Hvis man ikke tæller den seneste uges tid med, er det album jeg har lyttet mest til i år Mark Orton's soundtrack, eller nok mere præcist score, til Alexander Payne's Oscar-nominerede Nebraska. Et soundtrack der gør det, soundtracks gør bedst: henfører lytteren til en musikalsk forfatning, der både bærer reminiscens til filmen stemning og som samtidig lader lytteren fortolke og male sin egen historie til musikken.
Tæller vi den forgange uges tid med, at det ikke længere Mark Orton's soundtrack der er blevet spiller mest herhjemme, men derimod L'Orange's dugfriske The Orchid Days. At L'Orange udgiver et nyt fuldlængdes album så kort tid efter The City Under the City (som igen blev udgivet kort efter The Mad Writer) er imponerende nok i sig selv, men at The Orchid Days tilmed er hans ypperste præstation hidtil gør det decideret skørt.
The Orchid Days er hovedsageligt et sample-baseret instrumental-projekt, og gør præcist som førnævnte pragteksemplar på et soundtrack; den skaber stemningsbilleder, der opfordrer lytteren til at skabe sin egen verden og sin egen fortælling ud fra musikken. Der burde næsten følge 19 lærreder med albummet, så man kunne visualisere sine fortolkninger ud fra de forskellige skæringer.
The Orchid Days er dog umiddelbart mere end "bare" et fiktivt soundtrack. Pladen er "lavet" som en film, hvor billedsiden er skåret fra. De forskellige samples af dialoger fra tudsegamle film og tilstøvede jazz-glemsler beretter om en kærlighedshistorie, der finder sted i en nær fremtiden, midt i verdens undergang. Denne korsvej imellem det romantiske og det melankolske kommer perfekt til udtryk i musikken, da L'Orange på fornem vis balancerer imellem det lette og humorrige og det mørke og dystre. Stemningen minder en smule om Lars Von Trier's Melancolia, hvor en menneskelig historie udspiller sig, alt imens en overhængende og uundgåelig fare nærmer sig.
Historien på The Orchid Days serveres langt fra åbenlyst. Man skal lytte godt efter, og fortællingens detaljegrad afhænger af, hvor mange gange man "gider" nærlytte sig igennem pladen. L'Orange har hyret stemme-skuespilleren Erik Todd Dellums til at indlede det hele, og dirigerer samtidig en lille håndfuld ekstremt velvalgte gæster som Blu, Homeboy Sandman og Billie Woods, til at tage lytteren ved hånden og guider én i præcis den retning, hans slår an med sit lydbillede.
Et ubegribelig flot produceret lydbillede that is! Konsekvent underspillet men altid med en næsten uhyggelig detaljegrad og en ditto sans for enten at finde eller skabe melodier ud fra de hundredevis af samples. Fra bittesmå og skrøbelige kompositioner som "Second Person" og "Will Wait" til større anlagte harmonier som "Eventually" og "Haiku" til fuldfede jazz-perler som "Need You" og "Mind vs Matter". L'Orange's kreationer hviler på sampling af musik fra en jazz- og swing-era, der er så bedaget, at selv mine bedsteforældre ville synes det var gammelt. L'Orange undgår dog at lave en musikalsk reproduktion af Old Days og The Mad Writer som man måske kunne have frygtet, ved at have opdateret og udviklet sin sample-teknik. Den er ikke nødvendigvis blevet bedre som sådan, men han tager nogle andre midler i brug, der gør, at The Orchid Days en "sin egen" og ikke blot "endnu en". En sang, der på fortrinlig vis viser dette, er genistregen "Spilled Together". Sangen åbnes med en bid dialog taget fra en oldgammel film, hvor et forelsket par, mildt mistroisk, udtrykker, at de har savnet hinanden, efter at have været separeret. Et knasende og knirkende vokalsample tager over: "You ran away and my heart went......", og så falder beatet ind, båret frem af et fabelagtigt drum-break, håndfaste dj-cuts og en uhyre kløgtigt hæklet konversation, skabt ud fra en håndfuld forskellige vokalsamples.
Jeg har i et øjebliks totalt nerd-rage forsøgt at illustrere ovenfor, hvordan L'Orange vækker denne samtale til live. De forskellige brudstykker siger ikke noget specifikt, ja det er faktisk noget volapyk, men i og med, at sangen starter ud med den førnævnte dialog, giver det perfekt mening, at denne dialog "fortsættes" via L'Orange's kunstneriske udtryk. Dette illustrerer ganske godt, hvor omhyggelig og præcis L'Orange er i sin manipulation af musik. Han fortolker sine referencer og inspirationer, og skaber noget nyt og originalt ud fra en forgangen musikskat.
Der hvor The Orchid Days adskiller sig fra The Mad Writer og især The City Under The City, er i dens "krav" til at blive set om en helhed. The Orchid Days er en samlet lytteoplevelse, og selvom de enkelte gæstebårne tracks står en smule ud, fungerer pladen uden tvivl bedst som en samlet pakke. Flere skæringer ville højst sandsynligt ikke fungere ude af kontekst, men som perlerække på den røde tråd som L'Orange har fået skabt, går det hele op i en højere enhed og gør den underspillede The Orchid Days til et stort værk.
5/6
- Jeppe Barslund
Tjek som en lille bonus også L'Orange's tre bidrag til MMG-kompilationen Mandala Vol. 1: Polysonic Flows:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar