Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund

C2C - Down the Road EP

Med tre verdensmesterskabs-titler i streg, samt talrige andre priser og mesterskaber, vil jeg mene, at det har sin rigtighed at udpege C2C som værende klodens bedste dj-crew. Bestående af Hocus Pocus' to ledende stjerner, 20Syl og DJ Greem, Frankrigs mest solo-vindende dj, Dj pFeL, samt pladeselskabsejer/vinyl entusiast dj Atom, er det lidt af en kvartet vi har med at gøre. Har man ikke stiftet bekendtskab med gruppen før, er følgende video, hvor man ser deres act i 2005, der sikrede dem verdensmesterskabet, en glimrende introduktion:

     Helt i stil med danske Den Sorte Skole, laver C2C musik, skabt ud fra andres, allerede eksisterende musik. De dissekerer altså diverse numre, plukker instrumenter og effekter ud i brudstykker, og sætter dem sammen til deres egne numre. Men i modsætning til Den Sorte Skole, hvor man aldrig er i tvivl om hvad det er de har taget, fra præcis hvilken sang, så lyder C2C's numre som originale skæringer. Dette er både deres force og deres hæmsko. På den ene side er de beats som gruppen kreere ganske sublime, uden at være alt for eksperimenterende og udfordrende, men på den anden side snyder de sig selv for en hulens masse kredit ved at gøre det så "nemt". De instrumentale kompositioner ændrer sig ikke synderligt undervejs, og de fleste skæringer kunne lige så vel have gjort sig som instrumentaler fra en Hocus Pocus plade. Er dette en skidt ting? Bestemt ikke, jeg undrer mig bare over hvorfor de ikke har brugt C2C platformen til udfordre sig selv lidt mere. Jovist, der bliver scratchet til den helt store guldmedalje, men når først beatet har fundet sit rette loop, så bliver det der sangen ud. Tag f.eks. "Someday", der er en vidunderlig skæring - simpelthen mageløst beat - men ud over en masse scratch, så forbliver beatets kerne den samme i sangens fem minutter. Og sådan er det faktisk med samtlige numre. "Down the Road" har den fordel, at man i intro-delen får serveret sangens mange forskellige elementer og brudstykker i en herligt forvirret og fritsvævende form, så hvad der først lyder som en masse musikalske tilfældigheder, bliver med ét samlet sammen til et hårdtslående beat med mundharmonikaer, mudderblues-guitarer og frembrusende synth-strygere. Muligvis EP'ens skarpeste efter min mening.

"F.U.Y.A." derimod snød mig en smule, for da videoen kom ud var jeg vild med nummeret, men uden videoen tabte det hurtigt pusten. Måske det har noget at gøre med, at når det kommer til dj-crews, så ligger en stor del af underholdningsværdien i det visuelle; altså når man kan følge med i, hvornår hvilken dj bruger det ene eller det andet sample. Her er "F.U.Y.A." videoen intet mindre end genial. Jeg synes f.eks. også at Den Sorte Skole er en del federe live end på plade, da man kan følge med i "live-skabelsen" af beat'sne. Uden det visuelle glemmer man hurtigt, at sangene på Down the Road EP'en er skabt som de er, for i modsætning til gruppens konkurrence-numre, så forbliver skæringerne herpå ganske simple i deres udtryk.
     Ret skal dog også være ret: håndværket er nogenlunde lige så træfsikkert som man kunne forvente af en Hocus Pocus udgivelse, så som udgangspunkt er der dømt tungt hiphop-swing over hele feltet, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke har skam-lyttet flere af EP'ens numre til uigenkendelighed. Det negative jeg har at sige om EP'en bunder vel nok i, at jeg er en smule konfus over produktet i sig selv. C2C har snakket om denne, deres debut, siden de vandt i 2005, så her, syv år efter, tror jeg måske bare at jeg havde forventet noget vildere, skørere og mere dj-excentrisk fra de fire herrer. Men en fed EP, det er det.

4/6

- Jeppe Barslund

Hocus Pocus - Seconde Formule

Det er vist ikke en hemmelighed, at jeg er ganske glad for den franske gruppe Hocus Pocus. Jeg har elsket, tilbedt og dyrket deres musik lige siden 73 Touches fløj ind af brevsprækken for nogle år siden. Place 54 understegede hvor gennemført geniale de var, og deres 2010 udgivelse 16 Pièces blev det endegyldige bevis på, at de nok er verdens pt. bedste jazz/soul/blues/hiphop gruppe.

Men hvordan lød Hocus Pocus før 73 Touches? De fleste lyttere, mig selv inklusiv, hoppede først på toget med denne udgivelse fra 2005, men Hocus Pocus har faktisk udgivet materiale siden halvfemserne. Deres første udgivelse, mixtapet Première Formule, er vist umuligt at opstøve idag - der findes intet info om det nogensteder. I '98 udgav de deres debutalbum Seconde Formule. Dengang bestod gruppen af 20Syl og DJ Greem ( begge er med idag som primus motor) samt rapperen Cambia, hvis Hocus Pocus-eventyr sluttede efter denne udgivelse.
Det fænomenale liveband, som på mange måder udgør Hocus Pocus' nuværende profil, var altså endnu ikke sammensat på Seconde Formule. Som coveret også gør sit for at vise, er stilen mere undergrund, mørk og hiphop'et. Jazz-elementerne spiller en enorm rolle, som man er vant til, men her er det i form af støvede samples og knitrende vinyler, og ikke spillet af gruppens egne musikere. Lyden minder derfor i højere grad om fx La Fouine, Sinik eller Iam - for at sammenligne med deres landsmænd. Selvom det altså i langt højere grad er straight up hiphop end soul og blues, så kan man hele tiden fornemme Hocus Pocus ånden. 20Syl er lidt mere raw at høre på, men hans indre, behagelige mc, er bestemt heller ikke bleg for at lege med. På numre som "10 Que Te Pense", "Sals Plans" og "Tout Dans Le Style" er lyden så familiær, at man ikke kan andet end læne sig tilbage og smile i fornøjelse.

"Tout Dans Le Style":

Godt nok kan Seconde Formule ikke måle sig med 73 Touches, Place 54 eller 16 Pièces, men det er stadig et imponerende og velproduceret first step på vejen, og den indeholder flere formidable numre, der gør den rigelig værd at checke ud.

4.5/6

- Nu er det godt nok sådan, at der kun blev lavet 1000 eksemplarer af pladen, hvilket gør den ganske svær at få fat i idag. Men jeg skal gerne påtage mig det ansvar, at få musikken ud til jer kære læsere, men så skal i også hjælpe mig:

Hvis DU kan skaffe mig 5 faste læsere, så sender jeg en kopi af Seconde Formule til dig, kvit og frit, med lidt eksklusiv Hocus Pocus bonus oven i.

God deal! Om det er helt lovligt ved jeg ikke, men da Hocus Pocus selv har sagt, at Seconde Formule er udgået og ikke kommer igen, kan jeg ikke se, at der skulle være noget galt i lidt love-for-the-music-distribution. For en god ordens skyld, så husk, hvis i ikke allerede har gjort det - at købe deres nyere plader. Host op mid lidt monetos og invester i noget af det bedste musik jeres øre vil stå model til.

Køb Hocus Pocus' albums igennem
www.imusic.dk

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Hocus Pocus - 16 Pièces

Det er i grunden sært.

En film får premiere, og kritikerne kaster 6-stjerners anmeldelser efter den i flæng, fordi håndværket er sublimt og underholdningen i top. Ganske simpelt. En alternative/indie/rock plade bliver udgivet, og kritikerne nærmest kappes om at kaste de flotteste ord efter skiven, og topkarakters-anmeldelserne regner ned over kunstneren. Ret normalt. Men af gud må vide hvilken årsag, er hiphoppen gået hen og blevet den eneste genre, hvor en udgivelse mere eller mindre SKAL have historisk og skælsættende signifikans før den kan modtage den sjette og ultimative stjerne. Faktum er, at det i nyere tid nærmest aldrig sker, at en hiphop-udgivelse indtjener mere end den femte stjerne. Men hvorfor skal det være så svært? Hvorfor priser vi ikke bare den musik vi elsker?

Jeg har egentlig aldrig forstået det.

Den franske supergruppe Hocus Pocus' tredje og nyeste plade 16 Pièces sættes på anlægget, og man fyldes med så enorme mængder musikalsk nydelse og melodisk eufori, at tanken om, at et album som dette nok aldrig vil få tildelt seks stjerner, blot fordi den ikke betyder noget synderligt vigtigt for hiphop-kulturen, kan gøre mig en smule gammelsur. Det er tydeligt, at 16 Pièces ikke er lavet for at skubbe grænser, banke milepæle i jorden eller forny genrer og traditioner, - den er lavet for at forkæle lytteren med forbandet lækker soul/jazz/blues/hiphop, og det gør den til den ypperste perfektion. Akkorder der slås an, fløjter der pustes i, klavertangenter der trykkes på, horn der blæses, violiner der stryges, trommer der bankes, vinyler der scratches - alt er bare sublimt udført. Der kæles for detaljerne, og frontmand 20Syl har atter engang fået det bedste ud af sine medmusikere, og med 16 Pièces mener jeg, at Hocus Pocus har bevist, at de ikke længere "bare" er et af verdens bedste soul/jazz/blues/hiphop bands, de er DET bedste.

Og bliv nu ikke bange for fransksproget hiphop! Naturligvis kan det for nogen være et minus, ikke at kunne forstå dele af pladens lyriske indhold, men der er så mange gæstefeatures, scratch brudstykker og omkvæd på engelsk, at man til hver en tid føler sig mere end velkommen. Desuden er det franske sprog skræddersyet til rap, så det er i sig selv en udsøgt fornøjelse at lade sig betage af 20Syl's flow og indlevelse. Og skulle nogen være i tvivl om det lyriske indhold, så kan i snildt tage denne signaturs ord for, at 20Syl står for alle de "rigtige" ting i hiphoppen; positivitet, fremadrettethed, kærlighed, sammenhold og humor.

Skal man iføre sig sig de negative briller, kunne man måske mene, at trommerne, og måden hvorpå bassen følger deres rytme, er en smule ensartet igennem store dele af albummet, og hvis folk vil kritisere produktionernes grundsøjle for manglende variation, ville jeg godt kunne forstå det. MEN! - Personligt synes jeg, at opskriften fra start af er mageløs, så jeg ser ikke noget problem i, at tromme/bas -formularen gentages. Det lyder jo fantastisk. Og er det i grunden en nødvendighed at anfægte forskellige ting og sager? Jeg nægter at være en del af den surmulende kritiker-elite, der hakker ned på god musik, og tilsyneladende ikke kan finde tilfredsstillelse i deres anmelder hverv. Skal vi ikke bare glædes, og fejre at Hocus Pocus atter engang har forsynet os med endnu en sand perle.

Lad mig for en gangs skyld bryde de umulige hiphop-normer, og tildele 16 Pièces den karakter den virkelig har fortjent, på trods af, at den med sikkerhed ikke vil gå over i hiphop-historien som noget særligt.

6/6

Støt og nyd god hip hop! Køb 16 Pièces igennem
www.imusic.dk

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Lad også denne anmeldelse være en opfordring til at gå tilbage i kataloget og checke deres to forrige plader ud - 73 Touches (læs anmeldelse) og Place 54 (læs anmeldelse). Begge mesterlige skiver.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Hocus Pocus - Place 54

"I tell her "Je ne parle pas francais", but when the rythm is cool /
It doesn't matter if together we move"

For anden gang åbner de franske hiphop guder porten til et paradisland, hvor de rålækre produktioner hænger på træerne, de gode vibrationer ligger tæt i luften, og hvor folket har en uset klar måde at få deres beskeder ud på, dette være på trods af, at de taler et sprog vi andre ikke forstår!

Kan der være nogen tvivl om at det er Hocus Pocus der er tale om - næppe. Da de udgav mesterstykket "73 Touches" i 2005, som jeg først fik hørt 3 år senere, stod det meget klart, at de var en af de grupper, der "bare" spytter fantastisk musik ud, som om det var det letteste i verden. Akustiske produktioner med de sprødeste detaljer, fabelagtig lyrik og en mesterlig tendens til at inkluderer det engelske sprog i deres udvalg af scratch og omkvæd, der gjorde det muligt for 'os andre' at nyde godt af deres musik. Så kom efterfølgeren i 2007, som jeg først fik hørt året senere. Jeg ved ikke hvorfor jeg har været så meget bagud, så langt er der heller ikke fra Frankrig til Danmark!

'Place 54' er brygget ud fra den præcis samme formular, måske endda bare bedre og mere vellykket end debuten. Koncepterne og ideerne er langt mere gennemført, og helhedsbilledet er på alle måder fænomenalt. Alle gæsteoptrædende synger/rapper på engelsk, og enkelte sange er udført udelukkende på engelsk, hvilket gør at man til tider glemmer at det er fransk hiphop. Der er endda et interlude med rapper'inden T. Love som på humoristisk vis understreger "problemet" ved fransk hiphop, idet hun meget præcist siger, at hun ikke aner hvad der bliver rappet om, men at det stadig er umådeligt 'dope', og det er sådan hun ved at musik er universelt.

Men hvad er der i grunden at forstå? Vi ved fra første udgivelse at drengene har hjertet på rette sted, og at de ikke berører andet end aktuelle og relevante emner, letflydende over den ene genistreg af et beat efter det andet.
Jeg skrev det samme i anmeldelsen af "73 Touches", men det gør sig i høj grad også gældende her; fransk rap har en enorm force, idet sproget i sig selv er fantastisk at høre på. Det er derfor ikke en nødvendighed for lyttere at kunne forstå ordene - følelsen og groovet i sig selv er i de fleste tilfælde mere end rigeligt.
Skulle man alligevel komme til at savne et skud engelsk rap, så er der heldigvis også nogle himmelske inputs undervejs, som fx på det åndsvagt gode "Vocab!", hvor Mr. J Medeiros bidrager med nogle fremragende linjer:

"You know when I'm asking for "Maximum de bruit!" /
I'm actually asking if you see a passionate MC.
I'm past masking who I be - I paid my dues /
It's like "Tout le monde dit yeah!" - if they are playing y'all like "déjà vu".
I'm saying dude they giving us the same one liners;
money, drugs, guns honey's, thugs mining
for gold, cash, diamonds in the ears of deaf soldiers /
yo I'm holding fast to rhyming for the years they left over"

Faktisk har størstedelen af pladens højdepunkter engelsksproget sang med - hvilket grunder den uhørt høje 'replay value' som albummet besiddet. "Move On" er kun engelsk sang, og det er så forbandet lækkert at jeg ikke umiddelbart kan retfærdiggøre det med ord her. Det samme kan næsten siges om "Smile", hvor Omar leverer et super enkelt men ekstremt velfungerene engelsk omkvæd over det franske rap. Og beatet... for søren hvor det dog er eminemt det de kan de franskmænd! Der er så mange smooth og sjælfulde instrumenter der på fineste vis ramler sammen, og tjaa, "mesterværk" er vel det eneste fornuftige ord at bruge om dét nummer.... og "Touriste"! Og "Je La Soul"!! Og "Tournée"!!! Og "Recycle"!!!! Damn, ja listen er lang, og jeg har ikke engang fået nævnt "Voyage Immobile", der velfortjent bliver priset som et af de bedste hiphop numre i mange år overalt på internettet. Og så er der selvfølgelig førstesinglen "Mr. Tout Le Monde" der uden tøven skal tilføjes til samme liste :

Hocus Pocus - Mr Tout le Monde



- I burde på nuværende tidspunkt have regnet ud, at jeg er totalt solgt til Hocus Pocus' musikalske univers, og jeg venter gerne på jer andre "heroppe" i paradislandet, for verden er sgu et smukkere sted når "Place 54" danser ud af højtalerne. Se nu bare at få købt det album!

6/6

Hocus Pocus - 73 Touches

At frankrig altid har været up-front hvad angår hip hop har aldrig været en hemmelighed. I Europa ville jeg udnævne Frankrig som hiphop hjemland. Det er i grunden sjovt, for det er meget få udenfor 'france' der forstår hvad der synges og rappes om, men på trods af disse forståelsesbesværligheder, lader det til at folk alligvel 'bumper' med. Jeg er bestemt en af dem - min cd samling tæller flere Iam albummer, Rhoff, Booba, Sinik og så min absolutte favoritgruppe Hocus Pocus.

Hocus Pocus flyder med på 'good-vibes' bølgen. Der er ikke noget gangsta eller påtaget cool-ness over gruppen, udover selvfølgelig den coolness der ligger i deres tilbagelånede stil, deres sublime flows og ordleg og deres falde-på-knæ-fantastiske beats.
Det forholder sig med Hocus Pocus som med enhver anden fransk kunstner, jeg fatter nada af hvad der rappes om! -Men alene pga nummeret "HipHop?" med amerikanske Procussions på gæstesiden, er man ikke i tvivl om hvad slags gruppe Hocus Pocus er.



- De er her for at sprede alle de positive budskaber, og mærkeligt nok har man netop den fornemmelse hele vejen igennem, på trods af at ordene kun giver et minimum mening.
Det franske sprog er som skræddersyet til finurlige flows, og dét alene gør Hocus Pocus til en fornøjelse - sammen med produktionerne selvfølgelig, som i "73 Touches"'s tilfælde er af så forrygende verdensklasse, at man faktisk ender med at være ligeglad med ikke at kunne forstå rap-delen.
Hocus Pocus har også været smarte; de bruger flittigt scratches fra engelsksprogede plader, og man støder ofte på engelsk sproget omkvæd og gæsterap, som fra blandt andet førnævnte Procussions. Dette gør, at man aldrig føler sig helt udenfor, der er altid genkendelige detaljer, og det er en kæmpe force.
Produktionerne er dog det ultimative es i ærmet, og bagmanden 20Syl må siges at være en af de mere fremtrædende producerer pt. Han producerede numrene "Amelie", "Half A Dream" og "Apathy" på Mr. J Medeiros' "Of Gods and Girls", og har man hørt det album kan man måske danne sig et indtryk af hvordan lyden på "73 Touches" flasker sig. Det er en god blanding af oldschool-ness, jazzy beats, acoustic rytmer og en generel følelse af godt gammeldags sprødt feel-good hiphop.

- Det hænder ofte, at man hører et album og synes alle sangene er fede, men efter lidt tid begynder man at kede sig over sangene, og så viser det sig, at de egentlig ikke var så fede alligvel. Jeg havde lidt den frygt da jeg købte "73 Touches": Da jeg hørte den igennem første gang var jeg helt oppe at flyve, men jeg valgte ikke at anmelde den med det samme, fordi jeg havde en bange anelse om, at den ville blive lidt vandet, og så ville den der 5.5-karakter jeg ville have tildelt den ikke være så troværdig. Men nu er der gået 1½ måned, og jeg hører den stadig på repeat. Derfor kan jeg ikke andet end at hylde de franske hiphop konger. Gør jeg selv en tjeneste at køb denne plade, og hold et godt øje med Hocus Pocus

5.5/6