Esben & Boone - Skub Roeg EP

Man skal være enten ualmindeligt diffus eller ekstraordinært selvsikker for at udgive musik indenfor samme måned som Kanye West, endsige samme uge! Om man kan lide West eller ej er det en kendsgerning, at han skaber et vakuum omkring sig når han udgiver musik. Mediebevågenheden er total, meningsdannelsen er verdensomspændende, og stort set alt andet musik og alle andre kunstnere bliver sat på midlertidig stand-by. Selv mit eget kommende Leftovers-projekt har ageret bænkevarmer i tiden efter udgivelsen af The Life of Pablo. 

Og så alligevel....

Onsdag d. 17, eller rettere to minutter i torsdag d. 18., blev det - for første gang nogensinde hos undertegnede - Kanye's tur til at måtte vente. I nattens mulm og mørke blev Skub Roeg EP'en udgivet, med karambolage i hierarkiet til følge.
     Typisk Esben og Boone at vende op og ned på alting. Dette; at vende op og ned på tingene, viser sig faktisk at være et slags tema for Skub Roeg EP'en. Ikke alene er titlen et anagram på duoens forrige EP Skoerbug, de har endda taget dennes spilletid på 13.12 minutter (Skub Roeg udkom i øvrigt nøjagtig 13 måneder og 12 dage efter Skoerbug!) og på Skub Roeg arbejdet sig frem til den bagvendte længde, nemlig 21.31 minutter . Dette er i særdeleshed en glædelig nyhed, da det viser sig, at der især er én ting de to ikke har ændret eller vendt op og ned på: kvaliteten.

"Stråmand i slowmotion, et blob i oceanet /
Hoppede af ræset, helt knast midt i skrivefasen"

Esben og Boone skaber et vakuum i vakuumet med deres evigt imponerende forening af eufoniske beats og absurd-poetisk rap, der altid er bjergtagende men sjældent til at gøre sig klog på. Referencerne spænder vidt, fra Pavlov og Faust til Tove Ditlevsen og Tine Götzche, og intertekstualiteten peger mod alt fra film om spækhuggere til tyske R&B grupper; disse to eksempler endda i samme linje! Man føler sig lidt som en hovedløs høne i forsøget på at skabe mening i, hvad der umiddelbart kunne lyde som rendyrket nonsens, men som alligevel synes for skarpt til at være tilfældigt. Når Boone proklamerer på "Tera Pi", at der er "foragt for alt der ikk' fornyer", må man på baggrund af teksterne på nærværende EP konstatere, at de absolut praktiserer hvad de prædiker. Dertil må man bare erkende, at det er svært ikke at trække på smilebåndet over de mange finurlige indfald, der konsekvent er leveret med rutine og overskud. På det lille interlude "Formandens mellemspil" samples Isbjergs "Lad mig være" og ordene: "Jeg truer plat MC'er hvis rim de er for lamme / MC'er de' alt for mange, deres rim det er de samme", og det er æddermanme et korrekt sample at hive frem her, for når det kommer til Esben og Boone, så er lamme rim en by i Rusland, og intet er det samme som det, man får serveret her.

"Jeg' fra skoven hvor der' fuglefløjt i skulderhøjde /
I fuld længde, glem det eller gradbøj det"

Også produktionerne er en gevaldig fornøjelse. Få beatsmede excellerer som Boone, der stilistisk favner bredt og som synes at kunne følge selv den skæveste idé til dørs med bravur. EP'en indledes med den jazz'ede "Form", hvor stramt orkestrerede trommer, et dæmpet klaver og mageløst samplede blæsere og guitarer sammensluttes til et tungt og melodisk åbningsnummer. Det jazz'ede ved vi dog udmærket, at Boone mestrer, og det er når han giver sig i kast med det mere uventede, at det for alvor syder og sprudler. Tag fx den fantastiske "Nakskov", hvor lavmælte trommer giver plads til et klangfuldt klokkespil og en buklende basgang. Eller "Arealer", hvor ens trommehinder masseres af en yderst kærlig bas, imens psykedelisk anrettede elementer sender én ned i kaninhullet og ud i eventyrland. Det er højst alternativt og yderst berigende.   

     Et nummer som "Svaert", hvor Telepa-T hjælper til med en tung produktion med guitar-riffs og orgel, er også fremragende, men fungerer mere som en triumferende victory lab end et forsøg på at udvide en musikalsk horisont. Det skal dertil siges, at hvis der er nogen, der er berettiget til at løbe en sejrsrunde, ja så er det disse herrer.
     DJ FMDs alt for høje og dominerende trommer på "Ni ti" er det eneste, jeg ikke bryder mig om på Skub Roeg, ellers har Esben og Boone begået et udsøgt lille stykke hiphop, som skal opleves. - Og så må vi se, om der kommer endnu en EP næste år, eller måske om 21 måneder og 31 dage? Der hintes i hvert fald til, at "noget" kunne være på vej:

"Koeb Grus, Skub Roeg, Skoerbug
Sug Broek, del med alle ellers dør du
Min fallit, ingen søger evigt på den nye kur
For suger livet ind og spytter død retur"

Hør og download Skub Roeg gratis HER

4.5/6

- Jeppe Due Barslund

Året der gik: 2015

Det føles vitterlig som var det igår, at jeg sad og forsøgte at indfange året 2014 i et opsummerende indlæg. Tiden flyver når man har det sjovt og travlt, hvilket må siges at være tilfældet for mit 2015. Foruden at gå ind i 2015 med et to måneder gammelt vidunder af en dreng, er jeg i løbet af året blevet færdiguddannet lærer og blevet ansat. Der har med andre ord været mange ting at se til, hvorfor den stakkels lille blog her er blevet forsømt og forbigået på det groveste - igen. Jeg har dog fået lyttet til en hel del musik i løbet af året, så her kommer, traditionen tro, et lille skriv fra min hånd om, hvad der har rørt på sig i Danmark og i det store udland, i 2015.

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Milo - So the Flies Don't Come

Milo er indbegrebet af at være sin helt egen. Han balancerer mellem underfundig skævhed og forbløffende lyrisk akkuratesse, og når syffal's anmelder skriver, at Milo ikke bare farver udenfor stregerne, men "... draws his own fucking lines", kunne han ikke have mere ret. Kenny Segal producerer og skaber den perfekte musikalske pendant til Milo's snøvlede og spoken-word prægede poesi, hvor elektroniske og organiske elementer mødes i et melodiøst spændingsfelt. Hør "Napping Under the Echo Tree".

9. Elements of Music - Sunrain

Årets producer-album går til Elements of Music (måske bedre kendt som EOM), der med Sunrain serverer et vidunderligt sammensurium af forskelligartet hiphop. Her er alt fra feel-good vibrationer med Wax på "Hello" og melodisk samfundskritik med Adad på "I Don't Know", til Nottz-lydende nakkebrækkere som "Sound Solution" og sommerlune lækkerbidskener med Blu og Anderson .Paak på "Get Along". På papiret lyder det som en noget nær umulig opgave, men EOM forbinder de mange undergenrer af hiphop med tonsvis af autenticitet - og så er håndværket til UG med kryds. Hør "I Don't Know".  

8. Lupe Fiasco - Tetsuo & Youth

Efter et par halvflade udgivelser, hvor Lupe Fiasco syntes ude af form, navnlig grundet hans sidden fast i klørerne på Atlantic, vendte han stærkt tilbage med Tetsuo & Youth (dog stadig under Atlantic), hvor hans lyriske kadence og ekvilibrisme nåede nye højder. Den over otte minutter lange "Mural" fungerede som beviset på, at Lupe er blandt de allerbedste nogensinde, når omstændighederne ellers tillader det. Når Tetsuo & Youth "kun" lander på et 8. plads, er det på grund af produktionerne, der stadig ikke er på niveau med Lupe's lyrik, og selvom der er rigtig gode bidrag iblandt, er Soundtrakk og Prolyfic stadig voldsomt savnede. Hør "Adoration of the Magi". 

7. John Givez - Soul Rebel

Soul Rebel er ikke et fejlfrit album, mestendels grundet et par haltende beats og nogle undervældende omkvæd, men når John Givez er skarpest udviser han et af de absolut største potentialer pt. Han flower sublimt og viser igennem Soul Rebel, at han kan skabe et gennemført koncept og følge det til dørs med bravour. Han synger tilmed fortrinligt (det meste af tiden!), og så har han et hold af producere i ryggen, der tryller den gamle skoles dyder sammen med moderne ideer. Der er low-points, men når John Givez er god er han et sandt bæst. Hør "2004" og læs anmeldelsen af Soul Rebel her.  

6. Joey Bada$$ - B4.DA.$$

Der er vel ikke så meget at sige om Joey Bada$$' solo-debut B4.DA.$$ (el. Before Da Money), andet end at Joey tager stort set alt, hvad der gjorde hiphop spændende i start-90'erne og udlever det til perfektion: flowet, historierne, gadeautenticiteten, mentaliteten og de støvede beats, hvor soul, jazz og boom-bap trommer forenes i en cocktail, der med sikkerhed forløser enhver længsel til den gyldne æras storhed. Hør "Hazeus View".   

5. Jay IDK - SubTrap

Den 23-årige Marylan rapper Jay IDK udgav, hvad der må siges at være 2015's uden sidestykke mest oversete album. Subtrap er en fantastisk historie, både historien bag og på pladen. Det er umanerligt velskrevet og veleksekveret, og med beats, der blander rå hiphop med trap-elementer, på den bedst tænkelige måde, er skiven virkelig solidt produceret hele vejen igennem. Stemningen på SubTrap minder meget om Section.80, ligesom Jay IDK's måde at rappe fra flere forskellige personers perspektiver på, tydeligvis drager paralleler til Kendrick Lamar. Originaliteten i pladens koncept står dog på Jay IDK's helt egen regning - jeg må nok hellere anmelde den snarest! Hør "The Bio Student (Chris)".

4.Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly

Meget kan siges - og er i løbet af 2015 blevet sagt om Kendrick Lamar's overvældende To Pimp A Butterfly. Ikke siden My Beautiful Dark Twisted Fantasy har et hiphop-album høstet så mange topkarakterer, og med hele 11 nomineringer til det kommende Grammy Awards Show må man sige, at det imod alle odds lykkedes Lamar at transmittere en lang række stærkt tabuiserede emner indenfor afro-amerikansk historie ind i millioner af husstande. At Barack Obama udråbte "How much a dollar cost?" til årets nummer, siger bare lidt om albummets tyngde. At To Pimp A Butterfly er lige så meget soul, funk, jazz og hvad-ved-jeg som hiphop, er en diskussion, der altid vil kunne tages op. I min optik er det først og fremmest et hiphop-album, og selvom jeg personligt synes det er for langt og til tider for ufokuseret, så er det bestemt også et imponerende værk med vældige højdepunkter, som sent vil blive glemt. Hør "These Walls".   

3. L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

At L'Orange og Kool Keith ville lave et spændende album sammen, lå i kortene, men at det ville lyde så godt og være båret op af så gennemført et koncept, overraskede selv mig. Keith tager lytteren med på en sær rumrejse, tumultarisk fortalt igennem et hav af fragmenter, der sætter én på en større fortolknings- og deschifreringsopgave. Den opgave påtager man sig dog glædeligt, da L'Orange har begået en lille musikalsk genistreg herpå, hvor hans typiske jazz-samples og radio-lyttespil sættes op imod futuristiske elementer, og det fungerer fantastisk fra første til sidste sekund. Hør "Dr. Bipolar" og læs anmeldelsen her. 

2. Red Pill - Look What This World Did To Us

Red Pill's Look What This World Did To Us er årets ubestridt bedst skrevne rap-album. Pladen fungerer som et hudløst ærligt indblik i Red Pill's liv, der ret beset er domineret af livslede, eksistentiel tvivl og en total mangel på håbefulde fremtidsudsigter. "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be" rapper han, og tvinger lytteren næsten upassende tæt ind på livet af sig selv. Det er denne ucensurerede ærlighed og ægthed i rappen, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til albummet og lade sig rive med af Red Pill's knugende miserable fortællinger, og selvom det kan føles forkert at lader sig underholde af denne gennemgribende melankoli, er Look What This World Did To Us et eminent album. Hør "Leonard Letdown" og læs anmeldelsen her. 

1. JGivens - Fly Exam

Ser man på rap som et håndværk, har få "hele pakken" i sammen grad som JGivens. Her er tale om lyrik i absolut særklasse, der møder en inderligt tematisk opfindsomhed og helt sublime tekniske færdigheder. Resultatet er et måbende flot album, bestående af en lang række blændende numre, hvor kreative historier, alternative fortællevinkler og usædvanlige skabeloner tages i brug for at fortælle om noget så grundlæggende og universalt som ydmyghed. Med JGivens som hovedperson er der dog intet der er hverken ligetil eller almentilgængeligt, og det er fantastisk befriende at opleve en kunstner, der tør gøre det decideret svært for sine lyttere at opfange det gemte guld. Meget kan og skal siges om Fly Exam, så læs hellere hele anmeldelsen af årets #1 bedste album her.

Top 10 dansk hiphop

Jeg indledte 2015 med denne diskrete forudsigelse. Det var især fire navne, der gav mig grund til at tro, at forudsigelsen ikke var urealistisk: Nota Bene, Sigma, Kaput og Boone & Trepac. Kun én af disse fire endte dog med at udgive i 2015, hvorfor der nok ikke er tilstrækkelig belæg til at kunne afgøre, om forudsigelsen holdt vand. Mindre kan dog også gøre det, og 2015 har været et afsindig godt år for dansk hiphop, og jeg vil uden at tøve udnævne det til det hidtil bedste år i 10'erne. Ser man tilbage på de seneste års "året der gik" lister, er det symptomatisk, at det gang på gang synes umådelig svært at samle nok danske hiphop-udgivelser sammen til at lave en solid top 10 - eller bare top 5.  I 2012 var det her på bloggen decideret umuligt at lave en liste, i total mangel på fuldbragte værker. I år er det glædeligvis helt omvendt, da jeg har haft svært ved at koge min liste ned til ti plader - dét i sig selv bevidner om et fremragende år for dansk rap. Således ser den ud:

10. Nixen - X

Hånden på hjertet: X var ikke helt det ovenud suveræne album jeg havde håbet på fra Nixen. Det er dog stadig en solid plade, og det er svært at komme uden om, at Nixen rapper guddommeligt når han først har lettet anker. Han producerer tilmed selv en stor del af pladen, hvilket han slipper ganske fornuftigt fra.

9. Rapublik1 - Surströmning

Rapublik1 udgav et nådesløst tungt og råt album i Surströmning, hvor beats bragede som torden imens lyriske eder og langefingre fløj til højde og venstre. Gemt inde i al tung- og hårdheden var dog en dejlig mængde humor og selvironi, der gav projektet den helt rette mængde kant og distance, så selvom Surströmning bestemt er en krasbørsigt bæst, er underholdningsværdigen høj og de mindeværdige linjer mange. Læs anmeldelsen her.  

8. Abestose - Asbestose

Jeg har på fornemmelsen, at brødrene Baungaard Sands debutalbum som gruppen Asbestose, er en af årets mere oversete udgivelser. Lars Virkli er en kendt skikkelse på nuværende tidspunkt, men hvilken formidabel introduktion til lillebror IngrediJens som producer! Jeg skal lige love for, at man præsenteres for nogle fremragende beats i løbet af Asbestose, og dermed for et nyt, lovende producer-talent. Der er kvaler i det tekstlige indhold, som er medvirkende til, at pladen ligger "helt heroppe" på en 8. plads, men heldigvis er teknikken absolut godkendt når Lars Virkli folder sig ud, så Asbestose ender overordnet set som en større fornøjelse. 

7. Kejser A - Færdig

Det har taget Kejser A flere evigheder at få stablet en udgivelse på benene, og som udgangspunkt finder jeg det undervældende at udgive en fem numres EP efter så lang tid. Samtidig må man dog erkende, at der flere steder på Færdig er yderst tydelige spor af denne tidslige fordybelse i teksterne. "Lukas" er fx ikke uden grund årets mest omtalte nummer i danske hiphop-kredse. Imponerende er det ligeledes, at Færdig, der kun er trykt i 250 eksemplarer, har toppet vinyl-listerne alene ved hjælp af mund-til-mund. 

6. Fede Poul i centeret

Det er aldrig kedeligt, når Khal Allan er involveret. Først tilbød han, sammen med Boone og Skygg som Frikirken, det 10-minutter lange Sygt Testamente for sølle 200 kroner, og efterfølgende udgav han, under producer-aliasset Fede Poul, det 32-numre lange kassettebånd Fede Poul i centeret. Gæstelisten herpå er fantastisk, og selvom det er en meget abrupt udgivelse, hvor størstedelen af numrene bærer en spillelængde på under et minut, så emmer båndet af en legesyge og en lunefuldhed, der gør, at man konstant glæder sig til at se, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. 

5. Esben & Boone - Skoerbug EP

Esben og Boone åbnede 2015 med et brag, da de tidligt januar slap EP'en Skoerbug løs. Med blot fire numre gjorde de det klart, at less is more og at kvalitet til hver en tid giver kvantitet baghjul. Alt ved Skoerbug fungerer, og selvom det er en meget kort EP, så er holdbarheden og gensynsglæden enorm, og jeg hører stadig dette lille bæst af en velskåret EP med største fornøjelse, her et år efter dens udgivelse. Læs anmeldelsen her. 

4. Mund De Carlo - Ordene først

Mund De Carlo bliver seriøst dygtige og dygtigere, og med EP'en Ordene først viste han, at han er nået stormfulde højder. Det er lyrisk og teknisk gymnastik i verdensklasse, og helt fortjent  blev Mund De Carlo blåstemplet af selveste R.A. The Rugged Man i 2015 - det skulle gerne sige en del. Jeg anmeldte EP'en tidligere på året og skrev bl.a., at Ordene først er "... én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance". Læs anmeldelsen her. 

3. Kasper Spez - Logi

Kasper Spez er en ener. Der er ret beset ingen, der gør som ham. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan? Spez er velbevandret i lyriske begavelser, og på Logi indlogerer han sig i bevidstheden på en række personer, hvorfra han fortæller historier med et evindeligt poetisk strejf. Det er aldrig helt nemt at være lytter når Spez er hovedperson, men det er netop i anstrengelserne at den store gevinst er at finde. Der ligger mange timers intens lytning, fortolkning, deschifrering og dertilhørende refleksion og venter på én - den velkomponerede lydside gør, at man gladeligt tager sig denne tid. 

2. Manus Nigra - Blind vej

Tag en fremmelig soul-sangerinde, en habil rapper med noget på hjerte, en velrenommeret producer og en fælles vision om at skabe noget nyt og noget friskt; noget kompromisløst og ambitiøst, så har du Manus Nigra. Hvilket fremragende album! Fönix synger som en drøm, Ham Den Lange er evigt skarp og relevant, og Swab hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre rent musikalsk inden for dansk hiphop. Blind Vej er ikke bare en triumf for holdet bag og Idiotsikker Records, men på mange måder også for dansk rap generelt.  

1. Boone & Trepac - De forkerte spor

På mange måder føles det forkert, at Boone & Trepac's De forkerte spor overhaler Manus Nigras Blind vej indenom som årets bedste album, da det ikke er i nærheden af at være lige så gennemtænkt, ambitiøst og nyskabende, men på den anden side er det en kendsgerning, at jeg har hørt De forkerte spor voldsomt mange flere gange. Boone bidrager med mudrede og støvede beats, der er rige på nuancer og detaljer, og Trepac forsyner dem med gedigen rap. Den dybe tallerken opfindes ikke, men kollisionen af de to herrers evner er så fandens effektiv, at De forkerte spor er en noget nær uudtømmelig kilde for sublim hiphop. Læs anmeldelsen her.

- Hvad venter os i 2016? -

Eftersom hverken Nota Bene, Sigma eller Kaput endte med at udgive noget i 2015, kunne man håbe på, at 2016 istedet blev året. Mig bekendt er der dog ikke kommet nogle officielle udmeldinger, så det må blive ved håberiet. Jeg ved dog, at Benal udgiver Nu. Jeg ved, at Aesthetic udgiver Slumromantiker. Jeg ved, at Khalazer udgiver ALBUM. Og så ved jeg, at en vis person har to projekter i støbeskeen, hvoraf jeg vist ikke må sige noget om nogle af dem, andet end at det med al sandsynlighed bliver godt - rigtig godt.

Tak fordi du læste med

- Jeppe Due Barslund

Esben & Boone - Skoerbug EP

Jeg smiler små-fornøjet for mig selv, da jeg hører Boone rappe: "Lasten i min Mazda det' astma medicin / Antihestaminen opslugt / Står smukt alene tilbage som skyer og starter brande der ku' være sjove at sluk'". Det er mandag og jeg sidder som sædvanlig i venteværelset hos speciallægen og venter på at skulle vaccineres mod allergi. Andet stik. Venstre arm, græs. Højre arm er hævet og dunker varmt fra første stik. Antihestaminen er i sandhed opslugt. Venteværelset bugner med folk, der alle skal ind og vaccineres, og med Esben og Boones dugfriske EP Skoerbug i høretelefonerne, skal jeg virkelig koncentrere mig for ikke at nikke heftigt med nakken som en anden tosse midt i forsamlingen. Nakkenikkeriet erstattes af hastige kragetæersnedfældninger i min anmelder-notesbog, der er min faste mandags-vaccine kompagnon. Blandt kragetæerne står blandt andet: "frækt flippet", "smuk kompleksitet", "de finurlige sprogpåfund er mødt talstærkt op" og "gudsbenådet drumbreak". Det fremstår klart og tydeligt af min notesbog, at jeg synes Skoerbug er en formidabel EP.     

     Og hvorfor skulle den ikke også være det? De to bagmænd, Esben og Boone, har gjort sig mere end positivt bemærket i løbet af de sidste par år. Som 2/3 af Кдрцт har de sammen med Loke Deph udgivet en håndfuld tracks, der har fået hiphop-entusiaster til at løbe rundt som hovedløse høns af bar begejstring. Boone har desuden leget en del med Sigma's Telepa-T, der blandt andet har resulteret i den kuleskøre og musikalsk gennemførte 60'er exploitation-pastiche Crime Themes. Esben udgav sidste år det selvgyldige og yderst originale (h)udkrængninger mixtape (under pseudonymet "Esben og politika projektet"), der både fandt resonans hos Non Phixion's The Green CD/DVD og som simultant bød på hiphop, der ikke er hørt magen på dansk grund. Især et nummer som "Skrub af" med punkbandet Druknedød viste en bemærkelsesværdig fanden-i-voldskhed, imens "Saenk" gjorde det klart, at Esben tilmed er en habil producer. Senere på året remixede DJ FMD hele herligheden og bød på en mere poleret, men ikke desto mindre ekstremt vellydende version af mixtapet. Hans remix af "Skynet" kunne svært blive mere funky, og bearbejdningen af "Caligula" gjorde sig faktisk som et af sidste års stærkeste tracks. I kan vel forstå, på baggrund af alt dette, er det er to yderst kyndige herrer,  Esben og Boone, vi har med at gøre på nærværende EP.

Sygeplejersken kalder mig ind. Overarmen sprittes af, nålen borer sig ind i huden og højkoncentreret phleum pratense skydes ind. Jeg kan godt regne med allergiske reaktioner dagen ud, siger sygeplejersken. Hun siger noget mere som jeg ikke rigtig hører. Der er et rim fra "Haenger", der forstyrrer min koncentration: "En som mig skinner bare, kalibrerer det med hvid støj / Lever som en Pink Floyd sang - dør i Ishøj". Tak for i dag, vi ses næste mandag. 

     På vej hjem hører jeg "Haenger" for ottende gang, og det er først dér det slår mig, hvor sindsygt catchy et nummer det er. Muligvis det mest catchy undergrunds-beat jeg har hørt. Boones skabertrang er i sandhed kørt af skinner. De ualmindeligt fængende melodier vækkes til live via samples af orgel og piano, der er virkelig frækt flippet, og de to rappere følger det fænomenale beat til dørs med ligesindet rap: "Alle har problemer, alle er alene / Men glansen gik af lortet da i landede på benene / Blev hjemsøgt af alt hvad I har skrevet uden at mene det" lyder det fra Esben. Nok er "Haenger" et kitchet nummer i kraft af sit fængende væsen, men Esben og Boones kemi kunne næppe fremstå klarere. De to er ganske homogene i deres krøllede og skarpe tilgang til at skrive og levere tekster. På "HimmelX" blander de skjulte Renny Harlin film-titler, fysiske ligninger og referencer til folkekære skuespillerinder i én stor pærevælling, med et højt abstraktionsniveau som fællesnævner. "Sidste udkald / En enspænder spænder ben, vender sten og drejer hoveder som et udsalg" lyder det først fra Boone, overlegent leveret, og senere fra Esben: "Trist mand, dum kælling / En slumversion af en stædig ung Gitte Hænning". Der hersker ingen tvivl om, at de finurlige sprogpåfund er mødt talstærkt op. Narrativet er ikke helt klart og strukturen synes løs, men hold fast hvor er det dog fedt! Ikke mindst fordi det hele foregår over Boones svimlende fantastisk beat, der er spundet på en savtakket basgang, atmosfæriske effekter, der hænger let i luften, og et gudsbenådet drumbreak.

     Også EP'ens åbner, "Puster", er af ypperlig kvalitet. En mudret bas, et nøjsomt vokalsample, balstyriske trommer og noget, ved 01:50-mærket, der lyder som skrallede elementer af Hans Zimmer's "Discombobulate" fra Sherlock Holmes soundtracket. Et rankt beat med en smuk kompleksitet. Efter at have hørt Skoerbug kan det ikke undre nogen, at Trepac har gaflet Boone som lydmand til den kommende De forkerte spor plade. Inden året er omme forestiller jeg mig, at alle vil have en bid af Boone-kagen. Lige nu er det Esben, der får lov, og det er en god ting. Længe har han, i hvert fald for mit vedkommende, stået i skyggen af den overdimensioneret karismatiske Loke Deph, men oven på (h)udkrængninger og nu Skoerbug, er Esbens mange kvaliteter som rapper indlysende. 

Det er blevet aften, og som sygeplejersken rigtig nok sagde, tordner de allergiske reaktioner frem. Hævelser som golfbolde pryder begge mine overarme, og en halv tube mepyramin bekæmper kløen. Det rører mig ikke. Jeg er i strålende humor. Mit hiphop-år startede med en forudsigelse om, at 2015 ville blive det bedste i dansk raps levealder, og med Skoerbug ude kunne det ikke starte bedre. Jo, jeg er i strålende humor. 

4/6

(Den i forhold til beskrivelserne lave karakter, er udelukkende udtryk for EP'ens korte spilletid)    

Stream eller download Skoerbug

Stream og download (h)udkrængninger med Esben og politikaprojektet her

Stream og download DJ FMD's (h)udkrænger remixes her

- Jeppe Barslund