Drake - Nothing Was the Same

Det er ikke meget der er blevet snakket eller skrevet om Drake her på bloggen, og hovedårsagen til det er, at jeg rundt regnet synes han er ganske ligegyldig. Synderlig dygtig har han aldrig været i min optik, og 'candlelight-dinner-hiphop' stilen som han og Noah "40" Shebib har "grundlagt", har alle dage forekommet mig alt for kønsløs og undervældende til, at det på nogen måde har fanget mig. Dertil ser jeg ham virkelig som et omvandrende paradoks af de helt store, og det har gjort det umådelig svært for mig at tage ham seriøst. Et eksempel kunne være da Common kaldte ham "sweet" i sit diss-track af samme navn, hvor Drake svarede igen med "5am In Toronto", hvor han i den tilhørende video går rundt i stramme hvide jeans og rigtig nok er en smule "sweet". Et andet eksempel kunne være førstesinglen "Startet From the Bottom", hvor han udgiver sig for at have kæmpet en langvarig, hård og brav kamp for at komme dertil hvor han er idag, til trods for, at han er født ind i en familie af fornem økonomisk, kulturel og social kapital og allerede fik sin første tv-rolle i en alder af 15 år. Hvilken "bottom" er det lige han er startet fra?
     Dét illustrerer måske meget godt mit overordnede problem med Drake som kunstner; han vil gerne være en hel masse på én gang; fra struggling battlerapper til førsteelsker med ondt i hjertet. Men dét med først at skulle rappe råt over tunge beats og øjeblikket efter skulle erklære sin kærlighed over sart piano og fingerknips fungerer bare ikke rigtig for mig.
     Når jeg ser Drake for mig, ser jeg ikke en rapper der så meget som minder om en, der sælger stoffer på gadehjørnet eller bliver high on lean. Måske er det det Canadiske blod, der løber i hans årer, men han ser jo helt sød, rar og venlig ud, som Common påpegede. Drake ligner slet ikke en, der cruiser rundt i sin Maybach med sine bitches (i den her video kan den arme stakkel ikke engang få startet sin Bugatti!). - Drake ligner mere typen, der stopper for grønt i GTA. Drake er slet ikke typen, der kalder piger for "bitch, - han er mere typen der siger "nej du lægger på først" når han taler i telefon med dem. Drake er ikke en, der loader sine guns med clips, Drake er typen der trykker "safely remove" inden han hiver USB-nøglen ud. Typen, der sniger sig op bag sine homies, holder dem for øjnene og siger "ka' du gætte hvem det er?". Når de så vender sig om for at se, stikker han dem det her fjæs:

Skal jeg være helt ærlig er der dog én ting, som jeg respekterer ham for: hans mod og ærlighed. Det er nemt for mig at sidde og gøre grin med ham (og jeg har ikke engang omtalt coveret endnu!), og jeg tror endda, at Drake er gået hen og blevet en så nem skydeskive at sigte efter, at folk misser nogle af de ting han faktisk kan. Da "Wu Tang Forever" (nummeret) kom ud, kunne det kun gå for langsomt med at tilsvine nummeret for overhovedet ikke at være en fed homage til klanen. Gik det mon op for folk, at der faktisk var en ganske kløgtig hiphop-kærlighedssang gemt imellem linjerne? Måske overså de det, fordi de også havde travlt med at jorde "Hold On, We're Going Home" for at være så sukkersød og glitter-poppet, at den intet havde at gøre i hiphoppen. Gad vide, om de nåede at bide mærke i, at det faktisk er en udmærket pop-skæring?
     Og om det er hiphop, R&B, pop, rap eller sang er tydeligvis sagen uvedkommende når det kommer til Drake og hans musik. På Nothing Was the Same's åbningsnummer "Tuscan Leather" rapper han: "On a mission tryna shift the culture", så det er tydeligt, at hele målet netop er at vende op og ned på det hele. Det naturlige udfald af en sådan mission må være, at de mere rodfaste hiphop-hoveder korser sig over hans ofte bløde lyrik og steriliserede beats, og benægter ham deres respekt. Jeg ser mig selv som forholdsvist rodfast når det kommer til min hiphop, og af samme årsag kommer jeg nok aldrig til at falde i svime over Drake's musik. Numre som "Tuscan Leather", "From Time", "Hold On, We're Going Home", "Too Much" og "Pound Cake" er "fine nok", men aldrig i mit liv ville jeg nævne dem i en debat om god hiphop - eller i en debat om god musik generelt, for den sags skyld. Dette har intet at gøre med, at jeg er bange for romantik, kærlighed og følelser i min hiphop, og beats kan sagtens ligge i den nedtonede ende af skalaen og stadig være elsket af mig. - Det har ganske simpelt nok bare noget at gøre med, at jeg ikke synes Drake tilføjer noget interessant eller spændende til hverken det ene eller andet aspekt af hans musik.

Det er naturligvis bare min holdning. Jeg vil hjertens gerne høre fra jer, der synes han er spændende.

2/6

- Jeppe Barslund

reference: DrakeTheType.tumblr

Drake - Thank Me Later

"Money just changed everything /
I wonder how life without them would go /
From the concrete who knew that a flower would grow? /
Lookin' down from the top and it's crowded below /
My fifteen minutes startet an hour ago"

Hvis der en kunstner, der for alvor har forstået konceptet i at hype sig selv via mixtapes, så er det Drake. Han har egenhændigt redefineret mixtapets væsen. Alt imens andre rappers har udgivet mixtapes for at udgive lidt musik og vedligeholde fans'nes interessen, har Drake udgivet mixtapes, der er større, bedre og uendeligt mere ambitiøse end de flestes officielle udgivelser. Drake har alene med sine mixtapes ligget nummer et stort set alle steder, vundet 6 priser, arbejdet sammen med musikindustriens pt største navne; KanYe, Eminem, Jay-Z, Lil' Wayne, Trey Songz og Timbaland, - samt tourneret verden rundt som hovednavn - uden et eneste officielt album. Hans EP So Far Gone, som inkluderede 5 numre fra mixtapet af samme navn, samt to nye, var det femte bedst sælgende rap album i 2009, på trods af, at det blot var en EP.
Alle de største stod derfor, forståeligt nok - set med pengebrillerne på - i kø for at få ham over på deres hold, og det endte med at Lil' Wayne og Birdman fik ham signet til Young Money Records. Der er ikke noget at sige til, at Drake er, hvis dén mest, så i hvert fald en af de mest hypede rappers nogensinde.

"I could teach you how to speak my language, Rosetta Stone /
I swear this life is like the sweetest thing I've ever known /
'Bout to go Thriller Mike Jackson on these niggas /
All I need's a fucking red jacket with some zippers /
Super good smiddoke, a package of the swishers /
I did it overnight, it couldn't happen any quicker /
Y'all know them? Well fuck it, me either /
But point the biggest skeptic out, I'll make him a believer"

Men hvordan skal ens debutplade lyde, når ens mixtapes alene har gjort en så stor? "Succesful" var gigantisk, "Best I Ever Had" enorm, "Forever" episk, og den mindre kendte, Nottz producerede "One More Time" var fænomenal (dét nummer er der måske ikke så mange, der kender, men det er uden sammenligning mit favorit Drake nummer til dato - hør HER). Desværre vælger Drake at gå den lidt for sikre vej. Der bliver ikke taget de store chancer, og i forhold til hvad han kan, er størstedelen af Thank Me Later ærgerligt kønsløst og forsigtigt. Singlerne er velvalgte, for "Over" har den saft og kraft et Drake nummer SKAL have, og "Find Your Love" har Kanye West skrevet all over, hvilket gør det til et sikkert hit. Men derfra er der langt imellem højdepunkterne.
Dårligt bliver det på intet tidspunkt. Drake er en habil rapper og dygtig sanger, men de medfølgende produktioner er mestendels, ja lad os bare være ærlige, hamrende kedelige. Drakes landsmænd Boi 1da og Noah "40" Shebib står for størstedelen af produktionerne, og for sidstnævnte halter det seriøst. "Fireworks" og "Light Up" fungerer fint, men generelt set lyder hans beats fuldkommen ens, og de resterende fire skæringer er gabende kedelige. Francis & The Lights (who?) bidrager med en produktion, der svært kunne være mere ligegyldig. Swizz Beatz har spæddet til med "Fancy", der meget hurtigt bliver kedelig. Tilbage står vi altså med ét fedt og ét gennemsnitligt Kanye beat, et sublimt Boi 1da beat, to fine Noah Shebib beats og et middelmådigt Timbaland beat. Det er bare ikke godt nok. Drake ville kunne pege på hvilken som helst producer og vriste det bedste beat ud af ham, men istedet vælger han en samling anonyme og flade produktioner, der trækker meget ned i helhedsbilledet.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan en kunstner kan udgive så meget fed musik så tidligt i sin karriere, og skabe en så imponere hype omkring sin debutplade, og så, imod alle odds, udgive så kedelig en plade? Drake er en fed rapper, og han besidder en super sprød sangstemme, men det er desværre ikke nok, når man vælger at sætte dem sammen med så forsigtige og modløse produktioner.