LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 10.000 kr,- indsamlet

Jeg har haft lidt travlt de sidste dages tid, så jeg har endnu ikke nået at løfte sløret for et nyt track fra LEFTOVERS2015, fra da vi rundede 10.000 kroner-mærket. At være nået så langt er en god ting, en virkelig god ting, så nummeret kunne denne gang ikke være andet end:

"It's A Good Thing"

Fashawn udgav sidste år den længeventede efterfølger til sin mesterlige debut Boy Meets World. Efterkommeren The Ecology var desværre en ret jævn affære, der ingenlunde formåede at nå det tårnhøje niveau som Fashawn og Exile havde fat i på debuten. Jovist, der var højdepunkter; gode øjeblikke i lyrik og musik, hvor man momentarisk blev mindet om det, der gjorde forgængeren så forbandet fantastisk. Meget var dog også overproduceret, fortænkt eller slet og ret kedeligt. Et enkelt nummer formåede dog at stige op over resten af pladens småfade indhold, ved ganske simpelt at være helt enestående i musikkens legesyge kreativitet og aldeles sublim i rap og lyrik. "It's A Good Thing" er en lodret genistreg, der som højdepunkt tårner sig op som et andet Mount Everest. Exile brillerer på beat-siden og viser med en sommerlun guitar, fingerknips, en akustisk basgang og et adækvat vokalsample, hvorfor han er en af sen-00'erne og 10'ernes absolut vigtigste beatsmede. På rap-siden har Fashawn fået besøg af to ualmindeligt veloplagte venner, i form af rapper/sanger Aloe Blacc og Dirty Science's næste rapper-satsning i Choosey.
     Tematisk set begiver de tre rappere sig ud i forskellige fortællinger om personlig struggle, og hvordan man kan finde og bevare ens "good thing" i kampens hede. Med linjer som "In an empty pursuit of profit and respect / Preoccupied, you collect more problems to neglect" retter Fashawn fokus mod det evindelige valg, som enhver succesrig kunstner konfronteres med: at jage penge og materielle goder eller at fokusere på det, der egentlig bringer lykke. Aloe Blacc får sneget adskillige sang- og albumtitler ind i sit vers, hvor han netop rapper fra det perspektiv som Fashawn præsenterede: en kunstner, der har fået gigantisk succes, men som ikke har i sinde at bruge den: "One hit wonder, while the world screaming "Wake Me Up" / but I'mma sleep just a little bit longer / Every night my daydreams get a little bit stronger". Efter at have brudt igennem med "I Need A Dollar" blev Aloe Blacc shanghajet til at synge på Avicii's gigantiske monster-hit "Wake Me Up", der gjorde ham til et household name verden rundt. Men Aloe Blacc's lykke var egentlig allerede gjort, da han var i stand til at flytte med sin gravide kone ud af LA's ghetto med pengene fra "I Need A Dollar", og nu vil han hellere lave præcis det musik han lyster, som fx "It's A Good Thing", end at være et one hit wonder, der leverer omkvæd til skråle-hits.
     Choosey får afsluttende bundet en fin sløjfe på emnet om at have en eller flere "struggles" i livet, med et optimistisk dictum om at sætte pris på de goder man har, fx med linjer som: "Top Ramen in the pot again and probably all week / Bow your head and give thanks, say grace before you eat".

"It's A Good Thing" er toptunet hygge-hiphop, hvilket der i denne potente, hårde og muskuløse genre alt alt sjældent bliver gjort plads til.

Fashawn
"Tell me, what means the world to you? /
Your spouse, or your house with the gorgeous view? /
Is it the sand white and the water blue? /
But your priorities are out of order, true? /
In an empty pursuit of profit and respect /
Preoccupied, you collect more problems to neglect /
Evidently a success, and obviously depressed /
But the drama, the stress, it's probably for the best /
When will we all start realizing that we are blessed? /
Excess expectations we accept /
Let's make a bet, homie /
You stay in debt, don't ya? /
You take an L while your lady takes the rest /
Enough is never enough, we want everything /
Like every baby mama want a wedding ring /
While you're stuck on this planet /
Focus on what's important /
And try to take nothing for granted"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Aloe Blacc
"What can I say? Good Things was my good thing /
Need a dollar, got a dollar, move out the hood thing /
Goodbye 12th Street and Hoover, we won't miss you /
Now sirens and gangbanging teens ain't the issue /
Papa's got a new bag to be concerning with /
Like how my piece of the pie look when the earning's split /
Season it with sugar and spice /
Cause the good things I have in my life is /
The butterfly in the belly of my wife /
Same time, make lightning strike twice /
Thunder shake me up /
One hit wonder, while the world screaming "Wake Me Up" /
But I'ma sleep just a little bit longer /
Every night my daydreams get a little bit stronger /
Every day my nightmare's worst fears subside /
Three years in the making, let me swallow some pride /
Got another good thing for ya, when you hear it /
Hopefully it's gonna lift your spirit"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Choosey
"We got simple needs and complicated means /
Top Ramen in the pot again and probably all week /
Bow your head and give thanks, say grace before you eat /
A couple blocks down they pouring gravy on they feast /
I had a complex about my family tree /
My apartment complex full of convicts and fiends /
Drug dealing, gunfire right across the street /
We stuck inside the crib, drop and duck when them guns  ring /
We're dysfunctional, fussing over dumb things /
Mom and Pops fighting really just because we /
Ain't have the funds to be spendin' it on drugs, he /
Ended up in county, we ain't seen him in a month, see? /
I used to dwell on that until I felt bad /
Took a look around and felt blessed to understand that /
We ain't had the wealth, still we had a present Dad /
Through the struggle, that's a good thing to have"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Outro, Exile
Fashawn got a good thing, hey
Aloe Blacc got a good thing, hey
Choosey got a good thing, hey
Exile got a good thing, hey
Bear Gang in the house and you don't stop
Dirty Science in the house and we don't quit
Blu in the place, you don't stop
Co$$ Dollars

Johaz in the house
Adidas Cool, yo we gotta be the ultimate

Fashawn - The Ecology

Fashawn's mesterværk af et debutalbum, Boy Meets World, udkom i 2009, netop som jeg var blevet hyret som anmelder på DubCNN. Jeg anmodede om at anmelde Boy Meets World til magasinet på egen opfordring, og lagde således offensivt ud med en 6-stjernes anmeldelse som min første i et trykt medie (kan læses her, på side 82). På daværende tidspunkt svingede jeg mellem at give albummet fem eller seks stjerner, men da jeg så det som en oplagt mulighed at gennemtrumfe mit kald som anmelder; at eksponere det mindre kendte hiphop til så mange som muligt - besluttede jeg mig for at tildele topkarakteren, der unægteligt har et blikfang af anseelig størrelse. Jeg har efterfølgende været yderst tilfreds med min beslutning, ikke blot fordi, at magasinet blev trykt i 30.000 eksemplarer, og Fashawn derved fandt vej til en masse menneskers bevidsthed, men fordi, at seks stjerner med tiden viste sig at være den helt rigtige karakter. Boy Meets World voksede og voksede, og som de forskellige historier krøb yderligere ind under huden på mig og fæstnede sig i min hukommelse for stedse, stod det klart, hvor gennemgribende, vovet og flot et album, Fashawn og Exile havde begået. Det var et intet mindre end mesterligt udtryk for Fashawn's daværende ståsted i livet, mellem fortidens lænker og fremtidens længsler. Barske historier om omvækst blandet med opløftende tekster om drømme og ambitioner, umådelig flot akkompagneret af Exile's evigt sprudlende og kreative produktioner. Jeg vil sågar sige, at det til stadighed har vokseværk. Forvent- og forhåbningerne til efterfølgeren, der med sin titel The Ecology lod til at udspringe direkte fra debutens habitus, var naturligvis, og med god grund, himmelstræbende.    

   
Jo højere ens forventninger er, desto større er skuffelsen når det ikke går som håbet, og derfor er The Ecology, der udkom hele seks år efter debuten, en af de største skuffelse jeg oplevede sidste år. Det helt store spørgsmål der melder sig, er, hvad i alverden de har brugt alle de mange år på? Med en inkubationstid på seks år bør - måske endda skal - resultatet være af ypperste skuffe, hvorfor det undrer mig, at der er så besynderligt meget, der går galt. Stort set alt fra indhold til stemning og udtryk, fremstår som en bleg reminiscens af forgængeren. Hvis vi et kort øjeblik ser tilbage på Boy Meets World og nummeret "The Ecology", rapper Fashawn: 

"A bunch of young guns in charge who ain't got heart /
A few gave a listen to the lessons that was taught /
Those who took heed was the ones who succeeded /
The ones who didn't wound up sharing showers /
The strong move silent, the weak get devoured /
Too many fake hustlers, the drug game is sour /
Rather live like an animal than die like a coward" 

- Med kirurgisk præcision fortæller Fashawn om sin hårde opvækst i Fresno's gudsløse gader, og om hvordan asfaltjungleloven har formet ham som menneske. Skarpt og bjergtagende. Tilbage til nærværende album The Ecology og nummeret "Man of the House", hvor Fashawn rapper: "Ultimately I had an ultimatum / Smuggle drugs or become someone famous". Unægteligt en groft simplificeret og noget udvandet beskrivelse af Fresno og den korsvej Fashawn stod ved. Ifølge "show, don't tell" -princippet, hvor en kunstner helst skal vise og helst ikke åbenlyst fortælle, viste han på Boy Meets World sin verden på en sådan måde, at man nærmest stod midt på gaden i Fresno, med den bagende vestkyst-sol i ansigtet, duften af asfalt i næseborene og lyden af young ballers der fordriver tiden på gadehjørnet i øret. Fashawn formåede virkelig at vise sin verden og tvinge én til at forholde sig til den, hvilket har meget at gøre med den topkarakter, pladen fortjener. The Ecology er i udpræget grad fortællende, endda på en ofte flad og uengagerende måde, hvor man ikke inddrages som lytter. Konsekvensen heraf er, at man aldrig føler den store trang til selv at digte videre eller udfylde eventuelle tomme pladser, og det gør The Ecology til en blegnæbbet affære.

De gode øjeblikke kigger varsomt forbi, fx på "Mother", der ligger i forlængelse af "Father" fra forgængeren. Her serverer Fashawn et ærligt og rørende portræt af sin mor, der har kæmpet med et crack-misbrug hele Fashawn's liv. Det er godt fortalt, og det er godt rappet. Beklageligvis er det sjældent, at rappen er det eneste værktøj Fashawn tager i brug i sin formidling. Han har en besynderlig trang til selv at skulle synge sine omkvæd, hvilket han burde holde sig langt fra. Flere numre lider voldsomt under et grelt sunget og haltende forfattet omkvæd, og man undres over, hvorfor Exile ikke har brudt ind under indspilningerne, slået hånden i bordet og talt Fashawn fra at synge selv. Det hænger måske sammen med, at The Ecology heller ikke er Exile's bedste øjeblik. Intet nærmer sig den storhed, den opfindsomhed og den nerve, der udfoldede sig i produktionerne på Boy Meets World. Den brusende legesyge på "Life As A Shorty", de udsøgte jazz-toner på "Hey Young World", den jernhårde "The Ecology", hvor Nina Simone's vokal var klippet til umådelig perfektion, det sprudlende soul-overskud på "Samsonite Man", og jeg kunne blive ved. Alt fungerede mageløst, uden at virke forceret. På The Ecology synes størstedelen af produktionerne at være skåret ud af samme fade masse, og de underspillede og effektive udtryk i musikken fra forgængeren er erstattet med stort oplagte og overbearbejdede produktioner, der ender med at drukne i sig selv og tage Fashawn med i faldet.

Pladen åbnes med Beewirk's "Guess Who's Back", hvor op til tre kor ramler sammen med højstemte strygere i omkvædet, og man kan kun med nød og næppe ane det ellers solide grundbeat under de mange lag af pynt. Dertil må man konstatere, at det ikke just virker optimalt for Fashawn at åbne albummet med ordene "This is not revolutionary, it's evolutionary" over et trommespor, der ret beset ikke havde eksisteret, havde det ikke været for Suspekts "Helt Alene" Kendrick Lamar's "The Art of Peer Pressure". Næsten fjollet bliver det, når der er fire numre i træk, fra "Higher" til "The Letter F", anvender den samme grundsøjle i form af luftige og lyse klavertoner. Det lyder vidunderligt på "Higher", der dog kammer over af sukkersødme, grundet et børnekor i omkvædet og en outro, hvor Fashawn's datter fortæller om, hvor højt hun elsker ham. På "To Be Young", der er en forlængelse af "Life As A Shorty" fra debuten, fungerer klaveret også, omend det virker lidt stressende, men på "Golden State of Mind" begynder man at miste pusten, og på den Alchemist producerede "The Letter F" ville man ønske, at klaver-karrusellen ville stoppe. Dette overforbrug af klaver er virkelig en skam, for udfaldet er, at man kører træt i et af Exile's fornemmeste vandmærker. 

De sure opstød stopper desværre ikke her. "Confess" vil så gerne være en potent banger, men lyder mest af alt som Nas & Damian Marley's "Nah Mean"'s karakterløse skitse. Når Fashawn tilmed rapper noget så begavet som: "Wa da da dang, wa da da da da dang / Step into the party with Baccardi in my veins / I knock her, dang, her body I gotta bang", kunne man lige så vel have lyttet til J-Kwon eller Juelz Santana anno midt-0'erne, hvilket ikke just er det man hverken havde forventet eller håbet på. Også "Out the Trunk" er skabt ud fra den mest ordinære skabelon tænkeligt, og ender med sin pompøse basgang og generiske håndklap som én stor, tåkrummende kliché. "It's A Good Thing" er måske rent faktisk det eneste nummer på The Ecology, der fungerer perfekt på alle leder og kanter. Mageløst produceret med en behageligt bølgende basgang, fingerknips og et guitarspil der oser af varme og velbehag, samt tre rappere, der alle leverer lødig rap. Især Choosey får bundet en fin sløjfe på emnet om at have en eller flere "struggles" i livet, med et optimistisk dictum om at sætte pris på de goder man har.

For flere år tilbage var jeg nede på skydebanerne under DGI byen, og jeg husker tydeligt, at instruktøren fortalte, at havde man ikke trykket på aftrækkeren efter otte sekunders sigte, skulle man sænke sit skydevåben, tage et par dybe indåndinger og tage sigte igen. Man mister ganske enkelt fokus og koncentration efter otte-sekunders-mærket. Jeg tror, at Fashawn og Exile har sigtet alt for længe med The Ecology inden de trykkede på aftrækkeren og udgav det, for i sin nuværende form er albummet både ufokuseret, fortænkt og overproduceret, og slutresultatet er, som skrevet indledningsvis, dybt skuffende. Havde karakteren været bedre, hvis forventningerne var lavere? Måske, men holdt op imod de tårnhøje forventninger jeg gik ind med - som jeg i øvrigt synes er absolut berettiget, i og med, at The Ecology trækker så mange tråde tilbage til Boy Meets World, så bliver karakteren et uheldigt udtryk for de høje forventninger.

2.5/6

- Jeppe Due Barslund

Dag Savage - E&J

Exile er Guds gave til mennesket. Coveret til hans Radio-plade er bevis nok. Har du brug for yderligere evidens, så kast et blik på hans forbløffende CV (The Waiting Room, Dirty Science, Boy Meets World, Below the Heavens, Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them og meget andet).

I min optik er han en af de absolut vigtigste producere de sidste 10 år. Gang på gang producerer han fantastiske plader, der formår at være nyskabende indenfor rodfaste traditioner, og som samtidig kanoniserer hans respektive rap-kompagnoner op i de højere luftlag. Hans enestående beat-formular, hvor han blander Detroit'ske sample-kutymer (fostret af J Dilla, forstås) med støvede jazz og soul samples, MPC-perfektioniserede trommeprogrammeringer og sin helt egen, unikke måde at klippe vokalsamples på, har gjort ham til en innovatør og en autoritet indenfor sin genre.

Hans største værker må nok siges at være Below the Heavens med Blu fra 2007 og Boy Meets World med Fashawn fra 2009. Noget kunne tyde på, at Exile har det bedst når han er sammen med én rapper om et projekt. Nu er turen i hvert fald kommet til San Diego rapperen Johaz, der som den næste i rækken kan bryste sig af det privilegium det er, at rappe over Exile-beats på en hel plade. Men det forpligter også. Som Johaz selv rapper: "Now that Exile is my DJ, alot of expectations", og det må man sige, at han har ret i.

Men man skal passe på med forventninger, for E&J er slet ikke som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, og det er der hovedsageligt tre årsager til.

1.
Man opdager hurtigt, at Johaz ikke er helt som Blu og Fashawn. Ikke nødvendigvis ment negativt, men af de tre rappere opererer Johaz på et langt mere simplificeret plan. På Below the Heavens var Blu en meget personlig rapper, der brugte sine livserfaringer som springbræt for filosofiske og eksistentielle tanker. Fashawn var ligeledes meget personlig på Boy Meets World, men brugte, modsat Blu, sine beretninger til at illustrere generelle problemer i Californiens lavklasse. I begge tilfælde var resultatet af monumental natur. Johaz er mere nede på gadeplan, og det tekstlige ambitionsniveau er ingenlunde lige så højt. Favntaget er mindre, perspektivet mere snævert og indholdet mere ordinært. Tag fx følgende citat fra "For Oldtime Sake":

"It's been a long time comin' /
Steady chasin' mines, it's been a long time runnin' /
These fake rap niggas spent a long time frontin' /
But they girls on my dick spent a long time suckin'"

Nu er hverken Blu eller Fashawn målestoksforhold for god rap per definition, så der skal ikke sammenlignes med de to, bare fordi de alle har Exile til fælles. Johaz har rigelig karisma og autenticitet til at gøre lytteoplevelsen spændende, men han har godt nok også brug for disse attributter for at kunne kompensere for de mangler, der desværre fylder en del.
     Et gennemgående problem er, at hans tekster stikker i alt for mange retninger. Ofte er det simpelthen umuligt at finde en rød tråd i de enkelte tracks. På "Twilight" rapper han først "I'm like fade out with the flow, my niggas had to grapple / Too much coke was getting sold, my niggas had to smack you", som er en lidt tilfældig linje. Senere rapper han "Wanna talk about a revolution? / First of all, let's talk Tuki and his execution", som på rigtig mange måder er en super fed linje. Senere i dét vers rapper han så: "Spend five million on a campaign / But can't find a cure for aids 'cause it's man made", og vi er igen ude i noget komplet ustruktureret. Dertil har jeg stadig ikke nogen klar idé om, hvorfor nummeret hedder "Twilight", så selv der er der en manglende forbindelse. Og sådan svinger det lidt for ofte, og man savner virkelig numre, hvor omdrejningspunktet står klarere. Nummeret "Van Gogh" er tilsyneladende kun opkaldt efter en af kunsthistoriens vigtigste personer, fordi hans afskårne øre passer godt til omkvæddet hvor de retorisk spørger "Are you listening? You listening now?". Nej, ikke rigtig sjovt, vel. Dertil er Johaz ikke ligefrem den mest opfindsomme rapper. Han løber side om side med Lil Wayne i kapløbet om at bruge ordet "nigga" flest gange, og så er han ikke bleg for at tage en kliche eller to i brug: "Girl I'm on a real shit / You can be my Jada, I'm your Will Smith".

Han har dog også sine gode momenter. På "For Old Time's Sake" rapper han om, hvordan hændelser i hans barndom har fået konsekvens senere hen i hans liv:

"How my real pops used to put the beatin's out /
I wonder if he thought it was effective /
At four years old, the first time I was molested /
13 years old, the first time I got arrested /
Just trying to see the world from my dad's perspective"

De gode momenter er der, men det kræver, at man må bære over med en tand for mange standartiserede linjer og en god portion middelmådig rap. Dog konsekvent leveret med et solidt flow.

2.
For at kalibrere sine beats med Johaz's rap, har Exile skruet lidt ned for både ambitioner og opfindsomhed.
Størstedelen af pladens beats er drevet af melodiske piano-loops og klangfulde keys. Det skaber en klar rød tråd i lydbilledet, men gør samtidig også, at nogle numre læner sig så meget op af hinanden, at de kan have svært ved at skille sig ud. På de rimelig enslydende numre "Don't Stop" (der er produceret af Alphabet 4), "Van Gogh" og "The Hurt" sker der ganske enkelt for lidt til, at det når at blive interessant. "F.U.P.M." (der ellers har et killer-vers fra Rass Kass) står ganske klart ud, men desværre bare på lidt kedelig facon. "Milk Box" ligeledes.
     Langt bedre lyder det på pladens to indledende numre, hvor Exile gør det han er bedst til, når det kommer til harmoniske og opløftende grooves. Det er ganske imponerende så meget velklang den mand kan skabe med tre tangenter på "For Old Time's Sake".
     "Bad Trip" er i en lidt anden boldgade, men også hamrende vellykket. Musikken er i sig selv som et dårligt trip, med mudrede synth-effekter og elektroniske lyde, der giver den helt rigtige fornemmelse for paranoia som rapperne er præget af i deres beretninger om bad trips.

"Drugs" er et af pladens bedste eksempler på Exile's enestående opfindsomhed. Når emnet til en sang er stoffer, kan det ikke blive mere genialt end at sample julesangen "I'm Dreaming of A White Christmas" og udelukke "Christmas" fra vokalsamplet. Når dette begavede fundamentet er lagt, tilsættes der bare lidt stryger, lidt keys og et stramt drum-break, og du har en heater sendt fra himlen.
     Ekstra legesyg bliver han på "Darlin", der mere eller mindre udelukkende består af små sample-bidder, der er klippet sammen til et hamrende sprødt beat. Konstant kan man høre, at de forskellige samples slutter brat, men alligevel er samspillet konstant og bundmelodisk.
     En lignende måde at klippe samples på finder man på "When It Rains", hvor den samplede vokal er klippet totalt i stykker og efterfølgende limet sammen på en helt ny, men fantastisk måde. Aloe Blacc's overflødighedshorn af soul-lækkerier på omkvædet sætter prikken over i'et.

E&J's lydside byder altså på en blandet landhandel af beats, hvor nogle vil for lidt og langsomt går i glemslen, imens andre viser, hvorfor jeg i indledningen kaldte Exile Guds gave til mennesket.

3.
Den sidste årsag til, at E&J ikke er som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, er helheden omkring albummet. Både Blu og Fashawn's plader var ufattelig helstøbte, hvor intet var overladt til tilfældighederne og hvor hvert eneste nummer var med til at male ét billede. Her virker E&J mere som en lidt sporadisk blanding mellem et mixtape, en opsamling, en plade og en crew-kompilation.

"Darling" kunne man finde på The Salvation mixtapet fra 2012, hvor den originale "Milk Box" også var at finde. "Cali Dreamin" kunne man høre på Cali Dreamin EP'en fra samme år, og både "Twilight", "Drugs" og "When It Rains" blev udgivet på Dag Savage EP'en for over et år siden. En stor del af E&J er altså af ældre dato, og det kunne tyde på at man har tænkt, at det var en sikker vinder at take nogle af fan-favoritter fra tidligere projekter og smide dem med på den nye plade. Jovist, "Drugs", "Darlin" og "When It Rains" er nogle af de absolut fedeste skæringer, men hvis man har fulgt Dag Savage i længere tid, kunne man måske have håbet på mere nyt materiale. At mange af de nye og ikke-hørt-før numre faktisk er blandt de dårligste, gør det ikke ligefrem bedre.

Dertil er der rimelig mange features, hvor det virker som om, at Dirty Science selskabet gerne vil introducere verden for nogle af deres mindre kendte kunstnere. Choosey, der har tre features, er sandsynligvis deres næste skud på stammen.

Er man ikke så bekendt med Dag Savage, så er E&J et fremragende sted at starte, og jeg forestiller mig, at pladen er markant bedre, hvis flere af de "gamle" numre er førstegangsbekendtskaber. Jeg skal da også være ærlig at sige, at da den milde skuffelse havde lagt sig, fandt jeg det faktisk meget rart at have mange af de fede Dag Savage -numre samlet på én skive. En ny Below the Heavens eller Boy Meets World er det overhovedet ikke, men god musik - det er det.

Køb cd'en eller vinylen gennem Dirty Science her

4/6

- Jeppe Barslund

"The Beginning"

"Drugs" feat. Co$$ & Choosey

"Darlin" feat. Choosey

"When It Rains" feat. Aloe Blacc

Året der gik 2012 - Et tilbageblik

Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 

Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.

 

9.

The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual. 

8.

Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.

 

7.

L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   

6.

Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 

  

5.

P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 

Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER. 

4.

Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 

Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  

3.

Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 

Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER. 

2.

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 

Læs anmeldelsen af The Heist HER.

1.

Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.

. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.

Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 

 

4.

Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.

   

3.

Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 

Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER. 

2.

Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 

     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 

Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      

1.  

Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.

Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!

     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come. 

Awesome video!

Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer

( click to enlarge )

Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Den svære efterfølger.

Den svære efterfølger har hårde kår. Den har fra starten af odd'sne imod sig - især når forgængeren var en milepæl i hiphop-genren. "Problemet" er, at det er en menneskelig umulighed ikke at have forventninger, forhåbninger og forestillinger om præcis hvordan efterfølgeren kan, bør og helst skal lyde. Hvis efterfølgeren ikke umiddelbart lyder som det man har i tankerne, vil den første reaktion ofte være skuffelse, og skuffelse er en led satan.
     Min første reaktion, da jeg havde hørt Blu & Exiles Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them igennem første gang, var netop skuffelse. Jeg var faktisk skuffet over en del ting. Arrangementerne er langt fra lige så ambitiøse som på Below the Heavens. Produktionerne lyder gennemgående meget ens, hvor BtH bestod af utroligt unikke beats. Skuffet over, at Blu ikke angriber pladen med samme furiøse sult. Ja, kort og godt; skuffet over at GMMFWICSST ikke lyder mere som Below the Heavens.

Men den hurtige dom er overhovedet ikke retfærdig, da den i al for høj grad er malet af denne umiddelbare skuffelse. Hvis man vil se på Give Me My Flowers... med et retfærdigt sæt briller, er man først nødt til at stille sig selv det svære, hypotetiske spørgsmål: "Hvad havde jeg syntes om pladen, hvis Below the Heavens aldrig havde eksisteret?". - For det er i virkeligheden kun i dét lys, at dommen er retfærdig. Man er nødt til at huske sig selv på, at skuffelsen jo var et resultat af, at Below the Heavens til at starte med var målestoksforholdet for "god eller dårlig", og det er jo en komplet vanvittig måleenhed. HipHopDX var f.eks. meget hurtigt ude med deres anmeldelse, og de mente at Blu & Exile burde gå tilbage til deres gamle stil og kvitterede med karakteren 3/5. De gav dog også 2 Chainz 3/5, det sætter vist tingene lidt i perspektiv.

Som lytter (og fan) står man altså over for den svære opgave at ignorere alle de forestillinger man har gjort sig. Simpelthen viske tavlen ren for forhåbninger og kriterier - tabula rasa; først da bør man dykke ned i Give Me My Flowers....

"I wonder, who do you believe in? I know it ain't me."

Hvor Below the Heavens nærmest insisterede på at ville og kunne alt fra battlerap, humor, poesi, introspektiv grublen og filosofiske strejf, føler GMMFWICSST intet behov for absolut at skulle berøre alle emner muligt. Den har på ingen måde travlt, og tuller derfor ufortrødent rundt i sit eget rolige, lo-fi tempo, og det ender faktisk, efter en del gennemlytninger, med at være ganske charmerende.
Blu har stadig meget på hjerte, men får det ud med mindre armbevægelser og albueplads, og Exile har "begrænset" sine udfoldelser til mere jazz'ede, nedbarberede arrangementer, hvor støvede trommer, rustikke basgange, piano-loops, boblende computer-effekter og vintage soul-samples udgør værket. Dette gør, at produktionerne gennemgående lyder rimelig ens (med et par stykker som undtagelse), men også at den røde tråd er klar fra start til slut.  Dertil er Exile's indre legebarn stadig at finde i beat'sne, og det er i særdeleshed de som altid velvalgte og sublimt klippede vokalsamples, der giver produktionerne unik karakter. Måske vigtigst er det fænomenale samspil mellem Exile's beats og Blu's lyrik intakt. Kemien er simpelthen suveræn. Det er ikke "bare" Blu der fortæller en historie over et Exile beat, - det er Blu og Exile der fortæller en historie sammen. Tag f.eks. "O Heaven", hvor Blu rapper en hyldest til himmelen, som til slut viser sig at være en metafor for selve musikkens væsen. Her har Exile samplet Ella Fitzgerald's "How High the Moon" hvor hun synger: "Somewhere there's music, how faint the tune / Somewhere there's heaven, how high the moon". Samplet fortæller med andre ord den samme historie som rappen, bare "gemt" i beatet. Dette nummer er samtidig godt bevis på hvor dygtig en tekstforfatter Blu er. Han starter i sangen med at plukke blade af en blomst i bedste "hun elsker mig, hun elsker mig ikke" -stil. Til sidst rapper han: "Found golden souls of daisies without petals - how special". - Der er ikke nogen blade på margueritten, da det ikke er et spørgsmål om, om "hun" elsker ham eller ej, - det er ham der elsker hende; musikken.

"I'm a poet, helpless romantic /Type to hold hands, make plans and quote stanzas /Just so you can tell me how nice I am!"

Blu har ikke satset synderlig meget på varierede flows på GMMFWICSST. Lidt groft sagt lyder han faktisk gennemgående som om, at han har røget en pind eller to inden han har indspillet sine vers. Det går forholdsvist langsomt, og leveringen er ofte præget af en vis - dog bevidst - "sløvhed". Når han rapper: "Sent through heaven and hell to send dreams of / places once dwelled, but I fell for the green stuff" er det "green stuff" han refererer til næppe penge. Denne tilbagelænede tilgang til sporadisk lommefilosofi passer dog meget godt til Exile's proportionelt tilbagelænede beats.

Enkelte steder skiller numrene sig ud, som den bragende "The Great Escape" (hvor Blu får selskab af flow-stormestrene Homeboy Sandman og ADad), den reggae-gyngende "Berries and Juices" (der sampler Alton Ellis' "It's A Shame"), det komplet geniale instrumentale stykke "Cent From Heaven" (der er bygget op af forskellige soundtrack-bidder fra filmen The Artist) og ikke mindst "A Man", der synes utrolig ambitiøs og voluminøs i forhold til pladens resterende skæringer. Lyrisk set er dette også pladens absolutte klimaks, da Blu blæser lytteren (mig i hvert fald) komplet bagover med sine tanker om religion og tro (Amen) kontra individuel eksistentialisme (A Man). En sikker kandidat til årets stærkeste vers (du kan høre nummeret og læse lyrikken i bunden af denne anmeldelse).

Til gengæld er der også mindre gode numre at finde på GMMFWICSST, hvilket på ingen måde var tilfældet med Below the Heavens, synes jeg. "I Am Jean" er simpelthen for rodet, da Exile vil alt for meget med alt for mange instrumenter, og det ender desværre ikke med at lyde særlig godt. "A Letter", "Mask Your Soul" og "Good Morning Neighbor" er alle både korte og en kende anonyme. - Ikke decideret dårlige, men der er absolut intet progressivt over dem, og det føles mest af alt som om, at pladen sidder fast. Det samme kan siges om "Don't Be Jelly" og "Seasons" (der dog bærer fantastisk lyrik), hvor produktionerne synes uden kant og bid.
I det store hele synes jeg dog ikke, at der er nogen tvivl om, at det gode sejr stort på GMMFWICSST. "Ease Your Mind" er en sand butter-smooth jazz-perle, og "Maybe One Day", "More Out of Life", "O Heaven" og "The Only One" er alle funklende hiphop diamanter. "Money" er en fræk og funky sag med guitar-taps og fløjte-melodier, og så har vi "Growing Pains", som er den knastørre Exile-banger, hvor hans to andre faste samarbejdspartnere Johaz og Fashawn kigger forbi.

All in all....?

Nej, Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them er ikke i nærheden af at være lige så helstøbt og gennemarbejdet et album som Below the Heavens, men mindre kan også gøre det. Det hele er lidt mere nedtonet, lidt mindre kompliceret og lidt tørre, men Blu & Exile får det stadig til at lyde usædvanlig lækkert. Der vil naturligvis altid være en lille del af én, der ærgrer sig over, at efterfølgeren ikke er en milepæl på niveau med forgængeren, men Blu & Exile har stadig skabt et utrolig mindeværdigt værk, som nok skal blive en favorit med tiden.

"I love the way you do it, you do it so swell!"

5/6

- Jeppe Barslund

Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund