk storværk i dansk rap, farseret med særegne, stemningsmættede synteser, der i sjældent grad formår at få sindets strenge til at vibrere.
Men jeg vil hellere, for en sjælden gangs skyld, gemme ordene af vejen og ty til tal, for tal fortæller altid sandheden.

Som anmelder har jeg siden 2007 haft 469 udgivelser under kniven. Af disse har 17 fået topkarakteren 6/6, hvilket giver en "classic"-ratio på 3,6%. Á de 469 udgivelser, er 157 af dem danske. Á dem har ingen fået topkarakter, hvilket giver en "classic"-ratio på 0,0%. - Dét har jeg måtte høre for mange gange. Folk har i løbet af årene hævdet, at jeg "ikke forstår mig på hiphop", at jeg er decideret "modstander af dansk rap" og at jeg er "en useriøs og talentløs anmelder, der slet ikke føler for kulturen". Trods alt dette er jeg virkelig glad for, at jeg har valgt at forholde mig kritisk og krævende som anmelder, for det har - forhåbentlig - gjort mig i stand til at overbevise jer om, at det virkelig er et "classic" album der er tale om, den dag topkarakteren lander. Today is that day.

"Så hent dit slæng, dit posse, din kvinde og dine nære venner 
For de laver det sgu' ikk' sådan her længere" 

6/6

- Jeppe Barslund

onsdag den 23. januar 2013

DERFOR skal I glæde jer til Dialekten! Pt. 2


D. 26. maj sidste år udgav Dialekten Spis Rester II mixtapet, og som optakt til dén udgivelse lavede jeg denne hype-post for at fortælle folk - eller minde dem om - at de i høj grad havde noget at glæde sig til. Nu er der endelig, langt om længe, sat en udgivelsesdato på Dialektens debutalbum Stiplede Linjer, og i den anledning skal folket igen lige mindes om hvorfor de skal glæde sig, og hvad det er de skal glæde sig til.
- Jeg har været så heldig at få Stiplede Linjer i god tid (juleferie med nakkekrave er også en slags ferie!), og uden at afsløre for meget kan jeg sige, at I virkelig skal glæde jer!
Jeg har igen plukket og sat fokus på fem numre. Go' læsning.

"Grobund"
Fra Spis Rester II 

"Grobund" er ikke alene et fabelagtigt åbningsnummer til Spis Rester II mixtapet, det er en spot on introduktion til Dialekten som gruppe. Chewbacca viser hvor suveræn en producer han er med det atmosfæriske, jazz-tunge beat, og både Nota Bene og Chewie leverer vers, der viser dem fra deres bedste sider. Helt klart et af mine favorit tracks fra Dialekten.


Nota Bene
"Yo, jeg har skrevet sange, tekstforfattet, blækklattet mig frem   
Forelsket i nattens skygger, var gemt når jeg battlede mine egne
Men drengene festede og knaldede nogen kraner
Det grunden til jeg render rundt med det her latterlige garn
Min brandert lovede ikk' at klippe det før albummet er klar
Så nu sidder jeg på lokum og pukler med bomben bars
Mens resten af branchen drukner i tåbeligt bras
Toaster jeg brød i morgenkåbe og koger lidt kaf'
Og venter på de vågner, jeg håber det' snart
For de numre de pumper virker dummere end pap
Ren Karl Mar Møller på coke op i nummeren på Karen
Så jeg slukker for radioen og finder guldklumperne frem
For ungerne sulter de har brug for lidt larm
Brug for lidt Echo Out, brug for lidt ekstra lækkert, Dialekten snart
Og vi fornægter ikk' det næste barn, så her var en ekstra large
Men baren er hævet, frekvensen er klar
Jeg' stadig forelsket - ikk' kun i den hun var
Stadig sexet, en allerhelvedes hoochie mama
Og jeg må husk' at sige tak for good times hun har bragt
Bare for lidt rhymes har jeg set så meget, pulsen intakt"

Ayo det rytmen i melodien
Det dit fix midt i virvaret
Et genuint high á lá heroin
Det' en beduins oase midt i tørre tider
Det' sabotage på industriens pyramider

Chewbacca
"Yo det en boogie down produktion som KRS op i D&D
9 og 9, Nota lærte mig at tælle fire-fjerdedele
DJ30 viste mig vejen, Fruity Loops og Reason
Nu kom den lille bambino vist lige ud på isen
Men nu bomber beat'sne, og ja jeg tog udfordringen op
Med rigeligt i bagagen til at lyd-bombe dit spot
Og jeg som troede Common gik pop
Måtte finde for evigt før jeg forstod Dronning Hip Hop
Jeg så 1000 ting, taknemmelig for det tog mig ud omkring
Min homie hookede os op med 1000fryd og pseudoslang og Boomblastaz band
Sprødere end bacon
Når de her brødre ramte dagen som fy for satan
Husker dagen hvor jeg kom for tidligt til lydprøve
Jeg var nobody igang, jeg satte mig tilbage og nød showet
Og så den globus dreje og dreje
Rockede live, Aalborg by night fyldt med troldmænd og hokus pocus
Vi' så pisseskol', ja front alt hva' du kan
Men jeg ved andre har set dette nostalgia land
Som Roots på Roskilde, tingene faldt fra hinanden
Alt samme fundamentale ting for dette albums oprinden"

Ayo det rytmen i melodien
Det dit fix midt i virvaret
Et genuint high á lá heroin
Det' en beduins oase midt i tørre tider
Det' sabotage på industriens pyramider


"Galde"
Fra Stiplede Linjer

Som led i Echo Out's lille julekalender sidste år, røg denne video på tuben som en gave til folket. Hvad vi har med at gøre er en tidlig version af nummeret "Galde" fra Dia's kommende plade. Pladeversionens beat har fået et gevaldigt facelift (til det bedre) og Nota Benes vers, tjaa, det kunne vel ikke gøres bedre? - Skarpsleben battlerap gennemsyret af overlegen kynisme og tonstunge punches, hvor flowet og rimene kæmper en indbyrdes kamp om at fremstå mest imponerende.



"Beslutningen er taget men hele faget er fucked 
Så nu sidder jeg i vrede og river blade fra min blok 
For selvom alt hvad vi har skrevet virkelig var pisse godt 
Ser vi stadig ikk' en dadel efter vores spillejobs 
Så jeg har hul i maven, og et oversavet kladdehæfte 
Med good shit til både gucci-kids og gadeknægte 
Musikalitet og input til din badehætte 
Ingen usle, industrielle tunes på plade, næ næ 
Hold så kæft med det, gå nu væk med det 
Hvorfor laver I det lort når vi nu har så let ved det? 
Bette barn vi deffe, definitionen af tætte 
Mestrer mikrofonen, sætter hele skolen på bænken baby 
Arrh, og så alligevel ikk' 
For de vil ha' en bitch på hooket og en dude der rapper om sin pik 
Og det' da nuttet nok, men ikk' hiphop, nu det' nok 
Om du så er super thug eller brancheluder der sluprer cock 
For et usselt pophit, slut det, stop 
Og slug din stolthed stupide punk
Ta' på dit opmærksomheds-trip et andet sted 
Dit mindreværdskompleks lægger nok næppe landet ned 
Men du kæfter op på sms og facebook 
Om at du hænger med cool mennesker og at du' tæt på dit gennembrud 
Hver eneste lille detalje skal blæses op 
Alle ska' vide du the shit, så snart du slår en skid lægges det op 
Men det lutter bæ for min flok 
Step up og du blir' ædt og skidt ud som fæses på min blok 
Det' så let lille chump, hold dig væk og æd din pille 
Build your skills, hold din kæft og la' musikken spille"


"Hva' det er"
Fra Spis Rester II

Der kan ikke være nogen tvivl om - jævnfør ovenstående track - at Nota Bene ligger i den absolutte top når det kommer til dansk battlerap, og der skal ikke mange hænder til at tælle dem, der kan nå hans niveau. Blandt de få der kan er Chewbacca og Trepac, der på "Hva' der er" slynger omkring sig med furiøse linjer rettet imod de nytilkomne opkomlinge, der bliver udsat for gladiatoriske afklapsninger af øverste skuffe. Modbydelig tungt beat fra Chewbacca, og så er jeg vild med Trepacs linje om at det er "skjult reklame" som "et fatamorgana", da dén linje netop er en skjult reklame for hans eget album Fatamorgana - brillant! 


Trepac
"Nu' de langt om længe begyndt at lave grime herhjemme
Jeg regner med det rim'lig hurtigt blir' fortrængt igen
Jeg prøver nogen andre ting, gider ikk' og pak' det ind
Har ingen magt og penge, ergo ingen marketing
Så jeg' ret alene, men jeg ikk' uden makker
Har gjort som Hahn Solo: hooket op med Chewbacca
Jeg' cool rapper løber ind i anden cool rapper
Lortet udarter sig til nok en fucking fuldtræffer
Dope rappers; vi efterhånden en truet art
Der udretter små mirakler uden nogen superkræfter
Der ingen hoochiemama, gangsta-rapper skuddrama
Nej vi vil hellere hænge i studiet end at ruske tremmer
Vi old-school, tudsegamle uden grænser
Ruller fulde op og banker døren ind og skulder-tackler
Branchen til vi vakler ud af studiet for der brug for andre
Folk med tanker langt fra guld og andet ussel mammon
Tiderne hvor folk de køber lortet slutter brat 
Forbrugerne er færdige med at sluge det råt
De sultestrejker
Det kører ikk' længere, det på tide at skifte kugle-leje 
Og la' vær' og modarbejd' musikken for en smule skejser"

De sir' vi ka' rap', de sir' vi ka' det der
De sir' vi har swag, vi ved ikk' hva' det er
De sir' vi ska' satse på at lave landeplager
Vi sir' la' nu vær', ta' det bar' for hva' det er
De sir' vi for vilde, og ja det er vi nok
De sir' vi har stil, og ja det passer også
De sir' vi ka' tjene kassen hvis vi satser nok
Vi sir' "bare nik med nakken yo og kast dem op"

Chewbacca
"Lige ud af Hvalsø og Næstved zoo, vi' old-school og vi' dope
Vokset op med stålhjulene som små
Har stadig hængerøvene fulde af flow
Og springer over hvor gærdet er lavest til I grønne, gule og blå
I snakker en hel del 'bull om I bullseye'r de cypher
Vi bruger jeres tekster til WC-ruller, så pt. I nul'er
Vi pc-scroller videre væk fra jeres tøse-fnidder
Vores CV er dope'ere
Tror I på stjerne så læs jeres horoskoper
Eller kig bag jeres ækle løgposer
Vi ku' låne jer skills og forkæle jer møgunger
Det her er jointen, men la' den nu ikk' kvælde dine røg-lunger
Trepac og Chewbacca; dansk raps muldvarper 
Skyder op i ny og næ og bushhamre 'em all som BEA Crew graf'er
Mens I anstrengt og udbrænde
Ligger vi i skyggen, vandret med guldbajer
Og vi' stadig sultne på livet 
Og stadig det guld i arkivet så vi fremtrylled' den skive
En go' undskyldning for at drikke os fulde og skrive
Chewie og 'Pac - vi' ultra-ultra, det ultimative, yir!"

De sir' vi ka' rap', de sir' vi ka' det der
De sir' vi har swag, vi ved ikk' hva' det er
De sir' vi ska' satse på at lave landeplager
Vi sir' la' nu vær', ta' det bar' for hva' det er
De sir' vi for vilde, og ja det er vi nok
De sir' vi har stil, og ja det passer også
De sir' vi ka' tjene kassen hvis vi satser nok
Vi sir' "bare nik med nakken yo og kast dem op"

Trepac
"beat'sne er stuerene, teksterne er tudegrimme
Gi' mig noget smukt, ikk' kun en kniv imellem skulderbladende 
De tror det kun går op ad bakke i den her rutsjebane
Men det' et fatamorgana: skjult reklame
De' ikk' spillere, de ludomaner
Ubegavede unger der vil sluge en sabel for at få en smule af kagen
Men de' ikk' unormale
De gør hva' de gør i håb om et YouTube hit så de blir' endnu større"

Chewbacca
"I ristede uden tilbehør, bar' pissetørre
Spiller big dogs, mentalt er I på havenisse størrelse
Hva' ska' vi gøre med jer desertører 
Fra jeres tilværels', der vidst ikk' kun tjald i de spliffs i ryger
Var det mon englestøv din ven fik dig til at prøve
Hvorefter din hængerøv fik en IQ på 25
Jeg fatter ikk' gamet, og jeg gider ikk'
Hvorfor claime noget man ikk' er, det ikk' videre kvikt"

De sir' vi ka' rap', de sir' vi ka' det der
De sir' vi har swag, vi ved ikk' hva' det er
De sir' vi ska' satse på at lave landeplager
Vi sir' la' nu vær', ta' det bar' for hva' det er
De sir' vi for vilde, og ja det er vi nok
De sir' vi har stil, og ja det passer også
De sir' vi ka' tjene kassen hvis vi satser nok
Vi sir' "bare nik med nakken yo og kast dem op"



"Antitainer"
Fra Stiplede Linjer

Det har altid været evident, at Dialekten er blandt de allerbedste på plade, men som live-gruppe har de aldrig været helt lige så skarpe. Hvad der ligger til grund for dette er ikke til at vide. Er energien for mangelfuld? Er teksterne ikke live-venlige? Er kemien med publikum for vag? Det har ikke været til at sige. Nu giver Dialekten selv svaret: de har bare ikke hvad "spotligten kræver", og måske lider de "bare" under at være antitainere. Det er selvfølgelig en skam, men at skrive et nummer om det, og omfavne denne selverkendelse med så åbent sind, er en unik kvalitet at være i besiddelse af som kunstner. Og i sidste ende går de med panden oprejst, for som de rigtig nok siger, så er det de skriver intet mindre end eminent.


Nota Bene
"Har brugt at kvart liv på at skrive og kravle ud af kassen 
Og få aflivet den grå side af travlheden i muddermassen 
Smidt ud af klassen, stuearrest, ude om natten 
Fik en skabelon af skolen, men Nota ku' ikk' pas' den 
Rap kliché - kun graffity og hash var interessant 
Jeg alt for NB, men smilet forsvandt da jeg først var fri 
Og fik nye øjne, før så jeg halt så klart 
Mit perspektiv blev flyttet fra mine løg til min pandelap 
Så blev det weltschmerz, deprimeret teenager 
Utænkeligt at sku' entertaine med mine rim til fester 
Ingen hørte efter, Niels gemte sig 
Nervøs, flygtede fra lys og mennesker mens jeg dykkede dybt i lydfrekvenser 
Søgte ly i min krybekælder 
Hvor tvivlen støbte tekster, fyldte hæfter 
Der fik liv i de søvnløse nætter 
Og følelsen kom tættere 
Spøgelserne jetter når jeg spytter fresh 
Og sletter fakes, ingen følger med mig seriøst jeg deffer' 
Men ikk' nogen kølig fætter á lá charmeklud 
Så live fandt vi ingen løftede hænder, men vi gik planken ud 
Mig og Chew bandt de løse ender til et sammenskud 
Klassikerne løber længere"

Ayo I dræber det, FUCK nej I dræber stemningen 
I vil rock' live men I ikk' entertainere, spænd lige hjelmen ind 
For folk hader jo på hva' der vagt intelligent 
De står og gaber, med øjenæblerne himmelvendt
Ayo I dræber det, FUCK nej I dræber stemningen 
I vil rock' live men I ikk' entertainere, spænd lige hjelmen ind 
I har ikk' hva' den spotlight kræver gentlemen
Men panden oprejst for det I skrev var eminent

Chewbacca
"Middelklasse knægt, boom-bappet shit var mentorerne 
Tiden passede mig ikk' når jeg lå der og checkede sensorerne 
Malet pieces, skrev et par rim igennem årerne 
Havde det egentlig fint da jeg blev god til at brainstorme 
Men bag den enorme entusiasme voksede bændelormen 
For ham den lille Pablo Picasso 
Fik inspiration fra ham Fidel Castro 
Owned foran talerstolen cirka samtidig med 'Pac han blev blastet 
Priviligeret, fin skole, hook'ede op med Nota
Idioterne sku' li' gro lidt før de ku' bust' de strofer 

Perfektionerede lortet til det blev sweet'ere end abrikoser 
Dia blev dine sædvanligt mistænkte li'som Keyser Söze 
Det lyder mistænkeligt, let genkendeligt 
Det lyden af en nyklassiker som fritter på eggs benedict 
Antitainer, blir' aldrig det næste kæmpehit 
Men sørger for at soulbangere igen blir' let tilgængeligt 
Min love gav mig tro og jeg malede mig nogle billeder 
Mine rim, to-og-to som Adam'er og Eva'er 
Satan og Sankt Peter'e 
Dialekten - sukkersød rugged lyd siden '01 og I allesammen diabetikere"


Ayo I dræber det, FUCK nej I dræber stemningen 
I vil rock' live men I ikk' entertainere, spænd lige hjelmen ind 
For folk hader jo på hva' der vagt intelligent 
De står og gaber, med øjenæblerne himmelvendt
Ayo I dræber det, FUCK nej I dræber stemningen 
I vil rock' live men I ikk' entertainere, spænd lige hjelmen ind 
I har ikk' hva' den spotlight kræver gentlemen
Men panden oprejst for det I skrev var eminent



"Rovdyr"
Fra Stiplede Linjer

Jeg har været så heldig at få lov til at være en lille smule "eksklusiv" her med det sidste nummer! "Rovdyr" er et af mine favorit numre fra Stiplede Linjer. Mathias Skywalker er på besøg (som den eneste gæst på pladen i øvrigt) med sit yderst originale og sublime flow, og alle leverer sublime vers. Selve nummeret er I naturligvis nødt til at vente et par uger med at høre, men lyrikken får i her; den kan nemlig nemt nydes uden tilhørende musik. Det skal dog også nævnes at det tilhørende beat, leveret af FlotteDavey, er fuldkommen skørt - på den bedst tænkelige måde. 

Nota Bene
"Det' hund æder hund her, kun den stærkeste får lov at knep'
Så du ska' ha' muskler, hjerne eller overskæg
Og gerne moderne guld, fuld blus på netværket
Kend gerne en stjerne eller værre når du' fuld
Det' udmærket at ha' hjerte, men det bedre og være hul 
For så det' nemmere at være cool når du ender nederst i deres bunkepul
Forstå det nu, du' bare en metervare
En simpel statistik uanset de kvaliteter du har
Men systemet har svaret
Du blir' drejet, vejet og pacificeret hvis der' problemer med barnet
Og hvis du ikk' vil defineres, kvæler vi dig i papir
Spærer dig inde i stregkoder og makulerer dine værdier 
Hva' så der
Velkommen til maskinen - ned med bukserne
Sluk for det smil og vær klar til at blive kneppet af nikkedukkerne
Vi' så mekanisk vi ka' blive
Livsdrænet, apatisk, veltrænet, talende lig"

De' afsendere, vi bare modtagere
De forventer applaus, anerkendelse og trofæer
Og tro mig deres kroge de har modhager
Og de har dig på krogen
Men finder aldrig nogen tilfredsstillelse 
Vi mennesker bider på af gode hjerter
Rovdyr elsker duften af frygten, oh yeah
Så pas på med at gå her, de æder dig rå her
Og de har dig på krogen
Men finder aldrig nogen tilfredsstillelse

Chewbacca
"Jagten er gået ind efter den næste so som de vil bolle
Med fråde i mundvigen så blir' grådigheden udfoldet
Pas på, for de vil lokke med både smiger og dollar 
Folket vil jo se trofæer, modsat O.C. og Apollo
Så pludselig blir' de koldere og pacer ungerne
Til de har styr på toneregistret og de acer toner
For vi vil se vindere, det slut med taber generationerne 
Så skønhedsfejlene skæres væk hos plastickirurgerne 
Forældrene vil ha' priser og medaljer
Så de ka' prale med barnet, det' prestigens tidsalder
Så hva' gør vi når krisen den kalder?
Blir' desperat og klar til at vise hvem der befaler
Fucking bidske aber, drømmer om at hvile på laurbær 
Tålmodighed og ydmyghed; en uddød dinosaur her
Det som om I forventer de begraver jer
Ja bare afleverer din sjæl og sælg dine kragetæer"


De' afsendere, vi bare modtagere
De forventer applaus, anerkendelse og trofæer
Og tro mig deres kroge de har modhager
Og de har dig på krogen
Men finder aldrig nogen tilfredsstillelse 
Vi mennesker bider på af gode hjerter
Rovdyr elsker duften af frygten, oh yeah
Så pas på med at gå her, de æder dig rå her
Og de har dig på krogen
Men finder aldrig nogen tilfredsstillelse

Mathias Skywalker
"Jeg ka' kun tænke mit
Bør du holde dit handicap hemmeligt
Jeg mener sku' da det' Babylons endeligt
Jeg afslører kun enden for at høre på dem: "han er skarpsindig"
Men jeg' dum, jeg får mine selvsikre ansigtstræk penslet
Hvem vil dog nøje som et fucking andenrangsmennesker 
De idioter falder fra jævnligt
Det sikkert, det stemmer, luk de persienner 
Djævelen spiller ikk' åben med mindre han skinner
En vinder ved kun en tåbe har problemer
En vinder med venner på fingre men ikke sine hænder
For der ska' høres klinger i dem inden sandet rinder 
Livet ligger på skinner, det' lækkert, man døjer med det
Følg det vedlagte skema, hvis ikk' du ka' li' det så kløjs i det
Intet helligt i verden ligger til højrebenet (nix)
Det sku' da lige være vægten på toilettet
Den er sikkert 21 gram lettere i øjeblikket
Din sjæl sidder i kørestol med fingeren på joystikket"

De' afsendere, vi bare modtagere
De forventer applaus, anerkendelse og trofæer
Og tro mig deres kroge de har modhager
Og de har dig på krogen
Men finder aldrig nogen tilfredsstillelse 
Vi mennesker bider på af gode hjerter
Rovdyr elsker duften af frygten, oh yeah
Så pas på med at gå her, de æder dig rå her
Og de har dig på krogen
Men finder aldrig nogen tilfredsstillelse

Fem udvalgte numre fra mig til jer
- Jeg håber, at jeg enten har vækket eller hævet spændingen hos jer. Nu er der kun en sidste ting at sige: 

Den her er for de tusinde rim og ubeskrivelige timer
For de mistede filer og uudgivede skiver
For de blå toner, når smilene stivner
Men smil når de filmer - det' de stiplede linjer
Den her er for de tvivlende rim og missede pointer
Når selvbevidstheden hviner og beatet det skipper
For de blå toner, når smilene stivner
Men smil når de filmer - det' de stiplede.......



- JB

fredag den 11. januar 2013

Kesi - Ung Hertug


De fleste af jer, der nåede at læse min anmeldelse af Bomber Over Centrum på wots.dk, er udmærket klar over, at jeg ikke er den store Kesi fan. Med dét in mente kan alle regne ud, at dette ikke ændres med Ung Hertug. Flere har spurgt ind til en anmeldelse af Ung Hertug, men jeg er nødt til at spørge: er det egentlig nødvendigt? Jeg går ikke ud fra, at der er nogen der regner med at blive overrasket over udfaldet. Det ville jo nok bare blive for det billige grins skyld.
     Jeg vil hellere lave en halv anmeldelse/halv "spørgerunde" og få luftet noget af den undren og nogle af de spørgsmål jeg sidder med, når jeg lytter til et mixtape som Ung Hertug, for der er mildest talt virkelig meget jeg har svært ved at gøre mig klog på her.

Det første der undrer mig er hvorfor Kesi så insisterende vælger at lege ulidelig og hul "ung hertug"? Han kom frem og blev kendt som den unge, ambitiøse Nørrebro grime-rapper med en drøm om at leve af musik. På daværende tidspunkt var det fedt at følge ham og hans slæng i kampen for at nå deres mål, for numre som "Fissehul", "Byen sover" og "Stadig den bedste" var langt fra hitliste-materiale, så det handlede  i høj grad også om, om det overhovedet var muligt at leve af den musik man brændte for, også selvom denne ikke følger de formater som de højere magter i den kommercielle verden kræver. Det kunne de jo desværre ikke. Universal kom til, den skuffende debutplade, de tilhørende pop-singler og x-faktor optrædener fulgte efter.
     Med Ung Hertug, der udelukkende handler om sex, damer og penge, giver Kesi én grund til at tro, at numre som de førnævnte rå, mørke street-singler blot var en sur nødvendig for at nå pop-tronen, og at det musik der er at finde på nærværende mixtape er det, som Kesi altid har drømt om at lave. Dét undrer mig.

Den unge hertug er uden tvivl den mindst likeable karakter du kommer til at opleve i år. Her bliver der gjort en dyd ud af at opfylde mange af de karakteristika, der personligt tiltaler mig mindst: han er arrogant, overfladiskhed, selvhøjtidelig, materialistisk, respektløs, snæversynet og, nå ja, virkelig dårlig til at rappe.

Når det kommer til de valg, der er truffet på lydsiden, er det en rendyrket subjektiv sag: Er man glad for club-synth, plastic-trommer og auto-tune eller ej? - Det hele er at finde på stort set alle sange, så det er et meget enkelt enten/eller -spørgsmål. For mig er det en meget lidt behagelig oplevelse at lægge øre til produktionerne herpå, men da beat'sne gør et stort nummer ud af at efterligne den amerikanske mainstream hiphop, vil der med sikkerhed være mange herhjemme, der vil synes lyden er eminent. Et nummer som "For stærkt" fungerer faktisk fint med sin nedtonede, Drake-lydende produktion og tilhørende sukkersøde, men fine omkvæd. "Hygger mig" er også et højdepunkt på lydsiden, da de stramme trommer og det opklippede vokalsample danner et fedt fundament. Et problem for flere af de resterende beats er, at de faktisk lyder som demo-versioner af noget, der fremadrettet kunne blive godt.  

Når det kommer til flow og tekster til gengæld, er det mestendels så ringe, at det snart ikke længere er et spørgsmål om subjektivitet. Jo, det er det naturligvis, det er nok bare lidt af den unge hertugs arrogance der har smittet mig, men det føles virkelig som om, at det uden besvær kunne bevises med videnskab og facts, at lyrikken herpå er dårlig.
     Flowet er ensformigt, lineært og komplet unuanceret hele vejen igennem. Der bliver ikke leget med variationer eller kompleksitet i konstruktionerne. Det. Er. Det. Samme. Hele. Vejen. Igennem. - Til en grad hvor det næsten er komisk, som følgende passage fra "Ung spiller":

"Jeg' fra by'n hvor konger de blir' skabt /
Hvor vi holder på hvor's pagt /
Hvor man når langt hvis man holder me' de ret' /
Hvor vi knokler til vi' træt' /
Her hvor gaderne aldrig stopper me' a' snak'"
 

Der er så meget klappe-kage-flow over det, at jeg får lyst til at bage til far og mor i morgen.
     Som det også var tilfældet på debuten, kan man finde metaforer og "punchlines" på Ung Hertug, der er så fjollede, at man virkelig skal tage sig sammen for at bevare troen på, at det er ment alvorligt. På "Hva' så min neger?" rapper han: "Vi' så høje som en flyvinge / Så det kører rundt som cykling", og værre bliver det senere på "Ka' en hertug leve?" da han rapper: "Hun går direkte efter nødderne - palmetop / Trope ø, kobe-kød, to piger - gruppemød' / Begge går ned - hovedstød". Omkvædet til "Hop den" er så grelt, at selv Joey Moe må stille sig uforstående overfor dets tilblivelse.
Google-translate amerikanisering, der gør sig gældende i "Hva' så min neger?", er dertil noget af det mest pinlige jeg har hørt i dansk rap. "What's up my nigga" er blevet til "Hva' så min neger", "What it is, what it do" er blevet til "Hva' det er, hva' det gør" og allerværst er "What's really good" blevet til "hva' i virkeligheden godt". Fejlagtigt oversat, og bare tåkrummende på alle leder og kanter.

     Men én ting er, når lyrik ikke er synderlig velskrevet, en anden er, når det er decideret selvmodsigende. "Det ka' ikk' sammenlignes, når vi knalder / Kommer kun go'e ting ud af det som en spar'gris". Metaforen med sparegrisen i sig selv er grinagtigt elendig, men jeg finder det yderst komisk at han først siger "det ka' ikk' sammenlignes når vi knalder" og så alligevel sammenligner med det samme.
Når Kesi så på "Ung spiller" proklamerer: "I siger ingen ting som jeg ikk' har hørt før", så fornemmer man virkelig, at selvindsigten ingen steder er at finde.

     Men okay, give credit where credit is due. Enkelte steder viser Kesi, at han sagtens kan skrive. Det fremgår tydeligst de steder hvor han tager afstand fra den selvoptagede og humorforladte unge hertug, og ikke tager det hele - og ikke mindst sig selv - så seriøst. "Og ja, hende her er flot og har en gude-krop / Specielt efter tusinde shots" rapper han på "Hygger mig". Her får vi et lille glimt af den ironi, der klæder Kesi så godt, og som skulle have haft mere plads på mixtapet. Man hører rigtig meget om alle de lækre damer han laver i byen, men Kesi rapper hele tiden som om, at han har et-eller-andet at bevise. Jeg er med på, at det er okay fedt at score til højre og venstre, men er det virkelig så vigtigt at det skal nævnes på samtlige tracks? Phonte sagde det bedst: "The allure of new pussy is cool, but when it's over what the fuck you gotta talk about?". Og det er egentlig et relevant spørgsmål i Kesis tilfælde, da "new pussy" netop fylder så meget som det gør. Hvis man fjernede alt hvad der handlede om damer og sex havde Ung Hertug nærmet sig et instrumental projekt.

Ironien og humoren fortsætter i stor stil på "Hvorfor Ik", hvor især omkvædet er svært ikke at holde af:

"Hun vil vide hvorfor jeg har solbriller på indenfor
Og alle lokalets kvinder vendte sig om da jeg kom
Og hvorfor jeg har pels på udenfor sæson
Min kæde går mig til navlen og vejer et ton"

Svaret på disse spørgsmål er selvfølgelig: "Hvorfor ik?". Jeg tænker altid selv: "få dig dog et fucking liv din prætentiøse douche" når jeg ser folk med solbriller på inde på clubben (har aldrig forstået hvordan de kan se noget som helst), og dén har Kesi sikkert også hørt en gang eller to. Det er ren logik, at der ikke findes et egentligt formål med at bære solbriller indenfor, andet end at udstråle et-eller-andet, og derfor synes jeg faktisk at "hvorfor ikk'?" er et udmærket svar til spørgsmålet, - der er lidt Rick James "I'm rich bitch" attitude over det.

Mange flere lyspunkter er der desværre nok ikke at fremhæve. Mindre selvhøjtidelighed og stolthed og mere ironi, humor og fokus på flow havde båret Ung Hertug langt længere i den rigtige retning.
Der er en bar fra "Ung spiller", der nok forklarer det hele; årets mest ignorante quote, der stikker mig i øjet hver gang: "Jeg' min egen inspiration og guldet på min kron' sir' jeg ikk' er li'som nogen". Jeg er rimelig sikker på, at inspiration er noget udefrakommende, per definition. Hvis jeg var en del af- eller hang ud med B.O.C. crewet, ville jeg i hvert fald få nederen på hvis general højrøvet bare stod frem og proklamerede, at der ikke var nogen i hans crew der inspirerede ham. Der bør måske læses lidt op på noget eksistensfilosofi der.
   
Afsluttende vil jeg sige, at jeg på på en-eller-anden måde sidder med en fornemmelse af, at Kesi griner af en vittighed han ikke har forstået, og hver gang der er nogen der spørger ind og beder ham forklare det sjove i vittigheden, taler han uden om og forsøger at bruge reverse-psychology for at få ham, der har forstået vittigheden til at fremstå som den dumme. Nu forholder det sig bare sådan, at alle andre har grinet færdig, imens Kesi sidder tilbage og stadig forsøger at finde ud af, hvad det var, der var så sjovt.

I virkeligheden er det meget "full circle", at Kesi startede karrieren med at droppe ud af gymnasiet for at lave musik, og nu kan man så høre hans mildest talt uheldige mixtape på Spotify, hvor man bliver afbrudt af CphBusiness, der reklamerer for en "uddannelse der kan bruges til noget".

Til allersidst, et citat om inspiration fra C. JoyBell C.:

"Life is too short to waste any amount of time on wondering what other people think about you. In the first place, if they had better things going on in their lives, they wouldn't have the time to sit around and talk about you. What's important to me is not other's opinions of me, but what's important to me is my opinion of myself"

- Så Kesi; do your thing! Til helvede med mine fattige holdninger og synspunkter om dig og dit, - hvem er jeg overhovedet? Hvis det du laver gør dig glad og vigtigst af alt giver mening, så fortsæt og giv den gas. Det er sundt at vide at der er folk som mig "derude" med meninger som dem, der er præsenteret i artiklen her, men det må aldrig skyde dig ned.

torsdag den 10. januar 2013

¡Mayday! - Take Me To Your Leader


Det, der i sin tid blev den afgørende "salgstale" for mig i mit køb af Take Me To Your Leader, var en bruger på Amazon, der beskrev MAYDAY som en blanding af The Roots, Maroon 5 og Tech N9ne. En umiddelbart underfundig cocktail, men trods alt en jeg var nødt til at checke ud.
Meget hurtigt forstod jeg sammenligninger med de tre; MAYDAY leverer organisk liveband-hiphop som The Roots, de har fængende pop-rockede melodier (og til tider omkvæd), der snildt kunne minde om Maroon 5's, og så befinder de sig i nogenlunde samme skæve, alternative og mørke stilistiske nabolag som Tech N9ne, hvis selskab (Strange Music) de da også er signet til.

Det seks mand store band, der har de to rappere Bernbiz og Wrekonize i front og producer Plex Luther bag roret, har udgivet to plader forud for Take Me To Your Leader, hvor de (vist nok) stadig den dag i dag er mest kendt for hittet "Groundhag Day" med Cee-Lo Green, der var at finde på deres debut fra 2006.

Take Me To Your Leader har det tydeligvis ikke været deres ambition at lave "hits". Hvis man tænker på hvad der ellers kommer ud af Strange Music lejren, så er det sjældent hit-liste venligt. Krizz Kaliko's "Kali Baby" er vel det eneste egentlige forsøg på at lave et decideret kæmpe-hit i selskabets historie. Et hit blev det ikke engang...!

MAYDAY har sat sig for at skabe et betydningsfuldt album. Et album man virkelig kan tage og føle på. Vi har ikke at gøre med en gruppe, der spilder tiden med at rappe om at rappe og skrive rim om at rime. De serverer skarpe kommentarer til mangt og meget af det, der er galt med verdens status quo, samtidig med at de fortæller nogle seriøst fantastiske historier. Bandets navn i sig selv er en kommentar til, at der er brug for et råb om hjælp, da et-eller-andet er på vej til at gå galt. Om det er musikindustrien og hvad den gør ved kunstnere ("Counting sheep, not for sleep / Counting sheep 'cause so many sorrounding me"), det amerikanske profit-samfund ("Everything's for sale but you never really own it / I used to have it all, now I'm rolling with these roaches") eller verden set i et større perspektiv er ikke sikkert. Jeg vil gætte på lidt af det hele. Gruppens to rappere er heldigvis uhyre gode til at sætte ord på deres tanker og følelser, og lytteoplevelsen ender med at være lige så personligt som den er tankevækkende; en følelsesladet øjenåbner om man vil.

Og når man snakker om "følelsesladet", så stod MAYDAY uden tvivl for et af 2012's absolutte højdepunkter. Her er tale om kombinationen af de to sange "Due In June" og "June" (der ligger i hver sin ende af pladen), der er noget af det mest originale storytelling og samtidig mest modige og vovede stykke lyrik jeg har hørt længe. På "Due In June" taler Wrekonize fra et fosters perspektiv, der brændende ønsker at blive aborteret, da det synes verden er for hård og kold, og at der ikke er noget at leve for:

"I'm due in june
Tell her I'll be fine
Please don't give me time
It's for me to choose
And if they call me on a silver cloud, asking how I got here
I'll tell I'm just feeling proud to even get to stop here
Some never get the chance to choose
When they should even exist at all"

I omkvædet bønfalder fosteret hjerteskærende: "Don't make me live".
- Faderen deler det ufødte barns bekymringer: "My momma keep asking for grand kids but I just can't please her, I'm scared of this world". Han kommer alligevel i tvivl om, om abortering er det rigtige valg, da han spørger sin egen far til råds: "I look to my own fathers guide, he laughs in my face when I plead my case and says "you ain't the only one frightened"". Det minimale beat, der er drevet af en sørgmodig spilledåse-melodi (der naturligvis gør hele fortællingen mere "skræmmende"), fader over i en hjertebanken inden nummeret slutter. "June", der ligger 11 numre længere inde på pladen, starter med, at rytmen fra hjertebanken er fastholdt, men i stedet ved lyden af trin fra en mand, der går frem og tilbage på et trægulv, - højst sandsynligt faderen, der hvileløst går rundt og tænker over dilemmaet. Han beslutter sig for at gå hele vejen og få barnet, hvilket er ganske heldigt, da fosteret ligeledes har ombestemt sig undervejs. Fosteret har besluttet sig for ikke at give op så hurtigt. Det vil føle livet og mærke kampen:

"I wanna feel what it's like
To attempt to be fly
Fall hard and crash down
I wanna know what it's like
To wake up and realize
That you never once backed down
I wanna smile like you, cry like you, die like you will
But not before I'm born
Please let me live"



Virkelig lidt af en problemstilling, der kommer frem i dagens lys her. Abortering er en af de store mærkesager, når det kommer til forskellen mellem demokrater og republikanere i USA, og af alle de argumenter der har været fór og imod abortering i de endeløse debatter, tror jeg næppe at der er nogen, der har valgt at give det ufødte barns syn på sagen som MAYDAY gør her. En af republikanernes kæmpe-tosser, Bob Marshall, sagde om abortering: "The number of children, who are born subsequent to a first abortion, with handicaps, has increased dramatically. Why? Because when you abort the first-born of any, nature takes it's vengeance on the subsequent children". Når jeg hører sådan noget forstår jeg godt hvorfor MAYDAY valgte deres gruppe-navn! Og så tænker jeg i øvrigt, at der burde være mere hiphop i amerikansk politik! Nok om det, lad os komme tilbage på sporet.

Med hensyn til produktionerne er "Due In June" og "June" fantastiske, men faktisk ikke særlig sigende om resten af Take Me To Your Leader. Der er en del mere "gang i den" på resten af pladen, med gyngende trommer, fede basgange, markante guitar-riffs og mørke synth-melodier. Her er The Roots-sammenligningen igen relevant, for MAYDAY undgår de typiske "band møder hiphop" fælder, hvor produktionerne drukner i riffs, trommer og en generel overproducering. På trods af de mange rock'ede elementer og det faktum at det er et band vi har med at gøre, er det stadig beats man lytter til, og ikke rock med rap over.

I forhold til hvor ukendt et band MAYDAY er, er den her anmeldelse allerede ved at være for lang, så lad mig derfor korte det ned til, at Take Me To Your Leader er et virkelig fedt album med tunge, mørke, melodiske og effektive produktioner tilsat sublim rap og sang. Albummet er dog langt (19 numre), og MAYDAY formår ikke at udelukke et par mundane øjeblikke.
Check følgende tre tracks, og hvis det er noget der fanger dig, så find resten på Spotify; det er vel det man gør nu til dags?

4.5/6




"Aaahh, can you feel it, feel it - rushed out the door, what a strange feeling"

mandag den 7. januar 2013

The Weeknd - Trilogy


En kunstner, der endnu ikke er blevet nævnt her på bloggen, på trods af talrige henvendelser, opfordringer og anbefalinger, - er etiopisk/canadiske Abel Tesfaye med det musikalske alias The Weeknd.
The Weeknd - der i øvrigt udtales mere á lá "weakened" end "weekend" - opererer indenfor genren PBR&B; et stilistisk alternativ til den "normale" R&B-genre, hvor mere "moderne" produktions-teknikker og instrumenter dominerer lydbilledet.

For Abel Tesfaye begyndte eventyret for to år siden, da han lagde hele tre mixtapes på nettet til gratis download. House of Balloons i marts, Thursday i august og Echoes of Silence i december. I løbet af 2011 og 2012 gik The Weeknd fra at være mere eller mindre ukendt til at være på alles radar og blive kaldt alt fra "R&B'ens arvtager" til "den næste Michael Jackson".


     Trilogy samler de tre mixtapes under ét tag, smider tre bonus numre oven i hatten, og så har samtlige numre været en tur igennem mix/master-maskinen til denne udgivelse, så det hele er blevet finpudset og blevet lidt skarpere i kanten.

Det gode ved The Weeknd og Trilogy

... er først og fremmest og helt klart hans stemme, - nøj hvor kan han synge! Hans falset-vokal sidder lige i skabet, og det står soleklart at man har at gøre med en kunstner, der har total kontrol over sin stemme. "Wicked Games" er et strålende eksempel på, hvordan en sanger kan tryllebinde sine lyttere igennem en hel sang med en fantastisk vokal-performance. "The Morning", der er min personlige favorit, er pragteksemplet på et allerhelvedes fængende omkvæd, som kan høres nærmest utallige gange uden at blive kedelig. "Valeria" er et andet højdepunkt, hvor han lyder umiskendeligt som Michael Jackson, men samtidig imponere med sin egen klang. Og så må "High For This" også nævnes, hvor han på imponerende vis tæmmer en bragende, elektronisk stor-produktion med sin vokal.

Produktioner i The Weeknd's univers er generelt set langt fra bragende og "store" i lyden. Hovedarkitekterne bag lydsiden, Doc McKinney og Illangelo, begår sig i enkle, skrabede produktioner, hvor der helst skal ske så lidt som muligt og hvor effektiviteten skal skabes af få virkemidler. Atmosfæriske keys synes at være den eneste "must-have", og det gode ved dét er, at produktionerne aldrig stjæler fokus fra vokalen, men derimod bakker den op med melodisk minimalisme.

En anden ting jeg er ganske vild med når det kommer til The Weeknd's univers, er hvor ligeglad han er med format. The Weeknd er så åbenlyst kommercielt materiale, og hans hits skriger på at blive hørt af millioner af mennesker. Jeg elsker derfor, at der er numre - og faktisk mange af dem - der både når op på de seks, syv og otte minutters spillelængde, og derved fejler ethvert kriterie for at blive radio-materiale.    

Det dårlige ved The Weeknd og Trilogy

... har for mig meget at gøre med førnævnte produktioner. Godt nok er mange af dem rigtig gode, som skrevet, men når det hele kører på et så nedbarberet plan som det er tilfældet, bliver det farligt repeterende, og selv efter ti gennemlytninger har jeg svært ved at sætte titler på de fleste numre, ganske enkelt fordi de lyder utroligt ens. Havde de så bare lydt fantastisk allesammen havde det jo ikke været et problem at de lød ens, men for mig bliver det hurtigt lidt for kedeligt og lyden uhyre ensformig.

Det samme gør sig desværre - i endnu højere grad faktisk - også gældende for teksterne. Det handler om piger, fester, stoffer og penge, konstant og hele tiden med en depressiv og nærmest ulykkelig undertone som kompagnon. The Weeknd tegner faktisk et billede af sig selv som værende lidt af en douche, for ikke at sige en komplet douche! På det ene nummer synger han om ulykkelig kærlighed, og på det næste om at hive en bunke strippere med på på sit værelse og tage stoffer og kneppe hele natten. Det er noget nært umuligt at have ondt af ham som person, på trods af at der bliver klynket en del. På "House of Balloons / Glass Table Girls" synger han endda om, hvordan han holder en pige som slave i sin illusion om, at de er lykkelige sammen. Cocaine is a hell of a drug!
Det helt store problem med teksterne er, at de vitterlig ikke handler om andet end sex, stoffer og ekstravagance, og selvom selve lyrikken ikke er dårlig skrevet, er det bare unuanceret og gentagende, og Trilogy bærer trods alt 30 numre, og det er altså mange minutter at skulle høre om hans natlige eskapader, som egentlig slet ikke lyder så fede igen i det lange løb. Jeg får endda nærmest ondt af ham når han på "Valerie" synger: "I love you, I need you, I only want you / And nobody's going to know if it's true", hvis ikke det er sørgeligt ved jeg da ikke hvad er?!

Så alt i alt

... har vi at gøre med et stort album med 30 numre, hvoraf der er en god håndfuld åbenlyse hits, men også rigtig meget musik, der har svært ved at skille sig ud som noget "særligt", grundet den lidt kønsløse røde tråd i produktionerne.
     Kan man identificere sig selv med og relatere til den karakter The Weeknd nu engang positionerer sig selv som, så er Trilogy naturligvis det rene guf. Jeg bliver dog rimelig træt af at høre om de samme selvforskyldte ulykker over små tre timer, så jeg tager en gedigen håndfuld fabelagtige numre med mig, og lader resten stå hen. Vokalen er sublim og håndværket er generelt set i orden, der er bare alt for meget af det samme og et unødvendigt overforbrug af de samme storylines og produktions-mønstre.

Er man helt ny og har ikke begivet sig ud i The Weeknd-land endnu, vil jeg anbefale at downloade House of Balloons, der helt klart er det mest vellykkede mixtape af de tre. Trilogy virker som en stor mundfuld for nytilkomne.

Det her er selvfølgelig bare min mening. Jeg ved der er mange herhjemme der er nede med The Weeknd. Hvad synes I om Trilogy?

3.5/6
 




- Jeppe Barslund

fredag den 4. januar 2013

Top 10: Jay-Z



Jeg håber alle har haft et fantastisk nytår og at I alle kom sikkert og festligt ind i 2013.
Som årets første blog-indlæg har jeg lavet en liste, som der efterhånden er rigtig rigtig mange, der har efterlyst; nemlig en ’Top 10’ over bedste Jay-Z numre. Manden behøver næppe nogen introduktion, hans status kan vel koges ned til: "verdens største hiphop stjerne", - så without further ado: her er min personlige liste over favorit Jay-Z numre. Lad mig se jeres lister i kommentar-sektionen.

10.
”Dear Summer”
534
 

The Black Album var (eller rettere skulle have været) - som de fleste sikkert ved - Jay-Z’s farvel til hiphoppen. Intentionen var at indstille rap-karrieren efter udgivelsen, men der gik ikke mere end et par måneder før savnet blev for stort, og de enkelte feature-vers han leverede var bare ikke nok. ”Dear Summer” er at finde på Memphis Bleek’s 534, og ganske spøjst og noget arrogant har Jay-Z valgt at optræde alene på nummeret - bare lige for at understrege hvem der er bossen. Lidt ondt får man af Bleek, da nummeret uden sammenligning bærer pladens stærkeste produktion (fra Just Blaze), og han ikke får lov til at tage bare en lille bid af kagen. Værre bliver det kun af, at nummeret blev valgt som single!
Udover det, er det et forrygende nummer. Jay-Z bruger sommeren som analogi for hiphoppen: ”dear summer, I know you gon’ miss me”, da sangen først og fremmest er et tak til hiphoppen for alt hvad den har bragt Jay. Set i bakspejlet er det dog nok også et hint til, at han ville vende tilbage: ”A couple words and like Peaches And Herb, we'll be reunited and it feels so hood / Have the whole world saying "how you still so good?!"”. Peaches And Herb havde et hit med titlen "Reunited", ligesom Jay og hiphop nok igen ville blive reunited. Egentlig bare et lækkert nummer med et herligt beat og en let og sikkert flydende Jay.  

9.
”Show & Prove”
Daddy’s Home

Som nummer er ”Show & Prove” nok bedre end flere af de numre, der ligger længere nede på denne liste, men da det ikke er et Jay-Z nummer, og nok mere er inkluderet for at få et historisk perspektiv med i listen, ligger den heroppe.
”Show & Prove” er først og fremmest Big Daddy Kane’s nummer, men det er også et historisk posse-cut, hvor nogle af 90’ernes mest fremtrædende MC’er rapper om kap – og gør det allerhelvedes godt! Dette var blot Jay-Z's fjerde feature. Efter The Jaz (aka. Big Jaz/Jaz-O) havde taget Jay under sine vinger og ladet ham gæste tre af sine tracks i ’89 og ’90, var unge Shawn Carter klar til at prøve kræfter med nogle af de helt tunge drenge, og side om side med Brooklyn-legenden Big Daddy Kane, Big Scoop, Sauce Money, Shyheim og Ol' Dirty Bastard – desuden over et af DJ Premier’s vildeste beats til dato - er det sikkert at sige, at Jay-Z havde noget at bevise; meget sigende for sangens titel. Det er ligeledes sikkert at sige, at han i høj grad tager kegler og efterlader et stort indtryk med sit flabede speed-flow. A star is born.

8.
”Beach Chair”
Kingdom Come
 

Ja, jeg springer lidt i Jay-Z’s karriere her på listen! Fra forrige nummer, der var startskud til en ikonisk karriere til ”Beach Chair”, der er det afsluttende nummer på Kingdom Come; Jay-Z’s tilbagevenden efter pensionen og – ifølge mange – pladen han aldrig skulle have udgivet! Jeg har som en af de få altid synes at Kingdom Come var en ganske udmærket plade, og især ”Beach Chair” har jeg altid syntes var et fabelagtigt nummer. Jay har rekrutteret Coldplay’s Chris Martin til at både producere det storladne beat og synge det eminente omkvæd. - Man kan måske derved sige, at det ikke udelukkende er Jay-Z’s fortjeneste at det er et godt nummer, men dét at vælge samarbejdspartnere, sangere, gæster og beats er en kunst der ikke må negligeers  - og en kunst Jay-Z i min bog altid har haft godt tag om. Flow-mæssigt holder Jay så fra det komplicerede. Han sidder i sin beach chair og kigger tilbage på sit liv samtidig med, at han funderer over, hvad der venter ham i fremtiden. "I'm not afraid of dying, I'm afraid of not trying".  

7.
”Cashmere Thoughts”
Reasonable Doubt
 

Jeg har det lidt med Reasonable Doubt som jeg har det med Kanye's Graduation: Det er begge utroligt gode plader, men når det kommer til stand-out enkelt sange, så har jeg ikke mange favoritter derpå. Måske er det fordi jeg først blev introduceret til Jay-Z med The Blueprint, og derved aldrig har "levet med" Reasonable Doubt, eller også er det fordi hans debut er en af de plader, der er god i sin helhed. Jeg skal ikke kunne sige det. "Cashmere Thoughts" har dog altid været en favorit fra albummet. Slår man ordet "smooth" op i en definitions-ordbog vil man finde dette nummer. Clark Kent har produceret nummeret, og lytter man til Bohannon's "Save Their Souls", som han har samplet, vil man nok sige, at han ikke har haft synderlig svært ved at komme frem til sit slutresultat, men når et beat er så labert som det er tilfældet her, kan det være komplet ligegyldigt! Dertil er det svært ikke at holde af den flabede Jay-Z: "I pimp hard on a trick, look / Fuck if your leg broke bitch, hop up on your good foot".    

6.
”99 Problems"
The Black Album

Jeg kunne forestille mig, at "99 Problems" er en af de sange, som vil blive inkluderet mest på folks 'Jay-Z Top 10', og det tror jeg der er mange årsager til. Den umiddelbare og åbenlyst årsag er, at nummeret rykker for vildt! Rick Rubin's beat, der slår lige så kraftigt og støjer lige så meget som dem, han plejede at producere for Beastie Boys, er ikonisk i sig selv. At Jay-Z fremfører en af hans skarpeste storyline raps overhovedet over mastodont-produktionen er kun yderligere fantastisk. Den "bitch" han ikke har som problem er både kritikere (første vers), egentlige "bitches" (hun-hunde)(andet vers) og svage modstandere (tredje vers). Især andet vers er gået hen og blevet legendarisk, da han fortæller om sit sammenstød med en fordomsfuld hilbilly-betjent, der vil ransage Jay's bil. Det siges at fortællingen i andet vers er baseret på en ægte begivenhed. Helt juridisk korrekt er forløbet vist ikke, men fandens godt fortalt!  

5.
”Empire State of Mind”
The Blueprint 3

Jay-Z er en kommerciel rapper, det kan der ikke være nogen tvivl om, - men han er en af de få kommercielle rappere vis hits man som ”åhh så stolt hiphopper” ikke har noget imod at høre overalt i radio og fjernsyn. Al Shux’s beat er voldsomt effektivt og fængende, og Alicia Keys’ omkvæd sidder lige i skabet: ren radio-guf og et vaskeægte million dollar hit. Men Jay-Z udvander ikke sin lyrik til radiolytterne. Rappen på ”Empire State of Mind” er ovenud imponerende og fyldt med kløgtigt ordspil, kringlede metaforer og labre flows. Især linjen "If Jeezy's paying LeBron I'm paying Dwayne Wade" er vanvittig smart. Young Jeezy rappede på hans "24-23": "I used to pay Kobe now I pay LeBron" for at sige, at han er gået fra at betale 24 (Kobe's rygnummer) jern pr. kilo coke til 23 (LeBron's rygnummer) jern, og derved rykket op i graderne. For at understrege at det altså er ham der er bossen siger Jay-Z, at han kun betaler "Dwayne Wade" pr. kilo; han bærer rygnummeret 3. Gad vide hvor mange P3 lyttere der har fanget den?  

4.
”Justify My Thug (Kno Remix)”
Kno vs. Hov

Pladeversionen af ”Justify My Thug” står for mig som den eneste skæring på The Black Album, der virkelig rammer ved siden af. Ikke på grund af Jay-Z, men på grund af DJ Quik’s komplet ligegyldige beat. Quik har sagt, at årsagen til hans navn er, at han producerer hurtigt, og det kommer til udtryk på en rigtig kedelig facon. Dén rettede undergrundshelten Kno til gengæld op på, da han udgav remix-albummet Kno vs. Hov, hvor han gav sit bud på, hvordan The Black Album også kunne lyde. Beatet er nedbarberet og minimalt, men har netop sin effektivitet heri, og de atmosfæriske keys blandet med sang i baggrunden resulterer ganske simpelt i en utrolig produktion. Kno har dertil fået sin Cunninlynguists-kollega Deacon the Villain til at synge et omkvæd, der er så forbandet fantastisk, at man ville ønske at Jay-Z også kiggede nedad imod undergrunden til tider, i stedet for kun at mænge sig med stjerner. Vold fedt nummer!

3.
”Heart of the City (Ain’t No Love)”
The Blueprint
 

”Heart of the City (Ain’t No Love)” var det allerførste Jay-Z nummer jeg hørte, og dén grund alene er nok til placeringen som nummer tre på min liste. ”Heart of the City” er tilfældigvis også et af de bedst producerede numre i Jay-Z’s katalog. Kanye West er manden bag produktionen, og ikke alene var det et af de første beats han producerede, - det var samtidig dén lyd der fremadrettet skulle vise sig at blive et definerende træk for ham som producer. Jeg får nærmest kuldegysninger hver gang nummeret når sit klimaks ved 2:54 mærket, da det nynnende kor løfter beatet op over skyerne. Et på alle leder og kanter stærkt nummer, der blev starten på noget – tør jeg vidst godt sige - meget stort!   

2.
”A Dream”
The Blueprint 2
 

Jay-Z rapper som galt det hans liv, Biggie’s legendariske vers fra ”Juicy” er samplet, Faith Evans synger et mageløst omkvæd, Kanye West producerer og Just Blaze scratcher: hvordan kan man ikke elske dette nummer? Det er ikke et nummer jeg typisk oplever som hørende blandt folks favoritter, men for mig står det som et absolut højdepunkt i Jay-Z's karriere. Det er en smuk tribut til The Notorious B.I.G., der både var Jay-Z's rap-ikon og Faith Evans' ægtemand (han blev skudt tre år efter de blev gift), hvilket gør sangen dét meget stærkere. Et virkelig stort, flot og følelsesladet nummer.

1.
”December 4th”
The Black Album

"They say they never really miss you 'til you dead or you gone, 
so on that note I'm leaving after this song". 

Måske heller ikke en typisk favorit, men for mig er der så meget omkring "December 4th" der er umådelig fedt, at det hele går op i en højere enhed. Og her snakker jeg ikke bare om Just Blaze's helt utrolige beat eller Jay's knivskarpe rap, men også om det faktum, at nummeret på en måde fortæller hele Jay-Z's liv og karriere - fra fødsel og barndom til livet som hustler og til at "try this rap shit for a living"  - i blot tre vers, samtidig med, at han tager en meget værdig afsked. 
Linjen "I was conceived by Gloria Carter and Adnes Reeves, who made love under the sycamore tree / Which makes me, a more sicker MC" imponerer mig lige meget hver gang, også selvom referencen til Biggie's "You're Nobody Till Somebody Kills You" er en smule tyk. Og så har produktionen på "December 4th" altid stået som Just Blazes allerbedste i min bog - jeg kunne lytte til det beat i timevis uden at blive træt af det. Perfekt nummer. 

Det var min 'Top 10' med Jay-Z sange
- if you can't respect that your whole perspective is wack!

Et lille ekstra billede, bare lige for at understrege, at Jay-Z altså er the boss!

- Jeppe Barslund