Ludacris er og har altid været en spøjs fætter! Han laver altid cd'er som er halv/halv dopeness og totalt skrald. 'Word of Mouf' har en særlig stjerne i min bog med numre som "Area Codes", "Growing Pains" og "Freaky Thangs", der alle ville være at finde på min liste over bedste hiphop skæringer, hvis en sådan skulle laves. Men selvom disse tre guldklumper er på albummet, er der samtidig forfærdeligt meget affald. Dette lader til at være Ludas opskrift hver gang han laver et album; en håndfuld ekstremt fremragende numre og en lidt større samling ligegyldige eller decideret dårlige numre. 'Theater of the Mind' er bestemt ingen undtagelse - den følger Luda-opskriften til punkt og prikke.
Førstesinglen for eksempel er et, hands down, fantastisk nummer. Gøgler rap fra gøglermesteren, et supercrisp beat og et finurligt omkvæd af T-Pain, som denne gang rammer plet. Selvom det måske er lidt "let", for et nummer som dette er der mindst et af at finde på alle Luda cd'er, så er det intet problem når det funger' så smooth som her. Måske jeg er let at imponerer, men "One More Drink" er blevet banget seriøst meget på mit anlæg.
En yderst spændende collabo der også er at finde på 'Theater of the Mind' er med DJ Premier på "MVP", hvor der skrues op for flow-akrobatik og storhedsrim. Premier har udtalt, at han til hver en tid vil sætte Ludacris på hans top 20 over bedste mc's nogensinde, mest af alt fordi Luda er den han er. Hvis man tager og tygger lidt på det udsagn, så kan man faktisk ikke andet end at give manden ret. Ludacris har ikke ændret sig meget siden hans debut, og han har hele vejen igennem holdt en høj standart, og der er vist aldrig nogen der har været i tvivl om, at han faktisk snildt kan mænge sig med top eliten. Dette bevises igen og igen på 'Theater of the Mind', hvor Common får kamp til stregen på det eminente 9th Wonder producerede "Do the Right Thang". Giganterne NaS og Jay-Z må se sig besejret på stregen på "I do it for Hip Hop". Og så er der både Lil' Wayne, T.I., The Game og Rick Ross som Ludacris tørre fødderne af i som de dørmåtter de er. Ingen chance for at hamle op imod Luda her!
Det største problem er produktionssiden, som desværre kun sjældent formår at imponerer. Ludas lyric er på rette sted på de fleste numre, hvorimod beat'sne lader til at være hægtet af kilometervis tilbage. Ærgerligt, for selv de fedeste flows of rim falder lidt til jorden når de går hånd i hånd med de ofte flade og upersonlige produktioner.
Ludacris har aldrig lavet et 'classic' album og kommer nok heller aldrig til det. Tilgengæld vil han om en udgivelses tid kunne sparke en af de største, stærkeste og uden tvivl mest mesterligt fantastiske rap opsamlinger på gaden, nogensinde. Derfor bliver Luda aldrig kedelig, og derfor bliver vi ved med at elske ham, selvom hans albums enkeltvis aldrig er noget specielt at juble over.
3.5/6
