Viser opslag med etiketten Dødssejleren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dødssejleren. Vis alle opslag

torsdag den 26. maj 2016

Dødssejleren - Spøgelser EP


For præcis to år siden udgav Dødssejleren deres selvbetitlede debutalbum, der i al sin beskedenhed fejede benene totalt væk under mig. Konceptet var umådelig gennemført, sørøver-stemningen genialt bragt til live, musikken forbandet velspillet og melodierne uafrysteligt fængende. Helt afgørende, for mig personligt, var det dertil, at Dødssejleren ramte en nostalgisk åre af den mest affektive slags med deres højmusikalske pirateri og sørøver-eventyrlighed. Jeg blev simpelthen sendt fluks tilbage til barndommens lykkeligste luner, hvor Sebastians Skatteøen var fast lydkulisse. Denne affektive sensation illustreres nok bedst med følgende klip:


Jeg anmeldte pladen og kvitterede med vurderingen 5/6 samt en kåring som årets bedste danske plade, og alligevel har det overrasket mig, hvor meget jeg har hørt pladen efterfølgende. Herhjemme synger og skråler både jeg og fruen med på stort set alt fra debuten, og knægten på halvandet danser glædeligt med når musikken spiller, hvilket jævnligt er tilfældet, så nyheden om en efterfølger blev naturligvis mødt med begejstring i denne lille husstand.

"Vi samler os sammen til vi sammen og samlet /
En sammenbidt forsamling forsejlede fremmede /
Med følelserne uden på tøjet i en verden på vrange /
Frygt ikk' spøgelserne - det her er deres sange"

Meget er det samme. Bølgerne skvulper, vinden rusker i håret og skumsprøjt får én til at misse med øjnene. Vi er med ét tilbage til havs på den gudsforladte skude, og alt, hvad der i musik og lyrik gjorde debutalbummet til en sørøverlig affære, er bevaret. Nok er dog ændret til, at man med rette kan kalde Spøgelser en udvikling fra det oprindelige ståsted. Den mest markante progression ligger i, at gruppen har omfavnet konceptet fuldkommen ift. det univers, de har skabt. Besætningen har vokset sig fra en trio til en sextet, og med Asger Thomsens kontrabas, Laust Moltesens guitar og Jens Kristian Siqueira trommer som de nye tilføjelser, er der endnu mere fordrukken, sørøver-blues-svingende spillemands-orkester over lydsiden, der i dens nuværende form er så godt som blottet for hiphop-elementer. Illusionistens rap er efterhånden det eneste spor, der fører tilbage til hiphop-selskabet Echo Out som udgiver, og det er faktisk fedt, og sært befriende. Godt nok var de meget hiphop'ede "Den flyvende Hollænder" og "Poison Heidi" blandt højdepunkterne på forgængeren, men Dødssejlerens mandskab går planken helt ud med deres nye og fuldt live-orkestrererede tilgang til musikken, og resultatet er, at skænkestuen oser endnu mere af rådne tandsæt, svingende træben og dårlige manerer. Tag bare de afsluttende fyrre sekunder på "Natteravnens sang" eller det godt sidste minut på "Den kloge kones sang", hvor kro-slagsmålet for alvor griber om sig, imens dansegulvets gulvbrædder er glohede. Humøret er højt og tempoet gevaldigt, og Christian Coppola svinger harmonikaen i så fænomenal stil, at alle, der står stille, bliver efterladt på en øde ø med en flaske rom og en ladt brescia. 

Gruppen, der nok engang føres an af den umanérligt musikalsk begavede Simon Solem, formår absolut også at forene deres forcer i mere stilfærdige musikalske øjeblikke, hvor der er fokus på de små detaljer og melodierne imellem. "Digterens sidste sang" og "Klagesangen" er blændende eksempler på disse velklingende og yderst behagelige lytteoplevelser. "Fuldmånens sang" viser sig imidlertid måske at være Dødssejlerens fornemmeste øjeblik hidtil, hvor trommer, guldbas og harmonika slentrer klangfuldt hånd i hånd, imens Kaptajn Solem leverer et ubetaleligt godt omkvæd, der i øvrigt besmykkes yderligere af gæste-trompetist Claes Halfdan. Splitte mine bramsejl for en pragtskæring!

"Gid at i nat varer evigt /
Gid at båden ikk' ka' finde sin havn /
Vi drikker, vi danser med sirener /
Vi er slaver af deres symfoni"

Desværre leverer Dødssejleren ligeledes deres nok vageste øjeblik med "Anne Bonnys sang", der i grove træk lyder som en kedelig version af en af pladens gode skæringer. Og dette, den forholdsvis enslydende grund-idé som numrene er bygget op efter, viser sig ligeledes at være sigende for forandringen i musikken i forhold til debuten. På debuten blev Dødssejleren lanceret som den nye gruppe, der fornede genrer som balkan, blues, hiphop, jazz, beat og tango i deres univers, og det gjorde de med bravour. De mange genrer var ikke forenet i én lyd men i højere grad delt ud på enkelte numre, hvor "Den Flyvende Hollænder" fx var rendyrket beat og "Den sidste tango" var, som titlen afslører, lutter latinsk forførelse. Det imponerende var, at Dødssejleren alligevel formåede at bevare en krystalklar rød tråd i musikken, på trods af denne uddeling af undergenrer.
     På Spøgelser er musikken mere homogen, hvilket kan tolkes positivt, da det giver udtryk for et harmonisk orkester, eller negativt, da man kan savne noget vovemod og en generel frimodig tilgang til musikken. Begge tolkninger gør sig gældende hos undertegnede. På Spøgelser, hedder det i pressemeddelelsen, "... udforsker skudens besætning nye og hidtil uafsøgte territorier. Det bringer dem vidt omkring, b.la. til eksotiske balkan rytmer, tryllebindende tango toner, bestialske blues bliktrommer og skramlende jazz landskaber". En i mine øjne klodset og endda lodret misforstået reklamation, da disse "nye og hidtil uafsøgte territorier" præcis var det, vi blev præsenteret for på debuten. På Spøgelser kommer de nævnte genrer ikke lige så tydeligt til udtryk, og så er de i højere grad kogt ind til én sørøver-lyd, der præger samtlige skæringer. Det lyder godt, men det får mig ikke til at falde bagover. Jeg sidder trykt i min stol og nyder tonerne, men den totale overraskelse det var at blive ramt af debutens sprudlende musikalske overskud, er ikke til stede ved nærværende EP.

Dødssejleren skal have point for at have oprustet besætningen og stablet et ensemble på benene, som lyder fortrinligt sammen, og som bliver en kærkommen og absolut berigende tilføjelse til deres live-shows. Spøgelser er en velproduceret, melodisk, energisk, fængende og ikke mindst anbefalelsesværdig EP, der dog ikke imponerer i samme grad som albummet det ligger i forlængelse af.

4/6
- Jeppe Due Barslund

fredag den 26. december 2014

Året der gik: 2014


"Being with you and not being with you is the only way I have to measure time"
- Jorge Luis Borges

Tid er en mærkelig størrelse. Nogen gange snegler den sig afsted, andre gange flyver den fra én, og så findes der perioder, hvor der ganske simpelt ikke er nok af den. Mit 2014 har været præget af sidstnævnte. Travlhed og omvæltende livsbegivenheder på privatfronten - der har gjort 2014 til det bedste år i mit liv - har givet usalig genklang her på bloggen, der har gennemlevet sin største tørkeperiode hidtil.
     Tilbage i september tog jeg konsekvensen af denne tørkeperiode og spurgte jer, højtelskede læsere til råds om, hvad der kunne gøres. Det blev "vedtaget", at det mest optimale løsningsforslag var at integrere et kuld gæsteskribenter, der tilsammen kunne holde bloggen i live. Dette har endnu ikke båret frugt, sikkert grundet travlhed i de respektive volontørers hverdag (det er ikke nemt at finde tid til ulønnet goodwill arbejde!), men jeg håber på, at de, der kontaktede mig i sin tid, stadig kunne være interesserede i at bidrage fra tid til anden. Som det ser ud nu, vil bloggen nemlig ikke blive befriet fra tørkeperioden, hvis jeg egenhændigt skal opretholde den. Desværre.
     Årsagen hertil skal ikke være en hemmelighed. Jeg blev far d. 1. november til en lille lækkerbisken af en dreng. Ugen efter, ment i bogstaveligste forstand, flyttede vi. En omfattende flytning, efter en endnu mere omfattende istandsættelse af den nye lejlighed. Alt imens dette stod på; fødsel, flytning og istandsættelse, var jeg i praktik, som nu er afsluttet og skal rundes af med en bachelor-opgave, som jeg knokler med i skrivende stund.
     Jeg håber på baggrund heraf, at I har forståelse for tørkeperioden og kan se igennem fingre med det lidt endnu. Og så håber jeg ikke, at denne "midlertidige" adskillelse forpurrer det vi har opbygget. "Time doesn't take away from friendship, nor does seperation" sagde Tennessee Williams, og lad os holde fast ved det!

Trods mangel på indlæg og anmeldelser her på bloggen, har jeg fået hørt rigeligt i løbet af året til at kunne koge en velsagtens obligatorisk års-liste sammen. Det er vel også det I har klikket jer herind for.

Top 10: udenlandske udgivelser


01. Red Pills + Black Sugar, Beleaf (læs anmeldelse)
02. The Orchid Days, L'Orange (læs anmeldelse)
- 03. ...So We Ate Them Whole, Jam Baxter (læs anmeldelse)
04. s.t., Intuition & Equalibrum (læs anmeldelse)
05. The Art of Joy, Jackie Hill Perry
06. RTJ2, Run the Jewels
07. Respect the Architect, Blueprint (læs anmeldelse)
08. E&J, Dag Savage (læs anmeldelse)
09. Barrell Brothers, Skyzoo & Torae
10. Strange Journey Vol. Three, CunninLynguists (læs anmeldelse)
10. s.t., Your Old Droog

Også nævneværdige: If There's A Hell Below (Black Milk), Dark Comedy (læs anmeldelse) (Open Mike Eagle), Piñata (Freddie Gibbs & Madlib), Floating While Dreaming (Pell), PTSD (Pharoahe Monch), Hallways (Homeboy Sandman), Hella Frreal (Mike Mictlan), ... And Then You Shoot Your Cousin (The Roots), Cilvia Demo (Isaiah Rashad), Equations verbales (Micronologie)

Årets skuffelse: Nobody's Smiling (Common)
- min godeste gode ven Common begik sin (efter min mening) første bummert med Nobody's Smiling, der godt nok høstede en del ros rundt omkring, men som i min optik er mere eller mindre uinteressant hele vejen igennem. Min store helt var alligevel ikke ufejlbarlig.

Top 5: danske udgivelser


01. s.t., Dødssejleren (læs anmeldelse)
02. s.t., Marwan (læs anmeldelse)
03. Vi hjerte Alberte, Pede B (læs anmeldelse)
04. Frit Fald, Mund De Carlo (læs anmeldelse)
05. Stratosfære, Aesthetic (læs anmeldelse)

Også nævneværdige: DNA (læs anmeldelse) (Per Vers), Hiphop (læs anmeldelse) (Benal), (h)udkrængninger (Esben og politika projektet)

Årets skuffelse: V (Suspekt)
Suspekts femte plade er ikke decideret dårlig, men med alt for magelige produktioner, ofte forudsigelig lyrik, lidt for meget hvilen på laurbærene, en næsten mixtape-agtig struktur og manglende ambitioner om at gøre det, Suspekt altid har gjort; tage musikken nye steder hen, var det for mit vedkommende en rimelig pauver affære.

Top 10: danske hiphop-tracks

01. "Op" (Aesthetic feat. Bejamin)
02. "Abstinenser" (Sigma feat. Loke Deph)
03. "Vi vågner når vi dør" (Marwan feat. Jooks)
04. "Det var midt i julenat" (Per Vers)
05. "87'er" (Mund De Carlo)
06. "Hvordan" (Pede B feat. Nixen & Alberte)
07. "Fri" (Nota Bene)
08. "Reality" (Kaput)
09. "Fransk" (Suspekt)
10. "Bootycall" (Benal)

Også nævneværdige: "Hov" (Marwan), "65 bars sandhed" (Censur), "Elvis smil" (Pede Gøbb), "Den anden vej" (Manus Nigra feat. Marki Snøre), "I kamp" (Z-E-B-), "Funken er tilbage" (NATKAT)

Årets danske hiphop-kunstner: Først udgav han et solidt soloalbum, om hvilket jeg bl.a. skrev: "Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede". Dernæst hoppede han ombord på Dødssejleren og bidrog med to fabelagtige vers til deres plade. Og i november leverede han en så sindsoprivende og ærefrygtindgydende flot præstation imod Jøden til Rap Slam Battles #14, at der blev målt enorme udslag på Richterskalaen omkring Den Grå Hal på Christiania. Sideløbende har han endda haft tid til at arbejde på EP'en Ordene først, der udkommer til marts. Årets danske kunstner er Mund De Carlo.

2014 var også årets hvor...


... Leftovers2013 udkom. Et album (kompilation) som jeg simpelthen synes blev sindsygt godt. Alt faldt i hak: fra en sublim trackliste til jeres generøse bidrag på Booomerang og til Dorte Karrebæks illustrationer. Leftovers2013 er min personlige favorit, og hvis ikke man har fået tjekket det, synes jeg man skal gøre det HER. Hvis man har tjekket og hørt det, synes jeg man skal give en lille kommentar med på vejen. Der har ikke været så mange inde og give deres mening til kende omkring Leftovers2013, så det synes jeg at du skulle gøre, lige nu, lige HER.  

Hvad venter os i 2015?



2015 har potentialet til at blive et suverænt hiphop-år. Der er ingen tvivl om, at det jeg glæder mig mest til er Nota Bene og Daveys fælles projekt, som efterhånden har været undervejs længe. Et projekt, der har potentialet til at blive noget af det bedste danske hiphop nogensinde udgivet. 
     Også Trepac og Boones projekt burde blive spændende. Boone er producer i Kaput, der har fået hiphop-hoveder i hele landet til at spærre øjne og ører op i løbet af de sidste par år, og Trepac kender vi som en af landets dygtigste rappere, så også der er der rig mulighed for noget seriøst godt. Og Trepac har haft travlt. Jeg satser en 10'er på, at han og Melancolia udgiver deres Torden og Lynild plade i 2015 også. En plade, hvis niveau næsten er givet på forhånd. 
     Om Sigma har noget på vej ved jeg ikke, men med nummeret "Abstinenser" fra i år, som jeg havde som #2 på listen ovenfor, kan man kun håbe. Deres Frisk Valuta var fantastisk, og noget siger mig, at de kun er blevet bedre siden da. 
     Kigger vi på det store udland, glæder jeg mig som et lille barn til at høre GemStones' debutalbum Blind Elephant. Indtil de to endte i en fejde, var GemStones og Lupe Fiasco bedste rap-venner, og hver gang Lupe har haft GemStones med på et nummer, enten som rapper eller sanger - han mestrer begge til perfektion, har resultatet været mesterligt. "He Say She Say", "Free Chilly", "Dumb It Down" og "We On", for at nævne et par stykker. Solo-tracks som "Fire In My Heart" og "Skeletons" understreger yderligere hans overlegne stadie, og jeg regner med noget skelsættende fra GemStones, intet mindre. 
     Fashawn's The Ecology er lige om hjørnet, og selvom første-singlen "Golden State of Mind" er jævnt kedelig nægter jeg at tro, at Fashawn har tænkt sig at skuffe. Exile har det store forkromede overblik over lydsiden, så det næsten blive godt. 
     Jeg satser en 10'er mere på, at Kanye West udgiver "noget" i 2015, og selvom mange synes han har været en klovn af flere omgange i år, er jeg fortsat lige begejstret for ham, og jeg vil altid glæde mig til projekter fra hans hånd.

Det var mit år 2014

- Hvordan så jeres ud? Hvad er jeres top 5 eller 10? Og hvad glæder I jer til i det kommende år?

God bag-jul og godt nytår til jer alle
- Jeppe Barslund

torsdag den 15. maj 2014

Dødssejleren - s.b.


Har du hørt hva' de si'r, historierne går - om skibet der strejfed' i hundrede år. Med fulde sejl sat, om hele vor jord. Uden et eneste levende menneske ombord.

Foruden at være et sagnomspundet spøgelsesskib, dømt til at besejle verdens have til evig tid og varsle forlis og død, er Dødssejleren den nye koncept-gruppe fra Echo Out. Besætningen består af kaptajn Simon Solem, overstyrmand Fyrsten og 2. styrmand Christian Coppola. Tilsammen udgør de en suveræn trio, der med kompassets retningspil peget mod originalitetens land og udsøgt vellyd i sejlende, navigerer deres stolte skude ud i den tågede nat.

Dødssejleren slår hiphoppede toner an, bestemt, men deres univers udgøres i mindst lige så høj grad af blues, jazz, tango og folk. Ikke nok med, at alle disse genrer smeltes succesfuldt sammen i ét lydbillede; galejens mandskab får det samtidig til at ose af sørøveri og pirateri. Lyden af knagende master, galende havmåger og blid bølgebrus følger én hele vejen igennem, hvilket giver en stærk "til havs" følelse, men sørøver-stemningen kommer i særdeleshed til udtryk i produktionerne, hvor især Christian Coppolas harmonika spiller en betydelig rolle. Og det er i grunden sjovt, at et instrument, der blev opfundet et par århundreder efter piraternes gyldne æras ende, er blevet synonym med deres "lyd". Popularisering af pirat-kultur i form af bl.a. Sebastians Skatteøen, film som Goonierne, Djævleøen og Pirates of the Carribean, samt kult-spil som Monkey Island -serien, har legitimeret, at elementer, der på ingen logisk måde berører sørøver-universet, spiller den mest naturlige rolle i selv samme. Og på denne måde tiltaler Dødssejlerens univers lytterens reference-ramme på kløgtig vis og skaber en overbevisende og autentisk musikalsk sørøver-kulisse.

Overstyrmand Fyrsten (også kendt som Illusionisten) bidrager også til konceptets røde tråd med sine tekster. Fyrsten er måske ikke blandt landets dygtigste rappere når det kommer til flow og teknik, men det har heller aldrig været hans metier. Fyrsten er en lyrisk maler, der arbejder med mørke nuancer og som specialiserer sig i stemningsbilleder. Melankolien, ængsteligheden, den forliste kærlighed og de depressive tendenser præger paletten, og det har ofte resulteret i besnærende portrætter - hans Syngende Engel Angrende Djævel er et fortrinligt eksempel herpå. På Dødssejleren har han bibeholdt kernen af den stil han behersker, og den omsættes overraskende godt til sørøveruniverset. Han har dog skruet en del ned for den mørke-sorte pessimisme og kompenserer med rabaldrende sørøver-slagsang og koncept-relevant name-dropping. Vi kan fx kaste et blik på hans vers fra "Den Flyvende Hollænder":

"Nålen i kompasset snurrer rundt med grammofonen /
Vi slavebundt af havet, bag tågen brænder solen /
Træbenene tramper til de trodsige toner /
Og horisonten står i flammer trods de grålige toner /
Den sidste flaskepost, kastes ud i havet /
Med livstegn og længsel, mellem linjerne stod det skrevet /
At jeg ikk' stod til at redde /
Det' en sørgelig ballade - Så bered jer /
Det her er en død mands sladder /
Har dækket dækket med forbandede sjæle /
16 skæggede, blækkede, bevæbnede djævle /
Forgældet ind i helvede, vi' satans yngel /
Hør Sirenerne synge, endnu en nat ka' begynde /
Det stormer, det tordner, de gir' tegn om at standse /
Det regner, det sortner, det har brækket en mast /
Det rusker i skroget og han truer mig for oven /
Men jeg blir' stående bag roret, det blir' husket i morgen"

Verset illustrerer meget godt, hvordan Fyrsten holder sørøver-temaet tæt ind til kroppen og fastholder konceptets røde tråd, dog uden egentlig at sige noget konkret. Flowet synes måske en smule brudt på nærværende nummer, og Fyrsten lader til at gøre det unødvendig svært for sig selv, med en konstant insisteren på at udtale ende-t'er som t'er og ikke bløde d'er (fx "Har dækket dækket" og "Det blir' husket i morgen"), der ærlig talt umuliggør en flyden med ord. At Mund De Carlo, der ligger i landets top hvad angår flow, gæster to numre og leverer kølhalende rap med et flow, der tvinger de fleste andre til at gå planken ud, er i høj grad med til at understrege Fyrtens mangler. Dødssejleren er dog ikke en hiphop-gruppe og deres plade er ikke en rap-plade, så denne "mangel" virker ingenlunde som en mangel i det givne kontekst. Nej, det er ikke atom-spaltende lyrik eller teknik, men Fyrstens rap fungerer yderst fornemt som kompas for Dødssejleren, og det er trods alt et absolut essentielt element i enhver succesfuld færd.
     "Desperat" er det eneste nummer, hvor Fyrsten fejler. Her ringer han bl.a. til Niklas for at slippe for dikkedarer, og rapper senere om hvordan han stalker en pige på facebook. Vi er simpelthen for langt væk fra sørøver-universet, og det er lidt ærgerligt.

Jeg udnævnte indledningsvis Simon Solem som Dødssejlerens kaptajn, og det er der en god grund til - han er rent ud sagt showets store stjerne. Han har produceret stort set alt, spiller næsten samtlige instrumenter - fra guitarer og klaver til trommer, perkussion og kazoo, og så synger, crooner, råber og skråler han sig igennem pladen til den helt store, yderst imponerende guldmedalje. Jeg kender ingen, der kan bruge sin stemme som Simon Solem - splitte mine bramsejl det er beundringsværdigt, det han kan. På "Sørøver Blues" og "Flaskepost" synger han med silkeblød røst, imens han på "Desperat" lyder som en djævle-besat pirat på badesalte. Han mestrer alt imellem de to modpoler og bruger rundhåndet sin vokal som fast element i sine produktioner. Dertil kommer det i høj grad til udtryk, at det er sangeren der har produceret: han går totalt i ét med sin musik. At høre ham croone hånd i hånd med musikken på fx "Så Langt Så Godt" er rendyrket blær, og når han "synger duet" med Christian Coppolas harmonika på "Det Gynger" og især på slut-stykket på "Flaskeposten", opstår der pure magi.
     At Simon Solem tilmed er en fremragende musiker, gør nærmest hele affæren lattervækkende! Fra milde jazz-toner på "Sørøver Blues", folkekære harmonier á lá Søren Kragh Jacobsen på "Flaskeposten" og forførende flamenco-guitar og tango-toner på "Den Sidste Tango", til Tom Waits'k fanden-i-voldskhed på "Desperat" og straight-up beat-drevet nakkebrækken på "Den Flyvende Hollænder", der naturligvis glider over i Peter Thorups nummer af samme navn fra Sebastians Skatteøen. For endegyldigt at slå fast, hvor latterligt meget overskud han besidder, imiterer Simon Solem Peter Thorups stemme til perfektion i starten af [Dødssejlerens] "Den Flyvende Hollænder", så man tror det er et scratchet vokalsample - vanvittigt!
     På "Poison Heidi" har Dødssejleren fået udefrakommende producer-hjælp fra Yogi, hvilket resulterer i pladen mest hiphoppede skæring, da Yogi hviler på en mere traditionel struktur. Coppolas harmonika er stadig med i fuld vigør, og Simon Solem spiller fortsat instrumenterne og leverer omkvæd, så nummeret passer stadig perfekt ind.

At Dødssejleren frit kan bruge et stykke af Sebastians Skatteøen (der i øvrigt er det bedste danske album nogensinde udgivet i min optik) og yde det retfærdighed og få det til at give mening på en og samme tid, siger for mig, personligt, en del om hvor vellykket et projekt Dødssejleren er.
     Et minus kunne være, at der er rigtig meget syngen, råben og skrålen, der i sit omfang kunne tyde på, at der er gået lidt på kompromis med plade-oplevelsen for live-oplevelsens skyld. "Styrbord, Bagbord! Styrbord, Bagbord!" på "Den Flyvende Hollænder", "En og To og Tre og Fire, Vi lander på bunden til vandet stiger!" på "Det Gynger", "Hey! Hey! Hey! Hey!" på "Poison Heidi" og meget, meget mere. På den anden side giver det faktisk utrolig god mening, at der på en plade, der er centreret omkring pirateri, er godt gang i festen. Det var højst sandsynligt ikke kedeligt at være til havs som sørøver, så det skal det da heller ikke være ombord på Dødssejleren.

Dødssejleren er ikke årets bedste hiphop-udgivelse, til det foregår der for meget andet end hiphop. Til gengæld er det nok den bedste danske plade udgivet i år, uagtet genre. Konceptet er genialt og veludført, og som musikalsk oplevelse er Dødssejleren ganske simpelt hamrende fed!

Ind imellem ka' livet ha' en led smag, men som den sømand jeg er kæmper jeg videre - rom blev ikk' drukket på én dag

5/6
- Jeppe Barslund