LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 10.000 kr,- indsamlet

Jeg har haft lidt travlt de sidste dages tid, så jeg har endnu ikke nået at løfte sløret for et nyt track fra LEFTOVERS2015, fra da vi rundede 10.000 kroner-mærket. At være nået så langt er en god ting, en virkelig god ting, så nummeret kunne denne gang ikke være andet end:

"It's A Good Thing"

Fashawn udgav sidste år den længeventede efterfølger til sin mesterlige debut Boy Meets World. Efterkommeren The Ecology var desværre en ret jævn affære, der ingenlunde formåede at nå det tårnhøje niveau som Fashawn og Exile havde fat i på debuten. Jovist, der var højdepunkter; gode øjeblikke i lyrik og musik, hvor man momentarisk blev mindet om det, der gjorde forgængeren så forbandet fantastisk. Meget var dog også overproduceret, fortænkt eller slet og ret kedeligt. Et enkelt nummer formåede dog at stige op over resten af pladens småfade indhold, ved ganske simpelt at være helt enestående i musikkens legesyge kreativitet og aldeles sublim i rap og lyrik. "It's A Good Thing" er en lodret genistreg, der som højdepunkt tårner sig op som et andet Mount Everest. Exile brillerer på beat-siden og viser med en sommerlun guitar, fingerknips, en akustisk basgang og et adækvat vokalsample, hvorfor han er en af sen-00'erne og 10'ernes absolut vigtigste beatsmede. På rap-siden har Fashawn fået besøg af to ualmindeligt veloplagte venner, i form af rapper/sanger Aloe Blacc og Dirty Science's næste rapper-satsning i Choosey.
     Tematisk set begiver de tre rappere sig ud i forskellige fortællinger om personlig struggle, og hvordan man kan finde og bevare ens "good thing" i kampens hede. Med linjer som "In an empty pursuit of profit and respect / Preoccupied, you collect more problems to neglect" retter Fashawn fokus mod det evindelige valg, som enhver succesrig kunstner konfronteres med: at jage penge og materielle goder eller at fokusere på det, der egentlig bringer lykke. Aloe Blacc får sneget adskillige sang- og albumtitler ind i sit vers, hvor han netop rapper fra det perspektiv som Fashawn præsenterede: en kunstner, der har fået gigantisk succes, men som ikke har i sinde at bruge den: "One hit wonder, while the world screaming "Wake Me Up" / but I'mma sleep just a little bit longer / Every night my daydreams get a little bit stronger". Efter at have brudt igennem med "I Need A Dollar" blev Aloe Blacc shanghajet til at synge på Avicii's gigantiske monster-hit "Wake Me Up", der gjorde ham til et household name verden rundt. Men Aloe Blacc's lykke var egentlig allerede gjort, da han var i stand til at flytte med sin gravide kone ud af LA's ghetto med pengene fra "I Need A Dollar", og nu vil han hellere lave præcis det musik han lyster, som fx "It's A Good Thing", end at være et one hit wonder, der leverer omkvæd til skråle-hits.
     Choosey får afsluttende bundet en fin sløjfe på emnet om at have en eller flere "struggles" i livet, med et optimistisk dictum om at sætte pris på de goder man har, fx med linjer som: "Top Ramen in the pot again and probably all week / Bow your head and give thanks, say grace before you eat".

"It's A Good Thing" er toptunet hygge-hiphop, hvilket der i denne potente, hårde og muskuløse genre alt alt sjældent bliver gjort plads til.

Fashawn
"Tell me, what means the world to you? /
Your spouse, or your house with the gorgeous view? /
Is it the sand white and the water blue? /
But your priorities are out of order, true? /
In an empty pursuit of profit and respect /
Preoccupied, you collect more problems to neglect /
Evidently a success, and obviously depressed /
But the drama, the stress, it's probably for the best /
When will we all start realizing that we are blessed? /
Excess expectations we accept /
Let's make a bet, homie /
You stay in debt, don't ya? /
You take an L while your lady takes the rest /
Enough is never enough, we want everything /
Like every baby mama want a wedding ring /
While you're stuck on this planet /
Focus on what's important /
And try to take nothing for granted"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Aloe Blacc
"What can I say? Good Things was my good thing /
Need a dollar, got a dollar, move out the hood thing /
Goodbye 12th Street and Hoover, we won't miss you /
Now sirens and gangbanging teens ain't the issue /
Papa's got a new bag to be concerning with /
Like how my piece of the pie look when the earning's split /
Season it with sugar and spice /
Cause the good things I have in my life is /
The butterfly in the belly of my wife /
Same time, make lightning strike twice /
Thunder shake me up /
One hit wonder, while the world screaming "Wake Me Up" /
But I'ma sleep just a little bit longer /
Every night my daydreams get a little bit stronger /
Every day my nightmare's worst fears subside /
Three years in the making, let me swallow some pride /
Got another good thing for ya, when you hear it /
Hopefully it's gonna lift your spirit"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Choosey
"We got simple needs and complicated means /
Top Ramen in the pot again and probably all week /
Bow your head and give thanks, say grace before you eat /
A couple blocks down they pouring gravy on they feast /
I had a complex about my family tree /
My apartment complex full of convicts and fiends /
Drug dealing, gunfire right across the street /
We stuck inside the crib, drop and duck when them guns  ring /
We're dysfunctional, fussing over dumb things /
Mom and Pops fighting really just because we /
Ain't have the funds to be spendin' it on drugs, he /
Ended up in county, we ain't seen him in a month, see? /
I used to dwell on that until I felt bad /
Took a look around and felt blessed to understand that /
We ain't had the wealth, still we had a present Dad /
Through the struggle, that's a good thing to have"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Outro, Exile
Fashawn got a good thing, hey
Aloe Blacc got a good thing, hey
Choosey got a good thing, hey
Exile got a good thing, hey
Bear Gang in the house and you don't stop
Dirty Science in the house and we don't quit
Blu in the place, you don't stop
Co$$ Dollars

Johaz in the house
Adidas Cool, yo we gotta be the ultimate

Fashawn - The Ecology

Fashawn's mesterværk af et debutalbum, Boy Meets World, udkom i 2009, netop som jeg var blevet hyret som anmelder på DubCNN. Jeg anmodede om at anmelde Boy Meets World til magasinet på egen opfordring, og lagde således offensivt ud med en 6-stjernes anmeldelse som min første i et trykt medie (kan læses her, på side 82). På daværende tidspunkt svingede jeg mellem at give albummet fem eller seks stjerner, men da jeg så det som en oplagt mulighed at gennemtrumfe mit kald som anmelder; at eksponere det mindre kendte hiphop til så mange som muligt - besluttede jeg mig for at tildele topkarakteren, der unægteligt har et blikfang af anseelig størrelse. Jeg har efterfølgende været yderst tilfreds med min beslutning, ikke blot fordi, at magasinet blev trykt i 30.000 eksemplarer, og Fashawn derved fandt vej til en masse menneskers bevidsthed, men fordi, at seks stjerner med tiden viste sig at være den helt rigtige karakter. Boy Meets World voksede og voksede, og som de forskellige historier krøb yderligere ind under huden på mig og fæstnede sig i min hukommelse for stedse, stod det klart, hvor gennemgribende, vovet og flot et album, Fashawn og Exile havde begået. Det var et intet mindre end mesterligt udtryk for Fashawn's daværende ståsted i livet, mellem fortidens lænker og fremtidens længsler. Barske historier om omvækst blandet med opløftende tekster om drømme og ambitioner, umådelig flot akkompagneret af Exile's evigt sprudlende og kreative produktioner. Jeg vil sågar sige, at det til stadighed har vokseværk. Forvent- og forhåbningerne til efterfølgeren, der med sin titel The Ecology lod til at udspringe direkte fra debutens habitus, var naturligvis, og med god grund, himmelstræbende.    

   
Jo højere ens forventninger er, desto større er skuffelsen når det ikke går som håbet, og derfor er The Ecology, der udkom hele seks år efter debuten, en af de største skuffelse jeg oplevede sidste år. Det helt store spørgsmål der melder sig, er, hvad i alverden de har brugt alle de mange år på? Med en inkubationstid på seks år bør - måske endda skal - resultatet være af ypperste skuffe, hvorfor det undrer mig, at der er så besynderligt meget, der går galt. Stort set alt fra indhold til stemning og udtryk, fremstår som en bleg reminiscens af forgængeren. Hvis vi et kort øjeblik ser tilbage på Boy Meets World og nummeret "The Ecology", rapper Fashawn: 

"A bunch of young guns in charge who ain't got heart /
A few gave a listen to the lessons that was taught /
Those who took heed was the ones who succeeded /
The ones who didn't wound up sharing showers /
The strong move silent, the weak get devoured /
Too many fake hustlers, the drug game is sour /
Rather live like an animal than die like a coward" 

- Med kirurgisk præcision fortæller Fashawn om sin hårde opvækst i Fresno's gudsløse gader, og om hvordan asfaltjungleloven har formet ham som menneske. Skarpt og bjergtagende. Tilbage til nærværende album The Ecology og nummeret "Man of the House", hvor Fashawn rapper: "Ultimately I had an ultimatum / Smuggle drugs or become someone famous". Unægteligt en groft simplificeret og noget udvandet beskrivelse af Fresno og den korsvej Fashawn stod ved. Ifølge "show, don't tell" -princippet, hvor en kunstner helst skal vise og helst ikke åbenlyst fortælle, viste han på Boy Meets World sin verden på en sådan måde, at man nærmest stod midt på gaden i Fresno, med den bagende vestkyst-sol i ansigtet, duften af asfalt i næseborene og lyden af young ballers der fordriver tiden på gadehjørnet i øret. Fashawn formåede virkelig at vise sin verden og tvinge én til at forholde sig til den, hvilket har meget at gøre med den topkarakter, pladen fortjener. The Ecology er i udpræget grad fortællende, endda på en ofte flad og uengagerende måde, hvor man ikke inddrages som lytter. Konsekvensen heraf er, at man aldrig føler den store trang til selv at digte videre eller udfylde eventuelle tomme pladser, og det gør The Ecology til en blegnæbbet affære.

De gode øjeblikke kigger varsomt forbi, fx på "Mother", der ligger i forlængelse af "Father" fra forgængeren. Her serverer Fashawn et ærligt og rørende portræt af sin mor, der har kæmpet med et crack-misbrug hele Fashawn's liv. Det er godt fortalt, og det er godt rappet. Beklageligvis er det sjældent, at rappen er det eneste værktøj Fashawn tager i brug i sin formidling. Han har en besynderlig trang til selv at skulle synge sine omkvæd, hvilket han burde holde sig langt fra. Flere numre lider voldsomt under et grelt sunget og haltende forfattet omkvæd, og man undres over, hvorfor Exile ikke har brudt ind under indspilningerne, slået hånden i bordet og talt Fashawn fra at synge selv. Det hænger måske sammen med, at The Ecology heller ikke er Exile's bedste øjeblik. Intet nærmer sig den storhed, den opfindsomhed og den nerve, der udfoldede sig i produktionerne på Boy Meets World. Den brusende legesyge på "Life As A Shorty", de udsøgte jazz-toner på "Hey Young World", den jernhårde "The Ecology", hvor Nina Simone's vokal var klippet til umådelig perfektion, det sprudlende soul-overskud på "Samsonite Man", og jeg kunne blive ved. Alt fungerede mageløst, uden at virke forceret. På The Ecology synes størstedelen af produktionerne at være skåret ud af samme fade masse, og de underspillede og effektive udtryk i musikken fra forgængeren er erstattet med stort oplagte og overbearbejdede produktioner, der ender med at drukne i sig selv og tage Fashawn med i faldet.

Pladen åbnes med Beewirk's "Guess Who's Back", hvor op til tre kor ramler sammen med højstemte strygere i omkvædet, og man kan kun med nød og næppe ane det ellers solide grundbeat under de mange lag af pynt. Dertil må man konstatere, at det ikke just virker optimalt for Fashawn at åbne albummet med ordene "This is not revolutionary, it's evolutionary" over et trommespor, der ret beset ikke havde eksisteret, havde det ikke været for Suspekts "Helt Alene" Kendrick Lamar's "The Art of Peer Pressure". Næsten fjollet bliver det, når der er fire numre i træk, fra "Higher" til "The Letter F", anvender den samme grundsøjle i form af luftige og lyse klavertoner. Det lyder vidunderligt på "Higher", der dog kammer over af sukkersødme, grundet et børnekor i omkvædet og en outro, hvor Fashawn's datter fortæller om, hvor højt hun elsker ham. På "To Be Young", der er en forlængelse af "Life As A Shorty" fra debuten, fungerer klaveret også, omend det virker lidt stressende, men på "Golden State of Mind" begynder man at miste pusten, og på den Alchemist producerede "The Letter F" ville man ønske, at klaver-karrusellen ville stoppe. Dette overforbrug af klaver er virkelig en skam, for udfaldet er, at man kører træt i et af Exile's fornemmeste vandmærker. 

De sure opstød stopper desværre ikke her. "Confess" vil så gerne være en potent banger, men lyder mest af alt som Nas & Damian Marley's "Nah Mean"'s karakterløse skitse. Når Fashawn tilmed rapper noget så begavet som: "Wa da da dang, wa da da da da dang / Step into the party with Baccardi in my veins / I knock her, dang, her body I gotta bang", kunne man lige så vel have lyttet til J-Kwon eller Juelz Santana anno midt-0'erne, hvilket ikke just er det man hverken havde forventet eller håbet på. Også "Out the Trunk" er skabt ud fra den mest ordinære skabelon tænkeligt, og ender med sin pompøse basgang og generiske håndklap som én stor, tåkrummende kliché. "It's A Good Thing" er måske rent faktisk det eneste nummer på The Ecology, der fungerer perfekt på alle leder og kanter. Mageløst produceret med en behageligt bølgende basgang, fingerknips og et guitarspil der oser af varme og velbehag, samt tre rappere, der alle leverer lødig rap. Især Choosey får bundet en fin sløjfe på emnet om at have en eller flere "struggles" i livet, med et optimistisk dictum om at sætte pris på de goder man har.

For flere år tilbage var jeg nede på skydebanerne under DGI byen, og jeg husker tydeligt, at instruktøren fortalte, at havde man ikke trykket på aftrækkeren efter otte sekunders sigte, skulle man sænke sit skydevåben, tage et par dybe indåndinger og tage sigte igen. Man mister ganske enkelt fokus og koncentration efter otte-sekunders-mærket. Jeg tror, at Fashawn og Exile har sigtet alt for længe med The Ecology inden de trykkede på aftrækkeren og udgav det, for i sin nuværende form er albummet både ufokuseret, fortænkt og overproduceret, og slutresultatet er, som skrevet indledningsvis, dybt skuffende. Havde karakteren været bedre, hvis forventningerne var lavere? Måske, men holdt op imod de tårnhøje forventninger jeg gik ind med - som jeg i øvrigt synes er absolut berettiget, i og med, at The Ecology trækker så mange tråde tilbage til Boy Meets World, så bliver karakteren et uheldigt udtryk for de høje forventninger.

2.5/6

- Jeppe Due Barslund

LEFTOVERS2012

Jeppe Barslund og HipHopAnmeldelser præsenterer
LEFTOVERS2012

Så er den ude, - tredje mixtape/kompilation i Leftovers-serien. Denne gang skal I ikke gøre noget for at gøre jer "fortjent" til at få et eksemplar. I skal blot sende mig en besked med navn og adresse, så sender jeg et eksemplar med posten, kvit og frit. I kan enten sende en mail til jeppe_barslund@hotmail.com (skriv LEFTOVERS i emnefeltet) eller find bloggens facebook side og skriv til mig der.

Det eneste jeg ønsker mig fra jer, er, at I kommenterer dette indlæg og skriver hvad I synes om mixtapet. Jeg vil meget gerne vide hvad folket siger til det.

"Hvad går de der Leftovers mixtapes egentlig ud på?" spørger du måske. - Jeg udgiver Leftovers-pladerne, da jeg gerne vil give folk en chance for at høre noget musik, som de måske ikke selv ville falde over. Min mission er at introducere folk for det hiphop, som der ikke bliver snakket om her i landet. Musik, som det måske endda er "svært" at opdage.
En gang om året tager jeg derfor en skovl, stikker nogle dybe stik i jorden og hiver nogle kunstnere - der opererer nede i den dybe undergrund - op til overfladen til skue for folket, så man kan få en lille smag på den fantastiske hiphop der venter én, hvis man gider at lede efter det.
Et kriterium for "medvirken" på Leftovers-serien er, at kunstnerne ikke er for kendte. Jeg havde både tilladelse til at bruge numre fra Macklemore & Ryan Lewis og Killer Mike til Leftovers2012, men da de fik enorm omtale i 2012 - især førstnævnte - var der ikke megen fidus i at give dem spotligt på skiven, fremfor fx L'Orange, Rapsody, Oddisee og Sene.

Trackliste

01. Aesop Rock - "Racing Stripes"

02. P.O.S. - "Fuck Your Stuff"

03. Substantial feat. DJ Jav - "Check My Resume"

04. Del the Funky Homosapien & Parallel Thought - "Get To Drillin"

05. Casual & J. Rawls - "Give Respect"

06. Jaq feat. Cas Metah - "Paper And Coins"

07. L'Orange feat. yU - "The Mad Writer"

08. Typical Cats - "The Bitter Cold"

09. Blu & Exile - "Ease Your Mind"

10. Murs & Fashawn - "The Other Side"

11. Dag Savage feat. Aloe Blacc - "When It Rains"

12. Rapsody feat. BJ The Chicago Kid - "Good Good Love"

13. Kevlaar 7 & Woodenchainz - "At Last"

14. Oddisee feat. Tranquill - "Anothers Grind"

15. Purpose & Confidence - "Rep to the Death"

16. Actual Proof feat. Geechi Suede of Camp Lo - "Poison Ivy Gloss"

17. DJ Yoda feat. Action Bronson & Alice Russell - "Big Trouble In Little China"

18. P.F. Cuttin & Labba - "Blunts Bongs Bitches"

19. Big Quaters - "Never Felt Better"

20. YC the Cynic - "Hey There Young Man"

21. Sene - "Music Man"

LEFOVERS2012 på Spotify

Albums og producere
(klik for at forstørre)

Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund

Fashawn - Boy Meets World

Efter at have hærget undergrunden med en række solide mixtapes de seneste par år, har 20-årige Fashawn allieret sig med producer-vinunderet Exile til skabelsen af hans debut. - Exile, der med rapperen Blu stod bag 2007's mesterværk Below the Heavens.

Fashawns debutplade ulmer af referencer til Illmatic, for ligesom Nas' klassiker, handler Boy Meets World om en ung mands syn på den værden han er vokset op i, - fra papiret er blankt, til det efter hans tyvende år er fyldt med historier omhandlende liv og død, had og kærlighed, sorg og glæde. Og Fashawn er en sublim fortæller. Hans karakteristiske levering er både påvirket af smerte og optimisme, alvor og et glimt i øjer, og så favner han tematisk set bredt; Fra rå skildringer af det gustne gadehjørne, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. At vælge citat-uddrag er umuligt!

Hvad angår produktionerne, så er en mageløs samling beats ikke hørt lignende siden Below the Heavens. Det er komplet vanvittigt hvad Exile kan skabe med hans buldrende basgange, støvede trommer og umanérligt velklippede samples. Hvad end det er råt, dystert, groovy eller decideret smukt, så er det udført med en små-skør perfektion, der i min optik gør ham til branchens pt bedste beatsmed.

Boy Meets World er ikke Below the Heavens 2, men det er umiskendeligt lidt af en monumantal debut, og velsagtens årets stærkeste hiphop album.

6/6

---------------------------------------------------------