Som en af de få rappere i kongeriget, har Per Vers succesfuldt formået at bryde ud af hiphoppens til tider begrænsende lænker med sin rap-autenticitet i behold. Som vinder af Årets Rapper og MC's Fight Night, og som ansvarlig for et utal af udgivelser, bl.a. en Sund Fornuft klassiker, et blændende debut-album, Danish Operation -mixtapet og det top-karakters-modtagende Ego, har han høstet respekt og usammenlignelig anerkendelse i rap-miljøet. Men som opvarmer for Frank Hvam, som freestyler for tusindevis af folkeskole- og gymnasieelever, som oversætter af Go the Fuck To Sleep og Invictus, som vinder af Dan Turéll prisen, som arkitekt bag undervisningsmateriale og spoken-word forestillinger og som kollaboratør med bl.a. Ole Thestrup, Ole T. Kidde og Povl Dissing, har han for længst vokset sig ud over hiphoppens limitationer.
På trods af, at denne rejse har taget over 20 år, er DNA blot Per Vers' tredje egentlige album. Et album, der ganske klart reflekterer Per Vers' status quo som kunstner, hans seneste års udfoldelser i og udenfor hiphop-land taget i betragtning. Samtidig, og muligvis af præcis dén grund, er DNA det album, der vil mest og stikker i flest forskellige retninger, og som derfor bærer den umiddelbart løseste struktur af noget Per Vers projekt hidtil. Hvor Ego soleklart handlede om en introspektiv Per Vers, formår han ikke i samme grad at samle de 12 skæringer ("Intro" ekskluderet) på DNA under en tematisk paraply. På nogle numre, som "Big Bang", "Find mig her" og titelnummeret, hvor Per rapper om henholdsvis kærligheden for hiphop, danskheden og artens oprindelse, er det let og logisk at kæde lyrikken sammen med et overordnet tema om, hvad der udgør hans DNA. På andre numre, som "Gennem væggen", "Gokkejern" og "Afskyelige snemand", fortælles der isolerede historier, der ikke umiddelbart har noget med hverken Per Vers eller hans DNA at gøre.
Teksterne kan man stort set aldrig sætte en finger på. I de bedste øjeblikke er rim-håndværket og sprog-gaverne en krone værdig - hvis denne da ikke allerede sidder på Pers hoved. Tag fx "Dum (omvendt intelligent)", hvor Per, igennem en - af skolesystemet "dum"-stemplet elev, italesætter en aktuel og tilsyneladende evigt-varende problemstilling i folkeskolen, med manér:
"Hr. Lærer, jeg vil gerne spørge /De kløgtige ordspil skyller som sædvanligvis ind over én i imponerende mængder. Det er fx en "liste-ning session", når Per i smug lytter til sin nabos sang igennem væggen. Vi hører også om mandslingen, der synes det er nemmest, når "druerne er stenfri og fruerne er enige", og som i øvrigt siger, at "det bliver over mit lig....estillingsnævn" nogensinde at slå på kvinder. Og når Jesus står med korslagte arme, så er de ikke lagt over kors som i traditionel forstand, men strakt ud, som når man hænger på et kors. Eminent! Og når det kommer til berømmelse og berigelser er Per klar i spyttet:
Jeg har et regnestykke, det er ikke om kroner og ører /
Det' om min egen lykke /
Hvis vi tar' bredden på mit smil /
Gange temperaturen på min indre ild /
Fra engang hvor den var et bål /
Divideret med nu, hvor den er nul /
Hva' blir' den så, den egentlige sum /
Det ka' ikk' passe, at jeg har regnet den ud - for jeg er jo dum"
"Jeg ved hvor lidt jeg ved - men jeg ved lidt /
At det skæve er det skægge - det perfekte er kedeligt /
Hvad nytter det at mestre "Do-re-mi" /
Hvis "Me, Me, Me!" er den rille man sidder fast i /
Eller den værste version, jeg slet ikke magter: /
"Do Remee!", jeg tror jeg har X-factor!"
Nogle steder virker det dog som om, at de kløgtige sprog-påfund er vigtigere end helheden af den fortælling, de er en del af. "Gennem væggen" virker, i al dens velskrevenhed, en kende uforløst, og "Big Bang", der handler om, at Per Vers ikke tyr til omkvæd, da rappen er hans sande kald, synes modstridende med resten af pladen, der er spækket med fængende hooks, nogle leveret af Per selv.
Ser man på numre som "At rejse er at elske", "Gokkejern" og "Tre breve", er teksterne i allerhøjeste grad godt skrevet, men det synes ikke helt tydeligt, hvilket formål de tjener, udover kortfattet at berøre emner, der svinger i aktualitet. "At rejse er at leve" lyder i øvrigt mere som et Isam B nummer med Per Vers som gæst, end omvendt.
"Tre Breve" er i min optik pladens kulsorte får. Sangen er sat sådan op, at det næsten er uretfærdigt for en anmelder at skulle udtrykke sig negativt om den. Der er så meget musikkultur og musikhistorie involveret, at man hurtigt fremstår ignorant, hvis man ikke kan se brilliancen bag opsætningen. Jeg mener, Per har fået Savage Rose's Annisette til at synge Steffen Brandts oversættelse af Leonard Cohen's verdensklassiker "Hallelujah", til en sang, der fortæller den autentiske historie om en dansk soldat i krig. Det virker næsten som landsforrædderi ikke at kunne lide det, men ikke desto mindre finder jeg det helt utroligt meget for meget. Bægeret flyder over i et overflødighedshorn af følelses-porno. Dertil synes jeg ikke det stemmer overens med Per Vers' originalitet, at lade størstedelen af et nummer hvile på en af de vel nok mest spillede og fortolkede sange nogensinde.
Per Vers er som skrevet tidligere leverandør af nogle af de skarpest forfattede rim herhjemme, men det, at han sætter barren så højt på nogle numre, er muligvis medvirkende til, at man "tillader" sig at være proportionel kritisk anrettet på andre. "Afskyelige snemand" synes jeg fx ikke er synderlig originalt skrevet. Der er i min optik forholdsvist langt fra linjer som "Samme aften gav han dig stoffer i en pose / der gjorde dig højere end hvis du skiftede til buffalos" og "Klart det så'n det ender / for alle dine venner ka' flere synonymer for sne end grønlændere" til Per Vers' top-niveau.
Når Per sætter barren højt, sætter han den til gengæld også svimlende højt. "Midt i julenat" er årets ubestridt største genistreg. Per Vers genfortolker Det Nye Testamente i en groft forenklet version, der dog på mirakuløs vis får kædet Jesu liv, lære, kald, byrde og død sammen i en episk aktualisering, hvis afslutning giver overrumplende meget stof til eftertanke. Der er så sindsygt meget guld på det nummer, at
Også "Invictus" er smukt skåret. Teksten kender man måske, fra da Per publicerede den på facebook i forbindelse med Nelson Mandelas bortgang, men på DNA har Nappion givet digtet et sublimt musikalsk face-lift, hvor afrikansk-lydende stamme-messen, kor-sang og beat-boxing smelter sammen til en storartet lytteoplevelse.
Lyden på DNA er mestendels ganske fornøjelig at lægge øre til, men ikke helt pletfri. Sveriges fremmeste beat-smede Embee og DJ Large er lige som på Ego hovedansvarlige for musikken, og også på denne front stikker DNA i mange retninger. Fra gulvbas og spinkle keys på "Gennem væggen" og melodiske piano-loops og luftige blæsere på "Find Mig Her", til "Midt I Julenat", der lyder som Superman's trap-anthem og til kronjuvelen "DNA", der med sang og Kanye'sk orkestrerede strygere oser af melodisk overskud. DNA har lidt af det hele. På "At Rejse Er At Leve" læner klaverspillet sig op ad det lidt for knebne, og produktionen på "Afskyelige snemand" er i min optik ikke helt spændende nok til at kunne overleve den forholdsvist lange instrumentale outro. "Gennem væggen" er også tæt på at være for underproduceret.
Når Per Vers er god, er der ingen tvivl om, at han er blandt de bedste til nogensinde at have gjort det på dansk. På DNA har han dog truffet nogle valg og introduceret nogle nye tiltag til sit univers, der, foruden helt sikkert at reflektere hans udvikling som kunstner og som menneske i al almindelighed, afviger en smule fra, hvad man måske har været vandt til fra hans side. Nogle af disse beriger hans univers gevaldigt, imens andre synes lidt malplacerede og ramt ved siden af i min optik. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at DNA er et af årets absolutte must-haves.
4.5/6
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar