Indrømmet: på trods af, at Elzhi ofte har imponeret mig, og er en af de mc'er, der altid bringer en vis kvalitet med sig, så sukkede jeg dybt da jeg så album-coveret til hans nye mixtape Elmatic. Så meget på det cover er simpelthen så cheesy. Vi kan ane Illmatic coveret hænge som et billede i baggrunden, Elzhi's navn står skrevet med samme font som Nas' på originalen, og så er der selvfølgelig den næsten for oplagte titel; Elmatic. Det er heldigt at vi lærer tidligt, ikke at bedømme en bog på dets omslag, for ellers havde jeg nok opgivet denne udgivelse uden at have givet den en eneste rotation i anlægget.
- Det er som sagt heldigt, at vi lærer at ignorere vores fordomme, for lige så snart Elmatic kører, så er man sgu glad for at man ikke gav op på forhånd.
Det har måske også noget at gøre med, at der er blevet lavet så voldsomt mange cover-versioner af, og referencer til - Nas' '94 debut, at det efterhånden er gået lidt af mode. I de fleste tilfælde bliver disse lavet af rappere, der ser Illmatic som værende en anden bibel, og deres frygt for af fremstå blasfemiske ved at gøre pladen skade er så stærk, at det altid ender med, at de ikke tilføjer noget nyt overhovedet. Tag f.eks. Fashawn (der ellers er en af mine ypperste favoritter) og hans mixtape Ode To Illmatic; det var jo sådan set bare ny rap over de originale instrumentaler. - Ikke just fornyende.
Det er her Elzhi kommer ind og gør den helt store forskel, for med respekten for Nas og hans debut intakt - det skulle gerne sige sig selv med et mixtape som dette - er han selvsikker nok til at bringe noget nyt til projektet og endda puste nyt liv i den gamle klassiker, - noget som ingen andre før har haft nosserne til at gøre. Han lægger ud på intro-nummeret med at sige "shout out to the homie Nas", men udover det bruger han ikke mange sekunder på at snakke om Nas og Illmatic, og om hvor vigtige de har været for kulturen og yadda yadda yadda. Mixtapet er som natur én stor ode til førnævnte, så hvorfor bruge tid på at understrege det? I stedet gør han noget andet, som der heller ikke er andre før, der har turdet, nemlig at behandle projektet som værende hans eget - og det er dét, der gør, at Elmatic er den flotteste homage til Illmatic, der endnu er skabt. Og ikke bare det, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at Elmatic kan måle sig med Elzhi's egen debut The Preface i kvalitet.
"Yo, I'm tryna get to memory lane /
But wonder; should I take the train /
Of thought, or hop on a mental plane /
I don't stay far /
But it's a place you can't get to in your car"
Den største, klogeste og vigtigste ændring Elzhi har foretaget, er rekrutteringen af livebandet Will Sessions, der har rekonstrueret samtlige beats, finpudset dem, pustet nyt liv i dem og opdateret dem til en 2011-lyd, der har bibeholdt det hårdtslående 1994 feel. Beat'sne slår en kende hårdere, der er mere bombastiske 'bap' til 'boom'en', og den generelle tone, der bliver lagt án, er faktisk en tand mere livlig. Der sidder nok nogen og tager sig til hovedet når de læser, at jeg finder nogle ting ved Elmatic bedre end ved Illmatic, men jeg synes vitterligt at Will Sessions bidrager med en musikalsk nerve i deres live-tilgang, der tiltaler mig helt vildt. De har gudskelov taget sig nogle kreative friheder, der har resulteret i en - i min optik - mere spændende og varieret lyd. Sprød jam-session som afslutning på "One Love". Piano-solo på "The World Is Yours" med tilhørende, yderst storslået stryger-sektion, der slutter nummeret og indleder "Represent". Super smooth saxophon-drevet jazz-hygge med R&B sang som outro til "Life's A Bitch". Dertil har de drejet lidt på knapperne og justeret i mixningen på flere numre. De har selvfølgelig anvendt de samme samples, men flere steder træder disse i tydeligere karakter. På "It Ain't Hard To Tell" er "P.Y.T." samplet skruet op, så det ligger der, hvor jeg havde ønsket det lå på originalen. Generelt set har musikken altså, som skrevet før, fået et 2011-facelift. Om det er bedre end Illmatic ved jeg ikke, det er også sagen uvedkommende, men hvad jeg ved er, at jeg på intet tidspunkt sad og fik lyst til at sætte Illmatic på i stedet for.
"Elzhi you the best - you heard? Peace!"
- Pete Rock på "Pete Rock Shout"
- Pete Rock på "Pete Rock Shout"
Det er ikke kun Pete Rock, der er af den holdning, at Elzhi er en af de bedste MC'er i gamet lige i øjeblikket. Mange mener, at han er dén bedste, og flere steder har jeg set folk komme til enighed om, at han er den eneste der ville kunne hive en sejr som denne (Elmatic) hjem. Det kræver bestemt også sin rapper at levere tætte rim nok på en Illmatic tribut, uden at blegne totalt i skyggen af originalens mesterlige rim og flows, leveret af Nas, der med sin debut skitserede en rim-struktur og et flow-mønster, som de fleste har brugt som mentor siden hen. Elzhi inklusiv. Elzhi er dog så habil en rapper, at han har formået at tage de samme emner og narrativer som Nas, og så "bare" tilføjet hans egne historier, ikke fortalt med en New York, men Detroit State of Mind. Elzhi formår bestemt at efterlade sit eget aftryk på pladen, og numre som "Memory Lane", "One Love" og ikke mindst "Halftime" bliver løftet til højere luftlag ved Elzhi's lyriske evner. Han flower som en drøm, ganske enkelt beskrevet, og hans tilgang er både street raw som man oftest oplever det fra Motor City rappere, men også med et hiphop-romantisk flair, der giver en særdeles god kant til flere skæringer.
Ganske gennemført har han også sørget for, at der kun er én gæstefeature på; nemlig hans gode ven Royce Da 5'9'', der åbner "Life's A Bitch", ligesom Nas' gode ven AZ åbnede samme nummer på originalen.
Rent musikalsk, målt på en enjoyment-skala, synes jeg faktisk, at Elmatic er oppe og dufte til Illmatic i kvalitet Det, der i den lange ende gør Illmatic til vinderen i racet, er den historiske betydning pladen har haft. Da Nas debuterede, var han en af de første East Coast rappere, der for alvor tog spotlightet fra West Coast hiphoppen, der havde en seriøs dominans. Nas bragede frem, sprang rammerne og leverede noget slagfærdigt, der for evigt skulle ændre hiphoppen. Der er Elmatic trods alt bare et overordenligt sprødt album i sammenligning. Men lad os nu glemme sammenligningerne. Uden Illmatic havde der jo slet ikke været en Elmatic, så hvorfor blive ved med at rode rundt i "hvad er bedst" og "hvorfor dit" og "hvorfor dat". Det vigtigste er, at Elzhi har lavet lidt af et satans flot mixtape - jeg gentager: MIXTAPE - som skal og må høres og ejes af alle. Og ja, det ER en af 2011's bedste udgivelser. Du kan (og skal) hente det
- Jeppe Barslund
