Ayoe Angelica - Dandelion

”Anything too hard to say should be sung”

Jeg var elev på The European Film College da Ayoe Angelica’s debutalbum I’m Amazed udkom i 2008. – Et album, der – blandt et par andre - gik hen og blev et slags soundtrack til min tid på skolen. Jeg brugte endda to af numrene fra pladen til mit afgangsprojekt, så man kan med andre ord sige, at jeg forbinder I’m Amazed med rigtig mange ting, hvilket da også gjorde forventningerne høje da Dandelion udkom året efter, altså for tre år siden. Grunden til at den først anmeldes nu? Måske fordi jeg til at starte med afskrev pladen som værende en sløset efterfølger (!). Dandelion er bestemt ikke en ”nem” plade, og det har virkelig taget mig lang tid at komme til den konklusion, at pladen ikke bare er bedre end I’m Amazed; den er velsagtens en af de flottest producerede danske plader på denne side af årtusindeskiftet.

Den geniale og krøllede hjerne bag musikken tilhører Mads B. B. Krog, som ganske simpelt er et legebarn af Guds nåde. Hans uortodokse kompositioner låner elementer fra stort set alle genrer; fra klassisk soul og jazz, blues og funk til eksperimenterende electronic, kinesisk-lydende orkestreringer og vokal-samples, der flippes på hiphop maner. Der er absolut intet ”traditionelt” over det her – overhovedet! Og thank God hvor er det dejligt! De lettere poppede tiltag, der prægede I’m Amazed i forholdsvis høj grad, er komplet erstattet med langt mere raffinerede indfald og mere komplicerede og modige produktions-opbygninger. Dette er nok grunden til, at det tager længere tid at komme ind under huden på Dandelion, men så sandelig også grunden til, at man bliver derinde når først man er der. Pladen er gennemsyret af så vældig en detaljerigdom, at man hele tiden får noget nyt for øre, og kombineret med en drilsk insisteren på at vende normer på hovedet og overraske lytteren, er der ufatteligt meget at gå på opdagelse i på Dandelion. Pladen fungerer således perfekt som laber, jazzet baggrundsmusik, men endnu bedre i et par gedigene hovedtelefoner, hvor produktionerne for alvor kommer til retfærdighed.

Et godt eksempel er den stilfærdige, jazz-slæbende ”Cupid”, der pludselig bliver overfaldet af en psykedelisk rock-guitar midtvejs inde. Bestemt ikke den udvikling man havde regnet med, at nummeret ville tage, men føj hvor er det fedt! Det samme sker på ”Girls Are Like Apples”, der gynger stille og roligt derud med en akustisk bas og et besynderligt, tegnefilms-agtigt vokalsample, der hele tiden ændres i pitch, lige indtil en lignende guitar og distortet synth flænser stilheden. Disse skæve indslag er at finde på rigtig mange numre. Andre gange er det ikke nødvendigvis skævt eller overraskende, men bare hamrende flot. ”Make A Lap” er et strålende eksempel, hvor Ayoes vokal afslutningsvis får selskab af en kinesisk-lydende viola, der har så afsindigt smuk en klang. Flottest bliver det på ”Slow Burning Bridges”, da hun ”nynner duet” med en blues-guitar, der ender med at fortsætte solo – et fuldstændig magisk øjeblik.
På ”Quiet Cafes” er det lige ved at flyde over med sukkersødme, men vokalpræstationen i omkvædet og den mageløse saxofon i outroen gør i sidste ende nummeret til en perle. ”Plenty More Fish”, ”I’ll Find My Own Way Back” og åbneren ”Be My Marionette” er de eneste tre numre, der ikke rykker helt så meget, og som ender med at fremstå en smule anonyme side om side med resten af de individuelt unikke skæringer.

En ting der til gengæld fungerer ubeklageligt hele vejen igennem er Ayoe Angelicas vokal. Nøj hvor hun dog kan synge! Magen til sprød, sexet røst skal man virkelig lede længe efter. Ja, det bliver endda nok ikke inden for dette kongeriges grænser at man finder hendes sidestykke. Fra hæs, forførende hvisken på ”Cubid” og rå attitude iblandt snerrende blæsere på ”It Ain’t Over” til træfsikre, fængende hooks på ”Climbing That Agenda of Mine” og ”Quiet Cafes”. Dertil er hendes vokal-spændvidde usædvanligt bred, så der er ikke mange ”gentagelser” i leveringen, hvilket ofte er et problem hos mange andre sangere.
Ja, jeg kunne jo nok blive ved og ved, så lad os i stedet bare koge det hele ned til: for fanden det’ imponerende!

     Jeg har tit undret mig over, hvorfor i alverden Ayoe Angelica ikke er et større navn på den danske musikscene, - hvorfor man ikke hører hendes musik flere steder? Men ved nærmere eftertanke giver det egentlig meget fin mening, for hendes musik er ingenlunde udarbejdet ud fra de normer, der gør musik populært her i landet. Her er det ikke sikkert skårent soul/pop a la ”if it ain’t broke don’t fix it”, men i højere grad ”if it ain’t broke – break it!”, og det gør mig simpelthen så glad at opleve en kunstner så dygtig, som ikke bukke under for radio-dikteret lalle-pop, men som på sit andet album fortsætter endnu længere ud i sin helt egen, eksperimenterende, alternative musikalske rille. Mangen en aspirerende kunstner kunne lære lidt her.
     Og helt ukendt er hun jo ikke, for nu er bl.a. Per Vers og Pede B begyndt at hive hende med til koncerter som fast del af set-uppet.

Dandelion er en pragtpræstation fra Ayoe Angelica og Mads B. B. Krog. Bravo.

5/6

- Jeppe Barslund

Ayoe Angelica - I'm Amazed

For anden gang i denne blogs historie, tager jeg et lille sidespring væk fra hiphop genren. Det skete første gang da jeg anmeldte Martina Topley Birds' "Blue God", efter at have set en reklame for albummet i et musikmagasin, for direkte derefter at købe det og elske det!
Min "undskyldning" for at kunne anmelde albummet på en hiphop-only side var, at selv hiphoppere er nødt til at høre andet end street-oder en gang imellem. Det samme gør sig gældende her - der er bestemt ikke noget hip-hop'et over den dansk/etiopiske sangerindes debut, men ikke desto mindre er jeg sikker på, at selv den mest hærdede hæp-håpper ville blive en smule blød i knæene af at lytte til denne guldklump af en debut, der med en blanding af lo-fi jazz, electronica, soul og småbidder af musikalske elemter fra alle verdenshjørner, mænger sig med toppen af bedste udgivelser i '08.
Ligesom Martina Topley Bird, fik jeg øje på Ayoe Angelica via et musik-magasin, hvor der var en reklame for hendes debut med tilhørende citater og karakterer fra diverse anmeldelser, der alle smurte tykt på med lovprisende ord. Skal jeg være fuldstændig oprigtig og ærlig, så spillede det iøjefaldende cd-cover også en vis rolle, i vedligeholdensen af min interesse. - Jeg bladrede forholdsvist hurtigt igennem bladet, men der var alligevel noget ved hende Ayoe, som lige skulle checkes yderligere. Det sære var nemlig, at anmeldelses-citaterne kom fra magasiner som Woman, Q, Cosmopolitan, Bazar, Sirene and the likes - magasiner jeg normalt ikke anser som værende blandt de mest pålidelige. Jeg valgte dog at undersøge albummet nærmere, og jeg måtte glædeligt erfare, at det denne gang var de førnævnte magasiner, der vidste hvad de snakkede om, og ikke Politiken, Berlinske Tidende eller GAFFA som normalt er til at stole på.

Jeg læste faktisk GAFFA's anmeldelse af albummet- og tjaa - lad mig sige det sådan: jeg var ikke helt enig!! Læs anmeldelsen her, og læs også min kommentar til anmelderen!


20 årige Ayoe Angelica, som eftersigende lærte at synge og optræde før hun kunne tale og gå, teamede op med wunderkind'en Mads B. B. Krog i 2007, hvor de straks påbegyndre produktionen af Ayoes debut. Krog er lidt af et legebarn når det kommer til musik, og han er ikke en producer der lader sig indfange af begrebet "genrer". Dette lærer man hurtigt undervejs på "I'm Amazed", hvor der flittigt klippes og klistres, bikses og bakses med et utal af musikalske udtryk og former. Men selvom der musikalskt sker meget, så forbliver det utroligt nok stadig på et niveau hvor jazz'en og de soulede elementer spiller ind som fællesnævner og vigtigste brikker. Ta' fx førstesinglen "Dr. jekyll", som er et utroligt lækkert og minimalt produceret nummer, der dog stadig indeholder små-distort'ede gameboy-lyde og bidder af ganske vidunderligt klassiskt kinesisk musik. På trods af dette opfører nummeret sig stadig som en letflydende jazz-lækkerbisken. Produktionerne er hele vejen igennem i top, med intime blæser-bølgegange, sitrende bass-linjer, raffinerede piano-spil og en konstant forløsende og harmonidyrkende følelse af feel-good'ness, dog ikke at forglemme, at de virkelig bliver fulgt til dørs af Ayoes vokal, for det er til tider uforståeligt så lækker en stemme den pige besidder! - En udsøgt melodisk tilgængelighed tilsat en insisterende kompleksitet, der når det er allerbedst, ganske simpelt ikke kan matches. Lytter man fx til denne anmelders favoritnummer "Face With Nobody" vil man opleve stemmekontrol der hører til iblandt verdenseliten. - Sangen starter afdæmpet og følsomt, men som sekunderne går folder den ligeså langsomt vingerne ud og flyver til sidst fra reden som en storslået og smertefuld sjælder, der har et tårnhøjt klump-i-halsen potentiale. Intet mindre end fantastisk.
Dette er godt nok ikke tilfældet ved samtlige af pladens numre, men jeg vil stadig mene, at de mange smukke og 'åh så sukkersøde sangerinder' der invaderer musikbranchen i disse dage, burde spidse øre og tage ved lære af Ayoe Angelica.
Det er muligt, at der er enkelte skæringer der ikke rammer ligeså præcist som andre, men de numre der rammer, de går til gengæld rent ind. Den suveræne "Everybody Loves You", den eksperimentalt tunge "Get a Hold", den minimalistiske kærlighedsode "I Want You" og den lalleglade og yderst groovy "Also On a Tuesday" er alle gode eksempler på, hvor meget nuanceret og differentielt musik, der kan samles under ét og samme fremragende musik-tag.
I mine øjne er "I'm Amazed" uden tvivl en af de bedste danske albums der er udgivet i længere tid, og indiskutabelt på en top 10 over bedste udgivelser i 2008. Førnævnte "Face With Nobody" er blandt de bedste numre der nogensinde er skabt indefor dette kongeriges grænser.

Alle burde gøre dem selv den tjeneste at anskaffe Ayoe Angelicas debut plade. Den er varm og lækker, og er men helt generel til sprødt, jazz-souled laid-back musik, udført af en af vor dages mest sublime stemmer, så er "I'm Amazed" et must.

5/6