King's Dream holdet arbejder i et skræmmende tempo. Ruslan, John Givez og Beleaf kaster om sig med soloplader er crew-projekter, og kvaliteten bliver kun bedre. Ruslan udgav sidste år det fortrinlige Do For One (anmeldt HER) og udgav det sublime Good Religion (anmeldt HER) sammen med de to andre som Dream Junkies. Og nu er han allerede klar med et nyt soloalbum.
Americana er titlen, og på det fortæller han endelig sin historie, som jeg længe har undret mig over, at han har gemt fra sine solo-projekter. Født og opvokset i Aserbajdsjans hovedstad Baku, måtte Ruslan og hans familie flygte i 1991 for at undgå religiøs forfølgelse. De immigrerede til USA, hvor de rejste rundt i noget tid som nomader, indtil de fandt deres hjem i Californien. Ruslan siger selv, at Americana uden sidestykke er hans mest personlige projekt til dato, og det bliver spændende at høre hans historie foldet helt ud.
Man kan forudbestille albummet HER, hvilket som sædvanligt belønnes med lidt ekstra godter, atter engang i form af en maxi-single. Bestiller man nu kan man omgående downloade Petty maxi-singlen, der rummer fem numre, inklusiv "Petty" (der måske vil være at finde på Americana?).
"Petty" er ret beset smålig battlerap om battlerappere (som han selv beskriver det), med store portioner ironi at finde mellem linjerne. Beatet, der er produceret af Sojourn, tog mig virkelig med storm. Det lægger stille ud med en kæk basgang og percussion elementer, men når beatet for alvor lander omkring 0:47-mærket er det overraskende hårdt og råt. Beatet undergår endda et elegant switch-up omkring andet vers, der ligeledes bidrager til, at det overordnet set er en ganske imponerende produktion. Tjek "Petty" her:
Og tag lige et Dream Junkies bonus-nummer med, nu du er her. Trioen har nemlig igen-igen-igen smidt et fantastisk nummer til deres Get A Bar-serie på YouTube, her med "Bandwagon", hvor alle tre brillerer ud i flow over et fabelagtigt beat fra DJ Rek. Damn hvor jeg dog elsker King's Dream!
Jeg er simpelthen på røven over Dream Junkies og deres bedrifter! Jeg er på røven over deres produktivitet og det skyhøje niveau, der ikke bare gennemsyrer hvert eneste projekt, men som stiger støt, udgivelse for udgivelse. Hver især har de tre rappere udgivet stærke plader i løbet af de sidste par år, men med Good Religion står det klart, at de står stærkest i fællesskab. De besidder alle tre en række individuelle forcer og egenskaber, og når de bliver slået sammen, er resultatet intet mindre end en kollektiv magtdemonstration.
Good Religion er en hyldest til venskab, til hiphop, til basen på vestkysten, til Gud og til hvem- eller hvad end man finder spirituel dybde hos. Dette gør det muligt at lytte til albummet ud fra en spirituel og teologisk position, der kan give stof til eftertanke til nogen, og måske virke lidt prædikende hos andre. Hvis man ikke er så meget til den religiøse del, som jeg dog synes de har modereret til et perfekt afbalanceret niveau, kan lytte fra en position som hiphop-elsker. Det her er nemlig højst elskværdig hiphop, lavet til folk, der elsker hiphop, af folk, der elsker hiphop. Dream Junkies lader sig inspirere af de bedste, og det kommer tydeligt til udtryk flere steder. Det bliver hurtigt klart, at Beleaf trækker på A Tribe Called Quest i sin tilgang til at rappe, og især Phife Dawg synes tydelig som inspirationskilde. Det er derfor også på sin plads, at et nummer som den Guddommeligt funky "Showbiz" lyder som noget, ATCQ ville have lavet i 2016. Ja, den kunne såmen have heddet "Jam Pt. II". På "Boogie Man" er det Outkast, der får sendt et respektfuldt nik, hvilket ligeledes giver mening, da John Givez med sit formidable flow og sit gyldne øre for omkvæd minder om André3000.
Det hele er dog ikke inspiration, referencer og lån fra og af andre. Dream Junkies har deres helt egen lyd, som især kommer til udtryk på deres mere livlige numre. Tag bare bangeren "I Got the Juice", hvor dybe bas-stød og gnistrende trommer indbyder til flow-gymnastik i verdensklasse. John Givez er et sandt bæst og Beleaf brillerer som sædvanlig med sin elegante lethed, og netop derfor er det imponerende, at det er Ruslan, der altid har stået lidt i skyggen af de to andre rent flow-mæssigt, der udmærker sig:
Den distinkte Dream Junkies lyd, atter leveret hovedsageligt af Anthony Cruz, DJ Rek, JRuckers og BamBeatz, kommer også fint til udtryk i et helt stilfærdigt øjeblik som "Left Coast", hvor gruppen, i selskab med Murs, kaster et ambivalent blik på deres hjemstavn. Beleaf rapper bl.a.: "God gave us front-row view to the sunset / Everybody think it's paradise, but we lost some real ones on the Left....":
(og ja! - det ualmindeligt fantastiske stykke musik videoen starter med, som ikke er "Left Coast", er at finde på Good Religion!)
Højdepunkterne på Good Religion er både talrige og himmelragende, men der er desværre et par numre som "Going Left" og "2nd Hand Smoke", der trækker lidt ned. Dream Junkiernes debut-langspiller er dog et must, så sørg for Guds skyld - eller bare for den sublime hiphops skyld - at tjek et af årets stærkeste plader ud.
Dream Junkierne Beleaf, Ruslan og John Givez har godt med vind i sejlene. 2015 har indtil videre været et stort år for det syd-Californiske hiphop-kollektiv, og intet tyder på, at deres planer om at tage verden med storm er nedadgående.
Har man fået hørt Leftovers2014 vil man vide, at Dream Junkies var rimelig solidt repræsenteret. Ruslan med den lunefulde "Influence", Beleaf med den overvældende "Depressed", der er ligeså godt skrevet som det er imponerende komponeret, og så lukkede Dream Junkies ballet med "Higher", et pompøst og Kanye West-lydende monster af et feel good nummer, der virkelig fremmer gruppens overordnede ambition om at forsyne folket med musik, "... that will inspire and encourage them to succeed at whatever they do". Beleaf's solodebut Red Pills + Black Sugar, hvor "Depressed" er fra, sikrede sig i øvrigt en førsteplads på min års-liste. Læs anmeldelsen her.
"What if I could do for one what I would do for thousands?"
Nu skriver vi 2015 og rampelyset er vendt imod Ruslan og John Givez, der kæmper en broderlig kamp om lytternes gunst. Etiketten hedder christian rap, men den fordømmende pegefinger og den frelste attitude er gemt langt væk, så frygt ej hvis du umiddelbart tænker, at kristen hiphop ikke rimer på god hiphop. Det her er god hiphop.
Ruslan var først ude, da han tilbage i april udgav Do For One; et koncept-album, der fortæller historien om en ung rap-artist og hans kamp for at bryde igennem som kunstner, uden at lade sig fange eller friste af mainstream-magtens lukrative klør, og med et (i Guds øjne) rent hjerte. Ruslan er en rutineret og dygtig forfatter, der med et ikke let men sikkert og simpelt flow får serveret nogle fine kapitler til sin historie. Inden for de af konceptet tilladte rammer anvender Ruslan alt fra humor, fjolleri og battlerap til alvor, følsomhed, filosofi og poesi for at fremme sin fortælling, og det gør Do For One til en livlig oplevelse. Ærgerligt er det, at man som lytter får så unødvendigt meget hjælp til at forstå historien, der ikke er uhyre kompliceret til at starte med. Ikke nok med, at sangene bærer titler, der stort set umuliggør fejlfortolkning, så er pladen delt op i seks akter, ligeledes navngivet, der yderligere forenkler oplevelsen. Og som prikken over i'et er der hvervet en fortæller, der kigger forbi på udvalgte numre for at guide én sikkert og problemfrit igennem historien. Det bliver ganske simpelt for meget. Man savner nogle tommer pladser, og man sidder med fornemmelsen af, at "nu skal du bladre videre til næste side" -melodien kan lyde hvert øjeblik. Heldigvis er der rigelig kvaliteter og højdepunkter i musikken til, at Do For One forbliver i rotation. Ruslan er en mangefacetteret rapper, og han serverer alt fra potente nakkebrækkere i "Time" og "Packing Light" til organiske glædessprædere i "Good Thing" og sirligt frembragte pragtstykker som titelnummeret "Do For One". Albummets femte akt, Epiphany, er en fuldkommen forrygende tre-trins-raket af fabelagtige numre, som alene gør pladen værd at give sig i kast med. Ift. historie, koncept og budskab, fungerer titelnummeret som albummets center-piece. Hør og se en blændende live-version af nummeret her:
"In an effort to be globally focused / I lost sight of what’s in front of me, the locally hopeless / My ulterior motives got the best of me / Now here’s the rest of me… / Trying to reach the thousands, but ignoring my community / Resentment to group… self-preservation began fueling me / The fool in me, I thought I had it figured out / Now it’s time to live it out"
"Older kids they ask me is you blood or is you crip'n? /
Man, I'm in the 4th grade, I go to school to pay attention!"
På Soul Rebel er John Givez gået auto-biografisk til værks, hvilket gør det til en fænomenal introduktion af rapperen, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab. Givez fortæller sin egen historie, fra sin hårde barndom på "Elementary Trill" og op igennem ungdommen på "2004", til sit først run-in med politiet på "Johnny Law" til han finder Gud på "A Playaz Change of Heart" og til nu, hvor han lever et ærværdigt liv som kristen. Som rapper er Givez sygeligt dygtig, simpelthen. Historierne er bjergtagende, indlevelsen autentisk, flowet mesterligt og udtrykket forfriskende. Det ene øjeblik er leveringen melodiøs og sagte, som på "Playaz Inheritance", det næste øjeblik lader han et indædt raseri komme til udtryk i flowet på "Chapter 29", og man må medgive, at spændvidden er imponerende.
På "Intro(lude)" lyder det mistroisk fra en kvinde: "He really think he André3000... Matter'fact he think he Kendrick Lamar". Givez kæmper tilsyneladende med konstant at blive sammenlignet med de to giganter. Egentlig ikke værst, men sammenligningerne klinger negativt, da mange mener, at Givez plagierer og efterligner mere end han lader sig inspirere. Jeg kan se dem begge i John Givez' musik, men jeg er af den overbevisning, at Givez har karisma og karakter nok til at forblive sin egen. Om det er for at provokere skeptikerne eller om det er ment som et respektfuldt nik skal jeg ikke kunne sige, men sangtitler som "Da Art of Story Tellin' Pt. 5" og "Spottieottie O" er næppe valgt ved et tilfælde. At Givez formår at levere årets måske mest hæsblæsende flow-præstation på "Tha Side", kunne på samme vis tyde på, at han vil overbevise de mange naysayers om, at han ikke behøver at se op til Lamar, men at de to er jævnbyrdige.
"I really ain't got that much more to say / Pass the word around, make sure you hit replay / Let me put my legacy up on display / And raise the banner for the rebel with a soul that won't decay"
Givez er et enestående bekendtskab, men Soul Rebel er ikke helt fejlfri. Der er truffet nogle besynderlige valg undervejs, der desværre har konsekvenser for Soul Rebel som helhed. Førstesinglen "Elementary Trill" lyder som skitsen af en god idé, men da der ingen potens er at finde i trommerne, ender det med at lyde lidt for magert. "Ride 4 Me" er utilgivelig sukkersødt, ligesom omkvædet på "Da Art of Story Tellin' Pt. 5". Givez' synger også en del, hvilket beriger numre som "A Playaz Change of Heart", "Sandman (Song)" og "Generation (Y)". Til gengæld er omkvædet på "Johnny Law (Green Light)" så grelt, at det ikke kan undskyldes. Det er muligvis det dårligste omkvæd jeg har hørt, og det er mig en gåde, hvordan det ikke er blevet skrottet.
De træge elementer er dog i fåtal, og som altid når det gælder Kings Dream Entertainment, er der ikke sparet på de musikalske lækkerier. Dette skyldes et urimelig stærkt hold af in-house producere, hovedsageligt bestående af JRuckers, DJ Rek, Wontel, Ray Rock, Bam Beats og Anthony Cruz. Tilsammen leverer de en bred pallet af produktioner, fra tonstunge knytnæveslag som Ruslan's "Change", til low-key, A Tribe Called Quest -lydende mirakler som Givez' "AM/PM". DJ Rek blærer sig i unødvendig grad med "Sandman (Song)" og JRuckers hiver et af årets smækreste drumbreaks ud af ærmet med "A Playaz Change of Heart". I min bog er produktioner som disse prima eksempler på, hvordan "moderne" hiphop-beats anno 2015 meget gerne må lyde.
Numre som "Insomniac Dreams", "Arrogance" og "If There Was No God" er måske ikke helt lige så spændende produceret, men det er tydeligt, især ift. forrige udgivelser, at beatmagerne konstant prøver nye ting af og bevidst betræder uudforsket terræn for at udvikle metoder og eksperimentere sig frem til den helt rigtige lyd. På mange numre står det klart, at de har sporet sig ind på den "helt rigtige lyd", mens andre beats kan tolkes som de fejlskud, denne eksperimenteren må afføde.
Dream Junkies er pt. på en omfattende tour rundt i USA, med (Anthony Cruz' fætter) Ray Alexis som opvarmer. Da de nåede Marion i Ohio gav de sig selv en udfordring: skriv og indspil en sang, og film en video til den - på 12 timer. Det er der kommet det sindsygt lækre nummer "Tour Story" ud af, der, helt som førnævnte "AM/PM", har noget labert A Tribe Called Quest over sig.
