Top 25 bedste undergrundsudgivelser

Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.

Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   

24.

Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!

23.

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!

22.

Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  

21.

Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!

  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 

 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 

18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!

 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 

 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.

15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)

Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.

14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 

13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   

12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 

på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!

11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   

10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.

 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 

8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 

  

7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!

6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 

 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)

Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været så nuanceret og samtidig bevaret så klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 

4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 

 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.

2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her. 

 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 

- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 

- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.

- Jeppe Barslund

LEFTOVERS2011

HipHopAnmeldelser & Ocean Prawns a/s præsenterer

LEFTOVERS2011

Nøøj hvor har jeg glædet mig til at kunne præsentere den her for jer! 

Det var virkelig "stort" for mig at udgive 2010'eren sidste år, men selvom 1'eren altid vil være ens "baby", så vil jeg med ærlighed i stemmen sige, at LEFTOVERS2011 er bedre og mere ambitiøs på alle leder og kanter.

Jeg har arbejdet på projektet i et halvt år, og næsten hele vejen igennem har jeg følt mig "My Super Sweet 16" -forkælet, for jeg har fået alt hvad jeg har peget på, med meget få undtagelser. Også numre, som jeg aldrig havde forestillet mig var mulige at få lov til at bruge. Det er fantastisk så langt man kommer ved at spørge pænt. 

LEFTOVERS2011 indeholder således både nogle af sidste års mere kendte undergrunds-hits som Evidences' DJ Premier banger "You" og Apathy's støvede hometown-anthem "Peace Connecticut", men i særdeleshed også nogle af 2011's forbigåede og oversete kunstnere som Sims, Otayo Dubb og Malcolm & Martin, der om nogen har gjort 2011 til et fantastisk hiphop år.

     Du kan altså få fem kvarters sublim hiphop fordelt på 19 unikke tracks, og det skal ikke koste dig en krone. Hvis du skaffer +1 ny fast læser til bloggen og like'r facebook-siden (begge gøres lige ude til højre), så er jeg mere end tilfreds. Når du har gjort det, sender du bare en mail til mig med navn og adresse, så sender jeg et fysisk eksemplar til dig. Kan det blive lettere?

Skriv til : 

jeppe_barslund@hotmail.com eller 

jeppebars@gmail.com

- Og jeg vil meget gerne høre hvad du synes om skiven, så når du har fået hørt den ordenligt igennem, skal du være mere end velkommen til at skrive en kommentar til indlægget og give din mening om mixtapet og projektet til kende. Jeg glæder mig til at høre hvad I synes om det.

LEFTOVERS2011 Traclist:

01. Zion I & The Grouch - Victorious People feat. Freeway & The R.O.D. Project

02. Toby - Sunshine Blues feat. Deacon the Villain

03. Reks - The Underdog

04. Sims - Sink & Syncopate

05. Theory Hazit - One For Jerome (Imperial Remix)

06. Otayo Dubb - Show You the Door feat. Sakima

07. Apathy - Peace Connecticut

08. Hassaan Mackey & Apollo Brown - Volume

09. Evidence - You

10. The Funk League - On & On feat. Sadat X

11. Malcolm & Martin - Ain't Seen Nothing Yet

12. Grieves - Falling From You

13. Marq Spekt & Kno - All Smiles (Plastic Mask)

14. Braille - DeepRest

15. Eligh & Amp Live - Ms. Meteor feat. Steve Knight

16. Theory Hazit & Toni Shift - Modern Marvels feat. Wildchild, Lightheaded & DJ Idull

17. Phonte - Who Loves You More feat. Eric Roberson

18. Doomtree - Team the Best Team

19. Blueprint - Welcome Home

Læs Undertoners anmeldelse af LEFTOVERS2011

Credits.

01. (A. Anderson, S. Gaines, C. Scoffern, L. Pridgen) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Heroes in the Healing of a Nation" (Hard Boiled/ZandG Music 2011). 02. (T. Ganger, W. Polk II, A. Berg, J. Van Dijk) Produceret af Manifest Music. Taget fra EP'en "Evolutionary" (udgivet uden selskab, 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 03. (C.I. Christie) Produceret af Blaze P. Taget fra albummet "R.E.K.S. (Rhythmatic Eternal King Supreme)" (Brick Records 2011). 04. (A. Sims, A. Bader) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "Bad Time Zoo" (Doomtree Records 2011). 05. (T. Washington, D. Walker) Produceret af Imperial. Eksklusivt Illect Recordings remix (Illect Recordings 2011). 06. (T. Muller, S. Williams, J. Boschetti, E. Strand) Produceret af CAV3. Taget fra albummet "Cold Piece of Work" (Beat Rock Music 2011). 07. (C. Bromley, E. Dewgarde, W. Dewgarde) Produceret af Da Beatminerz. Taget fra albummet "Honkey Kong" (Dirty Version Records 2011). 08. (H. Mackey, A. Brown) Produceret af Apollo Brown. Taget fra albummet "Daily Bread" (Mello Music Group 2011). 09. (M. Perretta, C. Martin) Produceret af DJ Premier. Taget fra albummet "Cats And Dogs" (Rhymesayers Entertainment 2011). 10. (Hugo, Soulbrother Suspect, D. Murphy) Produceret af The Funk League. Taget fra albummet "Funky As Usual" (Favorite Records 2012 (nummeret udgivet som single i 2011)). 11. (D. Jones, K. Lane, K. Hoffman) Produceret af DJ Revolution. Taget fra albummet "Life Doesn't Frighten Me" (Soul Spazm Records 2011). 12. (B. Laub, J. Karp) Produceret af Budo & Grieves. Taget fra albummet "Together/Apart" (Rhymesayers Entertainment 2011). 13. (M. Spekt, R. Wisler) Produceret af Kno. Taget fra albummet "Machete Vision" (QN5 Music 2011). 14. (B. Winchester, L.D. Griffin Jr.) Produceret af Symbolic "S1" One. Taget fra albummet "Native Lungs" (Humble Beast Records 2011). 15. (E. Nachowitz, A. Anderson, S. Knight) Produceret af Amp Live. Taget fra albummet "Therapy At 3" (Legendary Music/Live Up 2011). 16. (T. Washington, T. Shift, J. Brown, S. Herman, B. Winchester, M. Campbell, T. Pumphrey) Produceret af Toni Shift. Taget fra albummet "Modern Marvels" (Illect Recordings 2010 (nummeret udgivet som single i 2011)). 17. (P. Coleman, E. Roberson, E. Jones) Produceret af E. Jones. Taget fra albummet "Charity Starts At Home" (Foreign Exchange Music 2011). 18. (A. Sims, A. Bader, K. Smith, S. Alexander, M. Marquez, J. Samels, M. Wander) Produceret af Lazerbeak. Taget fra albummet "No Kings" (Doomtree Records 2011). 19. (A. Shepard) Produceret af Blueprint. Taget fra albummet "Adventures In Counter-Culture" (Rhymesayers Entertainment 2011)  

Theory Hazit - Extra Credit

Jeg havde oprindelig tænkt mig at starte denne anmeldelse med at udråbe Theory Hazits "Extra Credit" til 2008's hidtil bedste udgivelse, men så så jeg at den blev udgivet i 2007, så det er mig der har været lidt langsomt ude! Istedet vil jeg så sige, at det er det bedste jeg har hørt i 2008.
Dette er en lidt offensiv indledning, indrømmet, og der er ikke efterladt megen tivl om en afsluttende karakter, men ind imellem er det meget dejligt, bare at kunne kaste tonsvis af roser efter en udgivelse og ikke tænke på at være negativ (hvilket jeg jo ellers altid er). Faktisk tror jeg ikke jeg har måttet investerer i så mange roser siden "Below the Heavens" udkom, og på nuværende tidspunkt burde de fleste af jer allerede være overbevist nok til at flyve direkte ned i jeres lokale pladebutik og lange 150 kr,- over disken, efter at have spurgt om "den nye med Theory Hazit....".
Hvis man skal være realistisk, så ville sælgeren bag disken nok svare "vaffer'en...?", men lad os nu blive ved det.

Der er 3 slags kunstnere indenfor hiphop verdenen i dag:
Der er dem der leger bedemænd, som hovedkuls vover sig ud på dybt vand ved at erklære hip hoppen for død, og begrave den. Yderst disrespektfuldt og forræderisk.
Så er der dem der tager kampen op, fatter spaden og graver kisten op, for at give den stolte kultur førstehjælp.
Og til sidst har vi dem der står på sidelinjen og griner af de to førstnævnte, når de finder ud af at kisten var tom, og hip hoppen aldrig har nærmet sig tilstanden "død". Dem, der fortsætter som om intet var sket, og som om genren stadig er på toppen, som den helt korrekt er.
Theory Hazit hører under den tredje gruppe, for han laver hiphop i kunstformens reneste form. ægte backpacker hiphop, ikke hørt ligende i meget meget lang tid.

Theory Hazit, som på trods af det gruppe-lydende navn altså er én rapper, kommer fra Cincinnati, en del af regionen der før har skabt hiphop personligheder af kæmpe kaliber, som fx Common.
Theory Hazit (som fra nu af går under navnet TH) er lidt af en wunder-kind. Ikke alene er "Extra Credit" tætpakket med tekster, skrevet med en så fin fjerpen, at det der kommer ud af mikrofonen slår så jern hårdt, at de fleste af hans kolleger burde gøre klogt i at spidse ører. Han producerer også selv det meste, og óm han kan producere!!? Produktionerne er guddommeligt sprøde, og alle de rigtige ingredienser røres perfekt rundt i en guldbelagt gryde. Så skulle der ikke være nogen tvivl om hvor på skalaen vi befinder os. Så med fanatisk flot lyrik, hæsblæsende beats der for det meste banger godt og grundigt igennem, og med majestætisk scratch af hans trofaste dj PF Cuttin', lader det til, at the stars are in line, og et brag af et show kan begynde. Men en sidste ting der er vigtigt at nævne, som fast bestandel af hans univers, er hans catchy hooks. Selvom de her ustyrligt sjælfulde omkvæd ikke er noget man normalt forbinder med "ordenlig" hip hop, formår TH at inkorporere uovertrufne omkvæd til mange af numrene. Lidt ligesom hans regions-kollega Kanye West, ulmer der konstant en fascinerende tilgang til soul genren, som ikke kun nuancerer hele billedet af ægte hiphop, men som også gør, at et større publikum vil føle sig velkommen til et vidunder, der normalt har en forholdsvist snæver fanskare. Man fornemmer lidt at en reformant i TH, en titel han med lethed ville kunne bære.
Vi kan starte med nummeret "I Just Wanna Go Home", der indeholder alle de førnævnte elementer. Beatet lyder uhyggeligt meget som en 9th Wonder produktion, en fra den rigtig gode skuffe. Omkvædet synges af en ukendt kunstner, men stemmen er noget nær det tætteste man kommer John Legend, hvilket i sig selv er fantastisk. Og den selvbiografiske lyrik, om hvordan et ganske normalt liv ender galt, idet han opsøger lidt fare i hans trivielle hverdag, er ganske simpelt enestående. Så selvom omkvædet er ultra lækkert, går det med sikkerhed lige i hjertet på alle hiphop hoveder. (Dette er ikke musikvideoen, det er "bare" en tilfældig fyr der har animeret en passende film til sangen, som jeg faktis synes er meget sjov. Den bakker lyrikken godt op hvis man skulle have svært ved at forstå)



Hvis man skal tage de sure kritiker-briller på, og udpege noget negativt ved "Extra Credit", så må det være hans konstante referencer til kristendommen og hans kærlighed til Jesus. Dette er ikke noget der for mit vedkommende sænker kvaliteten af pladen, men jeg vil stadig finde det forståeligt hvis nogen synes det bliver for meget. De fleste rappere er jo kristne på den ene eller den anden måde, men THeory Hazit dyrker virkelig kristendommon, og man er ikke i tvivl om, at han har et spirituelt budskab med denne plade. Man vil støde på linjer der omhandler hans tro hele albummet igennem, men sjovt nok har han ikke udvalgt én sang til emnet, han har sløjfet enkelte linjer ind i hver sang, så den røde tråd bliver billedet af kristendommen, og hvordan man igennem erkendelse og tilbedelse af Jesus Kristus kan komme igennem alle livets problemer. Et til tider lidt for prædikene budskab, men når det leveres i så impulsgivende hiphop, så kan det kun glæde mig. Som sagt er det jo også bare for at finde et-eller-andet dårligt at sige! Han rapper fx på titelnummeret:

"Now you can let the wind sway you, blow you down until you bite the dust /
or you can spread your wings and let the wind lift you up
You can get rich or die trying all your life /
or you can try dying to live eternal with christ"

Faktisk er nummeret "Extra Credit" en af de stærkeste sange, ikke mindst på grund af den religiøse undertekst. Beatet er næsten ubeskriveligt godt. Istedet for at sætte ord på kan i selv bedømme her:



Theory Hazit er heller ikke bange for at lukke os lyttere meget tæt ind på hans private liv, og her mener jeg ikke kun hans erfaringer med kristendommen, men følsomme emner som familie og kærlighed, som de fleste "toughe" rappere holder sig fra, bliver vidt præsenteret med en ømhed sjældent hørt. På nummeret "Hello Kiddeez" leverer han linjer, som jeg ikke tror er rappet ligende i hip hoppens historie:

"Dear Ruben, you were six when we first met/
askin' me alot of questions I would never forget.
Like "are you gonna be my new dad" man that was pressure /
I just left it off with the two and said "yes of course, i got your back to the death of me"
my follower weren't really there for me/
so this day with him i'm tryna' make peace.
You remind me of my brother growing up with single mother with the streets to look up to /
Just know that I love you.
Biologically you're not mine, but still you're my son /
used to be so la court and you ill on the drums.
Just being around you encourages me to be an example /
remain humble and god will have you."

- Jeg er ikke helt 100% sikker på at det er sådan teksten er ned til hvert ord, det går forholdsvist hurtigt. Men det essentielle er ikke til at tage fejl af, og det er ganske prisværdigt.
For at generaliserer lidt, for hvis jeg skal gennemgå alle numrene og sætte ord på hvorfor de er så gode som de er, så kan det blive en lang anmeldelse. Istedet vil jeg sige, at de førnævnte eksempler er ganske ens for hele albummet. Sublime produktioner, et ustyrligt flow med tilhørende sunstanstunge tekster, og et budskab der, selvom man ikke lige synes kristen hiphop er det fedeste, er stærkere end man vil opleve andetsteds.

Man kan sige at Theory Hazit har en umådelig stærk tro. Hans tro på gud er selvfølgelig den ene side af det, men evnen til at forholde sig trofast til hiphoppen og holde den kørende er uden tvivl den anden. Jeg er sikker på, at så længe der findes folk som TH er hiphoppen udødelig, for han bliver med hvert eneste nummer ved med at minde os om, hvad musikken står for, og hvad den gør for os, folket.
Tag fx NaS, der var den første til officielt at erklære hip hoppen for "død" med hans seneste album. En rapper af hans kaliber MÅ da vide, at der er folk som TH, Blu & Exile, Blue Scholars og Lupe Fiasco ude, og i mine øjne kan det ikke blive mindre hiphop'et at miste troen til genren, samtidig med at disse folk ånder. At han endda forklarer det over et Will.I.Am beat gør det ikke bedre (jeg er vild med Will.I.Am, men til et nummer med det navn kan man ikke bruge andre end Premo, Pete Rock and the likes...). Jeg mistede meget respekt for NaS da han kom med det udsagn, for gang på gang er man blevet mindet om, hvor fedt det er at være tilhænger af en så vellevende bevægelse.

For at runde "Extra Credit" af, MÅ jeg poste endnu et track, for TH afslutter selvfølgelig det hele med at tage os ind i kirken til en ghetto-ode, der er besmukket med et gospel kor. Det er en fremragende fortælling, og med "Ghetto" som afsluttende nummer, kan det næsten ikke komme tættere på "Classic"-status

5.5/6