Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund

Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (CLASSIC ALBUM TBT REVIEW)

Kan I huske dengang hvor hiphop var en helt ny ting i jeres verden? Dengang et-eller-andet havde åbnet jeres øjne for genren og forelskelsen var helt ny. Dengang døren ind til en verden af sprød musik netop var åbnet.
Min hiphop-forelskelse var ganske spæd da jeg blev introduceret for Visions of Gandhi. Mit hiphop kendskab var rundt regnet begrænset til Gang Starr's Moment of Truth, Jurassic 5's Power In Numbers og Eminem's Marshall Mathers LP, så da Vinnie Paz trådte ind i min verden med sin yet-to-be-matched aggressive tilgang til rap over Stoupe's yet-to-be-matched storladne, symfoniske dunder-bangers, var jeg solgt med det samme. Og set i bakspejlet er det egentlig sjovt, for der var - og er for den sags skyld - ikke så meget som ét gram relaterbart materiale at finde i Vinnie Paz's tekster, men når jeg rappede med på den umenneskeligt eksplicitte lyrik sammen med mine gymnasieklassekammerater Malte og Felix, som jeg opdagede Jedi Mind Tricks sammen med, havde jeg the time of my life. Vi kunne seriøst recitere "Blood In Blood Out" og "Nada Cambia" til perfektion!

Det er ved at være et årti siden jeg hørte Visions of Gandhi første gang, men albummet står stadig den dag i dag for mig, som et af de "største" hiphop værker, der er lavet. Om det netop er fordi, at udgivelsen gjorde indtryk på mig i en tid, hvor alt terræn var ubetrådt og alle indtryk var førstehånds skal jeg ikke kunne sige. Som det jo er tilfældet med de fleste "mesterværker", så spiller den enkelte lytters personlige forhold til den givne plade en kæmpe rolle. Efter at have læst, hørt og snakket om hvad der gør en udgivelse til en "classic" tror jeg konklusionen er, at det kun er dig selv, der kan afgøre om en plade er en klassiker eller ej. Personligt synes jeg f.eks. hverken Illmatic eller Only Build 4 Cuban Linx er klassikere, men i min bog er Visions of Gandhi en klassiker. Dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke anerkender de to milepæle for hvad de er, de har bare ikke haft synderligt stor betydning for mig personligt. Flere vil måske mene at jeg er tosset, men hey, det er jo det smukke ved personlige holdninger, ikke.

Hvorom alting er; lad os tage en track-by-track (TBT) gennemgang af pladen.

1. "Intro"

En på alle måder genial intro, der virkelig giver et godt indtryk af, hvordan pladen kommer til at lyde. En symfoni af fløjter, horn og strygere danner baggrund for bidder af dialog, hvor en mand fortæller om et "twistet fairytale" som han skal til at begive sig ud i. Det er mørkt og abstrakt, og introducerer også ganske fint den uhygge, der kommer til at præge store dele af Visions of Gandhi. Et effektivt minut må man sige!

2. "Tibetan Black Magicians"

Vinnie Paz er ikke en rapper, der koncentrerer sig om substantielle emner og betydningsfuldt indhold i hans tekster. Ganske modsat gør han en dyd ud af at fremstå primitiv og afstumpet i hans hadske og ofte fordummende lyrik. Det er nok ikke mange, der ville bryde sig om at have "afstumpethed" som kendetegn, men Vinnie Paz er den ukronede konge når det kommer til dette, og han gør hvad han kan for at beholde kronen på. Canibus gæster nummeret og opererer inden for samme parametre. Har man hørt hans Rip The Jacker ved man, at Canibus er en rapper der kan være ufatteligt skarp i sine tekster, men på "Tibetan Black Magician" går han i Vinnie Paz's fodspor og bliver ved linjer som: "Peel the top of your fucking face off like an orange and eat the carnage!". Det er voldsrap når det er bedst!
Stoupe, som for de uvidende også har 'The Enemy of Mankind' til sit navn (bedste navn i hiphop?) har sammensat et tungt beat, der er drevet af frenetiske strygere og noget, der kunne lyde som jagthorn. Beatet slår hårdt, og passer derved rappernes udpenslende hensigter som fod i hose.

3. "Blood In Blood Out"

Vel nok det mest kendte Jedi Mind Tricks nummer overhovedet - og ikke uden grund. Stoupe's beat er først og fremmest et af de bedst producerede i hiphoppens historie. Ja, jeg tager den gerne så langt. Han har lyttet en masse Østeuropæisk folkemusik igennem, og sampler "Piosenka o Sasiedzie" og "Kiesy Tha Tygeis" til nummeret. Hvem i alverden sampler dog sådan noget? Hvordan har han overhovedet fundet det?! Det er blandt andet dét, der gør Stoupe så enestående i sine produktioner. Han tager andre midler i brug end de fleste andre, og skaber det ene mirakuløse beat efter det andet ved hjælp af samples, som ikke er rørt af andre hiphop producere, hverken før eller siden. Det anbefales at finde de to nævnte numre på YouTube for at forstå, hvordan Stoupe har båret sig ad med at finde frem til det endelige resultat, der er "Blood In Blood Out".
Vinnie Paz er ligeledes i hopla herpå, og langer nogle af sin karrieres mest ubarmhjertige linjer over disken, f.eks. som den af tilhængere klassiske: "I'm being facetious, you should heed this / I'm the one who hammered the first nail in Jesus".

4. "The Rage of Angels"

På skivens fjerde skæring skruer Stoupe ned for de store instrumenteringer, og gør i stedet noget andet, som han også mestrer til perfektion: de underspillede, kolde beats, der frembringer ubehag hos lytteren. Han sampler Archive's "Nothing Else", der er ubehagelig nok i sig selv, men med lave, skramlende baggrundslyde og effekter på den samplede vokal rykker Stoupe ubehageligheds-niveauet et par takker op.
Sammen med Outerspace's Crypt the Warchild kigger Vinnie Paz tilbage på sin fortid, der ikke just har været en dans på roser. Det yderst stemningsfulde beat bakker de herrers mareridtsagtige historier op på bedst tænkelige vis. Stærkt nummer.

5. "Demonwomb Interlude"

Her bliver det provokerende! Stoupe elsker at gøre det her. Han sammensætter et fuldstændig fantastisk beat, men i stedet for at lade Paz rappe over det og gøre et reelt nummer ud af det, kalder han det et "interlude" og lader nummeret køre i sølle 40 sekunder. Der er masser af disse at finde på alle Jedi Mind Tricks udgivelser, og Stoupe har selv udtalt, at han elsker at pisse folk af ved at "misbruge" fabelagtige produktioner til små interludes, der ikke er meget andet end fyld. You win Stoupe, jeg gad fandme godt at have haft et helt nummer med dette beat!

6. "Animal Rap"

Endnu et af de bedst producerede beats i hiphoppens historie! Stoupe sampler her Dave Grusin's storladne symfoniske stykke "Coma", speeder samplet en smule op og omdirigerer endda dele af originalstykket, tilføjer dertil trommer så tunge så man skulle tro det var løgn, og giver mikrofonen til Vinnie Paz er guest of the hour Kool G Rap, der begge flår skidtet i stykker. En bombe af et nummer, der egentlig taler sin egen sag bedst:

7. "Nada Cambia"

"When shit pop, I greet beef with a smile / 'Cause I ain't punched a faggot in his teeth for a while"

Jeg ved godt, at det måske er ved at være trættende allerede, men det her er altså også et af de bedst producerede beats ever! Der er en masse uetisk og amoralsk ved denne sang, i og med at mand burde hade Vinnie Paz for alt hvad han rapper om. Han må gå for at være klodens største homofob, og sangen her læner sig op til decideret opfordring til hate-crime. På forhånd undskyld, men jeg elsker altså stadig sangen! Stoupe tænder op for en herlig omgang latin/salsa, med en smukt spillende guitar, pumpende trommer, en salig lyd af et 'franskbrød' (det var i hvert fald hvad min musiklærer kaldte det instrument?) og spansk-syngende kvinder på omkvædet. Ja, beatet er faktisk smukt, som i virkelig flot. Måske er nummeret netop så fedt, fordi Vinnie Paz tilføjer den ypperste form for grimhed til denne produktion. Tag f.eks. følgende linjer:

"That's established, I fucking hate you /
I hate your mother and father because they made you /
I hate the universe because it create you /
I hate everyone and anything that embrace you /
Who fucking raised you? You're a fucking disgrace /
And if you come around my way you get bucked in the face"

Noget siger mig, at man ikke ønsker Vinnie Paz som sin fjende! Heldigvis er han ikke så svær at løbe fra!

8. "A Storm of Swords"

Hvad tror I jeg har tænkt mig at sige om dette beat? Jep, you guessed it. Samplingen af 101 Strings' "La Cumpasita" er intet mindre end genial. Igen må jeg opfordre til at høre originalnummeret på YouTube, for Stoupe's genialitet vokser en del, når man først forstår hvad han har haft at arbejde med som start. De inkorpererede elementer af klassisk musik på "A Storm of Swords" resulterer i et nærmest ubegribeligt voluminøst beat, hvor den anden halvdel af Outerspace, Planetary, veksler linjer med Paz. Især deres zigzaggende rap i tredje vers tager kegler - det er vist hvad man kalder teamwork!

9. "Boondock Saints Interlude"

Der er ikke så meget at sige her. Ligesom det forrige interlude bruger Stoupe et sprødt beat som fundament for lidt filmdialog fra filmen Boondock Saints. "In nomine Patri Et Fili. Spiritus Sancti".

10. "The Wolf"

Non Phixion's Ill Bill og Sabac Red kigger forbi her, til en mørk og dyster skæring, hvis tekstindhold synes noget abstrakt og sporadisk. Nummeret "Byzantine Power Game" fra det første Max Payne spil er samplet, og lægger et hamrende fedt fundament for de tre rapperes fortællinger, der på trods af at være lidt løst narrativt, bringer en masse billeder frem på nethinden. "Eat, shit, suck, fuck, kill and die honest!", - Ill Bill said it!

11. "Walk With Me"

Her er et sjovt beat. Mange mener, at de såkaldte "chipmunk" -stemmer, altså stemmer, der er pitchet så meget op, at de bliver tegneserieagtige, var Kanye Wests varemærke, men Stoupe bruger dem mindst lige så flittigt. Ikke mindst her, hvor denne effekt er brugt som et rent ud sagt komisk element. De elastiske trommer og de ligeledes morsomme fløjter resulterer i et sublimt beat, der ligger i den mere nedtonede ende af Stoupe-skalaen. Den dybe tallerken bliver ikke ligefrem opfundet på nærværende skæring, men fordummende braggadocio rap er der masser af!

12. "Rise of the Machines"

Nummeret indledes af en lille bid dialog af Mike Tyson, der lige inden en kamp imod Evander Holyfield siger, at han vil æde hans børn. Needless to say er Tyson en af Vinnie Paz's helt store idoler, og vel nok en af de eneste, der kan matche hans IQ-tal.
Lidt ligesom "Nada Cambia" er dette nummer virkelig flot produceret. Det er igen en salsa-guitar der taget spotlyset, og Ras Kass gæster nummeret med sit fænomenale flow, hvor han blandt andet langer ud efter Tom Cruise. Ja, rimelig tough er han. Sprødt nummer. Ikke så meget andet at sige.

13. "Pity of War Interlyde"

Tredje interlude på pladen, og tredje "spildte" pragt-produktion. Stoupe altså....

14. "Kublai Khan"

Den arrige ondskab oser ud af dette nummer. De truende strygere, der hænger tungt i luften, lyder som noget fra en krigsfilm, og med skrig i baggrunden får man netop fornemmelsen af død og ødelæggelse (Kublai Khan var trods alt også militær leder). Et tema som Vinnie Paz og gæsterne Goretex (Non Phixion) og Tragedy Khadafi glædeligt bringer videre i deres rap, der nok engang er kendetegnet med shit-talk og dødbringende varm-luft.

15. "What's Really Good"

Rocky Raez er et fedt tiltag på gæstelisten, og hans vers herpå har en kækhed over sig, der giver et frisk pust til emnet om vold, kriminalitet og overlevelse i gaderne. Beatet har ligeledes en herlig kækhed over sig med sine strygere og blæsere, der danner et perfekt par. Omkvædet på dette nummer er tilmed et af de dummest skrevne i hiphoppens historie, og man kan vitterligt ikke andet end at elske det! Man kan nærmest mærke hjernecellerne flyde ud af øret p én når de to tosser råber "Ayo what's really good / Cuz' I got it on lock / we hustle what we could / you niggaz ain't stop!". Funklende stupiditet.

16. "The Heart of Darkness Interlude"

Pladens sidste og bestemt fedeste interlude. Beatet er som de andre fabelagtigt skruet sammen, og så er der anvendt dialog fra David Lynch's kult TV-serie Twin Peaks, der tilfældigvis er min favorit. Enhver der har set den serie vil med garanti kunne værdsætte gensynet med den en-armede mands legendariske sætning: "Through the darkness of future past, the magician longs to see. One chance out between two worlds.... fire, walk with me...".
Hvis I ikke har set Twin Peaks, så luk ned for denne anmeldelse, luk ned for alle web-browsere, ja luk ned for jeres computer. Løb ned i din nærmeste Twin Peaks -forhandler og køb guld boks-sættet, drøn derefter hjem igen, sæt den på, blev komplet fanget af serien, se den igennem (det tager nok nogle dage), og først derefter vend tilbage til denne anmeldelse. Seriøst, gør det!

17. "Raw Is War 2003"

Nummeret her er over et kvarter langt, og består af fire individuelle numre. Det første nummer står for mig som det bedste. Beatet er fantastisk, og Vinnie Paz oser af had, helt som vi kan lide det, især med linjer som: "You wanna see the last kid I battled before / Then check his fucking brains where it splattered the wall!". Why so angry Vinnie?
Det efterfølgende nummer er faktisk "I Against I" fra Violent By Design pladen. Et helt igennem sublimt nummer, som altid kan høres igen, men en egentlig forklaring på, hvorfor det også er at finde herpå, følger ikke med.
Tredje nummer er et remix af "Animal Rap", hvor beatet er en del mindre voldsomt i udtrykket. Jeg favoriserer originalen over dette remix, men det er stadig et sprødt nummer.
Afsluttende har vi endnu et muntert salsa-inspireret beat, hvor livlige fløjter, guitarer og trommer danner fundament for Vinnie Paz, King Syze og Esoteric, der udøver flow-gymnastik på et ganske højt plan.
Heldigvis er det det første nummer der er fedest, by far, så de andre tre fungerer fint som bonus-numre.

In conclusion....

Man kan sige meget om Visions of Gandhi, - én ting er, at det måske er heldigt, at jeg blev introduceret for den på netop dét tidspunkt. Hvis jeg hørte pladen for første gang i dag tror jeg, at jeg havde jublet over produktionerne, men rynket på næsen over lyrikken. Vinnie Paz er - og jeg tror ikke at dette står til diskussion - et virkelig afstumpet og dumt individ. Hans tekster kredser om noget så snævert som udpenslet, uberettiget, meningsløs had og vold. "Problemet" er bare, at netop dén tilgang til rap gjorde så stort indtryk på mig i sin tid, at lyrikken på denne plade for evigt vil være indprintet i min hukommelse, og selvom de første 642 rappere er "bedre" end Vinnie Paz i min bog, så vil Visions of Gandhi ganske simpelt altid have en plads i mit hjerte.
I dag foretrækker jeg rappere som f.eks. Blu, Pharoahe Monch, Macklemore, Geo og Shad; altså rappere, der kan berige min intellekt og ikke frarøve mig selv samme. Men set i bakspejlet var mit første gymnasieår, der hvor jeg lærte pladen her at kende, præget af megen ungdommelig dumhed, så Visions of Gandhi fungerede nok bedre som soundtrack for dén tid, end noget andet. Senere faldt Non Phixion's The Future Is Now og Immortal Technique's Revolutionary Vol. 2 til, plader man ligeledes kan gjalde med på. Nøj hvor vi kunne rappe med på "Obnoxious" dengang!
Kort og godt, sort på hvidt: der er en helvedes masse ting, der taler imod, at jeg burde syntes om Jedi Mind Tricks' Visions of Gandhi, men for mig er det en klassiker af de helt store, og mindre end den perfekte karakter kan derfor ikke gøre det.

6/6
Husk også at skaffe Suspekts nye Elektra - den er skide go'!
Læs min anmeldelse af pladen på wots.dk HER

- Jeppe Barslund

Jedi Mind Tricks - A History Of Violence

Da jeg hørte nyheden om at der var nyt på vej fra Jedi Mind Tricks lejren, og jeg kort efter fik adgang til de to fantastiske førstesingler "Monolith" og "Godflesh" via Babygrandes hjemmeside, der begyndte jeg at tro på, at en ny klassiker kunne være på vej fra den legendariske gruppe.
Der skal desværre ikke meget mere end en enkelt gennemlytning til at finder ud af, at man er blevet taget alvorligt ved næsen. De to førnævnte numre er mere eller mindre det eneste der er værd at lytte til på pladen. Resten er så sønderrivende ligegyldigt, svagt og forudsigeligt, at jeg vil vove at påstå, at gruppens 7. album her er deres ringeste til dato. Den egentlig grund til dette: deres halvhjertede forsøg på at kopiere deres forrige materiale. Jeg er sikker på, at de har fulgt deres tidligere formularer ned til sidste sygelige detalje. "Hvad skal der til før at vi kan lave en "Visions of Gandhi 2?". Første fejl på den lange liste: genindsættelsen af Jus Allah. Jeg har altid synes, siden han gik solo efter Violent By Design, at han er en af de dårligste rappere der kan opstøves i industrien, og på "A History" beviser han gang på gang, at jeg nok har ret! Samtlige stik-ords-flow vers han disker op med, er plathed på plathed, og så giver det ganske simpelt ikke mening! Det er næsten morsomt, for første gang jeg hørte "Monolith" og blevet slået i ansigtet med Jus Allahs super-arrige lyrik, synes jeg egentlig det lyd rimelig i orden, men da jeg så begyndte at lytte til ordene og indholdet i hans vers, måtte jeg grine højlydt, for det er så dumt og meningsløst at alt rationel mening i at genindsætte ham er umulig at se fornuften i. Desværre er Vinnie Paz ikke meget bedre. Han er bare dum på en anden måde! Han rapper fx på "Butcher Knife Bloodbath":

"Why we in Iran if all that we want is Osama /
Why we in a jam if all that we want is Obama."

Hmm... Sidst USA var i Iran var sidst i 70'erne. Måske har Vinnie Paz tænkt, at 'Iran' rimede bedre med 'Jam', og så var det historisk korekte ikke så vigtigt (?). Det skal jeg ikke kunne sige, men hvad jeg med sikkerhed kan sige er, at 'Fuck hvor er det dog dumt!'. Hvordan skal man på nogen måde kunne tage dét alvorligt?
Anden stupide fejl på vejen til at genoplive deres gamle stil, er, at alting handler om vold. Folk begyndte at holde af dem på "Violent By Design", hvor hovedemnet var VOLD. Derfor handler det hele om vold. Og det er så påtaget åndsvagt udført, at det er til at brække sig over. Numrenes titler siger det hele; "Godflesh", "Terror", "Butcherknife Bloodbath", "Death Messiah", Death mig her og Death mig der. Og der er selvfølgelig ingen af de så cool-sounding titles der har nogen egentlig betydning.... overhovedet! Og så får vi også en ordenlig omgang "BLLLLAAAOOU" på hver eneste nummer. Jeg ved ikke hvordan man staver til den 'lyd' men i kender den godt, en gorilla agtig, primitiv lyd der udsendes fra primater når man skal lyde rå. Vinnie behersker den bedre end nogen anden!
Den største fejl, og den jeg er mest bedrøvet over, er at selv Stoupe fejler på det meste af albummet. Han gør alt hvad han kan for at få de gamle storladne produktioner frem. På "Terror" forsøger han ihærdigt at genskabe den klassisk-inspirerede lydside som skabte mesterværket "A Storm of Swords" på Visions of Gandhi. På "Butcher Knife Bloodbath" gør han det samme, prøver at lave en "Blood In Blood Out 2" med mandestemmer som opbakning. På begge fejler han drastigt. "Death Messiah", "Séance of Shamans" og "Heavy Artillery" har alle tre noget tilfældigt; åndsvage navne og stor set samme produktion. Samme ligegyldige produktion. "Trail of Lies" har et fedt beat, og Vinnie forsøger at være socialt bevidst, hvilket på ingen måde lykkedes da det er svært at tage en person seriøst, når han på 13 ud af 14 optræder som voldspsykopat, og så pludselig forsøger at redde verden. No Good.
A History of Violence er årets skuffelse, og Jedi Mind Tricks' lavpunkt i deres karriere.

2.5/6