Viser opslag med etiketten Frank Ocean. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frank Ocean. Vis alle opslag

søndag den 23. december 2012

Året der gik 2012 - Et tilbageblik



Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 
Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.


 

9.
The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual



8.
Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.



 

7.
L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   





6.
Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 



  

5.
P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 
Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER




4.
Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 
Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  




3.
Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 
Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER




2.
Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 
Læs anmeldelsen af The Heist HER.




1.
Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.



. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.
Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 


 

4.
Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.


   

3.
Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 
Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER



2.
Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 
     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 
Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      



1.  
Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.
Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!
     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come



Awesome video!


Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer
( click to enlarge )


torsdag den 2. august 2012

Frank Ocean - channel ORANGE


En uges tid inden udgivelsen af channel ORANGE postede Frank Ocean et såkaldt "open letter", hvori man kunne læse, hvordan han for fire år siden forelskede sig i en anden mand. Eller en ven snarer, der ikke kunne gengælde følelserne, hvilket efterlod Ocean som et forvirret menneske; på den ene side glad at have oplevet ægte kærlighed og for at være blevet afklaret med sin seksualitet, men på den anden side frustreret over at forelske sig i en heteroseksuel mand, og dermed håbe på noget, der aldrig kunne blive. Som Frank Ocean endvidere skrev i brevet, så var han nødt til at skrive sange og indspille musik for at "holde sig i live" og for ikke at ende i et sort hul. - "I wanted to create worlds rosier than mine. I tried to channel overwhelming emotions" skriver han. Episoden for fire år siden - hvor han forelskede sig - er den vigtigste del af hans liv, og én ting vil han for evigt forbinde med denne: farven orange. Han refererer til en særlig farvebaseret synæstesi, hvor man forbinder oplevelser og hændelser med farver; deraf albummets lidt kringlede titel. channel ORANGE er således Frank Ocean's forsøg på at bearbejde, forklare og sætte ord på hans følelsesmæssige rutsjebanetur, der, som jeg har tolket det, endnu ikke er ved sin ende.

Desværre lever vi stadig i en tid, hvor en ung mand kan have svært ved at stå frem og fortælle verden sandheden, i frygt for hvordan hans "community" vil reagere. Man skal huske på, at den amerikanske hiphop kultur i lang tid har været udpræget homofobisk. Måske det ændrer sig nu?
Heldigvis (og naturligvis; alt andet ville have været katastrofalt) har reaktionerne været overvældende positive. Russell Simmons (ejer af Def Jam; Ocean's pladeselskab) skrev et blogindlæg med titlen "The Courage of Frank Ocean Just Changed the Game", og så har alle fra hans Odd Future kammerater til Jay-Z og Action Bronson udvist enorm begejstring for Frank Oceans ståen frem.
     Set i bakspejlet har Frank Ocean måske forsøgt at hinte til hans seksualitet før. På "We All Try" fra nostalgia, ULTRA. mixtapet fra sidste år synger han: "I believe that marriage isn't between a man and woman but between love and love", og på "Oldie" fra The OF Tape Vol. 1 får han lige hurtigt rappet "I'm high and I'm bi, wait I mean I'm straight". Det viser måske, at han virkelig gerne ville ud med den her indebrændte "hemmelighed", men at han ganske simpelt ikke var klar. Det kan også være at man (jeg) ligger alt for meget i noget, som måske slet ikke har den store betydning?

Når alt kommer til alt er alt dette faktisk irrelevante petitesser, der er nemlig kun én ting, der er af egentlig betydning, nemlig at channel ORANGE er en fabelagtig plade! Det har hverken noget med en hændelse for fire år siden eller Frank Oceans seksualitet at gøre, det skyldes udelukkende et åbenlyst strålende talent.

Sidste års nostalgia, ULTRA., der blev udgivet i al hast af Ocean selv, grundet dårligt samarbejde med Def Jam (der dog udgiver nærværende album) var et formidabelt mixtape, men efter talrige gennemlytninger er min konstatering, at channel ORANGE er bedre på stort set alle leder og kanter. Frank Ocean har fundet en gylden mellemvej, der kombinerer mere nutidige tendenser - både i produktion og fortælling - med elementer og inspiration hentet fra Stevie Wonder, Prince, Elton John og mange andre. Der er faktisk ganske mange forskellige stilarter og udtryk inden for soul, samlet på denne plade, men alt kædes fornemt sammen af Ocean's sublime vokal, der er en af de flotteste i umenneskelige tider, og uden sidestykke den bedste pt. Dette får Ocean hurtigt slået fast, da han åbner albummet med "Thinkin Bout You", hvor vokalen sættes i fokus over en minimal produktion, og man simpelthen imponeres over hans falsets spændvidde i omkvædet. Det lyder både ømt og skrøbeligt, men samtidig hamrende sikkert. Netop det minimale spiller en stor rolle i Frank Ocean's univers. "Sierre Leone" og "Pink Matter" er pragteksempler på, at less kan være yderst effektivt. Også John Mayer har været inviteret ind i studiet for at spille lidt blues guitar over den forsigtige, kun lidt over et minuts lange "White", der i al sin enkelthed er en glimrende skæring.
På "Pilot Jones" bliver det minimale måske fór minimalt i min optik, og ender med at være en kende kedeligt. Til gengæld skyr Ocean til malerisk poesi i sin usædvanlige fortælling om kærligheden imellem en pusher og en af dennes kunder, og dét er bestemt ikke kedeligt. Kedeligt er faktisk på intet tidspunkt et ord man får lyst til at bruge om pladens tekster, der primært kredser om forhold, sex, stoffer og priviligerede rich kids. Skivens næsten ti minutters lange midtpunkt "Pyramids" handler fx ligeledes om en alternativ kærlighedshistorie, denne gang imellem en alfons og en af hans klienter. Frank Ocean serverer ofte hans historier med en alternativ indgangsvinkel, hvilket resulterer i gennemgående spændende tekster, der nogen gange løftes af humor og ironi, andre gange af alvor. Ironien er overalt at finde på "Super Rich Kids" og "Sweet Life", hvor Ocean synger om hvor fedt det er at være født ind i rigdom og overklasse, selvom budskabet tydeligvis er det komplet modsatte. Pharrell har hjulpet til med produktionen på "Sweet Life", hvis omkvæd lyder som taget direkte ud af Songs in the Key of Life; større kompliment fås vist ikke!
Og er der noget Ocean virkelig har sans for, så er det catchy omkvæd. Numre som "Forrest Gump", "Golden Girl", "Bad Religion" og især "Lost" har en tilsyneladende uendelig replay value. Selv et 40 sekunders interludet "Fertilizer" er ovenud fantastisk. Er man som mig en smule ærgerlig over at det nummer ikke er længere, så er der gedigen trøst og tilfredsstillelse at hente i James Fauntleroy's original af samme navn, som Ocean ganske simpelt har lånt.  

"Crack Rocks" og "Monks" er de eneste to numre, der for mig rammer ved siden af, og det endda uden at værre decideret dårlige. Samlet set er channel ORANGE en mageløs helstøbt plade, der både brillere i rendyrket soul, men som også applauderer mere moderne beats og produktions-traditioner, samt gæsterap fra Andre3000, Earl Sweatshirt og Tyler, the Creator. Vigtigst af alt er det Frank Ocean - der forresten selv har produceret det meste - der er denne lytteoplevelses mest memorable figur, og jeg tror virkelig at Frank Ocean hans debutplade her vil blive husket i lang tid. Jeg tror ikke Jermaine Dupri skød helt forkert da han spåede at Frank Ocean ville blive R&B- og Soul-musikkens "savior". I min optik er der i hvert fald ikke bedre bud på en sådan.

5/6

- Jeppe Barslund

søndag den 20. marts 2011

Frank Ocean - nostalgia, ULTRA.


Siden "Yonkers" udkom og Tyler the Creator og Hodgy Beats optrådte hos Jimmy Fallon, har hypen, omtalen og debatten om OFWGKTA været heftig, og næsten dagligt er der kommet nyt "benzin på bålet" - om man må. LA-crewet har mere eller mindre været umulige at undgå, og har man i læsende stund ikke hørt om dem endnu, har man enten været på ferie, været uden elektricitet eller haft hovedet stukket i jorden.

Den seneste omtale har dog ikke været af en synderligt positiv natur. Efter de lavede en halvmærkelig video til FunnyOrDie.com, og billeder af OFWGKTH i selskab med Pharrell, Chad Hugo og Beyoncé begyndte at florere på nettet, begyndte folk at blive en smule skeptiske omkring hele konceptet og troværdigheden bag de unge bøllespirers ellers originale og lovende potentiale. Jeg skal gerne indrømme, at jeg selv var begyndt at undre mig en smule over projektet.


Ind i billedet kommer Frank Ocean, og lige pludselig er intet som før antaget, igen!

Ocean er den ældste i OFWGKTA crewet, og på alle måder også den, der skiller sig mest ud. Hvor de andre i banden spytter bandeords-befænget rap og optræder som sindsforvirrede galninge hver gang muligheden viser sig, sidder Frank Ocean bag pianoet og skriver sange, komponerer musik og synger med den måske lækreste soulstemme musikindustrien har at tilbyde lige nu. Ikke nok med det, - Frank Ocean viser sig tilmed at have skrevet sange for folk som Justin Bieber, John Legend og Brandy, og på hans debut nostalgia, ULTRA., har han teamet up med "nogle af hans kammerater", blandt andet Tricky Stewart (Rihanna, Beyoncé, The-Dream m.f.). Det jeg umiddelbart tænker er, at hvis et medlem af OFWGKTA har forbindelser som disse, så har de aldrig - på intet tidspunkt - "bare" været de unge gutter fra L.A., som man først gik og troede.


Jeg tror hverken det er et scam eller et virkelig gennemført koncept á lá Die Antwoord, jeg tror rent faktisk bare, at de gutter her har fundet en genial måde at eksponere deres noget ukonventionelle stil på til masserne, og så er de tilfældigvis så dygtige, at nogle af de dyreste drenge og piger har interesse i dem.

Og når nu talen falder på 'dygtighed', så er det heldigt at Frank Ocean er center of attention, for han er intet mindre end personificeringen af ordet.
Det tog ikke mere end første nummer på nostalgia, ULTRA., "Strawberry Swing", som er et cover af Coldplay's nummer af samme navn, før han blev min favorit R&B sanger!
Han besidder en gudsbenådet stemme, og hans vokalarrangementer er simpelthen noget af det bedste hørt længe. Hans klang kunne minde om blandt andre Jamie Foxx, Trey Songz og R. Kelly, men Frank Ocean er en snu rad, for på trods af, at han umiddelbart lyder som en, der hører hjemme på hitlisterne, så er hans tekstunivers langt fra stuerent. Coveret, med den lækre BMW, der står parkeret i umiddelbart besynderlige omgivelser, symboliserer indholdet på pladen ganske fint; store dele af det, er ikke hvad man just regner med at høre på en moderne R&B plade.
"Nature Feels", der er en omarrangeret version af MGMT's "Electric Feel", er ét stort kneppe-anthem, og på den ellers hitlisteparate "Novacane" ryger han sig skæv med en pige, der er ved at uddanne sig til tandlæge, som arbejder som pornoskuespillerinde på sidelinjen for at betale skoleopholdet! Som Frank køligt skæver til hende; "at least you're working".
Men der er også bløde og sårbare momenter. Førnævnte "Strawberry Swing" er et virkelig følelsesladt nummer, og det drømmeagtige feel, der gennemsyrer produktionen, afsluttes meget passende med, at Frank vækkes af et alarmur. På "There Will Be Tears", der er lidt mærkværdig i produktionen, brillerer han i sin fortælling om at vokse op uden en far; "My friend said it wasn't so bad / you can't miss what you ain't had, well I can... Im, sad".
Gennemgående er Frank Ocean er frisk pust på musikscenen. Det ene øjeblik laver han et potentielt kæmpehit som "Songs For Women", der burde kunne vippe en som Bruno Mars af pinden uden problemer, for dernæst at synge om en kærlighedshistorie gone wrong over The Eagles' "Hotel California", intakt med Joe Walsh og Don Fenders legendariske guitarsolo. Dejligt at se en ny artist, der appelerer til et ungt audiens, som introducerer den nyere generation for de gamle klassikere.
Hvad der i min bog gør Frank Ocean endnu mere sej, er den måde han har udgivet nostalgia, ULTRA. på. Han var egentlig signet til Dej Jam (og er det vel teknisk set stadig) og aftalen var, at han skulle udgive pladen igennem dem, men Frank følte sig gennemført røvrandt af selskabet, og smed selv udgivelsen til gratis download via sin twitter - så kunne de lære det! Han skrev følgende på sin twitter;
"I woke up today feeling like all my followers should know that... my record
label slept on me. like slept for over a year. to be continued..."
- og senere på dagen skrev han;
"I. Did. This. Not ISLAND DEF JAM. That's why you see no label logo on the
artwork that I DID. Guess it's my fault for trusting my dumbass lawyer and
signing my career over to a failing company. Fuck Def Jam and any company that
goes the lengh of signing a kid with dreams & talent /w no intention of
following through. Fuck Em. All. Now back to my day. I want some oatmeal and
toast. Brunch Swag."
Frank Ocean tog altså sagen i egen hånd, og udgav sit debutalbum i eget navn, ganske gratis. nostalgia, ULTRA., der med garanti vil være et af årets absolut bedste R&B og soul udgivelser, ligger altså til gratis download overalt på nettet, og jeg vil mene, at det er decideret dumt ikke at hente det, for det er simpelthen fremragende dejlig musik, og så med et twist af swag!
4.5/6