Dirty Dike - Sucking on Prawns in the Moonlight

Få er ligeså over-the-top perverterede og uhumske som Cambridge-rapperen Dirty Dike, der synes at have gjort det til sit eksistensgrundlag at frarøve sin hjemby sit stuerene image som prestigefyldt og korrekt universitetsby. "I'm treating rapping like it's wanking 'till I'm breaking my cock" brumlede han på titelnummeret på sit forrige album Return of the Twat, der som lytteoplevelse var ækvivalent med ét stort fuldemands-barslagsmål. Beat'sne bragede derudaf i ét væk, og Dity Dike delte rundhåndet ud af riv ragende vanvittige one-liners. Og se bare coveret, hvor man næsten kan høre Dike råbe "Heeeeeeere's Johnny!" som han presser sit ansigt ud igennem helvedes vagina (!). Drengerøvs- og plathedsfaktoren kunne svært være større.  

Meget er sket siden Dike udgav Return of the Twat i 2013. Han har medvirket som gæst på flere udgivelser og produceret for bl.a. Ocean "Spitz" Wisdom og Lee Scott, men selv har han holdt en lille pause, og det er tydeligt på Sucking on Prawns in the Moonlight (herfra SOPITM), at Dike har rykket sig. Jovist, titlen og plade-illustrationen giver anledning til at tro, at vi igen er ude i det absurde, og numre som "Alcoholic Tosser" og "Posse Gang Eight Million" fortsætter præcis hvor forgængeren slap. Det resterende indhold på nærværende album er dog af markant anderledes natur. Hvis Return of the Twat var fuldemands-barslagsmålet, er SOPITM den affektive og indadskuende slentretur hjem fra byen, ved solens frembrud i morgenkulden. Dette kommer både til udtryk i teksterne, der ofte er centreret om andre personer, med Dike som både personbunden- og alvidende fortæller, og også i produktionerne, der er langt mere nedtonede og afdæmpede. Noget kunne tyde på, at Dirty Dike simpelthen er blevet en smule mere moden siden sidst, hvor kliché det end måtte lyde. 

På den selvproducerede "Crystal Cindy", der hviler på et følelsesladet klaverspil meget magen til det på Moby's "Porcelain", hører vi om en kvinde, "The kindest heart, a prime example of a shining star", der falder i coke-fælden og med drastisk hast begiver sig imod bunden. Dike rapper:

She can't function on her feet, slumbered in the street /
If it ain't the drugs or money it's the company she keeps /
And her mates think it's funny when she's sucking on her knees /
At a festival in front of everybody for a g /
So her life changed quickly, mind games living in a cage /
Giving into lines saying "sniff me", white dread gypsies, tents in abandoned yards /
Standing in the centre with a kestrel and a strangled heart"

Endnu værre bliver det på den grumme "Mallory & Josephine", der er en udpenslet beretning om seksuelt misbrug. Det lyder:

"Her dad raped her /
Told her it's a secret, he was doing her a favor /
She got sexual and she tried to explain /
Which only left her brain fried and a life full of pain /
Her less sick mother sat drinking as she awkwardly said /
Your sisters are all fine, it must be all in your head"

Som jeg tolker historien er Josephine og Mallory én og samme person, hvor den ene af dem fungerer som personificeringen af pigens frustrationer, had og lede, som reagerer via selvdestruktive handlinger. Godt skrevet er det, og det tunge, mørktonede beat understøtter historien næsten for godt, ved at have samplet brudstykker af lyden fra en tilredt kvinde. 

     Endnu et højdepunkt finder vi på "Hold My Hands", der uden tvivl må siges at være Dike's mest personlige nummer til dato. Vi bliver budt indenfor i hans sind, som både er rodet, fortvivlet og befriende emotionelt. Kæmpe skud ud til Echo Out's egen producer Klagen, der har produceret nummeret til nær perfektion. Over mesterligt anvendte trommer skaber han en isnende kold og næsten hjemsøgende stemning, der understreger tyngden i linjer som: "Maybe we could reach a peak together in a cloud of hate / And shake away the powder I'm addicted to around my face". Min drøm om at høre Jam Baxter over et FlotteDavey beat synes pludselig ikke så urealistisk!

Nu har jeg fremhævet "Crystal Cindy", "Mallory & Josephine" og "Hold My Hands"; tre sublime numre, der dog ikke tegner et generelt billede af SOPITM, der i så fald ville være et umådelig tungt og dystert album. SOPITM afbalanceres på fin vis med andre forskelligartede højdepunkter, som fx den vidunderlige "Me & You", hvor Dike og Jam Baxter dribler fjollede rim over et spændstigt jazz-beat. "You're smoking on a dick, I'm smoking on a spliff / You're showing off your kids and I'm a chauvinistic pig" lyder det på klassisk Dike-manér, inden Jam Baxter leverer mindst lige så klassiske Baxter-finesserier: "But me, I'm trying to speak, you're just trying to preach / My ears about to stab itself and drink a pint of bleach", efterfulgt af det nedladende nådestød: "You're doing what you can, I'm doing what you can't".
     Også "Isleham Swamp" må fremhæves, i særdeleshed på grund af Joe Corfield's mageløse produktion, der udløser gåsehud på samme måde som Jam Baxter's "Squashed" gjorde. Og med små lyriske guldklumper som "You can't change a spinning heart and get a settled dream" drysset ud over nummeret, må det kategoriseres som eminent.  

Det ellers tårnhøje niveau, der kommer til udtryk på alle de ovenfor nævnte numre, bliver uheldigvis også afbalanceret, navnlig af numre som "I Ain't Got A Clue", der bærer et ganske grelt omkvæd, og "Takeover", der mest af alt lyder som kunstnerisk tomgang.
     Dirty Dike har udviklet sig enormt, og det resulterer i nogle af de bedste numre og tekster, jeg har hørt fra ham. Han nægter dog at give slip på de infantile drengestreger for bestandigt, hvilket gør, at SOPITM overordnet set bliver en smule rodet, da man zigzagger imellem barnagtige udskejelser, tungsindige fortællinger og følsomme øjeblikke. Der må dog ikke herske tvivl om, at SOPITM er yderst anbefalelsesværdig.

Køb Sucking on Prawns in the Moonlight på vinyl eller cd via High Focus Records

4/6

- Jeppe Due Barslund

Jam Baxter - ...So We Ate Them Whole

"Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig".

     Sådan opfordrer Italo Calvino sin læser, der skal i gang med forfatterens roman Hvis en vinternat en rejsende. Det er ikke nogen dårlig opfordring, Calvino dér kommer med, når det gælder læsning, og vi lyttere af hiphop (og musik generelt) kunne tage ved lære.  

"2014 har været et dårligt hiphop-år". Denne sætning er jeg faldet over et par gange siden udgangen af 2014. En sætning som jeg ingenlunde begriber hvordan nogen kan få sig selv til at formulere. Så mange artister har arbejdet ihærdigt på tusindevis af numre, fordelt på utallige plader, og alligevel er der nogen, der føler sig berettiget til at koge alt ned og opsummere hele året i én nedladende sætning: hele året har ganske simpelt været dårligt. Jeg tror måske jeg ved, hvad der ligger til grund for dette. Se på de mange 'best of' -lister, der oversvømmer internettet. Alle, inklusiv mig selv, har en holdning til, hvad der har rykket på sig i løbet af året. Problemet er (og dette kan forekomme som lidt af et dristigt postulat), at mange af disse lister er rendyrket varm luft. Den kvalitative vurdering er blevet erstattet af kvantitative pralerier, forstået således, at det er blevet populært at kunne sige, at man har hørt og kender til så-og-så meget. Tag bare albumoftheyear.org eller medium.com, der henholdsvis har lavet en 'top 75' og en 'top 100' liste over årets bedste hiphop-plader. Hvad er det helt præcist man forsøger at bevise ved at lave så vældige lister? At man er mere inde i genren og dermed mere kvalificeret til at lege smagsdommer end dem, der opererer i top 10 og 20 lister? - Eller slet og ret, at man er et ignorant fjols? Jeg svarer gerne: sidstnævnte. 

     Ingen har nærlyttet 100 plader igennem 10-20 gange for at have et værdigt udgangspunkt at rangliste dem efter. Næ, der er blevet speed- og skimtelyttet til den store guldmedalje, og i processen er årets ægte store værker gået tabt. Værker, der kræver minimum 10 nære og intime gennemlytninger. Værker, hvor kunstnerne bag har brugt al sin kreativitet og energi til at skabe pladen, og hvor det vel kan være rimeligt at bede lytteren om, at han eller hun gør sig umage og også bruger sin.

Jam Baxter er en af disse kunstnere, og der er noget dybt komisk (tragi-komisk velsagtens) over, at manden bag årets med afstand bedst skrevne plade ikke er at finde på én eneste af de mange års-lister. Jeg kan desværre ikke tillade mig at pege fingre, da Jam Baxter heller ikke var at finde på min egen 'top 10', men kun var blandt de "øvrige nævneværdige". Dette understreger blot, at Jam Baxter - og i særdeleshed ...So We Ate Them Whole, kræver tid; tid jeg ikke havde givet den da jeg lavede min liste. 

"I've been staring off this roof for as long as I can remember /
In an unspent hour I buried in late December /
Where the icy winds tug and unravel your raison d'être /
And the scene beyond swells in its dirty decadent splendour" 

Jam Baxter har alle dage været et vanskeligt bekendtskab. Som rapper og lyriker står han midt i korsvejskrydset hvor kryptiske metaforer, psykedelisk ordspil, indgroet billedsprog og vokabular overflod støder sammen i en mildest talt ualmindelig kombination. Descifreringen af hans lyrik i sig selv tager uoverkommeligt lang tid, og det medfølgende lyrikblad er så rigeligt de £16.99 værd. Især fordi store dele af indholdet er i fare for at blive forsømt, grundet Baxter's overrumplende kadence og hastige levering. Baxter er en fuldkommen formidabel teknisk rapper. Hans flow er svimlende imponerende, ord-, bogstav- og enderim tenderer ofte det måbende og selv hans nasale stemmeføring synes at være en force. At Jam Baxter er englands bedste rapper er en efterhånden forældet sandhed - selv hans label-kollega Dirty Dike, der gæster "Menu", fremstår decideret enfoldig i Baxters selskab. 

     For at gøre det vanskelige, det kryptiske og det udfordrende "værre", har Baxter allieret sig med produceren Chemo, vis lydbillede er mindst lige så krævende. Tilsammen gør Jam Baxter og Chemo ...So We Ate Them Whole til en umiddelbart ufremkommelig og tilpasningsvanskelig affære. Den tålmodige lytter vil dog blive belønnet klækkeligt, da nærværende plade med tiden viser sig at være noget af det flotteste, mest kompromisløse og ambitiøse, der er udgivet i år.     

Pladen åbnes med den opulente "Wings Cost Extra", hvor en spinkel harpe, luftig rhodes og organisk insisterende trommer danner et fabelagtigt lydbillede for Baxter, der maler et mørktonet billede af de mange udskud, der hænger ud i bugen på en ækel metropol. Baxters billedsprog her er lodret mesterligt. Det er svært at glemme en beskrivelse som følgene:

"His skin hung like patchwork hammocks from his limbs /
Gaping mouth like an ink stain splattered on his chin /
The sweat cascaded from his palms /
With a stance reminiscent of a circus bear balanced on a pin"

Også hans beskrivelse af konfrontationen med sin egen eksistens ubetydelighed ætser sig fast, når han på den kolde, industrielt klingende "28 Staples", der bærer en vis reminiscens til Silent Hill soundtracket, rapper:

"And just when you think you've surpassed mortality /
Master of all in a cardboard galaxy /
The last black hole threw my passport back at me /
At border control handcuffed to reality"

Eminent bliver det endvidere på "Everything", hvor Baxter med pergamenttynd skrøbelighed og bitterhed i stemmen beretter om endnu et break-up med "girl number 467", og om hvordan hans hjerte nok engang er reduceret til en "Cold sterile pebble in a little dark mineshaft". Disse ekstremt velforfattede guldklumper er at finde overalt på pladen. Lyt bare til når han hovedkulds flygter fra enhver form for ansvar og forpligtelse i eskapisme-oden "Caravan":

"I left after dark, sped past the guards /
Handed them a shovel yelling "X marks the past" /
One too many nights at the chess master's yard /
Where a jeweller and a thief split the rent half and half /
"Read between the stretch-marks and scars little wench /
Them two names within a heart carved in a bench ain't ours" /
I said it with impeccable mystique /
As I hotwired a seven four seven with my teeth"

Jam Baxters univers er fyldt med freaks, misfostre, galninge og andre skæve eksistenser, der forhutler sig rundt i en sagnomspunden underverdens miserable pløre. Det er mørkt og dystert, og stemningen i Baxter's tekster følges til dørs af Chemo's produktioner, der emmer af velkomponeret væmmelse. Tag bare "Husk", hvor han formår at suge enhver form for sommervarme ud af sine caribiske olietønder, der ellers er ambassadør for netop dette. Samtidig udstråler produktionerne noget storslået betagende, der er svært at indfange med ord; noget særligt, der tryllebinder lytteren og gør det meste andet musik, der bliver spillet umiddelbart efter, til lidt af en pauver omgang.  

...So We Ate Them Whole kræver som sagt tid. Jeg foreslår, at man sætter sig med pladen i et par gedigne høretelefoner og gør præcis som Italo Calvino opfordrer til: "Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig". Dét vil du næppe fortryde.  

Og med forlov, lad os lige blive enige om, at udsagn som "2014 har været et dårligt hiphop-år" ingen steder hører hjemme. Det handler udelukkende om, hvor meget tid man investerer i at opstøve og fordybe sig i det gode. Hvis man ikke brugte eller havde så meget tid, så var 2014 måske et sløjt år. Men i det omvendte scenarie var der saftsusemig meget godt. ...So We Ate Them Whole har næsten alene potentialet til at gøre 2014 til et mindeværdigt år, sammen med Beleaf's Red Pills + Black Sugar, L'Orange's The Orchid Days, Intuition & Equalibrum's selvbetitlede album og, I ved, alle de andre formidable udgivelser, der er blevet totalt ekskluderet fra alle de fissefornemme års-lister, der ikke tjener mange andre formål end at afsløre de naive fjolser, der står bag. Ophavsmænd til tilsvarende ytringer bør fra nu af som straf skulle løbe ti runder rundt om rådhuspladsen i sit Adam og Eva kostume, til lyden af "Not One Of Us" fra Løvernes Konge 2.

5/6 

...So We Ate Them Whole kan købes på både CD og vinyl via High Focus Records her

Kalle approves!

- Jeppe Barslund

Brothers of the Stone - Brothers of the Stone

Det britiske hiphop-label High Focus Records har vidst en skjult agenda i år 2013, - nemlig at skulle overtage hiphop-gamet! Med to gedigene udgivelser fra Dirty Dike, Jam Baxter's fabelagtige The Gruesome Features (anmeldt her) og Dog 'n' Bone -projektet, ser det ud til, at selskabet kan blive ved med at lange kvalitets-musik over disken. Nu har de langet endnu et over disken med Brothers of the Stone's selvbetitlede album, og det er måske endda det hidtil "største" i år.

Brothers of the Stone består af rapperne Leaf Dog og BVA (begge med i The Four Owls) samt Leaf Dogs lillebror, produceren Illinformed, der bl.a. producerede "Brains" fra førnævnte The Gruesome Features.
Sammen har de sat sig for at tage det bedste fra boom-bap 90'erne og tilføje et twist af britisk hiphop til kedelen. Produktionerne består derfor at stramme trommer og savtakkede basgange, der får nakkehvirvlerne til at skælve i frygt, samt absurd fantastisk velvalgte soul-samples og jazz-detaljer, der bidrager med detalje og kompleksitet til de rå beats. Numre som "The Awakening", "Both Wicks" og "Drug Vultures" bærer måske beats, der er boom-bap "traditionelle" på en lidt kedelig måde, men på den anden side er "They See You", "Future", "Burning My Soul", "Wisdom" og "Underground" så udsøgte, at jeg nærmest ikke kan huske hvornår jeg sidst hørte noget så gennemført. Illinformed burde blive et eftertragtet go-to navn oven på denne plade.

Ikke bare beats er gennemgående gode, Leaf Dog og BVA besmykker projektet med skarpsindig og vittig rap, som alle kan relatere til. Dertil får de besøg af prominente gæster som Reef the Lost Cauze, Vinnie Paz og KRS-One; samarbejder som de har "byttet" sig til for beats og andre "venne-tjenester". "Knowledge of self, that's hiphop to me" rapper KRS på "Future", og det stemmer meget godt overens med plandes lyriske røde tråd. Leafy og BVA rapper om livet og alle dets ups n' downs; om at tage kontrol over sin tilværelse, om at være fri, om ikke at lade andre diktere ens valg og holdninger og om at "holde det ægte". Det lyder måske lidt kliché - og er det for sin vis også, rent tematisk - men deres tilgang er forfriskende og dejligt alternativ. På "Take Control" får lytteren fx serveret poetiske words to live by:

"Life's a pussy, you just eat it /
Then you beat it and you cheat it /
Or if the shit's a game then I complete it"

Det gode budskab og den gode fortælling leveres uden løftede pegefingre, men istedet med et glimt i øjet og tilpas mange bandeord; "It's time to get free, this is for you, this is for me / This is for anything you wanna fucking be".
     Og så er det heller ikke tilfældigt, at det er nogle af de amerikanske heave-hitters de har inviteret med på pladen, for både Leafy og BVA holder om mikrofonen med ligelig saft, kraft, styrke og autenticitet. På "Burning My Soul", der gæstes af High Focus generalen Fliptrix, rapper de:

"Ain't you heard man, real music always had a following /
Instead of carbon copy carbon copy copy copying /
We never sold out and jumped ship like alotta men /
And who were those one hit wonders again? I've forgotten them"

Brothers of the Stone er en solid plade, hvor der rappes fantastisk over solide beats, der kun i få tilfælde rammer ved siden af. Den dybe tallerken bliver nok ikke opfundet her, men Leaf Dog, BVA og Illinformed tager alt det bedste fra 90'ernes boom-bap og serverer en opdateret version, der er virkelig mange lyt værd.

4.5/6

- Jeppe Barslund 

   

Jam Baxter - The Gruesome Features

Falder snakken på 'britisk hiphop' vil de fleste nok nævne The Streets , der har regeret genren i England på enevældig vis, siden hans banebrydende Original Pirate Material udkom. Jovist, så har der bl.a. været en Lady Sovereign, en Professor Green og en Wiley, der har forsøgt at komme frem, men tendensen har været, at de går i glemslen kort efter hypen har peaket.

I løbet af de seneste år har battle-ligaen 'Don't Flop' vundet mere og mere indpas, og fokuset har gradvist flyttet sig fra de potentielt internationale navne til mere undergrunds-nære kunstnere. Sideløbende har pladeselskabet High Focus Records gjort det til sit eksistensgrundlag at give de udgivende undergrunds-kunstnere en platform at udgive musik fra. Således er navne som Fliptrix, Dirty Dike, Verb T (der har deltaget i 'Don't Flop' adskillige gange) og Jam Baxter på vej til at blive de nye helte i britisk hiphop. Med The Gruesome Features blev Jam Baxter også hurtigt min nye helt.

"Good evening, this project is weird."

- Sådan bydes man som køber af albummet velkommen af Jam Baxter i booklet'en. "The little shit slyly built itself over the last year while I wasn't looking" skriver han yderligere om albummet. Sangene, der er at finde på The Gruesome Features, var oprindelig bare ment som et "... gap between albums". Baxter har ret beset hygget sig med en masse gode venner og dygtige kunstnere, med hvem han "bare" har indspillet nogle tracks. Heldigvis kom han frem til den konklusion, at det nok var en god idé at udgive det hele, og det kan man kun være overordenligt glad for.
     Selv siger Baxter om The Gruesome Features, at det nok mere er en kompilation end et egentligt album. Det spøjse er, at det - trods processen bag, der rigtig nok lyder for sporadisk til at kunne være et album - virker som et utrolig helstøbt album med en klar rød tråd.

"It just lay there, starring up at us. The doctors told us the chemicals might affect certain glands and nerves. And if they did, his features will never be normal again..."

Sådan starter det hele på pladens indledende nummer "Brains", hvor nogle læger står og kigger på en (Jam Baxters) hjerne og konstaterer, at der er en vis chance for, at dens ejer aldrig bliver normal igen. Dette er en underdrivelse; Jam Baxters hjerne fungerer øjensynlig ikke som vor andres! Lyrisk set er han på et både andet- og anderledes niveau; den britiske Aesop Rock ville jeg kalde ham. Han udtrykker sig i ord, termer og sætninger, der udfordrer lytterens forståelse på det groveste, samtidig med, at han besidder et unikt, eksplicit malende billedsprog. Jeg ville lyve voldsomt hvis jeg sagde, at jeg har forstået alt hvad Jam Baxter rapper om, men som det ligeledes er tilfældet med Aesop Rock, så er jeg yderst begejstret for rappere, der kan ryste mig i min grundvold og efterlade mig lige dele konfus og ekstatisk. Smag f.eks. bare på de første linjer på "Brains":

"Deep aquatic excavator, dishevelled entertainer /
One thousand breeds of weasel wrestle on this escalator /
Tree dwellers leaping out the boughs shouting "get the paper!" /
Trunk hugging rebels chucking petals at a detonator /
Man, this shit's second nature"

- Så er det frem med de avancerede analyse- og fortolkningsredskaber!
     Man kan også fravælge at gå i dybden med teksterne, da det virker ganske omsonst at skulle finde mening i det hele, og i stedet bare lade sig betage, for er der én ting Jam Baxter virkelig kan, så er det at tryllebinde med sine rim, forståelige eller ej:

"Muffling the wolf whistles streaming from beneath /
That used to form an iron shell around his featureless physique /
Now, his flesh slipped off him /
To reveal his bones had grown mouths of their own to scream freedom for once /
And each muscle slid into the sky dripping sweetened blood /
Melting through the icy floor slipping on a sea of slush /
Beating heart pukes a new gospel in a stubborn gut /
Takes a bow and crumbles in a puff of dust"

Jam Baxter ikke bare udfordrer ens forståelse af selve rappen, han spørger nærmest direkte: "hvorfor synes du det her er godt, når du nu har så svært ved at forstå det?". Svaret er relevant, men svarmulighederne heldigvis mange.
     Jam Baxter har for det første et virkelig fedt flow, men endnu vigtigere har han en ganske utrolig indlevelse i fremførelsen af sine tekster. Hele pladen er trykket af en mørk og melankolsk stemning, og det lader sig i høj grad vise i Baxter's levering. Deraf den føromtalte klare, røde tråd.
     Endvidere har Baxter allieret sig med et hold af producere (hvoraf jeg ikke har hørt om en eneste før denne plade), vis beats har væltet mig totalt ned fra min stol og yderligere blæst mig baglæns-kolbætte-rullende ud i entreen. De mørke og kolde kompositioner bærer en detaljerigdom og kompleksitet, der gør, at man kan finde nye ting i produktionerne gang på gang. Samtidig er mange af dem meget minimale, mens andre har noget utrolig emotionelt og cinematisk over sig.
     Produceren Illinformed tager kegler med samtlige af hans beats, fra den skrabede "E.F.T." med dens simple keys og gyngende bas, til et af årets skarpeste jazz-hiphop'ede beats i "Larvae". Ben 9mm's nedtonede "Altitude Sickness" er fabelagtigt produceret med dens mange lag af samplet sang og nynnen. På "Filet Mignon", der lyder som noget Action Bronson kunne have hygget sig med på Dr. Lector-pladen, fyrer samme producer op for insisterende guitar-riffs, blæsere og stramme trommer. Konchis' "Chemical Sweats" lyder som en sørgmodig film-score blandet med et intensivt hiphop beat, og Kerem Fraiche's "Squashed" er abnormt følelsesladet, og den måde det melankolske piano-loop danser let henover den perfekte bas/tromme-programmering på, gør beatet til et af mine absolut favoritter i år.

"Fine" og "Tin of Worms" er de eneste beats, der for mig virker lidt undervældende, men det er på ingen måde nok til at forpurre det ufattelig stærke helhedsindtryk jeg har af The Gruesome Features.
     Jam Baxter er en teknisk dygtig og original rapper med "next level" lyrik, der både vil imponere og vække undren hos folk. Jeg har valgt at lade mig imponere af min undren, og da den assisterende lydside er så forbandet flot som det er tilfældet, kan jeg sagtens leve med, ikke at kunne finde hoved og hale i hans univers.

"Take off in three, two, wonderful /

Right, great, good, I'm guessing everybody's comfortable"

5/6

  - Jeppe Barslund