L.O.C. - Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1

. . .

Som nogen af jer måske har læst, så er wordonthestreet hjemmesiden lukket, hvilket vil sige, at jeg ikke længere har en platform at anmelde danske rap-udgivelser på. Dette betyder, at jeg en gang imellem vil anmelde danske plader på bloggen her i stedet, hvis jeg føler for det. Jeg har anmeldt over 125 udgivelser på wots, så hvis jeg ikke anmelder noget dansk musik ind imellem er jeg rimelig sikker på, at jeg får abstinenser!

Danmarks største rap-stjerne er ude med ny plade, og den massive omtale har naturligvis fulgt med. Sjovt nok har det nærmest på intet tidspunkt handlet om selve musikken, men i langt højere grad om skiftet fra EMI til TDC (om det var et tarveligt træk af L.O.C., eller om pladeselskaberne whiner for meget), og så har diverse (konspirations-) teorier floreret på nettet, omhandlende skjulte diss til L.O.C.s gamle legekammerater i Tabu.

Jeg vil fokusere på det musikalske indhold, men giver gerne mine umiddelbare tanker om de to emner.

Angående skiftet fra EMI til TDC = Y-D-E-R-S-T forståeligt! Fire gange så mange penge og frie hænder mht. musikken. Dumt ikke at takke ja til den deal. Man skal vist være mavesur pladeselskabschef for ikke at kunne se logikken i dét.  

Angående diss’et til Tabu-drengene = Der er en del, der kunne tolkes som et diss, men jeg kan simpelthen ikke se grunden til, at de pludselig skulle være raget uklar, so I’m gonna call ”fake” on this one.

Og nu til musikken.

”De har alle sammen blikket rette min vej /

Når jeg blir’ stor vil jeg være lige som mig”

Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 (herfra omtalt PPPv1) starter ufattelig stærkt ud, men daler markant hen imod slutningen. På den første håndfuld numre har L.O.C. en intensitet og sult hæftet til sin levering, som man skal tilbage til Melancolia/Xxx Couture pladen for at finde magen. At slå hovedet sammen med Es var dertil en fremragende idé, for hans mørke, sitrende og til tider tonstunge beats komplimenterer L.O.C.’s dans imellem depressiv ignorance og succes-hyldende fuck-finger attitude til perfektion. På åbneren, ”Marityrium”, rapper L.O.C.:

”Ja, jeg er ham rapperen der dufter lidt af nye penge /

Taler meget om kælighed, lever for alt andet end /

Stigmatiseret ved egen hånd /

Dog stadig forfattende en nekrolog i sin drøm /

Han kom fra Vestfronten med dårligt nyt /

For sindssygdom gør dig så fucking dyb /

En tabers adfærd men stadig den bedste /

Så når jeg dør skal der stå at alle vidste det”

”Ode Til Kvinde”, som Es har produceret sammen med Michel Svane, er i min bog en af de flotteste produktioner L.O.C. har rappet over i sin efterhånden lange karriere. Vekslen imellem de stillestående momenter og det tordnende rabalder, der er kædet sammen af, hvad jeg tror, er et vokalsample, lyder simpelthen eminent.

Førstesinglen ”Noget Dumt”- som jeg går ud fra er hans sang til Frk. Schaumburg-Müller - er endnu en perle. Flawless og Es har kreeret et opløftende track fuldendt med klappen, strygere og ”la la la la”’er, og nummeret repræsenterer for mig den helt rigtige måde at lave troværdig, solid hiphop til hitlisterne på.

Halvvejs inde når pppv1 sit kogepunkt med ”Under Nul”, der foruden en gedigen tekst bæres op af en af Es’ bedste produktioner i virkelig lang tid. Opbygningen fra grumset og mørk synth i versene til storladen tromme-bragen i omkvædet er fabelagtig, intet mindre.

Men fra ”Under Nul” af går det i den forkerte retning. ”Jeg Er Judas” er egentlig okay, L.O.C. rapper fortrinligt og beatet er yderst solidt, men Jokeren – her Gigolo Jesus – gæster med en lang passage spoken word, og for at være helt ærlig, så magter jeg bare ikke at høre på den mand. Det er nok ikke den mest saglige kritik, men det er sådan jeg har det, han er hamrende anstrengende, og gør egenhændigt et ellers fedt nummer til et man springer over. ”Skyd Mig Ned” lider lidt af samme problem; fedt beat, fed rap, men omkvædet, leveret af Pernille Vallentin, rammer en nerve i mit øre der simpelthen gør nummeret umuligt at høre på. ”Jetlag” er for sin vis et okay nummer, og Dub-C featuren er fed, men southern crunk stilen passer ingenlunde ind i den røde tråd resten af pppv1 så fint holder. Et nummer jeg nok i højere grad havde forventet at finde på en U$O plade. Den afsluttende, mere rock’ede version af ”SGMD” siger mig heller ikke det store. Originalen er bestemt at foretrække, men jeg kan snildt se det nummer få en live koncert til at koge over.

Så alt i alt starter Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 utrolig stærkt ud, med en række numre, der viser L.O.C. fra hans helt rigtige side over produktioner, der sætter Es tilbage på den piedestal, han i min bog var faldet ned fra med Ill Street Blues, 4Pro og Revoltage pladerne. Men kvalitets-kurven knækker hen imod slutninger, med fire numre, der desværre trækker en del ned. Jeg ligger imellem et stort 3-tal eller en lille 4'er, men fordi jeg vitterligt synes at første del er så flot, så får den 4'eren.

Hent pladen gratis her

4/6

- Jeppe Barslund

L.O.C. - Melankolia/Xxx Couture

Det var med høje forventninger at jeg købte L.O.C.s nye udspil. Jeg købte det på udgivelsesdagen, og jeg havde ikke hørt andet end førstesinglen. Jeg er en af dem, der bare må eje alt hvad der kommer fra FIP lejren, så selvfølgelig måtte jeg da også have "Melankolia/Xxx Couture", og det kunne kun gå for langsomt. Jeg er helt vild med "Cassiopeia", og i "Prima Nocte"'s aftermath skulle man tro, at alle medvirkende på L.O.C.s nye album burde være i topform. Så med 2-3 avisanmeldelser i baghovedet, der alle gav 5 stjerner, tøvede jeg ikke et sekund med at erhverve hvad der eftersigende skulle være et af de bedste danske rap albums, der nogensinde er udgivet.

Umiddelbart er jeg ikke blevet blæst væk. Der er ikke nogen tvivl om, at det er en spritny L.O.C. vi har med at gøre. Lyden er ny, og den rasende energi og fanden-i-voldsk-heden er gemt en smule væk, til fordel for mere dybsindig og bevidst konstrueret lyrik. Som vi alle efterhånden ved, så har L.O.C. lagt sprutten og stofferne på hylden for at give mere plads til kreativiteten. Man kan synes det er en smule morsomt, og måske endda tankevækkende, at L.O.C's mest skræmmende tekster om depressioner og vedvarende psykoser er formuleret bedre end nogensinde, når han for en gangs skyld er clean. Ikke desto mindre er "Melankolia" noget af det musisk uhyggeligste der er udgivet til dato. Jeg vil måske mene, at Bai-D er den rapper der bedst kan skabe billeder om livet på vrangsiden, men L.O.C. ligger meget tæt op af. Og selvom jeg synes at tekst-konstruktionen er lidt for ensformig, så er teksterne på "Melankolia" ganske fantastiske. Det jeg mener med "tekst-konstruktion" er, at opbygningen af sangene stort set er komplet ens i alle sangene. Så og så mange bars, et lille omkvæd der gentages to gange, og så endnu et vers med det samme antal bars, og slut. Men, heldigvis er lyrikken ofte så blændende væmmelig og genial, at selve skelettet overses. Som når han rapper på "Tortur":

Du er inde i sindet på en mand der gennem et årti //
har danset på grænset i håb om en fucking O.D.
Men jeg er her stadig, lidt mere end en smule beskadiget //
fra de substanser jeg valgte at drukne mit selvhad i
For at være ærlig, jeg er ikk noget særligt //
Jeg er blot en nymoderne version af melankoliens bærme

Ganske hårdt.
Emnet der bliver behandlet i sangene er de syv synder. Stolthed, grådighed, begær, frådseri, vrede, misundelse og dovenskab. Syv synder, syv numre. "Melankolia" cd'en beskæftiger sig med syndernes "rigtige" effekt, konsekvenserne og de fald man må finde sig i at tage når man roder rundt i dem. Så L.O.C. beskriver hvordan han ser hver af synderne i sig selv.
Rune Rask rammer fór præcist på lydsiden, og de tunge beats med de mange horrible effekter går lige i bevidstheden på lytteren. Et ord der bedst beskriver lyden er "ubehag". Man føler sig faktisk ikke helt godt tilpas når man lytter til "Melankolia".
Ta' fx. "Blod i min hud", hvor omkvædet er den enkelte linje "dans for mig, på kanten af selvmord" (præcis som på "Din største fan" på "Prima Nocte"), bakket op af en dyster kirkeklokke, som det eneste musik. Noget der lyder som et grædende barn kan høres svagt i baggrunden, og efter få sekunder kommer en grådkvalt kvindes sang ind. Man når på meget få sekunder at få en ekstrem lyst til at skifte til næste nummer. Men at et omkvæd kan påvirke én, eller mig i hvertfald, så meget at man får lyst til at skifte væk, er fascinerende nok i sig selv til at lytte nummeret igennem.
Værre bliver det dog under outroen på "Tortur", hvor nogle klagende kvindestemmer fosvinder frem og tilbage, skiftende mellem højre og venstre højtaler udgang. Dette giver den ultimative fornemmelse af, at man faktisk hører stemmer. For en kort tid bliver man lokket til at tro, at en oprigtig depression kommer snigende. Jeg har uden at lyve taget mig selv i at skifte væk på dette tidspunkt. Det er decideret ubehageligt at lytte til.
Hvilken lettelse! Det er på et vist plan en utrolig lettelse at være igennem "Melankolia". Lidt som at vågne fra et mareridt. Den der følelse af, at det ikke var rigtigt og man ånder lettet op. Det er sgu næsten sådan man har det.

Cd 2, "Xxx Couture" behandler det samme emne, synder, men på en komplet anden måde. Her skildrer L.O.C. "cool-heden" som nogle mennesker forbinder med synder. De overfladiske aspekter der kan tilhører det at synde. Dertil har L.O.C. og Rune Rask med vilje produceret en, mere eller mindre, overfladisk plade. Her er det ikke seriøs historiefortællende rap der giver stof til eftertanke. Her er det rap om at rappe, om at være "cool" og om at være bedre end alle andre. Med andre ord, totalt overfladisk rap. At det er overfladisk med vilje gør det selvfølgelig en smule mindre overfladisk, men linjer som

Er det mine chrome hearts, den prestige jeg har //
der gør du ser på mig, som det generer dig
Er det hvor jeg fra, der gør det så bizart //
at sippe remy ma, med beluga kaviar

er for langt under L.O.Cs standart, og jeg synes han synker lidt lavt ved at skrive sådanne tekster. Selv Nik & Jay bliver samplet til sangen "Uptivupti", der selvfølgelig kommer fra Niks (er det Nik?) "Damn, uptivupti, martini i hånden og sko fra Gucci". Og det er da meget sjovt, men selvom omkvædet lyder,
"Tag det billige bling bling og stik det op i rø... stik det op i rø... stik det op i rø...."
- så er det altså stadig Nik & Jay der bliver samplet. Den er ikke lige til at redde, og L.O.C. når et nyt lavpunkt.
Selv førstesinglen "Xxx Couture" er jeg ikke så vild med. Det er et halv-roddet nummer der hverken er banger, eftertænksomt eller catchy på nogen måde. Det eneste nummer der rykker hos mig er "Superbia" med Simon Kvamm, og det er endda ikke specielt fremragende. Den Hy-phy-inspirerede lyd er ganske simpelt ramt helt ved siden af, og aldrig har musik klædt L.O.C. værre.

"Melankolia" er yderst mesterlig. "Xxx Couture" er yderst pinefuld. Så det vi har med at gøre er et mærkeligt mix af to helt forskellige sider af L.O.C. Det eneste der forbinder de to cd'er er beskrivelsen af de forskellige synder, og den idé må jeg tage hatten af for, den erm om man kan lide musikken eller ej, utrolig gennemført. Men jeg vil nu give berlinskes anmelder ret; havde det været en forlænget "Melankolia" i stedet for "Xxx Couture", så havde vi muligvis stået med Danmarks bedste rap plade. Sådan skulle det ikke være. Der er ikke nogen åbenlyse hitsingler, hvilket ikke er nødvendigt, men jeg synes det klæder L.O.C. at have nogle mere bangin' numre. Og stod det til mig, så skulle Troo.L.S også have været indblandet. Han er komplet udelukket fra dette projekt, og jeg synes det klæder Rune Rask meget godt at have Troo.L.S. med sig. Rask beviser på cd 1 at han godt selv kan, og han er yderst mesterlig i det han gør, men cd 2 beviser også at alle kan begå fejl, og her burde Troo.L.S. have givet en hånd med og sat hans signatur på beat'sne, det havde klædt dem med hans touch.

Bedømmelsen bliver jo nødt til at være af begge cd'er, så vi må mødes på midtpunktet og give albummet

4/6