Imens vi venter på The Games' "L.A.X." og Dr. Dres "Detox" (hvis dén overhovedet bliver udgivet?!), må vi stille vores west-coast sult med "det der nu er". Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er den store west-coast lover. Mange west-coast produktioner, primært fra Dr. Dre, er selvfølgelig urørligt fede, og mange west-coast rappere er i besiddelse af et ganske raffineret og arrigt flow, hvilket selvfølgelig altid er nice at lægge øre til. Men tekstmæssigt forbinder jeg ikke west-coast gangster rapperne med noget stort. Og jeg mener ikke vest-kyst rappere generelt, for det ville være lige lovligt mange at sætte i bås. Jeg taler om gangster rapperne. Deres tekster er ofte lige på og hårde, hvilket afspejlet deres miljø, men poesi og flot historiefortælling skal man ikke forvente at finde.
Det jeg har støvet op, som kan udligne utålmodigheden, er Soopaflys andet album "Bangin West Coast". Præcis som hans forgængere, laver Soopafly musik der rammer nul-punktet hvad angår lyrik, men som har nogle seriøst fede og hårdt-pumpende beats til rådighed.
Soopaflys karriere startede tilbage i halvfemserne, da han blev introduceret til Dr. Dre og præsenterede ham for sine keys. Soopafly startede som producer, med keyboard-lyde som speciale, og det var netop disse der åbnede døren til Deathrow Records, hvor mange af hans første professionelle værker blev sat til livs. Folk som Snoop Dogg, Ice Cube, Tha Dogg Pound og endda Dr. Dre selv har benyttet Soopafly som deres musikalske bagmand. Ice Cube og Dr. Dres "Natural Born Killaz" står på Soopaflys cv som mest prominente værk, selvom han kun delvist producerede det.
De fleste af produktionerne på "Bangin West Coast" er ligeså fremstillet af manden selv, og han gør et godt stykke arbejde må man sige. Det er den meget genkendelige west-coast lyd der dominerer skæringerne, og det er, som albummets titel hentyder til, de hårde beats der er i føresædet. Siden albummet her ikke rigtig blev hypet, skulle man tro at det var fordi, at det var sådan en ligegyldig udgivelse som ikke rigtig var noget værd, men jeg synes at mange af numrene ligger godt oppe af The Game helt kvalitetsmæssigt, og flere produktionerne er ligefrem fremragende. Titelnummeret fx er en udsøgt fornøjelse. Soopafly har til beatet anvendt det samme sample som The Roots brugte til deres "Don't Feel Right" fra "Game Theory", med den der klagende stemme der går igen. Soopafly flipper dog beatet på en lidt anden måde, og så stjæler han også et lækkert guitarriff fra samme nummer.
Ligeledes fungerer "Crazy" og "Ready" også utroligt godt, og er i præcist samme stil som et Snoop Dogg eller Nate Dogg nummer. Snoop Dogg selv er selvfølgelig også at finde på albummet, flere gange, men bedst er han på et af albummets fornemmeste numre, "Talented", som også er bygget utroligt godt op af et bemærkelsesværdigt sample.
Latoiya Williams, som er ved at være en af de mere brugte sangerinder lige nu, er også at finde på 2 af numrene. Det morsemme her er, at hun er alene på numrene. - Soopafly synger slet ikke med (?!). Han producerer dog, så fortjenesten er vel lige fordelt. Og hun er en fremragende sangerinde skal det lige siges.
Pladens ultimativt bedste nummer er åbningsnummeret "That Way", som utroligt nok er produceret af denne blogs darling, den pt. allestedsnærværende Exile. Som altid formår han at skrue et genialt nummer sammen, og som en kamelæon ændrer han sig efter omgivelserne, så hans produktion er også kreeret med et vis west-coast feel i baghovedet. Det klæder Soopafly rigtig godt, og lyrisk set er det noget af hans bedre....
Af et ventetids-album at være er "Bangin West Coast" et ganske godt udspil. Soopafly er en udemærket producer, men tekstskrivning bliver han nok aldrig god til, ligesom alle de andre han omgåes. Så for mit vedkommende er det produktionerne som "Bangin West Coast" i sidste ende vinder på. Meeen, en stor sejr bliver det dog ikke.
3.5/6
